Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten

Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.

Rørdrum - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.

Sangsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.

Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.

Kortnæbbet Gås - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i både januar og marts. Arten optælles på rastepladserne eller evt. på det kollektive overnatningssted. Sidstnævnte kan dog give problemer pga. dårlige lysforhold.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande her.

Blå Kærhøg - rastefugle

Uden for yngletiden kan arten som andre kærhøge med fordel optælles på deres fælles overnatningspladser i udstrakte rørsumpe. Kærhøgene ankommer hertil inden for et ganske kort tidsrum omkring solnedgang og går ned i rørsumpen efter kort tids kredsen i lav højde.

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

Trane - ynglefugle

Moniteringsvejledning for trane i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Tofft og Timme Nyegaard, januar 2006

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Tranen er en af de største danske fugle med en lang hals, lange ben og en højde på op til 115 cm, og er således større end stork og fiskehejre. Pga. sin kropsform og sin grå farve forveksles den imidlertid tit med hejren. Tranen er dog betydeligt mere statelig at se til, når den spankulerer af sted over marken. Udfarvede fugle (fra deres andet forår) har hvide kinder, og dette er et godt kendetegn for uøvede iagttagere. Flugten er markant med det store vingefang, og vingeslagene er mere stive end hos stork og fiskehejre. Modsat fiskehejre flyver tranen med strakt hals. Den er ingen rigtig svæveflyver, og ses kun af og til kredse på himlen. Den lever af smådyr og plantedele, som den finder på jorden på marker, enge og i vådområder.

Tranen lever i mange slags landskaber, både magre og federe, men det er dog mere eller mindre næringsfattige hedemoser og tørvemoser, som udgør den største del af de danske ynglepladser. Det er dog et afgørende krav til levestedet, at der er lave, sumpede vådområder til en sikker redeanbringelse samt rolige føderige områder i mere eller mindre åbent terræn i nærheden, hvor traneparret kan opfostre deres unger i fred og ro.

Tranen er en trækfugl med overvintringsområder i Frankrig og Spanien. Den ankommer til de danske ynglepladser i løbet af marts/april.

Reden er placeret i lavt vand omtrent som en svanerede, men er betydeligt mindre og dermed også mindre synlig. Den overses således nemt i terrænet. De normalt to æg lægges oftest i april, evt. første halvdel af maj. Omlægning ved tab af første kuld under rugningen forekommer almindeligt. Han og hun skiftes til at ruge, og den fugl som ikke ruger, holder en stor del af tiden vagt nær reden. Når ungerne er klækket efter ca. 30 døgns rugetid, forlader de reden kort efter sammen med deres forældre ligesom vadefugleunger. De vil herefter vandre rundt i territoriet på jagt efter føde indtil de kan flyve ca. 9 uger gamle, hvilket ofte sker fra midten af juli til midten af august. De vil dog både før og efter flyvedygtig alder søge til redeområdet for at overnatte, såfremt vandstanden ikke bliver for lav pga. udtørring.

Ofte vil parret – uanset om de har fået unger eller ej – blive i yngleterritoriet til hen på efteråret. I områder med egentlige bestande som f.eks. i Nordjylland, samles fuglene i flokke på særlige samle- og overnatningspladser i løbet af efteråret, inden de drager mod vinterkvarteret i oktober/november.

Efter genindvandringen i 1952 og frem til omkring 1990 var tranen en meget sjælden ynglefugl i Danmark med regelmæssig forekomst på kun 3 lokaliteter i Nordjylland. Siden begyndte bestanden at vokse markant, og der er nu omkring 50 ynglepar i hele landet og bestanden stiger fortsat. Det er stadig Nordjylland, der er tilholdssted for de fleste traner, men der er også en god bestand i den anden ende af landet, på Bornholm. Fra 2005 er også Falster hjemsted for ynglende traner. I Jylland har arten bredt sig til Læsø samt forskellige lokaliteter i Vest- og Sønderjylland. Baggrunden for den markante fremgang er ikke helt klarlagt, men en forbedret vinteroverlevelse i forbindelse med bedre fødemuligheder i Spanien og Frankrig samt bedre beskyttelse af de vigtigste rastepladser er nok de væsentligste årsager.

