Tilgængelige optællingsvejledninger anvendt i DOF's Caretakerprojekt

Knopsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser hvor det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er august samt igen i januar-februar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 2500 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Pibesvane - rastefugle

Pibesvanen raster i Danmark fortrinsvis i Nord- og Vestjylland, men der forekommer dog også regelmæssigt pibesvaner ved Tissø på Sjælland. Tidligere fouragerede pibesvanerne i Danmark helt overvejende i lavvandede søer og fjorde, men i dag er størstedelen gået over til at græsse på land.

Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar samt igen i november. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 290 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sangsvane - ynglefugle

Alle sangsvaner der ses i yngletiden bør optælles da arten er medtaget på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I.

Sangsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.

Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 590 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Knortegås - rastefugle

Lysbuget Kortegås (Hrota): DMU anbefaler at lysbuget knortegås optælles både i maj og omkring 1. oktober.

Mørkbuget Knortegås (Bernicla): DMU anbefaler at mørkbuget knortegås optælles i både januar og maj.

Begge underarter er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsarter, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for deres rastebestande.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 2250 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Knortegås, Mørkbuget (ssp. bernicla) - rastefugle

DMU anbefaler at mørkbuget knortegås optælles i både januar og maj.
Underarten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for dens rastebestande.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 2200 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Knortegås, Lysbuget (ssp. hrota) - rastefugle

DMU anbefaler at lysbuget knortegås optælles både i maj og omkring 1. oktober.
Underarten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for dens rastebestande.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 50 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Bramgås - ynglefugle

I kolonier af ynglende bramgås kan man med fordel foretage optællingen inden rugningen begyndes, idet der på dette tidspunkt er ingen eller kun få ikke-ynglende fugle tilstede på ynglepladsen. Endvidere vil fugle med mislykket yngleforsøg ikke have forladt pladsen (Mortensen 2004).

Bramgås - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal, også uden for yngletiden.
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og marts. Bramgæssene kan også tælles om efteråret lige efter hovedtrækket, hvilket som regel vil være i sidste halvdel af oktober og første halvdel af november. Fuglene tælles ved, med kikkert eller teleskop, at estimere antallet i flokkene, fra en post i pæn afstand fra gæssene, så de ikke skræmmes. Man skal dog være opmærksom på, at der ofte vil være andre gæs imellem bramgæssene, f.eks. blisgås.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 3.600 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Kortnæbbet Gås - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i både januar og marts. Arten optælles på rastepladserne eller evt. på det kollektive overnatningssted. Sidstnævnte kan dog give problemer pga. dårlige lysforhold.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande her.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 370 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Grågås - ynglefugle

Som ynglefugl skal grågåsen helst optælles før rugningen påbegyndes medio/ultimo marts. Herefter vil en optælling blive vanskelig da grågæssene ofte placerer deres rede i ret høj og tæt vegetation. Endvidere bør man være opmærksom på at ældre fugle ikke altid forsøger at yngle, selvom de er udparrede. Desuden skal det nævnes, at stationære ”vogterhanner” kan være gode indikatorer på yngel.

Grågås - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles medio september. Det anbefales generelt at caretakerne tæller vandfugle, gæs og svaner medio januar for bedre at kunne koordinere med de internationale midvintertællinger som finder sted på dette tidspunkt. Erfaringer fra Caretakerprojektet viser imidlertid at i egne hvor jagten er intensiv, vil det være hensigtsmæssigt med en supplerende optællinger umiddelbart før 1. september samt medio februar.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 4000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Tajgasædgås/Tundrasædgås - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles medio januar. Det anbefales generelt at caretakerne tæller vandfugle, gæs og svaner på dette tidspunkt for bedre at kunne koordinere med de internationale midvintertællinger som finder sted på dette tidspunkt. Erfaringer fra Caretakerprojektet viser imidlertid at i egne hvor jagten er intensiv, vil det være hensigtsmæssigt med en supplerende optælling medio februar. Sædgåsen optælles på rastepladserne eller evt. på det kollektive overnatningssted. Sidstnævnte kan dog give problemer pga. dårlige lysforhold.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 1000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Blisgås - rastefugle

Efterårstrækket ses næsten kun på Bornholm og oftest i perioder med hård sydøstenvind, hvor der kan ses op mod et par tusind gæs. De fleste rastende fugle befinder sig i landet i februar-marts i Tøndermarsken og på Øerne.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 10000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Havlit - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og august. Arten forekommer til havs i større eller mindre flokke – sidstnævnte ses gerne nærmest land. I vinterkvarteret er det ofte sådan, at enten voksne hanner eller voksne hunner og ungfugle er mest talrige i en given flok.

Ved optælling af rastende havlitter skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en mindre del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 20000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Ederfugl - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og august.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 10.300 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Fløjlsand - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende fløjlsænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en mindre del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 10000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sortand - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og august. Ved optælling af rastende sortænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en mindre del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 16000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Hvinand - ynglefugle

Hvinanden er ikke på udpegningsgrundlaget for nogle danske IBAs. Den yngler fåtalligt i Danmark i huller i gamle træer eller i kasser nær en sø eller å. Da der er tale om relativt få ynglepar i Danmark, er der ikke de store problemer i optælling af ynglepar. De typiske lokaliteter er mindre skovsøer især i Nordsjælland. Her skal man kigge efter udparrede fugle lige inden rugeperioden. Da hvinanden er en hulruger og typisk benytter opsatte kasser, er det som regel også relativt let, at registrere redestedet. Vil man finde hunnen med unger, når disse er klækket, skal man dog være opmærksom på, at de let kan gemme sig i eventuel bredvegetation.

Hvinand - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende hvinænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt. Undersøgelser har vist, at så lidt som en tredjedel af de aktivt fouragerende fugle er ved overfladen på et givent tidspunkt.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 4000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Lille Skallesluger - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.

Da arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I, bør den optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 400 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Stor Skallesluger - ynglefugle

Moniteringsvejledning for stor skallesluger i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes og Jan Blichert-Hansen, september 2007

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Omvendt findes en række ny- og genindvandrede arter, som er ved at blive en del af den danske fauna. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab samt følge nye arters indvandring til brug for bl.a. en fremtidig rødlistevurdering. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den store skallesluger er en almindelig vintergæst i Danmark, men en sjælden ynglefugl. Den er lidt større end en gråand, og hannen i pragtdragt kendes let på det metal-grønne hoved, det lange røde næb med den tydelige krog og den hvide fjerdragt, som af og til har svagt laksefarvet skær. Hunnen er mere diskret med grå overside og et mørkebrunt hoved. Især hunnen kan forveksles med toppet skallesluger, men kendes fra denne på bl.a. tydelig hvid strube og mere kontrast mellem hoved og hals.

I Danmark yngler Stor Skallesluger primært langs skovklædte kyster ved Østersøen. Opsætning af redekasser på velegnede lokaliteter i 1980’erne og 1990’erne har givet gode resultater, således at ca 90 % af den danske bestand nu yngler i redekasser. Der er desuden i de senere år sat kasser op ved indlandssøer og åløb, og nu er enkelte ynglepar også konstateret her. Der er ophængt i alt ca. 200 kasser, heraf ca. 160 i det tidligere Storstrøms Amt og de andre hovedsagelig i Sønderjylland og på Bornholm. Et tidligere samarbejdsprojekt mellem DOF-storstrøm og amtets natur- og plankontor om overvågning af Stor Skallesluger har givet en god kontakt til de involverede lodsejere. Efter amtets nedlæggelse har ingen anden offentlig instans endnu overtaget arbejdet, der ind til videre fortsættes af DOF-storstrøm alene. Arbejdsgruppen opsætter og vedligeholder redekasser, men beskyttelsen af bestanden bør dog tage udgangspunkt i sikring af dens naturlige biotop. Ved skovklædte kyster, søer og åløb bør gamle træer få lov at blive stående.
De største trusler mod arten er forstyrrelser fra mennesker, der færdes langs kysterne, samt mangel på gamle hule træer. I midten af 1990’erne var prædation fra mår et stort problem, især i Storstrøms Amt, men dette problem synes at være aftaget de senere år. Gedehams, egern og især natugle kan overtage de opsatte redekasser, men dette vurderes ikke at udgøre nogen større trussel mod artens ynglemuligheder. Stor skallesluger er kategoriseret som sårbar på den danske rødliste.

Stor skallesluger lever af fisk, ind imellem kan arten næsten specialisere sig i bestemte arter, og hvis disse er af økonomisk værdi kan det medføre at arten bliver opfattet som skadedyr. I Danmark er stor skallesluger særligt glad for ål, men den lille danske bestand har næppe nogen indflydelse på bestanden af ål, end ikke lokalt. Andre steder i Skandinavien har stor skallesluger spist store mængder laksefisk, hvilket har resulteret i regulering og bekæmpelse af bestande.

Stor skallesluger oversomrer almindeligvis ikke i Danmark, og trækkende fugle forsvinder som regel i løbet af april. Æglægning kan ske så tidligt som sidst i marts, men finder som regel sted fra midt i april til første uge i maj. Hunnen ruger omkring en måned, hvorefter ungerne kaldes ud af redehullet, og de falder til jorden uden at komme til skade. Hunnen leder dem nu ud til kysten hvor de lever sammen i de første par måneder.

Læs mere om arten under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02230

En vejledning i at bygge og opsætte kasser til stor skallesluger kan findes her: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02230&sidenummer=4

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af stor skallesluger i Danmark
- At medvirke til opsætning af redekasser i egnede yngleområder
- At registrere ynglesucces (mislykket yngleforsøg, antal redeunger og/eller antal udfløjne unger)

Undersøgelsesområde
Alle skovområder i nærheden af lavvandede kyster (typisk fjorde, bugte eller større søer), især i den sydlige del af landet, er mulige ynglelokaliteter, hvor man med fordel kan eftersøge arten og opsætte redekasser. Tidligere opsatte redekasser bør naturligvis kontrolleres for yngel årligt. Særligt Møn, Lolland/Falster, Sydsjælland, Sydøstjylland og Bornholm er vigtige yngleområder.

Stor skallesluger er ikke på udpegelsesgrundlaget som ynglefugl i noget EF-fuglebeskyttelsesområde. Den er dog medtaget som fokusart i yngletiden på følgende IBA’er, hvor den derfor bør optælles:

- Skove ved Vemmetofte (IBA 92)
- Mossø (IBA 35)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Da stor skallesluger ikke oversomrer i Danmark, vil fugle set i perioden 1. maj – 1. september typisk være ynglefugle. Tidligt i ynglesæsonen kan man se ynglefuglene som par eller enlige hanner (når hunnen ruger). Hannerne trækker dog i løbet af sommeren til Nordnorge, hvor de fælder. Når æggene er klækkede, kan man let tælle hvor mange hunner der har haft ynglesucces, da hunner og unger holder til relativt tæt på kysten. Senere på sæsonen bør man dog tælle hvor mange unger, der har nået den flyvedygtige alder.

Opsatte redekasser bør tjekkes hvert år for yngel. Bemærk at kasserne ofte kan være beboede af andre fugle. Stor skallesluger er ret sårbar over for forstyrrelser i perioden med æg i reden, og kontrol af kasser bør derfor ikke gøres i denne periode. Ofte vil man kunne se om en kasse er beboet ved at se, om der stikker små lysegrå dun ud af sprækkerne i kassen. Alternativt kan man kontrollere kassen for yngel efter ynglesæsonen. Desuden kan kassens stand undersøges og eventuelle reparationer foretages.

Stor skallesluger yngler betydeligt tidligere end toppet skallesluger, der typisk lægger æg i første halvdel af juni. Dette kan være vejledende, hvis en observatør er i tvivl om bestemmelsen af en skallesluger hun med unger.

Moniteringskalender
20/4-5/6: Rugeperiode. Vis særligt hensyn ved redekasser.

20/5-20/6: Registrering af hunner med ynglesucces.

1/7-1/8: Optælling af flyvefærdige unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, eller en hun med unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationer af hun ved kasse. Dun, der stikker ud af en kasse.
- Muligt ynglepar: Observationer af par eller enlige hanner i yngletiden på en egnet ynglelokalitet. Desuden observationer af ubestemt skallesluger hun med unger på et tidspunkt, der falder inden for stor skalleslugers yngletid, og uden for toppet skalleslugers normale yngletid.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Bibby, C. J. et al. 1992: Bird Census Techniques. Academic Press Limited.

BirdLife International (2004) Birds in Europe: population estimates, trends and conservation status. Cambridge, UK: BirdLife International. (BirdLife Conservation Series No. 12)

Bønløkke, J., Madsen, J.J., Thorup, K., Pedersen, K.T., Bjerrum, M. & Rahbek, C. 2006. Dansk Trækfugleatlas. Rhodos, Humlebæk.

Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1977. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. I, Ostrich to Ducks. Oxford University Press.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H.& Fjeldså, J. et. al. 2002. Fuglene i Danmark. Gyldendalske boghandel.

Møller, A. P. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Stor Skallesluger - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 2500 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Toppet Skallesluger - rastefugle

Det anbefales af DMU at arten optælles i januar.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 1700 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Gravand - rastefugle

DMU anbefaler at gravanden optælles i januar.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for dens rastebestande.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 3.000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Taffeland - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende taffelænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 3500 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Troldand - rastefugle

Ved optælling af rastende troldænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt. I modsætning til nogle af de andre dykænder fouragerer troldanden dog som hovedregel mest om aftenen. Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 12000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Bjergand - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende bjergænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en mindre del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 3100 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Atlingand - ynglefugle

Arten indgår ikke i udpegningsgrundlagene for nogen IBA’er. Da arten er rødlistet i Danmark, er det alligevel oplagt at optælle dens ynglebestande hvilket bl.a. finder sted på Vest- og Sydamager.

Hanner (og par) optælles 1/5 til 31/5, men mest sikre er observationer efter midten af maj måned. Arten kan optræde parvis på træk i begyndelsen af maj. Registrering af spillende han kategoriseres som sandsynligt ynglepar.

Skeand - rastefugle

Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 400 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Knarand - rastefugle

Arten bør optælles i marts-april.
Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Dette kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle. Vær også opmærksom på at der formodentlig kan være en del bevægelser mellem forskellige rastepladser samt mellem rastepladser og fourageringspladser. Derfor er det bedst hvis optællingen kan ske i et større område samtidig.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 600 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Pibeand - rastefugle

DMU anbefaler at arten optælles i både januar og september. Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Dette kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 15000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Gråand - rastefugle

Gråand indgår ikke i udpegningsgrundlaget for nogen dansk IBA.
Fra oktober ankommer gråænder fra nordlige ynglepladser og supplerer den overvintrende bestand af danske ynglefugle. Limfjorden, de vestjyske fjorde og Vadehavet er vigtige overvintringspladser, og det vurderes at ca. 3 % af den nordvesteuropæiske bestand opholder sig her.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 20000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Spidsand - rastefugle

Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 600 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Krikand - ynglefugle

Krikand er, som ynglefugl, ikke på udpegningsgrundlaget for nogle IBAs. Den yngler fåtalligt over det meste af landet. Krikanden var tidligere knyttet til næringsfattige hedemoser, den har derfor haft en jævn tilbagegang i takt med at denne type områder er blevet drænet og eutrofieret. I dag yngler krikanden også på oversvømmede enge og lavvandede søer med rig bredvegetation.
Ynglepar optælles umiddelbart før, eller i begyndelsen af rugeperioden. Hos nogle andearter kan der være flere hanner end hunner, og man bør derfor ikke vurdere antallet af ynglepar ud fra antallet af hanner. Man bør undgå ynglefugletælling på fældningspladserne, da der her kan komme ikke-ynglende fugle i yngletiden.

Krikand - rastefugle

DMU anbefaler at arten optælles i både januar og september. Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 4000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Gråstrubet Lappedykker - rastefugle

Ifølge DMU er den bedste periode at optælle arten i Danmark august. Som den eneste danske art af lappedykker opholder den sig ofte langt til havs og forventes overvejende overvåget af Danmarks Miljøundersøgelser.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 1000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Natravn - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar
Natravn tælles bedst ved at registrere spillende fugle om natten efter at træktiden er overstået. Da arten kan få to kuld, og derfor har en lang ynglesæson, er det vigtigt at lave flere tællinger i løbet af sæsonen. De bedste tidspunkter er begyndelsen af juni, gerne suppleret med en eller flere tællinger i midten af juli. Da ikke alle territoriehævdende hanner har et fælles sangtidspunkt vil det desuden være en fordel at gennemgå området 2 til 3 på hinanden følgende dage for at få alle med. Det er en forudsætning at man tæller under gode forhold med høj sangaktivitet, dvs. i stille og klart vejr. Temperaturen har til gengæld ikke afgørende betydning; man kan opleve kraftigt syngende natravne i starten af juni, selvom temperaturen ligger på frysepunktet (N. Odder Jensen, pers. medd. 2006).

Stemmen er meget speciel og sammenlignes både med lyden af en fjern knallert og en snurrende symaskine. Den skifter hele tiden mellem 2 tonelejer, og "fader" til sidst ud, som når en knallert stoppes. Kaldet består af et "gruit", som ofte gentages flere gange, og kan give en indikation af om der er flere hanner i området. Under flyvning laves desuden ofte en række tydeligt hørbare vingeklap. Nattælling er en forudsætning for at registrere arten; bedste tidspunkt er 30-90 min. efter solnedgang til 30-90 min. før solopgang. Hannen synger i territoriet gennem hele ynglesæsonen fra midten af maj til ind i august, størst aktivitet er der dog i første halvdel af juni og midt i juli.

Natravnens oprindelige ynglebiotop var hederne, men arten har i takt med disses opdyrkning tilpasset sig til at yngle i fyr- og granplantager på sandet jordbund, med særlig forkærlighed for klitplantager og plantager på tidligere hedearealer. Yngleparrene skal derfor som oftest findes ved lysninger eller i udkanten af sådanne plantager hvor hannen ofte indtager en, eller flere, sangposter i toppen af et træ, for regelmæssigt at afpatruljere sig territorium. Samme han kan derfor ofte høres fra flere steder, indenfor et snævert afgrænset område.

Artskoordinator: Ole Jensen, Torshøjvænget 54, 8361 Hasselager, tlf.: 86285614, e-mail: ofj(a)ofj.dk.

Engsnarre - ynglefugle

Moniteringsvejledning for engsnarre i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mark Pedersen, Mikkel Willemoes & Timme Nyegaard, november 2008

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Engsnarren er en vandhøne, der dog ikke er specielt knyttet til vand. Den lever i enge, græsmarker og kornmarker. Her er den helt skjult i den høje vegetation, og det er derfor meget sjældent man får engsnarren at se. Det sker som regel kun hvis man får skræmt den op at flyve. Her vil den ses som en klodset agerhøne-stor fugl med flagrende flugt og rustbrune vinger. På grund af engsnarrens skjulte levevis, vil man som regel opdage den på hannens parringskald, der er et taktfast, monotont gentaget crex crex (hvilket også er dens latinske navn). Dette høres hyppigst om natten, men kan også godt høres i dagtimerne. Hør stemmen og læs mere om engsnarre på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04210

Engsnarrens udbredelsesområde strækker sig over Europa i vest til de asiatiske dele af Rusland i øst. De største bestande findes i Østeuropa og Rusland. I 1998 blev verdensbestanden estimeret til 1-2,5 millioner med en Vesteuropæisk bestand på ca. 14.000 syngende hanner. Den seneste vurdering af verdensbestanden, hvor der er benyttet andre modeller, er opgjort til 3,5-6 millioner.

Både herhjemme og i hele Vesteuropa er bestanden gået markant tilbage gennem det sidste århundrede. Årsagen hertil er intensivering af landbrugsdriften især med indførelsen af slåmaskine og grønthøster til bjergning af hø og ensilage samt fremrykning af høsttidspunktet. Høstning af græsafgrøderne falder sammen med engsnarrens første ungekuld, som således går tabt ved høstarbejdet. Selvom verdensbestanden på nuværende tidspunkt synes stor, forventer man at samme tendens, som er sket i Vesteuropa, vil ske i de østeuropæiske lande og Rusland, blot endnu hurtigere.

Efter ankomsten fra vinterkvarteret høres engsnarre-hannerne crexe konstant i nattetimerne - fra omkring kl. 22/23 til kl. 02/03 - for at tiltrække en hun. Den enkelte han udvælger en bestemt sangpost hvorfra der synges. I dagtimerne fouragerer den i et større område.

I ynglesæsonen skifter hannerne sangposter. Parrede hanner forbliver længere på en sangpost end uparrede hanner - således omkring 20 nætter for parrede hanner og omkring 8 nætter for uparrede hanner. En ny sangpost skal være mere end 200 m fra den gamle (Schäffer 1999). Undersøgelser i Nordøstpolen viser, at engsnarre-hannerne tiltrækkes af andre crexende hanner og kan danne sanggrupper i begyndelsen af ynglesæsonen. En sanggruppe beskrives som mindst 3-10 hanner, hvor afstanden mellem hannerne er mellem 50 og 200 m. (Schäffer 1995). Herhjemme er sanggrupper også kendt fra enkelte lokaliteter eller områder. Men det er endnu uklart om der er benyttet samme definition, som beskrevet ovenfor.

Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland). Hannens sangpost er i regelen indenfor 100 m fra reden.

I undersøgelser i Nordøstpolen har engsnarre-hannerne to perioder - en fra medio maj til primo juni og en omkring 1. juli, hvor de synger hyppigt om dagen. Der er en sammenhæng mellem ringe natsang og større dagsangsaktivitet. Ved ringe natsang er der ofte en højere sangaktivitet i morgendæmringen. (Schäffer 1999). Herhjemme må man forvente - hvis engsnarren yngler - at den hyppige dagsang vil være 1-2 uger senere - altså fra ultimo maj til primo juni. Og en senere periode ville være i første halvdel af juli (2. kuld). Rugningen startes når alle 8-12 æg er lagt, varer i 16-19 dage og foretages af hunnen alene. Ungerne fodres de første 3-4 dage, hvorefter de selv finder føde. Ungerne bliver flyvefærdige efter 36-40 dage, men ofte uafhængige af moderen allerede efter 10-15 dage. Så snart ungerne er uafhængige af moderen, vil hun starte på det eventuelle andet kuld.

Når æglægningen er afsluttet (muligvis før) forlader hannen sangpost, redeplads og hun - eller bliver jaget bort af hende! Er biotopen perfekt, besættes en ny sangpost indenfor en maksimal afstand på 1,5 km og hannen begynder på ny at tiltrække en hun (Schäffer 1999).

Engsnarren yngler i Danmark i enge, græsmarker og kornmarker. Den er ikke specielt knyttet til høj jordbundsfugtighed, dog vil den ofte have højere ynglesucces i fugtige områder, da driften er mere ekstensiv her, og disse områder vil derfor bedre kunne opfylde andre krav, såsom ingen høstning eller slåning før 1. september. I undersøgelser fra det nordøstlige Polen blev følgende fundet karakteristisk for ynglelokaliteterne:
- Vegetationen skal være mindst 20 cm høj.
- Fuglene skal kunne holde sig skjult og nemt kunne bevæge sig i vegetationen (vegetationen må ikke stå for tæt og ikke være filtret sammen).
- Ingen sammenhæng mellem fugtigheden i området og antallet af ynglepar. I overvintringsområdet findes engsnarren også i de tørre områder.

Engsnarren er på verdensplan truet og opført på IUCN’s seneste rødliste. engsnarren er ligeledes opstillet på EF's fuglebeskyttelsesdirektiv som en art, der er truet i EU-landene, og for hvilken der skal gennemføres særlige beskyttelseshensyn. I Danmark er engsnarren opført i den seneste danske rødliste som næsten truet. I 2000 blev der af Skov- og Naturstyrelsen udarbejdet en handlingsplan for engsnarren.

Målsætning
- Årlig registrering af alle syngende fugle i Danmark, så udsving i artens forekomst kan følges.
- ”Negativ” registrering på tidligere anvendte ynglelokaliteter.

Undersøgelsesområde
Engsnarren er på udpegningsgrundlaget for følgende danske IBA’er:

- Holmegårds Mose og Porsmose (IBA-91)

Der er desuden en række andre IBA’er, der er kendt for at huse engsnarrer i yngletiden, og er derfor relevante at undersøge. Det drejer sig om følgende lokaliteter:

- Bolle og Try Enge (IBA-116)
- Store Vildmose, Ryå og Stavad Enge (IBA-117)
- Brabrand Sø og Årslev Engsø (IBA-134)
- Slivsø (IBA-158)

Øvrige lokaliteter der er særligt vigtige for arten er:

- Tryggevælde Ådal
- Gårdbo Sø og Sørig Enge

Ideelt set bør som minimum disse lokaliteter undersøges årligt for forekomst af engsnarre. Derudover kan engsnarren forekomme på enge og i kornmarker over hele landet, men særligt i Nordjylland, Sønderjylland, Sydsjælland og på Bornholm.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Her gives anbefalingerne for den bedste måde at overvåge et område for engsnarrer. Hvis man har mulighed for at besøg et område flere gange i løbet af ynglesæsonen, kan det anbefales at kortlægge fuglene, og ud fra det samlede billede vurdere bestandsstørrelsen. Alternativt angives bestanden som det maksimale antal syngende hanner registreret ved et enkelt besøg.

1) Vælg en rute i landskabet hvor det er muligt at indlægge lyttepunkter - indtegn evt. ruten på et kort, hvis du vil gentage overvågningen på senere tidspunkt. Vælg ruten i et område hvor du formoder, der er ringe eller kun lidt støj - især langt væk fra større vej-anlæg. Det kan anbefales, at man tager et mindre område, som kan undersøges flere gange i løbet af ynglesæsonen end at undersøge et stort område blot én gang.

2) Ruten gennemkøres (eller spadseres) i engsnarre-hannernes aktive sangperiode dvs. fra primo/medio maj til medio august fra ca. kl. 23–04. Helst flere gange i løbet af sæsonen.

3) Udvælgelsen af lyttepunkterne kan ske undervejs for at opnå de bedste observationsbetingelser. De bedste lyttebetingelser opnås i åbne områder på højere liggende punkter. Nærliggende vegetation af især træer kan genere aflytningen selv ved svag vind. Som standard - hvis hele området ønskes undersøgt - kan der være omkring 2 km mellem hvert lyttepunkt, det er dog ikke afgørende. Undersøges området mere end én gang, skal man tage højde for vindretning, da engsnarren kan høres længere væk op imod vinden end med vinden. F.eks. hvis vindretningen er vest kan man høre engsnarren helt op til 2 km væk i vestlig retning, hvorimod man mod øst kun kan høre den 300-500 m væk ved selv svag vind. Man skal generelt undgå dage med meget vind eller kraftig regn, da sangintensiteten også er betydeligt lavere i sådant vejr.

4) Der lyttes fra lyttepunkterne i nogle minutter - helst mindst 10 minutter. Jo længere tid man lytter på det enkelte punkt, jo større er chancerne for, at man også registrerer de hanner, som synger i korte intervaller.

5) Hvis man ønsker at undersøge området grundigt og har mulighed for flere besøg, f.eks. med 7-14 dages mellemrum, plottes de registrerede engsnarre-hanner på et kort over området. Undersøges samme område mere end én gang er det vigtigt, at engsnarrerne kan "adskilles" fra gang til gang. Man skal være opmærksom på, at især uparrede engsnarrer, godt kan skifte sangpost. Dette kan medføre at man registrerer den samme engsnarre flere gange, men at man tror det er en ny fugl, fordi den er et nyt sted. Samtidig skal man være opmærksom på at engsnarrens kald reflekteres utroligt godt i selv meget små bygninger. Dette kan resultere i, at det lyder som om der er to engsnarrer der crexer lidt forskudt af hinanden, fra hver sin retning, men at det i virkeligheden er den samme, hvis kald blot bliver reflekteret.

Moniteringskalender
20/5-20/6: Registrering af syngende hanner
25/6-1/8: Ungeperiode. Ungernes kontaktkald kan muligvis høres

Rapportering
For at kunne fastslå antallet af syngende hanner, er det vigtigt at rapportere alle registreringer, ligegyldigt om de er gjort på en tilfældig tur eller under målrettede undersøgelser efter engsnarren. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for engsnarre, da stort set alle registreringer er af crexende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Sangaktiviteten daler normalt kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte. Opgørelse af antal spillende fugle giver dog stadig de mest sammenlignelige resultater og er den absolut mest realistiske metode for overvågning af bestanden.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om engsnarre, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn kan den alligevel benyttes. Ynglepar opgives som hhv. minimum og maksimum antal par, der i dette tilfælde kan anvendes til at angive evt. usikkerhed omkring hvor mange forskellige crexende fugle, der har været til stede.

Hvis man ønsker at lave en mere reel vurdering af ynglestatus for en engsnarrebestand, kan følgende fremgangsmåde anvendes:

a) Engsnarre-han hørt i dagtimerne
- Engsnarre-hanner, der synger i dagtimerne er enten lige ankommet eller i parringsfase med en hun. (Se også under pkt. c)
Gå til d.

b) Ved første besøg i nattetimerne
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

c) Ved efterfølgende besøg i nattetimerne:
- Engsnarre-hannen, der hørtes første gang, crexer ikke. Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland).
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

d) Genbesøg af området i nattetimerne max. et par dage efter:
- Synger engsnarre-hannen i nattetimerne, er den i færd med at afsætte nyt revir.
- Synger engsnarre-hannen ikke på det tidspunkt er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

e) Genbesøg af området i dagtimerne maks. 8-10 dage efter:
- Synger engsnarren også på dette tidspunkt, er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

f) Engsnarre-hannen synger hyppigt i dagtimerne og forholdsvis tavs i nattetimerne. Der er stor sandsynlighed for ynglepar.
- Området kan evt. besøges igen 3-4 uger efter for at lytte efter hun og/eller unger. Kontaktkaldene er dog ikke kraftige, og kan kun høres 20-30 m væk.
- Eftersøgning af lemlæstede og døde fugle efter markarbejdet (høstning, slåning, ensilering eller mejetærskning). Metoden er dog tidskrævende, og man må være hurtig på færde inden de bliver ædt af f.eks. musvåge og ræv.

