Moniteringsvejledning for Vandrefalk i DOF's Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY)

Moniteringsvejledning for vandrefalk i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes og Niels Peter Andreasen, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Vandrefalken er en af Verdens mest udbredte fuglearter. Også i Europa har vandrefalken en stor udbredelse - primært i bjergrige områder. De 3 traditionelle ynglepladser i Danmark har været på klinterne og klipperne på Møn, Stevns og Bornholm, hvor reden placeres på er hylde, mindst 45 cm bred og gerne med overhæng, eller i huler i kridtvæggen. I ældre tid kendes dog her i landet også vandrefalke, der som sekundær ynglebiotop har valgt reder i træer, isolerede småøer (bl.a. Saltholm), bygninger eller lavere kystskrænter. I nyere tid har man i Tyskland registreret et vandrefalkepar med rede på jorden på en lille ubeboet holm i Vadehavet. I andre lande yngler vandrefalken desuden mange steder i kasser på master, kraftværker og andre høje bygninger, hvor menneskelig forstyrrelse er lille. Den træffes også på kirker, skyskrabere og broer i storbyer.

I Danmark har vandrefalken aldrig været talrig og har antageligt ynglet med omkring 6-10 par årligt gennem de sidste århundreder, og måske enkelte år med et maksimum på 12-15 par. I dette århundrede betød efterstræbelse i form af beskydning, indsamling af æg, fangst til falkonerbrug og forgiftning fra miljøgifte som DDT og PCB en voldsom nedgang i bestandene i Europa og USA. I Danmark forsvandt de sidste ynglepar på Stevns i 1950’erne, på Bornholm 1961 og på Møn 1972. Det sidste ungekuld i Danmark i denne periode blev fjernet fra redehylden på Møns Klint i 1969. Dokumenterede oplysninger peger på, at der stod navngivne tyske falkerøvere bag den kriminelle handling, og at ungfalkene blev afsat til falkonerbrug i udlandet.
Som følge af et generelt forbud mod miljøgifte, en forbedret beskyttelse mod jagtlig efterstræbelse, falkonervirksomhed og ægsamling samt som modvægt diverse udsætningsprojekter, begyndte den europæiske bestand igen at stige.
Denne positive udvikling kunne også konstateres i Danmark fra slutningen af 1980’erne, og i slutningen af 1990’erne blev såvel hanner som hunner set på de gamle ynglesteder i forårsperioden årene før de endeligt etablerede sig.
Som dansk ynglefugl genindvandrede vandrefalken til Møns Klint i 2001 og fik unger på vingerne for første gang i 30 år i 2002. I 2004 har et nyt dansk vandrefalkepar forsøgt at yngle på Bornholm, men det mislykkedes. Dette par har dog ynglet med succes i 2006. På Stevns Klint var et tredje par territoriehævdende i 2006, og ynglede med succes i 2007.

Vandrefalken blev ved seneste rødlistevurdering i 2006 kategoriseret som forsvundet, dog muligvis under genindvandring. Denne vurdering skyldes, at vandrefalken endnu er så nyligt en genindvandret art, at man mener, der stadig er usikkerhed om, hvorvidt arten vil reetablere sig som regelmæssig ynglefugl.