Tranens fremgang har medvirket, at den er gået fra at være vurderet ”sjælden” i rødliste 1997 til status som ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. DOF mener, at trane opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”, men at arten pga. af den gunstige bestandsudvikling i og omkring Danmark, kan nedlistes til ”næsten truet”.

Læs mere om trane under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04330

Målsætning
Som udgangspunkt bør alle lokaliteter med sikker eller muligt ynglende trane overvåges årligt. Med den efterhånden store bestand, kan dette dog i praksis vise sig at være for ambitiøst. Som minimum bør der holdes øje med arten i alle IBA-områder (Important Bird Area), hvor hovedandelen af de ynglende traner reelt også forekommer.

Undersøgelsesområde
Tranen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:

- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA 5)
- Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose (IBA 6)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Læsø, sydlige del (IBA 10)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Ålvand Klithede og Førby Sø (IBA 17)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Kongens Mose og Draved Skov (IBA 61)
- Frøslev Mose (IBA 70)
- Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne (IBA 80)
- Bøtø Nor (IBA 82)
- Maribosøerne (IBA 87)

I følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er der fundet ynglende traner, men uden at arten er på udpegningsgrundlaget endnu:

- Vangså Hede (IBA 18)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA 62)

Med den kraftige stigning bestanden er inde i, vil der dog nærmest årligt dukke nye par op i hidtil ubesatte områder, således at listen over lokaliteter og områder forlænges. Det er sandsynligt, at traner på sigt vil slå sig ned på Sjælland for at yngle. Det kan derfor være givtigt at holde øje med arten på alle egnede ynglelokaliteter.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Lokaliteterne besøges i perioden 5. marts til 5. april (fuglene ankommer normalt ikke på samme tid over hele landet, f.eks. er Bornholm altid før Nordjylland). Bedst er det omkring solopgang. I det område hvor parret skriger deres duetskrig om morgenen i april måned (2- eller 3-tonet skrig, der lyder som en serie), er der stor sandsynlighed for at parret vil anlægge reden. Duetskrigende fungere som territoriehævdelse såvel som de er betydende for parbindingen, og er derfor en god og vigtig indikator for et aktivt ynglepar.

Omkring 1. maj, hvor de fleste par ruger, bør det undersøges om der stadig ses to fugle i yngleområdet. Ses der nu kun én fugl, tyder alt på at magen ruger, og at ynglen således er på vej.

Ofte kan det ikke betale sig at opsøge området i juni, hvor vegetationen er høj og ungerne endnu ret små. Fra første halvdel af juli og frem til starten af august bør man på god afstand opsøge marker og enge med kort vegetation i eller nær yngleområdet, hvor man ofte kan have held til at se parret med 1-2 store eller halvstore unger søge ivrigt efter føde.

Når ungerne er flyvefærdige i august vil hele familien ofte om morgenen flyve ud til afhøstede marker i omegnen, men vende tilbage til yngleområdet sidst på formiddagen og igen ved solnedgang. I denne tid kan man derfor meget nemt opleve, at fuglene ikke kan findes i hjemområdet. Hvor flere par yngler tæt sammen, som f.eks. i Thy, kan det også i denne situation være svært at adskille de enkelte par og deres tilhørsforhold.

Stedfaste par, der ikke udviser territorieadfærd kan være unge par (”forlovede” fugle) i 2-4 års alderen, som endnu ikke er kønsmodne. De kan i længere perioder opholder sig sammen i ubesatte, men potentielt egnede områder. Disse betegnes muligt ynglepar. De vil ofte efter et par sæsoner slå sig ned i samme område som reelt territoriepar, når de første gang forsøger at yngle i 5–årsalderen.

Det er derfor vigtigt at være kritisk i vurderingen af, om der er tale om unge par, som enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed ikke forsøger at yngle, eller ældre ”rigtige” territoriehævdende ynglepar.

Moniteringskalender
5/3-5/4: Lokaliteterne undersøges for tegn på ynglepar.

Ca. 1/5: Det undersøges, om der er tegn på yngel (f.eks. når kun én fugl ses på ynglestedet).

10/7-5/8: Yngleområdet undersøges for par med store, evt. flyvefærdige, unger.

