Lunde (Fratercula arctica)

Beskrivelse
Lunden er en alkefugl, der er på størrelse med en tamdue, men mere kompakt bygget. Den kaldes også søpapegøje på grund af sit store, farvestrålende næb, der er højt og fladt og om sommeren stribet i rødt, gult og blåt. Den har sort ryg og hvid mave ligesom alken og lomvien og en stor gråhvid ansigtsmaske, der bliver mørkere om vinteren, hvor også næbbet bliver mørkere og mindre. Sort halsring og orange ben er desuden karakteristiske træk for lunden.

Levested
Lunden yngler i kolonier på fuglefjelde i Nordatlanten. Store bestande findes på Island, langs Norges kyst, på De Britiske Øer, Færøerne, Svalbard og langs østkysten af Canada, mens der forekommer mindre bestande på Grønland, ved Murmanskkysten og i Bretagne og Normandiet. Lunderne graver gange i grønsværen på fuglefjeldets øverste etage, hvori hunnerne anbringer deres ene æg. Ynglefuglene opholder sig i kolonien 4-5 måneder, mens de i resten af året lever langt til havs.


© Lars Witting.

De forskellige bestandes valg af vinterkvarter er ikke velbelyst, men fuglene opholder sig i store dele af det nordlige Atlanterhav. En mindre del af bestanden opholder sig i Nordsøen og Kattegat. Det drejer sig formentlig mest om britiske og norske fugle. Lunden er sjælden i Danmark og der ses under 50 om året, primært langs den jyske vest- og østkyst samt nordkysten af Sjælland. Der er overraskende mange iagttagelser fra Østjylland, hvor der bl.a. har rastet fugle ved Vejle Fjord broen. De fleste fugle ses dog forbitrækkende i træktiden ultimo september-november og marts-maj.

Føde
Lunden lever fortrinsvis af mindre fisk som brisling og sild, men, specielt i arktiske regioner, også af krebsdyr. Fiskene fanges ved, at fuglen dykker fra havoverfladen, ofte efter at den har dyppet hovedet i vandet og spejdet efter bytte. Som de andre alkefugle svømmer den under vandet primært ved hjælp af vingerne ligesom pingvinerne. I ynglesæsonen transporterer den gerne op til ti fisk ad gangen til reden på tværs i næbbet.


© Carl Erik Mabeck.

Bestandsudvikling
Bestanden af lunder er blevet reduceret i perioden fra 1970 til 1990, men har siden stabiliseret sig eller været i moderat fremgang. Dog anses det, at bestanden generelt er på et lavere niveau i dag end før 1970. På Færøerne og Island fanges der hvert år mange lunder med fugleketscher. Det drejer sig om unge, ikke ynglende fugle, der på bestemte dage kommer ind fra havet i store flokke og cirkler rundt over kolonien. Fangsten synes ikke at have nogen nævneværdig betydning for bestandens størrelse.


© Gerner Majlandt.


Forekomsten af Lunde i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Johanna M. Hartmann

Fakta
Vingefang: 47-63 cm
Længde: 30 cm
Vægt: 320-550 g
Ynglealder: 5 år
Kuldstørrelse: 1 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 39-43 dage
Ungetid: 38-44 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: VU
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 2
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 431
Sidste måned: 375

Forrige artLink til denne sideNæste art