Bramgås (Branta leucopsis)

Beskrivelse
Bramgåsen er en meget kontrastrig lille gås, som kendes på det hvide ansigt, den sorte hals og bryst, den grå ryg og den lyse bug. På lang afstand kan arten forveksles med knortegåsen, men denne har en mørkere fjerdragt og mangler den hvide ansigtsmaske. Canadagåsen har også en meget kontrastrig sort-hvid fjerdragt, men er markant større, har mindre hvidt i ansigtet og har lyst bryst under den sorte hals.
Stemmen er som en højlydt gøen, som man ofte kan opdage fuglene på.

Levested
Bramgåsen har en meget begrænset nordatlantisk udbredelse. Den forekommer hovedsaglig i 3 populationer i henholdsvis Østgrønland, på Svalbard og på øer i Hvidehavet. I de seneste årtier har arten dog spredt sig til Østersø- og Nordsøområdet, hvor bestandene vokser markant.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Som resultat af bramgåsens fremgang i de seneste årtier er det blevet almindeligt at se store flokke af de nordrussiske bramgæs i specielt de sydvestlige dele af Danmark. Flokkene flyver især til Vadehavsområdet, hvor størstedelen af fuglene raster. Alene i Margrethe Kog kan mere end 10.000 fugle således ses. På Nyord ved Møn kan der raste op til 6.000 fugle om efteråret. Ved månedsskiftet april-maj i 2003 rastede der omkring 55.000 bramgæs syd for Rømødæmningen. Det er en af de største vilde gåseflokke, der er set herhjemme. De fleste af fuglene i Vadehavsområdet overvintrer, men i hårde vintre trækker de dog længere mod syd. Om foråret ses også mange bramgæs på Tipperne, i Vest Stadil Fjord samt i Nissum Fjord.


© Klaus Malling Olsen

Føde
Bramgåsen er vegetar. Den lever af græs, korn og diverse urter. Den æder i tiltagende omfang den mere udbredte vintersæd på markerne i vinterkvarteret og på rastepladserne.

Bestandsudvikling
Bramgåsen er en forholdsvis ny ynglefugl i Europa. Det første par ynglede formodentlig på en lille holm syd for Gotland i 1971. Siden er bestanden vokset nærmest eksponentielt, og omkring årtusindskiftet ynglede der således ca. 5.000 par i Sverige, mere end 100 par i Estland og 3-500 par i Finland, og der er nu også ynglebestande i Holland og Belgien. I Danmark blev arten første gang konstateret ynglende i 1992, hvor et par slog sig ned på Saltholm i Øresund. Også her har der været en meget positiv udvikling, som er fortsat de seneste år. I 2006 var der således 675 ynglepar på Saltholm. Der har også i nogle år været enkelte ynglepar i Tøndermarsken og på Bornholm. På verdensplan er arten ligeledes gået stærkt frem gennem sidste halvdel af 1900-tallet; især på Svalbard samt i Hvidehavet er bestandene vokset kraftigt. Bestanden på Svalbard, der overvintrer i det vestlige Skotland, var således tæt på udryddelse i 1940'erne, da der kun var ca. 300 individer tilbage. Ved årtusindskiftet blev bestanden opgjort til ca. 30.000 individer! Den nordrussiske bestand var før 1980 på under 50.000 individer. I 2006 var den vokset til 420.000 individer, som blev optalt i vinterkvarteret. I de følgende 3 år er bestanden taget yderligere til. Den voldsomme fremgang for bramgåsen skyldes, dels at vintrene er blevet mildere på overvintringspladserne og fødegrundlaget dermed bedre for vegetarer, dels jagtforbud i hele Europa siden 1972.


Forekomsten af Bramgås i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Erik Thomsen

Fakta
Vingefang: 132-145 cm
Længde: 63 cm
Vægt han: 1.600-2.000 g
Vægt hun: 1.500-1.800 g
Ynglealder: 3 år
Kuldstørrelse: 4-5 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 24-25 dage
Ungetid: 40-45 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 2000
Udvikling 1999-2011: Fremgang
Ændring: Ny ynglefugl

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: NT
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 419
Sidste måned: 422

Forrige artLink til denne sideNæste art