Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.Rørdrum - ynglefugle
Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.
Troldand - rastefugle
Ved optælling af rastende troldænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt. I modsætning til nogle af de andre dykænder fouragerer troldanden dog som hovedregel mest om aftenen. Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.
Rørhøg - ynglefugle
Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.
Dobbeltbekkasin - ynglefugle
Arten indgår ikke i udpegningsgrundlagene for nogen IBA’er. Bl.a. fordi den er gullistet i Danmark, er det alligevel en oplagt art at optælle ynglebestandene af; dette gøres bl.a. i skove og heder ved Bryrup, på Geddal Enge og Vest- og Sydamager.
Sandsynlige ynglepar
Såvel territoriehævdende, "brægende" hanner som "tikkende" hunner optælles og kan regnes for ynglende fugle. Territoriehævdende hanners sangflugt er mest intensiv i skumringen og i stille, fugtigt vejr fra 15. april til 15. maj, men gennemtrækkende hanner kan deltage og forvirre billedet. Som en tommelfingerregel kan mindst tre observationer af en spillende han over det samme område på forskellige dage regnes som et territorium (lig et sandsynligt "ynglepar").
Vær opmærksom på, at direkte observationer af opjagede fugle ofte fører til dobbeltregistreringer, da den samme fugl pga. den korte flugtafstand kan jages op flere gange.