Nathejre (Nycticorax nycticorax)

Beskrivelse
Nathejren er en mellemstor hejre, der er kompakt bygget. Den er grå med sort ryg og isse og lange hvide fjertoppe, der normalt kun bemærkes på tæt hold. I flugten er nathejren påfaldende lys, fordi den sorte ryg er svær at se fra de fleste vinkler. Vingerne er brede og åreformede og flugten stiv. Det er den eneste hejre i Europa, hvor den voksne fugl har røde øjne. Næbbet er kraftigt og relativt kort for en hejre. Ungfuglene er brune med lyse, dråbeformede pletter på vinger og ryg. Navnet skyldes, at arten er mest aktiv i skumringen og ved daggry. Om dagen sover den ofte flokvis i træer, hvad der gør den ret svær at få øje på til trods for dens størrelse og antal. Især i ynglesæsonen er den dog også dagaktiv i forbindelse med fødesøgning.

Levested
Nathejren er vidt udbredt. Den yngler i Europa, det sydlige Asien og dele af Afrika samt i Nord-, Mellem- og Sydamerika i flere underarter. I Europa forekommer arten i Syd-, Mellem- og Østeuropa; i størst antal i Italien og i landene omkring Sortehavet. De nærmeste ynglepladser er i Polen og Tyskland. Arten er koloniruger. Den har sin rede i træer i mange forskellige landskabstyper ved ferskvand, brakvand eller saltvand, f.eks. i rørsumpe i floddeltaer, ved søer og i mangrove. De europæiske nathejrer overvintrer i tropisk Afrika.


© Henrik Kisbye

Nathejren er herhjemme en sjælden gæst. Der er frem til 2011 kun iagttaget 26 individer af arten. Iagttagelser skal godkendes af Sjældenhedsudvalget i DOF for at kunne indgå i DOF’s datamateriale. Arten er set på alle årstider, men oftest i maj. Fugle, der optræder forår og sommer, er ældre fugle, mens fugle, der optræder efterår og vinter, er yngre fugle. De fleste iagttagelser er gjort i Jylland, men den er også set på Sjælland og i Storstrømsområdet. En fugl fra Bøtø Nor på Falster fra 22/4 1988 var ringmærket som ungfugl i Holland.


Nethejre gemmer sig ved Susåen. © Henrik Kisbye

Føde
Nathejrens føde er meget varieret. Den æder f.eks. småfisk, frøer, slanger, firben, gnavere, vandinsekter og edderkopper og andre fugles æg og unger. Den fouragerer ofte enkeltvis og opretholder et fødeterritorium.

Bestandsudvikling
Det er kun en mindre del af den globale bestand af nathejrer, der yngler i Europa. I mange af artens yngleområder optræder fuglen talrigt, og den synes ikke at være truet. I Europa gik bestanden tilbage mellem 1970 og 1990, men har siden stabiliseret sig.


Forekomsten af Nathejre i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2009-2018. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Klaus Malling Olsen


© Jens Søgaard Hansen

Fakta
Vingefang: 90-100 cm
Længde: 58-65 cm
Vægt: 550-700 g
Ynglealder: 1-2 år
Kuldstørrelse: 3-5 æg
Antal kuld: 1-2
Rugetid: 21-22 dage
Ungetid: 40-50 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 3
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 66
Sidste måned: 73

Forrige artLink til denne sideNæste art