Damklire (Tringa stagnatilis)

Beskrivelse
Damkliren er en mellemstor vadefugl, der med sine elegante proportioner kan give associationer til en stylteløber. I sin fjerdragt ligner den hvidkliren, men er en del mindre end denne. Den har meget lange ben, der i flugten stikker et godt stykke ud bag halen. Næbet er langt og nåletyndt og normalt lige i modsætning til hvidklirens svagt opadbøjede næb. Halen er mere hvid end hvidklirens, og den hvide rygkile når næsten til nakken.

Levested
Damkliren er udbredt fra Østeuropa og videre østpå til Sibirien og Centralasien. I Europa optræder fuglen kun i større antal i Rusland, mens der er mindre bestande i Hviderusland og Ukraine og ganske små bestande i Rumænien, Letland, Polen og Finland. Den yngler på stepper, enge og i moser, men også i nåleskov med sumpe. Uden for ynglesæsonen ses den gerne ved lavvandede bugter og mudrede søbredder. Damkliren overvintrer i et bredt område fra Afrika, primært syd for Sahara, over Den Arabiske Bugt, Indien, Sydøstasien til Australien. De fleste ikke-ynglende fugle forbliver i vinterkvarteret eller i områder på trækruten i ynglesæsonen. De damklirer, der yngler nærmest os, overvintrer i Afrika.


Damklirer i flugt. © Klaus Malling Olsen

Trækruten for de fleste russiske damklirer ligger øst for Sortehavet, mens et mindre antal passerer Ungarn, Balkan, Italien og det østlige Middelhav. Hvert år er der også et fåtal, der passerer Vesteuropa. I Danmark er damkliren således en meget sjælden gæst på forårs- og efterårstrækket. De fleste fugle ses herhjemme i maj og igen i juli-august. Arten ses jævnt fordelt over hele landet med 5-6 observationer pr. år i gennemsnit i det seneste tiår. Antallet af observationer herhjemme er tiltaget, hvad der kan skyldes, at arten har fået en mere vestlig udbredelse i de senere år, men årsagen kan også være en øget ornitologisk aktivitet sammen med et større kendskab til artens kendetegn. Fuglene er ofte stationære i mange dage, hvilket giver flere mulighed for at se dem.

Føde
Damkliren lever af mindre fisk og forskellige hvirvelløse dyr som snegle, muslinger, krebsdyr og insekter og deres larver, ligesom den lejlighedsvis kan tage plantemateriale. Den fouragerer alene eller i flokke på op til flere hundrede individer.


Damklire med stylteløber til sammenligning. © Klaus Malling Olsen

Bestandsudvikling
Bestanden af damklire i Europa har svinget meget igennem de seneste 40 år, men bestanden vurderes ikke generelt at være gået tilbage i perioden. Der har været tale om en begrænset vestlig ekspansion i de senere år. De russiske bestande er flyttet rundt pga. landbrugsudviklingen.


Forekomsten af Damklire i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Klaus Malling Olsen

Fakta
Længde: 23 cm
Vægt: 55-90 g
Kuldstørrelse: 4 æg
Antal kuld: 1

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: -
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 88
Sidste måned: 64

Forrige artLink til denne sideNæste art