Ellekrage (Coracias garrulus)

Beskrivelse
Ellekragen, der hører til de farvestrålende skrigefugle, er på størrelse med en allike. Den kan med sin kastanjebrune ryg, de sorte svingfjer og den øvrige blå og grønne fjerdragt ikke forveksles med nogen anden europæisk fugleart. Især i flugten, der er retlinet med dybe vingeslag, undertiden afbrudt af små kast og kursskift, er dens markante farver iøjnefaldende, næsten lysende. Hovedet er stort og næbbet kraftigt. Da arten tit sidder frit fremme og spejder efter føde fra en pæl, en død gren eller en elledning, er den svær at overse. Det videnskabelige artsnavn, garrulus, betyder snakkesalig og henviser til hannens territorieskrig, som den udstøder i luften i fald fra stor højde.

Levested
Ellekragen yngler i Europa og østpå til et stykke ind i Centralasien samt i Nordvestafrika. I Europa yngler den i mindre tal i Sydeuropa. Flere ynglepar er der i Østeuropa og det østlige Middelhavsområde, især i Tyrkiet, Rusland og Rumænien. Den lever i åbne landskaber med grupper af træer eller i lysåbne skove, hvor den har sin rede i hule træer. Ellekragen er trækfugl og overvintrer i Afrika syd for Sahara, især i de østafrikanske savanneområder.


© Hans Henrik Larsen

Ellekragen ses meget sjældent herhjemme. De fleste observationer er gjort i Østdanmark i det sene forår, når den optræder på forlænget træk i forbindelse med lun, sydøstlig vind. Fra 1964 til 1997 er der gjort 22 observationer. Fra 1998 til 2010 har ellekragen kun optrådt én gang, på Bornholm i 3 augustdage i 2010.

Føde
Ellekragen lever hovedsagelig af store insekter som biller, græshopper, guldsmede og sommerfugle, der både fanges i luften og på jorden ved nedslag fra dens udsigtspost. Kosten suppleres i mindre omfang af regnorme og mindre hvirveldyr som f.eks. firben, skorpioner og mus, og i sjældne tilfælde indtages frugt som druer og figner. I vinterkvarteret optræder ellekrager ofte sammen med flokke af store pattedyr, der tiltrækker mange insekter, eller i områder med steppebrande, hvor der er rigt på flygtende insekter.


© Clausjannic Labuz

Bestandsudvikling
I første del af det 19. århundrede ynglede ellekragen herhjemme, fortrinsvis i Nordsjælland og på Bornholm. Det sidste ynglefund er fra Hillerød i 1868. At ellekragen er forsvundet som ynglefugl herhjemme skyldes flere forhold. Dels er dens foretrukne opholdssteder, kreaturafgræssede smålunde, forsvundet, dels trives den ikke i vor tids fugtige danske somre, og endelig blev den beskudt i det 19. århundrede. I Mellem- og Sydsverige var den almindeligt forekommende i det 19. århundrede, og i nyere tid har der ynglet en lille bestand på Fårö ved Gotland fra 1930 til 1967. Ellekragen er generelt i tilbagegang i Europa. Det kan forklare, at der er blevet længere mellem observationerne herhjemme fra slutningen af 1960’erne. Før den tid optrådte den med 5-6 fund om året.


Forekomsten af Ellekrage i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2008-2014. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Daniel Petrescu

Fakta
Vingefang: 66-73 cm
Længde: 31 cm
Vægt: 110-155 g
Kuldstørrelse: 3-5 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 17-19 dage
Ungetid: 26-28 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: RE
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 2
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 79
Sidste måned: 116

Forrige artLink til denne sideNæste art