Lille Skrigeørn (Clanga pomarina)

Beskrivelse
Lille skrigeørn hører til de mindre ørne. Den har et relativt lille næb af en ørn at være og er kun lidt større end musvågen. Den har dog tydeligt ørnekarakter med vinger, der er lige brede fra rod til spids og har lange fingre. Den ligner stor skrigeørn til forveksling. Den er kun lidt mindre end denne og en anelse lysere brun i fjerdragten. På vingeundersiden er dækfjerene lysere end svingfjerene, mens det omvendte er tilfældet hos stor skrigeørn. Som andre rovfugle lægger lille skrigeørn sine æg med flere dages interval i rugeperioden. Det er hensigtsmæssigt i tilfælde af fødemangel, da det kan sikre den ældste unges overlevelse, men det er vanskeligt at forklare, at den største unge af lille skrigeørn også ofte tager livet af den mindre, selv om der er tilstrækkeligt med føde til begge. Den særprægede adfærd er blevet kaldt Kain og Abel fænomenet.

Levested
Lille skrigeørn yngler i Østeuropa og Mellemøsten, østpå i Asien til Det Kaspiske Hav. De største europæiske yngleforekomster er i Hviderusland, Letland og Rumænien. De nærmeste ynglepladser i forhold til Danmark er i Østtyskland og Polen. Arten yngler i skove omgivet af åbent, fugtigt terræn. Lille skrigeørn er trækfugl, der overvintrer på savannen i Sydøstafrika. De fleste europæiske fugle trækker øst om Middelhavet over Bosperus, Israel og Suez.


© Klaus Malling Olsen

Lille skrigeørn er meget sjælden i Danmark, men den er i de senere år iagttaget årligt herhjemme. Siden 1950 er der set lidt over 100 fugle i alt. De fleste ses i det østlige Danmark, som ligger tættest på de nærmeste yngleområder, men den enkeltlokalitet, hvor fuglen ses hyppigst, er Skagen. Her drejer det sig ofte om forlænget træk i foråret. De fleste fugle ses herhjemme om foråret, men der gøres også observationer om efteråret og om sommeren.

Føde
Lille skrigeørn jager ved at slå ned på byttet i flugten, ved at sidde på en pæl som musvågen og vogte på byttet eller ved at gå på jorden. Føden består især af mindre pattedyr, padder, krybdyr og fugle, men den kan også tage store insekter.

Bestandsudvikling
Bestanden har i visse lande været på retur i de senere år, f.eks. ved artens vestgrænse i Tyskland og i det tidligere Jugoslavien og Grækenland, men også i Letland, der rummer en stor bestand. I andre lande har den bevaret status quo eller været i svag fremgang. En af truslerne mod arten er jagt, primært under trækket, i Mellemøsten.


Forekomsten af Lille Skrigeørn i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2009-2018. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Klaus Malling Olsen

Fakta
Vingefang: 143-168 cm
Længde: 55-65 cm
Vægt: 1.200-1.750 g
Kuldstørrelse: 2 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 38-41 dage
Ungetid: 50-58 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 77
Sidste måned: 108

Forrige artLink til denne sideNæste art