Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.Rørdrum - ynglefugle
Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.
Blå Kærhøg - ynglefugle
Blå kærhøg er en uhyre sjælden dansk ynglefugl, som er svær art at registrere pga. dens forsigtige adfærd på ynglelokaliteten. Registreringen af yngleparrene vanskeliggøres yderligere af de mange trækkende og overvintrende blå kærhøge, som forekommer på potentielle ynglelokaliteter frem til slutningen af maj måned.
Ynglende blå kærhøg optælles tidligt i ynglesæsonen ved at observere parringsflugt, redebygning og senere fodring. Ynglehabitaten er store uforstyrrede mose- og søområder, hvor den især placerer reden på arealer med uhøstet rørsump. Æggene lægges ultimo april til ultimo maj. I ungetiden fra ca. ultimo juni til medio juli kan ynglende fugle også registreres, når hannen afleverer bytte til hunnen i luften. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. Fuglenes ynglesucces opgøres lettest i forbindelse med fodringen af ungerne senere i ynglesæsonen.
Hedehøg - ynglefugle
Moniteringsvejledning
for hedehøg i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af
Lars Maltha Rasmussen, Annebeth Hoffmann & Timme Nyegaard, juli 2007.
Opdateret marts 2017.
Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede
som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det
gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og
viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne
modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF
derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet
løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en
moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen
fungere som:
- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for
forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren
Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med
den nyeste erfaring med overvågning af arten.
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hedehøgen har lange vinger og spinkel krop og en let og elegant flugt. Den ses oftest
lavt svævende over åbne områder på udkig efter mulige fødeemner såsom smågnavere,
småfugle, større insekter, krybdyr og fugleæg.
Dens foretrukne redehabitat var traditionelt moser, heder og sumpe, men siden 1990
er der sket et skift til dyrkede marker. Vegetationen er her høj i begyndelsen af
maj, når redebygningen går i gang og gemmer derfor reden godt. Placeringen i dyrkede
marker medfører imidlertid en ny trussel mod arten, da disse høstes tidligt; nogle
år inden ungerne er fløjet fra reden.
Hedehøgen indvandrede til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Omkring 1940 kulminerede
bestanden med ca. 350-400 par, men siden 1970’erne har der kun ynglet ca. 30-50
par årligt. Samtidig er hovedudbredelsen indskrænket til Sydvestjylland. Det lave
antal ynglepar gør arten til en af Danmarks sjældneste ynglefugle og har betydet,
at den er kategoriseret som "moderat truet" (endangered) på rødliste 2006 og opført
med en ugunstig bevaringsstatus på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1.
Overvintring sker i tropisk Afrika, og ankomsten til Danmark finder sted fra slutningen
af april til begyndelsen af maj. Herefter følger en periode med pardannelse og redeetablering,
hvor fuglene er relativt synlige og hvor hannens parringsstemme, et lyst ”njak-njek-njek”,
høres. Æggene lægges fra midt i maj, og følges af en rugetid på ca. fire uger. Omlæg
eller forsinket æglægning kan forekomme indtil midten af juni. Under æglægning og
rugningen opholder hunnen sig konstant på eller nær reden, mens hannen bringer hende
føde. Ungetiden varer 25-30 dage fra klækningen. Ungerne flyver fra reden fra midten
af juli til midten af august. Ungerne er efter udflyvning afhængige af de voksne
i endnu 10-14 dage. Trækket foregår solitært, og de fleste voksne fugle har forladt
Danmark med udgangen af august, mens ungfuglene kan ses i Danmark indtil starten
af september.
Se også artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02630
Målsætning
- At registrere alle ynglende par af hedehøg i Danmark, således at bestandens aktuelle
størrelse og udbredelse kan fastslås.
- At registrere yngleforsøg og, hvis muligt, ynglesucces.
- "Negativ registrering" på egnede lokaliteter, fortrinsvis i Sydvestjylland.
- At beskytte og oplyse om alle kendte reder i afgrøder.
For at beskytte hedehøgen bedre er der indgået en særlig samarbejdsaftale ”Projekt
Hedehøg” mellem Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Landbrug, Tønder, Esbjerg og
Åbenrå Kommuner samt Miljø- og Fødevareministeriet, der gælder til og med 2017.
Formålet er bl.a. på længere sigt at sikre gunstig bevaringsstatus ved at øge naturindholdet
i agerlandet i artens vigtigste yngleområder. Denne særlige indsats for hedehøgen
er en del af en bredere samarbejdsaftale mellem Miljø- og Fødevareministerietog
DOF om en målrettet og fokuseret indsats for at forbedre levevilkårene for de mest
truede og sjældne ynglefugle. Læs mere om Projekt Hedehøg her: http://www.dof.dk/projekthedehoeg
Siden 2005 er der i et projekt under Ringmærkningsafdelingen ved Zoologisk Museum
i København sket mærkning med farveringe af redeunger af Hedehøg. Oplysninger om
aflæsninger eller genmeldinger sendes til Ringmærkningsafdelingen. Formålet med
farvemærkningen er at øge kendskabet til artens valg af yngle- og fourageringsområder
samt overlevelse.
Undersøgelsesområde
Det danske kerneområde for arten findes i Sydvestjylland, specielt i marsken ved
Vadehavet. Siden 1990 har hovedparten af yngleforsøgene været i dyrkede marker med
vintersæd og dyrkede græsarealer. En opgørelse i 2004 viste at kun 13 % af de optalte
22 reder var placeret i moser eller brakmarker, mens resten var i dyrkede marker,
fortrinsvis med hvede (44 %). Andre foretrukne afgrøder var raps (18 %), græs (14
%) og lucerne (5 %). Visse år findes også reder i rug og byg. Hedehøgen anlægger
især reden på marker, hvor afgrøderne i begyndelsen af maj står højt (gerne over
40 cm), på lokaliteter, hvor der tidligere er registreret hedehøg. I tilknytning
til yngleområdet skal findes egnede fourageringsområder, hvis minimale størrelse
er vurderet til 200 ha, med en lav vegetationshøjde på under 30 cm, idet græsarealer
og brakmarker udgør de vigtigste fourageringsområder. Ofte opsøges arealer efter
de er blevet slået eller høstet. I praksis udgør fourageringsområdet et langt større
område.
De få danske par der yngler udenfor Sydvestjylland, vælger gerne store åbne områder
som f.eks. hedeområderne syd for Skagen, store moser eller større engområder, som
omkring Ulvedybet.