Hvis denne grundige metode er anvendt, kan resultaterne tolkes på følgende måde:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. fund af rede, æg, dununger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: En han der har en stedfast sangpost, og som skifter fra at være meget aktivt crexende om natten til at crexe mere uregelmæssigt om natten og/eller crexe i dagtimerne.
- Muligt ynglepar: Enkeltregistreringer i egnede ynglebiotoper inkl. sete fugle, eller hanner der bliver ved at crexe meget aktivt om natten igennem hele yngleperioden.

Når en ynglebestand opgøres ud fra disse kriterier, anvendes følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Det er dog vigtigt, at der også foretages en simpel opgørelse over antal crexende fugle, som oplyses til brug for den årlige sammenlignelige bestandsopgørelse.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Fredsøe, K. 2003. Optællingsmetoder engsnarre 2003. Upubliceret.

Fredsøe, K. 2003. Lidt om engsnarren, udarbejdet til brug for optællingsarbejdet 2003. Upubliceret.

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (red.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Handlingsplan for bevarelse af den truede fugleart engsnarre Crex crex. Miljø- og energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen (2000).
Findes på: http://www.sns.dk/natur/bevaring/pdffiler/engsnarre.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Peake, T.M. & P.K. McGregor. 2001. Corncrake Crex crex census estimates: a conservation application of vocal individuality. Animal Biodiversity and Conservation 24.1, pp. 81-90.

Schäffer, N. 1999: Habitatwahl und Partnerschaftssystem von Tüpfelralle Porzana porzana und Wachtelkönig Crex crex. - Ökologie der Vögel, band 21: 1-267

Schäffer, N. 1995: Rufverhalten und Funktion des Rufens beim Wachtelkönig Crex crex. - Vogelwelt 116: 141-151

Plettet Rørvagtel - ynglefugle

Moniteringsvejledning for plettet rørvagtel i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Susanne Bruun, Helge Røjle, Michael Stabell & Timme Nyegaard, August 2005

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den skjulte levevis gør, at arten kun sjældent ses, men i forårets og sommerens nattetimer kan hannens parringssang høres som et karakteristisk taktfast gentaget ”huitt”, nærmest med karakter af et piskesmæld. Alternativt beskrives stemmen som lyden af vanddråber, der falder ned i en tønde med vand. Et af artens gamle danske navne er ”hvuitfugl”, som også refererer til stemmen. ”Dyndskvat” er et andet ældre navn for plettet rørvagtel. Læs mere og hør stemmen her:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04080

De største bestande findes i Rusland og Sibirien, men udbredelsesområdet strækker sig over det meste af Europa op til det sydlige Sverige. I Danmark er arten en sjælden ynglefugl, som foretrækker sumpede vådområder og ferske enge og ådale med lavt vandspejl og rigelig vegetation, der ikke må gro til i rørsump. Kreaturafgræsning eller anden naturpleje er derfor vigtig for at forhindre tilgroning og derved opretholde artens ynglelokaliteter.

I 1800-tallet var plettet rørvagtel en noget mere almindelig og mere udbredt ynglefugl i Danmark end den er i dag. Især er det den moderne landskabsudnyttelse som har betydet at mange af de egnede ynglesteder er forsvundet. I 1960’erne varierede bestanden mellem 43 og 115 syngende fugle, mens der i 1970’erne kun blev registreret 20-50 på landsplan. Bestandsnedgangen falder sammen med den generelt negative udvikling på europæisk plan, som især menes at skyldes dræning og den intensiverede landbrugsdrift. 1998-2003 er der registreret 90-206 syngende fugle om året.

Arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I og er dermed udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområder. Arten skal derfor overvåges af staten gennem NOVANA-projektet, og er fastsat til at optælles hvert tredje år startende i 2005. Plettet rørvagtel var opført som ”sårbar” på den nationale rødliste fra 1997, men er på den nyeste rødliste 2005 vurderet til ”ikke truet”. DOF mener, at plettet rørvagtel reelt opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”. Arten er sårbar over for tilgroning af sumpområder, men da den har en rimelig god spredningsevne, kan den derfor nedlistes et trin til ”sårbar”.

Undersøgelsesområde
Arten skal moniteres i hele landet – overalt hvor der er egnede ynglelokaliteter. Det vil sige store og mellemstore sumpområder samt ferske, våde enge med en vandstand på højest 30 cm i perioden april-juli. Arten har en særlig tilknytning til halvåbne moser domineret af starer, mens den undgår områder med ren tagrørskov. Ukultiverede enge med naturlige vinter- og forårsoversvømmelser er en anden vigtig ynglehabitat. Desuden har ådale med sommeroversvømmelser pga. megen nedbør udvist større forekomster de senere år.

Tyngdepunktet for artens udbredelse i Danmark er Vejlerne (normalt med ca. 40-60% af ynglebestanden) og til dels Tøndermarsken. Andre områder, der formodentlig har faste bestande, er Sydlangeland, Bøtø Nor, Ribe Østerå, Tryggevælde Ådal, Ølene på Bornholm samt Busemarke Mose på Møn. Som følge af DOF’s ”Operation Natlyt”, der sætter fokus på nataktive arter, er arten registreret på et stigende antal lokaliteter, særligt i perioden 2000-2004. Dette er formodentlig også en følge af (gen)etableringen af flere vådområder. Det er derfor vigtigt, at alle potentielle lokaliteter identificeres og undersøges.

Følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er bl.a. udpeget på grund af regelmæssig forekomst af plettet rørvagtel, og bør derfor undersøges årligt:
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA-5)
- Østlige Vejler (IBA-13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA-20)
- Hjarbæk Fjord & Simested Ådal (IBA-24)
- Flyndersø/Stubbergård Sø (IBA-29)
- Nissum Fjord (IBA-38)
- Stadil & Veststadil Fjorde (IBA-41)
- Ringkøbing Fjord (IBA-43)
- Lillebælt (IBA-47)
- Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose & Felsted Vestermark (IBA-58)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Rømø (IBA-65)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Sydfynske Øhav (IBA-71)
- Marstal Bugt & sydvestkysten af Langeland (IBA-72)
- Almindingen (IBA-80)
- Bøtø Nor (IBA-82)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor (IBA-89)
- Holmegårds Mose & Porsmose (IBA-91)
- Gribskov (IBA-108)
- Furesø med Vaserne og Farum Sø (IBA-109)
- Vestamager og havet syd for (IBA-111)
- Skjern Å-dalen (IBA-115)
- Bolle & Try Enge (IBA-116)

Desuden er der regelmæssig forekomst på følgende lokaliteter:
- Geddal Enge & Sønder Lem Vig (IBA-135)
- Busemarke mose

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Da arten så godt som aldrig ses og reder ikke findes, kan den kun overvåges ved at registrere spillende fugle.

Potentielle yngleområder besøges nætter, morgener eller sene aftener med stille vejr i perioden medio april til ultimo maj, og igen i perioden ultimo juni til medio juli.

Registreringen skal helst finde sted tidligt i en given yngleperiode, da fuglene kan stoppe med at synge, når de er udparrede. Herved undgås også sent ankommende ikke-ynglende fugle i første yngleperiode. Vær opmærksom på, at fuglens stemme er meget kraftig, og kan høres op til 1 km væk – hvorfor det er en god ide at lytte fra forskellige punkter for derved at kunne stedfæste fuglen bedre vha. triangulering, dvs. stedfæstning ud fra retningsbestemmelser fra mindst tre forskellige punkter.

Optimalt set bør en given lokalitet besøges flere gange i yngleperioden - gerne på forskellige tidspunkter af døgnet (natten) og besøgene må gerne være af en vis varighed. På den måde optimeres chancerne for at ramme et tidspunkt, hvor fuglene er stemmemæssigt aktive. Desuden er gode vejrforhold vigtige for en god optælling, særligt skal vinden helst være svag. Høj luftfugtighed/støvregn gør ikke så meget, da sangaktiviteten ofte er høj under disse vilkår pga. bedre forplantning af lyd i fugtigt vejr. Da ovennævnte faktorer er meget vigtige for registreringen af arten, må vejrforholdene meget gerne noteres og indrapporteres.

Man kan med fordel benytte kortlægningsmetoden til at optælle en lokalitets bestand. Metoden går ud på at indtegne de hørte fugle på separate kort, hver gang man besøger lokaliteten. Stedfæst gerne fuglene mere præcist ved at lytte fra flere forskellige positioner. Efter endt yngleperiode overføres alle oplysninger til et samlekort. Dernæst analyseres kortet, idet man søger efter grupperinger af registreringer, som antyder tilstedeværelsen af et territorium. Hvis der er mindst 2-3 registreringer på forskellige datoer inden for et lille område, tælles det som et territorium. Enkeltregistreringer, som falder tydeligt uden for de fremkommende territorier, sorteres fra. På den måde kan man få et overblik over antal territorier i et yngleområde uden at alle territorier nødvendigvis hævdes ved samme besøg. Der er en forudsætning at lokaliteten besøges mindst 5 gange i løbet af sæsonen, gerne op til 10, hvis denne metode skal fungere.

Alternativt kan antallet af territorier opgøres ved blot at tælle antallet af spillende fugle ved hvert besøg. Derefter benyttes den tælling, hvor det højeste antal spillende fugle blev hørt, til bestandsopgørelsen. Dette vil formentlig være den mest anvendte metode, da den er mindst tidskrævende.

Viden fra tidligere faser af Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle har vist, som antydet ovenfor, at der er to tydelige influx i ynglesæsonen, forårs-influxet april-maj og et højsommerinflux medio juni-medio juli. Højsommerinfluxet er faktisk det største, og her høres fuglene ofte helt andre steder end under forårsinfluxet. Således er der formodentlig kun delvis tale om øget stemmeaktivitet i forbindelse med andet kuld. Meget tyder på, at de sene højsommerfugle udmærket kan yngle. Der er således registreret ungefodrende fugle i Vejlerne ultimo juli og i august. Derfor er det også nødvendigt med besøg på potentielle lokaliteter i juli. Pga. problemet med sent ankommende, ikke-ynglende hanner er det vanskelligt at estimere antallet af ynglefugle på dette tidspunkt.

Moniteringskalender
10/4-1/6: Natlyt på egnede lokaliteter. Forårsbestanden vurderes.

20/6-20/7: Natlyt på egnede lokaliteter. Højsommerinflux vurderes.

Rapportering
Alle observationer af plettet rørvagtel bør rapporteres. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for plettet rørvagtel, da stort set alle registreringer er af spillende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Det vides ikke med sikkerhed, at kun hanner spiller. Desuden kan spilaktiviteten dale kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om plettet rørvagtel, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn skal den alligevel benyttes.

Der bør laves en opgørelse over forårsinfluxet og højsommerinfluxet separat, da den biologiske baggrund for fænomenet endnu ikke er klarlagt. Når årets bestand skal opgøres, vælger vi at angive forårsmakstallet som minimumsbestandsstørrelsen. Hvis makstallet under højsommerinfluxet er større end om foråret, angives højsommertallet som maksimumsbestandstal. Er bedste nat om foråret f.eks. 5 spillende fugle og største antal under højsommeren er 10, angives bestanden til 5-10 ”ynglepar”. Hvis højsommeren ikke byder på flere fugle, angives blot makstallet fra foråret som bestandsstørrelse (maks. 3 forår og maks. 2 højsommer = 3 ”ynglepar”).

Blishøne - rastefugle

Det anbefales af DMU at arten optælles i januar.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 17.500 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Trane - ynglefugle

Moniteringsvejledning for trane i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Tofft og Timme Nyegaard, januar 2006

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Tranen er en af de største danske fugle med en lang hals, lange ben og en højde på op til 115 cm, og er således større end stork og fiskehejre. Pga. sin kropsform og sin grå farve forveksles den imidlertid tit med hejren. Tranen er dog betydeligt mere statelig at se til, når den spankulerer af sted over marken. Udfarvede fugle (fra deres andet forår) har hvide kinder, og dette er et godt kendetegn for uøvede iagttagere. Flugten er markant med det store vingefang, og vingeslagene er mere stive end hos stork og fiskehejre. Modsat fiskehejre flyver tranen med strakt hals. Den er ingen rigtig svæveflyver, og ses kun af og til kredse på himlen. Den lever af smådyr og plantedele, som den finder på jorden på marker, enge og i vådområder.

Tranen lever i mange slags landskaber, både magre og federe, men det er dog mere eller mindre næringsfattige hedemoser og tørvemoser, som udgør den største del af de danske ynglepladser. Det er dog et afgørende krav til levestedet, at der er lave, sumpede vådområder til en sikker redeanbringelse samt rolige føderige områder i mere eller mindre åbent terræn i nærheden, hvor traneparret kan opfostre deres unger i fred og ro.

Tranen er en trækfugl med overvintringsområder i Frankrig og Spanien. Den ankommer til de danske ynglepladser i løbet af marts/april.

Reden er placeret i lavt vand omtrent som en svanerede, men er betydeligt mindre og dermed også mindre synlig. Den overses således nemt i terrænet. De normalt to æg lægges oftest i april, evt. første halvdel af maj. Omlægning ved tab af første kuld under rugningen forekommer almindeligt. Han og hun skiftes til at ruge, og den fugl som ikke ruger, holder en stor del af tiden vagt nær reden. Når ungerne er klækket efter ca. 30 døgns rugetid, forlader de reden kort efter sammen med deres forældre ligesom vadefugleunger. De vil herefter vandre rundt i territoriet på jagt efter føde indtil de kan flyve ca. 9 uger gamle, hvilket ofte sker fra midten af juli til midten af august. De vil dog både før og efter flyvedygtig alder søge til redeområdet for at overnatte, såfremt vandstanden ikke bliver for lav pga. udtørring.

Ofte vil parret – uanset om de har fået unger eller ej – blive i yngleterritoriet til hen på efteråret. I områder med egentlige bestande som f.eks. i Nordjylland, samles fuglene i flokke på særlige samle- og overnatningspladser i løbet af efteråret, inden de drager mod vinterkvarteret i oktober/november.

Efter genindvandringen i 1952 og frem til omkring 1990 var tranen en meget sjælden ynglefugl i Danmark med regelmæssig forekomst på kun 3 lokaliteter i Nordjylland. Siden begyndte bestanden at vokse markant, og der er nu omkring 50 ynglepar i hele landet og bestanden stiger fortsat. Det er stadig Nordjylland, der er tilholdssted for de fleste traner, men der er også en god bestand i den anden ende af landet, på Bornholm. Fra 2005 er også Falster hjemsted for ynglende traner. I Jylland har arten bredt sig til Læsø samt forskellige lokaliteter i Vest- og Sønderjylland. Baggrunden for den markante fremgang er ikke helt klarlagt, men en forbedret vinteroverlevelse i forbindelse med bedre fødemuligheder i Spanien og Frankrig samt bedre beskyttelse af de vigtigste rastepladser er nok de væsentligste årsager.

Tranens fremgang har medvirket, at den er gået fra at være vurderet ”sjælden” i rødliste 1997 til status som ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. DOF mener, at trane opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”, men at arten pga. af den gunstige bestandsudvikling i og omkring Danmark, kan nedlistes til ”næsten truet”.

Læs mere om trane under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04330

Målsætning
Som udgangspunkt bør alle lokaliteter med sikker eller muligt ynglende trane overvåges årligt. Med den efterhånden store bestand, kan dette dog i praksis vise sig at være for ambitiøst. Som minimum bør der holdes øje med arten i alle IBA-områder (Important Bird Area), hvor hovedandelen af de ynglende traner reelt også forekommer.

Undersøgelsesområde
Tranen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:

- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA 5)
- Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose (IBA 6)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Læsø, sydlige del (IBA 10)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Ålvand Klithede og Førby Sø (IBA 17)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Kongens Mose og Draved Skov (IBA 61)
- Frøslev Mose (IBA 70)
- Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne (IBA 80)
- Bøtø Nor (IBA 82)
- Maribosøerne (IBA 87)

I følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er der fundet ynglende traner, men uden at arten er på udpegningsgrundlaget endnu:

- Vangså Hede (IBA 18)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA 62)

Med den kraftige stigning bestanden er inde i, vil der dog nærmest årligt dukke nye par op i hidtil ubesatte områder, således at listen over lokaliteter og områder forlænges. Det er sandsynligt, at traner på sigt vil slå sig ned på Sjælland for at yngle. Det kan derfor være givtigt at holde øje med arten på alle egnede ynglelokaliteter.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Lokaliteterne besøges i perioden 5. marts til 5. april (fuglene ankommer normalt ikke på samme tid over hele landet, f.eks. er Bornholm altid før Nordjylland). Bedst er det omkring solopgang. I det område hvor parret skriger deres duetskrig om morgenen i april måned (2- eller 3-tonet skrig, der lyder som en serie), er der stor sandsynlighed for at parret vil anlægge reden. Duetskrigende fungere som territoriehævdelse såvel som de er betydende for parbindingen, og er derfor en god og vigtig indikator for et aktivt ynglepar.

Omkring 1. maj, hvor de fleste par ruger, bør det undersøges om der stadig ses to fugle i yngleområdet. Ses der nu kun én fugl, tyder alt på at magen ruger, og at ynglen således er på vej.

Ofte kan det ikke betale sig at opsøge området i juni, hvor vegetationen er høj og ungerne endnu ret små. Fra første halvdel af juli og frem til starten af august bør man på god afstand opsøge marker og enge med kort vegetation i eller nær yngleområdet, hvor man ofte kan have held til at se parret med 1-2 store eller halvstore unger søge ivrigt efter føde.

Når ungerne er flyvefærdige i august vil hele familien ofte om morgenen flyve ud til afhøstede marker i omegnen, men vende tilbage til yngleområdet sidst på formiddagen og igen ved solnedgang. I denne tid kan man derfor meget nemt opleve, at fuglene ikke kan findes i hjemområdet. Hvor flere par yngler tæt sammen, som f.eks. i Thy, kan det også i denne situation være svært at adskille de enkelte par og deres tilhørsforhold.

Stedfaste par, der ikke udviser territorieadfærd kan være unge par (”forlovede” fugle) i 2-4 års alderen, som endnu ikke er kønsmodne. De kan i længere perioder opholder sig sammen i ubesatte, men potentielt egnede områder. Disse betegnes muligt ynglepar. De vil ofte efter et par sæsoner slå sig ned i samme område som reelt territoriepar, når de første gang forsøger at yngle i 5–årsalderen.

Det er derfor vigtigt at være kritisk i vurderingen af, om der er tale om unge par, som enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed ikke forsøger at yngle, eller ældre ”rigtige” territoriehævdende ynglepar.

Moniteringskalender
5/3-5/4: Lokaliteterne undersøges for tegn på ynglepar.

Ca. 1/5: Det undersøges, om der er tegn på yngel (f.eks. når kun én fugl ses på ynglestedet).

10/7-5/8: Yngleområdet undersøges for par med store, evt. flyvefærdige, unger.

Rapportering
Alle observationer af traner i yngletiden bør indrapporteres med grundig angivelse af adfærd og alder. Sikre tegn på yngel er naturligvis vigtige at få med. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Fast par i et egnet yngleområde i perioden marts/april – september som udviser territoriehævdelse (skriger jævnligt duetskrig og bortjager evt. andre traner).
- Muligt ynglepar: Par som i længere perioder opholder sig i ubesatte, men potentielt egnede områder uden at udvise direkte yngleadfærd (dette vil oftest være unge par, der endnu ikke er kønsmodne).

Da tranen har en lav ynglesucces, hvor det ofte kun er halvdelen af parrene, der får flyvedygtige unger, kan man kun sjældent i praksis vide, om et par uden unger har forsøgt at ruge eller ej – jvf. også den skjulte redeplacering. Det kan derfor være svært at skelne mellem sandsynlige og sikre ynglepar. Disse betegnes derfor ofte ”territoriepar” – altså faste par med eget territorium uanset om der konstateres sikre tegn på ynglevirksomhed.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes derfor følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Mewes, W., G. Nowald & H. Prange, 1999: Kraniche. Myten, Forschung, Fakten. – Deutsche Lufthansa AG & Braun Buchverlag, Karlsruhe.

Mewes, W. 1996: Bestandsentwicklung, Verbreitung und Siedlungsdichte des Kranichs Grus grus in Deutschland, Die Vogelwelt 117, s. 111-118

Mewes, W., 1999: Zur reproduktion des Kranichs Grus grus in Deutscland. – Die Vogelwelt 120, s. 251-259.

Tofft, J., 1999: Der Kranich Grus grus als Brutvogel in Dänemark. – Die Vogelwelt 120, s. 275-279.

Tofft., J., 2000: Tranen på succeskurs – især i Vesteuropa. – DOFT 94, s. 145-148.

Tofft, J., 2002: Tranen breder sig til hele landet. – Fugle i Felten, 8. årg., nr. 3, s. 3-5.

Rødstrubet Lom - rastefugle

Ifølge DMU bør optælling af arten ske i marts-april. Derudover optælles arten også ved internationale tællinger af vandfugle i januar/februar i udvalgte indeksområder og hvert 3. år på landsplan. Omkring 25 % af den vesteuropæiske vinterbestand på ca. 100.000 fugle opholder sig i danske farvande om vinteren. Særligt Nordsøen ud for Vadehavet og Vestkysten tiltrækker rigtig mange rødstrubet lom, og dette område er af global betydning for arten. Andre vigtige områder er det nordlige Kattegat og Smålandsfarvandet.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 10000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sortstrubet Lom - rastefugle

Arten raster langt til havs og forventes overvejende overvåget af Danmarks Miljøundersøgelser. Ifølge DMU bør optælling af arten ske i marts-april. Derudover optælles arten også ved internationale tællinger af vandfugle i januar/februar i udvalgte indeksområder og hvert 3. år på landsplan.
I Danmark er den sortstrubede lom en almindelig træk- og vintergæst og en fåtallig sommergæst. De fleste fugle observeres i Kattegat, Skagerrak og farvandet ud for Vadehavet. De danske farvande er vigtige fældnings- og overvintringsområder for vinterbestanden i Vesteuropa, der tæller i størrelsesorden 25.000 fugle. Mindst 5.000 sortstrubet lom menes at fælde deres svingfjer i vores farvande.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 10000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Islom - rastefugle

Islom er optaget på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1, og indgår ikke i udpegningsgrundlaget for nogen dansk IBA.
Arten ses oftest i maj og oktober langs vestkysten, og ved kysten af Djursland og Nordsjælland. Arten raster normalt langt til havs og forventes overvejende overvåget af Danmarks Miljøundersøgelser.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Hvidnæbbet Lom - rastefugle

Hvidnæbbet lom er ikke optaget på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 og indgår ikke i udpegningsgrundlaget for nogen dansk IBA.
Arten ses oftest ved Skagen, men også i Østersøområdet. Arten raster normalt langt til havs og forventes overvejende overvåget af Danmarks Miljøundersøgelser.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 100 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sort Stork - ynglefugle

Moniteringsvejledning for sort stork i DOF’s DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes, Jørgen Jensen og Timme Nyegaard, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Arten overvintrer i tropisk Afrika og ankommer til de europæiske ynglelokaliteter i april, altså før den hvide stork. Om foråret kan der ses fugle på forlænget træk, i løbet af sommeren strejfende ikke-ynglende fugle, og om efteråret ungfugle fra nærliggende bestande på omvendt træk. Disse fugle kan gøre det vanskelige at vurdere en evt. dansk bestand.

Den sorte stork yngler i uforstyrrede løvskove. Den bygger sin rede i meget store, gamle og vidt forgrenede ege eller bøgetræer. Den er uhyre sky og kan let blive skræmt væk fra sit territorium og redested.

Fødesøgningen foregår ved skovsumpe, moser, småsøer, våde enge eller mindre vandløb. Den sorte stork foretrækker at søge føde i redeskoven, men gør det også gerne i nærliggende vådområder. Føden består af fisk, padder og andre smådyr, der findes i tilknytning til vandet.

I 1850 ynglede der omkring 150 par sorte storke i Danmark baseret på gamle oplysninger, men siden er det gået kraftigt tilbage for arten som følge af skovrydning og menneskelig forstyrrelse. I 1920 var bestanden nede på 20 par og i 1953 ynglede det sidste par fra den oprindelige danske bestand.

I dag ligger hovedudbredelsesområdet syd for Danmark. De seneste 50 år har der kun været enkelte, sporadiske yngleforsøg. Med en stigende tysk bestand, blev sommerobservationer dog hyppigere op igennem 1980'erne og første halvdel af 1990'erne. Omkring 1990 verserede mange rygter om, at den sorte stork atter havde bosat sig i Danmark, men dette er aldrig blevet tilstrækkelig dokumenteret.

De seneste 10 år er antallet af sommerobservationer og mulige ynglepar faldet, glædeligt var derfor fundet af et sandsynligt ynglepar i Østjylland i 2005, der dog ikke blev registreret i 2006.

Sort stork er på DMU's rødliste kategoriseret som forsvundet, dog muligvis under genindvandring.

Se også artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=01310

Undersøgelsesområde
Man bør især holde øje med sort stork i og i nærheden af store uforstyrrede løvskove med tilknytning til egnede vådområder til fødesøgning. Landsdele, hvor disse forhold kan findes, kunne f.eks. være sydlige, østlige og nordøstlige Jylland samt Vestsjælland.

EF-fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget:
- Lille Vildmose (IBA-7)

Se IBA-hjemmeside for Lille Vildmose her:
http://www.dofbasen.dk/IBA/lokalitet.php?lokid=7

Optællingsmetode
Ses der en eller to adulte fugle holde til igennem længere tid i et skovområde fra april – juli, bør man være opmærksom på mulig yngel, ligeledes med sommerobservationer af stedfaste adulte fugle. Da den sorte stork er meget sky, bør man være meget forsigtig med eftersøgninger af reden, især i etableringsfasen. Tegn på yngel kan være en adult fugl, der finder føde i et vandhul for derefter at flyve væk (evt. mod en nærliggende skov), for senere at komme tilbage og søge føde på ny osv. Vil man undersøge en skov for tilstedeværelse af sort stork, er den bedste metode at se efter fugle i territorieflugt fra et godt udsigtspunkt væk fra skoven på en dag med god termik. Skoven bør ikke besøges, da arten er yderst sårbar overfor forstyrrelser. Territorieflugten er en kredsen over redestedet, hvor fuglen langsomt skifter højde. Det bedste tidsrum er kl. 11-14, og kan især ses i april og maj, hvor hunnen ligger på rede og æggene endnu ikke er klækket. Hvis man vil lede efter reden i yngletiden, skal man være opmærksom på, at fuglene ikke går ned i skoven ved reden, men ofte flyver et godt stykke inde i skoven under trætoppene før reden nås.

I de nordlige bestande er der en tendens til, at de gamle og juvenile fugle trækker sydpå sammen. Inden da samler de sig, og man skal derfor være opmærksom på observationer af unge og gamle fugle sammen i august måned, specielt i områder, hvor der er set adulte sorte storke i løbet af sommeren.

Sorte storke opdages som regel på en fourageringslokalitet, eller som overflyvende fugle, da fuglene her næppe overses. I nærheden af reden formår de til gengæld at leve utrolig skjult.

Moniteringskalender
1/4-1/5(1/7): Eftersøgning af territorieflyvende adulte fugle over mulige redeskove.
1/4-1/8: Eftersøgning af adulte fugle på fourageringstogter i vådområder på og nær egnede ynglelokaliteter.
1/8-15/9: Eftersøgning af juvenile (og adulte) fugle i vådområder på og nær lokaliteter med mulig yngleaktivitet.
Vinter: Evt. redeeftersøgning i skove, hvor der er gjort observationer af sort stork i løbet af den seneste ynglesæson.

Rapportering
Alle observationer af fugle bør rapporteres, men særligt fugle observeret i yngletiden. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter observationen er gjort, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, dununger, nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af territorieflyvning eller af stedfaste adulte fugle på eller i nærheden af en egnet ynglelokalitet, som efterfølgende ses i selskab med ungfugl(e) i løbet af august. Redefund i områder, hvor der også er set sort stork i løbet af yngletiden, uden at fuglene dog er registreret i direkte forbindelse med reden.
- Muligt ynglepar: Gentagne observation af gamle fugle i perioden 1/4-25/7 på eller i nærheden af en egnet ynglelokalitet eller observationer af gamle fugle i selskab med ungfugl(e) i august.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Sort Stork - rastefugle

Sort stork indgår ikke i udpegningsgrundlaget for nogen dansk IBA, men bør registreres hvor som helst den forekommer på potentielle ynglelokaliteter eller regelmæssigt rastende uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 250 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Rørdrum - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.

Rørdrum - rastefugle

Rørdrum bør optælles alle steder, hvor den optræder regelmæssigt i større tal.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 65 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Skestork - ynglefugle

Optællingen af ynglende skestorke skal primært ske via fjernoptælling med teleskop/kikkert – for at sikre så lidt forstyrrelse som muligt.

