Alk (Alca torda)

Beskrivelse
Alken er en meget lokal ynglefugl i Danmark. Den yngler kun på Græsholm ved Christiansø og ved Hammeren på Nordbornholm. I vinterhalvåret er alken derimod talrig i de fleste danske farvande. Fuglens underside er helt hvid, og oversiden samt hovedet er kulsort. Lomviens fjerdragt og dimensioner er næsten identiske, men lomvien har et smalt, spidst næb, hvorimod alkens er fladt, og så har det en hvid ring nær spidsen. Alkens hoved og hals er desuden kraftigere end lomviens.

Levested
Alken er udbredt omkring Nordatlanten. Uden for Europa yngler den primært langs Canadas østkyst og Grønlands vestkyst. I Europa yngler den fra Nordskandinavien og Kolahalvøen i nord til det nordvestligste Frankrig i syd. Desuden findes bestande i Østersøen, heriblandt de danske. I Danmark har den eneste ynglelokalitet længe været Græsholmen nord for Bornholm, hvor Alken yngler i huller og sprækker i stenblokke, men siden slutningen af 1990'erne er alken atter begyndt at yngle ved Hammeren, hvor den også ynglede i slutningen af 1800-tallet.


© John Larsen

De danske farvande udgør nogle af verdens vigtigste overvintringsområder for alken. Mellem 200.000 og 400.000 alke trækker ind i Kattegat i oktober-november. Det er en markant procentdel af verdensbestanden, som vurderes at ligge på omkring 500.000-700.000 par. Fra Fornæs på Djursland er op mod 120.000 fugle set trække forbi på få timer!

Føde
Føden består af fisk og krebsdyr.

Bestandsudvikling
Efter at være blevet udryddet som dansk ynglefugl i slutningen af 1800-tallet genindvandrede alken i starten af 1920'erne til Græsholmen. Med undtagelse af en markant nedgang i forbindelse med de ekstremt hårde vintre i perioden 1939-1942 er alken gået frem siden. Denne udvikling fortsætter den dag i dag, hvor arten også er begyndt at yngle på Bornholms nordkyst. Den samlede europæiske bestand er også i fremgang, om end der er tale om status quo og nedgang i visse lande.


Forekomsten af Alk i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Poul Reib

Fakta
Vingefang: 63-67 cm
Længde: 41 cm
Vægt: 500-750 g
Ynglealder: 4 år
Kuldstørrelse: 1 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 26-32 dage
Ungetid: 14-21 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 1300
Udvikling 1999-2011: Fremgang
Ændring: 50-100%

Fredningsforhold
Global rødliste: NT
DK rødliste: NT
DK gulliste: AT
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 1
Sidste måned: 169

Forrige artLink til denne sideNæste art