Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten

Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.

Rørdrum - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.

Kortnæbbet Gås - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i både januar og marts. Arten optælles på rastepladserne eller evt. på det kollektive overnatningssted. Sidstnævnte kan dog give problemer pga. dårlige lysforhold.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande her.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Blå Kærhøg - ynglefugle

Blå kærhøg er en uhyre sjælden dansk ynglefugl, som er svær art at registrere pga. dens forsigtige adfærd på ynglelokaliteten. Registreringen af yngleparrene vanskeliggøres yderligere af de mange trækkende og overvintrende blå kærhøge, som forekommer på potentielle ynglelokaliteter frem til slutningen af maj måned.

Ynglende blå kærhøg optælles tidligt i ynglesæsonen ved at observere parringsflugt, redebygning og senere fodring. Ynglehabitaten er store uforstyrrede mose- og søområder, hvor den især placerer reden på arealer med uhøstet rørsump. Æggene lægges ultimo april til ultimo maj. I ungetiden fra ca. ultimo juni til medio juli kan ynglende fugle også registreres, når hannen afleverer bytte til hunnen i luften. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. Fuglenes ynglesucces opgøres lettest i forbindelse med fodringen af ungerne senere i ynglesæsonen.

Hedehøg - ynglefugle

Moniteringsvejledning for hedehøg i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Lars Maltha Rasmussen, Annebeth Hoffmann & Timme Nyegaard, juli 2007. Opdateret marts 2017.

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hedehøgen har lange vinger og spinkel krop og en let og elegant flugt. Den ses oftest lavt svævende over åbne områder på udkig efter mulige fødeemner såsom smågnavere, småfugle, større insekter, krybdyr og fugleæg.

Dens foretrukne redehabitat var traditionelt moser, heder og sumpe, men siden 1990 er der sket et skift til dyrkede marker. Vegetationen er her høj i begyndelsen af maj, når redebygningen går i gang og gemmer derfor reden godt. Placeringen i dyrkede marker medfører imidlertid en ny trussel mod arten, da disse høstes tidligt; nogle år inden ungerne er fløjet fra reden.

Hedehøgen indvandrede til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Omkring 1940 kulminerede bestanden med ca. 350-400 par, men siden 1970’erne har der kun ynglet ca. 30-50 par årligt. Samtidig er hovedudbredelsen indskrænket til Sydvestjylland. Det lave antal ynglepar gør arten til en af Danmarks sjældneste ynglefugle og har betydet, at den er kategoriseret som "moderat truet" (endangered) på rødliste 2006 og opført med en ugunstig bevaringsstatus på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1.

Overvintring sker i tropisk Afrika, og ankomsten til Danmark finder sted fra slutningen af april til begyndelsen af maj. Herefter følger en periode med pardannelse og redeetablering, hvor fuglene er relativt synlige og hvor hannens parringsstemme, et lyst ”njak-njek-njek”, høres. Æggene lægges fra midt i maj, og følges af en rugetid på ca. fire uger. Omlæg eller forsinket æglægning kan forekomme indtil midten af juni. Under æglægning og rugningen opholder hunnen sig konstant på eller nær reden, mens hannen bringer hende føde. Ungetiden varer 25-30 dage fra klækningen. Ungerne flyver fra reden fra midten af juli til midten af august. Ungerne er efter udflyvning afhængige af de voksne i endnu 10-14 dage. Trækket foregår solitært, og de fleste voksne fugle har forladt Danmark med udgangen af august, mens ungfuglene kan ses i Danmark indtil starten af september.

Se også artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02630

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af hedehøg i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse og udbredelse kan fastslås.
- At registrere yngleforsøg og, hvis muligt, ynglesucces.
- "Negativ registrering" på egnede lokaliteter, fortrinsvis i Sydvestjylland.
- At beskytte og oplyse om alle kendte reder i afgrøder.

For at beskytte hedehøgen bedre er der indgået en særlig samarbejdsaftale ”Projekt Hedehøg” mellem Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Landbrug, Tønder, Esbjerg og Åbenrå Kommuner samt Miljø- og Fødevareministeriet, der gælder til og med 2017. Formålet er bl.a. på længere sigt at sikre gunstig bevaringsstatus ved at øge naturindholdet i agerlandet i artens vigtigste yngleområder. Denne særlige indsats for hedehøgen er en del af en bredere samarbejdsaftale mellem Miljø- og Fødevareministerietog DOF om en målrettet og fokuseret indsats for at forbedre levevilkårene for de mest truede og sjældne ynglefugle. Læs mere om Projekt Hedehøg her: http://www.dof.dk/projekthedehoeg

Siden 2005 er der i et projekt under Ringmærkningsafdelingen ved Zoologisk Museum i København sket mærkning med farveringe af redeunger af Hedehøg. Oplysninger om aflæsninger eller genmeldinger sendes til Ringmærkningsafdelingen. Formålet med farvemærkningen er at øge kendskabet til artens valg af yngle- og fourageringsområder samt overlevelse.

Undersøgelsesområde
Det danske kerneområde for arten findes i Sydvestjylland, specielt i marsken ved Vadehavet. Siden 1990 har hovedparten af yngleforsøgene været i dyrkede marker med vintersæd og dyrkede græsarealer. En opgørelse i 2004 viste at kun 13 % af de optalte 22 reder var placeret i moser eller brakmarker, mens resten var i dyrkede marker, fortrinsvis med hvede (44 %). Andre foretrukne afgrøder var raps (18 %), græs (14 %) og lucerne (5 %). Visse år findes også reder i rug og byg. Hedehøgen anlægger især reden på marker, hvor afgrøderne i begyndelsen af maj står højt (gerne over 40 cm), på lokaliteter, hvor der tidligere er registreret hedehøg. I tilknytning til yngleområdet skal findes egnede fourageringsområder, hvis minimale størrelse er vurderet til 200 ha, med en lav vegetationshøjde på under 30 cm, idet græsarealer og brakmarker udgør de vigtigste fourageringsområder. Ofte opsøges arealer efter de er blevet slået eller høstet. I praksis udgør fourageringsområdet et langt større område.

De få danske par der yngler udenfor Sydvestjylland, vælger gerne store åbne områder som f.eks. hedeområderne syd for Skagen, store moser eller større engområder, som omkring Ulvedybet.

EF-fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår som udpegningsgrundlag, er:
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA-1)
- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA-5)
- Ho Bugt Enge & Varde Ådal (IBA-49)
- Kallesmærsk Hede & Grærup Langsø (IBA-50)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Kongens Mose & Draved Skov (IBA-61)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA-62)
- Sønder Ådal (IBA-63)
- Rømø (IBA-65)
- Ballum & Husum Enge (IBA-67)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Frøslev Plantage & Frøslev Mose (IBA-70)

Herudover er hedehøg i perioden 1994-2016 registreret ynglende – uden at være del af udpegningsgrundlaget – på følgende lokaliteter:
- Lindet Skov, Hønning Mose & Plantage samt Lovrup Skov og Skrøp (IBA-66)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Hedehøgens yngleaktiviteter kan opdeles i fire perioder, hvor fuglenes aktiviteter, og dermed muligheden for registrering, varierer meget.