Eventuel redeoptælling i kolonier skal finde sted én bestemt dag og gennemføres hurtigst muligt for ikke at skabe unødige forstyrrelser. Når der tælles i slutningen af maj er rørskoven tæt, og de store unger kan således gemme sig utroligt godt. Derfor er det i praksis vanskeligt at optælle koloniens kuld-størrelser eksakt.

Den danske bestand af skestorke, der er verdens nordligste, er hvert år siden genindvandringen i 1996 steget med et eller få par. Ynglestederne er flade øer med tæt vegetation af tagrør, hvor skestorkene har deres reder ganske tæt på kysten ofte i selskab med sølvmåger, der formentlig yder beskyttelse mod prædatorer. Skestorke og skarver yngler også tit på samme øer, og deres reder ligner til forveksling hinanden. Derfor bør man holde et særligt vågent øje med skestorken på de vest- og nordjyske lokaliteter, hvor skarven bliver reguleret. Ellers risikerer man, at skestorkenes æg bliver penslet med olie på linie med skarvernes.

Skestorken er siden 2000 observeret på en lang række lokaliteter, der ligger uden for de klassiske ynglesteder i det Nord- og Vestjylland. Der synes at være udsigt til, at Danmark de kommende år kan få flere ynglelokaliteter for Skestorken. Arten er jævnligt konstateret i Nyord-området og den nordlige del af Møn. Det er næppe urealistisk, at den vil etablere sig som ynglefugl også i Østdanmark. Ligeledes er der på Fyn set flere skestorke de seneste par år (Skriver 2004).

Skestork - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal, både i og uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 100 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Skarv - ynglefugle

Som ynglefugl overvåges skarv ved at optælle de besatte reder (m. rugende fugle og senere unger) i kolonierne i marts-april.

Strandskade - ynglefugle

I flade områder er langt den bedste måde at registrere sikre ynglepar af strandskade på at afsøge området i teleskop fra et godt udsigtspunkt. Herfra er det ofte muligt at se de rugende fugle med en "vogter-partner" stående i nærheden. Går man ud i området lister strandskaderne ofte af reden på langt hold, og står afventende i nærheden.

Stationære, varslende par i maj til midten af juni kan tages som en indikation på sandsynlige ynglepar. Vær i øvrigt opmærksom på at ikke-ynglende hanner mange steder optræder oversomrende i smågrupper.

Strandskade - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og oktober.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 10200 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Klyde - ynglefugle

Klyden registreres ved fjernoptælling af stationære par som udviser yngleaktivitet, rugende fugle (evt. med ”vogter-mage” i nærheden) eller af ungeførende par mellem 10.-25. maj. Efter klækning føres ungerne gerne bort fra redestedet, og par med unger kan således gå lange afstande for at nå fourageringsområder ved kysten. Optællingen af fuglene skal derfor finde sted inden klækningen.

Hvis der er tale om større kolonier kan man få et udmærket indtryk af koloniens størrelse ved at dividere antallet af varslende fugle med to. Hvis fuglenes fourageringsområde undtagelsesvis ligger langt væk fra kolonien, er divisionsfaktoren et sted mellem 1 og 2, da den ene af magerne så vil være væk fra kolonien meget af tiden.

Klyde - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 730 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Strandhjejle - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i januar og august. I Vadehavet bør arten imidlertid også optælles sidst i maj.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 2500 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Hjejle - ynglefugle

Moniteringsvejledning for hjejle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes, Timme Nyegaard & Egon Østergaard, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hjejlen har tre adskilte ynglebestande; en islandsk, en nordøstlig og en sydlig. Den islandske bestand udgør halvdelen med ca. 311.000 ynglepar, den nordøstlige dækker det nordlige Skandinavien og Rusland, hvor den europæiske andel er på 217.000-362.000 ynglepar (Thorup 2006). Fugle fra de nordlige bestande trækker til Sydvesteuropa og overvintrer. På trækket kommer en stor del igennem Danmark, hvor de ofte ses raste i tusindtal på marker, enge og vadeflader. Danmark har derfor en lang række rastelokaliteter af stor international betydning for hjejlen, bl.a. i Vejlerne, Vadehavet og Tøndermarsken. Af Danmarks 113 EF-fuglebeskyttelsesområder er hjejlen opført på udpegningsgrundlaget for 16 af områderne.

I 4 af fuglebeskyttelsesområderne er hjejlen optaget på grund af yngleforekomst af den sydlige ynglebestand. Den sydlige ynglebestand, som de få danske ynglefugle tilhører, er den mindste, og strækker sig i et bælte fra Storbritannien over Sydskandinavien og Tyskland til de Baltiske lande og Rusland. Bestanden er vurderet til 45.000-75.000 ynglepar, hvoraf 35.000-60.000 er på de Britiske Øer (Thorup 2006).

I den vestlige del af den sydlige bestand har der været en kraftig tilbagegang siden midten af 1800-tallet. Dette har resulteret i, at arten er helt eller næsten helt forsvundet fra Danmark, Benelux, Tyskland (5-10 par 2006) og Polen. Også de sydlige svenske og norske bestande har oplevet en tilbagegang. Den danske lavlandsbestand af hjejle rekrutterer formentlig hverken fugle fra de gennemtrækkende højlandsbestande eller fra andre også meget fåtallige lavlandsbestande og er derfor kritisk udryddelsestruet (Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur 2004).

I Danmark yngler hjejlen kun på meget tørre og åbne hedearealer, der helst skal være uden trævækst og med sparsom kort lyngvegetation. Ved en tidligere yngleundersøgelse fandtes således ingen hjejlepar tættere end 1 km fra nærmeste bebyggelse og 100 meter fra nærmeste trævækst. Desuden sås det, at hjejler kun i sjældne tilfælde tolererede vegetation højere end 5 cm (Hald-Mortensen 1969).

Hjejlen lægger normalt sine 3-4 æg i slutningen af april, men der er også iagttaget yngleurolige fugle efter medio juni måned. Æggene klækkes en måned senere. Efter klækningen føres ungerne hen til de dele af yngleområdet, der er fugtige og med lidt højere og tættere vegetation. Disse giver ungerne bedre mulighed for at finde føde og søge skjul, indtil de er flyvefærdige efter 25-33 dage. En hjejle er yngledygtig efter to år, og parrene holder sammen hele livet, med stor troskab til ynglelokaliteten.

Hjejlen har tidligere været en vidt udbredt karakterfugl på de jyske heder. Herfra har f.eks. Steen Steensen Blicher flittigt beskrevet dens sørgmodige fløjten i sine skildringer af livet på den jyske hede. Bestanden er i dag reduceret til nogle få par i Thy og Vestjylland. Hjejlen er kategoriseret som ”kritisk truet” på den danske rødliste. Denne kategori er for fugle, hvor det vurderes, at der er overordentlig stor sandsynlighed for, at arten uddør i meget nær fremtid.

Hovedårsagen til hjejlens tilbagegang i Danmark og de øvrige sydlige bestande er reduktionen af hedearealet. Dette er således i dag mindre end 10 % af, hvad det var i starten af 1800-tallet. Reduktionen i arealet med hede skyldes primært opdyrkning og tilplantning, men i de seneste årtier er den naturlige tilgroning accelereret som følge af øget kvælstofnedfald fra luften. Heden er i dag en biotop, der er beskyttet af naturbeskyttelsesloven, men da det sjældent er et stabilt plantesamfund, er det nødvendigt med pleje i form af f.eks. afgræsning, hugst og afbrænding for at bevare heden. Kvaliteten af den tilbageværende hede som yngleplads for hjejle er derfor også forringet.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04850

Undersøgelsesområde
Hjejlen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:

- Råbjerg Mile og nærliggende hedeområder (IBA 5)
- Vangså Hede (IBA 18)
- Hanstholm-reservatet (IBA 22)
- Borris Hede (IBA 37)

Andre mulige ynglelokaliteter er:
- Agger Tange (IBA 23)
- Buksør Odde (IBA 26)
- Kallesmærsk Hede (IBA 50)
- Idom Hede og andre heder i Ulfborg Statsskovdistrikt
- Vigsø-området vest for Hanstholm

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Erfaringer med optælling af hjejle har vist, at den kan være nem at overse, men kommer man regelmæssigt i et område, så ser og hører man formodentlig fuglen, hvis den findes på lokaliteten. Dækkende registrering vanskeliggøres desuden ved, at en del af artens ynglelokaliteter ligger i områder, der for en stor dels vedkommende er lukkede for offentligheden – så som Hanstholm Reservatet og Borris Hede. Tilladelse til adgang kan søges hos henholdsvis Skov- og Naturstyrelsen og Borrislejren.

Hjejlerne kan både eftersøges med teleskop fra klittoppe eller ved gennemgang af egnede områder, dog skal det sidste gøres med forsigtighed, da hjejlen er følsom over for forstyrrelse, desuden har den stor flugtafstand, og forsvinder tit ubemærket ved løb eller lav flugthøjde. Ofte vil man også kunne opdage hjejler på deres varsling tidlige morgener, hvis man blot opholder sig i længere tid i et egnet område. Varslende hjejler bør naturligvis følges, til de går ned i området, så man kan udelukke, at det drejer sig om trækkende fugle.

Hjejlen optælles første gang ved at registrere antallet af par lige efter ankomsten ultimo marts–medio april. I rugetiden kan man også benytte hannernes flugtspil – her er det vigtigt, at man registrerer fuglenes landingssted. Registreringen foregår dog lettest fra månedsskiftet maj/juni, hvor ungerne er klækket. Ungeførende par kan registreres via deres afledningsmanøvrer, dvs. deres markante varsling. I sidstnævnte periode har man ikke længere risikoen for at inkludere rastende trækfugle, men der er til gengæld risiko for at overse ynglepar uden ynglesucces.

DMU anbefaler følgende metode i forbindelse med NOVANA: Overvågning af arten gennemføres (evt. kan tilføjes hvert andet år) ved en gennemgang af potentielle yngleområder langs transekter med en indbyrdes afstand på 200 m i perioden 15.-31. maj. Transekterne indtegnes på kort samt de dele af området som menes at være dækket. Observationer af enkeltfugle, par eller reder indtegnes ligeledes på kort. Efterfølgende foretages der en vurdering af hvor stor en andel af de egnede levesteder, der er dækket. For hver lokalitet tilskrives registreringerne en dato samt et strat- og sluttidspunkt for observationer. Endvidere angives de generelle vindforhold under observationerne som skydække i 8-dele, forekomst af nedbør, vindstyrke i Beaufort og sigtbarhed i km. Overvågningen suppleres med resultater af tilfældige observationer i Danmark gjort af fugleinteresserede. De tilfældige observationer af fugle kontrolleres evt. efterfølgende gennem kontakt til observatøren, eller ved et besøg på lokaliteten.

Moniteringskalender
20/3-20/4: Ankomstperiode. Registrering af ynglepar på egnede lokaliteter.

1/5-1/6: Rugetid. Registrering af territorier vha. hannernes flugtspil.

20/5-10/6: Ungetid. Registrering af ungevarslende fugle.

Rapportering
Hjejler fra nordlige bestande er i Danmark meget almindelige på træk. Trækfugle ses dog sjældent raste på heder og optræder som regel også i større flokke. Observationer af en eller to fugle på en egnet hedelokalitet bør derfor altid vække interesse. Alle observationer af par i perioden ultimo marts-primo juli på en egnet ynglelokalitet regnes som potentielle ynglepar, ligeledes enkeltfugle, der udviser yngleadfærd.

Alle observationer af 1-5 fugle på en mulig ynglelokalitet inden for yngletiden bør indrapporteres med angivelse af adfærd samt eventuel alder (f.eks. 2 ad. + 1 juv. rastende). Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, parringsadfærd, ungevarslende fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af hjejler i perioden 20/3-10/7 på en typisk ynglebiotop.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Hvidbrystet Præstekrave - ynglefugle

Moniteringsplan for hvidbrystet præstekrave i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Ole Thorup, Annebeth Hoffmann & Timme Nyegaard, august 2005

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hvidbrystet præstekraves er en lille vadefugl, der med sine hvide, sorte og brune fjerdragt er godt camoufleret på sin yngleplads, hovedsageligt overgangen mellem sandstrande og klit eller sandet eng med intensiv kreaturgræsning. Den afviger fra stor og lille præstekrave i yngledragt ved et ufuldstændigt brystbånd samt sorte ben. Hannen kendes på sine distinkte smalle sorte bryststriber, samt rødbrun isse og sort pande- og øjenstribe, mens hunnen har en mere diffus fjerdragt med brune farver i stedet for sorte.

Hvidbrystet præstekrave er den mest sjældne af de tre arter af præstekrave, som yngler i Danmark, og ynglebestanden ligger på 50-100 par. Præcise bestandstal fordelt på ynglelokaliteterne i perioden 1996-2004 kan ses her: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04770

Fuglene ankommer til Danmark i slutningen af marts eller begyndelsen af april, og slår sig ned på store, åbne og uforstyrrede sandflader eller saltenge med meget kort vegetation. Æglægning påbegyndes i anden halvdel af april og første halvdel af maj, og der lægges altid tre æg. Selve reden er bare en fordybning i sandet, men anbringes gerne i læ bag ved mindre planter eller opskyl fra havet. På græssede enge anlægges reden ikke sjældent i en gammel kolort. Fuglene yngler enten enkeltvist eller i kolonier med en typisk afstand på 15-40 meter mellem rederne. Rugetiden varer mellem 23 og 29 dage, og deles mellem de to forældre. Når reden forlades, kan æggene begraves i sandet for at forhindre at de bliver overophedede. Hvis reden skulle gå tabt på grund af eksempelvis oversvømmelse eller prædation, kan et nyt yngleforsøg gøres helt indtil midten af juli, men det kan maksimalt lykkes at få succes med 1 kuld per sæson. Det nye kuld kan påbegyndes på en anden lokalitet, hvis forstyrrelsen har ændret områdets karakter, og hele bestanden kan let skifte fra en lokalitet til en anden.

Arten var tidligere udbredt langs kyster i hele landet, men i dag er ynglemulighederne blevet indskrænket af badeturismen og den følgende mangel på uforstyrrede sandområder. I 1990’erne tog myndighederne initiativ til at afspærre og indhegne nogle af de vigtigste kolonier på Rømø og Fanø, for her at give fuglene fred i yngletiden. Andre trusler mod arten kunne bl.a. være tilgroning af ynglepladsen, oversvømmelser i yngletiden (springflod), våde og kolde somre samt prædation fra eksempelvis ræv.

De gode yngleår fra 1999-2002 har gjort at arten er gået fra at være vurderet akut truet i rødliste 1997 til status som moderat truet i den nyeste rødliste fra 2005.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04770

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af hvidbrystet præstekrave i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse kan fastslås.
- ”Negativ registrering” på egnede lokaliteter i Ribe og Sønderjyllands amter samt områder med hvidbrystet præstekrave på udpegningsgrundlaget.

Undersøgelsesområde
Hvidbrystet Præstekrave blev optaget på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1 ved den seneste udvidelse af EU i 2004, og er på udpegningsgrundlaget i følgende danske fuglebeskyttelsesområder, som derfor bør undersøges årligt:

- Nissum Fjord (IBA 38)
- Harboøre Tange (IBA 39)
- Fanø (IBA 53)
- Vadehavet (IBA 57)
- Vidåen, Tøndermarsken og Saltvandssøen (IBA 60)
- Rømø (IBA 65)

Siden midt i 1990’erne har Vadehavsregionen dog været det eneste område i Danmark med ynglende fugle. Overvågningen koncentreres derfor på uforstyrrede sandstrande og kortgræssede strandengsarealer med vegetationsløse flader i Ribe og Sønderjyllands amter.

De eneste kendte ynglelokaliteter i dag er:
- Det nordlige Fanø
- Østkeldsand SØ for Fanø
- Strandengene Rømø Nørreland og Rømø Sønderland
- Sandstranden på Rømø
- Saltvandssøen i Margrethekog
- Vidåslusen

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Den standardiserede optælling af hvidbrystet præstekrave i det danske Vadehav sker ved optælling af ynglefugle (se Hälterlein et al.). Optælling af reder ville kræve et alt for stort tidsforbrug, og ville også øge forstyrrelsesniveauet omkring reden.

Ved optællingen gennemsøges det givne område grundigt til fods, hvorunder alle tilstedeværende voksne fugle betragtes som ynglefugle, og registreres som sådanne. Kønnet på fuglene noteres, da antallet af ynglepar sættes til det talte antal af det køn, hvor flest individer blev registreret.

Besøg bør undgås når det regner, og på meget varme og solrige dage i rugeperioden samt på kolde og blæsende dage i ungeperioden, hvor længerevarende opskræmning af forældrefuglen fra reden, kan have fatale følger for æg og unger. Under gode vejrbetingelser bør observatøren alligevel ikke opholde sig længere end en time ved de samme ynglefugle. Optællingen foretages 2 gange i ynglesæsonen Bestandsvurderingen kan suppleres med yngleobservationer foretaget uden for selve optællingstidsrummet, hvis dette angives.

Ved optællingen noteres også de generelle vejrforhold. Disse kan omfatte skydække i 8-dele, forekomst af nedbør, vindstyrke, sigtbarhed og højvande/lavvande. Derudover kan graden af menneskelig forstyrrelse noteres.

Moniteringskalender
Optællingerne af vadefugle i Vadehavet er koordineret i et samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Holland og for at kunne sammenligne tal er det derfor vigtigt, at de enkelte arter optælles på samme tidspunkt i alle områder. Optælling af hvidbrystet præstekrave skal ske hvert år mellem 21/5 og 20/6. I alle områder skal optælling ske to gange. Minimum en af optællingerne bør ske ved højvande, hvor fuglene er presset i land.

Der er intet krav om den tidsmæssige placering af de to optællinger, som derfor godt kan ske to på hinanden følgende dage. Det anbefales dog ikke, da en tidsmæssig afstand på f.eks. mindst en uge øger dækningsgraden på optællingerne.

Fuglene bliver meget mere synlige efter ungeklækningen, der især finder sted 1/6-15/6, hvorfor et besøg i denne periode især kan anbefales i de større yngleområder som f.eks. Rømø Sønderland.

Rapportering
Alle observationer af arten bør indrapporteres, men særligt optællinger fra ynglekolonier (se under bearbejdning). Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Denne kategorisering er ikke anvendelig for hvidbrystet præstekrave, da den anbefalede optællingsmetode kun registrerer tilstedeværelse samt køn på fuglene. Alle individer antages at være ynglefugle, og bestandsstørrelsen opgøres på baggrund af det talte antal af det køn, hvor flest individer blev registreret. Hvis fuglene ikke er kønsbestemte, ganges det samlede antal med 0,7. Se følgende eksempler:

5 hanner, 3 hunner = 5 ynglepar
2 hanner, 8 hunner = 8 ynglepar
10 gamle fugle = 7 ynglepar
11 gamle fugle = 8 ynglepar

Yderligere kommentarer
De faste ynglebestande på Fanø nord, vesterhavsstranden på Rømø, Rømø Nørreland og Rømø Sønderland optælles hvert år for Danmarks Miljøundersøgelser af lokale ornitologer. Oplysninger om især enkeltvist ynglende par udenfor disse lokaliteter er af stor betydning for beregningen af den samlede danske bestand, og modtages derfor meget gerne – enten via DOFbasen, der gennemgås hvert år i september ved opgørelsen af årets ynglebestand - eller direkte til artskoordinatoren. Al information har interesse: adfærd, alder, køn, præcist opholdssted etc.

Efter yngletiden i august-september ses ofte store ansamlinger af hvidbrystede præstekraver på Rømøs strande. Hvis man har mulighed for at aldersbestemme fuglene – eller en større del af fuglene – i disse store flokke, vil det give interessant information om årets ynglesucces for den nordlige vadehavsbestand. Indtast resultatet i DOFbasen.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Hälterlein, B., Fleet D.M., Henneberg H.R., Mennebäck Th., Rasmussen L.M., Südbeck P., Thorup O., & Vogel R. 1995. Vejledning i optælling af ynglefugle i Vadehavet. Wadden Sea Ecosystem No. 3, Common Wadden Sea Secretariat. Trilateral Monitoring and assesment group & joint Monitoring Group for Breeding Birds in the Wadden Sea, Wilhelmshaven

Pihl, S. & Kahlert, J. 2004. ”Teknisk anvisning for optælling af ynglefugle”. DMU

Søgaard, B., Skov, F., Ejrnæs, R., Nielsen, K.E ., Pihl, S., Clausen, P., Laursen, K., Bregnballe, T., Madsen, J, Baatrup-Pedersen, A., Søndergaard, M., Lauridsen, T.L., Møller, P.F., Riis-Nielsen, T., Buttenschøn, R.M., Fredshavn, J., Aude, E. & Nygaard, B. 2003: Kriterier for gunstig bevaringsstatus. Naturtyper og arter omfattet af EF-habitatdirektivet & fugle omfattet af EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. 2. udgave. Danmarks Miljøundersøgelser. 462 s. – Faglig rapport fra DMU, nr. 457. http://faglige-rapporter.dmu.dk

Vibe - ynglefugle

Viben indgår ikke i udpegningsgrundlagene for nogen IBA’s, men da den er gullistet i Danmark, er det alligevel en oplagt art at optælle ynglebestandene af.

Ynglende viber tælles primært ved med kikkert eller teleskop at se efter rugende fugle (ofte rugende hun med vogtende han nær reden). Eventuelt kan territorier bestemmes ved strid mellem nabo¬hanner. Når hannen foretager sine karakteristiske rundflyvninger over territoriet, vil det nemlig ofte også få nabohannerne til at flyve op og markere.

Bestanden kortlægges bedst ved fjernobservationer et par gange i perioden fra ca. 20. april til 15.-20. maj, dog alt afhængig af "forårets start". Ganske kort tid efter klækningen flyttes ungerne til fugtige områder, så det er afgørende at optællingen foretages inden da. Går man ind i yngleområderne, vil der ofte opstå så stor forvirring, at det er meget svært at adskille de enkelte par. Undersøgelser har vist, at op mod halvdelen af yngleparrene da kan overses, så den forstyrrelse, som det giver at gå ind i selve området, bør undgås helt.

Småspove - rastefugle

Arten optælles i juli-august.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 2300 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Storspove - ynglefugle

Som ynglefugl indgår stor regnspove ikke i udpegningsgrundlaget for nogen IBA, men optælles alligevel bl.a. på Vest- og Sydamager.

Sandsynlige ynglepar
Sandsynlige ynglepar af stor regnspove optælles ved at se efter territoriehævdende hanner, som kan registreres ved deres tydelige sangflugt gennem hele maj måned. I maj og juni kan også varslende fugle registreres. Det er ofte en fordel at observere fuglene på afstand f.eks. fra et højdedrag, da fuglene ved forstyrrelse flyver op på lang afstand. Ungerne føres ofte langt omkring efter klækningen, så optælling skal helst afsluttes inden da.

Storspove - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og august.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 4200 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Lille Kobbersneppe - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og maj.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 7200 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Stor Kobbersneppe - ynglefugle

Moniteringsvejledning for stor kobbersneppe i DOF’s Caretakerprojekt, udarbejdet af Mathias Vogdrup-Schmidt og Timme Nyegaard, juni 2009

Indledning
Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle, hvilket siden 2009 sker i regi af Caretakerprojektet. Projektet løber foreløbig til og med år 2013 og som led i projektet udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 45 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artscaretakerne

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den store kobbersneppe er en stor og ret markant vadefugl med lange, sorte ben og langt, lige næb. I yngledragten er fuglen kobberrød på bryst, hoved og hals. I vinterdragt og ungfugledragt er bugen overvejende hvid og ryggen meleret i grålige nuancer. I flugten ses i alle dragter karakteristiske sort-hvide tegninger på vinger og hale.

Den store kobbersneppe yngler i Danmark hovedsagelig på strandenge og i marskområder, selvom artens oprindelige levested er våde græsstepper. På ynglepladserne udviser arten en speciel sangflugt, som kaldes tosseflugt, hvor fuglen nærmest vipper fra side til side i luften, mens den gentager et højt og klangfuldt vitt-duu, som har givet ophav til artens vestjyske navn, rødvitten.

Stor kobbersneppe er truet på verdensplan og derfor tilføjet på IUCN’s seneste rødliste. På den danske rødliste er den opført som "sårbar" (VU).

Hør stemmen og læs mere om stor kobbersneppe på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=05320

Målsætning
- At undersøge alle egnede lokaliteter for ynglende par af stor kobbersneppe for årligt at kunne opgøre bestandsstørrelsen..

Undersøgelsesområde
I Danmark forekommer arten primært i Vestjylland, Nordvestjylland samt langs Vadehavskysten. De primære lokaliteter er Vejlerne i Thy, Mandø og Tøndermarsken, Tipperne og Agger Tange. I Østdanmark kan arten bl.a. findes i Borreby Mose og på Nyord ved Møn. Disse lokaliteter bør dækkes årligt, ligesom våde enge og andre egnede lokaliteter i de nævnte regioner bør eftersøges for ynglende stor kobbersneppe hvert år.
Den store kobbersneppe er ikke på udpegningsgrundlaget for noget dansk EF-fuglebeskyttelsesområde men indgår i kvalifikationsgrundlaget for tre IBA’er:
- Ringkøbing Fjord (IBA nr. 43)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA nr. 60)
- Østlige Vejler (IBA nr. 13)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Monitering af ynglepar af stor kobbersneppe sker bedst ved fjernobservationer foretaget gentagne gange i løbet af foråret. Hannens sangflugt og parrets rundflyvninger over territoriet er meget markante og lette at iagttage i morgentimerne i april og maj. Observationerne kan derfor med fordel gøres fra bil, tårn eller højtliggende punkter i terrænet for at undgå forstyrrelser. Fuglene skræmmes let op selv på lang afstand og flyver langt omkring og bliver dermed vanskeligere at kortlægge.

I nogle bestande kan parrene opholde sig meget tæt på hinanden, og da hannerne bevæger sig vidt omkring under sangen, kan det være svært at holde styr på deres tilholdssted. Desuden skal det bemærkes, at én hans sangflugt eller et pars territoriehævdning kan fremprovokere andre fugle fra naboterritorierne til at gå i luften. Dette kan lette optællingen meget, da territorierne herved lettere kan afdækkes og mange fugle ses samtidig. Det kræver dog en vis koncentration at holde styr på alle par.

Pardannelsen foregår i april, hvorfor rundflyvninger og sangflugt på dette tidspunkt ikke nødvendigvis er lig yngleaktivitet. Ultimo april er alle fugle ankommet til ynglepladserne. Registrering af sandsynlige ynglepar foregår derfor bedst i perioden 20/4 til 15/5, hvor både rundflyvninger og sangflugt finder sted.

Fra 15/5 til 30/5 kan hannens sangflugt stadig ses over territoriet, og desuden kan den let ses ”vogte” i nærheden af den rugende hun, der ligger skjult lavt i vegetationen. Gentagne iagttagelser af ”vogterhanner” kan dermed noteres som sandsynlige ynglepar.

I juni måned kan man desuden supplere optællingen med registrering af varslende fugle. Hannen vil stadig vogte reden, og når ungerne klækkes, vil han flyve op og udføre varslingskald ved forstyrrelser, selv på stor afstand af ungerne. Den store varslingsradius kan betyde, at flere hanner varsler samtidigt, hvilket kan gøre det svært at holde styr på de enkelte par. Som tidligere nævnt kan dette til gengæld skabe et overblik over det samlede antal familier. Redernes beliggenhed og territoriegrænser kan dog ikke fastlægges og sammenlignes med tidligere iagttagelser af territoriehævdende fugle, da ungerne kan føres langt væk fra reden efter klækningen. Derudover vil ynglepar uden succes naturligvis ikke ungevarsle. Det kan dermed ikke tilrådes udelukkede at basere sin bestandsvurdering på optællinger foretaget i denne periode.

Sikre ynglepar kan kun noteres ved observation af rede, rugende fugl, æg eller unger. Dette kan i mange tilfælde være yderst vanskeligt, specielt ved fjernobservation. Sandsynlige ynglepar kan noteres ved gentagne iagttagelser af par, vogterhanner eller varslende fugle, hvilket er den letteste og oftest foretrukne metode. Man skal være opmærksom på, at forstyrrelser f.eks. i forbindelse med landbrugsdrift kan betyde, at parret opgiver et allerede etableret territorium.

I Vadehavet anvendes en særlig metode ved optællingerne, grundet de større bestandsstørrelser samt store afstande og arealer. Antallet af individer optælles to gange i perioden 20. april til 20. maj, hvorefter det højest talte antal fugle ganges med 0,7 for at få antallet af ynglepar.

Moniteringskalender
1/4-19/4: Ankomstperiode. Eventuel kortlægning af hanner i sangflugt og par i rundflyvning (regnes kun som mulige ynglepar så tidligt på ynglesæsonen).

20/4-15/5: Kortlægning af territorier: Hanner i sangflugt og par i rundflyvning.

16/5-30/5: Kortlægning af hanner i sangflugt og vogterhanner.

