Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes)

Beskrivelse
Nøddekrigen er en kragefugl på størrelse med skovskaden, med kortere hale, større hoved og kraftigere og længere næb end denne. Den er brun, spættet med talrige lyse pletter. Issen er mørkebrun og vingerne blåsorte. Kaldet består af hæse skrig, der gentages som hos kragen, men lysere, kra-kra-kra. Advarselsstemmen består af en langtrukken, snurrende lyd.

Levested
Nøddekrigen yngler i områder med nåleskov i det sydlige Norge og Sverige, i Mellemeuropa, det nordlige Rusland og Sibirien til Stillehavskysten, Japan og i et område ned gennem Kina til Himalaya. Der optræder to racer, den tyknæbbede, der yngler i Europa, og den tyndnæbbede, der yngler i Sibirien.


Nøddekrigen har brede vinger og kort hale. © Klaus Malling Olsen

Parrene holder sammen på livstid. Kun i forbindelse med træk og fødesøgning i efteråret optræder arten i flokke. I år med ringe frøsætning udvandrer nøddekrigen i stort tal fra yngleområderne. Især den tyndnæbbede nøddekrige kan tilbagelægge store afstande. I invasionsår ses således begge racer i Danmark fra om efteråret. De fleste fugle flyver tilbage til deres normale yngleområde det følgende forår, men ofte har et mindre antal par (under 50), særligt den tyndnæbbede, ynglet herhjemme det følgende år, specielt i den sydøstlige del af landet samt Silkeborgskovene.

Føde
Nøddekrigen lever hovedsagelig af frø fra fyrretræer, agern og hasselnødder. Den tyknæbbede nøddekrige foretrækker hasselnødder, mens den tyndnæbbede især lever af frø fra cembrafyrren. Om efteråret laver nøddekrigen depoter af frø, som den lever af om vinteren og det følgende forår.
Depoterne lokaliseres ud fra nærtstående træer eller andre markante kendemærker i nærheden, og nøddekrigen er i stand til at grave sig gennem et tykt lag sne for at komme til føden. I forbindelse med invasion er føden mere varieret.

Bestandsudvikling
I årene efter en større invasion i 1968 var der en lille fast ynglebestand i et skovområde i nærheden af Silkeborg. Siden en invasion i starten af 1990’erne har bestanden været faldende, og i de seneste år er arten ikke med sikkerhed konstateret ynglende herhjemme.


Forekomsten af Nøddekrige i Danmark, baseret på indtastninger i DOFbasen for 2009-2018. Værdierne angiver det gennemsnitlige antal individer indtastet pr. rapportering, fordelt på 10-dagesperioder. Forklaring af farvekoderne kan ses her.


© Vibeke Tofte

Hør fuglens stemme

Fakta
Vingefang: 52-58 cm
Længde: 32 cm
Vægt: 130-190 g
Kuldstørrelse: 3-4 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 17-19 dage
Ungetid: 21-28 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2009: 1-2
Udvikling 1999-2011: Fluktuerende

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: RE
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: -
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 121
Sidste måned: 205

Forrige artLink til denne sideNæste art