- Etableringsfasen (ult. april, maj). Fuglene er meget synlige
- Rugeperiode (fire uger, juni). Fuglene sky og svære at registrere. Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Tidlig ungeperiode (25. juni-20. juli). Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Sen ungeperiode/udflyvning (indtil midten af august). Antallet af ynglepar og ynglesucces vurderes

Tegn på yngleaktivitet i etableringsfasen kan være parringsflugt, redebygning og parring. I denne periode opsøges alle lokaliteter, som de seneste to år før havde ynglepar.

I rugeperioden er registrering meget tidskrævende, da hunnen opholder sig fast på reden, mens hannen søger føde inden for et stort område med en radius på op til ca. 20 km og kun sjældent fodrer hunnen. Hvis en rede lokaliseres i rugeperioden bør det overvejes at hegne denne især hvis den er anlagt i græsafgrøder. Men også hvis den er anlagt i kornafgrøder som byg, rug eller hvede, da det er erfaringen at ynglesuccessen for hegnede reder er langt større end ikke hegnede reder.

I den tidlige ungeperiode vil det være lettere at lokalisere reden, da der her ofte vil være fodring. Her besøges alle lokaliteter, hvor der i etableringsperioden eller rugeperioden blev registeret hedehøge, samt lokaliteter hvor der året før var ynglepar. Reden forsøges lokaliseret senest i ungeperioden Reder der ikke kan hegnes efter aftale med ejeren bør i det mindste kunne markeres med stokke, hvis det vurderes nødvendigt i forbindelse med høst af afgrøderne. Generelt bør ejeren og brugeren af både dyrkede og udyrkede arealer kontaktes. I tilfælde af høst af afgrøden omkring en uhegnet rede er det nødvendigt at hegne reden ind for at forhindre prædation af især ræv. Ved registrering af reden udvises stor forsigtighed, da færdsel kan lede rovpattedyr til reden, med mindre den er hegnet eller skal hegnes. Eventuelt kan man benytte en drone til registrering af reden og dens status. Generelt er arten ikke særligt sky, og kan yngle ned til 25 m fra befærdede veje. Det kan være hensigtsmæssigt at placere en siddepæl inden for en radius af 100 m fra reden, for at forhindre at fuglene benytter vejrabatter el. lign. med følgende risiko for påkørsel.

I den sene ungeperiode registreres antallet af udfløjne unger og dermed parrenes ynglesucces. Evt. prædation fra eksempelvis ræv eller rørhøg registreres ved at opsøge reden. Fuglene registreres ofte bedst fra bil, og hvor dette ikke er muligt til fods.

En lokalitet skal oftest besøges mindst 1½ time i flere perioder for at kunne dokumentere yngleforsøg, evt. lokalisering af reden, og det kan tage længere tid at være sikker på at der ikke er yngleforsøg. Ligeledes kan hedehøg i nogle tilfælde yngle koloniagtigt, oftest i form af 2 par inden for et par hundrede meters afstand. Dette gør en præcis vurdering af antal ynglepar mere tidskrævende.

Fuglene er normalt ikke aktive før 1½ time efter solopgang. Ofte er der herefter en ret aktiv periode, medens aktiviteten kan dale først på eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen og om aftenen er aktiviteten som regel atter høj frem til solnedgang.

Hedehøgen er opført på bilag 1 i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og skal derfor aktivt overvåges af staten gennem NOVANA projektet. Optællingen i dette projekt er fastsat til at ske i perioden 1/6-15/7 med en halv times besøg pr. lokalitet, hvilket skal foretages i de Nord-, Vest- og Sønderjylland hvert tredje år fra 2005. Den omfatter registrering af bestandsstørrelse, udbredelse og forskellige levestedsparametre.

Moniteringskalender
1/5-25/5: Eftersøgning af Hedehøge på egnede lokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd. Lodsejerkontakt og evt redeindhegning i græsmarker

25/6-20/7: Redelokalisering. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

15/7-25/8: Vurdering af ynglesucces. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden og fugle, der udviser tegn på yngleforsøg, indtastes med koder for ynglefugle. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk). Inddateringen bør ske løbende eller umiddelbart efter optællingernes udførelse, og med så mange detaljer om adfærd og afgrødeforhold samt præcis placering på kort. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter skal rapporteres. Det er muligt at hemmeligholde observationer indenfor samme ynglesæson, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller den centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger, nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, bytteskifte, parringsadfærd, varslende voksne fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observation af par i perioden 1/6-25/7 i en typisk ynglebiotop i Sydvestjylland.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Plettet Rørvagtel - ynglefugle

Moniteringsvejledning for plettet rørvagtel i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Susanne Bruun, Helge Røjle, Michael Stabell & Timme Nyegaard, August 2005

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den skjulte levevis gør, at arten kun sjældent ses, men i forårets og sommerens nattetimer kan hannens parringssang høres som et karakteristisk taktfast gentaget ”huitt”, nærmest med karakter af et piskesmæld. Alternativt beskrives stemmen som lyden af vanddråber, der falder ned i en tønde med vand. Et af artens gamle danske navne er ”hvuitfugl”, som også refererer til stemmen. ”Dyndskvat” er et andet ældre navn for plettet rørvagtel. Læs mere og hør stemmen her:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04080

De største bestande findes i Rusland og Sibirien, men udbredelsesområdet strækker sig over det meste af Europa op til det sydlige Sverige. I Danmark er arten en sjælden ynglefugl, som foretrækker sumpede vådområder og ferske enge og ådale med lavt vandspejl og rigelig vegetation, der ikke må gro til i rørsump. Kreaturafgræsning eller anden naturpleje er derfor vigtig for at forhindre tilgroning og derved opretholde artens ynglelokaliteter.

I 1800-tallet var plettet rørvagtel en noget mere almindelig og mere udbredt ynglefugl i Danmark end den er i dag. Især er det den moderne landskabsudnyttelse som har betydet at mange af de egnede ynglesteder er forsvundet. I 1960’erne varierede bestanden mellem 43 og 115 syngende fugle, mens der i 1970’erne kun blev registreret 20-50 på landsplan. Bestandsnedgangen falder sammen med den generelt negative udvikling på europæisk plan, som især menes at skyldes dræning og den intensiverede landbrugsdrift. 1998-2003 er der registreret 90-206 syngende fugle om året.

Arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I og er dermed udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområder. Arten skal derfor overvåges af staten gennem NOVANA-projektet, og er fastsat til at optælles hvert tredje år startende i 2005. Plettet rørvagtel var opført som ”sårbar” på den nationale rødliste fra 1997, men er på den nyeste rødliste 2005 vurderet til ”ikke truet”. DOF mener, at plettet rørvagtel reelt opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”. Arten er sårbar over for tilgroning af sumpområder, men da den har en rimelig god spredningsevne, kan den derfor nedlistes et trin til ”sårbar”.

