Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten

Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.

Skarv - ynglefugle

Som ynglefugl overvåges skarv ved at optælle de besatte reder (m. rugende fugle og senere unger) i kolonierne i marts-april.

Knopsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser hvor det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er august samt igen i januar-februar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke.

Sangsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.

Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.

Grågås - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles medio september. Det anbefales generelt at caretakerne tæller vandfugle, gæs og svaner medio januar for bedre at kunne koordinere med de internationale midvintertællinger som finder sted på dette tidspunkt. Erfaringer fra Caretakerprojektet viser imidlertid at i egne hvor jagten er intensiv, vil det være hensigtsmæssigt med en supplerende optællinger umiddelbart før 1. september samt medio februar.

Bramgås - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal, også uden for yngletiden.
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og marts. Bramgæssene kan også tælles om efteråret lige efter hovedtrækket, hvilket som regel vil være i sidste halvdel af oktober og første halvdel af november. Fuglene tælles ved, med kikkert eller teleskop, at estimere antallet i flokkene, fra en post i pæn afstand fra gæssene, så de ikke skræmmes. Man skal dog være opmærksom på, at der ofte vil være andre gæs imellem bramgæssene, f.eks. blisgås.

Bramgås - ynglefugle

I kolonier af ynglende bramgås kan man med fordel foretage optællingen inden rugningen begyndes, idet der på dette tidspunkt er ingen eller kun få ikke-ynglende fugle tilstede på ynglepladsen. Endvidere vil fugle med mislykket yngleforsøg ikke have forladt pladsen (Mortensen 2004).

Pibeand - rastefugle

DMU anbefaler at arten optælles i både januar og september. Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Dette kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande.

Skeand - rastefugle

Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.

Ederfugl - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og august.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Blå Kærhøg - rastefugle

Uden for yngletiden kan arten som andre kærhøge med fordel optælles på deres fælles overnatningspladser i udstrakte rørsumpe. Kærhøgene ankommer hertil inden for et ganske kort tidsrum omkring solnedgang og går ned i rørsumpen efter kort tids kredsen i lav højde.

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

Klyde - ynglefugle

Klyden registreres ved fjernoptælling af stationære par som udviser yngleaktivitet, rugende fugle (evt. med ”vogter-mage” i nærheden) eller af ungeførende par mellem 10.-25. maj. Efter klækning føres ungerne gerne bort fra redestedet, og par med unger kan således gå lange afstande for at nå fourageringsområder ved kysten. Optællingen af fuglene skal derfor finde sted inden klækningen.

Hvis der er tale om større kolonier kan man få et udmærket indtryk af koloniens størrelse ved at dividere antallet af varslende fugle med to. Hvis fuglenes fourageringsområde undtagelsesvis ligger langt væk fra kolonien, er divisionsfaktoren et sted mellem 1 og 2, da den ene af magerne så vil være væk fra kolonien meget af tiden.

Engryle - ynglefugle

Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
I yngletiden opholder engrylen sig i åbne, græsklædte naturtyper, ofte koncentreret langs kysten eller nær/i vandansamlinger og vandrender som er lavvandede eller tørret ud for nyligt. Engrylen findes kun sjældent ynglende i vegetation med en højde på >15 cm eller fjernt fra permanente eller temporære vandansamlinger og aldrig i rørsump eller mellem buske.

På grund af fuglenes stilfærdige optræden i yngletiden er man nødt til at gennemsøge området således at alle passende ynglehabitater passeres inden for en afstand af højst 75-100 meter. Udover observationer af reder eller parring er den bedste måde at registrere sikre ynglepar af engryle at observere urolige, ungevarslende fugle, efter at ungerne er kommet ud af æggene i perioden 1-15. juni.

Sandsynlige ynglepar kan registreres ved spillende, varslende og stående fugle i territoriet i perioden ult. april-juni, men først og fremmest i perioden 3.-20. juni. Før denne periode bør man så vidt muligt racebestemme fuglene til den ynglende underart engryle ssp. schinzii, eftersom også nordlige alpina'er på vej til Sibirien synger på danske strandenge i april-maj. Engryle kendes bedst fra nordlig alm. ryle på

- et kun i begrænset grad plettet, sort bugskjold som desuden har uskarp rand
- fravær af varme brune farver på ryggen og vingerne
- ringere størrelse og kortere næb

De syngende hanners ”rrryyyllll” høres bedst i morgentimerne eller de sene aftentimer, men stemmen er ret svag og kan være svær at lokalisere. En yderligere indikation på ynglen er gentagne observationer af engryle på samme plet i en eng gennem maj og juni.