EF-fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår som udpegningsgrundlag, er:
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA-1)
- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA-5)
- Ho Bugt Enge & Varde Ådal (IBA-49)
- Kallesmærsk Hede & Grærup Langsø (IBA-50)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Kongens Mose & Draved Skov (IBA-61)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA-62)
- Sønder Ådal (IBA-63)
- Rømø (IBA-65)
- Ballum & Husum Enge (IBA-67)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Frøslev Plantage & Frøslev Mose (IBA-70)
Herudover er hedehøg i perioden 1994-2016 registreret ynglende – uden at være del
af udpegningsgrundlaget – på følgende lokaliteter:
- Lindet Skov, Hønning Mose & Plantage samt Lovrup Skov og Skrøp (IBA-66)
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her:
http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Hedehøgens yngleaktiviteter kan opdeles i fire perioder, hvor fuglenes aktiviteter,
og dermed muligheden for registrering, varierer meget.
- Etableringsfasen (ult. april, maj). Fuglene er meget synlige
- Rugeperiode (fire uger, juni). Fuglene sky og svære at registrere. Reder lokaliseres
med henblik på beskyttelse
- Tidlig ungeperiode (25. juni-20. juli). Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Sen ungeperiode/udflyvning (indtil midten af august). Antallet af ynglepar og
ynglesucces vurderes
Tegn på yngleaktivitet i etableringsfasen kan være parringsflugt, redebygning og
parring. I denne periode opsøges alle lokaliteter, som de seneste to år før havde
ynglepar.
I rugeperioden er registrering meget tidskrævende, da hunnen opholder sig fast på
reden, mens hannen søger føde inden for et stort område med en radius på op til
ca. 20 km og kun sjældent fodrer hunnen. Hvis en rede lokaliseres i
rugeperioden bør det overvejes at hegne denne især hvis den er anlagt i
græsafgrøder. Men også hvis den er anlagt i kornafgrøder som byg, rug eller
hvede, da det er erfaringen at ynglesuccessen for hegnede reder er langt større
end ikke hegnede reder.
I den tidlige ungeperiode vil det være lettere at lokalisere reden, da der her ofte
vil være fodring. Her besøges alle lokaliteter, hvor der i etableringsperioden eller
rugeperioden blev registeret hedehøge, samt lokaliteter hvor der året før var ynglepar.
Reden forsøges lokaliseret senest i ungeperioden Reder der ikke kan hegnes efter
aftale med ejeren bør i det mindste kunne markeres med stokke, hvis det vurderes
nødvendigt i forbindelse med høst af afgrøderne. Generelt bør ejeren og brugeren
af både dyrkede og udyrkede arealer kontaktes. I tilfælde af høst af afgrøden
omkring en uhegnet rede er det nødvendigt at hegne reden ind for at forhindre prædation
af især ræv. Ved registrering af reden udvises stor forsigtighed, da færdsel kan
lede rovpattedyr til reden, med mindre den er hegnet eller skal hegnes.
Eventuelt kan man benytte en drone til registrering af reden og dens status. Generelt
er arten ikke særligt sky, og kan yngle ned til 25 m fra befærdede veje. Det kan
være hensigtsmæssigt at placere en siddepæl inden for en radius af 100 m fra reden,
for at forhindre at fuglene benytter vejrabatter el. lign. med følgende risiko for
påkørsel.
I den sene ungeperiode registreres antallet af udfløjne unger og dermed parrenes
ynglesucces. Evt. prædation fra eksempelvis ræv eller rørhøg registreres ved at
opsøge reden. Fuglene registreres ofte bedst fra bil, og hvor dette ikke er muligt
til fods.
En lokalitet skal oftest besøges mindst 1½ time i flere perioder for at kunne dokumentere
yngleforsøg, evt. lokalisering af reden, og det kan tage længere tid at være sikker
på at der ikke er yngleforsøg. Ligeledes kan hedehøg i nogle tilfælde yngle koloniagtigt,
oftest i form af 2 par inden for et par hundrede meters afstand. Dette gør en præcis
vurdering af antal ynglepar mere tidskrævende.
Fuglene er normalt ikke aktive før 1½ time efter solopgang. Ofte er der herefter
en ret aktiv periode, medens aktiviteten kan dale først på eftermiddagen. Sidst
på eftermiddagen og om aftenen er aktiviteten som regel atter høj frem til solnedgang.
Hedehøgen er opført på bilag 1 i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og skal derfor aktivt
overvåges af staten gennem NOVANA projektet. Optællingen i dette projekt er fastsat
til at ske i perioden 1/6-15/7 med en halv times besøg pr. lokalitet, hvilket skal
foretages i de Nord-, Vest- og Sønderjylland hvert tredje år fra 2005. Den omfatter
registrering af bestandsstørrelse, udbredelse og forskellige
levestedsparametre.
Moniteringskalender
1/5-25/5: Eftersøgning af Hedehøge på egnede lokaliteter. Registrering af territorier/fugle
med yngleadfærd. Lodsejerkontakt og evt redeindhegning i græsmarker
25/6-20/7: Redelokalisering. Lodsejerkontakt og redeindhegning.
15/7-25/8: Vurdering af ynglesucces. Lodsejerkontakt og redeindhegning.
Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden og fugle, der udviser tegn på yngleforsøg,
indtastes med koder for ynglefugle. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk). Inddateringen bør ske
løbende eller umiddelbart efter optællingernes udførelse, og med så mange detaljer
om adfærd og afgrødeforhold samt præcis placering på kort. Fejlslagne yngleforsøg
samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter skal rapporteres. Det er muligt
at hemmeligholde observationer indenfor samme ynglesæson, hvis man mener, at de
er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer
få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren
eller den centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse,
indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende
fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger,
nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori,
såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, bytteskifte, parringsadfærd, varslende
voksne fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observation af par i perioden 1/6-25/7
i en typisk ynglebiotop i Sydvestjylland.
Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre).
Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil
bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
Kongeørn - rastefugle
Arten bør registreres på alle lokaliteter hvor den forekommer regelmæssigt uden for yngletiden.