Undersøgelsesområde
Arten skal moniteres i hele landet – overalt hvor der er egnede ynglelokaliteter. Det vil sige store og mellemstore sumpområder samt ferske, våde enge med en vandstand på højest 30 cm i perioden april-juli. Arten har en særlig tilknytning til halvåbne moser domineret af starer, mens den undgår områder med ren tagrørskov. Ukultiverede enge med naturlige vinter- og forårsoversvømmelser er en anden vigtig ynglehabitat. Desuden har ådale med sommeroversvømmelser pga. megen nedbør udvist større forekomster de senere år.

Tyngdepunktet for artens udbredelse i Danmark er Vejlerne (normalt med ca. 40-60% af ynglebestanden) og til dels Tøndermarsken. Andre områder, der formodentlig har faste bestande, er Sydlangeland, Bøtø Nor, Ribe Østerå, Tryggevælde Ådal, Ølene på Bornholm samt Busemarke Mose på Møn. Som følge af DOF’s ”Operation Natlyt”, der sætter fokus på nataktive arter, er arten registreret på et stigende antal lokaliteter, særligt i perioden 2000-2004. Dette er formodentlig også en følge af (gen)etableringen af flere vådområder. Det er derfor vigtigt, at alle potentielle lokaliteter identificeres og undersøges.

Følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er bl.a. udpeget på grund af regelmæssig forekomst af plettet rørvagtel, og bør derfor undersøges årligt:
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA-5)
- Østlige Vejler (IBA-13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA-20)
- Hjarbæk Fjord & Simested Ådal (IBA-24)
- Flyndersø/Stubbergård Sø (IBA-29)
- Nissum Fjord (IBA-38)
- Stadil & Veststadil Fjorde (IBA-41)
- Ringkøbing Fjord (IBA-43)
- Lillebælt (IBA-47)
- Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose & Felsted Vestermark (IBA-58)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Rømø (IBA-65)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Sydfynske Øhav (IBA-71)
- Marstal Bugt & sydvestkysten af Langeland (IBA-72)
- Almindingen (IBA-80)
- Bøtø Nor (IBA-82)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor (IBA-89)
- Holmegårds Mose & Porsmose (IBA-91)
- Gribskov (IBA-108)
- Furesø med Vaserne og Farum Sø (IBA-109)
- Vestamager og havet syd for (IBA-111)
- Skjern Å-dalen (IBA-115)
- Bolle & Try Enge (IBA-116)

Desuden er der regelmæssig forekomst på følgende lokaliteter:
- Geddal Enge & Sønder Lem Vig (IBA-135)
- Busemarke mose

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Da arten så godt som aldrig ses og reder ikke findes, kan den kun overvåges ved at registrere spillende fugle.

Potentielle yngleområder besøges nætter, morgener eller sene aftener med stille vejr i perioden medio april til ultimo maj, og igen i perioden ultimo juni til medio juli.

Registreringen skal helst finde sted tidligt i en given yngleperiode, da fuglene kan stoppe med at synge, når de er udparrede. Herved undgås også sent ankommende ikke-ynglende fugle i første yngleperiode. Vær opmærksom på, at fuglens stemme er meget kraftig, og kan høres op til 1 km væk – hvorfor det er en god ide at lytte fra forskellige punkter for derved at kunne stedfæste fuglen bedre vha. triangulering, dvs. stedfæstning ud fra retningsbestemmelser fra mindst tre forskellige punkter.

Optimalt set bør en given lokalitet besøges flere gange i yngleperioden - gerne på forskellige tidspunkter af døgnet (natten) og besøgene må gerne være af en vis varighed. På den måde optimeres chancerne for at ramme et tidspunkt, hvor fuglene er stemmemæssigt aktive. Desuden er gode vejrforhold vigtige for en god optælling, særligt skal vinden helst være svag. Høj luftfugtighed/støvregn gør ikke så meget, da sangaktiviteten ofte er høj under disse vilkår pga. bedre forplantning af lyd i fugtigt vejr. Da ovennævnte faktorer er meget vigtige for registreringen af arten, må vejrforholdene meget gerne noteres og indrapporteres.

Man kan med fordel benytte kortlægningsmetoden til at optælle en lokalitets bestand. Metoden går ud på at indtegne de hørte fugle på separate kort, hver gang man besøger lokaliteten. Stedfæst gerne fuglene mere præcist ved at lytte fra flere forskellige positioner. Efter endt yngleperiode overføres alle oplysninger til et samlekort. Dernæst analyseres kortet, idet man søger efter grupperinger af registreringer, som antyder tilstedeværelsen af et territorium. Hvis der er mindst 2-3 registreringer på forskellige datoer inden for et lille område, tælles det som et territorium. Enkeltregistreringer, som falder tydeligt uden for de fremkommende territorier, sorteres fra. På den måde kan man få et overblik over antal territorier i et yngleområde uden at alle territorier nødvendigvis hævdes ved samme besøg. Der er en forudsætning at lokaliteten besøges mindst 5 gange i løbet af sæsonen, gerne op til 10, hvis denne metode skal fungere.

Alternativt kan antallet af territorier opgøres ved blot at tælle antallet af spillende fugle ved hvert besøg. Derefter benyttes den tælling, hvor det højeste antal spillende fugle blev hørt, til bestandsopgørelsen. Dette vil formentlig være den mest anvendte metode, da den er mindst tidskrævende.

Viden fra tidligere faser af Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle har vist, som antydet ovenfor, at der er to tydelige influx i ynglesæsonen, forårs-influxet april-maj og et højsommerinflux medio juni-medio juli. Højsommerinfluxet er faktisk det største, og her høres fuglene ofte helt andre steder end under forårsinfluxet. Således er der formodentlig kun delvis tale om øget stemmeaktivitet i forbindelse med andet kuld. Meget tyder på, at de sene højsommerfugle udmærket kan yngle. Der er således registreret ungefodrende fugle i Vejlerne ultimo juli og i august. Derfor er det også nødvendigt med besøg på potentielle lokaliteter i juli. Pga. problemet med sent ankommende, ikke-ynglende hanner er det vanskelligt at estimere antallet af ynglefugle på dette tidspunkt.

Moniteringskalender
10/4-1/6: Natlyt på egnede lokaliteter. Forårsbestanden vurderes.

20/6-20/7: Natlyt på egnede lokaliteter. Højsommerinflux vurderes.

Rapportering
Alle observationer af plettet rørvagtel bør rapporteres. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for plettet rørvagtel, da stort set alle registreringer er af spillende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Det vides ikke med sikkerhed, at kun hanner spiller. Desuden kan spilaktiviteten dale kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om plettet rørvagtel, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn skal den alligevel benyttes.

Der bør laves en opgørelse over forårsinfluxet og højsommerinfluxet separat, da den biologiske baggrund for fænomenet endnu ikke er klarlagt. Når årets bestand skal opgøres, vælger vi at angive forårsmakstallet som minimumsbestandsstørrelsen. Hvis makstallet under højsommerinfluxet er større end om foråret, angives højsommertallet som maksimumsbestandstal. Er bedste nat om foråret f.eks. 5 spillende fugle og største antal under højsommeren er 10, angives bestanden til 5-10 ”ynglepar”. Hvis højsommeren ikke byder på flere fugle, angives blot makstallet fra foråret som bestandsstørrelse (maks. 3 forår og maks. 2 højsommer = 3 ”ynglepar”).