Rapportering
Alle observationer af traner i yngletiden bør indrapporteres med grundig angivelse af adfærd og alder. Sikre tegn på yngel er naturligvis vigtige at få med. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Fast par i et egnet yngleområde i perioden marts/april – september som udviser territoriehævdelse (skriger jævnligt duetskrig og bortjager evt. andre traner).
- Muligt ynglepar: Par som i længere perioder opholder sig i ubesatte, men potentielt egnede områder uden at udvise direkte yngleadfærd (dette vil oftest være unge par, der endnu ikke er kønsmodne).

Da tranen har en lav ynglesucces, hvor det ofte kun er halvdelen af parrene, der får flyvedygtige unger, kan man kun sjældent i praksis vide, om et par uden unger har forsøgt at ruge eller ej – jvf. også den skjulte redeplacering. Det kan derfor være svært at skelne mellem sandsynlige og sikre ynglepar. Disse betegnes derfor ofte ”territoriepar” – altså faste par med eget territorium uanset om der konstateres sikre tegn på ynglevirksomhed.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes derfor følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Mewes, W., G. Nowald & H. Prange, 1999: Kraniche. Myten, Forschung, Fakten. – Deutsche Lufthansa AG & Braun Buchverlag, Karlsruhe.

Mewes, W. 1996: Bestandsentwicklung, Verbreitung und Siedlungsdichte des Kranichs Grus grus in Deutschland, Die Vogelwelt 117, s. 111-118

Mewes, W., 1999: Zur reproduktion des Kranichs Grus grus in Deutscland. – Die Vogelwelt 120, s. 251-259.

Tofft, J., 1999: Der Kranich Grus grus als Brutvogel in Dänemark. – Die Vogelwelt 120, s. 275-279.

Tofft., J., 2000: Tranen på succeskurs – især i Vesteuropa. – DOFT 94, s. 145-148.

Tofft, J., 2002: Tranen breder sig til hele landet. – Fugle i Felten, 8. årg., nr. 3, s. 3-5.

Hjejle - ynglefugle

Moniteringsvejledning for hjejle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes, Timme Nyegaard & Egon Østergaard, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hjejlen har tre adskilte ynglebestande; en islandsk, en nordøstlig og en sydlig. Den islandske bestand udgør halvdelen med ca. 311.000 ynglepar, den nordøstlige dækker det nordlige Skandinavien og Rusland, hvor den europæiske andel er på 217.000-362.000 ynglepar (Thorup 2006). Fugle fra de nordlige bestande trækker til Sydvesteuropa og overvintrer. På trækket kommer en stor del igennem Danmark, hvor de ofte ses raste i tusindtal på marker, enge og vadeflader. Danmark har derfor en lang række rastelokaliteter af stor international betydning for hjejlen, bl.a. i Vejlerne, Vadehavet og Tøndermarsken. Af Danmarks 113 EF-fuglebeskyttelsesområder er hjejlen opført på udpegningsgrundlaget for 16 af områderne.

I 4 af fuglebeskyttelsesområderne er hjejlen optaget på grund af yngleforekomst af den sydlige ynglebestand. Den sydlige ynglebestand, som de få danske ynglefugle tilhører, er den mindste, og strækker sig i et bælte fra Storbritannien over Sydskandinavien og Tyskland til de Baltiske lande og Rusland. Bestanden er vurderet til 45.000-75.000 ynglepar, hvoraf 35.000-60.000 er på de Britiske Øer (Thorup 2006).

I den vestlige del af den sydlige bestand har der været en kraftig tilbagegang siden midten af 1800-tallet. Dette har resulteret i, at arten er helt eller næsten helt forsvundet fra Danmark, Benelux, Tyskland (5-10 par 2006) og Polen. Også de sydlige svenske og norske bestande har oplevet en tilbagegang. Den danske lavlandsbestand af hjejle rekrutterer formentlig hverken fugle fra de gennemtrækkende højlandsbestande eller fra andre også meget fåtallige lavlandsbestande og er derfor kritisk udryddelsestruet (Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur 2004).

I Danmark yngler hjejlen kun på meget tørre og åbne hedearealer, der helst skal være uden trævækst og med sparsom kort lyngvegetation. Ved en tidligere yngleundersøgelse fandtes således ingen hjejlepar tættere end 1 km fra nærmeste bebyggelse og 100 meter fra nærmeste trævækst. Desuden sås det, at hjejler kun i sjældne tilfælde tolererede vegetation højere end 5 cm (Hald-Mortensen 1969).