1/6-20/6: Kortlægning af vogterhanner og registrering af ungevarslende fugle.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til den ansvarlige artscaretaker eller til Caretakerprojektets centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres territoriehævdende fugle, parringsadfærd eller ungevarslende fugle.
- Muligt ynglepar: Observationer af stor kobbersneppe i perioden 10/4-20/7 på en typisk ynglebiotop.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige + sikre) – (mulige + sandsynlige + sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2 + 3) – (1 + 2 + 3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Falk, K. 1990: Vejledning i metoder til overvågning af fugle. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.

Grell, M. B.; Nielsen, M. 1993: Optællingskalender, Fuglenes Danmark. Dansk Ornitologisk Forening.

Kjeldsen, J. P. 1990: Observatørvejledning Vejlerne. Skov- og Naturstyrelsen.

Kjeldsen, J. P. 1992: Vejlerne. Ynglefuglerapport 1990. Skov- og Naturstyrelsen.

Meltofte, H. 1988: Observatørvejledning Tipperne. Skov- og Naturstyrelsen. Naturovervågningskontoret.

Pape Møller, A. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Graphic Systems AB, Gbg. Nordisk ministerråd.

Stenvender - ynglefugle

Danmark ligger på den sydlige grænse af stenvenderens udbredelsesområde, og den er en sjælden ynglefugl med 50-55 par fordelt på tre kendte lokaliteter. Stenvenderen yngler i Danmark primært på små stenøer og holme med et let plantedække. Størstedelen af de danske ynglefugle findes omkring Læsø, men enkelte ynglepar er også kendt fra Saltholm og Mandø. Dog er den ikke helt stabil som ynglefugl på de to sidstnævnte lokaliteter. Stenvenderen yngler helst i tilknytning til havternekolonier, da disse yder god beskyttelse mod især sølvmåger.

Ynglende stenvendere findes ved at gennemgå egnede lokaliteter i perioden 10.-25. juni. Stenvenderne vil tit kunne opdages på deres varsling, der er et hidsigt gentaget kiri-ti-ti-ti.

Islandsk Ryle - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og maj.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 4500 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Brushane - ynglefugle

Antallet af ynglende brushøns i et område er svært at afgøre da brushanen er polygam og fuglene ikke optræder territorialt. At registrere antallet af hanner og hunner på dansepladsen er en mulighed, men det giver et meget upræcist indtryk af yngleforekomsten. Situationen forværres yderligere af at gennemtrækkende fugle optræder på de danske dansepladser i første halvdel af maj. Den bedste måde – men også mest tids-/ressourcekrævende metode - er at registrere antallet af urolige hunner. Det gøres i de 1-2 uger der følger efter klækningen, som finder sted omkring den 5.-25. juni. Hvor brushøne yngler tæt på kolonier af måger bør denne metode dog ikke anvendes, da den indebærer en stor risiko for øget prædation af brushønens (og andre engfugles) unger og æg.

Brushane - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 33000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sandløber - rastefugle

Arten optælles i maj.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 1200 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Almindelig Ryle - ynglefugle

Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
I yngletiden opholder engrylen sig i åbne, græsklædte naturtyper, ofte koncentreret langs kysten eller nær/i vandansamlinger og vandrender som er lavvandede eller tørret ud for nyligt. Engrylen findes kun sjældent ynglende i vegetation med en højde på >15 cm eller fjernt fra permanente eller temporære vandansamlinger og aldrig i rørsump eller mellem buske.

På grund af fuglenes stilfærdige optræden i yngletiden er man nødt til at gennemsøge området således at alle passende ynglehabitater passeres inden for en afstand af højst 75-100 meter. Udover observationer af reder eller parring er den bedste måde at registrere sikre ynglepar af engryle at observere urolige, ungevarslende fugle, efter at ungerne er kommet ud af æggene i perioden 1-15. juni.

Sandsynlige ynglepar kan registreres ved spillende, varslende og stående fugle i territoriet i perioden ult. april-juni, men først og fremmest i perioden 3.-20. juni. Før denne periode bør man så vidt muligt racebestemme fuglene til den ynglende underart engryle ssp. schinzii, eftersom også nordlige alpina'er på vej til Sibirien synger på danske strandenge i april-maj. Engryle kendes bedst fra nordlig alm. ryle på

- et kun i begrænset grad plettet, sort bugskjold som desuden har uskarp rand
- fravær af varme brune farver på ryggen og vingerne
- ringere størrelse og kortere næb

De syngende hanners ”rrryyyllll” høres bedst i morgentimerne eller de sene aftentimer, men stemmen er ret svag og kan være svær at lokalisere. En yderligere indikation på ynglen er gentagne observationer af engryle på samme plet i en eng gennem maj og juni.

For at opnå et rimeligt estimat af antallet af ynglepar på en lokalitet skal der foretages mindst én optælling ult. april/pr. maj og to optællinger i juni, heraf den første i perioden 3.-10. juni og den anden i perioden 12.-20. juni med et interval på mindst 7 dage indimellem. Alle par og enlige indi-vider regnes som sandsynlige ynglepar bortset fra fugle der kun ses fouragerende eller rastende på fælles fourageringspladser. Alle observationer skal kortlægges, og antallet fra optællingen med flest sandsynlige ynglepar anses for minimumsantallet af ynglepar på lokaliteten. Hertil skal føjes de par fra andre besøg på lokaliteten som blev set mere end 300 meter fra observationerne på “maksimumsoptællingen”, samt par som blev observeret tidligere eller senere og som af forskellige årsager sandsynligvis ikke er inkluderet i optællingen med det maksimale antal observationer af ynglepar. Yderligere optællinger fx ult. maj og/eller ult. juni vil kunne forbedre datakvaliteten væsentligt.

Husk at notere alle indikationer på ynglesucces såsom antallet af varslende par/hanner samt observationer af dununger eller meget unge ungfugle.

Almindelig Ryle - rastefugle

Almindelig ryle (nordlig underart)
DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og oktober.

Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
Underarten, der bedst kendes fra den nordlige underart på det kortere næb, bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 13.300 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Dobbeltbekkasin - ynglefugle

Arten indgår ikke i udpegningsgrundlagene for nogen IBA’er. Bl.a. fordi den er gullistet i Danmark, er det alligevel en oplagt art at optælle ynglebestandene af; dette gøres bl.a. i skove og heder ved Bryrup, på Geddal Enge og Vest- og Sydamager.

Sandsynlige ynglepar
Såvel territoriehævdende, "brægende" hanner som "tikkende" hunner optælles og kan regnes for ynglende fugle. Territoriehævdende hanners sangflugt er mest intensiv i skumringen og i stille, fugtigt vejr fra 15. april til 15. maj, men gennemtrækkende hanner kan deltage og forvirre billedet. Som en tommelfingerregel kan mindst tre observationer af en spillende han over det samme område på forskellige dage regnes som et territorium (lig et sandsynligt "ynglepar").

Vær opmærksom på, at direkte observationer af opjagede fugle ofte fører til dobbeltregistreringer, da den samme fugl pga. den korte flugtafstand kan jages op flere gange.

Svaleklire - ynglefugle

Svalekliren indgår ikke i udpegningsgrundlaget for nogen IBA, mens optælles alligevel bl.a. i Skove og heder ved Bryrup og i Gribskovområdet, bl.a. fordi den er rødlistet.

Svalekliren kan optælles ved at registrere hanner i sangflugt. Optællingen bør finde sted tidligt i ynglesæsonen (dvs. maj), da fuglene ofte kun befinder sig kortvarigt på ynglelokaliteten og hunnen tidligt forlader ungerne.

Når svalekliren har unger fra medio maj til medio juni, kan den desuden registreres ved sit flagspættelignende advarselskald. Dette er en effektiv metode til optælling af ynglepar, hvor man dog skal være opmærksom på, at par, der har måtte opgive yngleforsøget, formentlig ikke tælles.

Sortklire - rastefugle

Arten raster i Danmark og ses i størst antal først i maj og på efterårstrækket mellem juni og september. Her findes ca. 500-1000 fugle ved Saltvandssøen i Tøndermarsken og ved Tipperne. Herudover findes den spredt i hele landet på vadeflader med blød bund og rigeligt med fødeemner, både langs kysten og inde i landet.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 1000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Hvidklire - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og august.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 3100 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Rødben - ynglefugle

Rødben er en art, som kan være meget vanskelig at optælle præcist! Den kan yngle både solitært og i kolonier. Bedst er optælling af urolige fugle/par efter ca. 31. maj, hvor der for alvor er kommet gang i klækningen. Ulempen ved denne metode er, at det kun er den del af rødbenbestanden, som har haft succes med deres yngleforsøg, der registreres. Vær desuden opmærksom på, at de gamle fugle kan føre deres unger vidt omkring til egnede fødesøgningssteder.

Mulige ynglepar
Kortlægning alene af de syngende og territoriehævdende hanner har vist sig at medføre en undervurdering af bestanden, først og fremmest i områder med store ynglebestande. Her overses op mod 2/3 af bestanden! I Vadehavsområdet regner man fx med en tommelfingerregel, der siger, at antal ynglepar er lig med 3,2 x antallet af kortlagte territorier med ovenstående metode. Da denne metode er mindre ressourcekrævende og medfører mindre forstyrrelse, er den alligevel et rimeligt alternativ til registrering af ungeførende par. En nødløsning, som bruges i vadehavsområdet, er at tage det gennemsnitlige antal af rødben som er tilstede i perioden 20. april – 15. maj (fraregnet fugle i flok og fugle med unger ved stranden) og gange dette antal med 2,4. Det resulterende antal antages da at svare til antallet af reder i det pågældende område.

Tommelfingerregler vedr. yngleperioden
Æglægning: 15. april – 10. juni (især 20. april – 1. juni)
Ungeføring: 15. maj – 1. august (især 31. maj – 15. juli)
Æglægning + rugetid: 29 dage
Periode fra 1. æg til selvstændige unger: 60 dage
Til stede på eng før æglægning starter: 3-7 dage
Til stede på eng efter tab af æg eller unger: 0-2 dage

Rødben - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og august.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 2500 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Tinksmed - ynglefugle

Ynglende tinksmed registreres ret let i månedsskiftet maj/juni, idet fuglene da normalt er meget sangaktive (Østergaard 2004). Tinksmeden kan med fordel optælles ved at registrere hanner i sangflugt. Det kan dog være vanskeligt på lokaliteter med flere par at adskille de enkelte par fra hinanden og dermed opgøre bestanden nøjagtigt. Desuden kan nordiske trækfugle på vej mod ynglepladserne her synge og udvise yngleadfærd på gennemtrækket i maj. På flere gammelkendte ynglelokaliteter træffes jævnligt tinksmed i maj måned, uden at dette senere fører til yngleforsøg.

Man skal desuden være opmærksom på at forældrefuglene kan finde på at føre ungerne til mere fugtige områder umiddelbart efter æggenes klækning.

Ved eftersøgning af ynglende tinksmed skal man endvidere være opmærksom på at arten undgår at yngle ved søer, der ligger nærmere end 80 meter på skovbryn, og at arten først i en afstand på 200-300 meter fra skovbevoksninger yngler med samme tæthed som ved søer omgivet af åben hede. Dette vil i sig selv være en meget begrænsende faktor for den danske ynglebestand, og dette forklarer måske, hvorfor der i dag mangler ynglende tinksmed i flere ellers oplagte yngleområder. Det er også påvist, at ynglende tinksmede er helt afhængige af en høj grundvandstand, og det er afgørende for en tæt bestand, at hedebiotopen ikke tørrer ud i yngletiden. Der er tilsyneladende også en positiv sammenhæng mellem stor nedbørsmængde og antallet af ynglende tinksmede. En tilkastning af drængrøfter har også i flere tilfælde haft en positiv effekt på bestanden.

Tinksmed - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 10400 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Tejst - ynglefugle

Tejsten er ikke optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, men kvalificerer som ynglefugl Hirsholmene som IBA. Årsagen hertil er at mere end 1 % af artens europæiske bestand yngler her og at BirdLife betragter arten som en såkaldt SPEC 2-art, dvs. at det vurderes at arten både er truet som ynglefugl i Europa og har mere end 50 % af sin verdensbestand koncentreret her.

I modsætning til de andre alkefugle yngler tejsten spredt i mange småkolonier. Antal ynglepar i en koloni optælles bedst ved at tælle tilstedeværende fugle om morgenen eller tidlig formiddag før de (om eftermiddagen) flyver ud til deres fourageringsområder. Optællingen skal finde sted i juni eller tidlig juli. Ved optælling af kolonier i klinter og lignende i juli er det muligt at se hvor mange reder, der er unger i, eftersom ungernes ekskrementer danner tydelige striber.

Æglægning finder sted fra tidlig maj og udrugningen tager 23-40 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 31-51 dage.

Tejst - rastefugle

Arten raster langt til havs og forventes overvejende overvåget af Danmarks Miljøundersøgelser. Det anbefales af DMU, at arten optælles om vinteren.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Alk - rastefugle

Danmark rummer nogle af de vigtigste overvintringsområder for alk, som trækker til Kattegat mellem slutningen af oktober og midten af november. Den bedste optællingsperiode er ifølge DMU december-januar.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Lomvie - ynglefugle

Der foretages ikke totaloptællinger af lomvie i yngletiden, da en sådan ville forstyrre fuglene betydeligt.

Lomvie - rastefugle

Den bedste optællingsperiode er ifølge DMU oktober-november.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Hættemåge - ynglefugle

Hættemågen tælles som ynglefugl bedst i sidste del af ruge- eller tidlig unge¬tid (ca. 20. maj til 10. juni). I Vadehavet optælles hættemågen dog i tidsrummet 1. maj til 1. juni. Redeoptælling skal dog frarådes, den bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop. Enlige fugle i luften over kolonien medregnes som ynglepar. Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien. Resultater indsamlet af Patterson (1975) tyder på at der er flest fugle i kolonien ved solopgang og sent om aftenen.

Hættemåge - rastefugle

Da hættemåger ofte fouragerer i spredte, mindre flokke, kan det være en fordel, at tælle dem på en overnatningsplads, hvor et stort antal fugle vil samle sig på samme lokalitet. Det vil derfor være en fordel, at finde ud af hvilken lokalitet, der fungerer som overnatningsplads for hættemågerne, og så foretage tællinger om aftenen eller tidligt om morgenen, når fuglene flyver til eller fra overnatning. Problemerne ved dette er imidlertid, at det kan være for mørkt, til at man kan give et ordentligt estimat af antallet af rastende fugle. Hvis fuglene benytter samme ind- eller udflyvningsrute hver dag, kan man med fordel placere sig, så man kan tælle fuglene på vej til eller fra overnatningspladsen, da man derved ser flokken mere spredt og lettere kan vurdere antallet, end hvis man tæller den samlede rastende flok.

De bedste optællingsperioder er ifølge DMU marts og august.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 20000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Dværgmåge - ynglefugle

Arten yngler især i hættemågekolonier ved søer og brakvandslaguner omkranset af rørsump. Gode indikationer på ynglende dværgmåge er observationer af stationære, varslende adulte eller subadulte fugle. For at få et yngleforsøg bekræftet skal der observation af rugeafløsning eller redefund til. Dværgmågen tælles bedst i sidste del af ruge- eller tidlig ungetid (ca. 20. maj til 10. juni). Fuglene bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle fra en koloni letter ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Dværgmåge - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 400 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sorthovedet Måge - ynglefugle

Moniteringsvejledning for sorthovedet måge i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Lars Hansen og Mikkel Willemoes, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Sorthovedet måge ligner umiddelbart hættemågen, men er lidt større og har kraftigere næb og ben. Den har, ligesom denne, mørkt hoved i sommerdragten. Men hos sorthovedet måge er det, som navnet siger, helt sort, mens hættemågens hætte er mørkt chokoladebrun. Om vinteren har den en aflang sort plet bag øjet svarende til hættemågens mørke prik. Sorthovedet måge kan desuden kendes på sine næsten renhvide vinger.

Æglægning finder sted primo maj, og kuldstørrelsen er normalt 3 æg. Rugetiden er 23-25 dage og starter først når alle æg er lagt, hvorved der opnås synkroniseret klækning. Rugningen foretages af begge køn. Hvis første kuld mistes, kan fuglene lægge om. Æggene klækker fra sidst i maj og ungerne er flyvefærdige efter ca. 5 uger, og forlader forældrene og ynglepladsen i første halvdel af juli. Sorthovedet måge yngler typisk første gang i en alder af 2-3 år (Cramp & Simmons 1983).

Sorthovedet måge ynglede indtil midten af 1900-tallet stort set kun i floddeltaerne ved den nordlige del af Sortehavet og var da endemisk for området. En fredning i 1954 medførte en voldsom fremgang, som toppede midt i 1980’erne med 336.000 par. Siden er vandmiljøet i Sortehavet ændret negativt og bestanden er igen meget lav. Måske grundet det ændrede miljø skete der spredning til landene omkring det nordøstlige Middelhav og siden videre ud over det meste af Europa med de største populationer i Holland, Belgien og Frankrig samt Italien og Slovenien. Den europæiske bestand tæller nu flere tusinde par, men pga. tilbagegangen i Sortehavet er verdensbestanden nu på under 100.000 par (Meininger, pers. medd.).

I Danmark ynglede arten første gang i 1970 og herefter igen i 1975, 1981 og 1989. I 1989 blev den første danske unge flyvefærdig. I 1998 og videre frem har arten ynglet årligt i Danmark med en langsomt voksende bestand, som nåede en foreløbig kulmination med 7 par i 2005 og hele 19 par i 2006. I 2007 viser en foreløbig opgørelse dog kun 10 par. Meget tyder dog på, at sorthovedet måge er en art, der er kommet for at blive i den danske natur. Der er endnu ikke foretaget nogen rødlistevurdering af sorthovedet måge i Danmark, da dette kræver at arten har ynglet regelmæssigt i 10 år.

I Danmark er sorthovedet måge indtil 2007 udelukkende fundet ynglende i kolonier af hættemåge og stormmåge i den sydlige del af landet med knap halvdelen i det fynske område. Alle ynglefund har været på øer og holme i fjorde eller andre kystnære områder. Fouragerende fugle opsøger dels tidevandsområder og dels dyrkede marker med lave afgrøder (f.eks. roemarker), men der er et meget begrænset kendskab til de danske ynglefugles fourageringslokaliteter. Fourageringen kan foregå over 20 km fra ynglepladsen (i meget store kolonier kan fuglene ses op til 70 km væk).

Læs mere om arten og hør fuglens stemme under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=05750

Undersøgelsesområde
Alle kystnære kolonier af hætte- og stormmåge i den sydlige del af landet mulige ynglelokaliteter, der bør blive undersøgt årligt. Det er dog ikke umuligt, at arten også vil kunne sprede sig til de nordlige kolonier.

Sorthovedet måge er ikke på udpegningsgrundlaget for nogle IBA’er, men er dog udvalgt som fokusart for følgende IBA’er:

- Vadehavet (IBA 57)
- Kysten ved Nærå & Æbelø-området (IBA 76)
- Øer og kyst mellem Skælskør Fjord & Glænø (IBA 96)
- Odense Fjord (IBA 75)
- Skallingen & Langli (IBA 55)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA 51)
- Sydfynske Øhav (IBA 71)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

I 2006 var ynglelokaliteterne følgende (med antal par i parentes):
Jylland: Ho bugt (1), Sneum Engsø (2), Hjarnø (2)
Fyn: Fiskeholm (6), Odense Fjord (1), Sydfynske Øhav (1)
Østdanmark: Holmesø (2) Sydsjælland og Lolland (4).

Optællingsmetode
Sorthovedet måge yngler udelukkende i hætte- og stormmågekolonier. Tidligere var det primært blandt hættemåger, men i de senere år har der været en lige fordeling mellem storm- og hættemågekolonier. Det er lettest at finde fuglene mellem stormmåger, da de selvfølgelig skiller sig tydeligt ud med deres sorte hoveder. I en hættemågekoloni kan det være vanskeligere at finde fuglene, men det sorte hoved og røde næb vil i reglen ”lyse op”, hvis man omhyggeligt kigger kolonien efter. Hen på sæsonen er det dog et problem, at vegetationen ofte bliver høj og let skjuler fuglene.
Sorthovedet måge registreres derfor bedst tidligt på sæsonen. De første fugle indfinder sig på ynglepladsen allerede i slutningen af marts og i løbet af april vil også de sidste være på plads. I denne periode er fuglene ofte lette at registrere og indtil begyndelsen af maj er vegetationen oftest meget lav.

Observationer bør altid ske på behørig afstand, idet kolonifugle på denne tid er meget følsomme overfor forstyrrelser. Med et teleskop kan man fra stor afstand tydeligt se de sorthovedede måger, som med deres sorte hoveder skiller sig tydeligt ud fra f.eks. hættemåger, når de står på jorden. Det er dog vigtigt, at man observerer fra flere vinkler, idet en græstot eller lignende naturligvis kan skjule en fugl. I flugten kan det, især i større kolonier, være mere vanskeligt at finde fuglene. Trods den hvide overside og de manglende sorte tegninger på vingerne kræver det lidt øvelse at opdage fuglene i luften.

Ved observationer over en længere periode vil det i reglen være muligt at lokalisere redestedet og desuden gøre så mange observationer af f.eks. kurtiserende og rugende fugle, at antallet af ynglepar kan fastslås. I arbejdet med vurdering af eksakte bestandsstørrelser er sådanne observationer meget værdifulde.

Vurdering af ynglesucces er vanskelig, især fordi vegetationen ofte er for høj til observation på jorden. Men medio juni (og ved sene kuld også ultimo juni) vil der være mulighed for at observere unger, der fodres af forældrefuglene. Det sker altid på samme foderplads, og ungerne er ret lette at kende. De kan minde lidt om stormmågeunger, men er lysere og meget mere spættede i dragten. Næbbet er kraftigt og sort. Hættemågeunger adskiller sig ved at være meget ”spraglede” i en brun-sort dragt. Hverken stormmåge eller sorthovedet måge har brunt i dragten.
Bestemmelsen af ungerne kræver forsigtighed, men såfremt de kan ses i teleskop, bør det være muligt, især hvis man omhyggeligt sammenligner med jævnaldrende unger af storm/hættemåger i kolonien. Sorthovedet måge lægger i reglen 3 æg, men i ungernes første uge går den mindste ofte tabt. Kuld med store unger tæller derfor sjældent flere end 2 unger.

Moniteringskalender
25/3-25/4: Registrering af sorthovedet måge i storm- og hættemågekolonier. I denne periode vil parrene ofte opholde sig ved det kommende redested. Parrene registreres lettest med teleskop.

1/5-1/6: Rugeperiode. Indtil vegetationen vokser op vil rugende fugle kunne følges med teleskop.

1/6-1/7: Ungerne klækker omkring 1. juni og fra midten af juni vil man i nogle tilfælde kunne se ungerne, som har en fast standplads, hvor de bliver fodret. De første er flyvefærdige ca. 20. juni og forlader kolonien 1-2 uger senere.

1/3-1/7: Observationer af fouragerende fugle gøres i hele yngleperioden.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Der er næsten ingen rapporteringer af fouragerende fugle, og vi ved derfor omtrent intet om, hvor de fouragerer. Observationer af fouragerende fugle er derfor meget ønskelige og gerne med supplerende oplysninger om fuglenes øvrige adfærd.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Sorthovedet Måge - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 8400 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Stormmåge - ynglefugle

Stormmågen er ikke optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, men kvalificerer som ynglefugl Roskilde Fjord, Sydfynske Øhav, Hjelm, Nissum Fjord, Kysten Aggersund-Bygholm Vejle, Ulvedybet & Nibe Bredning samt Skallingen & Langli som IBA’er. Årsagen hertil er at BirdLife vurderer at 1) at stormmågen er truet som ynglefugl i Europa, 2) at Danmark huser mere end 1 % af den europæiske ynglebestand, og 3) at de nævnte lokaliteter hver huser mere end 1 % af den danske ynglebestand.

Sikre ynglepar
Tælles bedst i sidste del af ruge- eller tidlig ungetid (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling frarådes medmindre den foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle kan i stedet forsøges optalt på afstand med teleskop. Antal varslende, gamle fugle kan også bruges til at vurdere kolonistørrelsen.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Stormmåge - rastefugle

De bedste optællingsperioder er ifølge DMU marts og oktober. Arten raster i meget stort antal i Vadehavet, som også er det vigtigste overvintringsområde i Nordsøen.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 17000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sildemåge - ynglefugle

Sildemågen er ikke optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, men kvalificerer som ynglefugl Anholt, Hirsholmene, Nordre Rønner og Stavns Fjord som IBA’er. Årsagen hertil er at BirdLife vurderer at 1) sildemågen ganske vist ikke er truet som ynglefugl i Europa, men at mere end 50 % af artens verdensbestand yngler i Europa, 2) Danmark huser mere end 1 % af den europæiske ynglebestand, og 3) at de nævnte lokaliteter hver huser mere end 1 % af den danske ynglebestand.

Sikre ynglefund
Reder og æg fra sildemåge kan næsten ikke skelnes fra sølvmågens, og derfor bør man ikke optælle bestanden ved redefund. I stedet tælles og kortlægges de voksne fugle. For at kunne dokumentere sikker ynglen kræves som minimum registrering af varslende, gamle fugle. Arten tælles bedst i sidste del af rugetiden samt den tidlige del af ungetiden (ca. 20. maj til 10. juni).

De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop. En anden måde at optælle arten på er baseret på, at alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antallet af fugle i luften kan så bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, skal man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden (antal ynglepar). Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien. Omvendt anvendes der på Anholt en metode hvor kun 2/3 af alle sete fugle regnes for ynglefugle og 1/3 altså for ikke-ynglende. Dvs. at antallet af ynglepar her fås ved at dividere antallet af sete fugle med 3.

Svartbag - ynglefugle

Svartbagen er ikke optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, men kvalificerer som ynglefugl Hirsholmene, Nordre Rønner og Saltholm som IBA’er. Årsagen hertil er at BirdLife vurderer at 1) svartbagen ganske vist ikke er truet som ynglefugl i Europa, men at mere end 50 % af artens verdensbestand yngler i Europa, 2) Danmark huser mere end 1 % af den europæiske ynglebestand, og 3) at de nævnte lokaliteter hver huser mere end 1 % af den danske ynglebestand.

Arten yngler primært enkeltvist eller i små løse kolonier. Til tider yngler enkelte par i kolonier af andre måger. De ynglende svartbage bør forsøges optalt og kortlagt på afstand med teleskop. Der skal mindst observeres parringsadfærd førend man kan tale om ynglepar.

Arten tælles bedst i sidste del af rugetiden samt den tidlige del af ungetiden (ca. 20. maj til 10. juni).

Dværgterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop. Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal, også uden for yngletiden.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Hos dværgternen yngler de unge fugle betydeligt senere end de ældre og kan derfor være svære at adskille fra ældre fugle med omlagte kuld. Derfor kan det være nødvendigt med 2 tællinger hhv. i begyndelsen og slutningen af rugeperioden.

Sandterne - ynglefugle

Moniteringsplan for sandterne i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Ole Thorup & Timme Nyegaard, august 2005

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Som den eneste danske terne finder sandternen næsten al sin føde inde over land. Den flyver som regel langsomt og i lav højde over jorden, hvorfra den dykker ned for at snappe byttet. En anden jagtmetode består i at fange insekter i luften. Byttet er hovedsageligt mus, fugleunger – bl.a. dununger af klyde, præstekraver og vibe, firben, hugorme og større insekter.

Sandternen har en meget karakteristisk stemme: ’vægg-vægg’ eller ’tjo-vægg’ der er rund og blød i lyden, ikke skarp og skurrende, som hos de to ternearter, der ligner den mest: splitterne og fjordterne. Hør stemmen og læs mere om arten på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=06050

Sandternen yngler på øer og holme med sparsom eller lav græsvegetation nær store sandvader, tidevandsmudderflader eller betydelige strandengsarealer. Den slår sig gerne ned i hættemågekolonier eller blandede kolonier af måger og andre terner, hvor mågernes kollektive forsvar af kolonien udnyttes.

De voksne ynglefugle har et stort fourageringsområde bestående af heder og strandenge, og kan ses op til 10-20 km væk fra redestedet. Selv ret langt væk fra ynglestedet kan sandternerne ses varslende, og kan endda angribe f.eks. krager og måger. Der skal derfor gentagne registreringer af territoriale fugle til, før ynglen kan fastslås (Hälterlein et al. 1995).

Sandternen er gået meget tilbage de senere år, og ses i dag stort ses kun i Vadehavsområdet og i de vestjyske fjorde. Den er en stor sjældenhed i Midt- og Østjylland og på Øerne, hvor der er år imellem sikre observationer.

De danske ynglefugle udgør den nordligste del af en bestand, der også yngler i Tyskland. Fra 1900 til 1950’erne fandtes alle ynglefugle – omkring 300-400 par – i Danmark. Herefter fandtes en stigende andel i Tyskland, og ved den sidste dækkende optælling af Vadehavet i 2001 ynglede 59-63 af i alt 60-65 par i Tyskland (Vlek 2002, B. Hälterlein in litt.). De nordvesteuropæiske sandterner overvintrer i tropisk Vestafrika fra Mauretanien østpå til Nigeria og Chad. De ankommer fra vinterkvarteret medio april-medio maj og trækker tilbage igen allerede medio juli-medio augst.

Årsagen til tilbagegangen i Danmark kendes ikke med sikkerhed. Møller (1975) foreslog udtørring, tilplantning og opdyrkning af heder som hovedårsagerne til tilbagegangen mellem 1940’erne og 1974, men gav også tørke i vinterkvarteret, forstyrrelse og indsamling af æg en del af skylden. I 1980’erne og 1990’erne vurderedes prædation at være af tiltagende betydning (Rasmussen & Fischer 1997). I mindst én sæson i perioden 1998-2003 blev sandternernes rede ødelagt af kreaturer på Rømø Sønderland (Thorup & Rasmussen 1999).

