Rørsanger (Acrocephalus scirpaceus)

Beskrivelse
Rørsangeren er en meget almindelig fugl i rørskove over hele Danmark, men man ser den sjældent. Til gengæld kan man ikke undgå at høre den, når den fremfører sin sang. Sangen kan minde om sivsangerens, men den er noget mere taktfast og enkel i sin opbygning. Den kan eksempelvis lyde terr-terr-terr-ti-ti-ti-ty-ty-terr-terr-terr-terr. Rørsangeren er i øvrigt en uanselig brun fugl, næsten på størrelse med en musvit og med en hvidlig strube.

Levested
Rørsangeren forekommer i Europa og Nordafrika samt Mellemøsten og i et område øst for det Kaspiske Hav. I Europa har arten sin kerneudbredelse i Vest-, Central- og Østeuropa. Desuden forekommer den noget spredt i Sydeuropa, og kun i den sydligste del af Nordeuropa. I Danmark finder man stort set arten i hele landet, men forekomsten er tæt forbundet med udbredelsen af rørskove, som nærmest udelukkende er det habitat, som arten yngler i. Udbredelsen er således overvejende kystnær. Den største bestand findes i Vejlerne, hvor der sandsynligvis yngler flere tusinde par.


Yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1993-96.

Rørsangeren er en nattrækkende langdistancetrækfugl, som overvintrer i et bredt område syd for Sahelzonen i Afrika. I modsætning til den nærtbeslægtede sivsanger, trækker rørsangeren i mindre etaper, og følgelig findes der en del genfund af ringmærkede fugle fra Frankrig, Spanien og Portugal, hvor arten raster i lang tid.


© Helge Sørensen

Føde
Rørsangeren lever hovedsagelig af insekter og edderkopper.

Bestandsudvikling
Rørsangeren har spredt sig i det nordlige Europa i 1900-tallet, især i sidste halvdel af århundredet. Samme tendens er set i Danmark, hvor arten spredte sig til Nordjylland og til Bornholm. I tidsrummet 1970-1990 var der stadig fremgang i vores nabolande, men herhjemme stagnerede udviklingen, og efter århundredskiftet har arten været i tilbagegang, som det også er tilfældet for mange andre Afrikatrækkere. Det er på trods af, at den øgede næringstilførsel til vores vandmiljø har medført fremkomst af mere rørskov, hvilket andre udprægede rørskovsarter har reageret positivt på. Det kunne tyde på, at tilbagegangen skyldes forhold på trækruten eller snarere i overvintringsområdet.


Udviklingen i ynglebestanden opgjort ud fra årlige punkttællinger er vist med rødt. Bestandsstørrelsen er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100. De stiplede linjer er punkternes tilhørende ±SE værdier og illustrerer usikkerheden på indekset.


Forekomsten af Rørsanger i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Ulrik Bruun

Fakta
Vingefang: 17-21 cm
Længde: 12,5 cm
Vægt: 10-15 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 3-5 æg
Antal kuld: 2
Rugetid: 11-12 dage
Ungetid: 10-14 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 34000
Udvikling 1999-2011: Tilbagegang
Ændring: 33-50%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 7
Sidste måned: 152

Forrige artLink til denne sideNæste art