Hjejlen lægger normalt sine 3-4 æg i slutningen af april, men der er også iagttaget yngleurolige fugle efter medio juni måned. Æggene klækkes en måned senere. Efter klækningen føres ungerne hen til de dele af yngleområdet, der er fugtige og med lidt højere og tættere vegetation. Disse giver ungerne bedre mulighed for at finde føde og søge skjul, indtil de er flyvefærdige efter 25-33 dage. En hjejle er yngledygtig efter to år, og parrene holder sammen hele livet, med stor troskab til ynglelokaliteten.

Hjejlen har tidligere været en vidt udbredt karakterfugl på de jyske heder. Herfra har f.eks. Steen Steensen Blicher flittigt beskrevet dens sørgmodige fløjten i sine skildringer af livet på den jyske hede. Bestanden er i dag reduceret til nogle få par i Thy og Vestjylland. Hjejlen er kategoriseret som ”kritisk truet” på den danske rødliste. Denne kategori er for fugle, hvor det vurderes, at der er overordentlig stor sandsynlighed for, at arten uddør i meget nær fremtid.

Hovedårsagen til hjejlens tilbagegang i Danmark og de øvrige sydlige bestande er reduktionen af hedearealet. Dette er således i dag mindre end 10 % af, hvad det var i starten af 1800-tallet. Reduktionen i arealet med hede skyldes primært opdyrkning og tilplantning, men i de seneste årtier er den naturlige tilgroning accelereret som følge af øget kvælstofnedfald fra luften. Heden er i dag en biotop, der er beskyttet af naturbeskyttelsesloven, men da det sjældent er et stabilt plantesamfund, er det nødvendigt med pleje i form af f.eks. afgræsning, hugst og afbrænding for at bevare heden. Kvaliteten af den tilbageværende hede som yngleplads for hjejle er derfor også forringet.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04850

Undersøgelsesområde
Hjejlen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:

- Råbjerg Mile og nærliggende hedeområder (IBA 5)
- Vangså Hede (IBA 18)
- Hanstholm-reservatet (IBA 22)
- Borris Hede (IBA 37)

Andre mulige ynglelokaliteter er:
- Agger Tange (IBA 23)
- Buksør Odde (IBA 26)
- Kallesmærsk Hede (IBA 50)
- Idom Hede og andre heder i Ulfborg Statsskovdistrikt
- Vigsø-området vest for Hanstholm

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Erfaringer med optælling af hjejle har vist, at den kan være nem at overse, men kommer man regelmæssigt i et område, så ser og hører man formodentlig fuglen, hvis den findes på lokaliteten. Dækkende registrering vanskeliggøres desuden ved, at en del af artens ynglelokaliteter ligger i områder, der for en stor dels vedkommende er lukkede for offentligheden – så som Hanstholm Reservatet og Borris Hede. Tilladelse til adgang kan søges hos henholdsvis Skov- og Naturstyrelsen og Borrislejren.

Hjejlerne kan både eftersøges med teleskop fra klittoppe eller ved gennemgang af egnede områder, dog skal det sidste gøres med forsigtighed, da hjejlen er følsom over for forstyrrelse, desuden har den stor flugtafstand, og forsvinder tit ubemærket ved løb eller lav flugthøjde. Ofte vil man også kunne opdage hjejler på deres varsling tidlige morgener, hvis man blot opholder sig i længere tid i et egnet område. Varslende hjejler bør naturligvis følges, til de går ned i området, så man kan udelukke, at det drejer sig om trækkende fugle.

Hjejlen optælles første gang ved at registrere antallet af par lige efter ankomsten ultimo marts–medio april. I rugetiden kan man også benytte hannernes flugtspil – her er det vigtigt, at man registrerer fuglenes landingssted. Registreringen foregår dog lettest fra månedsskiftet maj/juni, hvor ungerne er klækket. Ungeførende par kan registreres via deres afledningsmanøvrer, dvs. deres markante varsling. I sidstnævnte periode har man ikke længere risikoen for at inkludere rastende trækfugle, men der er til gengæld risiko for at overse ynglepar uden ynglesucces.

