Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.Strandskade - ynglefugle
I flade områder er langt den bedste måde at registrere sikre ynglepar af strandskade på at afsøge området i teleskop fra et godt udsigtspunkt. Herfra er det ofte muligt at se de rugende fugle med en "vogter-partner" stående i nærheden. Går man ud i området lister strandskaderne ofte af reden på langt hold, og står afventende i nærheden.
Stationære, varslende par i maj til midten af juni kan tages som en indikation på sandsynlige ynglepar. Vær i øvrigt opmærksom på at ikke-ynglende hanner mange steder optræder oversomrende i smågrupper.
Engryle - ynglefugle
Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
I yngletiden opholder engrylen sig i åbne, græsklædte naturtyper, ofte koncentreret langs kysten eller nær/i vandansamlinger og vandrender som er lavvandede eller tørret ud for nyligt. Engrylen findes kun sjældent ynglende i vegetation med en højde på >15 cm eller fjernt fra permanente eller temporære vandansamlinger og aldrig i rørsump eller mellem buske.
På grund af fuglenes stilfærdige optræden i yngletiden er man nødt til at gennemsøge området således at alle passende ynglehabitater passeres inden for en afstand af højst 75-100 meter. Udover observationer af reder eller parring er den bedste måde at registrere sikre ynglepar af engryle at observere urolige, ungevarslende fugle, efter at ungerne er kommet ud af æggene i perioden 1-15. juni.
Sandsynlige ynglepar kan registreres ved spillende, varslende og stående fugle i territoriet i perioden ult. april-juni, men først og fremmest i perioden 3.-20. juni. Før denne periode bør man så vidt muligt racebestemme fuglene til den ynglende underart engryle ssp. schinzii, eftersom også nordlige alpina'er på vej til Sibirien synger på danske strandenge i april-maj. Engryle kendes bedst fra nordlig alm. ryle på
- et kun i begrænset grad plettet, sort bugskjold som desuden har uskarp rand
- fravær af varme brune farver på ryggen og vingerne
- ringere størrelse og kortere næb
De syngende hanners ”rrryyyllll” høres bedst i morgentimerne eller de sene aftentimer, men stemmen er ret svag og kan være svær at lokalisere. En yderligere indikation på ynglen er gentagne observationer af engryle på samme plet i en eng gennem maj og juni.
For at opnå et rimeligt estimat af antallet af ynglepar på en lokalitet skal der foretages mindst én optælling ult. april/pr. maj og to optællinger i juni, heraf den første i perioden 3.-10. juni og den anden i perioden 12.-20. juni med et interval på mindst 7 dage indimellem. Alle par og enlige indi-vider regnes som sandsynlige ynglepar bortset fra fugle der kun ses fouragerende eller rastende på fælles fourageringspladser. Alle observationer skal kortlægges, og antallet fra optællingen med flest sandsynlige ynglepar anses for minimumsantallet af ynglepar på lokaliteten. Hertil skal føjes de par fra andre besøg på lokaliteten som blev set mere end 300 meter fra observationerne på “maksimumsoptællingen”, samt par som blev observeret tidligere eller senere og som af forskellige årsager sandsynligvis ikke er inkluderet i optællingen med det maksimale antal observationer af ynglepar. Yderligere optællinger fx ult. maj og/eller ult. juni vil kunne forbedre datakvaliteten væsentligt.
Husk at notere alle indikationer på ynglesucces såsom antallet af varslende par/hanner samt observationer af dununger eller meget unge ungfugle.
Stormmåge - ynglefugle
Stormmågen er ikke optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, men kvalificerer som ynglefugl Roskilde Fjord, Sydfynske Øhav, Hjelm, Nissum Fjord, Kysten Aggersund-Bygholm Vejle, Ulvedybet & Nibe Bredning samt Skallingen & Langli som IBA’er. Årsagen hertil er at BirdLife vurderer at 1) at stormmågen er truet som ynglefugl i Europa, 2) at Danmark huser mere end 1 % af den europæiske ynglebestand, og 3) at de nævnte lokaliteter hver huser mere end 1 % af den danske ynglebestand.
Sikre ynglepar
Tælles bedst i sidste del af ruge- eller tidlig ungetid (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling frarådes medmindre den foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle kan i stedet forsøges optalt på afstand med teleskop. Antal varslende, gamle fugle kan også bruges til at vurdere kolonistørrelsen.
Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.
Svartbag - ynglefugle
Svartbagen er ikke optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, men kvalificerer som ynglefugl Hirsholmene, Nordre Rønner og Saltholm som IBA’er. Årsagen hertil er at BirdLife vurderer at 1) svartbagen ganske vist ikke er truet som ynglefugl i Europa, men at mere end 50 % af artens verdensbestand yngler i Europa, 2) Danmark huser mere end 1 % af den europæiske ynglebestand, og 3) at de nævnte lokaliteter hver huser mere end 1 % af den danske ynglebestand.
Arten yngler primært enkeltvist eller i små løse kolonier. Til tider yngler enkelte par i kolonier af andre måger. De ynglende svartbage bør forsøges optalt og kortlagt på afstand med teleskop. Der skal mindst observeres parringsadfærd førend man kan tale om ynglepar.
Arten tælles bedst i sidste del af rugetiden samt den tidlige del af ungetiden (ca. 20. maj til 10. juni).