Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.Rørdrum - rastefugle
Rørdrum bør optælles alle steder, hvor den optræder regelmæssigt i større tal.
Knopsvane - rastefugle
I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser hvor det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er august samt igen i januar-februar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke.
Sangsvane - rastefugle
I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.
Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.
Grågås - ynglefugle
Som ynglefugl skal grågåsen helst optælles før rugningen påbegyndes medio/ultimo marts. Herefter vil en optælling blive vanskelig da grågæssene ofte placerer deres rede i ret høj og tæt vegetation. Endvidere bør man være opmærksom på at ældre fugle ikke altid forsøger at yngle, selvom de er udparrede. Desuden skal det nævnes, at stationære ”vogterhanner” kan være gode indikatorer på yngel.
Grågås - rastefugle
DMU anbefaler, at arten optælles medio september. Det anbefales generelt at caretakerne tæller vandfugle, gæs og svaner medio januar for bedre at kunne koordinere med de internationale midvintertællinger som finder sted på dette tidspunkt. Erfaringer fra Caretakerprojektet viser imidlertid at i egne hvor jagten er intensiv, vil det være hensigtsmæssigt med en supplerende optællinger umiddelbart før 1. september samt medio februar.
Pibeand - rastefugle
DMU anbefaler at arten optælles i både januar og september. Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Dette kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande.
Krikand - rastefugle
DMU anbefaler at arten optælles i både januar og september. Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande.
Skeand - rastefugle
Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Hvinand - rastefugle
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende hvinænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt. Undersøgelser har vist, at så lidt som en tredjedel af de aktivt fouragerende fugle er ved overfladen på et givent tidspunkt.
Hvinand - rastefugle
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende hvinænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt. Undersøgelser har vist, at så lidt som en tredjedel af de aktivt fouragerende fugle er ved overfladen på et givent tidspunkt.
Stor Skallesluger - rastefugle
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.
Fiskeørn - rastefugle
Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.
Blishøne - rastefugle
Det anbefales af DMU at arten optælles i januar.
Hættemåge - rastefugle
Da hættemåger ofte fouragerer i spredte, mindre flokke, kan det være en fordel, at tælle dem på en overnatningsplads, hvor et stort antal fugle vil samle sig på samme lokalitet. Det vil derfor være en fordel, at finde ud af hvilken lokalitet, der fungerer som overnatningsplads for hættemågerne, og så foretage tællinger om aftenen eller tidligt om morgenen, når fuglene flyver til eller fra overnatning. Problemerne ved dette er imidlertid, at det kan være for mørkt, til at man kan give et ordentligt estimat af antallet af rastende fugle. Hvis fuglene benytter samme ind- eller udflyvningsrute hver dag, kan man med fordel placere sig, så man kan tælle fuglene på vej til eller fra overnatningspladsen, da man derved ser flokken mere spredt og lettere kan vurdere antallet, end hvis man tæller den samlede rastende flok.
De bedste optællingsperioder er ifølge DMU marts og august.
Stormmåge - rastefugle
De bedste optællingsperioder er ifølge DMU marts og oktober. Arten raster i meget stort antal i Vadehavet, som også er det vigtigste overvintringsområde i Nordsøen.
Fjordterne - rastefugle
Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for ynglelokaliteterne og yngletiden.
Lille Flagspætte - ynglefugle
Lille flagspætte indgår ikke i udpegningsgrundlaget for nogen IBA, mens optælles alligevel bl.a. i Gribskovområdet, Barup Sø og ved Furesøen & Farum Sø, bl.a. fordi den tidligere var omfattet af DATSY (Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle).
Arten skal eftersøges i ellesumpe og birkebevoksninger på fugtig bund. Som det er tilfældet for de andre spættearter, er arten meget aktiv stemmemæssigt i det tidlige forår – ikke mindst med trommen – hvilket gør kortlægning mulig. Playback har vist sig særdeles effektivt til at registrere arten. Vær opmærksom på at begge køn trommer; dvs. at to samtidigt trommende fugle (som ikke ses) kun kan registreres som ét par.