Sandterne er opført på rødliste 2005 som værende akut truet.

Undersøgelsesområde
Sandternen ynglede i !970’erne også fåtalligt i Vest- og Nordjylland, men bestanden er i dag isoleret til Vadehavsregionen. Arten er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af sandterne årligt:

- Mandø (IBA 52)
- Fanø (IBA 53)
- Skallingen og Langli (IBA 55)
- Vadehavet (IBA 57)
- Rømø (IBA 65)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Sandternen er i dag fåtallig og uregelmæssig som ynglefugl, og de fleste registreringer gøres i forbindelse med optællinger af andre ynglefuglearter. Et enkelt ynglepar i tilknytning til en kaotisk og larmende hættemågekoloni kan være svær at opdage, og fuglene findes måske lettest når de fouragerer i omegnen. Der bør holdes øje med sandterner ved hættemågekolonier i Vadehavet, de vestjyske fjorde og Limfjorden samt måske våde hedeområder i Nordjylland. Alle observationer noteres med angivelse af så mange detaljer så muligt. Særlig interesse har territoriehævdelse i form af aggressiv adfærd udvist over for måger, krager, rovfugle eller observatøren.

Moniteringskalender
Bestandsvurdering foretages ud fra observationer gjort i artens ruge- og ungetid, der ligger i perioden 15/5-10/7. De fleste år vurderes størrelsen af årets bestand på tilstedeværende fugle i de sidste 10 dage af maj og de første 10 dage af juni, og i denne periode bør alle klassiske ynglelokaliteter besøges mindst 1 gang. En fastsættelse af bestanden indenfor en ret begrænset tidsperiode gør det nemmere at undgå dobbeltregistreringer af fugle, der flytter mellem flere lokaliteter i løbet af en sæson.

Rapportering
Alle observationer af arten indrapporteres med angivelse af adfærd, observationsperiode, uddybende stedbeskrivelse m.m. Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren . Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Pga. artens sjældenhed skal observationer gjort uden for Vadehavsområdet forelægges DOF’s Sjældenhedsudvalg, se mere her: http://www.dof.dk/sider/index.php?option=com_content&task=view&id=167&Itemid=194

Bearbejdning
Den samlede danske bestand vurderes ud fra forekomsten af fugle inden for en afgrænset periode i maj-juni. Alle observerede par regnes som potentielle ynglepar, ligeledes enkeltfugle, der udviser yngleadfærd.

Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar for den enkelte lokalitet:

- Ynglepar: Fugle regnes som ynglepar, hvis der er direkte bevis for yngel - f.eks. observation af redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, dununger, gamle fugle med føde til unger, nyudfløjne unger - eller hvis der observeres vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum) eller parringsadfærd.
- Muligt ynglepar: Enkelte observationer af arten i yngletiden på en typisk ynglebiotop.

Sortterne - ynglefugle

Ynglende sortterner optælles bedst ved fjernobservation. Dette bør gøres om morgenen, da flest fugle opholder sig ved rederne på det tidspunkt. Hvis der er tale om enlige par (hvilket er ret sjældent), bør man sikre sig, at der er tale om yngleforsøg ved at besøge den formodede redelokalitet gentagne gange. Man bør i øvrigt være opmærksom på at sortternekolonier ofte kan flytte sig.

Sortternen yngler gerne nær andre mågefugle (særligt hættemåge) samt lappedykkere. Reden placeres som oftest på en måtte af flydende materiale eller på meget lavt vand. Pardannelsen, som involverer en karakteristisk adfærd både i luften og på jorden, finder sted primo/medio maj. Æglægningen finder sted fra midten af maj. Ungerne er flyvefærdige ca. 1½ måned senere. Således bør optællingen finde sted ved flere besøg i perioden fra medio maj til medio juni.

Sortterne - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 4000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Fjordterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling frarådes, da den kun bør foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges i stedet optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Fjordterne - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 6.400 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Havterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Havterne - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 13000 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Splitterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af ruge- eller tidlig ungetid (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man få et udtryk for ynglebestanden ved at dividere antallet af fugle med to. man skal dog være opmærksom på at der herved foretages en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Som hos dværgternen yngler de unge fugle betydeligt senere end de ældre og kan derfor være svære at adskille fra ældre fugle med omlagte kuld. Derfor kan det være nødvendigt med to tællinger hhv. i begyndelsen og slutningen af rugeperioden.

Splitterne - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til 1700 fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Fiskeørn - ynglefugle

Ynglende fiskeørn optælles ved at søge efter reder i velegnede ynglehabitater, dvs. større fiskerige søer omgivet af skov. Reden placeres især i fredelige skove med begrænset menneskelig forstyrrelse. Fladkronede, ældre skovfyr med gode oversigtsforhold er en typisk placering for reden.

Ifølge internationale anbefalinger bør betegnelsen ”sikre ynglepar” kun anvendes hvis der er konstateret reder hvor mindst ét æg er lagt. På grundlag af følgende kendsgerninger kan observationer af fiskeørne der tilsyneladende optræder som familiegrupper på danske lokaliteter i højsommeren, ikke bruges som sikkert indicium på en lokal yngleforekomst (Bomholt & Novrup 2004):
- Svenske årsunger trækker sydpå allerede fra begyndelsen af august
- Både et- og toårige svenske fiskeørne kan optræde som strejffugle i Nordeuropa om sommeren
- Det er vanskeligt at aldersbestemme oversomrende fiskeørne korrekt, selv under optimale betingelser
- Det er ganske almindeligt at fiskeørne optræder i grupper, hvor nogle individer kan finde på at tigge føde fra de andre på trods af, at der ikke er tale om familiegrupper.

Fiskeørn - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Hvepsevåge - ynglefugle

Sikre ynglepar
Reden kan være uhyre svær at finde, da fuglene opfører sig yderst stilfærdigt og diskret omkring redestedet i slutningen af juni til juli. Det kan ofte betale sig at gennemgå skovområdet om vinteren og herunder markere træer med store reder. Disse træer kan så genbesøges i yngletiden. Sikre ynglefund kan nemmest konstateres i august, når ungefodringen er intensiv. Her vil det også være en fordel at finde et godt udsigtspunkt, hvor der er mulighed for at se de gamle fugle komme ind over skoven med føde til ungerne.

Sandsynlige ynglepar
Nemmest er det at registrere fugle i parringsflugt over territoriet i juni. De udfører en meget karakteristisk territoriemarkeringsflugt, hvor de glider op og ned i store buer afløst af dybe slow-motion vingeslag og vingeklappen over ryggen.

Kongeørn - ynglefugle

Moniteringsvejledning for kongeørn i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Tscherning Clausen & Timme Nyegaard, januar 2006

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Kongeørnen er meget alsidig i sit fødevalg, idet den helt tilpasser sig de muligheder der byder sig. I Danmark har vi endnu kun sparsom viden om byttedyr, men det vi kender omfatter bl.a. skarv, ænder, hønsefugle, mindre pattedyr, smågrise af vildsvin og ådsler.

Stemmen anvendes sjældent, selv i yngletiden. Har to typer: bjæffende skrig, bl.a. under parringsflugt – og mjavende, som advarsel og under parringsflugt. Udfløjne unger bruger desuden kraftige tiggelyde.

Kongeørnen yngler i almindelighed første gang, når voksendragten, i en alder af ca. 6 år, anlægges. Pardannelsen er livslang. Territoriet er som oftest besat hele året. Parringsflugt ses hyppigst i den egentlige yngletid, mest februar-maj og har to typer: styrtdyk mod lavere flyvende mage, som vender sig om på ryggen og afværger med kløerne og guirlandeflugt med korte dyk og efterfølgende opstigen. Især sidstnævnte kan dog ses hele året. Desuden kan man se op til timelange flyvninger over territoriet af den ene eller begge fugle. Når begge ørne deltager ser man hyppigt en langvarig ”parallelflyvning”, hvor de holder den samme afstand til hinanden over lange strækninger.

Kongeørnen har en meget stor global udbredelse. Den findes i Nordamerika, Nordafrika samt store dele af Eurasien. I Europa forekommer den i meget af Sydeuropa, Østeuropa samt Nordeuropa, men mangler i store dele af Central- og Vesteuropa. I Vestpalæarktis yngler arten fortrinsvis i bjergegne, men har i de seneste årtier i stigende grad også slået sig ned i lavlandsområder med ringe befolkningstæthed. Selv i tætbefolkede områder som Sydsverige og Danmark, har kongeørnen etableret sig.
Den foretrækker at have adgang til flere alternative redepladser enten på klippevægge eller i store, gamle træer.
Der lægges i reglen 2 æg med 3-4 dages mellemrum. De udruges normalt af hunnen alene på 43-45 døgn. Ungetiden er 65-80 dage og ungerne forbliver længe på territoriet. I Skandinavien og Skotland ofte til oktober. I Danmark har vi flere gange kunnet se ungfuglene helt frem til næste ynglesæson.
Størrelsen af et kongeørnepars territorium er helt afhængig af områdets fødetilgang og omfanget af beskyttelse - i Alperne således hele 225-625 km2, mod blot 40-75 km2 i Skotland. I Danmark er der til sammenligning to par i Lille Vildmose, hvor det fredede områder har en størrelse på 75 km2.
Både i Skandinavien og i de fleste europæiske lande er bestandene enten i fremgang eller stabile.

Kongeørnen har ikke med sikkerhed ynglet i Danmark før et par i 1996 til stor overraskelse etablerede sig i Tofte Skov i Lille Vildmose og i 1999 ynglede og fik to unger på vingerne. Endnu et par etablerede sig senere i Høstemark Skov i Lille Vildmose og fik i 2003 deres første unge på vingerne. Begge disse skove er hegnede områder. I 2005 har et tredje par etableret sig i en privat skov med offentlig adgang i Nordjylland, hvor de har bygget to reder, men endnu ikke ynglet.

Kongeørn er ikke omfattet af den danske rødliste fra 2005, da arter under etablering (har ynglet i mindre end 10 år) ikke vurderes. Når arten om få år har ynglet i 10 år i Danmark, mener DOF at kongeørnen bør rødlistes som kritisk truet, da artens spredning sker meget langsomt, og da kun meget få kongeørne kommer til Danmark fra nabopopulationer.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02960

Undersøgelsesområde
Kongeørnen yngler på nuværende tidspunkt kun omkring Lille Vildmose i Himmerland, men på et par andre lokaliteter i Nord- og Nordvestjylland opholder der sig stationære fugle. Arten er opført på udpegningsgrundlaget for EF-fuglebeskyttelsesområde Lille Vildmose (IBA 7).

IBA-lokaliteten er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her:
http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Kongeørnen registreres oftest i forbindelse med dens territorieflyvninger over yngleterritoriet. Ofte flyver begge ørne sammen og foretager indimellem guirlandeflugt enkeltvis eller sammen. Territorieflyvninger ses oftest i årets første måneder, altså inden æglægningen, men kan dog iagttages hele året.
Det er vigtigt at finde et eller flere udsigtspunkter med godt overblik over potentielle yngleområder. Overvågningen bør foretages på dage med god sigt. Dage med blæst eller endog hård blæst kan være gode. På vindstille dage kan der opstå kraftig termik midt på dagen, som også får ørnene på vingerne.

Moniteringskalender
Efterår og vinter: Redeeftersøgning når løvtræerne er afløvet.

December – maj: Overvågning af territorieflyvninger.

Medio maj – medio juli: Overvågning af rede på mindst 100 m afstand for at kontrollere yngleresultat. Bør minimeres til det absolut nødvendige, f.eks. 2-3 gange.

Medio juni – medio juli: Redeeftersøgning.

Medio juli – august: Eftersøgning af skrigende og flyvende unger nær formodet redested.

Rapportering
Alle observationer af arten indrapporteres med angivelse af adfærd, observationsperiode, uddybende stedbeskrivelse m.m. Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside. Pga. artens store sjældenhed bør dette gøres ved observationerer af fugle, der udviser tegn på yngel uden for kendte yngleområder. Desuden er det inden for projektet aftalt, at konkrete ynglesteder ikke offentliggøres, og videregives som udgangspunkt kun til artskoordinatoren og projektets medarbejdere i DOF.

Bearbejdning
Traditionelt anvendes begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar ved bestandsopgørelser af fugle. De normale definitioner for disse begreber har ikke været hensigtsmæssige at benytte for ørne, da de ofte etablerer territorium flere år før de begynder at gøre yngleforsøg. Vi har i stedet valgt at anvende nogle internationalt benyttede definitioner:

- Revirpar (Rp): To kønsmodne fugle med rede. Hertil hører også par i traditionelle revirer, hvor reden ikke er kendt det pågældende år. Det er ikke ualmindeligt, at par skifter mellem flere reder fra år til år, hvilket kan ske uden observatørens kendskab.
Desuden medtages også territorier, hvor en af de gamle fugle mister sin mage, men holder fast i den gamle rede med en ny mage, der i visse tilfælde kan være en immatur fugl, der endnu ikke er yngledygtig.
Mulige, nyetablerede territorier uden redebygningsaktivitet eller redefund omfattes ikke af dette begreb og medtages slet ikke ved bestandsopgørelser af denne art. De registreres først som revirpar, når der er registreret en rede.

- Ynglepar med succes (Bpm): Revirpar, der producerer udfløjne unger.

Ved angivelse af bestanden, vil det være antal revirpar, der oplyses (kaldes ’ynglepar’ i flere sammenhænge, f.eks. DOFbasen). Ved angivelse af ungeproduktion benyttes det antal unger, som er blevet flyvefærdige. Hvis der er foretaget ringmærkning af ungerne, er dette tal ikke nødvendigvis brugbart, da ungerne kan omkomme inden de bliver flyvefærdige. Et senere besøg er derfor nødvendigt for at kontrollere det rigtige antal flyvefærdige unger. Såfremt det i stedet er antallet af ringmærkede ungfugle, der indgår i statistikken, skal der gøres opmærksom på dette i metodebeskrivelsen.

Kongeørn - rastefugle

Arten bør registreres på alle lokaliteter hvor den forekommer regelmæssigt uden for yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Rørhøg - rastefugle

Uden for yngletiden kan arten som andre kærhøge med fordel optælles på deres fælles overnatningspladser i udstrakte rørsumpe. Kærhøgene ankommer hertil inden for et ganske kort tidsrum omkring solnedgang og går ned i rørsumpen efter kor tids kredsen i lav højde.

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Blå Kærhøg - ynglefugle

Blå kærhøg er en uhyre sjælden dansk ynglefugl, som er svær art at registrere pga. dens forsigtige adfærd på ynglelokaliteten. Registreringen af yngleparrene vanskeliggøres yderligere af de mange trækkende og overvintrende blå kærhøge, som forekommer på potentielle ynglelokaliteter frem til slutningen af maj måned.

Ynglende blå kærhøg optælles tidligt i ynglesæsonen ved at observere parringsflugt, redebygning og senere fodring. Ynglehabitaten er store uforstyrrede mose- og søområder, hvor den især placerer reden på arealer med uhøstet rørsump. Æggene lægges ultimo april til ultimo maj. I ungetiden fra ca. ultimo juni til medio juli kan ynglende fugle også registreres, når hannen afleverer bytte til hunnen i luften. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. Fuglenes ynglesucces opgøres lettest i forbindelse med fodringen af ungerne senere i ynglesæsonen.

Blå Kærhøg - rastefugle

Uden for yngletiden kan arten som andre kærhøge med fordel optælles på deres fælles overnatningspladser i udstrakte rørsumpe. Kærhøgene ankommer hertil inden for et ganske kort tidsrum omkring solnedgang og går ned i rørsumpen efter kort tids kredsen i lav højde.

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.


1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Hedehøg - ynglefugle

Moniteringsvejledning for hedehøg i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Lars Maltha Rasmussen, Annebeth Hoffmann & Timme Nyegaard, juli 2007. Opdateret marts 2017.

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hedehøgen har lange vinger og spinkel krop og en let og elegant flugt. Den ses oftest lavt svævende over åbne områder på udkig efter mulige fødeemner såsom smågnavere, småfugle, større insekter, krybdyr og fugleæg.

Dens foretrukne redehabitat var traditionelt moser, heder og sumpe, men siden 1990 er der sket et skift til dyrkede marker. Vegetationen er her høj i begyndelsen af maj, når redebygningen går i gang og gemmer derfor reden godt. Placeringen i dyrkede marker medfører imidlertid en ny trussel mod arten, da disse høstes tidligt; nogle år inden ungerne er fløjet fra reden.

Hedehøgen indvandrede til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Omkring 1940 kulminerede bestanden med ca. 350-400 par, men siden 1970’erne har der kun ynglet ca. 30-50 par årligt. Samtidig er hovedudbredelsen indskrænket til Sydvestjylland. Det lave antal ynglepar gør arten til en af Danmarks sjældneste ynglefugle og har betydet, at den er kategoriseret som "moderat truet" (endangered) på rødliste 2006 og opført med en ugunstig bevaringsstatus på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1.

Overvintring sker i tropisk Afrika, og ankomsten til Danmark finder sted fra slutningen af april til begyndelsen af maj. Herefter følger en periode med pardannelse og redeetablering, hvor fuglene er relativt synlige og hvor hannens parringsstemme, et lyst ”njak-njek-njek”, høres. Æggene lægges fra midt i maj, og følges af en rugetid på ca. fire uger. Omlæg eller forsinket æglægning kan forekomme indtil midten af juni. Under æglægning og rugningen opholder hunnen sig konstant på eller nær reden, mens hannen bringer hende føde. Ungetiden varer 25-30 dage fra klækningen. Ungerne flyver fra reden fra midten af juli til midten af august. Ungerne er efter udflyvning afhængige af de voksne i endnu 10-14 dage. Trækket foregår solitært, og de fleste voksne fugle har forladt Danmark med udgangen af august, mens ungfuglene kan ses i Danmark indtil starten af september.

Se også artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02630

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af hedehøg i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse og udbredelse kan fastslås.
- At registrere yngleforsøg og, hvis muligt, ynglesucces.
- "Negativ registrering" på egnede lokaliteter, fortrinsvis i Sydvestjylland.
- At beskytte og oplyse om alle kendte reder i afgrøder.

For at beskytte hedehøgen bedre er der indgået en særlig samarbejdsaftale ”Projekt Hedehøg” mellem Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Landbrug, Tønder, Esbjerg og Åbenrå Kommuner samt Miljø- og Fødevareministeriet, der gælder til og med 2017. Formålet er bl.a. på længere sigt at sikre gunstig bevaringsstatus ved at øge naturindholdet i agerlandet i artens vigtigste yngleområder. Denne særlige indsats for hedehøgen er en del af en bredere samarbejdsaftale mellem Miljø- og Fødevareministerietog DOF om en målrettet og fokuseret indsats for at forbedre levevilkårene for de mest truede og sjældne ynglefugle. Læs mere om Projekt Hedehøg her: http://www.dof.dk/projekthedehoeg

Siden 2005 er der i et projekt under Ringmærkningsafdelingen ved Zoologisk Museum i København sket mærkning med farveringe af redeunger af Hedehøg. Oplysninger om aflæsninger eller genmeldinger sendes til Ringmærkningsafdelingen. Formålet med farvemærkningen er at øge kendskabet til artens valg af yngle- og fourageringsområder samt overlevelse.

Undersøgelsesområde
Det danske kerneområde for arten findes i Sydvestjylland, specielt i marsken ved Vadehavet. Siden 1990 har hovedparten af yngleforsøgene været i dyrkede marker med vintersæd og dyrkede græsarealer. En opgørelse i 2004 viste at kun 13 % af de optalte 22 reder var placeret i moser eller brakmarker, mens resten var i dyrkede marker, fortrinsvis med hvede (44 %). Andre foretrukne afgrøder var raps (18 %), græs (14 %) og lucerne (5 %). Visse år findes også reder i rug og byg. Hedehøgen anlægger især reden på marker, hvor afgrøderne i begyndelsen af maj står højt (gerne over 40 cm), på lokaliteter, hvor der tidligere er registreret hedehøg. I tilknytning til yngleområdet skal findes egnede fourageringsområder, hvis minimale størrelse er vurderet til 200 ha, med en lav vegetationshøjde på under 30 cm, idet græsarealer og brakmarker udgør de vigtigste fourageringsområder. Ofte opsøges arealer efter de er blevet slået eller høstet. I praksis udgør fourageringsområdet et langt større område.

De få danske par der yngler udenfor Sydvestjylland, vælger gerne store åbne områder som f.eks. hedeområderne syd for Skagen, store moser eller større engområder, som omkring Ulvedybet.

EF-fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår som udpegningsgrundlag, er:
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA-1)
- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA-5)
- Ho Bugt Enge & Varde Ådal (IBA-49)
- Kallesmærsk Hede & Grærup Langsø (IBA-50)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Kongens Mose & Draved Skov (IBA-61)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA-62)
- Sønder Ådal (IBA-63)
- Rømø (IBA-65)
- Ballum & Husum Enge (IBA-67)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Frøslev Plantage & Frøslev Mose (IBA-70)

Herudover er hedehøg i perioden 1994-2016 registreret ynglende – uden at være del af udpegningsgrundlaget – på følgende lokaliteter:
- Lindet Skov, Hønning Mose & Plantage samt Lovrup Skov og Skrøp (IBA-66)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Hedehøgens yngleaktiviteter kan opdeles i fire perioder, hvor fuglenes aktiviteter, og dermed muligheden for registrering, varierer meget.

- Etableringsfasen (ult. april, maj). Fuglene er meget synlige
- Rugeperiode (fire uger, juni). Fuglene sky og svære at registrere. Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Tidlig ungeperiode (25. juni-20. juli). Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Sen ungeperiode/udflyvning (indtil midten af august). Antallet af ynglepar og ynglesucces vurderes

Tegn på yngleaktivitet i etableringsfasen kan være parringsflugt, redebygning og parring. I denne periode opsøges alle lokaliteter, som de seneste to år før havde ynglepar.

I rugeperioden er registrering meget tidskrævende, da hunnen opholder sig fast på reden, mens hannen søger føde inden for et stort område med en radius på op til ca. 20 km og kun sjældent fodrer hunnen. Hvis en rede lokaliseres i rugeperioden bør det overvejes at hegne denne især hvis den er anlagt i græsafgrøder. Men også hvis den er anlagt i kornafgrøder som byg, rug eller hvede, da det er erfaringen at ynglesuccessen for hegnede reder er langt større end ikke hegnede reder.

I den tidlige ungeperiode vil det være lettere at lokalisere reden, da der her ofte vil være fodring. Her besøges alle lokaliteter, hvor der i etableringsperioden eller rugeperioden blev registeret hedehøge, samt lokaliteter hvor der året før var ynglepar. Reden forsøges lokaliseret senest i ungeperioden Reder der ikke kan hegnes efter aftale med ejeren bør i det mindste kunne markeres med stokke, hvis det vurderes nødvendigt i forbindelse med høst af afgrøderne. Generelt bør ejeren og brugeren af både dyrkede og udyrkede arealer kontaktes. I tilfælde af høst af afgrøden omkring en uhegnet rede er det nødvendigt at hegne reden ind for at forhindre prædation af især ræv. Ved registrering af reden udvises stor forsigtighed, da færdsel kan lede rovpattedyr til reden, med mindre den er hegnet eller skal hegnes. Eventuelt kan man benytte en drone til registrering af reden og dens status. Generelt er arten ikke særligt sky, og kan yngle ned til 25 m fra befærdede veje. Det kan være hensigtsmæssigt at placere en siddepæl inden for en radius af 100 m fra reden, for at forhindre at fuglene benytter vejrabatter el. lign. med følgende risiko for påkørsel.

I den sene ungeperiode registreres antallet af udfløjne unger og dermed parrenes ynglesucces. Evt. prædation fra eksempelvis ræv eller rørhøg registreres ved at opsøge reden. Fuglene registreres ofte bedst fra bil, og hvor dette ikke er muligt til fods.

En lokalitet skal oftest besøges mindst 1½ time i flere perioder for at kunne dokumentere yngleforsøg, evt. lokalisering af reden, og det kan tage længere tid at være sikker på at der ikke er yngleforsøg. Ligeledes kan hedehøg i nogle tilfælde yngle koloniagtigt, oftest i form af 2 par inden for et par hundrede meters afstand. Dette gør en præcis vurdering af antal ynglepar mere tidskrævende.

Fuglene er normalt ikke aktive før 1½ time efter solopgang. Ofte er der herefter en ret aktiv periode, medens aktiviteten kan dale først på eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen og om aftenen er aktiviteten som regel atter høj frem til solnedgang.

Hedehøgen er opført på bilag 1 i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og skal derfor aktivt overvåges af staten gennem NOVANA projektet. Optællingen i dette projekt er fastsat til at ske i perioden 1/6-15/7 med en halv times besøg pr. lokalitet, hvilket skal foretages i de Nord-, Vest- og Sønderjylland hvert tredje år fra 2005. Den omfatter registrering af bestandsstørrelse, udbredelse og forskellige levestedsparametre.

Moniteringskalender
1/5-25/5: Eftersøgning af Hedehøge på egnede lokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd. Lodsejerkontakt og evt redeindhegning i græsmarker

25/6-20/7: Redelokalisering. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

15/7-25/8: Vurdering af ynglesucces. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden og fugle, der udviser tegn på yngleforsøg, indtastes med koder for ynglefugle. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk). Inddateringen bør ske løbende eller umiddelbart efter optællingernes udførelse, og med så mange detaljer om adfærd og afgrødeforhold samt præcis placering på kort. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter skal rapporteres. Det er muligt at hemmeligholde observationer indenfor samme ynglesæson, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller den centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger, nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, bytteskifte, parringsadfærd, varslende voksne fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observation af par i perioden 1/6-25/7 i en typisk ynglebiotop i Sydvestjylland.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Havørn - ynglefugle

Moniteringsvejledning for havørn i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Erik Ehmsen & Timme Nyegaard, november 2008

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Havørnen forsvandt som ynglefugl i begyndelsen af 1900 tallet, udelukkende som følge af menneskelig efterstræbelse. Den har gennem af 1900-tallet flere gange forsøgt sig som ynglefugl, men har først rigtigt genetableret sig i 1990’erne. Havørnen går kraftigt frem i de fleste områder af Vesteuropa, og i Danmark regner vi med, at der i fremtiden kan komme til at være omkring 75 par. Alle de ynglefugle, hvis afstamning, der ud fra ringmærkning har kunnet identificeres, kommer fra den tyske bestand. Af svenske erfaringer vil det være højst usandsynligt, at eksempelvis norske fugle vil slå sig ned i Danmark, mens svenske og polske fugle godt kunne indgå i en dansk ynglebestand.

Havørnen foretrækker uforstyrrede skovområder med stærke gamle træer, eksempelvis bøg og fyr til redetræ. Der skal være gode indflyvningsforhold til reden, så der er god plads til det næsten 2½ meter store vingefang. Når optimale ynglebiotoper ikke er til stede, kan arten yngle i endog ret unge træer, og træer der ligger i småskove eller hegn. I 1800 tallet har den et sted i Vestjylland endda ynglet på jorden. I modsætning til mange andre ørnearter er den ret social, hvorfor nogle af ynglefuglene accepterer andre artsfæller indenfor deres territorium, også i yngletiden.

Da arten hovedsagelig lever af føde taget i eller på vand, kræves der visse steder meget store fourageringsområder, mens der i store søområder kan være ynglepar ganske tæt på hinanden. De to tættest liggende reder, man kender, ligger under 600 meter fra hinanden. I yngletiden kan arten let tilbagelægge 10 km for at nå et godt fødeområde, og om vinteren trækker par fra indlandet gerne ud til kysterne. Hvis denne afstand ikke er for stor, foretrækker parret dog at overnatte i nærheden af reden.

Arten benytter sig af talrige fourageringsteknikker: Standjagt, hvor fuglen i timevis sidder i et højt træ ved en sø og venter på en uforsigtig/syg fisk eller fugl. Udmattelsesjagt, der både kan foregå ved et samarbejde mellem to ørne eller alene. Her udsøger ørnen sig en fugl og angriber den mange gange i løbet af ganske kort tid, byttet bliver på denne måde udmattet og evner ikke længere at dykke, og bliver så ørnens bytte. Henrettelse, hvor en ørn over lavt vand lander på ryggen af en svømmende fugl, som den bliver stående på ind til denne er druknet. Redeplyndring, hvor Havørnen lander i f.eks. en skarvrede og tømmer den for æg eller små unger. Ådselæder, ådsler spises, når de tilfældigt dukker op, men potentielt gode steder som jernbaner kan også afsøges aktivt.

Arten er på den danske rødliste kategoriseret som sårbar.

Læs mere om arten under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02430

Undersøgelsesområde
Selv om arten i 1800-tallet næsten udelukkende ynglede i Østjylland, på det nordlige Fyn og øerne øst for Storebælt, viser den slesvig-holstenske bestand, at der skal holdes øje med arten overalt i Danmark. I Nordtyskland findes havørnen således ynglende ved fladvandede østvendte kyster, fjorde, søområder, langs store vandløb og endog i marsklandet. Den vil dog nok ikke dukke op som ynglefugl på den jyske hedeslette, da der kun er få fourageringsområder der.