For at opnå et rimeligt estimat af antallet af ynglepar på en lokalitet skal der foretages mindst én optælling ult. april/pr. maj og to optællinger i juni, heraf den første i perioden 3.-10. juni og den anden i perioden 12.-20. juni med et interval på mindst 7 dage indimellem. Alle par og enlige indi-vider regnes som sandsynlige ynglepar bortset fra fugle der kun ses fouragerende eller rastende på fælles fourageringspladser. Alle observationer skal kortlægges, og antallet fra optællingen med flest sandsynlige ynglepar anses for minimumsantallet af ynglepar på lokaliteten. Hertil skal føjes de par fra andre besøg på lokaliteten som blev set mere end 300 meter fra observationerne på “maksimumsoptællingen”, samt par som blev observeret tidligere eller senere og som af forskellige årsager sandsynligvis ikke er inkluderet i optællingen med det maksimale antal observationer af ynglepar. Yderligere optællinger fx ult. maj og/eller ult. juni vil kunne forbedre datakvaliteten væsentligt.

Husk at notere alle indikationer på ynglesucces såsom antallet af varslende par/hanner samt observationer af dununger eller meget unge ungfugle.

Brushane - ynglefugle

Antallet af ynglende brushøns i et område er svært at afgøre da brushanen er polygam og fuglene ikke optræder territorialt. At registrere antallet af hanner og hunner på dansepladsen er en mulighed, men det giver et meget upræcist indtryk af yngleforekomsten. Situationen forværres yderligere af at gennemtrækkende fugle optræder på de danske dansepladser i første halvdel af maj. Den bedste måde – men også mest tids-/ressourcekrævende metode - er at registrere antallet af urolige hunner. Det gøres i de 1-2 uger der følger efter klækningen, som finder sted omkring den 5.-25. juni. Hvor brushøne yngler tæt på kolonier af måger bør denne metode dog ikke anvendes, da den indebærer en stor risiko for øget prædation af brushønens (og andre engfugles) unger og æg.

Stor Kobbersneppe - ynglefugle

Moniteringsvejledning for stor kobbersneppe i DOF’s Caretakerprojekt, udarbejdet af Mathias Vogdrup-Schmidt og Timme Nyegaard, juni 2009

Indledning
Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle, hvilket siden 2009 sker i regi af Caretakerprojektet. Projektet løber foreløbig til og med år 2013 og som led i projektet udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 45 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artscaretakerne

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den store kobbersneppe er en stor og ret markant vadefugl med lange, sorte ben og langt, lige næb. I yngledragten er fuglen kobberrød på bryst, hoved og hals. I vinterdragt og ungfugledragt er bugen overvejende hvid og ryggen meleret i grålige nuancer. I flugten ses i alle dragter karakteristiske sort-hvide tegninger på vinger og hale.

Den store kobbersneppe yngler i Danmark hovedsagelig på strandenge og i marskområder, selvom artens oprindelige levested er våde græsstepper. På ynglepladserne udviser arten en speciel sangflugt, som kaldes tosseflugt, hvor fuglen nærmest vipper fra side til side i luften, mens den gentager et højt og klangfuldt vitt-duu, som har givet ophav til artens vestjyske navn, rødvitten.

Stor kobbersneppe er truet på verdensplan og derfor tilføjet på IUCN’s seneste rødliste. På den danske rødliste er den opført som "sårbar" (VU).

Hør stemmen og læs mere om stor kobbersneppe på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=05320

Målsætning
- At undersøge alle egnede lokaliteter for ynglende par af stor kobbersneppe for årligt at kunne opgøre bestandsstørrelsen..