Vandrefalken bygger ikke selv rede, men vil i de fleste tilfælde blot udforme en fordybning i et underlag af græs, grus eller sand. Den kan undertiden benytte gamle reder fra andre fugle. De normalt 3-4 æg lægges typisk omkring 1. april her i landet, for nyetablerede par dog ofte et par uger senere. Æggene ruges 29-32 dage (per æg) af begge forældrefugle. Hvornår rugningen startes er usikkert, nogle kilder siger når første æg er lagt (Cramp & Simmons 1980), hvilket er normalt for rovfugle. Andre mener, at rugningen først startes når der er lagt 2-3 æg. Det sidste tilfælde vil bevirke at der er mindre størrelsesforskel på dunungerne end tilfældet er hos andre rovfugle, da klækningen derved bliver relativt synkroniseret. I det første tilfælde vil klækningen ikke være synkroniseret, og der vil altså være en tydelig størrelsesforskel på ungerne. Hos mange andre rovfugle kan dette bevirke at kun de førstklækkede unger vil overleve til flyvedygtig alder i år med fødeknaphed, da disse vil vinde kampen om føden i reden. Hos vandrefalken er dette dog muligvis ikke tilfældet, idet vandrefalken til forskel fra mange andre rovfugle via sin særlige jagtteknik har et ret stabilt fødegrundlag og kan vælge mellem mange forskellige byttearter, og slet ikke påvirkes som mange andre arter af byttedyrenes bestandssvingninger. De danske par har også vist en ret høj ungeproduktion. Når antallet er flyvefærdige unger er mindre end kuldstørrelsen, menes det i højere grad at skyldes ubefrugtede æg, eller hvis den rugende forældre bliver forstyrret og må forlade reden, end det skyldes fødemangel. Ungerne er flyvefærdige 35-42 dage efter klækning, men vil dog være afhængige af forældrene i mindst 2 måneder endnu (Cramp & Simmons 1980).

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=03200

Undersøgelsesområde
Vandrefalken ligger til grund for udpegningen af følgende lokalitet som EF-fuglebeskyttelsesområde:

- Klinteskoven (IBA 90)

Vandrefalken er desuden fokusart på Stevns (IBA 127).

Af andre områder er naturligvis Hammeren på Bornholm interessant, da dette er en ynglelokalitet. Desuden er alle lodrette, høje klinter og klippeskrænter potentielle redepladser. I Vadehavet syd for os har vandrefalke desuden ynglet på små ubeboede øer og holme, og dette kunne også være et potentielt ynglested i Danmark. Specielt set i lyset af at mange vandrefalke overvintrer i nærheden af lavvandede områder med høj tæthed af vandfugle, hvor sådanne øer netop ofte findes. Store bygninger med afsatser eller lignende, hvor menneskelig forstyrrelse ikke forekommer, er også mulige redesteder. Det kunne være broer, siloer på havneområder eller f.eks. Kronborg, hvor der de senere år har været overvintrende vandrefalk. Endelig giver opsatte redekasser i vore nabolande gode betingelser for falkene og er med til at sikre en bestandsstørrelse, der mindsker risikoen for indavl. Det vil dog nok være hensigtsmæssigt at overveje på hvilke lokaliteter, man sætter kasser op, da endnu en predator sammen med andre trusler for f.eks. strandengsfugle kan påvirke sårbare ynglebestande. Den nuværende danske ynglebestand har en tydelig sydøstlig udbredelse og er en så begrænset population, at der er risiko for ”genetisk flaskehals” med alt for nærbeslægtede ynglepar og deraf følgende risiko for indavl. De ikke ringmærkede individer i de nuværende par kan teoretisk være hanfalkens eget afkom. Man kan derfor håbe på, at nye par vil etablere sig på nye lokaliteter og i andre landsdele, så udvekslingen af gener bliver mere varieret.

Et typisk træk for ynglepladser er, at der både er et muligt redested (klint, skrænt e.l.), men også et typisk overvintringsområde i nærheden. IBA’er, der har rastende vandrefalk som enten fokusart eller udpegningsart, er:

- Odense Fjord (IBA 75)
- Nakskov Fjord (IBA 88)
- Vadehavet (IBA 57)
- Vest- og Sydamager med omgivende hav (IBA 111)
- Skjern Å-dalen (IBA 115)
- Roskilde Fjord, Selsø & Kattingesøerne (IBA 105)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord & Jungshoved Nor (IBA 89)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA 20)
- Saltholm (IBA 110)
- Skove og heder ved Bryrup (IBA 34)
- Agger Tange & Krik Vig (IBA 23)
- Ringkøbing Fjord (IBA 43)
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA 1)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Herunder følger nogle tegn på yngel, som man bør kigge efter, hvis man har mistanke om etablering af et nyt ynglepar:

I etableringsperioden februar-marts: han og hun sidder i nærheden af hinanden på en egnet ynglebiotop. Han og hun jager andre rovfugle, krager og store måger ud af området. Han sidder i skrutrygget positur over for hunnen, kalder med ”tjek-tjek-lyde”. Han og hun demonstrerer store territorieflyvninger sammen. Han afleverer bytte til hunnen. Han og hun parrer sig.

