Ringdrossel (Turdus torquatus)

Beskrivelse
Ringdroslen er på størrelse med solsorten. Den kendes fra denne på den halvmåneformede lyse ring på brystet, som har givet den navn. Hos hannen er ringen hvid, mens den hos hunnen er grålig. Hannens fjerdragt er i øvrigt sort og hunnens brunsort, men begge køns og ungfuglenes fjerdragt er skællet i modsætning til solsortens, specielt i vinterdragten, som optræder fra sensommeren. Det betyder, at vingerne fremtræder lysere end solsortens. Dens kald lyder, som når snoren fra en flagstang i blæst slår mod stangen.

Levested
Ringdroslen yngler i Europa og det sydvestlige Asien øst for Sortehavet. I Europa er der dels en nordlig bestand i Nordskandinavien, dels en sydlig bestand i Central-, Øst- og Sydeuropa. I Nordskandinavien yngler den på åbent, stenet fjeldterræn med græs eller pile- og birkekrat, mens den centraleuropæiske bestand foretrækker klippeterræn med spredt skov.


© Klaus Malling Olsen

Ringdroslen overvintrer i Middelhavsområdet, både i Sydeuropa og i det nordvestligste Afrika. På trækket kan den ses i det meste af Europa, herunder i Danmark. Normalt optræder der flest ringdrosler herhjemme i foråret, hovedsagelig i sidste halvdel af april. I træktiden træffes den fouragerende over det meste af landet på marker og enge, men også i moser og krat. Den optræder ofte i mindre flokke, gerne sammen med andre drosler. De fleste fugle ses i foråret i Nord- og Nordvestjylland, mens det største antal om efteråret iagttages langs den jyske vestkyst. Skagen og Sønderho på Fanø er fine træklokaliteter; Skagen specielt om foråret, Sønderho om efteråret. I Østdanmark kan Rørvig og Gilbjerghoved fremhæves. Der er set enkelte overvintrende ringdrosler herhjemme, ligesom der er meldt om enkelte ynglefund, bl.a. ved Jons Kapel på Bornholm i 1935.

Føde
Ringdroslens føde minder om solsortens. Den tager orme, snegle og insekter, men også bær og frugter.

Bestandsudvikling
Som helhed vurderes bestanden som stabil, mens arten har været kraftigt på retur på De Britiske Øer og i Tjekkiet omkring årtusindskiftet.


Forekomsten af Ringdrossel i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2009-2018. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Klaus Malling Olsen

Hør fuglens stemme

Fakta
Vingefang: 38-42 cm
Længde: 24 cm
Vægt: 90-130 g
Ynglealder: 1 år
Kuldstørrelse: 4-5 æg
Antal kuld: 2
Rugetid: 14 dage
Ungetid: 14 dage

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: -
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 98
Sidste måned: 136

Forrige artLink til denne sideNæste art