Plettet Rørvagtel - ynglefugle
Moniteringsvejledning for plettet rørvagtel i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Susanne Bruun, Helge Røjle, Michael Stabell & Timme Nyegaard, August 2005
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den skjulte levevis gør, at arten kun sjældent ses, men i forårets og sommerens nattetimer kan hannens parringssang høres som et karakteristisk taktfast gentaget ”huitt”, nærmest med karakter af et piskesmæld. Alternativt beskrives stemmen som lyden af vanddråber, der falder ned i en tønde med vand. Et af artens gamle danske navne er ”hvuitfugl”, som også refererer til stemmen. ”Dyndskvat” er et andet ældre navn for plettet rørvagtel. Læs mere og hør stemmen her:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04080
De største bestande findes i Rusland og Sibirien, men udbredelsesområdet strækker sig over det meste af Europa op til det sydlige Sverige. I Danmark er arten en sjælden ynglefugl, som foretrækker sumpede vådområder og ferske enge og ådale med lavt vandspejl og rigelig vegetation, der ikke må gro til i rørsump. Kreaturafgræsning eller anden naturpleje er derfor vigtig for at forhindre tilgroning og derved opretholde artens ynglelokaliteter.
I 1800-tallet var plettet rørvagtel en noget mere almindelig og mere udbredt ynglefugl i Danmark end den er i dag. Især er det den moderne landskabsudnyttelse som har betydet at mange af de egnede ynglesteder er forsvundet. I 1960’erne varierede bestanden mellem 43 og 115 syngende fugle, mens der i 1970’erne kun blev registreret 20-50 på landsplan. Bestandsnedgangen falder sammen med den generelt negative udvikling på europæisk plan, som især menes at skyldes dræning og den intensiverede landbrugsdrift. 1998-2003 er der registreret 90-206 syngende fugle om året.
Arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I og er dermed udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområder. Arten skal derfor overvåges af staten gennem NOVANA-projektet, og er fastsat til at optælles hvert tredje år startende i 2005. Plettet rørvagtel var opført som ”sårbar” på den nationale rødliste fra 1997, men er på den nyeste rødliste 2005 vurderet til ”ikke truet”. DOF mener, at plettet rørvagtel reelt opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”. Arten er sårbar over for tilgroning af sumpområder, men da den har en rimelig god spredningsevne, kan den derfor nedlistes et trin til ”sårbar”.
Undersøgelsesområde
Arten skal moniteres i hele landet – overalt hvor der er egnede ynglelokaliteter. Det vil sige store og mellemstore sumpområder samt ferske, våde enge med en vandstand på højest 30 cm i perioden april-juli. Arten har en særlig tilknytning til halvåbne moser domineret af starer, mens den undgår områder med ren tagrørskov. Ukultiverede enge med naturlige vinter- og forårsoversvømmelser er en anden vigtig ynglehabitat. Desuden har ådale med sommeroversvømmelser pga. megen nedbør udvist større forekomster de senere år.
Tyngdepunktet for artens udbredelse i Danmark er Vejlerne (normalt med ca. 40-60% af ynglebestanden) og til dels Tøndermarsken. Andre områder, der formodentlig har faste bestande, er Sydlangeland, Bøtø Nor, Ribe Østerå, Tryggevælde Ådal, Ølene på Bornholm samt Busemarke Mose på Møn. Som følge af DOF’s ”Operation Natlyt”, der sætter fokus på nataktive arter, er arten registreret på et stigende antal lokaliteter, særligt i perioden 2000-2004. Dette er formodentlig også en følge af (gen)etableringen af flere vådområder. Det er derfor vigtigt, at alle potentielle lokaliteter identificeres og undersøges.
Følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er bl.a. udpeget på grund af regelmæssig forekomst af plettet rørvagtel, og bør derfor undersøges årligt:
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA-5)
- Østlige Vejler (IBA-13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA-20)
- Hjarbæk Fjord & Simested Ådal (IBA-24)
- Flyndersø/Stubbergård Sø (IBA-29)
- Nissum Fjord (IBA-38)
- Stadil & Veststadil Fjorde (IBA-41)
- Ringkøbing Fjord (IBA-43)
- Lillebælt (IBA-47)
- Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose & Felsted Vestermark (IBA-58)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Rømø (IBA-65)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Sydfynske Øhav (IBA-71)
- Marstal Bugt & sydvestkysten af Langeland (IBA-72)
- Almindingen (IBA-80)
- Bøtø Nor (IBA-82)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor (IBA-89)
- Holmegårds Mose & Porsmose (IBA-91)
- Gribskov (IBA-108)
- Furesø med Vaserne og Farum Sø (IBA-109)
- Vestamager og havet syd for (IBA-111)
- Skjern Å-dalen (IBA-115)
- Bolle & Try Enge (IBA-116)
Desuden er der regelmæssig forekomst på følgende lokaliteter:
- Geddal Enge & Sønder Lem Vig (IBA-135)
- Busemarke mose
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Da arten så godt som aldrig ses og reder ikke findes, kan den kun overvåges ved at registrere spillende fugle.
Potentielle yngleområder besøges nætter, morgener eller sene aftener med stille vejr i perioden medio april til ultimo maj, og igen i perioden ultimo juni til medio juli.
Registreringen skal helst finde sted tidligt i en given yngleperiode, da fuglene kan stoppe med at synge, når de er udparrede. Herved undgås også sent ankommende ikke-ynglende fugle i første yngleperiode. Vær opmærksom på, at fuglens stemme er meget kraftig, og kan høres op til 1 km væk – hvorfor det er en god ide at lytte fra forskellige punkter for derved at kunne stedfæste fuglen bedre vha. triangulering, dvs. stedfæstning ud fra retningsbestemmelser fra mindst tre forskellige punkter.
Optimalt set bør en given lokalitet besøges flere gange i yngleperioden - gerne på forskellige tidspunkter af døgnet (natten) og besøgene må gerne være af en vis varighed. På den måde optimeres chancerne for at ramme et tidspunkt, hvor fuglene er stemmemæssigt aktive. Desuden er gode vejrforhold vigtige for en god optælling, særligt skal vinden helst være svag. Høj luftfugtighed/støvregn gør ikke så meget, da sangaktiviteten ofte er høj under disse vilkår pga. bedre forplantning af lyd i fugtigt vejr. Da ovennævnte faktorer er meget vigtige for registreringen af arten, må vejrforholdene meget gerne noteres og indrapporteres.
Man kan med fordel benytte kortlægningsmetoden til at optælle en lokalitets bestand. Metoden går ud på at indtegne de hørte fugle på separate kort, hver gang man besøger lokaliteten. Stedfæst gerne fuglene mere præcist ved at lytte fra flere forskellige positioner. Efter endt yngleperiode overføres alle oplysninger til et samlekort. Dernæst analyseres kortet, idet man søger efter grupperinger af registreringer, som antyder tilstedeværelsen af et territorium. Hvis der er mindst 2-3 registreringer på forskellige datoer inden for et lille område, tælles det som et territorium. Enkeltregistreringer, som falder tydeligt uden for de fremkommende territorier, sorteres fra. På den måde kan man få et overblik over antal territorier i et yngleområde uden at alle territorier nødvendigvis hævdes ved samme besøg. Der er en forudsætning at lokaliteten besøges mindst 5 gange i løbet af sæsonen, gerne op til 10, hvis denne metode skal fungere.