Alle lokaliteter, især i den sydlige del af landet, i nærheden af større søer eller fjorde med en god vinterbestand af vandfugle samt nærliggende ældre, uforstyrret skov kandiderer til nye ynglelokaliteter. Således er de typiske redetræer i dag mere end 100 år gamle bøge-, ege- eller asketræer placeret i privat skov med mere end 300 m til nærmeste bebyggelse og indenfor en afstand af ca. 3 km til en større sø eller fjord.

Havørnen er opført på udpegningsgrundlaget for 11 EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, men kan, som ovennævnte antyder, forventes at bosætte sig mange steder i landet. Mange af disse lokaliteter er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Selv om havørnen bygger en stor rede (op til 1½ meter høj og med en diameter på 1½ meter), og fuglen selv er stor og under fourageringen ikke specielt sky, kan det være vanskeligt at registrere alle ynglende par. Det skyldes, at arten helst udvælger sig uforstyrrede skovpartier til reden. Bygningen af reden foregår ofte i slutningen af året samt januar og februar, men en rede kan færdiggøres på blot 14 dage. Redetræet står ofte i et skovbryn eller i kanten af en lysning.

Reder bør kontrolleres mindst et par gange i perioden 1/3 til 1/7. Områder, hvor et par har opholdt sig gennem et efterår, bør undersøges for ny rede. Dette foregår bedst ved at finde fuglene lige inden de går til ro og følge dem, da havørne gerne overnatter i det område, de senere vælger som yngleområde. Da havørnen kan yngle allerede som 3K fugl, i hvert fald for hunnens vedkommende, er det ikke nødvendigt, at begge fugle er adulte fugle.

DOFbasen bør kontrolleres for lokaliteter, hvor havørnepar har opholdt sig gennem efterår og vinter med henblik på eftersøgning af mulig yngel.

For at få øget opmærksomheden og rapporteringen af nye ynglefugle, ville det være gavnligt gennem fagtidsskrifter som f.eks. ”Skoven”, at gøre lodsejere opmærksomme på arten og dens yngelcyklus.

Ofte bygger unge uerfarne fugle en rede, men de får aldrig lagt æg og påbegyndt at yngle. Ved fund af rede, bør man forsøge at vurdere, om fuglene yngler. Næsten alle havørnepar i Danmark lægger æg i første halvdel af marts, og rugningen indledes så snart første æg er lagt. Inden æglægningen vil parret (eller hunnen) normalt have siddet i reden i et godt stykke tid. Når rugningen er indledt, ligger den rugende fugl (som regel hunnen) meget dybt i reden. Den trykker sig så langt ned i reden, at den oftest er usynlig fra jorden. Ind imellem løfter den dog hovedet, hvorved det gule næb lyser op over redekanten, og hun rejser sig også af og til for at vende æggene. Hvis begge ørne i længere tid står samtidig i reden eller på redekanten, er der givetvis ikke lagt æg.

Ungernes klækning sker efter 38-40 dage. De er i den første tid ikke synlige, og hunnen varmer fortsat ungerne i den første periode efter klækningen. Et typisk tegn er dog, at hun ligger meget højt i reden, og at hun bevæger sig mere. Hun foretager hyppigt forsigtige fodringsbevægelser ned i redebunden. Ungerne forsøger ret tidligt at sende afføringen ud over redekanten, hvorfor denne og de omgivne områder efterhånden farves hvid. Efter et par uger vil ungerne ses over redekanten, specielt når det er fodringstid, men på det tidspunkt er der løv på træerne, så en langdistancekontrol er vanskelig eller umulig ved reder placeret midt i en bevoksning.

Der går ca. 80 dage fra æglægning til ungerne er flyvedygtige. Inden de er fuldt flyvedygtige, vil de kravle rundt på grenene i redetræet og flyve fra gren til rede og tilbage igen. Efter den første rigtige flyvetur holder unger dog stadig til tæt på reden, og fodres oftest her. I de veleksponerede reder vil den bedste tid for optælling af unger være de sidste ti dage før udflyvningen, hvor ungerne ofte vil stå sammen på reden eller grenene omkring. I de dårligst eksponerede reder kan antallet ofte først konstateres efter at ungerne flyver ud af redeskoven til de nærliggende fourageringsområder. Hvis man nærmer sig reden vil forældrefuglene ofte varsle og ungerne vil forblive skjult i reden eller skoven. Men 10-15 dage før udflyvningen er forældrefuglene ofte begge på fouragering, hvorfor man i den periode kan være heldig at se ungerne på redekanten. Dog skal man være påpasselig med optællingen, da en af ungerne let kan ligge dybt i reden. Ungerne er på det tidspunkt ret ligeglade med menneskelig tilstedeværelse, i hvert fald hvis de ikke bliver advaret af forældrefuglene.

Der er stor forskel på hvornår de enkelte unger forlader redeskoven og drager ud til fourageringsområderne. Men 2-3 uger efter udflyvningen kan man på dage med solskin og god vind se dem lege i luften over redeskoven. Her er det igen muligt at finde ud af antallet af unger, hvis man lægger godt mærke til fjerdragten på den enkelte fugl. Ofte er der endog stor forskel på ungernes fjerdragt, specielt er haletegningerne og overvingerne variable. Det er dog også i denne første tid efter udflyvningen, at ungerne udsættes for de største farer, så antallet af unger set udenfor redeskoven er ikke altid lig med antallet af unger, der har forladt reden!

Både ved eftersøgning af rede og ved senere kontrol af rugning skal man huske på, at havørnen er meget sårbar for forstyrrelser, og en redeovervågningen må naturligvis aldrig gå på kompromis med fuglenes behov for fred i denne periode.

Nogle gange vil det på trods af grundig eftersøgning først blive kendt året efter, at et nyt ynglepar har etableret sig. Endvidere benytter nogle par sig af flere reder, hvorfor en ny rede ikke er et bevis for tilstedeværelse af et nyt ynglepar.

Moniteringskalender
1/12-1/3: Redebygning. Redebygningen foregår oftest indenfor denne periode. Dog kan en rede bygges på helt ned til 14 dage. Der kigges efter fugle med redemateriale, og et redetræ kan eftersøges. Fugle kan følges til overnatning, da dette ofte sker på reder.

1/3-1/4: Æglægning/påbegyndt rugning. Den bedste periode til at se efter evt. påbegyndt rugningen er 10-20/3. Hvis rugning ikke konstateres gentages besøget 1-2 uger senere. Da der ikke er løv på træerne på dette tidspunkt, vil det være forholdsvis uproblematisk at kontrollere reder placeret inde i skove.

15/4-30/4: Klækning. Ved reder placeret midt i bevoksninger bør man forsøge at kontrollere unger i reden inden 1/5 (løvspring). I perioden 25-30/4 vil der være gode chancer for at se, om der er unger i reden.

20/5-10/6: Flyvefærdige unger. Omkring slutningen af maj bliver ungerne flyvefærdige, og i denne tid kan det være muligt at konstatere antallet af unger i reden.

10/6-1/7: Udfløjne unger. I denne periode vil de udfløjne unger ofte kunne ses lave flyveøvelser ved redeskoven.

Rapportering
Alle observationer af arten bør indtastes i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle som alle kan bidrage til, med angivelse af både adfærd og alder. Det er vigtigt med en sikker aldersangivelse, og hvis man er usikker, er det meget bedre at skrive f.eks. subad end 2K eller 3K. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Indtastninger af ynglepar af havørn bliver automatisk skjult på DOFbasens hjemmeside. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren.

Bearbejdning
Traditionelt anvendes begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar ved bestandsopgørelser af fugle. De normale definitioner for disse begreber har ikke været hensigtsmæssige at benytte for ørne, da de ofte etablerer territorium flere år før de begynder at gøre yngleforsøg. Vi har i stedet valgt at anvende nogle internationalt benyttede definitioner:

- Revirpar (Rp): To kønsmodne fugle med rede. Hertil hører også par i traditionelle revirer, hvor reden ikke er kendt det pågældende år. Det er ikke ualmindeligt, at par skifter mellem flere reder fra år til år, hvilket kan ske uden observatørens kendskab.
Desuden medtages også territorier, hvor en af de gamle fugle mister sin mage, men holder fast i den gamle rede med en ny mage, der i visse tilfælde kan være en immatur fugl, der endnu ikke er yngledygtig.
Mulige, nyetablerede territorier uden redebygningsaktivitet eller redefund omfattes ikke af dette begreb og medtages slet ikke ved bestandsopgørelser af denne art. De registreres først som revirpar, når der er registreret en rede.

- Ynglepar med succes (Bpm): Revirpar, der producerer udfløjne unger.

Ved angivelse af bestanden, vil det være antal revirpar, der oplyses (kaldes ’ynglepar’ i flere sammenhænge, f.eks. DOFbasen). Ved angivelse af ungeproduktion benyttes det antal unger, som er blevet flyvefærdige. Hvis der er foretaget ringmærkning af ungerne, er dette tal ikke nødvendigvis brugbart, da ungerne kan omkomme inden de bliver flyvefærdige. Et besøg omkring månedsskiftet juni/juli er derfor nødvendigt, for at kontrollere det rigtige antal flyvefærdige unger. Såfremt det i stedet er antallet af ringmærkede ungfugle, der indgår i statistikken, skal der gøres opmærksom på dette i metodebeskrivelsen.

Rød Glente - ynglefugle

Moniteringsvejledning for rød glente i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Per Bomholt, Michael Stabell & Timme Nyegaard, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
De danske glenter ankommer fra overvintringsområderne fra midten af februar, og reden anlægges fra sidst i marts. I denne periode ses parret ofte sammen i en radius af 5 til 10 km af reden. Glenterne yngler i kernebestande, således at flere par har overlappende fourageringsområder. Årets succes er afhængig af fødetilgangen, parrets erfaring og total ro omkring redestedet.

Parret ses ofte i parringsflugt over skoven med hannen øverst, og territoriale stridigheder med ravne og musvåger bliver udkæmpet. Tyske undersøgelser viser, at unger kan indgå i nye yngleforsøg lokalt, hvilket også bekræftes af danske ringmærkningsfund. Selve reden kan variere meget i størrelse, men glentereder er normalt let genkendelige på grund af artens tilbøjelighed til at pynte med tøjrester, uld og plastik. Reden anlægges gerne i mindre skove fjernt fra duehøge, som præderer glenteunger. De 2-4 æg lægges fra 10. til 20. april, afhængig af hunnens ernæringstilstand, og de udruges på ca. 30 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 60 dage og forlader reden 70 dage gamle i følgeskab med de voksne. Efter ca. 14 dage er ungerne selvstændige. Det kan således lade sig gøre at se nyudfløjne unger fra ca. 5. juli frem til 1. august. Der er i Danmark en tendens til, at den nordjyske bestand hyppigere overvintrer end den sydjyske gør.

Rød glente er opført på den DMU’s rødliste over danske ynglefugle som værende sårbar. Arten er desuden en af de få danske ynglefugle, der er på den internationale rødliste, hvor den er kategoriseret som næsten truet (Near threatened), hvilket bl.a. skyldes at dens udbredelse er begrænset til Europa. I 2003 indgik DOF og Miljøministeriet en samarbejdsaftale, som bl.a. omfattede øget undersøgelse, beskyttelse og informering om den røde glente. Der blev i den forbindelse publiceret en handlingsplan i 2005 på baggrund af DOF’s forslag til forvaltningsplan fra 2003. Der er kun udpeget få fuglebeskyttelsesområder for arten.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02390

Undersøgelsesområde
Det primære undersøgelsesområde for rød glente er Østdanmark, dvs. Østjylland fra Sønderborg til Skagen og Øerne. Vest- og Midtjylland undersøges udelukkende i det omfang, der foreligger begrundet formodning om yngleforsøg. De egnede ynglelokaliteter for arten er åbne, mosaikagtige landskaber med spredte skove - eventuelt i nærheden af vandløb, søer eller moser. Arten yngler i lige stor udstrækning i flade og i kuperede terræner. Reden placeres i skovrande og i småskove, for langt størstedelen af de danske pars vedkommende i private skove. Det hænger formodentlig sammen med at glenten foretrækker skove med mindre færdsel.

Geografisk set er tyngdepunktet for den danske bestand af rød glente Østjylland og Vendsyssel. På Øerne er der en lille og stigende bestand i omegnen af Jyderup på Vestsjælland. Der yngler endnu ikke glenter vest for den jyske højderyg.

Til moniteringen af rød glente er landet delt op svarende til de områder, hvor det kan forventes at finde ynglende glenter. Hvert område har en regional koordinator tilknyttet, som er kontaktperson for lokale observatører og har ansvaret for at indsamle alle data fra delområdet, se nedenstående oversigt. Man kan naturligvis også altid kontakte artskoordinatorerne.

Optællingsmetode
Monitering af rød glente sker ved eftersøgning af redelokaliteter i potentielle yngleområder. Eftersøgningen sker bedst ved, at observatøren overskuer de potentielle yngleområder fra en række højtliggende punkter i landskabet. Hvis der er tegn på yngel i en skov, lokaliseres reden og reden undersøges ved at man i normal gang passerer forbi reden uden at standse op. Hvis der ikke er ynglende fugle, gennemgås området for føderester og fældefjer fra året før. Det bedste tidspunkt at eftersøge ynglepar er i perioden fra ca. 25. marts til 15. april, da fuglene i denne periode er mest tydelige i landskabet. Hunnen opholder sig enten ved reden eller ses flyvende i yngleområdet med hannen, og det er almindeligt, at de sammen strejfer rundt i dagtimerne på jagt. Hannen kan ligeledes ses bringe bytte til hunnen. Det er endvidere i denne periode, at hannen kan ses over skoven, stående stille i luften som en drage (heraf det engelske navn for glente: ”Kite”). Hvis man ser de to fugle kredse over skoven, vil hunnen normalt være størst og oftest kredse under hannen.

Parringer kan i denne tid iagttages mange gange dagligt, og fuglene vil som oftest overnatte sammen nær det foretrukne redested. Derfor kan man med fordel undersøge potentielle lokaliteter morgen og aften. I denne periode høres i øvrigt det høje, spæde to-tonede skrig, som er karakteristisk for arten. Observatøren bør være opmærksom på, at et område kan være besat af flere fugle, hvorfor der bør kigges grundigt på fuglene. Hvis en eller flere af områdets glenter eksempelvis har et karakteristisk fældningsmønster (der typiske vil være fældning af enkelte hånd- eller armsvingfjer), bør dette noteres. Det er vigtigt for at kunne individbestemme fuglene, så "fremmede" glenter kan adskilles fra det aktuelle ynglepar.

Æglægningsperioden begynder i starten af april hos de erfarne par og midt i april hos mindre erfarne par og falder desuden generelt en uges tid senere i det nordlige og centrale Jylland end i det sydlige Jylland. De sjællandske fugle følger de midtjyske fugles mønster. Æglægningen starter normalt omkring 10/4 i det sydlige Jylland. I æglægningsperioden opholder hunnen sig i 6–8 dage på eller ved reden, og hannen er også ved reden, kun afbrudt af hans daglige fødesøgningstogter. Glentehannen vil også stadig kunne ses hænge over redeskoven. Glenterne er meget sårbare overfor forstyrrelser i denne periode, og der konstateres ofte pludselige flytninger på op til 5 km fra den rede, som yngleparret først blev registreret ved. Ved eventuel kontrol af redesteder tidligt på sæsonen anbefales det derfor, at besøget er af så kort varighed som muligt. Når man nærmer sig en glenterede skal man altid gå direkte mod reden. Hvis fuglene letter fra redebevoksningen bør observatøren straks forlade stedet på en måde, som er tydelig for fuglene. De skal med andre ord kunne følge observatøren helt ud af skoven.

Mellem 15/4 og 15/5 kan observatøren fastslå, om hunnen ruger. Det gøres ved at se ind på reden fra en passende afstand. Glentereden vil normalt ikke være større end at de forlængede halefjer kan ses rage ud over kanten af reden. Fra 1/5 kan man normalt passere under reden i langsom gang og med kikkert fastslå, om det er en glente, der ruger. Musvågers haler vil sjældent kunne ses, og er lige afskårne. Duehøgens hale er let afrundet. Reder pyntet med løv og gran og reder med en krans af flettede smågrene er ikke bygget af glenter. Som oftest vil observatøren kunne se glentehannen forsvinde i lav højde over redeskoven, når han eller hun nærmer sig den besatte rede. Det er vigtigt, at den rugende fugl ikke føler sig opdaget. Derfor skal man efter kontrol af reden fortsætte under og forbi reden uden at standse op og kigge. Redestedet forlades på en så iøjnefaldende måde, at fuglene er klar over, at man er på vej væk

Fra medio maj begynder æggene at klække, og fra omkring 1. juni kan stænk under reden og stænk på de større grene på reden samt bytterester og fældefjer afsløre, at der er unger i reden. I denne periode vil det ikke være en god ide at bruge mere end højst 10 minutter i redebevoksningen. Besøg i dårligt vejr bør slet ikke forekomme.

I perioden 25/6-15/7 vil ungerne gradvist slippe reden, men er stadig afhængige af forældrene de første par uger og vil holde til i nærheden af reden. Dette er derfor det bedste tidspunkt at registrere hvor mange flyvefærdige unger, der er produceret. I denne periode bør man også lave et grundigt tjek af området for eventuelle rester af unger, der er døde. Glenteungerne kan dels omkomme ved fodring med giftholdige fødeemner (især har det vist sig at musegift (fortrinsvis bromadiolon) kan ophobe sig i alarmerende grad i rovfugle – specielt ådselædere som glenten) dels blive præderet af duehøg eller stor hornugle.

Hvis der findes døde glenter, bør de pakkes i plasticposer og dybfryses hurtigst muligt. De skal mærkes med dato, lokalitet og observatørens navn og adresse og gerne suppleret med bemærkninger omkring fundet. Herefter sendes den/de til obduktion hos Veterinærinstituttet, DTU, Sektion for Pelsdyr og Vildt, Hangøvej 2, 8200 Århus N, tlf. 7234 6000, http://www.vet.dtu.dk

Hvis man har mistanke om forgiftning eller ulovlig efterstræbelse, bør det straks meldes til politiet, og DOF bør underrettes. Desuden bør Skov- og Naturstyrelsens vildtkonsulent inddrages.

Lodsejerkontakt
Et afgørende element i overvågning og beskyttelse er at etablere en god kontakt til lodsejeren og herigennem til jægere, skovfolk og andre brugere. DOF’s mangeårige erfaringer har vist, at beskyttelsen kun fungerer, hvis lodsejeren er informeret om glenteparrets tilstedeværelse, og der er indgået en frivillig aftale om passende beskyttelse. Når en nyt ynglepar er lokaliseret, skal lodsejeren derfor hurtigst muligt informeres. Den bedste kontakt opnås ved at informere positivt om den sjældne fugl, der nu yngler i lodsejerens skov, og i den forbindelse udlevere informationsmateriale om glenter i form af f.eks. DOF’s eller Skov- og Naturstyrelsens forvaltningsplan. Det er en god idé at konsultere Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017's artskoordinatorer i forbindelse med alle nye ynglefund. Denne har stor erfaring i at håndtere lodsejerkontakt og frivillige aftaler, og kan i nødvendigt omfang assistere med lodsejerkontakten.

Moniteringskalender
25/3-15/4: Eftersøgning af glenter på potentielle ynglelokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd.

15/4-15/5: Æglægningsperiode – vis særligt hensyn ved besøg på glentelokaliteter.

15/5-15/6: Registrering af par med ynglesucces.

1/7-10/8: Redekontrol og registrering af antallet af udfløjne unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatorerne og projekts medarbejdere i DOF få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatorerne. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Slørugle - ynglefugle

Moniteringsvejledning for slørugle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes & Klaus Dichmann, september 2007

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Omvendt findes en række ny- og genindvandrede arter, som er ved at blive en del af den danske fauna. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab samt følge nye arters indvandring til brug for bl.a. en fremtidig rødlistevurdering. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Sløruglen er en karakteristisk mellemstor ugle med et hvidt hjerteformet ansigt og sorte øjne. Fjerdragten er overvejende grålig-spættet på oversiden, mens undersiden er okkergul med mørke dråbeformede pletter især på flankerne. Hannerne har en meget speciel revirsang, som kan beskrives som et vildt, højt skrig - af nogle beskrevet som "spøgelsesagtigt"! Læs mere om sløruglen og hør stemmen på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=07350

Da sløruglen er udpræget nataktiv, lever den en meget skjult tilværelse, og ses næsten ikke. Den nemmeste måde at opdage artens tilstedeværelse på er, hvis man finder dens ret store, sorte gylp. I dag yngler over 90 % af sløruglerne i Danmark i opsatte redekasser. Den massive opsætning af redekasser er sket som et led i DOF's projekt Red Sløruglen, se hjemmeside her: http://www.tytoalba.dk/

I 1990 havde man kun kendskab til ca. 25 par i hele landet med de fleste i Syd- og Sønderjylland. Siden har bestanden været i stor fremgang, og i 2007 blev hele 326 par registreret, en bestandsstørrelse, man ikke har registreret siden 1960’erne. Sløruglen kan herhjemme betegnes som en veldækket art, da mange frivillige i de etablerede uglegrupper landet over har eftersøgt den på dens foretrukne levesteder, og her bl.a. ledt efter tegn på slørugleaktivitet i form af gylp, fjer og andre efterladenskaber. Sløruglen er på den danske rødliste kategoriseret som næsten truet.

Slørugler yngler typisk i lader og andre ubeboede landbrugsbygninger, hvor det hele tiden er muligt for fuglene at komme ind og ud, samt hvor der er engarealer eller lignende gode fourageringsområder i nærheden. En af årsagerne til uglens tilbagegang har netop været, at man har revet gamle bygninger ned eller tætnet utætte bygninger, så fuglene ikke har konstant adgang hertil. Det har derfor været en nødvendighed at finde oplagte redebygninger og derefter tale med ejerne om, at der laves en mulighed for fuglene for at komme ind og ud af bygningen og/eller hænges en kasse op til uglerne.

De typisk 4-7 hvide æg lægges normalt i slutningen af april. Sløruglen bygger ikke rede, men lægger som regel æggene på en bund af gylp. Æggene ruges i 30-32 dage af hunnen alene. Rugningen påbegyndes, når første æg er lagt, hvilket medfører asynkron klækning, og derfor relativt store størrelsesforskelle på ungerne. De bliver flyvefærdige 50-55 dage gamle, og er uafhængige af forældrene 3-5 uger senere (Cramp & Simmons 1985). I år med gode fødebetingelser, kan der lægges to kuld.

Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af slørugle i Danmark
- At registrere ynglesucces som mislykket yngleforsøg, antal redeunger og/eller antal udfløjne unger
- At undersøge redelokaliteter for døde unger (ungerester) efter udflyvningen

Undersøgelsesområde
I Danmark findes langt størstedelen af sløruglerne i Jylland, med kerneområdet i Sønderjylland og Sydvestjylland. Derudover har Vest-, Nordvest- og Nordjylland også ret pæne bestandsstørrelser. Det er derfor også i disse områder man skal lægge den største indsats for registrering af fuglene, da man derved får mest ud af arbejdsindsatsen. Dog er der også på Fyn ved at etablere sig en lille bestand, der sandsynligvis vil brede sig i de kommende år. Siden 2003 har der desuden ynglet slørugler enkelte steder øst for Storebælt. Det har været ventet, at sløruglen ville brede sig yderligere i dette område, men dette er endnu ikke sket (bortset fra en lille bestand på Bornholm). Det er dog formodentlig blot et spørgsmål om tid, før en bestand øst for Storebælt får ordentligt fodfæste. I disse områder, hvor sløruglen er under indvandring, skal den naturligvis også overvåges, da der med lidt hjælp til fuglene er store muligheder for en spredning og forøgelse af bestanden. Med andre ord bør man altså i dag eftersøge slørugler over hele landet, hvor der er mulige redesteder. Disse steder er især lader, tårne og andre ubeboede bygninger i landbrugsområder, især hvis det er i nærheden af enge, overdrev eller brakmarker, hvor der er specielt gode fourageringsmuligheder for fuglene, der især lever af spidsmus.

Optællingsmetode
Arten kan kun registreres ved målrettet eftersøgning, da den lever en skjult og tilbagetrukket tilværelse på gårde og i kirker, og kun i ly af mørket flyver ud og fouragerer på de åbne marker og engdrag. Det er vigtigt at få kontakt med den lokale befolkning, både for at høre om de har kendskab til observationer af mulige slørugler, eller blot for at gøre dem opmærksomme på uglen, så de kan henvende sig, hvis de ser eller hører noget. En landsdækkende informationskampagne om arten i form af foldere, hjemmeside, foredrag, tv og anden medieomtale siden 1997 har givet mange interessante henvendelser. Det har sammen med en årlig kontrol af et betydeligt antal af de skønsmæssigt ca. 800-900 ynglekasser, som er sat op spredt omkring i landet, resulteret i et stort kendskab til, hvor der er slørugler, og skabt grundlag for en mere målrettet indsats for at bedre ynglevilkårene for uglerne. Disse erfaringer bør bestemt benyttes i områderne, hvor sløruglen kun lige er ved at etablere sig.

Ud over at indsamle oplysninger fra lokale beboere eller ornitologer kan man også selv forsøge at registrere sløruglen ved at lytte efter den. Specielt hannernes skrig kan høres på ret stor afstand, og i det tidlige forår kan dette bruges til at eftersøge fuglene i områder, hvor man har mistanke om, at der kan være slørugler. Inden ynglesæsonen er gået i gang, kan fuglene være svære at få at se. Oplagte ynglelokaliteter kan derfor undersøges for tilstedeværelse af slørugler, ved at eftersøge for gylp, klatter og fjer/dun. Sløruglens gylp kan kendes fra natuglens på, at det er helt sort og glinsende, hvor natuglens er skiffergråt. Sløruglens dun kan kendes fra de andre uglers på, at de er lyse med en mørk dråbeformet plet. Disse kan typisk findes på eller neden for en højtsiddende platform, udhæng el. lign. i en lade eller anden bygning, hvor uglen kan sidde beskyttet og har fri indflyvningsmulighed.

Redekasserne kontrolleres, når ungerne er 35–40 dage gamle (ideel alder til ringmærkningen af ungerne), hvor kuldstørrelsen registreres. Fra midten af september og ca. en måned frem, bliver kasserne kontrolleret igen for kuld nr. to. Ved denne kontrol bliver der samtidig kigget efter døde unger fra det første kuld.

Moniteringskalender
1/1-30/4: Etableringsfasen. Potentielle nye redesteder kontrolleres. Gylp og klatter eftersøges.

1/5-1/6: Rugeperiode. Reden må ikke forstyrres unødigt i denne periode.

1/6-1/8: Ungeopfostring. Redekasserne kontrolleres, når ungerne er 35–40 dage gamle. Kuldstørrelse registreres og eventuel ringmærkning af unger.

15/7-15/8: Ungeudflyvning. Ungeproduktionen vurderes som antal udfløjne unger.

15/9-15/10: Kasserne kontrolleres for kuld nr. to.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Et par der er meget stedfaste ved en kasse eller lignende redested, og har lagt gylp som ”rede”.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), hvilket oftest vil være observationer af et stedfast par, hvor hannen høres skrige. Også par, hvor der er observeret parring.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd (f.eks. en territoriehævdende han).

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Bibby, C. J. et al. 1992: Bird Census Techniques. Academic Press Limited.

BirdLife International (2004) Birds in Europe: population estimates, trends and conservation status. Cambridge, UK: BirdLife International. (BirdLife Conservation Series No. 12)

Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1977. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. I, Ostrich to Ducks. Oxford University Press.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H. & Fjeldså, J. et. al. 2002. Fuglene i Danmark. Gyldendalske boghandel.

Møller, A. P. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2008: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2007. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2007.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Perleugle - ynglefugle

Perleuglen registreres lettest ved at lytte efter tudende hanner fra ultimo januar til primo april. En tudende han er dog ikke ensbetydende med et ynglefund. Sikre ynglefund kan konstateres ved fund af beboet redehul eller udfløjne unger. Perleuglen yngler typisk i gamle sortspættehuller i granskov. Det er dog også muligt at få den til at yngle i opsatte kasser. Hvis man hører en ugle gentagne gange i det samme område, kan man eftersøge et redehul i dette område.

Perleuglen er kategoriseret som sårbar på den danske rødliste. Den er som ynglefugl kun kendt fra Bornholm, men de nordsjællandske skove kunne også have potentiale, med både granskov og sortspættehuller. Den danske bestand regnes for en randpopulation, og det er usikkert om den overhovedet kan klare sig uden at blive suppleret med fugle fra andre (svenske) populationer.

Mosehornugle - ynglefugle

På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.

Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.

Mosehornugle - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Stor Hornugle - ynglefugle

Moniteringsvejledning for Stor Hornugle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes & Hans Pinstrup, september 2007.