Undersøgelsesområde
I Danmark forekommer arten primært i Vestjylland, Nordvestjylland samt langs Vadehavskysten. De primære lokaliteter er Vejlerne i Thy, Mandø og Tøndermarsken, Tipperne og Agger Tange. I Østdanmark kan arten bl.a. findes i Borreby Mose og på Nyord ved Møn. Disse lokaliteter bør dækkes årligt, ligesom våde enge og andre egnede lokaliteter i de nævnte regioner bør eftersøges for ynglende stor kobbersneppe hvert år.
Den store kobbersneppe er ikke på udpegningsgrundlaget for noget dansk EF-fuglebeskyttelsesområde men indgår i kvalifikationsgrundlaget for tre IBA’er:
- Ringkøbing Fjord (IBA nr. 43)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA nr. 60)
- Østlige Vejler (IBA nr. 13)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Monitering af ynglepar af stor kobbersneppe sker bedst ved fjernobservationer foretaget gentagne gange i løbet af foråret. Hannens sangflugt og parrets rundflyvninger over territoriet er meget markante og lette at iagttage i morgentimerne i april og maj. Observationerne kan derfor med fordel gøres fra bil, tårn eller højtliggende punkter i terrænet for at undgå forstyrrelser. Fuglene skræmmes let op selv på lang afstand og flyver langt omkring og bliver dermed vanskeligere at kortlægge.

I nogle bestande kan parrene opholde sig meget tæt på hinanden, og da hannerne bevæger sig vidt omkring under sangen, kan det være svært at holde styr på deres tilholdssted. Desuden skal det bemærkes, at én hans sangflugt eller et pars territoriehævdning kan fremprovokere andre fugle fra naboterritorierne til at gå i luften. Dette kan lette optællingen meget, da territorierne herved lettere kan afdækkes og mange fugle ses samtidig. Det kræver dog en vis koncentration at holde styr på alle par.

Pardannelsen foregår i april, hvorfor rundflyvninger og sangflugt på dette tidspunkt ikke nødvendigvis er lig yngleaktivitet. Ultimo april er alle fugle ankommet til ynglepladserne. Registrering af sandsynlige ynglepar foregår derfor bedst i perioden 20/4 til 15/5, hvor både rundflyvninger og sangflugt finder sted.

Fra 15/5 til 30/5 kan hannens sangflugt stadig ses over territoriet, og desuden kan den let ses ”vogte” i nærheden af den rugende hun, der ligger skjult lavt i vegetationen. Gentagne iagttagelser af ”vogterhanner” kan dermed noteres som sandsynlige ynglepar.

I juni måned kan man desuden supplere optællingen med registrering af varslende fugle. Hannen vil stadig vogte reden, og når ungerne klækkes, vil han flyve op og udføre varslingskald ved forstyrrelser, selv på stor afstand af ungerne. Den store varslingsradius kan betyde, at flere hanner varsler samtidigt, hvilket kan gøre det svært at holde styr på de enkelte par. Som tidligere nævnt kan dette til gengæld skabe et overblik over det samlede antal familier. Redernes beliggenhed og territoriegrænser kan dog ikke fastlægges og sammenlignes med tidligere iagttagelser af territoriehævdende fugle, da ungerne kan føres langt væk fra reden efter klækningen. Derudover vil ynglepar uden succes naturligvis ikke ungevarsle. Det kan dermed ikke tilrådes udelukkede at basere sin bestandsvurdering på optællinger foretaget i denne periode.

Sikre ynglepar kan kun noteres ved observation af rede, rugende fugl, æg eller unger. Dette kan i mange tilfælde være yderst vanskeligt, specielt ved fjernobservation. Sandsynlige ynglepar kan noteres ved gentagne iagttagelser af par, vogterhanner eller varslende fugle, hvilket er den letteste og oftest foretrukne metode. Man skal være opmærksom på, at forstyrrelser f.eks. i forbindelse med landbrugsdrift kan betyde, at parret opgiver et allerede etableret territorium.

I Vadehavet anvendes en særlig metode ved optællingerne, grundet de større bestandsstørrelser samt store afstande og arealer. Antallet af individer optælles to gange i perioden 20. april til 20. maj, hvorefter det højest talte antal fugle ganges med 0,7 for at få antallet af ynglepar.

Moniteringskalender
1/4-19/4: Ankomstperiode. Eventuel kortlægning af hanner i sangflugt og par i rundflyvning (regnes kun som mulige ynglepar så tidligt på ynglesæsonen).

20/4-15/5: Kortlægning af territorier: Hanner i sangflugt og par i rundflyvning.

16/5-30/5: Kortlægning af hanner i sangflugt og vogterhanner.