Alternativt kan antallet af territorier opgøres ved blot at tælle antallet af spillende fugle ved hvert besøg. Derefter benyttes den tælling, hvor det højeste antal spillende fugle blev hørt, til bestandsopgørelsen. Dette vil formentlig være den mest anvendte metode, da den er mindst tidskrævende.
Viden fra tidligere faser af Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle har vist, som antydet ovenfor, at der er to tydelige influx i ynglesæsonen, forårs-influxet april-maj og et højsommerinflux medio juni-medio juli. Højsommerinfluxet er faktisk det største, og her høres fuglene ofte helt andre steder end under forårsinfluxet. Således er der formodentlig kun delvis tale om øget stemmeaktivitet i forbindelse med andet kuld. Meget tyder på, at de sene højsommerfugle udmærket kan yngle. Der er således registreret ungefodrende fugle i Vejlerne ultimo juli og i august. Derfor er det også nødvendigt med besøg på potentielle lokaliteter i juli. Pga. problemet med sent ankommende, ikke-ynglende hanner er det vanskelligt at estimere antallet af ynglefugle på dette tidspunkt.
Moniteringskalender
10/4-1/6: Natlyt på egnede lokaliteter. Forårsbestanden vurderes.
20/6-20/7: Natlyt på egnede lokaliteter. Højsommerinflux vurderes.
Rapportering
Alle observationer af plettet rørvagtel bør rapporteres. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.
Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for plettet rørvagtel, da stort set alle registreringer er af spillende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Det vides ikke med sikkerhed, at kun hanner spiller. Desuden kan spilaktiviteten dale kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte.
Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om plettet rørvagtel, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn skal den alligevel benyttes.
Der bør laves en opgørelse over forårsinfluxet og højsommerinfluxet separat, da den biologiske baggrund for fænomenet endnu ikke er klarlagt. Når årets bestand skal opgøres, vælger vi at angive forårsmakstallet som minimumsbestandsstørrelsen. Hvis makstallet under højsommerinfluxet er større end om foråret, angives højsommertallet som maksimumsbestandstal. Er bedste nat om foråret f.eks. 5 spillende fugle og største antal under højsommeren er 10, angives bestanden til 5-10 ”ynglepar”. Hvis højsommeren ikke byder på flere fugle, angives blot makstallet fra foråret som bestandsstørrelse (maks. 3 forår og maks. 2 højsommer = 3 ”ynglepar”).
Trane - ynglefugle
Moniteringsvejledning for trane i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Tofft og Timme Nyegaard, januar 2006
Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:
- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren
Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Tranen er en af de største danske fugle med en lang hals, lange ben og en højde på op til 115 cm, og er således større end stork og fiskehejre. Pga. sin kropsform og sin grå farve forveksles den imidlertid tit med hejren. Tranen er dog betydeligt mere statelig at se til, når den spankulerer af sted over marken. Udfarvede fugle (fra deres andet forår) har hvide kinder, og dette er et godt kendetegn for uøvede iagttagere. Flugten er markant med det store vingefang, og vingeslagene er mere stive end hos stork og fiskehejre. Modsat fiskehejre flyver tranen med strakt hals. Den er ingen rigtig svæveflyver, og ses kun af og til kredse på himlen. Den lever af smådyr og plantedele, som den finder på jorden på marker, enge og i vådområder.
Tranen lever i mange slags landskaber, både magre og federe, men det er dog mere eller mindre næringsfattige hedemoser og tørvemoser, som udgør den største del af de danske ynglepladser. Det er dog et afgørende krav til levestedet, at der er lave, sumpede vådområder til en sikker redeanbringelse samt rolige føderige områder i mere eller mindre åbent terræn i nærheden, hvor traneparret kan opfostre deres unger i fred og ro.
Tranen er en trækfugl med overvintringsområder i Frankrig og Spanien. Den ankommer til de danske ynglepladser i løbet af marts/april.
Reden er placeret i lavt vand omtrent som en svanerede, men er betydeligt mindre og dermed også mindre synlig. Den overses således nemt i terrænet. De normalt to æg lægges oftest i april, evt. første halvdel af maj. Omlægning ved tab af første kuld under rugningen forekommer almindeligt. Han og hun skiftes til at ruge, og den fugl som ikke ruger, holder en stor del af tiden vagt nær reden. Når ungerne er klækket efter ca. 30 døgns rugetid, forlader de reden kort efter sammen med deres forældre ligesom vadefugleunger. De vil herefter vandre rundt i territoriet på jagt efter føde indtil de kan flyve ca. 9 uger gamle, hvilket ofte sker fra midten af juli til midten af august. De vil dog både før og efter flyvedygtig alder søge til redeområdet for at overnatte, såfremt vandstanden ikke bliver for lav pga. udtørring.
Ofte vil parret – uanset om de har fået unger eller ej – blive i yngleterritoriet til hen på efteråret. I områder med egentlige bestande som f.eks. i Nordjylland, samles fuglene i flokke på særlige samle- og overnatningspladser i løbet af efteråret, inden de drager mod vinterkvarteret i oktober/november.
Efter genindvandringen i 1952 og frem til omkring 1990 var tranen en meget sjælden ynglefugl i Danmark med regelmæssig forekomst på kun 3 lokaliteter i Nordjylland. Siden begyndte bestanden at vokse markant, og der er nu omkring 50 ynglepar i hele landet og bestanden stiger fortsat. Det er stadig Nordjylland, der er tilholdssted for de fleste traner, men der er også en god bestand i den anden ende af landet, på Bornholm. Fra 2005 er også Falster hjemsted for ynglende traner. I Jylland har arten bredt sig til Læsø samt forskellige lokaliteter i Vest- og Sønderjylland. Baggrunden for den markante fremgang er ikke helt klarlagt, men en forbedret vinteroverlevelse i forbindelse med bedre fødemuligheder i Spanien og Frankrig samt bedre beskyttelse af de vigtigste rastepladser er nok de væsentligste årsager.
Tranens fremgang har medvirket, at den er gået fra at være vurderet ”sjælden” i rødliste 1997 til status som ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. DOF mener, at trane opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”, men at arten pga. af den gunstige bestandsudvikling i og omkring Danmark, kan nedlistes til ”næsten truet”.
