Bynkefugl (Saxicola rubetra)

Beskrivelse
Bynkefuglen er en lille korthalet fugl, som gerne ses sidde i toppen af urter samt lave buske og træer i åbne områder samt på hegnspæle i en opret stilling. Hannen er karakteristisk i sommerdragten med orange bryst og flanker og en hvid øjenbrynsstribe i et ellers overvejende ret mørkt ansigt. Hunnen er mere diskret farvet, men deler i øvrigt den hvide bug med hannen. Oversiden er meleret i forskellige brunlige nuancer. I flugten kan arten kendes på hvide felter på siden af halens basis.

Levested
Bynkefuglen er en overvejende europæisk art, dog med en mindre udbredelse i et smalt bælte i det vestligste Asien. I Europa er arten vidt udbredt på nær i Island og dele af Sydeuropa. I Danmark er bynkefuglen en ret almindelig ynglefugl med en noget spredt forekomst. Arten er nemlig især tilknyttet åbne, udyrkede områder som for eksempel strandenge, åbne moser og tørre overdrev. Således er arten fåtallig på store dele af Fyn og Sjælland, men meget almindelig i dele af Vestjylland.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Bynkefuglen anbringer sin rede på jorden i ly af en græstue eller en lav busk og lægger 5-7 æg. Begge forældre hjælper til med opfostringen af ungerne. Bynkefuglen er en almindelig trækgæst i Danmark. Man ser dog ikke meget til dette træk, da det foregår om natten. Men man kan være heldig at se løst sammensatte grupper af op mod 100 fugle raste på gode morgener. Vinterkvarteret ligger i tropisk Vestafrika.


© Ulrik Bruun

Føde
Artens føde udgøres af diverse insekter og andre smådyr, som både tages i luften og på jorden. Om efteråret tager den også bær og frugter.

Bestandsudvikling
Den danske bestand har gennemgået en meget negativ udvikling gennem de sidste 20-30 år. I flere områder er antallet af bynkefugle således blevet mere end halveret. De største bestande findes i landene øst og nord for Danmark, og disse bestande anses for at være stabile.


Udviklingen i ynglebestanden opgjort ud fra årlige punkttællinger er vist med rødt. Bestandsstørrelsen er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100. De stiplede linjer er punkternes tilhørende ±SE værdier og illustrerer usikkerheden på indekset.


Forekomsten af Bynkefugl i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Erik Thomsen

Fakta
Vingefang: 21-24 cm
Længde: 12.5 cm
Vægt: 16-24 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 5-7 æg
Antal kuld: 1-2
Rugetid: 13 dage
Ungetid: 13 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 2700
Udvikling 1999-2011: Tilbagegang
Ændring: 33-50%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 218
Sidste måned: 447

Forrige artLink til denne sideNæste art