DMU anbefaler følgende metode i forbindelse med NOVANA: Overvågning af arten gennemføres (evt. kan tilføjes hvert andet år) ved en gennemgang af potentielle yngleområder langs transekter med en indbyrdes afstand på 200 m i perioden 15.-31. maj. Transekterne indtegnes på kort samt de dele af området som menes at være dækket. Observationer af enkeltfugle, par eller reder indtegnes ligeledes på kort. Efterfølgende foretages der en vurdering af hvor stor en andel af de egnede levesteder, der er dækket. For hver lokalitet tilskrives registreringerne en dato samt et strat- og sluttidspunkt for observationer. Endvidere angives de generelle vindforhold under observationerne som skydække i 8-dele, forekomst af nedbør, vindstyrke i Beaufort og sigtbarhed i km. Overvågningen suppleres med resultater af tilfældige observationer i Danmark gjort af fugleinteresserede. De tilfældige observationer af fugle kontrolleres evt. efterfølgende gennem kontakt til observatøren, eller ved et besøg på lokaliteten.

Moniteringskalender
20/3-20/4: Ankomstperiode. Registrering af ynglepar på egnede lokaliteter.

1/5-1/6: Rugetid. Registrering af territorier vha. hannernes flugtspil.

20/5-10/6: Ungetid. Registrering af ungevarslende fugle.

Rapportering
Hjejler fra nordlige bestande er i Danmark meget almindelige på træk. Trækfugle ses dog sjældent raste på heder og optræder som regel også i større flokke. Observationer af en eller to fugle på en egnet hedelokalitet bør derfor altid vække interesse. Alle observationer af par i perioden ultimo marts-primo juli på en egnet ynglelokalitet regnes som potentielle ynglepar, ligeledes enkeltfugle, der udviser yngleadfærd.

Alle observationer af 1-5 fugle på en mulig ynglelokalitet inden for yngletiden bør indrapporteres med angivelse af adfærd samt eventuel alder (f.eks. 2 ad. + 1 juv. rastende). Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, parringsadfærd, ungevarslende fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af hjejler i perioden 20/3-10/7 på en typisk ynglebiotop.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Tinksmed - ynglefugle

Ynglende tinksmed registreres ret let i månedsskiftet maj/juni, idet fuglene da normalt er meget sangaktive (Østergaard 2004). Tinksmeden kan med fordel optælles ved at registrere hanner i sangflugt. Det kan dog være vanskeligt på lokaliteter med flere par at adskille de enkelte par fra hinanden og dermed opgøre bestanden nøjagtigt. Desuden kan nordiske trækfugle på vej mod ynglepladserne her synge og udvise yngleadfærd på gennemtrækket i maj. På flere gammelkendte ynglelokaliteter træffes jævnligt tinksmed i maj måned, uden at dette senere fører til yngleforsøg.

Man skal desuden være opmærksom på at forældrefuglene kan finde på at føre ungerne til mere fugtige områder umiddelbart efter æggenes klækning.

Ved eftersøgning af ynglende tinksmed skal man endvidere være opmærksom på at arten undgår at yngle ved søer, der ligger nærmere end 80 meter på skovbryn, og at arten først i en afstand på 200-300 meter fra skovbevoksninger yngler med samme tæthed som ved søer omgivet af åben hede. Dette vil i sig selv være en meget begrænsende faktor for den danske ynglebestand, og dette forklarer måske, hvorfor der i dag mangler ynglende tinksmed i flere ellers oplagte yngleområder. Det er også påvist, at ynglende tinksmede er helt afhængige af en høj grundvandstand, og det er afgørende for en tæt bestand, at hedebiotopen ikke tørrer ud i yngletiden. Der er tilsyneladende også en positiv sammenhæng mellem stor nedbørsmængde og antallet af ynglende tinksmede. En tilkastning af drængrøfter har også i flere tilfælde haft en positiv effekt på bestanden.

Stor Hornugle - ynglefugle

Moniteringsvejledning for Stor Hornugle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes & Hans Pinstrup, september 2007.

