Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten

Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.

Rød Glente - ynglefugle

Moniteringsvejledning for rød glente i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Per Bomholt, Michael Stabell & Timme Nyegaard, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
De danske glenter ankommer fra overvintringsområderne fra midten af februar, og reden anlægges fra sidst i marts. I denne periode ses parret ofte sammen i en radius af 5 til 10 km af reden. Glenterne yngler i kernebestande, således at flere par har overlappende fourageringsområder. Årets succes er afhængig af fødetilgangen, parrets erfaring og total ro omkring redestedet.

Parret ses ofte i parringsflugt over skoven med hannen øverst, og territoriale stridigheder med ravne og musvåger bliver udkæmpet. Tyske undersøgelser viser, at unger kan indgå i nye yngleforsøg lokalt, hvilket også bekræftes af danske ringmærkningsfund. Selve reden kan variere meget i størrelse, men glentereder er normalt let genkendelige på grund af artens tilbøjelighed til at pynte med tøjrester, uld og plastik. Reden anlægges gerne i mindre skove fjernt fra duehøge, som præderer glenteunger. De 2-4 æg lægges fra 10. til 20. april, afhængig af hunnens ernæringstilstand, og de udruges på ca. 30 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 60 dage og forlader reden 70 dage gamle i følgeskab med de voksne. Efter ca. 14 dage er ungerne selvstændige. Det kan således lade sig gøre at se nyudfløjne unger fra ca. 5. juli frem til 1. august. Der er i Danmark en tendens til, at den nordjyske bestand hyppigere overvintrer end den sydjyske gør.

Rød glente er opført på den DMU’s rødliste over danske ynglefugle som værende sårbar. Arten er desuden en af de få danske ynglefugle, der er på den internationale rødliste, hvor den er kategoriseret som næsten truet (Near threatened), hvilket bl.a. skyldes at dens udbredelse er begrænset til Europa. I 2003 indgik DOF og Miljøministeriet en samarbejdsaftale, som bl.a. omfattede øget undersøgelse, beskyttelse og informering om den røde glente. Der blev i den forbindelse publiceret en handlingsplan i 2005 på baggrund af DOF’s forslag til forvaltningsplan fra 2003. Der er kun udpeget få fuglebeskyttelsesområder for arten.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02390

Undersøgelsesområde
Det primære undersøgelsesområde for rød glente er Østdanmark, dvs. Østjylland fra Sønderborg til Skagen og Øerne. Vest- og Midtjylland undersøges udelukkende i det omfang, der foreligger begrundet formodning om yngleforsøg. De egnede ynglelokaliteter for arten er åbne, mosaikagtige landskaber med spredte skove - eventuelt i nærheden af vandløb, søer eller moser. Arten yngler i lige stor udstrækning i flade og i kuperede terræner. Reden placeres i skovrande og i småskove, for langt størstedelen af de danske pars vedkommende i private skove. Det hænger formodentlig sammen med at glenten foretrækker skove med mindre færdsel.

Geografisk set er tyngdepunktet for den danske bestand af rød glente Østjylland og Vendsyssel. På Øerne er der en lille og stigende bestand i omegnen af Jyderup på Vestsjælland. Der yngler endnu ikke glenter vest for den jyske højderyg.

Til moniteringen af rød glente er landet delt op svarende til de områder, hvor det kan forventes at finde ynglende glenter. Hvert område har en regional koordinator tilknyttet, som er kontaktperson for lokale observatører og har ansvaret for at indsamle alle data fra delområdet, se nedenstående oversigt. Man kan naturligvis også altid kontakte artskoordinatorerne.

Optællingsmetode
Monitering af rød glente sker ved eftersøgning af redelokaliteter i potentielle yngleområder. Eftersøgningen sker bedst ved, at observatøren overskuer de potentielle yngleområder fra en række højtliggende punkter i landskabet. Hvis der er tegn på yngel i en skov, lokaliseres reden og reden undersøges ved at man i normal gang passerer forbi reden uden at standse op. Hvis der ikke er ynglende fugle, gennemgås området for føderester og fældefjer fra året før. Det bedste tidspunkt at eftersøge ynglepar er i perioden fra ca. 25. marts til 15. april, da fuglene i denne periode er mest tydelige i landskabet. Hunnen opholder sig enten ved reden eller ses flyvende i yngleområdet med hannen, og det er almindeligt, at de sammen strejfer rundt i dagtimerne på jagt. Hannen kan ligeledes ses bringe bytte til hunnen. Det er endvidere i denne periode, at hannen kan ses over skoven, stående stille i luften som en drage (heraf det engelske navn for glente: ”Kite”). Hvis man ser de to fugle kredse over skoven, vil hunnen normalt være størst og oftest kredse under hannen.

Parringer kan i denne tid iagttages mange gange dagligt, og fuglene vil som oftest overnatte sammen nær det foretrukne redested. Derfor kan man med fordel undersøge potentielle lokaliteter morgen og aften. I denne periode høres i øvrigt det høje, spæde to-tonede skrig, som er karakteristisk for arten. Observatøren bør være opmærksom på, at et område kan være besat af flere fugle, hvorfor der bør kigges grundigt på fuglene. Hvis en eller flere af områdets glenter eksempelvis har et karakteristisk fældningsmønster (der typiske vil være fældning af enkelte hånd- eller armsvingfjer), bør dette noteres. Det er vigtigt for at kunne individbestemme fuglene, så "fremmede" glenter kan adskilles fra det aktuelle ynglepar.

