Råge (Corvus frugilegus)

Beskrivelse
Rågen er karakterfugl i agerlandet, hvor man gerne ser den fouragere på marker i store flokke. Rågen kan med sin størrelse og fjerdragt, som er helt sort, minde meget om sortkragen, men kendes på sit lange lysegrå næb, som hos den voksne fugl forekommer ekstra langt p.g.a. den nøgne grå hud omkring næbroden. Rågens kald minder også om kragens, men det er ikke så groft.

Levested
Rågen forekommer i et bredt bælte fra Europa til Asiens Stillehavskyst. I Europa yngler den spredt, talrigest i et bælte fra Skotland og Danmark i nord til Frankrig i syd. I Danmark forekommer rågen over det meste af landet, men den er klart mest almindelig i det østlige Jylland og på Øerne. I det vestlige og nordlige Jylland kan der være langt mellem fuglene.


Ændringer i yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1971-74 og 1993-96.

Rågen er en udpræget koloniruger, som kan yngle i kolonier på helt op til 700 par. De danske råger er overvejende standfugle, men nogle trækker i strenge vintre sydvestpå til Kanalkysten. Landet besøges af en del trækgæster fra Nordskandinavien og Rusland, som i milde vintre kan overvintre her. Om vinteren kan rågen træffes i det meste af Europa bortset fra Nordskandinavien.


Relativ tæthed i yngletiden opgjort ud fra punkttællinger i forbindelse med atlasundersøgelsen 1993-96.

Føde
Rågen lever primært af insekter, orme og frø, som den borer efter med sit lange og ret smalle næb. Som de øvrige kragefugle hamstrer rågen føde, f.eks. nødder, som den gemmer til vinteren. Den stjæler også føde, som andre hamstrende råger har gemt.


© Jan Skriver

Bestandsudvikling
Efter en kraftig tilbagegang i perioden 1925-1978 fra omkring 100.000 par til under det halve, især grundet bekæmpelse og jagt på ungerne, der kan spises, gik bestanden atter frem i løbet af 80'erne og kulminerede omkring 1990. Siden da har bestanden stabiliseret sig på et niveau på omkring 40-50.000 par.



Udviklingen i ynglebestanden (øverst) og vinterbestanden (nederst) opgjort ud fra årlige punkttællinger. Bestandsstørrelserne er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100. De stiplede linjer er punkternes tilhørende ±SE værdier og illustrerer usikkerheden på indekset.


Forekomsten af Råge i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© John Larsen


© John Larsen

Fakta
Vingefang: 81-99 cm
Længde: 46 cm
Vægt: 460-520 g
Ynglealder: 2 år
Kuldstørrelse: 4-6 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 16-19 dage
Ungetid: 29-30 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 75000
Udvikling 1999-2011: Stabil

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: -
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 333
Sidste måned: 420

Forrige artLink til denne sideNæste art