Sandterne (Gelochelidon nilotica)

Beskrivelse
Sandternen er en kraftigt bygget terne, der både i udseende og levevis
ligner måger mere, end de øvrige terner gør. Næbbet er helt sort i modsætning til splitternens, som den ligner meget, men splitternen har en gul spids på det sorte næb. Sandternens næb er i øvrigt kortere og kraftigere, ligesom benene er kraftigere og længere end hos de øvrige danske terner. Det gør den mere egnet til at bevæge sig på jorden, hvor den også søger hovedparten af sin føde. Den styrtdykker heller ikke som de øvrige terner, når den en sjælden gang fisker.

Levested
Sandternen yngler både i Europa, Asien, Amerika og Afrika, men meget lokalt. Den kan både yngle langs kysten på strandenge med lav vegetation og indenlands på sandbanker ved lavvandede søer eller på stepper. I Europa er bestanden truet. Der er flest ynglefugle i Sydeuropa, specielt i Spanien, hvor den yngler indenlands i op til to kilometers højde, mens der er en lille isoleret nordlig bestand i Vadehavsområdet.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Her yngler sandternen i udkanten af hættemågekolonier, hvor de udnytter hættemågernes kollektive forsvar af kolonien, men til gengæld er udsat for redeplyndringer af mågerne.
De nordvesteuropæiske sandterner overvintrer i tropisk Vestafrika fra Mauretanien østpå til Nigeria og Chad.

Føde
Sandternen flyver som regel langsomt og i lav højde over jorden eller sjældnere vandoverfladen, hvorfra den daler ned for at snappe byttet. En anden jagtmetode består i at fange insekter i luften. Fødeemnerne udviser stor geografisk variation. De hjemlige sandterner lever hovedsageligt af mus, frøer, fugleunger, firben og biller, mens bestanden omkring Sortehavet f.eks. indtager en del fisk.


© Alex Sand Frich

Bestandsudvikling
Sandternen har ynglet i Danmark siden begyndelsen af det 19. århundrede. Bestanden har altid været lille, næppe over 500 par, men siden 1950 er den gået markant tilbage. Ynglepladserne har ligget i Jylland og på Læsø; siden begyndelsen af 1980’erne koncentreret til nogle få lokaliteter i Vadehavet. Grundene til tilbagegangen er formentlig mange: klimaændringer; tilgroning af ynglepladser pga. ophør af kreaturafgræsning; opdyrkning af heder, hvor de har søgt deres føde, samt det forhold at nogle af de hættemågekolonier, de har boet i, er flyttet pga. indtrængende sølvmåger. Sidste gang, at et par med sikkerhed har fået flyvefærdige unger på vingerne, er i 1995 på Rømø. I begyndelsen af det nye årtusinde har et til tre par forsøgt at yngle, men uden succes bl.a. grundet oversvømmelser af redeområdet. Størst chance for at se sandternen herhjemme er ved Lakolk sø på Rømø, hvor eksemplarer af den nordtyske vadehavsbestand kan ses på jagt efter føde.


Forekomsten af Sandterne i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Per Poulsen


© Per Poulsen

Fakta
Vingefang: 95-110 cm
Længde: 38 cm
Vægt: 200-300 g
Kuldstørrelse: 2-3 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 22-23 dage
Ungetid: 28-35 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2013: 1
Udvikling 1999-2011: Tilbagegang
Ændring: 50-100%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: CR
DK gulliste: AY
Birdlife SPEC: 3
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 25
Sidste måned: 95

Forrige artLink til denne sideNæste art