Hvid Stork (Ciconia ciconia)

Beskrivelse
Den smukke hvide stork er helt umiskendelig med sin sort-hvide fjerdragt, sit kæmpemæssige røde næb og de lange røde ben. Storken er en smule større end fiskehejren, men med et noget større vingefang. Desværre er denne engang så almindelige danske fugl efterhånden et sjældent syn i Danmark.

Levested
Den hvide stork er hovedsaglig udbredt i det østlige Europa, Spanien og Portugal, Grækenland og Tyrkiet samt det nordvestligste Afrika. Et par andre racer lever i det centrale og det østlige Asien. I Danmark ynglede storken tidligere på bygninger i nærheden af ådale, eng- og vådområder eller marskenge. I de senere årtier har storken hovedsaglig været at finde i det sydlige Jylland. Ribe er en klassisk lokalitet for arten. Efter et par års fravær kunne man igen i 2004 opleve storkeparrets højlydte klapren med næbbet (knebren) ved Ribe Domkirke, når parret hilste på hinanden.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Storken er en meget sjælden ynglefugl i Danmark, men til gengæld besøges landet af et par hundrede omstrejfende storke om sommeren, sikkert fra bestandene i landene syd og sydøst for Danmark, hvor arten er talrig og i fremgang. De fleste af de nordøsteuropæiske og de danske storke trækker øst om Middelhavet for at overvintre i det sydlige Afrika. De vesteuropæiske storke derimod trækker over Gibraltarstrædet; visse overvintrer dog i Sydspanien. Om vinteren besøges Danmark også af et stigende antal storke fra det omdiskuterede skånske udsætningsprojekt og lignende tyske projekter. Det er storke, der har mistet orienteringen og normal trækdrift, og som ofte går en krank skæbne i møde som følge af fødemangel og hårdt vintervejr.

Føde
Storken æder næsten alt, hvad der rører sig, hvor den færdes. Således står menuen på alt fra padder, slanger, fisk, orme til gnavere, insekter, snegle og fugleunger. I Danmark har padder dog altid udgjort en meget væsentlig fødekilde. Storken har gennem århundreder tilpasset sig landbrug med dyrehold og høslæt, der gør byttedyrene tilgængelige.


Spansk yngleplads. © Christian A. Jensen.

Bestandsudvikling
Den hvide stork er en af de danske fugle, som er gået mest tilbage gennem de seneste par hundrede år. Fra at være en ganske almindelig fugl med en samlet bestand på 10.000 par i starten af 1800-tallet er antallet af storke gennem 1900-tallet reduceret voldsomt. Allerede i 1970 blev det forudsagt, at storken ville forsvinde ved årtusindskiftet, hvis man ikke ændrede radikalt på naturforvaltningen i agerlandet. Det kom desværre til at holde stik. Efter at have holdt stand med ganske få ynglepar i 1990'erne blev 2000 det sidste år med storkeunger i en dansk rede. Men i 2004 etablerede to af de gamle storkepar sig mirakuløst igen på deres gamle lokaliteter (Ribe og Vegger). Denne genindvandring fandt sted efter et helt usædvanlig godt storkeår i hele Europa. Hvis vi skal fastholde en ynglende storkebestand i Danmark, er der behov for en målrettet naturforvaltningsindsats i storkeredernes nærområder, der genskaber gode levemuligheder for insekter, frøer og småpattedyr. DOF har udarbejdet en forvaltningsplan for storken som et idéoplæg til, hvordan det skal gøres.


Forekomsten af Hvid Stork i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Erik Thomsen


© Erik Thomsen

Fakta
Vingefang: 195-215 cm
Længde: 102 cm
Vægt: 3.000-3.500 g
Kuldstørrelse: 3-5 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 33-34 dage
Ungetid: 58-64 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 1
Udvikling 1999-2011: Tilbagegang
Ændring: 50-100%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: CR
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 2
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 405
Sidste måned: 399

Forrige artLink til denne sideNæste art