Læs mere om trane under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04330
Målsætning
Som udgangspunkt bør alle lokaliteter med sikker eller muligt ynglende trane overvåges årligt. Med den efterhånden store bestand, kan dette dog i praksis vise sig at være for ambitiøst. Som minimum bør der holdes øje med arten i alle IBA-områder (Important Bird Area), hvor hovedandelen af de ynglende traner reelt også forekommer.
Undersøgelsesområde
Tranen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:
- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA 5)
- Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose (IBA 6)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Læsø, sydlige del (IBA 10)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Ålvand Klithede og Førby Sø (IBA 17)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Kongens Mose og Draved Skov (IBA 61)
- Frøslev Mose (IBA 70)
- Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne (IBA 80)
- Bøtø Nor (IBA 82)
- Maribosøerne (IBA 87)
I følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er der fundet ynglende traner, men uden at arten er på udpegningsgrundlaget endnu:
- Vangså Hede (IBA 18)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA 62)
Med den kraftige stigning bestanden er inde i, vil der dog nærmest årligt dukke nye par op i hidtil ubesatte områder, således at listen over lokaliteter og områder forlænges. Det er sandsynligt, at traner på sigt vil slå sig ned på Sjælland for at yngle. Det kan derfor være givtigt at holde øje med arten på alle egnede ynglelokaliteter.
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Lokaliteterne besøges i perioden 5. marts til 5. april (fuglene ankommer normalt ikke på samme tid over hele landet, f.eks. er Bornholm altid før Nordjylland). Bedst er det omkring solopgang. I det område hvor parret skriger deres duetskrig om morgenen i april måned (2- eller 3-tonet skrig, der lyder som en serie), er der stor sandsynlighed for at parret vil anlægge reden. Duetskrigende fungere som territoriehævdelse såvel som de er betydende for parbindingen, og er derfor en god og vigtig indikator for et aktivt ynglepar.
Omkring 1. maj, hvor de fleste par ruger, bør det undersøges om der stadig ses to fugle i yngleområdet. Ses der nu kun én fugl, tyder alt på at magen ruger, og at ynglen således er på vej.
Ofte kan det ikke betale sig at opsøge området i juni, hvor vegetationen er høj og ungerne endnu ret små. Fra første halvdel af juli og frem til starten af august bør man på god afstand opsøge marker og enge med kort vegetation i eller nær yngleområdet, hvor man ofte kan have held til at se parret med 1-2 store eller halvstore unger søge ivrigt efter føde.
Når ungerne er flyvefærdige i august vil hele familien ofte om morgenen flyve ud til afhøstede marker i omegnen, men vende tilbage til yngleområdet sidst på formiddagen og igen ved solnedgang. I denne tid kan man derfor meget nemt opleve, at fuglene ikke kan findes i hjemområdet. Hvor flere par yngler tæt sammen, som f.eks. i Thy, kan det også i denne situation være svært at adskille de enkelte par og deres tilhørsforhold.
Stedfaste par, der ikke udviser territorieadfærd kan være unge par (”forlovede” fugle) i 2-4 års alderen, som endnu ikke er kønsmodne. De kan i længere perioder opholder sig sammen i ubesatte, men potentielt egnede områder. Disse betegnes muligt ynglepar. De vil ofte efter et par sæsoner slå sig ned i samme område som reelt territoriepar, når de første gang forsøger at yngle i 5–årsalderen.
Det er derfor vigtigt at være kritisk i vurderingen af, om der er tale om unge par, som enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed ikke forsøger at yngle, eller ældre ”rigtige” territoriehævdende ynglepar.
Moniteringskalender
5/3-5/4: Lokaliteterne undersøges for tegn på ynglepar.
Ca. 1/5: Det undersøges, om der er tegn på yngel (f.eks. når kun én fugl ses på ynglestedet).
10/7-5/8: Yngleområdet undersøges for par med store, evt. flyvefærdige, unger.
Rapportering
Alle observationer af traner i yngletiden bør indrapporteres med grundig angivelse af adfærd og alder. Sikre tegn på yngel er naturligvis vigtige at få med. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Fast par i et egnet yngleområde i perioden marts/april – september som udviser territoriehævdelse (skriger jævnligt duetskrig og bortjager evt. andre traner).
- Muligt ynglepar: Par som i længere perioder opholder sig i ubesatte, men potentielt egnede områder uden at udvise direkte yngleadfærd (dette vil oftest være unge par, der endnu ikke er kønsmodne).
Da tranen har en lav ynglesucces, hvor det ofte kun er halvdelen af parrene, der får flyvedygtige unger, kan man kun sjældent i praksis vide, om et par uden unger har forsøgt at ruge eller ej – jvf. også den skjulte redeplacering. Det kan derfor være svært at skelne mellem sandsynlige og sikre ynglepar. Disse betegnes derfor ofte ”territoriepar” – altså faste par med eget territorium uanset om der konstateres sikre tegn på ynglevirksomhed.
Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes derfor følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk
Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.
Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf
Mewes, W., G. Nowald & H. Prange, 1999: Kraniche. Myten, Forschung, Fakten. – Deutsche Lufthansa AG & Braun Buchverlag, Karlsruhe.
Mewes, W. 1996: Bestandsentwicklung, Verbreitung und Siedlungsdichte des Kranichs Grus grus in Deutschland, Die Vogelwelt 117, s. 111-118
Mewes, W., 1999: Zur reproduktion des Kranichs Grus grus in Deutscland. – Die Vogelwelt 120, s. 251-259.
Tofft, J., 1999: Der Kranich Grus grus als Brutvogel in Dänemark. – Die Vogelwelt 120, s. 275-279.
Tofft., J., 2000: Tranen på succeskurs – især i Vesteuropa. – DOFT 94, s. 145-148.
Tofft, J., 2002: Tranen breder sig til hele landet. – Fugle i Felten, 8. årg., nr. 3, s. 3-5.
Hjejle - ynglefugle
Moniteringsvejledning for hjejle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes, Timme Nyegaard & Egon Østergaard, juli 2007
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hjejlen har tre adskilte ynglebestande; en islandsk, en nordøstlig og en sydlig. Den islandske bestand udgør halvdelen med ca. 311.000 ynglepar, den nordøstlige dækker det nordlige Skandinavien og Rusland, hvor den europæiske andel er på 217.000-362.000 ynglepar (Thorup 2006). Fugle fra de nordlige bestande trækker til Sydvesteuropa og overvintrer. På trækket kommer en stor del igennem Danmark, hvor de ofte ses raste i tusindtal på marker, enge og vadeflader. Danmark har derfor en lang række rastelokaliteter af stor international betydning for hjejlen, bl.a. i Vejlerne, Vadehavet og Tøndermarsken. Af Danmarks 113 EF-fuglebeskyttelsesområder er hjejlen opført på udpegningsgrundlaget for 16 af områderne.