1/6-20/6: Kortlægning af vogterhanner og registrering af ungevarslende fugle.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til den ansvarlige artscaretaker eller til Caretakerprojektets centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres territoriehævdende fugle, parringsadfærd eller ungevarslende fugle.
- Muligt ynglepar: Observationer af stor kobbersneppe i perioden 10/4-20/7 på en typisk ynglebiotop.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige + sikre) – (mulige + sandsynlige + sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2 + 3) – (1 + 2 + 3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Falk, K. 1990: Vejledning i metoder til overvågning af fugle. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.

Grell, M. B.; Nielsen, M. 1993: Optællingskalender, Fuglenes Danmark. Dansk Ornitologisk Forening.

Kjeldsen, J. P. 1990: Observatørvejledning Vejlerne. Skov- og Naturstyrelsen.

Kjeldsen, J. P. 1992: Vejlerne. Ynglefuglerapport 1990. Skov- og Naturstyrelsen.

Meltofte, H. 1988: Observatørvejledning Tipperne. Skov- og Naturstyrelsen. Naturovervågningskontoret.

Pape Møller, A. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Graphic Systems AB, Gbg. Nordisk ministerråd.

Storspove - ynglefugle

Som ynglefugl indgår stor regnspove ikke i udpegningsgrundlaget for nogen IBA, men optælles alligevel bl.a. på Vest- og Sydamager.

Sandsynlige ynglepar
Sandsynlige ynglepar af stor regnspove optælles ved at se efter territoriehævdende hanner, som kan registreres ved deres tydelige sangflugt gennem hele maj måned. I maj og juni kan også varslende fugle registreres. Det er ofte en fordel at observere fuglene på afstand f.eks. fra et højdedrag, da fuglene ved forstyrrelse flyver op på lang afstand. Ungerne føres ofte langt omkring efter klækningen, så optælling skal helst afsluttes inden da.

Stenvender - ynglefugle

Danmark ligger på den sydlige grænse af stenvenderens udbredelsesområde, og den er en sjælden ynglefugl med 50-55 par fordelt på tre kendte lokaliteter. Stenvenderen yngler i Danmark primært på små stenøer og holme med et let plantedække. Størstedelen af de danske ynglefugle findes omkring Læsø, men enkelte ynglepar er også kendt fra Saltholm og Mandø. Dog er den ikke helt stabil som ynglefugl på de to sidstnævnte lokaliteter. Stenvenderen yngler helst i tilknytning til havternekolonier, da disse yder god beskyttelse mod især sølvmåger.

Ynglende stenvendere findes ved at gennemgå egnede lokaliteter i perioden 10.-25. juni. Stenvenderne vil tit kunne opdages på deres varsling, der er et hidsigt gentaget kiri-ti-ti-ti.

Sorthovedet Måge - ynglefugle

Moniteringsvejledning for sorthovedet måge i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Lars Hansen og Mikkel Willemoes, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Sorthovedet måge ligner umiddelbart hættemågen, men er lidt større og har kraftigere næb og ben. Den har, ligesom denne, mørkt hoved i sommerdragten. Men hos sorthovedet måge er det, som navnet siger, helt sort, mens hættemågens hætte er mørkt chokoladebrun. Om vinteren har den en aflang sort plet bag øjet svarende til hættemågens mørke prik. Sorthovedet måge kan desuden kendes på sine næsten renhvide vinger.

Æglægning finder sted primo maj, og kuldstørrelsen er normalt 3 æg. Rugetiden er 23-25 dage og starter først når alle æg er lagt, hvorved der opnås synkroniseret klækning. Rugningen foretages af begge køn. Hvis første kuld mistes, kan fuglene lægge om. Æggene klækker fra sidst i maj og ungerne er flyvefærdige efter ca. 5 uger, og forlader forældrene og ynglepladsen i første halvdel af juli. Sorthovedet måge yngler typisk første gang i en alder af 2-3 år (Cramp & Simmons 1983).

Sorthovedet måge ynglede indtil midten af 1900-tallet stort set kun i floddeltaerne ved den nordlige del af Sortehavet og var da endemisk for området. En fredning i 1954 medførte en voldsom fremgang, som toppede midt i 1980’erne med 336.000 par. Siden er vandmiljøet i Sortehavet ændret negativt og bestanden er igen meget lav. Måske grundet det ændrede miljø skete der spredning til landene omkring det nordøstlige Middelhav og siden videre ud over det meste af Europa med de største populationer i Holland, Belgien og Frankrig samt Italien og Slovenien. Den europæiske bestand tæller nu flere tusinde par, men pga. tilbagegangen i Sortehavet er verdensbestanden nu på under 100.000 par (Meininger, pers. medd.).

