Bogfinke (Fringilla coelebs)

Beskrivelse
Med 1.500.000-2.000.000 par er bogfinken en af de mest almindelige ynglefugle i Danmark. Hannen har rødbrun krop, blågråt hoved og hvide vingebånd, mens hunnen er mere olivengrå i farverne. Den ligner gråspurvehunnen, men mangler dennes kraftige rygstriber. Bogfinkens sang Det det det det ka jeg si' li så tit det ska vær' kan høres allerede i det tidlige forår. Regnkaldet, en kort rullende lyd, mentes tidligere at varsle regnvejr. Det benyttes især, når sangaktiviteten er lav, f.eks. i tilfælde af dårligt vejr. Bogfinkens kontaktkald, et højt og klangfuldt fink!, har givet navn til hele finkefamilien.

Levested
Bogfinken er udbredt i hele Europa og østpå et stykke ind i Centralasien og er udsat på New Zealand. Den yngler i Danmark alle steder, hvor der vokser træer: løvskov, nåleskov, levende hegn, gårdhaver og parker. Især optræder den med høje tætheder i nåleplantagerne på den opdyrkede midtjyske hede og i højstammet bøgeskov.


Yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1993-96.

Hunnen bygger en kunstfærdig rede af græs og mos med et ydre lag af lav og edderkoppespind til at holde sammen på den. Før æglægningen parrer fuglene sig mere end 200 gange, men ca. 8% af gangene er det med en fremmed han. Det høje antal parringer er formentlig et modtræk mod denne utroskab.Nogle bogfinker trækker til Vest- og Sydeuropa; andre bliver i Danmark om vinteren, hvor de får selskab af fugle fra resten af Skandinavien.


Relativ tæthed i yngletiden opgjort ud fra punkttællinger i forbindelse med atlasundersøgelsen 1993-96.

Føde
Bogfinken lever hovedsagelig af insekter om sommeren og af frø resten af året. Om vinteren søger den også føde i agerlandet og er tillige en hyppig gæst på foderbrættet.


© Gerner Majlandt

Bestandsudvikling
I første halvdel af 1980'erne var der en fremgang i bestanden på ca. 30%, hvorefter den har været stabil. Fremgangen skete hovedsagelig i nåleskov, muligvis på grund af langsigtet modning. herunder opblanding med et stigende antal løvtræer.



Udviklingen i ynglebestanden (øverst) og vinterbestanden (nederst) opgjort ud fra årlige punkttællinger. Bestandsstørrelserne er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100. De stiplede linjer er punkternes tilhørende ±SE værdier og illustrerer usikkerheden på indekset.


Forekomsten af Bogfinke i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


Han. © Ulrik Bruun


Hun. © Bo L. Christiansen

Fakta
Vingefang: 24,5-28,5 cm
Længde: 15 cm
Vægt: 19-24 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 4-5 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 12-13 dage
Ungetid: 13-14 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 1300000
Udvikling 1999-2011: Stabil

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 213
Sidste måned: 402

Forrige artLink til denne sideNæste art