I 4 af fuglebeskyttelsesområderne er hjejlen optaget på grund af yngleforekomst af den sydlige ynglebestand. Den sydlige ynglebestand, som de få danske ynglefugle tilhører, er den mindste, og strækker sig i et bælte fra Storbritannien over Sydskandinavien og Tyskland til de Baltiske lande og Rusland. Bestanden er vurderet til 45.000-75.000 ynglepar, hvoraf 35.000-60.000 er på de Britiske Øer (Thorup 2006).
I den vestlige del af den sydlige bestand har der været en kraftig tilbagegang siden midten af 1800-tallet. Dette har resulteret i, at arten er helt eller næsten helt forsvundet fra Danmark, Benelux, Tyskland (5-10 par 2006) og Polen. Også de sydlige svenske og norske bestande har oplevet en tilbagegang. Den danske lavlandsbestand af hjejle rekrutterer formentlig hverken fugle fra de gennemtrækkende højlandsbestande eller fra andre også meget fåtallige lavlandsbestande og er derfor kritisk udryddelsestruet (Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur 2004).
I Danmark yngler hjejlen kun på meget tørre og åbne hedearealer, der helst skal være uden trævækst og med sparsom kort lyngvegetation. Ved en tidligere yngleundersøgelse fandtes således ingen hjejlepar tættere end 1 km fra nærmeste bebyggelse og 100 meter fra nærmeste trævækst. Desuden sås det, at hjejler kun i sjældne tilfælde tolererede vegetation højere end 5 cm (Hald-Mortensen 1969).
Hjejlen lægger normalt sine 3-4 æg i slutningen af april, men der er også iagttaget yngleurolige fugle efter medio juni måned. Æggene klækkes en måned senere. Efter klækningen føres ungerne hen til de dele af yngleområdet, der er fugtige og med lidt højere og tættere vegetation. Disse giver ungerne bedre mulighed for at finde føde og søge skjul, indtil de er flyvefærdige efter 25-33 dage. En hjejle er yngledygtig efter to år, og parrene holder sammen hele livet, med stor troskab til ynglelokaliteten.
Hjejlen har tidligere været en vidt udbredt karakterfugl på de jyske heder. Herfra har f.eks. Steen Steensen Blicher flittigt beskrevet dens sørgmodige fløjten i sine skildringer af livet på den jyske hede. Bestanden er i dag reduceret til nogle få par i Thy og Vestjylland. Hjejlen er kategoriseret som ”kritisk truet” på den danske rødliste. Denne kategori er for fugle, hvor det vurderes, at der er overordentlig stor sandsynlighed for, at arten uddør i meget nær fremtid.
Hovedårsagen til hjejlens tilbagegang i Danmark og de øvrige sydlige bestande er reduktionen af hedearealet. Dette er således i dag mindre end 10 % af, hvad det var i starten af 1800-tallet. Reduktionen i arealet med hede skyldes primært opdyrkning og tilplantning, men i de seneste årtier er den naturlige tilgroning accelereret som følge af øget kvælstofnedfald fra luften. Heden er i dag en biotop, der er beskyttet af naturbeskyttelsesloven, men da det sjældent er et stabilt plantesamfund, er det nødvendigt med pleje i form af f.eks. afgræsning, hugst og afbrænding for at bevare heden. Kvaliteten af den tilbageværende hede som yngleplads for hjejle er derfor også forringet.
Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04850
Undersøgelsesområde
Hjejlen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:
- Råbjerg Mile og nærliggende hedeområder (IBA 5)
- Vangså Hede (IBA 18)
- Hanstholm-reservatet (IBA 22)
- Borris Hede (IBA 37)
Andre mulige ynglelokaliteter er:
- Agger Tange (IBA 23)
- Buksør Odde (IBA 26)
- Kallesmærsk Hede (IBA 50)
- Idom Hede og andre heder i Ulfborg Statsskovdistrikt
- Vigsø-området vest for Hanstholm
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Erfaringer med optælling af hjejle har vist, at den kan være nem at overse, men kommer man regelmæssigt i et område, så ser og hører man formodentlig fuglen, hvis den findes på lokaliteten. Dækkende registrering vanskeliggøres desuden ved, at en del af artens ynglelokaliteter ligger i områder, der for en stor dels vedkommende er lukkede for offentligheden – så som Hanstholm Reservatet og Borris Hede. Tilladelse til adgang kan søges hos henholdsvis Skov- og Naturstyrelsen og Borrislejren.
Hjejlerne kan både eftersøges med teleskop fra klittoppe eller ved gennemgang af egnede områder, dog skal det sidste gøres med forsigtighed, da hjejlen er følsom over for forstyrrelse, desuden har den stor flugtafstand, og forsvinder tit ubemærket ved løb eller lav flugthøjde. Ofte vil man også kunne opdage hjejler på deres varsling tidlige morgener, hvis man blot opholder sig i længere tid i et egnet område. Varslende hjejler bør naturligvis følges, til de går ned i området, så man kan udelukke, at det drejer sig om trækkende fugle.
Hjejlen optælles første gang ved at registrere antallet af par lige efter ankomsten ultimo marts–medio april. I rugetiden kan man også benytte hannernes flugtspil – her er det vigtigt, at man registrerer fuglenes landingssted. Registreringen foregår dog lettest fra månedsskiftet maj/juni, hvor ungerne er klækket. Ungeførende par kan registreres via deres afledningsmanøvrer, dvs. deres markante varsling. I sidstnævnte periode har man ikke længere risikoen for at inkludere rastende trækfugle, men der er til gengæld risiko for at overse ynglepar uden ynglesucces.
DMU anbefaler følgende metode i forbindelse med NOVANA: Overvågning af arten gennemføres (evt. kan tilføjes hvert andet år) ved en gennemgang af potentielle yngleområder langs transekter med en indbyrdes afstand på 200 m i perioden 15.-31. maj. Transekterne indtegnes på kort samt de dele af området som menes at være dækket. Observationer af enkeltfugle, par eller reder indtegnes ligeledes på kort. Efterfølgende foretages der en vurdering af hvor stor en andel af de egnede levesteder, der er dækket. For hver lokalitet tilskrives registreringerne en dato samt et strat- og sluttidspunkt for observationer. Endvidere angives de generelle vindforhold under observationerne som skydække i 8-dele, forekomst af nedbør, vindstyrke i Beaufort og sigtbarhed i km. Overvågningen suppleres med resultater af tilfældige observationer i Danmark gjort af fugleinteresserede. De tilfældige observationer af fugle kontrolleres evt. efterfølgende gennem kontakt til observatøren, eller ved et besøg på lokaliteten.