Engsnarre - ynglefugle

Moniteringsvejledning for engsnarre i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mark Pedersen, Mikkel Willemoes & Timme Nyegaard, november 2008

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Engsnarren er en vandhøne, der dog ikke er specielt knyttet til vand. Den lever i enge, græsmarker og kornmarker. Her er den helt skjult i den høje vegetation, og det er derfor meget sjældent man får engsnarren at se. Det sker som regel kun hvis man får skræmt den op at flyve. Her vil den ses som en klodset agerhøne-stor fugl med flagrende flugt og rustbrune vinger. På grund af engsnarrens skjulte levevis, vil man som regel opdage den på hannens parringskald, der er et taktfast, monotont gentaget crex crex (hvilket også er dens latinske navn). Dette høres hyppigst om natten, men kan også godt høres i dagtimerne. Hør stemmen og læs mere om engsnarre på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04210

Engsnarrens udbredelsesområde strækker sig over Europa i vest til de asiatiske dele af Rusland i øst. De største bestande findes i Østeuropa og Rusland. I 1998 blev verdensbestanden estimeret til 1-2,5 millioner med en Vesteuropæisk bestand på ca. 14.000 syngende hanner. Den seneste vurdering af verdensbestanden, hvor der er benyttet andre modeller, er opgjort til 3,5-6 millioner.

Både herhjemme og i hele Vesteuropa er bestanden gået markant tilbage gennem det sidste århundrede. Årsagen hertil er intensivering af landbrugsdriften især med indførelsen af slåmaskine og grønthøster til bjergning af hø og ensilage samt fremrykning af høsttidspunktet. Høstning af græsafgrøderne falder sammen med engsnarrens første ungekuld, som således går tabt ved høstarbejdet. Selvom verdensbestanden på nuværende tidspunkt synes stor, forventer man at samme tendens, som er sket i Vesteuropa, vil ske i de østeuropæiske lande og Rusland, blot endnu hurtigere.

Efter ankomsten fra vinterkvarteret høres engsnarre-hannerne crexe konstant i nattetimerne - fra omkring kl. 22/23 til kl. 02/03 - for at tiltrække en hun. Den enkelte han udvælger en bestemt sangpost hvorfra der synges. I dagtimerne fouragerer den i et større område.

I ynglesæsonen skifter hannerne sangposter. Parrede hanner forbliver længere på en sangpost end uparrede hanner - således omkring 20 nætter for parrede hanner og omkring 8 nætter for uparrede hanner. En ny sangpost skal være mere end 200 m fra den gamle (Schäffer 1999). Undersøgelser i Nordøstpolen viser, at engsnarre-hannerne tiltrækkes af andre crexende hanner og kan danne sanggrupper i begyndelsen af ynglesæsonen. En sanggruppe beskrives som mindst 3-10 hanner, hvor afstanden mellem hannerne er mellem 50 og 200 m. (Schäffer 1995). Herhjemme er sanggrupper også kendt fra enkelte lokaliteter eller områder. Men det er endnu uklart om der er benyttet samme definition, som beskrevet ovenfor.

Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland). Hannens sangpost er i regelen indenfor 100 m fra reden.

I undersøgelser i Nordøstpolen har engsnarre-hannerne to perioder - en fra medio maj til primo juni og en omkring 1. juli, hvor de synger hyppigt om dagen. Der er en sammenhæng mellem ringe natsang og større dagsangsaktivitet. Ved ringe natsang er der ofte en højere sangaktivitet i morgendæmringen. (Schäffer 1999). Herhjemme må man forvente - hvis engsnarren yngler - at den hyppige dagsang vil være 1-2 uger senere - altså fra ultimo maj til primo juni. Og en senere periode ville være i første halvdel af juli (2. kuld). Rugningen startes når alle 8-12 æg er lagt, varer i 16-19 dage og foretages af hunnen alene. Ungerne fodres de første 3-4 dage, hvorefter de selv finder føde. Ungerne bliver flyvefærdige efter 36-40 dage, men ofte uafhængige af moderen allerede efter 10-15 dage. Så snart ungerne er uafhængige af moderen, vil hun starte på det eventuelle andet kuld.

Når æglægningen er afsluttet (muligvis før) forlader hannen sangpost, redeplads og hun - eller bliver jaget bort af hende! Er biotopen perfekt, besættes en ny sangpost indenfor en maksimal afstand på 1,5 km og hannen begynder på ny at tiltrække en hun (Schäffer 1999).

Engsnarren yngler i Danmark i enge, græsmarker og kornmarker. Den er ikke specielt knyttet til høj jordbundsfugtighed, dog vil den ofte have højere ynglesucces i fugtige områder, da driften er mere ekstensiv her, og disse områder vil derfor bedre kunne opfylde andre krav, såsom ingen høstning eller slåning før 1. september. I undersøgelser fra det nordøstlige Polen blev følgende fundet karakteristisk for ynglelokaliteterne:
- Vegetationen skal være mindst 20 cm høj.
- Fuglene skal kunne holde sig skjult og nemt kunne bevæge sig i vegetationen (vegetationen må ikke stå for tæt og ikke være filtret sammen).
- Ingen sammenhæng mellem fugtigheden i området og antallet af ynglepar. I overvintringsområdet findes engsnarren også i de tørre områder.

Engsnarren er på verdensplan truet og opført på IUCN’s seneste rødliste. engsnarren er ligeledes opstillet på EF's fuglebeskyttelsesdirektiv som en art, der er truet i EU-landene, og for hvilken der skal gennemføres særlige beskyttelseshensyn. I Danmark er engsnarren opført i den seneste danske rødliste som næsten truet. I 2000 blev der af Skov- og Naturstyrelsen udarbejdet en handlingsplan for engsnarren.

Målsætning
- Årlig registrering af alle syngende fugle i Danmark, så udsving i artens forekomst kan følges.
- ”Negativ” registrering på tidligere anvendte ynglelokaliteter.

Undersøgelsesområde
Engsnarren er på udpegningsgrundlaget for følgende danske IBA’er:

- Holmegårds Mose og Porsmose (IBA-91)

Der er desuden en række andre IBA’er, der er kendt for at huse engsnarrer i yngletiden, og er derfor relevante at undersøge. Det drejer sig om følgende lokaliteter:

- Bolle og Try Enge (IBA-116)
- Store Vildmose, Ryå og Stavad Enge (IBA-117)
- Brabrand Sø og Årslev Engsø (IBA-134)
- Slivsø (IBA-158)

Øvrige lokaliteter der er særligt vigtige for arten er:

- Tryggevælde Ådal
- Gårdbo Sø og Sørig Enge

Ideelt set bør som minimum disse lokaliteter undersøges årligt for forekomst af engsnarre. Derudover kan engsnarren forekomme på enge og i kornmarker over hele landet, men særligt i Nordjylland, Sønderjylland, Sydsjælland og på Bornholm.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Her gives anbefalingerne for den bedste måde at overvåge et område for engsnarrer. Hvis man har mulighed for at besøg et område flere gange i løbet af ynglesæsonen, kan det anbefales at kortlægge fuglene, og ud fra det samlede billede vurdere bestandsstørrelsen. Alternativt angives bestanden som det maksimale antal syngende hanner registreret ved et enkelt besøg.

