Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.Sangsvane - rastefugle
I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.
Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.
Grågås - rastefugle
DMU anbefaler, at arten optælles medio september. Det anbefales generelt at caretakerne tæller vandfugle, gæs og svaner medio januar for bedre at kunne koordinere med de internationale midvintertællinger som finder sted på dette tidspunkt. Erfaringer fra Caretakerprojektet viser imidlertid at i egne hvor jagten er intensiv, vil det være hensigtsmæssigt med en supplerende optællinger umiddelbart før 1. september samt medio februar.
Brushane - ynglefugle
Antallet af ynglende brushøns i et område er svært at afgøre da brushanen er polygam og fuglene ikke optræder territorialt. At registrere antallet af hanner og hunner på dansepladsen er en mulighed, men det giver et meget upræcist indtryk af yngleforekomsten. Situationen forværres yderligere af at gennemtrækkende fugle optræder på de danske dansepladser i første halvdel af maj. Den bedste måde – men også mest tids-/ressourcekrævende metode - er at registrere antallet af urolige hunner. Det gøres i de 1-2 uger der følger efter klækningen, som finder sted omkring den 5.-25. juni. Hvor brushøne yngler tæt på kolonier af måger bør denne metode dog ikke anvendes, da den indebærer en stor risiko for øget prædation af brushønens (og andre engfugles) unger og æg.
Fjordterne - ynglefugle
Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling frarådes, da den kun bør foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges i stedet optalt på afstand med teleskop.
Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.