I Danmark ynglede arten første gang i 1970 og herefter igen i 1975, 1981 og 1989. I 1989 blev den første danske unge flyvefærdig. I 1998 og videre frem har arten ynglet årligt i Danmark med en langsomt voksende bestand, som nåede en foreløbig kulmination med 7 par i 2005 og hele 19 par i 2006. I 2007 viser en foreløbig opgørelse dog kun 10 par. Meget tyder dog på, at sorthovedet måge er en art, der er kommet for at blive i den danske natur. Der er endnu ikke foretaget nogen rødlistevurdering af sorthovedet måge i Danmark, da dette kræver at arten har ynglet regelmæssigt i 10 år.

I Danmark er sorthovedet måge indtil 2007 udelukkende fundet ynglende i kolonier af hættemåge og stormmåge i den sydlige del af landet med knap halvdelen i det fynske område. Alle ynglefund har været på øer og holme i fjorde eller andre kystnære områder. Fouragerende fugle opsøger dels tidevandsområder og dels dyrkede marker med lave afgrøder (f.eks. roemarker), men der er et meget begrænset kendskab til de danske ynglefugles fourageringslokaliteter. Fourageringen kan foregå over 20 km fra ynglepladsen (i meget store kolonier kan fuglene ses op til 70 km væk).

Læs mere om arten og hør fuglens stemme under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=05750

Undersøgelsesområde
Alle kystnære kolonier af hætte- og stormmåge i den sydlige del af landet mulige ynglelokaliteter, der bør blive undersøgt årligt. Det er dog ikke umuligt, at arten også vil kunne sprede sig til de nordlige kolonier.

Sorthovedet måge er ikke på udpegningsgrundlaget for nogle IBA’er, men er dog udvalgt som fokusart for følgende IBA’er:

- Vadehavet (IBA 57)
- Kysten ved Nærå & Æbelø-området (IBA 76)
- Øer og kyst mellem Skælskør Fjord & Glænø (IBA 96)
- Odense Fjord (IBA 75)
- Skallingen & Langli (IBA 55)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA 51)
- Sydfynske Øhav (IBA 71)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

I 2006 var ynglelokaliteterne følgende (med antal par i parentes):
Jylland: Ho bugt (1), Sneum Engsø (2), Hjarnø (2)
Fyn: Fiskeholm (6), Odense Fjord (1), Sydfynske Øhav (1)
Østdanmark: Holmesø (2) Sydsjælland og Lolland (4).

Optællingsmetode
Sorthovedet måge yngler udelukkende i hætte- og stormmågekolonier. Tidligere var det primært blandt hættemåger, men i de senere år har der været en lige fordeling mellem storm- og hættemågekolonier. Det er lettest at finde fuglene mellem stormmåger, da de selvfølgelig skiller sig tydeligt ud med deres sorte hoveder. I en hættemågekoloni kan det være vanskeligere at finde fuglene, men det sorte hoved og røde næb vil i reglen ”lyse op”, hvis man omhyggeligt kigger kolonien efter. Hen på sæsonen er det dog et problem, at vegetationen ofte bliver høj og let skjuler fuglene.
Sorthovedet måge registreres derfor bedst tidligt på sæsonen. De første fugle indfinder sig på ynglepladsen allerede i slutningen af marts og i løbet af april vil også de sidste være på plads. I denne periode er fuglene ofte lette at registrere og indtil begyndelsen af maj er vegetationen oftest meget lav.

Observationer bør altid ske på behørig afstand, idet kolonifugle på denne tid er meget følsomme overfor forstyrrelser. Med et teleskop kan man fra stor afstand tydeligt se de sorthovedede måger, som med deres sorte hoveder skiller sig tydeligt ud fra f.eks. hættemåger, når de står på jorden. Det er dog vigtigt, at man observerer fra flere vinkler, idet en græstot eller lignende naturligvis kan skjule en fugl. I flugten kan det, især i større kolonier, være mere vanskeligt at finde fuglene. Trods den hvide overside og de manglende sorte tegninger på vingerne kræver det lidt øvelse at opdage fuglene i luften.