1) Vælg en rute i landskabet hvor det er muligt at indlægge lyttepunkter - indtegn evt. ruten på et kort, hvis du vil gentage overvågningen på senere tidspunkt. Vælg ruten i et område hvor du formoder, der er ringe eller kun lidt støj - især langt væk fra større vej-anlæg. Det kan anbefales, at man tager et mindre område, som kan undersøges flere gange i løbet af ynglesæsonen end at undersøge et stort område blot én gang.

2) Ruten gennemkøres (eller spadseres) i engsnarre-hannernes aktive sangperiode dvs. fra primo/medio maj til medio august fra ca. kl. 23–04. Helst flere gange i løbet af sæsonen.

3) Udvælgelsen af lyttepunkterne kan ske undervejs for at opnå de bedste observationsbetingelser. De bedste lyttebetingelser opnås i åbne områder på højere liggende punkter. Nærliggende vegetation af især træer kan genere aflytningen selv ved svag vind. Som standard - hvis hele området ønskes undersøgt - kan der være omkring 2 km mellem hvert lyttepunkt, det er dog ikke afgørende. Undersøges området mere end én gang, skal man tage højde for vindretning, da engsnarren kan høres længere væk op imod vinden end med vinden. F.eks. hvis vindretningen er vest kan man høre engsnarren helt op til 2 km væk i vestlig retning, hvorimod man mod øst kun kan høre den 300-500 m væk ved selv svag vind. Man skal generelt undgå dage med meget vind eller kraftig regn, da sangintensiteten også er betydeligt lavere i sådant vejr.

4) Der lyttes fra lyttepunkterne i nogle minutter - helst mindst 10 minutter. Jo længere tid man lytter på det enkelte punkt, jo større er chancerne for, at man også registrerer de hanner, som synger i korte intervaller.

5) Hvis man ønsker at undersøge området grundigt og har mulighed for flere besøg, f.eks. med 7-14 dages mellemrum, plottes de registrerede engsnarre-hanner på et kort over området. Undersøges samme område mere end én gang er det vigtigt, at engsnarrerne kan "adskilles" fra gang til gang. Man skal være opmærksom på, at især uparrede engsnarrer, godt kan skifte sangpost. Dette kan medføre at man registrerer den samme engsnarre flere gange, men at man tror det er en ny fugl, fordi den er et nyt sted. Samtidig skal man være opmærksom på at engsnarrens kald reflekteres utroligt godt i selv meget små bygninger. Dette kan resultere i, at det lyder som om der er to engsnarrer der crexer lidt forskudt af hinanden, fra hver sin retning, men at det i virkeligheden er den samme, hvis kald blot bliver reflekteret.

Moniteringskalender
20/5-20/6: Registrering af syngende hanner
25/6-1/8: Ungeperiode. Ungernes kontaktkald kan muligvis høres

Rapportering
For at kunne fastslå antallet af syngende hanner, er det vigtigt at rapportere alle registreringer, ligegyldigt om de er gjort på en tilfældig tur eller under målrettede undersøgelser efter engsnarren. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for engsnarre, da stort set alle registreringer er af crexende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Sangaktiviteten daler normalt kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte. Opgørelse af antal spillende fugle giver dog stadig de mest sammenlignelige resultater og er den absolut mest realistiske metode for overvågning af bestanden.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om engsnarre, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn kan den alligevel benyttes. Ynglepar opgives som hhv. minimum og maksimum antal par, der i dette tilfælde kan anvendes til at angive evt. usikkerhed omkring hvor mange forskellige crexende fugle, der har været til stede.

Hvis man ønsker at lave en mere reel vurdering af ynglestatus for en engsnarrebestand, kan følgende fremgangsmåde anvendes:

a) Engsnarre-han hørt i dagtimerne
- Engsnarre-hanner, der synger i dagtimerne er enten lige ankommet eller i parringsfase med en hun. (Se også under pkt. c)
Gå til d.

b) Ved første besøg i nattetimerne
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

c) Ved efterfølgende besøg i nattetimerne:
- Engsnarre-hannen, der hørtes første gang, crexer ikke. Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland).
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

d) Genbesøg af området i nattetimerne max. et par dage efter:
- Synger engsnarre-hannen i nattetimerne, er den i færd med at afsætte nyt revir.
- Synger engsnarre-hannen ikke på det tidspunkt er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

e) Genbesøg af området i dagtimerne maks. 8-10 dage efter:
- Synger engsnarren også på dette tidspunkt, er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

f) Engsnarre-hannen synger hyppigt i dagtimerne og forholdsvis tavs i nattetimerne. Der er stor sandsynlighed for ynglepar.
- Området kan evt. besøges igen 3-4 uger efter for at lytte efter hun og/eller unger. Kontaktkaldene er dog ikke kraftige, og kan kun høres 20-30 m væk.
- Eftersøgning af lemlæstede og døde fugle efter markarbejdet (høstning, slåning, ensilering eller mejetærskning). Metoden er dog tidskrævende, og man må være hurtig på færde inden de bliver ædt af f.eks. musvåge og ræv.

Hvis denne grundige metode er anvendt, kan resultaterne tolkes på følgende måde:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. fund af rede, æg, dununger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: En han der har en stedfast sangpost, og som skifter fra at være meget aktivt crexende om natten til at crexe mere uregelmæssigt om natten og/eller crexe i dagtimerne.
- Muligt ynglepar: Enkeltregistreringer i egnede ynglebiotoper inkl. sete fugle, eller hanner der bliver ved at crexe meget aktivt om natten igennem hele yngleperioden.

Når en ynglebestand opgøres ud fra disse kriterier, anvendes følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Det er dog vigtigt, at der også foretages en simpel opgørelse over antal crexende fugle, som oplyses til brug for den årlige sammenlignelige bestandsopgørelse.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Fredsøe, K. 2003. Optællingsmetoder engsnarre 2003. Upubliceret.

Fredsøe, K. 2003. Lidt om engsnarren, udarbejdet til brug for optællingsarbejdet 2003. Upubliceret.

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (red.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Handlingsplan for bevarelse af den truede fugleart engsnarre Crex crex. Miljø- og energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen (2000).
Findes på: http://www.sns.dk/natur/bevaring/pdffiler/engsnarre.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Peake, T.M. & P.K. McGregor. 2001. Corncrake Crex crex census estimates: a conservation application of vocal individuality. Animal Biodiversity and Conservation 24.1, pp. 81-90.

Schäffer, N. 1999: Habitatwahl und Partnerschaftssystem von Tüpfelralle Porzana porzana und Wachtelkönig Crex crex. - Ökologie der Vögel, band 21: 1-267

Schäffer, N. 1995: Rufverhalten und Funktion des Rufens beim Wachtelkönig Crex crex. - Vogelwelt 116: 141-151

Klyde - ynglefugle

Klyden registreres ved fjernoptælling af stationære par som udviser yngleaktivitet, rugende fugle (evt. med ”vogter-mage” i nærheden) eller af ungeførende par mellem 10.-25. maj. Efter klækning føres ungerne gerne bort fra redestedet, og par med unger kan således gå lange afstande for at nå fourageringsområder ved kysten. Optællingen af fuglene skal derfor finde sted inden klækningen.