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

 dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
 vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
 håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Stor hornugle er Europas største ugle og er med sin vægt på 2-4 kg ti gange tungere end skovhornuglen. Arten har lange, brede fjerhorn, mens fjerdragten er noget varierende. Den skandinaviske race kan således både have ensfarvet mørkebrun overside og være dækket af store sorte pletter. Stor hornugle er udpræget skumrings- og nataktiv, og lever i områder, hvor mennesker sjældent færdes, hvorfor den kan være svær at få at se. I parringstiden (især i perioden januar-marts) vil man dog ofte kunne høre artens dybe ”uuhu”-stemme, der kan høres op til 4 km væk. Læs mere om stor hornugle og hør stemmen på DOFs hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=07440

Stor hornugle findes i hele Europa, dog ikke på de Britiske Øer. Udbredelsesområdet strækker sig mod nord til trægrænsen, østover gennem store dele af Asien til Stillehavet, og ned til det nordlige Afrika. I Danmark yngler stor hornugle kun i Jylland (pr. 2007), hvor der er registreret ynglepar i alle landsdele. Det er generelt en standfugl, men især ungfuglene kan strejfe op til 100 km. i Danmark blev stor hornugle udryddet i slutningen af 1800-tallet som følge af intensiv jagt og ægsamling. I 1984 genindvandrede den, da et par slog sig ned i det nordlige Sønderjylland. Indvandringen skete som et resultat af et omfattende projekt med udsætning af stor hornugle i Nordtyskland. Siden er bestanden vokset langsomt til syv par i 1992, 13 par i 1994 og lå i mange år stabilt på 20-24 par registreret. I de senere år er bestanden dog vokset yderligere, og var på 35 par i 2006. Den totale bestand skønnes at være på 50 par, da arten er vanskellig at registrere. På europæisk plan er arten generelt i tilbagegang i Syd- og Østeuropa, men i fremgang i nord på grund af udsætningsprogrammer. Stor hornugle er optaget på den danske Rødliste, kategoriseret som ”næsten truet”.

I Danmark har arten traditionelt foretrukket at yngle på skrænter i grusgrave, hvor reden placeres direkte på jorden. I de senere år er der dog en del par der har ynglet i gamle rovfuglereder i større skove og plantager med begrænset menneskelig aktivitet. I 2006 var to tredjedele af de kendte reder placeret på skrænter eller bygninger i råstofgrave, mens den sidste tredjedel ynglede i gamle rovfuglereder. Dette skift af redeplacering, gør rederne vanskelligere at finde, men det mindsker til gengæld risikoen for prædation fra f.eks. hunde.

Stor hornugle bygger ikke selv rede. Hvis æggene lægges direkte på jorden skrabes der en lille smule inden æggene lægges. Fuglene kan have flere redesteder inden for et territorium, der kan skiftes mellem fra år til år. De normalt 2-4 æg lægges i første halvdel af marts, og ruges herefter på i 34-36 dage af hunnen alene. Rugningen startes når første eller andet æg er lagt, hvorfor klækningen ikke bliver synkroniseret, hvis der er flere æg. Ungerne er flyvefærdige efter 50-60 dage, men kan forlade reden før. De er uafhængige af forældrene efter 20-24 uger.

Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af stor hornugle i Danmark.
- At registrere ynglesucces som mislykket yngleforsøg, antal redeunger og/eller antal udfløjne unger
- At undersøge redelokaliteter for døde unger (ungerester) efter udflyvningen

Undersøgelsesområde
Alle kendte par af stor hornugle findes i Jylland, hvorfor dette naturligt må være det vigtigste undersøgelsesområde. Der har de seneste år også holdt en fugl til ved en råstofgrav i Storstrøms Amt, den mangler dog tilsyneladende en mage.

Arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl i følgende EF-fuglebeskyttelsesområder:

- Rold Skov (IBA 4)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Salten Langsø (IBA 33)
- Skove og heder ved Bryrup (IBA 34)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Lindet Skov, Hønning Plantage, Lovdrup Skov og Skrøp (IBA 66)

På følgende IBA’er er stor hornugle fokus-art:

- Nørlund Plantage og Harrild Hede (IBA 162)
- Ovesø (IBA 21)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Arten eftersøges bedst ved at lytte efter stemmen i den sene vinter og det tidlige forår. På dette tidspunkt er fuglene stemmemæssigt aktive omkring skumring, og fuglene vil altså ret let kunne registreres, hvis de er til stede.

Kendte ynglelokaliteter eftersøges hvert år, for at undersøge om parret stadig er aktivt, samt kontrol af ynglesucces. Man skal dog være opmærksom på, at parrene godt kan skifte redested indenfor samme territorium. At reden fra forrige år ikke er anvendt, er altså ikke ensbetydende med, at parret ikke yngler, og yderligere eftersøgning bør foretages. Forstyrrelse af parret skal dog undgås i forsøg på at finde reden.

