Mursejler (Apus apus)

Beskrivelse
Mursejleren ses oftest flyvende i flok hen over byens tage i stor fart, mens den udstøder et karakteristisk højtonet skrig. Den kan forveksles med svaler, men flyver højere, har stive, seglformede vinger og virker på afstand ensfarvet sort. Mursejleren er helt tilpasset et liv i luften. Således er dens ben så korte, at den ikke kan bevæge sig på jorden eller sidde på grene og elledninger. Mursejleren sover sågar i luften.

Levested
Mursejleren yngler i hele Europa bortset fra det nordligste Skandinavien, endvidere østpå gennem Rusland og Kina.
I Danmark er mursejleren en meget almindelig ynglefugl i de større byer, specielt i København, men den er også meget almindeligt forekommende i provinsbyerne på Sjælland og i Nordøstjylland, mens den er fåtallig i Vestjylland.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Oprindeligt har den ynglet i klipperevner, hvor den også i dag yngler på Bornholm. Den kan endvidere yngle i huller i træerne, men i Danmark yngler den i overvejende grad på høje etageejendomme, under taget eller i nicher i muren. Reden laves af fjer og plantedele, som den indsamler i luften og klistrer sammen med spyt. Den ringe udbredelse i Vestjylland kan forklares med relativt færre høje huse i landsdelen, men også med det forhold, at den kraftige vestenvind bevirker, at der er relativt få flyvende insekter i den højde, hvor mursejleren jager.
Mursejleren overvintrer i Afrika syd for Sahara. Den ankommer hen i maj som en af de sidste trækfuglearter og flyver bort igen fra slutningen af juli til september. Trækfugle nordfra kan ses til oktober.


Relativ tæthed i yngletiden opgjort ud fra punkttællinger i forbindelse med atlasundersøgelsen 1993-96.

Føde
Mursejleren lever udelukkende af insekter og andre smådyr, som den fanger i luften. Derfor er den meget afhængig af temperaturforhold. I tilfælde af uvejr kan den flyve flere hundrede kilometer for at søge føde og undgår på den måde lavtryk. De voksne fugle er i stand til at overleve uden føde i 5-6 døgn, mens ungerne kan tåle at sulte i op til 12 døgn. De er i stand til at gå i en dvalelignende tilstand med nedsat stofskifte og temperatur, mens de venter på at forældrene skal vende tilbage.


© John Larsen

Bestandsudvikling
På grund af mursejlerens følsomhed over for temperaturforandringer svinger bestanden fra år til år. Mere langsigtet har bestanden gennem en årrække været nogenlunde stabil, men på længere sigt kan bysaneringer udgøre en trussel for arten, fordi gode redebygningsmuligheder i de ældre bygninger reduceres.


Udviklingen i ynglebestanden opgjort ud fra årlige punkttællinger er vist med rødt. Bestandsstørrelsen er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100. De stiplede linjer er punkternes tilhørende ±SE værdier og illustrerer usikkerheden på indekset.


Forekomsten af Mursejler i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© John Larsen

Fakta
Vingefang: 42-48 cm
Længde: 16 cm
Vægt: 36-50 g
Ynglealder: 4 år
Kuldstørrelse: 2-3 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 18-25 dage
Ungetid: 37-56 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 15000
Udvikling 1999-2011: Tilbagegang
Ændring: 20-33%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: -
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 1547
Sidste måned: 1672

Forrige artLink til denne sideNæste art