Hvis der er tale om større kolonier kan man få et udmærket indtryk af koloniens størrelse ved at dividere antallet af varslende fugle med to. Hvis fuglenes fourageringsområde undtagelsesvis ligger langt væk fra kolonien, er divisionsfaktoren et sted mellem 1 og 2, da den ene af magerne så vil være væk fra kolonien meget af tiden.

Engryle - ynglefugle

Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
I yngletiden opholder engrylen sig i åbne, græsklædte naturtyper, ofte koncentreret langs kysten eller nær/i vandansamlinger og vandrender som er lavvandede eller tørret ud for nyligt. Engrylen findes kun sjældent ynglende i vegetation med en højde på >15 cm eller fjernt fra permanente eller temporære vandansamlinger og aldrig i rørsump eller mellem buske.

På grund af fuglenes stilfærdige optræden i yngletiden er man nødt til at gennemsøge området således at alle passende ynglehabitater passeres inden for en afstand af højst 75-100 meter. Udover observationer af reder eller parring er den bedste måde at registrere sikre ynglepar af engryle at observere urolige, ungevarslende fugle, efter at ungerne er kommet ud af æggene i perioden 1-15. juni.

Sandsynlige ynglepar kan registreres ved spillende, varslende og stående fugle i territoriet i perioden ult. april-juni, men først og fremmest i perioden 3.-20. juni. Før denne periode bør man så vidt muligt racebestemme fuglene til den ynglende underart engryle ssp. schinzii, eftersom også nordlige alpina'er på vej til Sibirien synger på danske strandenge i april-maj. Engryle kendes bedst fra nordlig alm. ryle på

- et kun i begrænset grad plettet, sort bugskjold som desuden har uskarp rand
- fravær af varme brune farver på ryggen og vingerne
- ringere størrelse og kortere næb

De syngende hanners ”rrryyyllll” høres bedst i morgentimerne eller de sene aftentimer, men stemmen er ret svag og kan være svær at lokalisere. En yderligere indikation på ynglen er gentagne observationer af engryle på samme plet i en eng gennem maj og juni.

For at opnå et rimeligt estimat af antallet af ynglepar på en lokalitet skal der foretages mindst én optælling ult. april/pr. maj og to optællinger i juni, heraf den første i perioden 3.-10. juni og den anden i perioden 12.-20. juni med et interval på mindst 7 dage indimellem. Alle par og enlige indi-vider regnes som sandsynlige ynglepar bortset fra fugle der kun ses fouragerende eller rastende på fælles fourageringspladser. Alle observationer skal kortlægges, og antallet fra optællingen med flest sandsynlige ynglepar anses for minimumsantallet af ynglepar på lokaliteten. Hertil skal føjes de par fra andre besøg på lokaliteten som blev set mere end 300 meter fra observationerne på “maksimumsoptællingen”, samt par som blev observeret tidligere eller senere og som af forskellige årsager sandsynligvis ikke er inkluderet i optællingen med det maksimale antal observationer af ynglepar. Yderligere optællinger fx ult. maj og/eller ult. juni vil kunne forbedre datakvaliteten væsentligt.

Husk at notere alle indikationer på ynglesucces såsom antallet af varslende par/hanner samt observationer af dununger eller meget unge ungfugle.

Brushane - ynglefugle

Antallet af ynglende brushøns i et område er svært at afgøre da brushanen er polygam og fuglene ikke optræder territorialt. At registrere antallet af hanner og hunner på dansepladsen er en mulighed, men det giver et meget upræcist indtryk af yngleforekomsten. Situationen forværres yderligere af at gennemtrækkende fugle optræder på de danske dansepladser i første halvdel af maj. Den bedste måde – men også mest tids-/ressourcekrævende metode - er at registrere antallet af urolige hunner. Det gøres i de 1-2 uger der følger efter klækningen, som finder sted omkring den 5.-25. juni. Hvor brushøne yngler tæt på kolonier af måger bør denne metode dog ikke anvendes, da den indebærer en stor risiko for øget prædation af brushønens (og andre engfugles) unger og æg.

Stor Kobbersneppe - ynglefugle

Moniteringsvejledning for stor kobbersneppe i DOF’s Caretakerprojekt, udarbejdet af Mathias Vogdrup-Schmidt og Timme Nyegaard, juni 2009

Indledning
Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle, hvilket siden 2009 sker i regi af Caretakerprojektet. Projektet løber foreløbig til og med år 2013 og som led i projektet udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 45 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artscaretakerne

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den store kobbersneppe er en stor og ret markant vadefugl med lange, sorte ben og langt, lige næb. I yngledragten er fuglen kobberrød på bryst, hoved og hals. I vinterdragt og ungfugledragt er bugen overvejende hvid og ryggen meleret i grålige nuancer. I flugten ses i alle dragter karakteristiske sort-hvide tegninger på vinger og hale.

Den store kobbersneppe yngler i Danmark hovedsagelig på strandenge og i marskområder, selvom artens oprindelige levested er våde græsstepper. På ynglepladserne udviser arten en speciel sangflugt, som kaldes tosseflugt, hvor fuglen nærmest vipper fra side til side i luften, mens den gentager et højt og klangfuldt vitt-duu, som har givet ophav til artens vestjyske navn, rødvitten.

Stor kobbersneppe er truet på verdensplan og derfor tilføjet på IUCN’s seneste rødliste. På den danske rødliste er den opført som "sårbar" (VU).

Hør stemmen og læs mere om stor kobbersneppe på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=05320

Målsætning
- At undersøge alle egnede lokaliteter for ynglende par af stor kobbersneppe for årligt at kunne opgøre bestandsstørrelsen..

Undersøgelsesområde
I Danmark forekommer arten primært i Vestjylland, Nordvestjylland samt langs Vadehavskysten. De primære lokaliteter er Vejlerne i Thy, Mandø og Tøndermarsken, Tipperne og Agger Tange. I Østdanmark kan arten bl.a. findes i Borreby Mose og på Nyord ved Møn. Disse lokaliteter bør dækkes årligt, ligesom våde enge og andre egnede lokaliteter i de nævnte regioner bør eftersøges for ynglende stor kobbersneppe hvert år.
Den store kobbersneppe er ikke på udpegningsgrundlaget for noget dansk EF-fuglebeskyttelsesområde men indgår i kvalifikationsgrundlaget for tre IBA’er:
- Ringkøbing Fjord (IBA nr. 43)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA nr. 60)
- Østlige Vejler (IBA nr. 13)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Monitering af ynglepar af stor kobbersneppe sker bedst ved fjernobservationer foretaget gentagne gange i løbet af foråret. Hannens sangflugt og parrets rundflyvninger over territoriet er meget markante og lette at iagttage i morgentimerne i april og maj. Observationerne kan derfor med fordel gøres fra bil, tårn eller højtliggende punkter i terrænet for at undgå forstyrrelser. Fuglene skræmmes let op selv på lang afstand og flyver langt omkring og bliver dermed vanskeligere at kortlægge.