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

 dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
 vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
 håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Stor hornugle er Europas største ugle og er med sin vægt på 2-4 kg ti gange tungere end skovhornuglen. Arten har lange, brede fjerhorn, mens fjerdragten er noget varierende. Den skandinaviske race kan således både have ensfarvet mørkebrun overside og være dækket af store sorte pletter. Stor hornugle er udpræget skumrings- og nataktiv, og lever i områder, hvor mennesker sjældent færdes, hvorfor den kan være svær at få at se. I parringstiden (især i perioden januar-marts) vil man dog ofte kunne høre artens dybe ”uuhu”-stemme, der kan høres op til 4 km væk. Læs mere om stor hornugle og hør stemmen på DOFs hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=07440

Stor hornugle findes i hele Europa, dog ikke på de Britiske Øer. Udbredelsesområdet strækker sig mod nord til trægrænsen, østover gennem store dele af Asien til Stillehavet, og ned til det nordlige Afrika. I Danmark yngler stor hornugle kun i Jylland (pr. 2007), hvor der er registreret ynglepar i alle landsdele. Det er generelt en standfugl, men især ungfuglene kan strejfe op til 100 km. i Danmark blev stor hornugle udryddet i slutningen af 1800-tallet som følge af intensiv jagt og ægsamling. I 1984 genindvandrede den, da et par slog sig ned i det nordlige Sønderjylland. Indvandringen skete som et resultat af et omfattende projekt med udsætning af stor hornugle i Nordtyskland. Siden er bestanden vokset langsomt til syv par i 1992, 13 par i 1994 og lå i mange år stabilt på 20-24 par registreret. I de senere år er bestanden dog vokset yderligere, og var på 35 par i 2006. Den totale bestand skønnes at være på 50 par, da arten er vanskellig at registrere. På europæisk plan er arten generelt i tilbagegang i Syd- og Østeuropa, men i fremgang i nord på grund af udsætningsprogrammer. Stor hornugle er optaget på den danske Rødliste, kategoriseret som ”næsten truet”.

I Danmark har arten traditionelt foretrukket at yngle på skrænter i grusgrave, hvor reden placeres direkte på jorden. I de senere år er der dog en del par der har ynglet i gamle rovfuglereder i større skove og plantager med begrænset menneskelig aktivitet. I 2006 var to tredjedele af de kendte reder placeret på skrænter eller bygninger i råstofgrave, mens den sidste tredjedel ynglede i gamle rovfuglereder. Dette skift af redeplacering, gør rederne vanskelligere at finde, men det mindsker til gengæld risikoen for prædation fra f.eks. hunde.

Stor hornugle bygger ikke selv rede. Hvis æggene lægges direkte på jorden skrabes der en lille smule inden æggene lægges. Fuglene kan have flere redesteder inden for et territorium, der kan skiftes mellem fra år til år. De normalt 2-4 æg lægges i første halvdel af marts, og ruges herefter på i 34-36 dage af hunnen alene. Rugningen startes når første eller andet æg er lagt, hvorfor klækningen ikke bliver synkroniseret, hvis der er flere æg. Ungerne er flyvefærdige efter 50-60 dage, men kan forlade reden før. De er uafhængige af forældrene efter 20-24 uger.

Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af stor hornugle i Danmark.
- At registrere ynglesucces som mislykket yngleforsøg, antal redeunger og/eller antal udfløjne unger
- At undersøge redelokaliteter for døde unger (ungerester) efter udflyvningen

Undersøgelsesområde
Alle kendte par af stor hornugle findes i Jylland, hvorfor dette naturligt må være det vigtigste undersøgelsesområde. Der har de seneste år også holdt en fugl til ved en råstofgrav i Storstrøms Amt, den mangler dog tilsyneladende en mage.

Arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl i følgende EF-fuglebeskyttelsesområder:

- Rold Skov (IBA 4)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Salten Langsø (IBA 33)
- Skove og heder ved Bryrup (IBA 34)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Lindet Skov, Hønning Plantage, Lovdrup Skov og Skrøp (IBA 66)

På følgende IBA’er er stor hornugle fokus-art:

- Nørlund Plantage og Harrild Hede (IBA 162)
- Ovesø (IBA 21)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Arten eftersøges bedst ved at lytte efter stemmen i den sene vinter og det tidlige forår. På dette tidspunkt er fuglene stemmemæssigt aktive omkring skumring, og fuglene vil altså ret let kunne registreres, hvis de er til stede.

Kendte ynglelokaliteter eftersøges hvert år, for at undersøge om parret stadig er aktivt, samt kontrol af ynglesucces. Man skal dog være opmærksom på, at parrene godt kan skifte redested indenfor samme territorium. At reden fra forrige år ikke er anvendt, er altså ikke ensbetydende med, at parret ikke yngler, og yderligere eftersøgning bør foretages. Forstyrrelse af parret skal dog undgås i forsøg på at finde reden.

En vigtig kilde i forbindelse med registrering af arten er lokale skovejere/beboere, som har deres daglige gang i områderne, hvor stor hornugle yngler. Disse kontaktes typisk, når ynglesæsonen er overstået.

Moniteringskalender
15/2 -15/3: Etableringsfasen. Potentielle nye ynglelokaliteter (evt. redesteder) lokaliseres. Gylp og klatter eftersøges. Undgå forstyrrelser af parret.

15/3 -25/4 (15/5): Rugeperiode. Reden må ikke forstyrres i denne periode, observationer bør foretages på god afstand med kikkert.

15/4 -20/6: Ungeopfostring. Eventuel ringmærkning af ungerne, når de er 4-5 uger
gamle.

10/6 -15/7: Ungeudflyvning: Ungeproduktionen vurderes som antal udfløjne unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. rugende fugl, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Gentagne registreringer af territoriehævdende fugle eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Enkeltobservationer af en eller flere fugle i yngletiden på en velegnet ynglebiotop.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Bibby, C. J. et al. 1992: Bird Census Techniques. Academic Press Limited.

Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1985. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. IV Terns to Woodpeckers. Oxford University Press.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H. og Fjeldså, J (red.) 1998: Fuglene i Danmark. GEC Gads Forlag.

Møller, A. P. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Pihl, S. og Hahlert, J. 2004: Overvågning af ynglefugle. DMU.

Stor Hornugle - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Sortspætte - ynglefugle

Sikre ynglepar
Besat ynglehul (redeafløsning), redehul m. unger og iagttagelse af udfløjne unger.

Sandsynlige ynglepar
Trommende fugle og fugle der udhugger redehul omkring april. Gentagne observationer af skrigende fugle fra marts til juli.

Lille Flagspætte - ynglefugle

Lille flagspætte indgår ikke i udpegningsgrundlaget for nogen IBA, mens optælles alligevel bl.a. i Gribskovområdet, Barup Sø og ved Furesøen & Farum Sø, bl.a. fordi den tidligere var omfattet af DATSY (Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle).

Arten skal eftersøges i ellesumpe og birkebevoksninger på fugtig bund. Som det er tilfældet for de andre spættearter, er arten meget aktiv stemmemæssigt i det tidlige forår – ikke mindst med trommen – hvilket gør kortlægning mulig. Playback har vist sig særdeles effektivt til at registrere arten. Vær opmærksom på at begge køn trommer; dvs. at to samtidigt trommende fugle (som ikke ses) kun kan registreres som ét par.

Isfugl - ynglefugle

Sikre ynglefund
Sikre ynglepar indikeres af fugle, der udgraver redehul, fugle der gentagne gange flyver mod et potentielt redested med bytte i næbbet samt af par med udfløjne unger fra omkring 1. juni.

Sandsynlige ynglepar
Iagttagelse af fugle af begge køn (som kan skelnes!) i april-maj.

Isfugl - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Lærkefalk - ynglefugle

Moniteringsplan for lærkefalk i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Toftt & Timme Nyegaard, april 2004

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Lærkefalken er en lille falk på størrelse med tårnfalken. Den har mørk overside og lys stribet underside – kønnene har ens fjerdragt. Den er en meget adræt og hurtig jæger, der modsat tårnfalken fanger sit bytte i luften, der mest består af store flyvende insekter og småfugle. Faktisk er det én af Europas allerhurtigste fugle. Den har lange slanke, noget seglformede vinger, og kan i glideflugt virke noget mursejleragtig. Stemmeytringer er mest forskellige skrigelyde, mest hørt er et klangfuldt og vendehalseagtigt ”jib-jib-jib-jib”. Hør stemmen og læs mere om arten på DOF’s hjemmesider: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=03100

Lærkefalken er en meget sjælden ynglefugl i Danmark med et stabilt bestandsniveau, som dog over en årrække ser ud til at svinge mellem ca. 10 og 20 par årligt. Imidlertid lever fuglen meget skjult i yngletiden, og er uden tvivl overset i et eller andet omfang. Derimod er den mere talrig i bl.a. Sverige og Finland, hvorfor trækfugle ses ret almindeligt i Danmark forår og sensommer/efterår. Næsten alle danske ynglefund er fra den sydlige halvdel af landet. Det er ukendt hvorfor arten er så sjælden som ynglefugl i Danmark, mens den er betydeligt mere almindelig i nabolande som Sverige, Tyskland og Holland.

Lærkefalken tilbringer vinteren i Afrika, og dens trækmønster følger dens hovedføde, nemlig svaler. Man kan populært sige, at lærkefalken følger svaletrækket. Dvs. at de først ynglefugle indfinder sig i perioden sidst i april til sidst i maj, mens borttrækket forgår fra sidst i august til først i oktober.

Redeområdet kan være en mindre skov, evt. blot en lille lund eller bevoksning, men et vigtigt krav er, at der skal være høje træer. Hvis der er tale om en lidt større skov, vil redeområdet enten ligge i skovbrynet eller ved en lysning. Karakteristisk for de kendte ynglelokaliteter er, at der skal være godt med luft mellem træerne, dvs. parkagtigt med gamle overstandere eller lignende. Både nåletræer og løvtræer anvendes. Falkene holder meget af at sidde på udgåede grene i store træer, hvor der er frit udsyn. Men lærkefalken kan også yngle i gamle kragereder i elmaster, dvs. helt åbent placeret og i åbent terræn. I 2005 blev der fundet 3 sådanne reder i Sønderjylland, som alle lå i helt åbent landskab i kornmarker.

I maj måned kan man ofte høre fuglene skrige på ynglestedet, og i det hele taget er det et næsten sikkert tegn på territoriehævdelse, når man hører skrig fra fuglene. Skriget høres normalt kun i selve redeområdet, som også er det område, der forsvares mod artsfæller. Dette er ofte kun få hundrede meter i diameter. Fødeområdet hvor hannen jager i yngletiden kan ligge op til 5-6 km væk.

Lærkefalken lægger 2-4 æg i første halvdel af juni. Den overtager altid en brugt rede fra krage- eller rovfugle. I rugetiden (ca. 30 dage) og mens ungerne er små, fører arten en meget lav profil, og er meget vanskelig at opdage, idet den holder sig skjult og mest er tavs. Normalt har ca. 70% af parrene ynglesucces.

Når der er store unger, og især når disse er udfløjne, er der betydeligt større chance for at opleve hele familien, hvor de gamle fugle ofte vil varsle – ligesom man kan høre ungerne tigge efter mad. Man kan dog stadig risikere at opholde sig en hel time i redeområdet uden at høre en lyd. Arten er således lunefuld og meget vanskelig at registrere som ynglefugl. Dertil kommer at lærkefalken ofte yngler på uanselige steder, som ikke eller kun i ringe omfang opsøges af fugleinteresserede. Endnu en grund til at der kun registreres meget få ynglende lærkefalke herhjemme, er utvivlsomt, at der pga. det sene yngletidspunkt først ses udfløjne unger i august-september, og da er skovområder kun meget lidt besøgt af ornitologer.

Oftest vil ungerne være flyvefærdige i første halvdel af august, men der kendes også sene kuld, som først ses omkring 1. september. De først dage flyver de dog ikke meget omkring, men oftest vil hele kuldet være velflyvende sidst i august. De holder herefter til i redeområdet og den nære omegn indtil de trækker mod syd i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober, ca. 40 dage efter udflyvningen. I hele denne periode fodres de af forældrene selvom de ret hurtigt lærer at fange insekter i luften selv.

I rødliste 1997 blev lærkefalk kategoriseret som ”akut truet”, men ændret til ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. Denne nedgradering blev baseret på en vurdering af, at arten efter en beskeden fremgang nu er stabil. DOF mener, at lærkefalk opfylder kriterierne for ”kritisk truet”, men at den evt. kan nedlistes til ”moderat truet” pga. den stabile danske bestand.

Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af lærkefalk i Danmark.
- At vurdere bestandens aktuelle størrelse ud fra indkomne data og kendskab til artens fordeling i Danmark.
- At registrere ynglesucces såvel som mislykkede yngleforsøg, hvor det er muligt.

Undersøgelsesområde
Da lærkefalken – set med menneskets øjne - ikke stiller særlige krav til valg af yngleplads, kan den i princippet være utallige steder. Men det er en sjælden ynglefugl, så det kan ikke betale sig at søge efter den i områder, hvor der ikke umiddelbart er eller har været tegn på tilstedeværelse af voksne fugle i yngletiden.

Lærkefalk bør aktivt eftersøges i de dele af landet, hvor arten er forekommet inden for de seneste 10 år. Det drejer sig om:

- Det østlige Sønderjylland (især Als og Sundeved)
- Langeland
- Lolland-Falster
- Bornholm
- Nord-, Vest-, Midt- og Sydsjælland

Der er ikke i nyere tid konstateret ynglefund på Fyn og yngleforekomster i Jylland nord for Vejle hører til undtagelserne.

Eftersøgningen lokalt bør omfatte følgende type lokaliteter (i prioriteret rækkefølge):

1) Alle lokaliteter, hvor arten har været konstateret som sikker eller mulig ynglefugl inden for de seneste år, bør undersøges årligt.
2) Lokaliteter hvor den tidligere har været, bør tillige undersøges, da territorier ofte har vist sig at blive genbesat af nye par efter en årrække.
3) Lokaliteter med tilstedeværelse af voksne fugle i perioden juni – medio september.
4) Velegnede ynglelokaliteter der ligger tæt på eller inden for et lokalt udbredelsesområde, dvs. hvor der inden for 10-15 km findes en besat ynglelokalitet (der er som hovedregel mindst 4-5 km mellem parrene).

Optællingsmetode
Ud fra ovennævnte anvisning besøges lokaliteterne i maj, helst første halvdel, hvor der er størst chance for at høre fuglene skrige, som er et vigtigt tegn på yngleaktivitet. Nogle gange kan man være heldig et se territorieflugt, hvor fuglene jager rundt i imponerende styrtdyk, og evt. bringer hannen et bytte til magen. Også en stedfast kredsen højt oppe (hannen) er tegn på territoriehævdelse.

Når der er konstateret territoriehævdende fugle på ynglepladsen, lades området i fred, og besøges først igen i august for at se og høre efter tegn på unger. Her skal man huske, at parret normalt bliver på ynglepladsen, uagtet de har ynglesucces eller ej. Det er derfor ikke et sikkert tegn på ynglesucces, blot fordi fuglene skriger til hinanden. Men en tydelig ophidset varslen, hvor en eller begge gamle fugle flyver rundt og skriger, er dog et ret tydeligt tegn på, at der er unger – enten endnu i reden eller siddende på en gren. På ynglepladsen vil familien som tidligere nævnt være rimeligt stedfaste, og holde til frem til efterårstrækket indledes i slutningen af september. I den sidste del af ungetiden, kan der dog blive tale om udflugter til omegnen.

Man skal desuden være opmærksom på, at det ikke er ualmindeligt at observere ikke-ynglende immature lærkefalke i Danmark i yngletiden. De ses fra juni måned og frem – primært i landets østlige egne. Man kan derfor ikke blot automatisk antage, at en lærkefalk observeret i yngleperioden også er en lokal ynglefugl.

Lærkefalken er nok en af mest tidskrævende danske ynglefugle at undersøge, så selvom det ovenstående lyder enkelt, kan man godt tro om. Det kræver ofte op til 10 besøg på den samme lokalitet i løbet af sæsonen for at følge ynglevirksomheden, idet man ofte kun ser eller hører fuglene hver anden eller tredje gang, stedet besøges. Tidsforbruget øges, hvis man også har den ambition at finde ud af hvor mange unger parret har fået på vingerne. Det er vanskeligt at give et tip om et bestemt tidspunkt på dagen til besøget, men om formiddagen fra kl. 8-11 i godt vejr synes at være et godt udgangspunkt.

Udenlandske undersøgelser har vist, at falkene er meget trofaste, og opsøger det samme ynglested år efter år så længe de lever.

Moniteringskalender
5/5-25/5: Lokaliteterne besøges for at konstatere territoriehævdende fugle.

5/8-5/9: Lokaliteterne besøges for at konstatere evt. ynglesucces.

Rapportering
Alle observationer af arten bør indrapporteres, men særligt observationer gjort i yngletiden. Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Pga. artens store sjældenhed bør dette gøres ved observationerer af fugle, der udviser tegn på yngel uden for kendte yngleområder. Desuden er det inden for DATSY-projektet aftalt, at konkrete ynglesteder ikke offentliggøres, og videregives som udgangspunkt kun artskoordinatoren og projektets centrale leder i DOF.

Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php


Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Regelmæssig forekomst af 1-2 voksne fugle i et afgrænset område med tydeligt tegn på territoriehævdelse (se ovennævnte beskrivelse).
- Muligt ynglepar: Regelmæssig forekomst af voksne fugle i potentielle områder i yngletiden (1/6-1/9) uden konkret tegn på territoriehævdelse eller kendskab til konkret yngleområde (f.eks. regelmæssigt jagende han ved en digesvalekoloni i august).

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

I intet år kan man dog gå ud fra, at der opnås konkret kendskab til alle parrene i landet. Derfor må en opgørelse af bestanden opdeles i ”kendte par” udregnet ud fra ovenstående metode og derudover en kvalificeret vurdering af den samlede reelle bestand – om muligt. I den kvalificerede vurdering medtages estimerede bestandsstørrelser fra områder med dårlig eller manglende dækning. Disse baseres på generelle tendenser i ynglebestanden samt viden indsamlet i det pågældende område i tidligere år.

Referencer og relevant litteratur
Chapman, A., 1999: The Hobby. – Arlequin Press, Chelmsford/Essex.

Cronert, Hans, 1978: Lärkfalkens förekomst i Skåne. – Anser, s. 101-108

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Fiuczynski, Klaus Dietrich., 1987: Der Baumfalke. – Die neue Brehm-Bücherei/A. Zimsen Verlag, Wittenebrg Lutherstadt.

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Raddatz, H,-J., 2004: Änderungen in der Nistplatzwahl des Baumfalken in der Barmstedter Geest, Pinneberg. – OAG SH- Rundschreiben 3/2004, s. 58.

Tofft, J., 2003: Lærkefalken – næsten ukendt som dansk ynglefugl. – Fugle i Felten, nr. 2, s. 6-7.

Tofft, J. & K. Dichmann, 2005: Lærkefalkereder i el-master. En skæbnefortælling fra Sundeved. – Panurus 39, nr. 3-4, s. 4-8.

Vandrefalk - ynglefugle

Moniteringsvejledning for vandrefalk i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes og Niels Peter Andreasen, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Vandrefalken er en af Verdens mest udbredte fuglearter. Også i Europa har vandrefalken en stor udbredelse - primært i bjergrige områder. De 3 traditionelle ynglepladser i Danmark har været på klinterne og klipperne på Møn, Stevns og Bornholm, hvor reden placeres på er hylde, mindst 45 cm bred og gerne med overhæng, eller i huler i kridtvæggen. I ældre tid kendes dog her i landet også vandrefalke, der som sekundær ynglebiotop har valgt reder i træer, isolerede småøer (bl.a. Saltholm), bygninger eller lavere kystskrænter. I nyere tid har man i Tyskland registreret et vandrefalkepar med rede på jorden på en lille ubeboet holm i Vadehavet. I andre lande yngler vandrefalken desuden mange steder i kasser på master, kraftværker og andre høje bygninger, hvor menneskelig forstyrrelse er lille. Den træffes også på kirker, skyskrabere og broer i storbyer.

I Danmark har vandrefalken aldrig været talrig og har antageligt ynglet med omkring 6-10 par årligt gennem de sidste århundreder, og måske enkelte år med et maksimum på 12-15 par. I dette århundrede betød efterstræbelse i form af beskydning, indsamling af æg, fangst til falkonerbrug og forgiftning fra miljøgifte som DDT og PCB en voldsom nedgang i bestandene i Europa og USA. I Danmark forsvandt de sidste ynglepar på Stevns i 1950’erne, på Bornholm 1961 og på Møn 1972. Det sidste ungekuld i Danmark i denne periode blev fjernet fra redehylden på Møns Klint i 1969. Dokumenterede oplysninger peger på, at der stod navngivne tyske falkerøvere bag den kriminelle handling, og at ungfalkene blev afsat til falkonerbrug i udlandet.
Som følge af et generelt forbud mod miljøgifte, en forbedret beskyttelse mod jagtlig efterstræbelse, falkonervirksomhed og ægsamling samt som modvægt diverse udsætningsprojekter, begyndte den europæiske bestand igen at stige.
Denne positive udvikling kunne også konstateres i Danmark fra slutningen af 1980’erne, og i slutningen af 1990’erne blev såvel hanner som hunner set på de gamle ynglesteder i forårsperioden årene før de endeligt etablerede sig.
Som dansk ynglefugl genindvandrede vandrefalken til Møns Klint i 2001 og fik unger på vingerne for første gang i 30 år i 2002. I 2004 har et nyt dansk vandrefalkepar forsøgt at yngle på Bornholm, men det mislykkedes. Dette par har dog ynglet med succes i 2006. På Stevns Klint var et tredje par territoriehævdende i 2006, og ynglede med succes i 2007.

Vandrefalken blev ved seneste rødlistevurdering i 2006 kategoriseret som forsvundet, dog muligvis under genindvandring. Denne vurdering skyldes, at vandrefalken endnu er så nyligt en genindvandret art, at man mener, der stadig er usikkerhed om, hvorvidt arten vil reetablere sig som regelmæssig ynglefugl.

Vandrefalken bygger ikke selv rede, men vil i de fleste tilfælde blot udforme en fordybning i et underlag af græs, grus eller sand. Den kan undertiden benytte gamle reder fra andre fugle. De normalt 3-4 æg lægges typisk omkring 1. april her i landet, for nyetablerede par dog ofte et par uger senere. Æggene ruges 29-32 dage (per æg) af begge forældrefugle. Hvornår rugningen startes er usikkert, nogle kilder siger når første æg er lagt (Cramp & Simmons 1980), hvilket er normalt for rovfugle. Andre mener, at rugningen først startes når der er lagt 2-3 æg. Det sidste tilfælde vil bevirke at der er mindre størrelsesforskel på dunungerne end tilfældet er hos andre rovfugle, da klækningen derved bliver relativt synkroniseret. I det første tilfælde vil klækningen ikke være synkroniseret, og der vil altså være en tydelig størrelsesforskel på ungerne. Hos mange andre rovfugle kan dette bevirke at kun de førstklækkede unger vil overleve til flyvedygtig alder i år med fødeknaphed, da disse vil vinde kampen om føden i reden. Hos vandrefalken er dette dog muligvis ikke tilfældet, idet vandrefalken til forskel fra mange andre rovfugle via sin særlige jagtteknik har et ret stabilt fødegrundlag og kan vælge mellem mange forskellige byttearter, og slet ikke påvirkes som mange andre arter af byttedyrenes bestandssvingninger. De danske par har også vist en ret høj ungeproduktion. Når antallet er flyvefærdige unger er mindre end kuldstørrelsen, menes det i højere grad at skyldes ubefrugtede æg, eller hvis den rugende forældre bliver forstyrret og må forlade reden, end det skyldes fødemangel. Ungerne er flyvefærdige 35-42 dage efter klækning, men vil dog være afhængige af forældrene i mindst 2 måneder endnu (Cramp & Simmons 1980).

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=03200

Undersøgelsesområde
Vandrefalken ligger til grund for udpegningen af følgende lokalitet som EF-fuglebeskyttelsesområde:

- Klinteskoven (IBA 90)

Vandrefalken er desuden fokusart på Stevns (IBA 127).

Af andre områder er naturligvis Hammeren på Bornholm interessant, da dette er en ynglelokalitet. Desuden er alle lodrette, høje klinter og klippeskrænter potentielle redepladser. I Vadehavet syd for os har vandrefalke desuden ynglet på små ubeboede øer og holme, og dette kunne også være et potentielt ynglested i Danmark. Specielt set i lyset af at mange vandrefalke overvintrer i nærheden af lavvandede områder med høj tæthed af vandfugle, hvor sådanne øer netop ofte findes. Store bygninger med afsatser eller lignende, hvor menneskelig forstyrrelse ikke forekommer, er også mulige redesteder. Det kunne være broer, siloer på havneområder eller f.eks. Kronborg, hvor der de senere år har været overvintrende vandrefalk. Endelig giver opsatte redekasser i vore nabolande gode betingelser for falkene og er med til at sikre en bestandsstørrelse, der mindsker risikoen for indavl. Det vil dog nok være hensigtsmæssigt at overveje på hvilke lokaliteter, man sætter kasser op, da endnu en predator sammen med andre trusler for f.eks. strandengsfugle kan påvirke sårbare ynglebestande. Den nuværende danske ynglebestand har en tydelig sydøstlig udbredelse og er en så begrænset population, at der er risiko for ”genetisk flaskehals” med alt for nærbeslægtede ynglepar og deraf følgende risiko for indavl. De ikke ringmærkede individer i de nuværende par kan teoretisk være hanfalkens eget afkom. Man kan derfor håbe på, at nye par vil etablere sig på nye lokaliteter og i andre landsdele, så udvekslingen af gener bliver mere varieret.

Et typisk træk for ynglepladser er, at der både er et muligt redested (klint, skrænt e.l.), men også et typisk overvintringsområde i nærheden. IBA’er, der har rastende vandrefalk som enten fokusart eller udpegningsart, er:

- Odense Fjord (IBA 75)
- Nakskov Fjord (IBA 88)
- Vadehavet (IBA 57)
- Vest- og Sydamager med omgivende hav (IBA 111)
- Skjern Å-dalen (IBA 115)
- Roskilde Fjord, Selsø & Kattingesøerne (IBA 105)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord & Jungshoved Nor (IBA 89)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA 20)
- Saltholm (IBA 110)
- Skove og heder ved Bryrup (IBA 34)
- Agger Tange & Krik Vig (IBA 23)
- Ringkøbing Fjord (IBA 43)
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA 1)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Herunder følger nogle tegn på yngel, som man bør kigge efter, hvis man har mistanke om etablering af et nyt ynglepar:

I etableringsperioden februar-marts: han og hun sidder i nærheden af hinanden på en egnet ynglebiotop. Han og hun jager andre rovfugle, krager og store måger ud af området. Han sidder i skrutrygget positur over for hunnen, kalder med ”tjek-tjek-lyde”. Han og hun demonstrerer store territorieflyvninger sammen. Han afleverer bytte til hunnen. Han og hun parrer sig.

I rugeperioden april til primo maj ses typisk yngleadfærd. Han kommer med bytte til hunnen på egnet redelokalitet. Han afløser hunnen på egnet redested. Hannen har fast vagt- og observationspost i nærheden af egnet redested. Hvis det kan lade sig gøre at se redestedet, kan man eventuelt kigge efter en rugende fugl, eller måske se ægkuldet.

I ungeperioden maj til primo juni vil man kunne se hannen aflevere bytte til hunnen, der tager det med ind på egnet redested. Hannen tager selv bytte med ind på egnet redested. Antallet af byttefugle bragt til egnet redested stiger gradvist fra 2-3 gange til 6-7 gange dagligt, som ungerne bliver større. Hvis man i denne periode kan se reden, kan man se dununger eller senere i forløbet fjerunger på redehylden.

De udfløjne ungfugle opholder sig tæt ved redestedet de første uger (juni-juli), derefter sker spredningen gradvist hen over sommeren, hvor forældrefuglene følger ungfuglene, til disse selv er i stand til at skaffe sig tilstrækkelig føde. Ofte ses et par være territoriehævdende det første år uden at yngle, og her er det derfor vigtigt at følge fuglene året efter. Ved de allerede kendte par er det vigtigt hvert år at undersøge, om fuglene yngler, samt hvor stor produktion de har (antal udfløjne unger).

I særlige tilfælde kan en han knytte sig til to hunner (muligvis oftest i tilfælde med nært slægtskab), eller der kan ske udskiftning under yngleforløbet, hvis en fremmed hun jager ynglehunnen bort eller overtager hannen. Endelig kan der ske ændringer i forløbet, hvis en af ynglefuglene kommer til skade eller dør i denne periode.

Ved fund af et redested er det vigtigt at finde en god observationspost, hvorfra stedet kan iagttages uden at forstyrre fuglene. For at forhindre unødig forstyrrelse eller stress hos ynglefuglene kan det være nødvendigt at afspærre redelokaliteten i en afstand på 200-300 meter, især hvis den rugende fugl kan se direkte ud på de forbipasserende. De mest følsomme perioder er ugerne op til og lige efter æglægning (hvor hunnen ved forstyrrelse hurtigt kan forlade redestedet). Perioden hvor dunungerne lige er kommet ud af æggene (de næste 7-10 dage er de afhængige af forældrefalkens næsten konstante kropsvarme). Og dagene omkring udflyvningen, hvor ungfalkene er mest udsatte for uheld under flyvning (kraftige vindstød, pludselig slagregn), landing på uhensigtsmæssige steder, og risiko for angreb fra f.eks. duehøg, svartbag, ravn, krager, mårdyr eller ræv (muligvis også senere med øget indvandring af stor hornugle).

Man skal så tidligt som muligt forsøge at registrere antal unger i reden (antal klækkede unger), men vigtigst er det at registrere antallet af flyvefærdige unger.