Moniteringskalender
20/3-20/4: Ankomstperiode. Registrering af ynglepar på egnede lokaliteter.
1/5-1/6: Rugetid. Registrering af territorier vha. hannernes flugtspil.
20/5-10/6: Ungetid. Registrering af ungevarslende fugle.
Rapportering
Hjejler fra nordlige bestande er i Danmark meget almindelige på træk. Trækfugle ses dog sjældent raste på heder og optræder som regel også i større flokke. Observationer af en eller to fugle på en egnet hedelokalitet bør derfor altid vække interesse. Alle observationer af par i perioden ultimo marts-primo juli på en egnet ynglelokalitet regnes som potentielle ynglepar, ligeledes enkeltfugle, der udviser yngleadfærd.
Alle observationer af 1-5 fugle på en mulig ynglelokalitet inden for yngletiden bør indrapporteres med angivelse af adfærd samt eventuel alder (f.eks. 2 ad. + 1 juv. rastende). Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, parringsadfærd, ungevarslende fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af hjejler i perioden 20/3-10/7 på en typisk ynglebiotop.
Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
Tinksmed - ynglefugle
Ynglende tinksmed registreres ret let i månedsskiftet maj/juni, idet fuglene da normalt er meget sangaktive (Østergaard 2004). Tinksmeden kan med fordel optælles ved at registrere hanner i sangflugt. Det kan dog være vanskeligt på lokaliteter med flere par at adskille de enkelte par fra hinanden og dermed opgøre bestanden nøjagtigt. Desuden kan nordiske trækfugle på vej mod ynglepladserne her synge og udvise yngleadfærd på gennemtrækket i maj. På flere gammelkendte ynglelokaliteter træffes jævnligt tinksmed i maj måned, uden at dette senere fører til yngleforsøg.
Man skal desuden være opmærksom på at forældrefuglene kan finde på at føre ungerne til mere fugtige områder umiddelbart efter æggenes klækning.
Ved eftersøgning af ynglende tinksmed skal man endvidere være opmærksom på at arten undgår at yngle ved søer, der ligger nærmere end 80 meter på skovbryn, og at arten først i en afstand på 200-300 meter fra skovbevoksninger yngler med samme tæthed som ved søer omgivet af åben hede. Dette vil i sig selv være en meget begrænsende faktor for den danske ynglebestand, og dette forklarer måske, hvorfor der i dag mangler ynglende tinksmed i flere ellers oplagte yngleområder. Det er også påvist, at ynglende tinksmede er helt afhængige af en høj grundvandstand, og det er afgørende for en tæt bestand, at hedebiotopen ikke tørrer ud i yngletiden. Der er tilsyneladende også en positiv sammenhæng mellem stor nedbørsmængde og antallet af ynglende tinksmede. En tilkastning af drængrøfter har også i flere tilfælde haft en positiv effekt på bestanden.
Mosehornugle - ynglefugle
På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.
Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.
Natravn - ynglefugle
Sandsynlige ynglepar
Natravn tælles bedst ved at registrere spillende fugle om natten efter at træktiden er overstået. Da arten kan få to kuld, og derfor har en lang ynglesæson, er det vigtigt at lave flere tællinger i løbet af sæsonen. De bedste tidspunkter er begyndelsen af juni, gerne suppleret med en eller flere tællinger i midten af juli. Da ikke alle territoriehævdende hanner har et fælles sangtidspunkt vil det desuden være en fordel at gennemgå området 2 til 3 på hinanden følgende dage for at få alle med. Det er en forudsætning at man tæller under gode forhold med høj sangaktivitet, dvs. i stille og klart vejr. Temperaturen har til gengæld ikke afgørende betydning; man kan opleve kraftigt syngende natravne i starten af juni, selvom temperaturen ligger på frysepunktet (N. Odder Jensen, pers. medd. 2006).
Stemmen er meget speciel og sammenlignes både med lyden af en fjern knallert og en snurrende symaskine. Den skifter hele tiden mellem 2 tonelejer, og "fader" til sidst ud, som når en knallert stoppes. Kaldet består af et "gruit", som ofte gentages flere gange, og kan give en indikation af om der er flere hanner i området. Under flyvning laves desuden ofte en række tydeligt hørbare vingeklap. Nattælling er en forudsætning for at registrere arten; bedste tidspunkt er 30-90 min. efter solnedgang til 30-90 min. før solopgang. Hannen synger i territoriet gennem hele ynglesæsonen fra midten af maj til ind i august, størst aktivitet er der dog i første halvdel af juni og midt i juli.
Natravnens oprindelige ynglebiotop var hederne, men arten har i takt med disses opdyrkning tilpasset sig til at yngle i fyr- og granplantager på sandet jordbund, med særlig forkærlighed for klitplantager og plantager på tidligere hedearealer. Yngleparrene skal derfor som oftest findes ved lysninger eller i udkanten af sådanne plantager hvor hannen ofte indtager en, eller flere, sangposter i toppen af et træ, for regelmæssigt at afpatruljere sig territorium. Samme han kan derfor ofte høres fra flere steder, indenfor et snævert afgrænset område.
Artskoordinator: Ole Jensen, Torshøjvænget 54, 8361 Hasselager, tlf.: 86285614, e-mail: ofj(a)ofj.dk.
Hedelærke - ynglefugle
Sandsynlige ynglepar af hedelærke optælles ved at registrere syngende fugle i oplagte ynglebiotoper, bedst ved solopgang. Arten synger i territoriet fra slutningen af marts til ind i juli. Hedelærken lægger sine æg fra medio marts, som regel i en rede på jorden i åbne træomkransede lysninger.