Ved observationer over en længere periode vil det i reglen være muligt at lokalisere redestedet og desuden gøre så mange observationer af f.eks. kurtiserende og rugende fugle, at antallet af ynglepar kan fastslås. I arbejdet med vurdering af eksakte bestandsstørrelser er sådanne observationer meget værdifulde.

Vurdering af ynglesucces er vanskelig, især fordi vegetationen ofte er for høj til observation på jorden. Men medio juni (og ved sene kuld også ultimo juni) vil der være mulighed for at observere unger, der fodres af forældrefuglene. Det sker altid på samme foderplads, og ungerne er ret lette at kende. De kan minde lidt om stormmågeunger, men er lysere og meget mere spættede i dragten. Næbbet er kraftigt og sort. Hættemågeunger adskiller sig ved at være meget ”spraglede” i en brun-sort dragt. Hverken stormmåge eller sorthovedet måge har brunt i dragten.
Bestemmelsen af ungerne kræver forsigtighed, men såfremt de kan ses i teleskop, bør det være muligt, især hvis man omhyggeligt sammenligner med jævnaldrende unger af storm/hættemåger i kolonien. Sorthovedet måge lægger i reglen 3 æg, men i ungernes første uge går den mindste ofte tabt. Kuld med store unger tæller derfor sjældent flere end 2 unger.

Moniteringskalender
25/3-25/4: Registrering af sorthovedet måge i storm- og hættemågekolonier. I denne periode vil parrene ofte opholde sig ved det kommende redested. Parrene registreres lettest med teleskop.

1/5-1/6: Rugeperiode. Indtil vegetationen vokser op vil rugende fugle kunne følges med teleskop.

1/6-1/7: Ungerne klækker omkring 1. juni og fra midten af juni vil man i nogle tilfælde kunne se ungerne, som har en fast standplads, hvor de bliver fodret. De første er flyvefærdige ca. 20. juni og forlader kolonien 1-2 uger senere.

1/3-1/7: Observationer af fouragerende fugle gøres i hele yngleperioden.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Der er næsten ingen rapporteringer af fouragerende fugle, og vi ved derfor omtrent intet om, hvor de fouragerer. Observationer af fouragerende fugle er derfor meget ønskelige og gerne med supplerende oplysninger om fuglenes øvrige adfærd.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Svartbag - ynglefugle

Svartbagen er ikke optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, men kvalificerer som ynglefugl Hirsholmene, Nordre Rønner og Saltholm som IBA’er. Årsagen hertil er at BirdLife vurderer at 1) svartbagen ganske vist ikke er truet som ynglefugl i Europa, men at mere end 50 % af artens verdensbestand yngler i Europa, 2) Danmark huser mere end 1 % af den europæiske ynglebestand, og 3) at de nævnte lokaliteter hver huser mere end 1 % af den danske ynglebestand.

Arten yngler primært enkeltvist eller i små løse kolonier. Til tider yngler enkelte par i kolonier af andre måger. De ynglende svartbage bør forsøges optalt og kortlagt på afstand med teleskop. Der skal mindst observeres parringsadfærd førend man kan tale om ynglepar.

Arten tælles bedst i sidste del af rugetiden samt den tidlige del af ungetiden (ca. 20. maj til 10. juni).

Splitterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af ruge- eller tidlig ungetid (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man få et udtryk for ynglebestanden ved at dividere antallet af fugle med to. man skal dog være opmærksom på at der herved foretages en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Som hos dværgternen yngler de unge fugle betydeligt senere end de ældre og kan derfor være svære at adskille fra ældre fugle med omlagte kuld. Derfor kan det være nødvendigt med to tællinger hhv. i begyndelsen og slutningen af rugeperioden.

Fjordterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling frarådes, da den kun bør foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges i stedet optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Havterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Dværgterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop. Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal, også uden for yngletiden.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Hos dværgternen yngler de unge fugle betydeligt senere end de ældre og kan derfor være svære at adskille fra ældre fugle med omlagte kuld. Derfor kan det være nødvendigt med 2 tællinger hhv. i begyndelsen og slutningen af rugeperioden.

Mosehornugle - ynglefugle

På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.

Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.

Printvenlig udgave