Vagtel (Coturnix coturnix)

Beskrivelse
Vagtlen er vores mindste hønsefugl, på størrelse med en stær. Den er brunstribet og har en meget kort hale og er næsten kugleformet; vingerne er store og lange i forhold til kroppen. Kønnene ligner hinanden, men hannen har kraftigere kontraster på hoved og hals og har en sort midterstribe på struben. Vagtlen kan forveksles med agerhønens kylling, der er flyvefærdig, når den ikke er meget større end vagtlen. Vagtlen er svær at skræmme op. Den sniger sig ofte bort i vegetationen og ses sjældent. Den registreres derfor lettest på hannens tredelte fløjt, som høres bedst i skumringen og i lune sommernætter.

Levested
Vagtlen er udbredt i størstedelen af Europa, store dele af Centralasien og i det sydlige Afrika. I Europa ligger Danmark på artens nordgrænse. I Sverige, Finland og Norge yngler vagtlen således uregelmæssigt og meget fåtalligt.
I Danmark svinger bestanden meget fra år til år. På grund af artens skjulte levevis er det sjældent og tilfældigt at gøre redefund, så det er stort set kun spillende vagtler, der registreres. Den er mest talrig i Nord- og Sønderjylland og på Djursland. En af de bedste lokaliteter er den afvandede Gårdbo Sø syd for Skagen. Herhjemme yngler den især på landbrugsarealer, specielt i græsmarker. Det antages, at nogle af de danske fugle er sydeuropæiske fugle på forlænget træk, der efter at have fået første kuld på vingerne trækker videre nordpå, når det bliver for tørt. Det menes, at vagtlens unger af første kuld allerede er yngledygtige senere på sæsonen, når de ankommer til Danmark.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Vagtlen er den eneste hønsefugl, der foretager et egentligt træk. Hovedparten af de europæiske fugle krydser Middelhavet for at overvintre i Nordafrika eller i et bredt bælte syd for Sahara, men der træffes også overvintrende fugle i det sydligste Europa.

Føde
Vagtlens fødevalg er omfattende, men den æder fortrinsvis frø af vilde og dyrkede planter samt indtager insekter og deres larver, som den finder på jorden ved at skrabe med fødderne og næbbet.


© Klaus Malling Olsen

Bestandsudvikling
I begyndelsen af 1800-tallet var vagtlen en ret almindelig ynglefugl herhjemme, specielt i Østjylland. Siden er den gået gradvist tilbage, bl.a. på grund af ændrede høst- og dyrkningsmetoder. Den intensive jagt i Sydeuropa og Nordafrika har også påvirket bestandsstørrelsen, ligesom anvendelsen af pesticider i landbruget har reduceret fødegrundlaget. Omkring 1980 skønnedes det, at der kun var ganske få ynglepar tilbage herhjemme, men siden er udviklingen vendt, måske pga. tiltagende braklægning, så der flere år i 1980’erne og 90’erne mentes at være 25-50 par. I begyndelsen af det nye århundrede har der igen været en markant stigning i antallet af spillende vagtelhanner, så der skønnes at være over 500 ynglepar. Selv om der er store årlige fluktuationer i de europæiske landes bestande, er udviklingen som helhed præget af tilbagegang.


Forekomsten af Vagtel i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Rune Sø Neergaard

Fakta
Vingefang: 32-35 cm
Længde: 18 cm
Vægt han: 70-100 g
Vægt hun: 85-135 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 8-13 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 17-20 dage
Ungetid: 30-50 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 1830
Udvikling 1999-2011: Fremgang
Ændring: Over 100%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 3
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 443
Sidste måned: 643

Forrige artLink til denne sideNæste art