Nordisk Lappedykker (Podiceps auritus)
Beskrivelse
Der er stor forskel på sommer- og vinterdragt hos nordisk lappedykker; førstnævnte er brun og sort, mens fjerdragten om vinteren overvejende er hvidgrå. Karakteristisk er de orange prydfjer på hovedet i kontrast til den sorte halskrave i sommerdragten; desuden kendes den på den flade pande og det røde øje. Den kan minde om sorthalset lappedykker, men har i modsætning til denne brun hals i sommerdragt. I vinterdragten kendes den bedst fra den sorthalsede lappedykker på sin flade pande og helt hvide kind.
Levested
Arten yngler spredt i det nordlige Skandinavien og herfra østpå gennem Rusland og videre til det nordlige Nordamerika. De sydligste svenske bestande findes i Skåne, hvortil arten har spredt sig efter at være indvandret til Sverige i starten af 1900-tallet. I Danmark findes der kun ganske få yngleregistreringer, og på rødlisten er arten opført som uddød.

© Benny Gensbøl
Der ses årligt ca. 100 overvintrende fugle i Danmark, især langs Bornholms kyster og i Furesøen og Stubbe Sø. Hvis søerne fryser til, trækker fuglene videre til overvintringspladserne langs Nordvesteuropas kyster. De skandinaviske fugle yngler gerne i små, næringsrige og lavvandede søer, mens de enkelte danske ynglefund, der er blevet gjort, hovedsageligt har været i alkaliske søer i gamle grusgrave.
Føde
Al fødesøgning sker ved dykning, hvorunder forskellige vandinsekter og krebsdyr samt mindre fisk fanges.
Bestandsudvikling
I starten af 1800-tallet fandtes formentlig en lille fast bestand i Thy, men denne forsvandt i løbet af 1860’erne. Siden har der været registreret to sikre danske ynglefund i henholdsvis 1974 og 1990-91, begge i Nordjylland, og to i Nordvestjylland i 1994 og 1996. Herudover er der gjort enkelte sommerobservationer af enlige fugle i løbet af 1990’erne, samt registreret et enkelt yngleforsøg i 1988 på Sjælland.
Forekomsten af Nordisk Lappedykker i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2012-2021.
Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder.
Forklaring af farvekoderne kan ses her.