Islom (Gavia immer)

Beskrivelse
Islommen hører sammen med den hvidnæbbede lom til de store lommer. Den vejer mere end en stor gås og er næsten på størrelse med skarven. Den kendes udover på størrelsen på det kraftige, dolkformede næb, som holdes vandret, det store hoved og den kraftige hals med hvide pletter på siderne. Desuden har den meget store fødder, der under flugten stikker langt bagud i forhold til kroppen. Det forhold, at lommernes ben er anbragt langt tilbage på kroppen, gør, at lommerne er gode svømmere, men til gengæld bevæger sig ret kluntet på land. Stemmen høres sjældent herhjemme, men på ynglepladserne høres en hysterisk latter, der ofte er anvendt i gyserfilm, og som har givet lommerne navnet ”loon” i Amerika, jfr. ”lunatic” (sindssyg person).

Levested
Hovedudbredelsesområdet for islom er Canada og Alaska. Her yngler den i de store søer i hele nåleskovsbæltet, hvor den er karakterfugl. I modsætning til de øvrige lommer forekommer den ikke i det nordlige Rusland og Sibirien. I Europa yngler den kun på Grønland og Island, begge steder ret fåtalligt.


Gammel fugl i sommerdragt. © Knud Pedersen

Overvintrende islommer optræder i de nordvesteuropæiske farvande, i størst antal langs Skotlands nordlige kyster. Islommen er en sjælden gæst i de danske farvande, men den observeres hvert år på træk langs Vestkysten, specielt ved Skagen. Den ses også i de indre farvande, f.eks. langs Djurslands og Nordsjællands kyster. Flest fugle registreres i midten af maj.

Føde
Islommen lever hovedsagelig af fisk som torsk, kuller og sild. Den kan også tage muslinger, krebsdyr og større vandinsekter, lejlighedsvis også plantemateriale. Ved fødesøgningen har den ofte næb og pande under vandet, før den dykker uden skarvens forudgående hop.


Gammel fugl i vinterdragt. © Knud Pedersen

Bestandsudvikling
Verdensbestanden af islom, herunder den europæiske bestand, vurderes som stabil, selv om den er gået tilbage gennem det 20. århundrede. Arten er meget følsom over for menneskelig aktivitet. Det betyder, at en del af søerne i den sydlige del af det amerikanske yngleområde er blevet forladt.


Forekomsten af Islom i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2009-2018. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Knud Pedersen

Hør fuglens stemme

Fakta
Vingefang: 118-142 cm
Længde: 70-80 cm
Vægt: 3800 g
Ynglealder: 2 år
Kuldstørrelse: 2 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 29-30 dage
Ungetid: 70-77 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 3
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 66
Sidste måned: 90

Forrige artLink til denne sideNæste art