Markpiber - ynglefugle
Moniteringsvejledning for markpiber Anthus campestris i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Knud Pedersen, Mikkel Willemoes Kristensen & Timme Nyegaard, juli 2007
Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Omvendt findes en række ny- og genindvandrede arter, som er ved at blive en del af den danske fauna. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab samt følge nye arters indvandring til brug for bl.a. en fremtidig rødlistevurdering. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:
- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren
Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Markpiberen i adult dragt kendes bedst på sin lyse grundfarve uden nogen særlig stribning på bryst, flanker og ryg. Den er ret stor og virker slank og næsten vipstjerteagtig. Mørk tøjlestribe og lyse ben er vigtige kendetegn. Desuden er det en stor fordel at kunne stemmen hvis man skal finde og bestemme markpiber. Sangen som oftest udføres i en bueformet sangflugt er et gentaget ”tsirliih … tsirliih … tsirliih … med tryk på sidste stavelse. Kaldet er typisk et spurvelignende ”tjiuv”. En nærmere beskrivelse, samt optagelse af sang og kald kan findes her: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=10050
Markpiberen er en meget sjælden ynglefugl i Danmark. I 1998-99 vurderedes landsbestanden at være 18-24 par, mens den i 2002 kun vurderedes til 13-15 par. I løbet af de sidste par år er bestanden gået yderligere tilbage, og i 2005 og 2006 blev henholdsvis 1-3 og 1 ynglepar registreret. I Østdanmark ses markpibere i dag kun i form af tilfældige trækobservationer.
Markpiberen yngler i Danmark kun i åbne klitområder med lav vegetation og nøgne sandede partier. Sker der en tilgroning af klitområderne, så de ændrer udseende fra hvid klit til grå klit eller grønsværklit, bliver områderne uegnede som habitat for markpiberen. Det er påfaldende, at de tilbageværende ynglepladser på Skagens Odde og Anholt hører til de mindst påvirkede klitområder i Danmark, når det gælder kvælstofnedfald fra luften og dermed gødskning og efterfølgende tilgroning.
De danske og nordeuropæiske markpibere overvintrer i Nordafrika, og vender tilbage herfra i april-maj.
Artens tilbagegang i Danmark og hele Vesteuropa i den sidste halvdel af 1900–tallet kan skyldes en væsentlig forringelse af artens foretrukne biotop – tørt og åbent landskab med sparsom vegetation. Denne naturtype er blevet voldsomt indskrænket i de vestlige og centrale dele af Europa. Med denne udvikling vil mulighederne for at få et tilskud af nye fugle fra Syd– og Østeuropa til en isoleret randpopulation, som den danske, være begrænsede. Tendensen for bestanden på landsplan synes fortsat at være nedadgående, og sker der ikke en drastisk, positiv ændring i bestandsudviklingen, må det frygtes, at markpiberen vil være forsvundet som dansk ynglefugl inden for de næste ti år. Arten er opført som kritisk truet på DMU’s rødliste over danske ynglefugle fra 2007, ligesom den var i 2004.
Målsætning
- At registrere alle ynglende par af markpiber i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse kan fastslås.
- ”Negativ registrering” på egnede lokaliteter i Nordjyllands amt samt lokaliteter med markpiber på udpegningsgrundlaget.
Undersøgelsesområde
Markpiber er på udpegningsgrundlaget i følgende danske fuglebeskyttelsesområder, som derfor bør undersøges årligt:
- Anholt (IBA 32)
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA 5)
Markpiberen har tidligere ynglet på Læsø og i Nordsjælland, men siden 2000 har den kun ynglet på Skagens Odde og Anholt, hvorfor en overvågning skal koncentreres om disse områder. De seneste kendte ynglelokaliteter er:
- Spirbakke Mile, Skagens Odde (1 par i 2003)
- Sandmilen, Skagens Odde (1 par i 2004 og 2005)
- Anholt (9-11 par i 2002, kun 2-3 par i 2004)
- Råbjerg Stene (1 par i 2006)
Der har desuden været sene forårsobservationer af markpibere på følgende lokaliteter inden for de sidste par år, hvorfor disse også kan være værd at undersøge:
- Skagens Nordstrand
- Damsted Klit
- Hulsig Hede
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Markpiber registreres lettest ved at eftersøge syngende hanner i egnede ynglehabitater i perioden maj–juli. Selvom de territoriehævdende hanner foretager en iøjnefaldende sangflugt, kan det være en tidskrævende opgave at inventere arten tilfredsstillende, da veletablerede ynglepar kan optræde meget diskret i yngleområdet, samtidig med at arten typisk yngler i store vidtstrakte klitområder. Sangintensiteten kan periodevis være overraskende lav, og det gør det umiddelbart svært at finde fuglene. Det virker som om, de mest aktivt syngende hanner er uparrede, som ivrigt forsøger at tiltrække en hun. Det vil derfor naturligvis være den bedste yngleindikator, hvis der foreligger observationer af flere fugle sammen, eller observationer af forældrefugle med føde i næbet.
Moniteringskalender
15/5-15/6: Eftersøgning af syngende hanner på egnede ynglelokaliteter.
15/6-15/7: Eftersøgning af par i områder hvor der tidligere har været syngende hanner. Observationer af ungefodrende fugle.
Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. redefund med æg/unger eller observation af nyudfløjne unger. Desuden observationer af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Territoriehævdende (syngende) fugl eller observation af mindst to fugle på en egnet ynglelokalitet.
- Muligt ynglepar: Observation af enlig, ikke-syngende fugl på en egnet ynglelokalitet
Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
Referencer og relevant litteratur
BirdLife International (2004) Birds in Europe: population estimates, trends and conservation status. Cambridge, UK: BirdLife International. (BirdLife Conservation Series No. 12)
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk
Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.
Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf
Meltofte, H.& Fjeldså, J. et. al. 2002. Fuglene i Danmark. Gyldendalske boghandel.
Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf
Rødrygget Tornskade - ynglefugle
Bestanden vurderes ved optælling af stationære hanner/par, syngende hanner og varslende par/hanner mellem medio juni og primo august, allerbedst dog i perioden medio-ultimo juli. Hannen har i yngletiden ofte helt faste udkigs¬poster, hvorfra den spejder efter føde¬emner og overvåger terri-toriet. Antallet af hanner kan inkludere en ukendt andel af uparrede hanner, mens antal ungefamili-er kun indicerer par med ynglesucces. Den reelle bestand ligger et sted herimellem. For sammenlig-nelighedens skyld angives det første tal som lokalitetens ynglebestand, mens antallet af ungefamilier angives som kommentar.
Hvad angår de uparrede hanner, bør man være opmærksom på at uparrede hanner og hunner hvis yngleforsøg er mislykket, sagtens kan finde på at hjælpe med at beskytte og fodre andre pars unger. De uparrede hanner assisterer sågar ofte flere par på én gang. Da ydermere sene kuld ofte er overladt til en enkelt forældrefugl, kan tilstedeværelsen af disse surrogatforældre føre til en fejlvurdering af antallet af ynglepar i et område.