Krumnæbbet Ryle (Calidris ferruginea)

Beskrivelse
Krumnæbbet ryle er en smule større end almindelig ryle, ligesom næbbet er lidt længere og en anelse mere krumt. I sommerdragt er den kobberrød på underside, hals og hoved. Når den ses på efterårstrækket i Danmark, er den ofte i overgangsdragt, hvor den kobberrøde farve optræder sporadisk, og ungfugle og gamle fugle i vinterdragt er helt blege. Her kendes den bedst på sin helt hvide overgump, der ses i flugten.

Levested
Krumnæbbet ryle yngler i Nordsibirien fra Jenisejs udmunding i Ishavet og på Tajmyrhalvøen i vest og længere østpå, primært langs flodmundingerne. Den har ynglet sporadisk i Alaska. De østsibiriske ryler overvintrer langs kysterne i Sydøstasien og Australien, mens de vestsibiriske fugle overvintrer i Afrika langs kysterne og i vådområder i indlandet, i overvejende grad syd for Sahara. Lejlighedsvis ses et mindre antal krumnæbbede ryler overvintre i Spanien og Portugal.


Gammel fugl i sommerdragt. Foro: Ulrik Bruun

På forårstrækket fra Afrika, der hovedsagelig går over Østeuropa, ses den krumnæbbede ryle fåtalligt herhjemme i slutningen af maj og begyndelsen af juni i smuk sommerdragt, mens den i efteråret optræder i større antal. Det er specielt ungfuglene, der ligesom hos en anden arktisk ryle, dværgrylen, kan optræde invasionsagtigt. Der er flere faktorer, der spiller ind i forbindelse med store forekomster. Dels er der tale om optimale yngleforhold i Sibirien med få fjeldræve til at tage ungerne eller gode lemmingeår, hvor rævene ernærer sig af lemminger i stedet; dels kan kraftige sydøstlige vinde presse fuglene længere nordvestpå end normalt på trækket. På trækket ses de krumnæbbede ryler oftest raste langs vore kyster, men de kan også observeres ved søer inde i landet. De optræder af og til sammen med almindelig ryle, men søger ofte føde på dybere vand end disse, ligesom de foretrækker blødere kyster eller søbredder med mudderbund eller opskyllet tang.


Ungfugl. © Gerner Majlandt

Føde
Krumnæbbet ryle lever mest af små krebsdyr, muslinger og insekter, som fanges i vadefladernes øverste sandlag.

Bestandsudvikling
Bestandsstørrelsen og evt. ændringer i bestanden kendes ikke, men alene langs Vestafrikas kyster er der optalt 740.000 fugle i vinterhalvåret.


Forekomsten af Krumnæbbet Ryle i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2009-2018. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


Adult. © Poul Reib


Ungfugl. © John Larsen

Hør fuglens stemme

Fakta
Vingefang: 38-41 cm
Længde: 19 cm
Vægt: 45-90 g
Ynglealder: 2 år
Kuldstørrelse: 4 æg
Antal kuld: 1

Fredningsforhold
Global rødliste: NT
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 1
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 63
Sidste måned: 128

Forrige artLink til denne sideNæste art