Fuglekonge (Regulus regulus)

Beskrivelse
Fuglekongen er Danmarks mindste fugl. Ud over på størrelsen er den også let genkendelig på sin kongekrone, en gul issestribe flankeret af sort. Hos hannen ses en orange stribe i midten af den gule issestribe, når fuglen er ophidset. Fuglens overside er olivengrøn og bugen lys. Næbbet er kort og spidst. Fuglekongens stemme er også meget karakteristisk. Dens kald er et vedvarende, meget højtliggende sii-sii-sii, som mange ældre mennesker ikke er i stand til at høre.

Levested
Fuglekongen yngler i mange europæiske lande, men forekommer meget spredt i Sydeuropa og mangler desuden i visse områder i det nordlige Skandinavien. Desuden er der spredte forekomster i Asien. I tajgaen yngler den østpå til det vestlige Sibirien og igen i det østligste Sibirien. Desuden yngler den i Himalaya og det vestlige Kina. Fuglen er karakterfugl i nåleskoven og findes over det meste af Danmark, dog ikke i områder med for begrænsede mængder nåleskov som f.eks. Sydlolland eller Vestsjælland.


Yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1993-96.

Ved hjælp af edderkoppespind konstruerer fuglekongen sin rede som en hængekøje, der fores med lav og mos. Reden placeres gerne højt i grantræer. De skandinaviske fuglekonger er delvist trækfugle, og en del af de danske fugle overvintrer således i Vest-og Sydeuropa. Danmark besøges i træktiden af et stort antal skandinaviske fugle og kan i denne tid observeres i mange forskellige landskabstyper. Om vinteren ses arten gerne sammen med mejser og træløbere i de såkaldte fuglegilder.


© John Larsen

Føde
Fuglekongen lever udelukkende af animalsk føde som små insekter, især bladlus, samt af edderkopper. Føden tages på grantræernes nåle. Det er usædvanligt, at insektædende fugle også lever af insekter om vinteren på vore breddegrader. Det kan lade sig gøre, fordi bladlus har en frostvæske i kroppen, der gør det muligt for dem at overleve, hvor mange insekter overvintrer som æg eller pupper. Da bladlus er meget små, kræver det en voldsom fødesøgningsaktivitet i dagtimerne for de fugle, der overvintrer herhjemme.

Bestandsudvikling
Fuglekongen er formodentlig en relativt ny ynglefugl i Danmark. Arten indvandrede i hvert fald for alvor i forbindelse med introduktionen af nåletræer i slutningen af 1700-tallet. Da fuglekongen pga. sin ringe størrelse er sårbar over for hårde vintre, svinger antallet af ynglepar fra år til år. Desværre synes arten generelt at være inde i en negativ udvikling også efter mange milde vintre. Det kan hænge sammen med, at nåletræerne er blevet svækket pga. klimaændringer og har tabt en del nåle, hvorved fødegrundlaget er reduceret. Den europæiske bestand synes som helhed heldigvis at være stabil.



Udviklingen i ynglebestanden (øverst) og vinterbestanden (nederst) opgjort ud fra årlige punkttællinger. Bestandsstørrelserne er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100. De stiplede linjer er punkternes tilhørende ±SE værdier og illustrerer usikkerheden på indekset.


Forekomsten af Fuglekonge i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


Hun. © Tage Stampe


Han. © John Larsen

Fakta
Vingefang: 13,5-15,5 cm
Længde: 9 cm
Vægt: 5-7 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 7-8 æg
Antal kuld: 2
Rugetid: 16 dage
Ungetid: 18-20 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 29000
Udvikling 1999-2011: Tilbagegang
Ændring: 33-50%

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 265
Sidste måned: 1397

Forrige artLink til denne sideNæste art