Storkjove (Stercorarius skua)

Beskrivelse
Storkjoven er lidt mindre end en sølvmåge og kan overfladisk ligne en ungfugl af denne. Fjerdragten er brun med små lyse pletter på krop og vinger, men virker ensfarvet i felten. Den har karakteristiske hvide felter i hånden, der er mest markante på undersiden. Storkjoven er den største af de fire kjovearter, der forekommer i Danmark, og er kraftigt bygget med stort hoved og kort hale. Fuglen er meget aggressiv, både når den jager andre fugle på havet for at røve deres bytte, og når den forsvarer sin rede. Man har troet, at storkjoven kunne tage nyfødte lam. Det har sammen med dens aggressive adfærd ved reden bevirket, at den er blevet efterstræbt på ynglepladserne, også illegalt efter den blev fredet.

Levested
Storkjovens yngleområde er begrænset til den nordvestligste del af Europa. De største bestande findes i det nordlige Skotland og på Island. Desuden yngler den på Færøerne og så langt nordpå som Svalbard. Den yngler i spredte kolonier på op til flere hundrede par på høje klippeøer og højtbeliggende, fugtige kystheder. Storkjoven er nært beslægtet med sydpolarkjoven, der yngler ved Antarktis og efter ynglesæsonen trækker helt til den nordlige halvkugle. Det menes, at storkjoven er udviklet som en selvstændig art, efter at nogle sydpolarkjover begyndte at yngle på den nordlige halvkugle og dermed ændrede ynglecyklus.


Storkjove på yngleplads. © Christian A. Jensen.

De flyvefærdige unger trækker så langt sydpå som til havet ud for Vestafrika og Brasilien. Den følgende sommer bliver de i nærheden af vinterkvarteret, men året efter søger de mod nord, hvor de kan ses helt op til Grønland og Ishavet. Mange unge storkjover, der endnu ikke yngler, oversomrer i Skagerrak og Kattegat langt fra land. De ses af og til herhjemme, overvejende langs den jyske vestkyst. De fleste fugle ses i eftersommeren og efteråret, men de kan også ses i højsommeren. De optræder ofte sammen med flokke af suler i forbindelse med kraftig vestenvind. Der er talt op til et par hundrede storkjover på en dag, men normalt optræder de i meget mindre antal. De voksne storkjover overvintrer i havene ud for Den Iberiske Halvø, men stadig flere overvintrer i Nordsøen. Det har medført, at storkjoven stadig oftere ses herhjemme langs kysterne om vinteren.

Føde
Storkjoven lever hovedsagelig af fisk, som den røver fra andre havfugle, eller fiskeriaffald. I modsætning til den almindelige kjove, der med sine styrtdyk skræmmer andre havfugle til at slippe deres bytte, angriber storkjoven suler og måger direkte. Kjoven bider sig fast i fuglens vinger eller hale og tvinger den ned på havoverfladen, hvor den med sit næb presser dens hoved ned under vandoverfladen, til den slipper byttet. Den kan også tage mindre havfugle som lunder eller rider, som den drukner eller hakker ihjel.


Storkjove på yngleplads. © John Larsen.

Bestandsudvikling
I slutningen af det 19. århundrede var storkjoven tæt på at uddø pga. forfølgelse. På Færøerne fik man således allerede i 1741 en lov, der pålagde enhver voksen mand årligt at aflevere to næb fra storkjoven, hvis han ville undgå at betale næbtold. Omkring 1900 blev storkjoven fredet, hvilket resulterede i bestandsfremgang. I slutningen af det 20. århundrede har arten været i yderligere fremgang, i takt med at dens foretrukne fødeemne, tobisen, er tiltaget som følge af intensiveret fiskeri på makrel og sild.


Forekomsten af Storkjove i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Klaus Malling Olsen


© Klaus Malling Olsen

Fakta
Vingefang: 125-140 cm
Længde: 58 cm
Vægt: 1.200-1.650 g
Ynglealder: 7 år
Kuldstørrelse: 2 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 29 dage
Ungetid: 42-49 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 35
Sidste måned: 123

Forrige artLink til denne sideNæste art