I nogle bestande kan parrene opholde sig meget tæt på hinanden, og da hannerne bevæger sig vidt omkring under sangen, kan det være svært at holde styr på deres tilholdssted. Desuden skal det bemærkes, at én hans sangflugt eller et pars territoriehævdning kan fremprovokere andre fugle fra naboterritorierne til at gå i luften. Dette kan lette optællingen meget, da territorierne herved lettere kan afdækkes og mange fugle ses samtidig. Det kræver dog en vis koncentration at holde styr på alle par.

Pardannelsen foregår i april, hvorfor rundflyvninger og sangflugt på dette tidspunkt ikke nødvendigvis er lig yngleaktivitet. Ultimo april er alle fugle ankommet til ynglepladserne. Registrering af sandsynlige ynglepar foregår derfor bedst i perioden 20/4 til 15/5, hvor både rundflyvninger og sangflugt finder sted.

Fra 15/5 til 30/5 kan hannens sangflugt stadig ses over territoriet, og desuden kan den let ses ”vogte” i nærheden af den rugende hun, der ligger skjult lavt i vegetationen. Gentagne iagttagelser af ”vogterhanner” kan dermed noteres som sandsynlige ynglepar.

I juni måned kan man desuden supplere optællingen med registrering af varslende fugle. Hannen vil stadig vogte reden, og når ungerne klækkes, vil han flyve op og udføre varslingskald ved forstyrrelser, selv på stor afstand af ungerne. Den store varslingsradius kan betyde, at flere hanner varsler samtidigt, hvilket kan gøre det svært at holde styr på de enkelte par. Som tidligere nævnt kan dette til gengæld skabe et overblik over det samlede antal familier. Redernes beliggenhed og territoriegrænser kan dog ikke fastlægges og sammenlignes med tidligere iagttagelser af territoriehævdende fugle, da ungerne kan føres langt væk fra reden efter klækningen. Derudover vil ynglepar uden succes naturligvis ikke ungevarsle. Det kan dermed ikke tilrådes udelukkede at basere sin bestandsvurdering på optællinger foretaget i denne periode.

Sikre ynglepar kan kun noteres ved observation af rede, rugende fugl, æg eller unger. Dette kan i mange tilfælde være yderst vanskeligt, specielt ved fjernobservation. Sandsynlige ynglepar kan noteres ved gentagne iagttagelser af par, vogterhanner eller varslende fugle, hvilket er den letteste og oftest foretrukne metode. Man skal være opmærksom på, at forstyrrelser f.eks. i forbindelse med landbrugsdrift kan betyde, at parret opgiver et allerede etableret territorium.

I Vadehavet anvendes en særlig metode ved optællingerne, grundet de større bestandsstørrelser samt store afstande og arealer. Antallet af individer optælles to gange i perioden 20. april til 20. maj, hvorefter det højest talte antal fugle ganges med 0,7 for at få antallet af ynglepar.

Moniteringskalender
1/4-19/4: Ankomstperiode. Eventuel kortlægning af hanner i sangflugt og par i rundflyvning (regnes kun som mulige ynglepar så tidligt på ynglesæsonen).

20/4-15/5: Kortlægning af territorier: Hanner i sangflugt og par i rundflyvning.

16/5-30/5: Kortlægning af hanner i sangflugt og vogterhanner.

1/6-20/6: Kortlægning af vogterhanner og registrering af ungevarslende fugle.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til den ansvarlige artscaretaker eller til Caretakerprojektets centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres territoriehævdende fugle, parringsadfærd eller ungevarslende fugle.
- Muligt ynglepar: Observationer af stor kobbersneppe i perioden 10/4-20/7 på en typisk ynglebiotop.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige + sikre) – (mulige + sandsynlige + sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2 + 3) – (1 + 2 + 3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Falk, K. 1990: Vejledning i metoder til overvågning af fugle. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.

Grell, M. B.; Nielsen, M. 1993: Optællingskalender, Fuglenes Danmark. Dansk Ornitologisk Forening.

Kjeldsen, J. P. 1990: Observatørvejledning Vejlerne. Skov- og Naturstyrelsen.

Kjeldsen, J. P. 1992: Vejlerne. Ynglefuglerapport 1990. Skov- og Naturstyrelsen.

Meltofte, H. 1988: Observatørvejledning Tipperne. Skov- og Naturstyrelsen. Naturovervågningskontoret.

Pape Møller, A. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Graphic Systems AB, Gbg. Nordisk ministerråd.

Sorthovedet Måge - ynglefugle

Moniteringsvejledning for sorthovedet måge i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Lars Hansen og Mikkel Willemoes, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Sorthovedet måge ligner umiddelbart hættemågen, men er lidt større og har kraftigere næb og ben. Den har, ligesom denne, mørkt hoved i sommerdragten. Men hos sorthovedet måge er det, som navnet siger, helt sort, mens hættemågens hætte er mørkt chokoladebrun. Om vinteren har den en aflang sort plet bag øjet svarende til hættemågens mørke prik. Sorthovedet måge kan desuden kendes på sine næsten renhvide vinger.

Æglægning finder sted primo maj, og kuldstørrelsen er normalt 3 æg. Rugetiden er 23-25 dage og starter først når alle æg er lagt, hvorved der opnås synkroniseret klækning. Rugningen foretages af begge køn. Hvis første kuld mistes, kan fuglene lægge om. Æggene klækker fra sidst i maj og ungerne er flyvefærdige efter ca. 5 uger, og forlader forældrene og ynglepladsen i første halvdel af juli. Sorthovedet måge yngler typisk første gang i en alder af 2-3 år (Cramp & Simmons 1983).

Sorthovedet måge ynglede indtil midten af 1900-tallet stort set kun i floddeltaerne ved den nordlige del af Sortehavet og var da endemisk for området. En fredning i 1954 medførte en voldsom fremgang, som toppede midt i 1980’erne med 336.000 par. Siden er vandmiljøet i Sortehavet ændret negativt og bestanden er igen meget lav. Måske grundet det ændrede miljø skete der spredning til landene omkring det nordøstlige Middelhav og siden videre ud over det meste af Europa med de største populationer i Holland, Belgien og Frankrig samt Italien og Slovenien. Den europæiske bestand tæller nu flere tusinde par, men pga. tilbagegangen i Sortehavet er verdensbestanden nu på under 100.000 par (Meininger, pers. medd.).

I Danmark ynglede arten første gang i 1970 og herefter igen i 1975, 1981 og 1989. I 1989 blev den første danske unge flyvefærdig. I 1998 og videre frem har arten ynglet årligt i Danmark med en langsomt voksende bestand, som nåede en foreløbig kulmination med 7 par i 2005 og hele 19 par i 2006. I 2007 viser en foreløbig opgørelse dog kun 10 par. Meget tyder dog på, at sorthovedet måge er en art, der er kommet for at blive i den danske natur. Der er endnu ikke foretaget nogen rødlistevurdering af sorthovedet måge i Danmark, da dette kræver at arten har ynglet regelmæssigt i 10 år.