I rugeperioden april til primo maj ses typisk yngleadfærd. Han kommer med bytte til hunnen på egnet redelokalitet. Han afløser hunnen på egnet redested. Hannen har fast vagt- og observationspost i nærheden af egnet redested. Hvis det kan lade sig gøre at se redestedet, kan man eventuelt kigge efter en rugende fugl, eller måske se ægkuldet.

I ungeperioden maj til primo juni vil man kunne se hannen aflevere bytte til hunnen, der tager det med ind på egnet redested. Hannen tager selv bytte med ind på egnet redested. Antallet af byttefugle bragt til egnet redested stiger gradvist fra 2-3 gange til 6-7 gange dagligt, som ungerne bliver større. Hvis man i denne periode kan se reden, kan man se dununger eller senere i forløbet fjerunger på redehylden.

De udfløjne ungfugle opholder sig tæt ved redestedet de første uger (juni-juli), derefter sker spredningen gradvist hen over sommeren, hvor forældrefuglene følger ungfuglene, til disse selv er i stand til at skaffe sig tilstrækkelig føde. Ofte ses et par være territoriehævdende det første år uden at yngle, og her er det derfor vigtigt at følge fuglene året efter. Ved de allerede kendte par er det vigtigt hvert år at undersøge, om fuglene yngler, samt hvor stor produktion de har (antal udfløjne unger).

I særlige tilfælde kan en han knytte sig til to hunner (muligvis oftest i tilfælde med nært slægtskab), eller der kan ske udskiftning under yngleforløbet, hvis en fremmed hun jager ynglehunnen bort eller overtager hannen. Endelig kan der ske ændringer i forløbet, hvis en af ynglefuglene kommer til skade eller dør i denne periode.

Ved fund af et redested er det vigtigt at finde en god observationspost, hvorfra stedet kan iagttages uden at forstyrre fuglene. For at forhindre unødig forstyrrelse eller stress hos ynglefuglene kan det være nødvendigt at afspærre redelokaliteten i en afstand på 200-300 meter, især hvis den rugende fugl kan se direkte ud på de forbipasserende. De mest følsomme perioder er ugerne op til og lige efter æglægning (hvor hunnen ved forstyrrelse hurtigt kan forlade redestedet). Perioden hvor dunungerne lige er kommet ud af æggene (de næste 7-10 dage er de afhængige af forældrefalkens næsten konstante kropsvarme). Og dagene omkring udflyvningen, hvor ungfalkene er mest udsatte for uheld under flyvning (kraftige vindstød, pludselig slagregn), landing på uhensigtsmæssige steder, og risiko for angreb fra f.eks. duehøg, svartbag, ravn, krager, mårdyr eller ræv (muligvis også senere med øget indvandring af stor hornugle).

Man skal så tidligt som muligt forsøge at registrere antal unger i reden (antal klækkede unger), men vigtigst er det at registrere antallet af flyvefærdige unger.

Moniteringskalender
1/3-15/4: Ankomstperiode og æglægning. Opfølgning på observationer af territoriehævdende fugle og lokalisering af rede.

1/4-1/5: Rugetid. Evt. lokalisering af rede.

1/5-10/6: Ungetid. Registrering af fugle bringende føde til reden. I slutningen af perioden kan antal flyvefærdige unger observeres.

Rapportering
Alle observationer af ikke-trækkende fugle inden for yngletiden bør indrapporteres med angivelse af adfærd samt eventuel alder (f.eks. 2 ad. + 1 juv. rastende). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter observationen er gjort, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: rugende fugle, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, parringsadfærd, o.lign. ved et egnet yngleområde.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af adulte fugle i perioden 15/5-1/7 i et egnet yngleområde, uden fund af redeplads eller observationer af territoriehævdelse (denne kategori benyttes sjældent, da der som regel vil være god viden om evt. ynglefugle).

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Printvenlig udgave