Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Moniteringsvejledning for Hedehøg i DOF's Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY)

Moniteringsvejledning for hedehøg i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Lars Maltha Rasmussen, Annebeth Hoffmann & Timme Nyegaard, juli 2007. Opdateret marts 2017.

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hedehøgen har lange vinger og spinkel krop og en let og elegant flugt. Den ses oftest lavt svævende over åbne områder på udkig efter mulige fødeemner såsom smågnavere, småfugle, større insekter, krybdyr og fugleæg.

Dens foretrukne redehabitat var traditionelt moser, heder og sumpe, men siden 1990 er der sket et skift til dyrkede marker. Vegetationen er her høj i begyndelsen af maj, når redebygningen går i gang og gemmer derfor reden godt. Placeringen i dyrkede marker medfører imidlertid en ny trussel mod arten, da disse høstes tidligt; nogle år inden ungerne er fløjet fra reden.

Hedehøgen indvandrede til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Omkring 1940 kulminerede bestanden med ca. 350-400 par, men siden 1970’erne har der kun ynglet ca. 30-50 par årligt. Samtidig er hovedudbredelsen indskrænket til Sydvestjylland. Det lave antal ynglepar gør arten til en af Danmarks sjældneste ynglefugle og har betydet, at den er kategoriseret som "moderat truet" (endangered) på rødliste 2006 og opført med en ugunstig bevaringsstatus på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1.

Overvintring sker i tropisk Afrika, og ankomsten til Danmark finder sted fra slutningen af april til begyndelsen af maj. Herefter følger en periode med pardannelse og redeetablering, hvor fuglene er relativt synlige og hvor hannens parringsstemme, et lyst ”njak-njek-njek”, høres. Æggene lægges fra midt i maj, og følges af en rugetid på ca. fire uger. Omlæg eller forsinket æglægning kan forekomme indtil midten af juni. Under æglægning og rugningen opholder hunnen sig konstant på eller nær reden, mens hannen bringer hende føde. Ungetiden varer 25-30 dage fra klækningen. Ungerne flyver fra reden fra midten af juli til midten af august. Ungerne er efter udflyvning afhængige af de voksne i endnu 10-14 dage. Trækket foregår solitært, og de fleste voksne fugle har forladt Danmark med udgangen af august, mens ungfuglene kan ses i Danmark indtil starten af september.

Se også artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02630

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af hedehøg i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse og udbredelse kan fastslås.
- At registrere yngleforsøg og, hvis muligt, ynglesucces.
- "Negativ registrering" på egnede lokaliteter, fortrinsvis i Sydvestjylland.
- At beskytte og oplyse om alle kendte reder i afgrøder.

For at beskytte hedehøgen bedre er der indgået en særlig samarbejdsaftale ”Projekt Hedehøg” mellem Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Landbrug, Tønder, Esbjerg og Åbenrå Kommuner samt Miljø- og Fødevareministeriet, der gælder til og med 2017. Formålet er bl.a. på længere sigt at sikre gunstig bevaringsstatus ved at øge naturindholdet i agerlandet i artens vigtigste yngleområder. Denne særlige indsats for hedehøgen er en del af en bredere samarbejdsaftale mellem Miljø- og Fødevareministerietog DOF om en målrettet og fokuseret indsats for at forbedre levevilkårene for de mest truede og sjældne ynglefugle. Læs mere om Projekt Hedehøg her: http://www.dof.dk/projekthedehoeg

Siden 2005 er der i et projekt under Ringmærkningsafdelingen ved Zoologisk Museum i København sket mærkning med farveringe af redeunger af Hedehøg. Oplysninger om aflæsninger eller genmeldinger sendes til Ringmærkningsafdelingen. Formålet med farvemærkningen er at øge kendskabet til artens valg af yngle- og fourageringsområder samt overlevelse.

Undersøgelsesområde
Det danske kerneområde for arten findes i Sydvestjylland, specielt i marsken ved Vadehavet. Siden 1990 har hovedparten af yngleforsøgene været i dyrkede marker med vintersæd og dyrkede græsarealer. En opgørelse i 2004 viste at kun 13 % af de optalte 22 reder var placeret i moser eller brakmarker, mens resten var i dyrkede marker, fortrinsvis med hvede (44 %). Andre foretrukne afgrøder var raps (18 %), græs (14 %) og lucerne (5 %). Visse år findes også reder i rug og byg. Hedehøgen anlægger især reden på marker, hvor afgrøderne i begyndelsen af maj står højt (gerne over 40 cm), på lokaliteter, hvor der tidligere er registreret hedehøg. I tilknytning til yngleområdet skal findes egnede fourageringsområder, hvis minimale størrelse er vurderet til 200 ha, med en lav vegetationshøjde på under 30 cm, idet græsarealer og brakmarker udgør de vigtigste fourageringsområder. Ofte opsøges arealer efter de er blevet slået eller høstet. I praksis udgør fourageringsområdet et langt større område.

De få danske par der yngler udenfor Sydvestjylland, vælger gerne store åbne områder som f.eks. hedeområderne syd for Skagen, store moser eller større engområder, som omkring Ulvedybet.

