Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.Sangsvane - rastefugle
I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.
Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.
Krikand - rastefugle
DMU anbefaler at arten optælles i både januar og september. Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande.
Hvinand - rastefugle
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende hvinænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt. Undersøgelser har vist, at så lidt som en tredjedel af de aktivt fouragerende fugle er ved overfladen på et givent tidspunkt.
Toppet Skallesluger - rastefugle
Det anbefales af DMU at arten optælles i januar.
Stor Skallesluger - rastefugle
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.
Klyde - ynglefugle
Klyden registreres ved fjernoptælling af stationære par som udviser yngleaktivitet, rugende fugle (evt. med ”vogter-mage” i nærheden) eller af ungeførende par mellem 10.-25. maj. Efter klækning føres ungerne gerne bort fra redestedet, og par med unger kan således gå lange afstande for at nå fourageringsområder ved kysten. Optællingen af fuglene skal derfor finde sted inden klækningen.
Hvis der er tale om større kolonier kan man få et udmærket indtryk af koloniens størrelse ved at dividere antallet af varslende fugle med to. Hvis fuglenes fourageringsområde undtagelsesvis ligger langt væk fra kolonien, er divisionsfaktoren et sted mellem 1 og 2, da den ene af magerne så vil være væk fra kolonien meget af tiden.
Engryle - ynglefugle
Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
I yngletiden opholder engrylen sig i åbne, græsklædte naturtyper, ofte koncentreret langs kysten eller nær/i vandansamlinger og vandrender som er lavvandede eller tørret ud for nyligt. Engrylen findes kun sjældent ynglende i vegetation med en højde på >15 cm eller fjernt fra permanente eller temporære vandansamlinger og aldrig i rørsump eller mellem buske.
På grund af fuglenes stilfærdige optræden i yngletiden er man nødt til at gennemsøge området således at alle passende ynglehabitater passeres inden for en afstand af højst 75-100 meter. Udover observationer af reder eller parring er den bedste måde at registrere sikre ynglepar af engryle at observere urolige, ungevarslende fugle, efter at ungerne er kommet ud af æggene i perioden 1-15. juni.
Sandsynlige ynglepar kan registreres ved spillende, varslende og stående fugle i territoriet i perioden ult. april-juni, men først og fremmest i perioden 3.-20. juni. Før denne periode bør man så vidt muligt racebestemme fuglene til den ynglende underart engryle ssp. schinzii, eftersom også nordlige alpina'er på vej til Sibirien synger på danske strandenge i april-maj. Engryle kendes bedst fra nordlig alm. ryle på
- et kun i begrænset grad plettet, sort bugskjold som desuden har uskarp rand
- fravær af varme brune farver på ryggen og vingerne
- ringere størrelse og kortere næb
De syngende hanners ”rrryyyllll” høres bedst i morgentimerne eller de sene aftentimer, men stemmen er ret svag og kan være svær at lokalisere. En yderligere indikation på ynglen er gentagne observationer af engryle på samme plet i en eng gennem maj og juni.
For at opnå et rimeligt estimat af antallet af ynglepar på en lokalitet skal der foretages mindst én optælling ult. april/pr. maj og to optællinger i juni, heraf den første i perioden 3.-10. juni og den anden i perioden 12.-20. juni med et interval på mindst 7 dage indimellem. Alle par og enlige indi-vider regnes som sandsynlige ynglepar bortset fra fugle der kun ses fouragerende eller rastende på fælles fourageringspladser. Alle observationer skal kortlægges, og antallet fra optællingen med flest sandsynlige ynglepar anses for minimumsantallet af ynglepar på lokaliteten. Hertil skal føjes de par fra andre besøg på lokaliteten som blev set mere end 300 meter fra observationerne på “maksimumsoptællingen”, samt par som blev observeret tidligere eller senere og som af forskellige årsager sandsynligvis ikke er inkluderet i optællingen med det maksimale antal observationer af ynglepar. Yderligere optællinger fx ult. maj og/eller ult. juni vil kunne forbedre datakvaliteten væsentligt.
Husk at notere alle indikationer på ynglesucces såsom antallet af varslende par/hanner samt observationer af dununger eller meget unge ungfugle.
Havterne - ynglefugle
Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.
Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.
Rødrygget Tornskade - ynglefugle
Bestanden vurderes ved optælling af stationære hanner/par, syngende hanner og varslende par/hanner mellem medio juni og primo august, allerbedst dog i perioden medio-ultimo juli. Hannen har i yngletiden ofte helt faste udkigs¬poster, hvorfra den spejder efter føde¬emner og overvåger terri-toriet. Antallet af hanner kan inkludere en ukendt andel af uparrede hanner, mens antal ungefamili-er kun indicerer par med ynglesucces. Den reelle bestand ligger et sted herimellem. For sammenlig-nelighedens skyld angives det første tal som lokalitetens ynglebestand, mens antallet af ungefamilier angives som kommentar.
Hvad angår de uparrede hanner, bør man være opmærksom på at uparrede hanner og hunner hvis yngleforsøg er mislykket, sagtens kan finde på at hjælpe med at beskytte og fodre andre pars unger. De uparrede hanner assisterer sågar ofte flere par på én gang. Da ydermere sene kuld ofte er overladt til en enkelt forældrefugl, kan tilstedeværelsen af disse surrogatforældre føre til en fejlvurdering af antallet af ynglepar i et område.