En vigtig kilde i forbindelse med registrering af arten er lokale skovejere/beboere, som har deres daglige gang i områderne, hvor stor hornugle yngler. Disse kontaktes typisk, når ynglesæsonen er overstået.

Moniteringskalender
15/2 -15/3: Etableringsfasen. Potentielle nye ynglelokaliteter (evt. redesteder) lokaliseres. Gylp og klatter eftersøges. Undgå forstyrrelser af parret.

15/3 -25/4 (15/5): Rugeperiode. Reden må ikke forstyrres i denne periode, observationer bør foretages på god afstand med kikkert.

15/4 -20/6: Ungeopfostring. Eventuel ringmærkning af ungerne, når de er 4-5 uger
gamle.

10/6 -15/7: Ungeudflyvning: Ungeproduktionen vurderes som antal udfløjne unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. rugende fugl, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Gentagne registreringer af territoriehævdende fugle eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Enkeltobservationer af en eller flere fugle i yngletiden på en velegnet ynglebiotop.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Bibby, C. J. et al. 1992: Bird Census Techniques. Academic Press Limited.

Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1985. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. IV Terns to Woodpeckers. Oxford University Press.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H. og Fjeldså, J (red.) 1998: Fuglene i Danmark. GEC Gads Forlag.

Møller, A. P. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Pihl, S. og Hahlert, J. 2004: Overvågning af ynglefugle. DMU.

Mosehornugle - ynglefugle

På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.

Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.

Natravn - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar
Natravn tælles bedst ved at registrere spillende fugle om natten efter at træktiden er overstået. Da arten kan få to kuld, og derfor har en lang ynglesæson, er det vigtigt at lave flere tællinger i løbet af sæsonen. De bedste tidspunkter er begyndelsen af juni, gerne suppleret med en eller flere tællinger i midten af juli. Da ikke alle territoriehævdende hanner har et fælles sangtidspunkt vil det desuden være en fordel at gennemgå området 2 til 3 på hinanden følgende dage for at få alle med. Det er en forudsætning at man tæller under gode forhold med høj sangaktivitet, dvs. i stille og klart vejr. Temperaturen har til gengæld ikke afgørende betydning; man kan opleve kraftigt syngende natravne i starten af juni, selvom temperaturen ligger på frysepunktet (N. Odder Jensen, pers. medd. 2006).

Stemmen er meget speciel og sammenlignes både med lyden af en fjern knallert og en snurrende symaskine. Den skifter hele tiden mellem 2 tonelejer, og "fader" til sidst ud, som når en knallert stoppes. Kaldet består af et "gruit", som ofte gentages flere gange, og kan give en indikation af om der er flere hanner i området. Under flyvning laves desuden ofte en række tydeligt hørbare vingeklap. Nattælling er en forudsætning for at registrere arten; bedste tidspunkt er 30-90 min. efter solnedgang til 30-90 min. før solopgang. Hannen synger i territoriet gennem hele ynglesæsonen fra midten af maj til ind i august, størst aktivitet er der dog i første halvdel af juni og midt i juli.

Natravnens oprindelige ynglebiotop var hederne, men arten har i takt med disses opdyrkning tilpasset sig til at yngle i fyr- og granplantager på sandet jordbund, med særlig forkærlighed for klitplantager og plantager på tidligere hedearealer. Yngleparrene skal derfor som oftest findes ved lysninger eller i udkanten af sådanne plantager hvor hannen ofte indtager en, eller flere, sangposter i toppen af et træ, for regelmæssigt at afpatruljere sig territorium. Samme han kan derfor ofte høres fra flere steder, indenfor et snævert afgrænset område.

Artskoordinator: Ole Jensen, Torshøjvænget 54, 8361 Hasselager, tlf.: 86285614, e-mail: ofj(a)ofj.dk.

Hedelærke - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar af hedelærke optælles ved at registrere syngende fugle i oplagte ynglebiotoper, bedst ved solopgang. Arten synger i territoriet fra slutningen af marts til ind i juli. Hedelærken lægger sine æg fra medio marts, som regel i en rede på jorden i åbne træomkransede lysninger.

Printvenlig udgave