EF-fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår som udpegningsgrundlag, er:
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA-1)
- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA-5)
- Ho Bugt Enge & Varde Ådal (IBA-49)
- Kallesmærsk Hede & Grærup Langsø (IBA-50)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Kongens Mose & Draved Skov (IBA-61)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA-62)
- Sønder Ådal (IBA-63)
- Rømø (IBA-65)
- Ballum & Husum Enge (IBA-67)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Frøslev Plantage & Frøslev Mose (IBA-70)

Herudover er hedehøg i perioden 1994-2016 registreret ynglende – uden at være del af udpegningsgrundlaget – på følgende lokaliteter:
- Lindet Skov, Hønning Mose & Plantage samt Lovrup Skov og Skrøp (IBA-66)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Hedehøgens yngleaktiviteter kan opdeles i fire perioder, hvor fuglenes aktiviteter, og dermed muligheden for registrering, varierer meget.

- Etableringsfasen (ult. april, maj). Fuglene er meget synlige
- Rugeperiode (fire uger, juni). Fuglene sky og svære at registrere. Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Tidlig ungeperiode (25. juni-20. juli). Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Sen ungeperiode/udflyvning (indtil midten af august). Antallet af ynglepar og ynglesucces vurderes

Tegn på yngleaktivitet i etableringsfasen kan være parringsflugt, redebygning og parring. I denne periode opsøges alle lokaliteter, som de seneste to år før havde ynglepar.

I rugeperioden er registrering meget tidskrævende, da hunnen opholder sig fast på reden, mens hannen søger føde inden for et stort område med en radius på op til ca. 20 km og kun sjældent fodrer hunnen. Hvis en rede lokaliseres i rugeperioden bør det overvejes at hegne denne især hvis den er anlagt i græsafgrøder. Men også hvis den er anlagt i kornafgrøder som byg, rug eller hvede, da det er erfaringen at ynglesuccessen for hegnede reder er langt større end ikke hegnede reder.

I den tidlige ungeperiode vil det være lettere at lokalisere reden, da der her ofte vil være fodring. Her besøges alle lokaliteter, hvor der i etableringsperioden eller rugeperioden blev registeret hedehøge, samt lokaliteter hvor der året før var ynglepar. Reden forsøges lokaliseret senest i ungeperioden Reder der ikke kan hegnes efter aftale med ejeren bør i det mindste kunne markeres med stokke, hvis det vurderes nødvendigt i forbindelse med høst af afgrøderne. Generelt bør ejeren og brugeren af både dyrkede og udyrkede arealer kontaktes. I tilfælde af høst af afgrøden omkring en uhegnet rede er det nødvendigt at hegne reden ind for at forhindre prædation af især ræv. Ved registrering af reden udvises stor forsigtighed, da færdsel kan lede rovpattedyr til reden, med mindre den er hegnet eller skal hegnes. Eventuelt kan man benytte en drone til registrering af reden og dens status. Generelt er arten ikke særligt sky, og kan yngle ned til 25 m fra befærdede veje. Det kan være hensigtsmæssigt at placere en siddepæl inden for en radius af 100 m fra reden, for at forhindre at fuglene benytter vejrabatter el. lign. med følgende risiko for påkørsel.

I den sene ungeperiode registreres antallet af udfløjne unger og dermed parrenes ynglesucces. Evt. prædation fra eksempelvis ræv eller rørhøg registreres ved at opsøge reden. Fuglene registreres ofte bedst fra bil, og hvor dette ikke er muligt til fods.

En lokalitet skal oftest besøges mindst 1½ time i flere perioder for at kunne dokumentere yngleforsøg, evt. lokalisering af reden, og det kan tage længere tid at være sikker på at der ikke er yngleforsøg. Ligeledes kan hedehøg i nogle tilfælde yngle koloniagtigt, oftest i form af 2 par inden for et par hundrede meters afstand. Dette gør en præcis vurdering af antal ynglepar mere tidskrævende.

Fuglene er normalt ikke aktive før 1½ time efter solopgang. Ofte er der herefter en ret aktiv periode, medens aktiviteten kan dale først på eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen og om aftenen er aktiviteten som regel atter høj frem til solnedgang.

Hedehøgen er opført på bilag 1 i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og skal derfor aktivt overvåges af staten gennem NOVANA projektet. Optællingen i dette projekt er fastsat til at ske i perioden 1/6-15/7 med en halv times besøg pr. lokalitet, hvilket skal foretages i de Nord-, Vest- og Sønderjylland hvert tredje år fra 2005. Den omfatter registrering af bestandsstørrelse, udbredelse og forskellige levestedsparametre.

Moniteringskalender
1/5-25/5: Eftersøgning af Hedehøge på egnede lokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd. Lodsejerkontakt og evt redeindhegning i græsmarker

25/6-20/7: Redelokalisering. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

15/7-25/8: Vurdering af ynglesucces. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden og fugle, der udviser tegn på yngleforsøg, indtastes med koder for ynglefugle. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk). Inddateringen bør ske løbende eller umiddelbart efter optællingernes udførelse, og med så mange detaljer om adfærd og afgrødeforhold samt præcis placering på kort. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter skal rapporteres. Det er muligt at hemmeligholde observationer indenfor samme ynglesæson, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller den centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger, nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, bytteskifte, parringsadfærd, varslende voksne fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observation af par i perioden 1/6-25/7 i en typisk ynglebiotop i Sydvestjylland.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Printvenlig udgave