Spidsand (Anas acuta)

Beskrivelse
Spidsanden er en relativt stor og elegant svømmeand, som bl.a. kan kendes på den lange hals, det runde hoved og det relativt lange og smalle, grå næb. Den smukke han er ganske særegen med sin lange spidse hale, der har givet arten navn, og på den hvide hals, der sender en smal, hvid stribe op i det brune hoved. Hunnen, der er ret ensartet lysebrun, har også en længere halespids end de fleste lignende hunænder, skønt den er betydeligt kortere end hannens.

Levested
Spidsanden har en stor udbredelse på den nordlige halvkugle. På nær Grønland og det nordøstlige Canada findes den hele vejen rundt om Nordpolen. Desuden findes der enkelte bestande i den nordligste del af Afrika. I Europa er udbredelsen mest nordøstlig, men spredte forekomster findes også i Central- og Vesteuropa.
I Danmark yngler spidsanden fåtalligt på kystlokaliteter som strandenge, strandsumpe og små holme, særligt i de sydlige dele af landet og langs den jyske vestkyst. Arten findes ikke på Bornholm. Tipperne/Værneengene er den vigtigste lokalitet med omkring 20 par.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Uden for yngletiden raster spidsænderne især i det vestlige Jylland. Der er mest tale om nordvesteuropæiske fugle. For dem udgør Danmark et ret vigtigt rasteområde, og der er således talt op mod 13 % af hele denne bestand i Danmark på en gang. Hovedparten af den store bestand af russiske spidsænder trækker syd om Danmark og overvintrer i Afrika syd for Sahara. Der er således meget store vinterforekomster i Niger- og Senegaldeltaet og i Tchadsøen. Dermed trækker de længere sydpå end de fleste andre svømmeænder. En del af den europæiske bestand overvintrer i Vesteuropa, især på De Britiske Øer og i Frankrig. Forekomsten af overvintrende spidsænder herhjemme er svingende.

Føde
Spidsanden lever af vandplanter og smådyr.


Spidsand han i selskab med en gråand hun. © Poul Reib

Bestandsudvikling
Spidsanden har nok aldrig været en almindelig dansk ynglefugl, men i takt med at mange af dens levesteder såsom strandenge er blevet drænet og opdyrket og pga. den øgede menneskelige aktivitet i disse områder, er arten formodentlig gået tilbage over en længere årrække. Særligt siden slutningen af 1980'erne synes denne tendens at være slået igennem. Mangel på tilstrækkeligt nedgræssede strandenge kan også være en vigtig faktor. Generelt er bestanden af spidsand i Europa og Rusland gået kraftigt tilbage siden 1970.


Forekomsten af Spidsand i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


Han. © Poul Reib


Hun. © Hans Henrik Larsen

Fakta
Vingefang: 80-95 cm
Længde han: 66 cm
Længde hun: 56 cm
Vægt han: 750-1.050 g
Vægt hun: 600-850 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 7-9 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 22-24 dage
Ungetid: 40-45 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 25
Udvikling 1999-2011: Stabil

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: VU
DK gulliste: AT
Birdlife SPEC: 3
Fugledirektivet: -
Jagttid: 1.9-31.12(-31.1 på havet)


Sidevisninger
Denne måned: 92
Sidste måned: 348

Forrige artLink til denne sideNæste art