Moniteringskalender
1/3-15/4: Ankomstperiode og æglægning. Opfølgning på observationer af territoriehævdende fugle og lokalisering af rede.

1/4-1/5: Rugetid. Evt. lokalisering af rede.

1/5-10/6: Ungetid. Registrering af fugle bringende føde til reden. I slutningen af perioden kan antal flyvefærdige unger observeres.

Rapportering
Alle observationer af ikke-trækkende fugle inden for yngletiden bør indrapporteres med angivelse af adfærd samt eventuel alder (f.eks. 2 ad. + 1 juv. rastende). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter observationen er gjort, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: rugende fugle, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, parringsadfærd, o.lign. ved et egnet yngleområde.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af adulte fugle i perioden 15/5-1/7 i et egnet yngleområde, uden fund af redeplads eller observationer af territoriehævdelse (denne kategori benyttes sjældent, da der som regel vil være god viden om evt. ynglefugle).

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Rødrygget Tornskade - ynglefugle

Bestanden vurderes ved optælling af stationære hanner/par, syngende hanner og varslende par/hanner mellem medio juni og primo august, allerbedst dog i perioden medio-ultimo juli. Hannen har i yngletiden ofte helt faste udkigs¬poster, hvorfra den spejder efter føde¬emner og overvåger terri-toriet. Antallet af hanner kan inkludere en ukendt andel af uparrede hanner, mens antal ungefamili-er kun indicerer par med ynglesucces. Den reelle bestand ligger et sted herimellem. For sammenlig-nelighedens skyld angives det første tal som lokalitetens ynglebestand, mens antallet af ungefamilier angives som kommentar.

Hvad angår de uparrede hanner, bør man være opmærksom på at uparrede hanner og hunner hvis yngleforsøg er mislykket, sagtens kan finde på at hjælpe med at beskytte og fodre andre pars unger. De uparrede hanner assisterer sågar ofte flere par på én gang. Da ydermere sene kuld ofte er overladt til en enkelt forældrefugl, kan tilstedeværelsen af disse surrogatforældre føre til en fejlvurdering af antallet af ynglepar i et område.

Rødrygget Tornskade - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Stor Tornskade - ynglefugle

Moniteringsvejledning for stor tornskade i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes & Niels Peter Brøgger, juli 2008

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Omvendt findes en række ny- og genindvandrede arter, som er ved at blive en del af den danske fauna. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab samt følge nye arters indvandring til brug for bl.a. en fremtidig rødlistevurdering. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Stor tornskade er en iøjnefaldende, langhalet, drosselstor fugl. Stor tornskades videnskabelige navn betyder den vagtsomme slagter, og arten ses også typisk siddende i toppen af en busk eller et træ på udkig efter føde. Han og hun har samme fjerdragt med grå isse og ryg, sorte vinger, sort øjenmaske og hvide vingebånd. Læs mere om Stor tornskade og hør stemmen på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=15200

Stor Tornskade antages at være kommet til Danmark sydfra i slutningen af 1800-tallet med det første sikre ynglefund registreret i 1927. I 1940’erne toppede den danske bestand, men gik siden tilbage til 30-50 par i 1970’erne. Bestanden har dog formentlig aldrig oversteget 100 ynglepar. Bestanden har i de senere år ligget relativt stabilt på omkring 25-30 par. De nærmeste nordtyske ynglepladser ligger 400 km syd for det danske kerneområde i grænseområdet til Mecklenburg, hvor bestanden har været i nogen tilbagegang de senere år. Om vinteren gæstes landet af fugle nordfra, som etablerer og forsvarer faste vinterterritorier i landet. På baggrund af en undersøgelse i vinteren 2003/04 anslås den danske vinterbestand til 350-450 fugle. Stor tornskade er på den danske rødliste kategoriseret som moderat truet.

Reden placeres i en lille busk eller et træ, gerne bjergfyr, gran eller ene. Erfaringer viser, at redestedet ofte er placeret indenfor 50-150 meter fra en mindre sø, bæk eller et fugtigt område med kæruld. Hannen bringer redemateriale til hunnen, der bygger reden. De oftest 4-7 æg lægges normalt i første halvdel af april. De ruges primært af hunnen og klækker efter 15-17 dage, som regel en smule asynkront. Ungerne bliver typisk flyvefærdige efter 15-18 dage, men forlader som regel reden lidt før.

Målsætning
- At årligt registrere alle ynglende par af stor tornskade i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse og udviklingstendens kan fastslås.
- ”Negativ registrering” på egnede ynglelokaliteter i Vest- og Sydvestjylland.

Undersøgelsesområde
Stor tornskade er ikke på udpegningsgrundlaget for nogen EF-fuglebeskyttelsesområder. Den er til gengæld fokusart på følgende IBAs:

- Nørlund Plantage & Harrild Hede (IBA 163)
- Kallesmærsk Hede & Grærup Langsø med omgivelser (IBA 50)
- Randbøl Hede (IBA 46)

Kerneområderne for Stor tornskade i Danmark er Vest- og Sydvestjylland. Yngleområderne er åbne, øde heder og overdrev, gerne med læbælter, enkeltstående træer og grupper af træer, der både anvendes til redetræ og som fourageringssted. Sådanne områder findes især på militære øvelsespladser, som formodes at være relativt godt beskyttede af de plejeplaner, der i de seneste år er udarbejdet for militære områder. De vigtigste militære øvelsesområder er: Karup, Holstebro, Borris og Oksbøl. Disse fire militære områder rummer mere end halvdelen af landsbestanden.

Optællingsmetode
Stor tornskade optælles bedst ved at eftersøge fuglene på egnede ynglelokaliteter fra sidst i marts til allerførst i juni. Fra sidst i marts ses yngleparrene ofte sammen i området, men hen til de første 5-10 dage i april, er der dog stadig risiko for, at registrere overvintrende fugle fra nordligere bestande. Enlige fugle, der virker meget sky og nervøse, kan meget vel være ynglende hanner, hvor hunnen ligger og ruger. Ligeledes er observationer af fugle med redemateriale et sikkert tegn på ynglefugle. Områder med observationer af fugle i april bør kontrolleres i maj, for at se om fuglene stadig er til stede, da vintergæster på dette tidspunkt er meget usandsynlige. Ved besøg i maj kigges også efter tegn på yngleaktivitet, som f.eks. fugle med føde. Da ynglende store tornskader generelt er temmelig sky, kræver det en god arbejdsindsats, ofte med flere besøg, for at være sikker på, at et område er ordentligt undersøgt for ynglefugle. Det er en god ide at udse sig en egnet bakketop eller flere og afsøge området herfra med kikkert eller teleskop. Denne metode forstyrrer fuglene mindst og der opdages flere fugle, fordi de netop er meget sky i rugeperioden og den først tid herefter.

Ungerne forlader typisk reden i sidste halvdel af maj eller i starten af juni. I denne periode er de meget larmende, og vil derfor ofte være lettere at registrere. Et besøg her kan derfor både bidrage til bekræftelse af yngel, men også til en vurdering af ungeproduktionen.

Juvenile fugle set efter midten af juni, kan godt være fra et andet område, da familien ofte strejfer rundt (måske efter bedre fødemuligheder) efter dette tidspunkt.

Moniteringskalender
25/3-1/5: Etablering og rugeperiode. Fuglene kan være vanskelige at registrere, og vintergæster kan stadig være til stede indtil ca. 10/4. I første del af perioden kan parring og syngende eller redebyggende fugle evt. ses.

1/5-10/6: Ungeperiode. Opfølgning på tidligere observationer, for at se tegn på yngel, som ungefodrende fugle eller udfløjne unger. Desuden nyopdagelser af fugle, da par med ynglesucces er mere aktive og synlige i denne periode.

Rapportering
Alle observationer af arten bør rapporteres, særligt på mulige ynglelokaliteter. Rapportering skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. redefund med æg/unger eller observation af nyudfløjne unger, eller observation af adult fugl med føde eller redemateriale.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med yngleadfærd i foråret (kurtisering/parring) eller gentagne observationer af par i yngletiden efter 1/5 på en egnet ynglelokalitet.
- Muligt ynglepar: Observation af stedfast fugl(e) i april, men hvor der mangler opfølgende kontrol. Observation af enlig fugl på egnet ynglelokalitet efter 1/5.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sikre+ sandsynlige) – (sikre+sandsynlige+mulige). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.


Referencer og relevant litteratur
Cramp, S and Perrins, C M (eds) 1993: The Birds of the Western Palearctic vol. VII.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H. & Fjeldså, J. et. al. 2002: Fuglene i Danmark. Gyldendals boghandel.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2008: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2007. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2007.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Hedelærke - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar af hedelærke optælles ved at registrere syngende fugle i oplagte ynglebiotoper, bedst ved solopgang. Arten synger i territoriet fra slutningen af marts til ind i juli. Hedelærken lægger sine æg fra medio marts, som regel i en rede på jorden i åbne træomkransede lysninger.

Hedelærke - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.

1 % af den/de bestande, der forekommer i Danmark, svarer ifølge Wetlands International (2006) til fugle. Jævnlige forekomster af minimum det antal kvalificerer et område som IBA.

Toplærke - ynglefugle

Moniteringsvejledning for toplærke i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes Kristensen & Anders Østerby, april 2008

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Omvendt findes en række ny- og genindvandrede arter, som er ved at blive en del af den danske fauna. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab samt følge nye arters indvandring til brug for bl.a. en fremtidig rødlistevurdering. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Umiddelbart ligner toplærken den almindelige sanglærke, men ved nærmere eftersyn er der klare forskelle, ligesom sangen hos de to arter er forskellig. Først og fremmest kan man kende toplærken på dens større top end sanglærkens. Desuden er toplærken mindre kontrastrig og knap så varmt tonet som en sanglærke, hvilket får den til at virke lidt mere ”grå og kedelig” i dragten. Den har også et længere næb og er en lille smule større end sanglærken. Du kan læse mere om toplærken samt lytte til dens stemme på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=09720

Toplærken indvandrede til Danmark i 1800-tallet. Da den under sin udbredelse mod nord i 1860’serne var nået frem til Vendsyssel, spåede ornitologen J.C.H. Fischer (her citeret efter Løppenthin 1967) at ”…den efter kortere eller længere Tid igjen [ville] forsvinde og indskrænke sig til sit gamle sydlige Hjem”. Løppenthin anfører at denne forudsigelse endnu 100 år efter ikke holder stik, om end arten siden 1950 synes at være aftaget i København. Bestandsudviklingen siden da ser dog ud til inden længe at give Fischer ret i hans 135 år gamle forudsigelse. Alt tyder på at arten er helt uddød som dansk ynglefugl om ganske få år. I Nordeuropa yngler toplærker i byer, især i industrikvarterer, jernbaneterræner og i havneområder. I Danmark har den således været udbredt i mange af de større jyske byer samt Odense, København, Kalundborg m.fl., men findes i dag kun i Hirtshals, hvor der i 2007 var 2 par. Toplærke er på den danske rødliste kategoriseret som akut truet.

Toplærken er monogam. Reden lægges ofte direkte på jorden, skjult under en busk eller ved en lille forhøjning. Den lægger normalt 3-5 æg i april måned. I det centraleuropæiske kerneområde lægges ofte to kuld. Det vides ikke om de danske ynglefugle opfostrer 2 kuld på en sæson. Udrugningen varer i Mellemeuropa 12-13 dage. Ungerne forlader reden ca. 9 dage gamle og er flyvefærdige fra omkring 14-16 dage gamle og så godt som uafhængige efter 20 dage (Grell et al. 2002).

Målsætning
- At registrere alle ynglepar af toplærke i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse kan fastslås.
- ”Negativ registrering” på egnede lokaliteter i Nordjylland.
- Evt. registrering af antal flyvefærdige unge

Undersøgelsesområde
Som nævnt er Hirtshals i 2007 den sidste danske by med en ynglebestand af toplærke. Den bør derfor optælles årligt her. Ligeledes bør arten eftersøges i de byer, den sidst har ynglet i. Disse indbefatter Løkken, Frederikshavn, Århus, Ålborg, Hjørring og Skagen. Desuden bør alle egnede ynglelokaliteter, hvor der observeres stationære fugle eller syngende hanner eftersøges grundigt for mulige oversete ynglepar. I Rønne ynglede et par i 1999, og dette viser, at ynglepar kan dukke op på nye ynglesteder, og der ses da også årligt toplærke på Sjælland.

Optællingsmetode
Det er forholdsvis enkelt at registrere de territoriehævdende fugle, idet de er både synlige og hørbare i det tidlige forår. Til gengæld kræver det et større eftersøgningsarbejde at finde reder og unger. Eventuelle yngleområder kan besøges to-tre gange i løbet af marts-april for at eftersøge territorielle hanner. Disse vil ofte ses synge fra toppen af tage eller lignende. Hvis man vil sikre sig, at man ikke overser fugle, bør man foretage minimum tre grundige besøg.

Områder, hvor man i foråret har set fugle, bør besøges minimum en gang i løbet af maj for at kontrollere, om fuglene stadig er til stede og om de ser ud til at være ynglende. Interessante observationer i den sammenhæng er bl.a., om der er mere end en fugl til stede, observation af parring, voksne fugle med føde i næbbet, unger eller nyudfløjne ungfugle samt fugle med redemateriale. Hvis fuglen ikke kan genfindes på dette opfølgende besøg, kan det være værd at aflægge endnu et besøg på lokaliteten på en senere dato, da fuglene godt kan færdes ret skjult under ungeopfostringen.

Moniteringskalender
1/3-20/4: Eftersøgning af syngende hanner på egnede ynglelokaliteter.

1/5-1/6: Opfølgning på tidligere observationer af syngende fugle. Tegn på yngleaktivitet som f.eks. ungefodrende fugle eftersøges. Evt. optælling af flyvefærdige unger.

Rapportering
Alle observationer af arten bør rapporteres, særligt på mulige ynglelokaliteter. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php.
Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. redefund med æg/unger eller observation af nyudfløjne unger, eller gentagne observationer af adulte fugle med føde.
- Sandsynligt ynglepar: Stedfast territoriehævdende (syngende) fugl eller observation af par med yngleadfærd i foråret (kurtisering/parring) på en egnet ynglelokalitet. Desuden observationer af fugle med redemateriale.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af fugle i yngletiden, på en egnet ynglelokalitet, men hvor informationer om yngleaktivitet mangler.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M.B., Hansen, J. & Rasmussen, B. 2002: Overvågning af toplærke Galerida cristata, med en gennemgang og vurdering af de danske ynglehabitater. Naturovervågning. – Danmarks Miljøundersøgelser. 46 s. -Arbejdsrapport fra DMU, nr. 171. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/DATSY_FIFartikler/toplaerke_forv_plan.pdf

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (red.) 2004: Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Løppenthin, B. 1967: Danske ynglefugle i fortid og nutid. - Odense Universitetsforlag, Odense.

Meltofte, H. & Fjeldså, J. et. al. 2002: Fuglene i Danmark. Gyldendals boghandel.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2008: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2007. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2007.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Græshoppesanger - ynglefugle

Ynglebestanden vurderes ud fra antallet af syngende hanner ca. 15. maj til 20. juni. Det er vigtigt, at optællingerne foretages i stille vejr uden nedbør. En eller flere nattællinger bør indgå.

Skovsanger - ynglefugle

Sikre ynglepar registreres på baggrund af iagttagelse af udfløjne unger i juni. Kortlægning af syngende hanner i sidste halvdel af maj samt juni kan bruges som indikation på sandsynlige ynglepar.

Vandstær - ynglefugle

Moniteringsvejledning for vandstær i DOFs caretakerprojekt, udarbejdet af Erik Dylmer, januar 2010

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle, først som led i det såkaldte DATSY-projekt der løb til og med år 2008, siden som led i Caretakerprojektet. Som led i projektet udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 46 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for den artsansvarlige caretaker

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Vandstæren er en ret almindelig træk- og vintergæst i de danske vandløb med de største forekomster i det midt- og østjyske samt en række vandløb på Fyn, Sjælland og Bornholm. Træk- og overvintringsfugle ankommer fra oktober og forlader landet igen i løbet af marts måned. Enkelte trækfugle ses jævnligt et stykke ind i april måned.

Vandstærens yngleperiode i Danmark kan betragtes som perioden fra 1. marts til 1. juli
Det lader til at æglægning sker fra starten af april, og med en rugetid på omkring 16 dage og yderligere 3 uger i reden inden udflyvning kan 1K vandstære observeres fra omkring en uge inde i maj måned. De seneste år er der registreret unge vandstære uden for reden fra starten af maj og til starten af juni. I 2008 var ungefodringen tilsyneladende ikke gået i gang så sent som den 30. april og først i starten af juni blev unger observeret. Det sene tidspunkt skyldes måske den relativt hårde frostperiode der var i april, hvilket er i overensstemmelse med blandt andet svenske studier, der har vist at æglægningstidspunktet er påvirket af forårets temperaturer og vandstand.

Med tiden fordeler ungerne sig i vandløbet og kan være særdeles vanskelige at registrere. Udenlandske undersøgelser har vist at fodringen af udfløjne unger omkring redestedet typisk varer omkring 2 uger, hvorefter ungerne spredes. En undersøgelse fra Blekinge i årene 1991 til 2001 viste at vandstære typisk lægger 4-5 æg, hvilket resulterer i 3-4 flyvedygtige unger. Vandstære kan få op til 3 kuld om året ifølge Blekingeundersøgelsen, men hverken 2 eller 3 kuld er registreret i Danmark.

Det skal påpeges at erfaringsgrundlaget fra danske ynglefund er sparsomt.

Artens nuværende yngleområde i Danmark er de senere år indskrænket til 2 vandsystemer omkring Vejle - nemlig Vejle Å og Grejs Å. I 1990erne var der også ynglende vandstær på Bornholm samt enkelte andre steder med ujævne mellemrum. Danmarkskort med ynglepar i 1970erne og 1990erne kan ses under "Generelt om vandstær".

Målsætning
- At registrere og kortlægge alle ynglende par af vandstære i Danmark som baggrund for årlige bestandsopgørelser.

Undersøgelsesområde
Følgende vandløb (i prioriteret rækkefølge) bør der fokuseres på:
1) Vejle Å, Grejs Å, Højen Å, Lystrup Å
2) Århus Å, Lyngbygårds Å, Giber Å, Villestrup Å, Funder Å, Salten Å, Mattrup Å, Rohden Å, Halleby Å, Suså, Åkær Å og Vester Nebel Å
3) Spørring Å, Lille Å, Lemming Å, Tange Å, Bygholm Å, Lille Hansted Å, Gesager Å, Skærum Å, Åsted Å, Binderup Å

Enkeltlokaliteter:
Holtum Å – Harrild Mølle
Storåen – omløbsstryget ved Vandkraftsøen
Ringsted Å – Torpet
Sæbygård Skov
Gudenå – Gudenåcentralen samt omløbsstryget ved Vestbirk

Bornholm:
Vandstæren er ikke registreret som ynglefugl i de bornholmske vandløb siden midt i 1990erne, hvor Bobbeå og Kobbeå havde ynglende vandstære. Bør prioriteres højt.

Optællingsmetode
Det forhold at ynglefugle i starten af sæsonen (medio marts) er vanskelige at adskille fra andre overvintrende fugle eller trækkende fugle kan besværliggøre registrering af ynglende fugle tidligt på sæsonen. Det bedste tidspunkt til registrering af ynglefugle er sidste uge i april og 2-3 uger ind i maj, hvor der gerne skulle foregå en ivrig ungefodring. Ved besøg på potentielle ynglelokaliteter inden denne 3-4 ugers periode må man påregne at skulle investere mere tid i ”eftersøgningen”, da ungefodringen muligvis ikke er startet eller er mindre intensiv. Ved senere besøg vil ungernes gradvise spredning fra reden også vanskeliggøre en positiv registrering, og en eftersøgning op- og nedstrøms fra redestedet er tidskrævende, men må betragtes som nødvendig. Registrering af fugle der udviser yngleadfærd tidligt på sæsonen (fra primo marts) inkluderer redebygning, sang (både han og hun synger) og anden territorialadfærd. Også fugle der udviser tydelige tegn på nervøsitet ved en observatørs tilstedeværelse kan vise sig at være ynglefugle. Nervøsitet kan blandt andet udmønte sig i at vandstæren flyver korte og gentagne ture frem og tilbage, hopper rundt mellem sten eller flere meter op i bevoksningen.

Vandstæren udviser polygyni. Dette forhold bør altid tages i betragtning – særligt først på sæsonen, hvor man således ikke kan forvente at finde en ventende han nær redestedet. I betragtning af fuglens sjældenhed som ynglefugl i Danmark skal man være usandsynlig heldig hvis en han har endnu et territorium/rede i samme vandløb. Situationen er nok nærmere at disse hanner har et tidligt kuld i Danmark, hvorefter de flyver videre til eksempelvis Norge, hvor de kan nå endnu et kuld.

Det anbefales at aflægge flere besøg på en potentiel ynglelokalitet for at kunne afskrive et muligt ynglepar. Situationen er den, at man fra april til midt i maj kan risikere at komme til en benyttet ynglelokalitet, hvor hannen har forladt redestedet og hunnen ruger. Lokaliteten kan således se ubenyttet ud medmindre friske ekskrementer kan iagttages.
Enhver observation af vandstær på en mulig ynglelokalitet i april måned er interessant og bør følges op af yderligere besøg. Tidlig morgen anbefales, især i forbindelse med registrering af ungefodring.

Vandstærereder forgår ikke så let, og observation af fugle i nærheden af en rede, som man ikke er sikker på er ny, er ikke tilstrækkelig evidens for et sikkert ynglepar.

Moniteringskalender
1/3-1/5: Registrering af fugle der udviser yngleadfærd
1/5-10/7: Ungeperiode

Rapportering
Alle observationer af arten bør rapporteres. Rapportering skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOFs database over fugle, som alle kan bidrage til. Rapporteringen må meget gerne være detaljeret inklusiv stedbeskrivelsen. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere.

Væsentlige ting at notere sig ved registrering af et ynglepar og ved senere afrapportering:
- Antal unger
- Ungernes placering i forhold til redested
- Udflyvningstidspunkt
- Antal voksne fugle på lokaliteten
- Placering af rede
- Mulige forstyrrelser

Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan disse data ikke ses af alle, men videregives til den artsansvarlige caretaker. Vejledning til DOFbasen, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php. Man kan også rapportere sine observationer til den artsansvarlige caretaker eller til den centrale koordinatorer i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Der opereres med 3 kategorier af angivelse af ynglepar:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle eller gamle fugle med føde i næbbet.
- Sandsynligt ynglepar: Gentagne observationer på en typisk ynglebiotop i perioden 1/5-1/8 eller observation af parring i foråret.
- Muligt ynglepar: Observation efter 20/4 på en velegnet ynglebiotop.

Referencer og relevant litteratur
BirdLife International (2004) Birds in Europe: population estimates, trends and conservation status. Cambridge, UK: BirdLife International. (BirdLife Conservation Series No. 12)

Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1980. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. II Hawks to Bustards. Oxford University Press.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Blåhals - ynglefugle

Ynglende blåhals registreres bedst på sangen som mest høres om aftenen, om natten og tidligt om morgenen. De bedste optællinger (største tal) får man, hvis man går ud på stille aftener efter solnedgang eller om morgenen frem til et par timer efter solopgang sidst i marts og i april. Hvis det blot gælder om at konstatere, om arten yngler, kan man selvfølgelig dokumentere dette frem til september ved ungevarslen, småsyngen osv.
Arten yngler i direkte tilknytning til fugtige områder som grøfter, kanaler, søer og åbredder – gerne med tagrør og spredte pilebuske - og fouragerer også på tilknyttede, dyrkede marker. Da sådanne biotoper findes i rigt mål i hele marsken og et stykke ind i landet, er blåhalsen utvivlsomt overset i et ikke ubetydeligt omfang (DATSY 2004).

Markpiber - ynglefugle

Moniteringsvejledning for markpiber Anthus campestris i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Knud Pedersen, Mikkel Willemoes Kristensen & Timme Nyegaard, juli 2007

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Omvendt findes en række ny- og genindvandrede arter, som er ved at blive en del af den danske fauna. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab samt følge nye arters indvandring til brug for bl.a. en fremtidig rødlistevurdering. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Markpiberen i adult dragt kendes bedst på sin lyse grundfarve uden nogen særlig stribning på bryst, flanker og ryg. Den er ret stor og virker slank og næsten vipstjerteagtig. Mørk tøjlestribe og lyse ben er vigtige kendetegn. Desuden er det en stor fordel at kunne stemmen hvis man skal finde og bestemme markpiber. Sangen som oftest udføres i en bueformet sangflugt er et gentaget ”tsirliih … tsirliih … tsirliih … med tryk på sidste stavelse. Kaldet er typisk et spurvelignende ”tjiuv”. En nærmere beskrivelse, samt optagelse af sang og kald kan findes her: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=10050

Markpiberen er en meget sjælden ynglefugl i Danmark. I 1998-99 vurderedes landsbestanden at være 18-24 par, mens den i 2002 kun vurderedes til 13-15 par. I løbet af de sidste par år er bestanden gået yderligere tilbage, og i 2005 og 2006 blev henholdsvis 1-3 og 1 ynglepar registreret. I Østdanmark ses markpibere i dag kun i form af tilfældige trækobservationer.

Markpiberen yngler i Danmark kun i åbne klitområder med lav vegetation og nøgne sandede partier. Sker der en tilgroning af klitområderne, så de ændrer udseende fra hvid klit til grå klit eller grønsværklit, bliver områderne uegnede som habitat for markpiberen. Det er påfaldende, at de tilbageværende ynglepladser på Skagens Odde og Anholt hører til de mindst påvirkede klitområder i Danmark, når det gælder kvælstofnedfald fra luften og dermed gødskning og efterfølgende tilgroning.

De danske og nordeuropæiske markpibere overvintrer i Nordafrika, og vender tilbage herfra i april-maj.

Artens tilbagegang i Danmark og hele Vesteuropa i den sidste halvdel af 1900–tallet kan skyldes en væsentlig forringelse af artens foretrukne biotop – tørt og åbent landskab med sparsom vegetation. Denne naturtype er blevet voldsomt indskrænket i de vestlige og centrale dele af Europa. Med denne udvikling vil mulighederne for at få et tilskud af nye fugle fra Syd– og Østeuropa til en isoleret randpopulation, som den danske, være begrænsede. Tendensen for bestanden på landsplan synes fortsat at være nedadgående, og sker der ikke en drastisk, positiv ændring i bestandsudviklingen, må det frygtes, at markpiberen vil være forsvundet som dansk ynglefugl inden for de næste ti år. Arten er opført som kritisk truet på DMU’s rødliste over danske ynglefugle fra 2007, ligesom den var i 2004.

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af markpiber i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse kan fastslås.
- ”Negativ registrering” på egnede lokaliteter i Nordjyllands amt samt lokaliteter med markpiber på udpegningsgrundlaget.

Undersøgelsesområde
Markpiber er på udpegningsgrundlaget i følgende danske fuglebeskyttelsesområder, som derfor bør undersøges årligt:

- Anholt (IBA 32)
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA 5)

Markpiberen har tidligere ynglet på Læsø og i Nordsjælland, men siden 2000 har den kun ynglet på Skagens Odde og Anholt, hvorfor en overvågning skal koncentreres om disse områder. De seneste kendte ynglelokaliteter er:

- Spirbakke Mile, Skagens Odde (1 par i 2003)
- Sandmilen, Skagens Odde (1 par i 2004 og 2005)
- Anholt (9-11 par i 2002, kun 2-3 par i 2004)
- Råbjerg Stene (1 par i 2006)

Der har desuden været sene forårsobservationer af markpibere på følgende lokaliteter inden for de sidste par år, hvorfor disse også kan være værd at undersøge:

- Skagens Nordstrand
- Damsted Klit
- Hulsig Hede

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Markpiber registreres lettest ved at eftersøge syngende hanner i egnede ynglehabitater i perioden maj–juli. Selvom de territoriehævdende hanner foretager en iøjnefaldende sangflugt, kan det være en tidskrævende opgave at inventere arten tilfredsstillende, da veletablerede ynglepar kan optræde meget diskret i yngleområdet, samtidig med at arten typisk yngler i store vidtstrakte klitområder. Sangintensiteten kan periodevis være overraskende lav, og det gør det umiddelbart svært at finde fuglene. Det virker som om, de mest aktivt syngende hanner er uparrede, som ivrigt forsøger at tiltrække en hun. Det vil derfor naturligvis være den bedste yngleindikator, hvis der foreligger observationer af flere fugle sammen, eller observationer af forældrefugle med føde i næbet.

Moniteringskalender
15/5-15/6: Eftersøgning af syngende hanner på egnede ynglelokaliteter.

15/6-15/7: Eftersøgning af par i områder hvor der tidligere har været syngende hanner. Observationer af ungefodrende fugle.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. redefund med æg/unger eller observation af nyudfløjne unger. Desuden observationer af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Territoriehævdende (syngende) fugl eller observation af mindst to fugle på en egnet ynglelokalitet.
- Muligt ynglepar: Observation af enlig, ikke-syngende fugl på en egnet ynglelokalitet
Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
BirdLife International (2004) Birds in Europe: population estimates, trends and conservation status. Cambridge, UK: BirdLife International. (BirdLife Conservation Series No. 12)

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H.& Fjeldså, J. et. al. 2002. Fuglene i Danmark. Gyldendalske boghandel.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Printvenlig udgave