I Danmark er sorthovedet måge indtil 2007 udelukkende fundet ynglende i kolonier af hættemåge og stormmåge i den sydlige del af landet med knap halvdelen i det fynske område. Alle ynglefund har været på øer og holme i fjorde eller andre kystnære områder. Fouragerende fugle opsøger dels tidevandsområder og dels dyrkede marker med lave afgrøder (f.eks. roemarker), men der er et meget begrænset kendskab til de danske ynglefugles fourageringslokaliteter. Fourageringen kan foregå over 20 km fra ynglepladsen (i meget store kolonier kan fuglene ses op til 70 km væk).

Læs mere om arten og hør fuglens stemme under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=05750

Undersøgelsesområde
Alle kystnære kolonier af hætte- og stormmåge i den sydlige del af landet mulige ynglelokaliteter, der bør blive undersøgt årligt. Det er dog ikke umuligt, at arten også vil kunne sprede sig til de nordlige kolonier.

Sorthovedet måge er ikke på udpegningsgrundlaget for nogle IBA’er, men er dog udvalgt som fokusart for følgende IBA’er:

- Vadehavet (IBA 57)
- Kysten ved Nærå & Æbelø-området (IBA 76)
- Øer og kyst mellem Skælskør Fjord & Glænø (IBA 96)
- Odense Fjord (IBA 75)
- Skallingen & Langli (IBA 55)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA 51)
- Sydfynske Øhav (IBA 71)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

I 2006 var ynglelokaliteterne følgende (med antal par i parentes):
Jylland: Ho bugt (1), Sneum Engsø (2), Hjarnø (2)
Fyn: Fiskeholm (6), Odense Fjord (1), Sydfynske Øhav (1)
Østdanmark: Holmesø (2) Sydsjælland og Lolland (4).

Optællingsmetode
Sorthovedet måge yngler udelukkende i hætte- og stormmågekolonier. Tidligere var det primært blandt hættemåger, men i de senere år har der været en lige fordeling mellem storm- og hættemågekolonier. Det er lettest at finde fuglene mellem stormmåger, da de selvfølgelig skiller sig tydeligt ud med deres sorte hoveder. I en hættemågekoloni kan det være vanskeligere at finde fuglene, men det sorte hoved og røde næb vil i reglen ”lyse op”, hvis man omhyggeligt kigger kolonien efter. Hen på sæsonen er det dog et problem, at vegetationen ofte bliver høj og let skjuler fuglene.
Sorthovedet måge registreres derfor bedst tidligt på sæsonen. De første fugle indfinder sig på ynglepladsen allerede i slutningen af marts og i løbet af april vil også de sidste være på plads. I denne periode er fuglene ofte lette at registrere og indtil begyndelsen af maj er vegetationen oftest meget lav.

Observationer bør altid ske på behørig afstand, idet kolonifugle på denne tid er meget følsomme overfor forstyrrelser. Med et teleskop kan man fra stor afstand tydeligt se de sorthovedede måger, som med deres sorte hoveder skiller sig tydeligt ud fra f.eks. hættemåger, når de står på jorden. Det er dog vigtigt, at man observerer fra flere vinkler, idet en græstot eller lignende naturligvis kan skjule en fugl. I flugten kan det, især i større kolonier, være mere vanskeligt at finde fuglene. Trods den hvide overside og de manglende sorte tegninger på vingerne kræver det lidt øvelse at opdage fuglene i luften.

Ved observationer over en længere periode vil det i reglen være muligt at lokalisere redestedet og desuden gøre så mange observationer af f.eks. kurtiserende og rugende fugle, at antallet af ynglepar kan fastslås. I arbejdet med vurdering af eksakte bestandsstørrelser er sådanne observationer meget værdifulde.

Vurdering af ynglesucces er vanskelig, især fordi vegetationen ofte er for høj til observation på jorden. Men medio juni (og ved sene kuld også ultimo juni) vil der være mulighed for at observere unger, der fodres af forældrefuglene. Det sker altid på samme foderplads, og ungerne er ret lette at kende. De kan minde lidt om stormmågeunger, men er lysere og meget mere spættede i dragten. Næbbet er kraftigt og sort. Hættemågeunger adskiller sig ved at være meget ”spraglede” i en brun-sort dragt. Hverken stormmåge eller sorthovedet måge har brunt i dragten.
Bestemmelsen af ungerne kræver forsigtighed, men såfremt de kan ses i teleskop, bør det være muligt, især hvis man omhyggeligt sammenligner med jævnaldrende unger af storm/hættemåger i kolonien. Sorthovedet måge lægger i reglen 3 æg, men i ungernes første uge går den mindste ofte tabt. Kuld med store unger tæller derfor sjældent flere end 2 unger.

Moniteringskalender
25/3-25/4: Registrering af sorthovedet måge i storm- og hættemågekolonier. I denne periode vil parrene ofte opholde sig ved det kommende redested. Parrene registreres lettest med teleskop.

1/5-1/6: Rugeperiode. Indtil vegetationen vokser op vil rugende fugle kunne følges med teleskop.

1/6-1/7: Ungerne klækker omkring 1. juni og fra midten af juni vil man i nogle tilfælde kunne se ungerne, som har en fast standplads, hvor de bliver fodret. De første er flyvefærdige ca. 20. juni og forlader kolonien 1-2 uger senere.

1/3-1/7: Observationer af fouragerende fugle gøres i hele yngleperioden.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Der er næsten ingen rapporteringer af fouragerende fugle, og vi ved derfor omtrent intet om, hvor de fouragerer. Observationer af fouragerende fugle er derfor meget ønskelige og gerne med supplerende oplysninger om fuglenes øvrige adfærd.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Splitterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af ruge- eller tidlig ungetid (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man få et udtryk for ynglebestanden ved at dividere antallet af fugle med to. man skal dog være opmærksom på at der herved foretages en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Som hos dværgternen yngler de unge fugle betydeligt senere end de ældre og kan derfor være svære at adskille fra ældre fugle med omlagte kuld. Derfor kan det være nødvendigt med to tællinger hhv. i begyndelsen og slutningen af rugeperioden.

Fjordterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling frarådes, da den kun bør foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges i stedet optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Mosehornugle - ynglefugle

På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.

Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.

Blåhals - ynglefugle

Ynglende blåhals registreres bedst på sangen som mest høres om aftenen, om natten og tidligt om morgenen. De bedste optællinger (største tal) får man, hvis man går ud på stille aftener efter solnedgang eller om morgenen frem til et par timer efter solopgang sidst i marts og i april. Hvis det blot gælder om at konstatere, om arten yngler, kan man selvfølgelig dokumentere dette frem til september ved ungevarslen, småsyngen osv.
Arten yngler i direkte tilknytning til fugtige områder som grøfter, kanaler, søer og åbredder – gerne med tagrør og spredte pilebuske - og fouragerer også på tilknyttede, dyrkede marker. Da sådanne biotoper findes i rigt mål i hele marsken og et stykke ind i landet, er blåhalsen utvivlsomt overset i et ikke ubetydeligt omfang (DATSY 2004).