Æglægningsperioden begynder i starten af april hos de erfarne par og midt i april hos mindre erfarne par og falder desuden generelt en uges tid senere i det nordlige og centrale Jylland end i det sydlige Jylland. De sjællandske fugle følger de midtjyske fugles mønster. Æglægningen starter normalt omkring 10/4 i det sydlige Jylland. I æglægningsperioden opholder hunnen sig i 6–8 dage på eller ved reden, og hannen er også ved reden, kun afbrudt af hans daglige fødesøgningstogter. Glentehannen vil også stadig kunne ses hænge over redeskoven. Glenterne er meget sårbare overfor forstyrrelser i denne periode, og der konstateres ofte pludselige flytninger på op til 5 km fra den rede, som yngleparret først blev registreret ved. Ved eventuel kontrol af redesteder tidligt på sæsonen anbefales det derfor, at besøget er af så kort varighed som muligt. Når man nærmer sig en glenterede skal man altid gå direkte mod reden. Hvis fuglene letter fra redebevoksningen bør observatøren straks forlade stedet på en måde, som er tydelig for fuglene. De skal med andre ord kunne følge observatøren helt ud af skoven.

Mellem 15/4 og 15/5 kan observatøren fastslå, om hunnen ruger. Det gøres ved at se ind på reden fra en passende afstand. Glentereden vil normalt ikke være større end at de forlængede halefjer kan ses rage ud over kanten af reden. Fra 1/5 kan man normalt passere under reden i langsom gang og med kikkert fastslå, om det er en glente, der ruger. Musvågers haler vil sjældent kunne ses, og er lige afskårne. Duehøgens hale er let afrundet. Reder pyntet med løv og gran og reder med en krans af flettede smågrene er ikke bygget af glenter. Som oftest vil observatøren kunne se glentehannen forsvinde i lav højde over redeskoven, når han eller hun nærmer sig den besatte rede. Det er vigtigt, at den rugende fugl ikke føler sig opdaget. Derfor skal man efter kontrol af reden fortsætte under og forbi reden uden at standse op og kigge. Redestedet forlades på en så iøjnefaldende måde, at fuglene er klar over, at man er på vej væk

Fra medio maj begynder æggene at klække, og fra omkring 1. juni kan stænk under reden og stænk på de større grene på reden samt bytterester og fældefjer afsløre, at der er unger i reden. I denne periode vil det ikke være en god ide at bruge mere end højst 10 minutter i redebevoksningen. Besøg i dårligt vejr bør slet ikke forekomme.

I perioden 25/6-15/7 vil ungerne gradvist slippe reden, men er stadig afhængige af forældrene de første par uger og vil holde til i nærheden af reden. Dette er derfor det bedste tidspunkt at registrere hvor mange flyvefærdige unger, der er produceret. I denne periode bør man også lave et grundigt tjek af området for eventuelle rester af unger, der er døde. Glenteungerne kan dels omkomme ved fodring med giftholdige fødeemner (især har det vist sig at musegift (fortrinsvis bromadiolon) kan ophobe sig i alarmerende grad i rovfugle – specielt ådselædere som glenten) dels blive præderet af duehøg eller stor hornugle.

Hvis der findes døde glenter, bør de pakkes i plasticposer og dybfryses hurtigst muligt. De skal mærkes med dato, lokalitet og observatørens navn og adresse og gerne suppleret med bemærkninger omkring fundet. Herefter sendes den/de til obduktion hos Veterinærinstituttet, DTU, Sektion for Pelsdyr og Vildt, Hangøvej 2, 8200 Århus N, tlf. 7234 6000, http://www.vet.dtu.dk

Hvis man har mistanke om forgiftning eller ulovlig efterstræbelse, bør det straks meldes til politiet, og DOF bør underrettes. Desuden bør Skov- og Naturstyrelsens vildtkonsulent inddrages.

Lodsejerkontakt
Et afgørende element i overvågning og beskyttelse er at etablere en god kontakt til lodsejeren og herigennem til jægere, skovfolk og andre brugere. DOF’s mangeårige erfaringer har vist, at beskyttelsen kun fungerer, hvis lodsejeren er informeret om glenteparrets tilstedeværelse, og der er indgået en frivillig aftale om passende beskyttelse. Når en nyt ynglepar er lokaliseret, skal lodsejeren derfor hurtigst muligt informeres. Den bedste kontakt opnås ved at informere positivt om den sjældne fugl, der nu yngler i lodsejerens skov, og i den forbindelse udlevere informationsmateriale om glenter i form af f.eks. DOF’s eller Skov- og Naturstyrelsens forvaltningsplan. Det er en god idé at konsultere Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017's artskoordinatorer i forbindelse med alle nye ynglefund. Denne har stor erfaring i at håndtere lodsejerkontakt og frivillige aftaler, og kan i nødvendigt omfang assistere med lodsejerkontakten.

Moniteringskalender
25/3-15/4: Eftersøgning af glenter på potentielle ynglelokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd.

15/4-15/5: Æglægningsperiode – vis særligt hensyn ved besøg på glentelokaliteter.

15/5-15/6: Registrering af par med ynglesucces.

1/7-10/8: Redekontrol og registrering af antallet af udfløjne unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatorerne og projekts medarbejdere i DOF få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatorerne. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Hedehøg - ynglefugle

Moniteringsvejledning for hedehøg i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Lars Maltha Rasmussen, Annebeth Hoffmann & Timme Nyegaard, juli 2007. Opdateret marts 2017.

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Hedehøgen har lange vinger og spinkel krop og en let og elegant flugt. Den ses oftest lavt svævende over åbne områder på udkig efter mulige fødeemner såsom smågnavere, småfugle, større insekter, krybdyr og fugleæg.

Dens foretrukne redehabitat var traditionelt moser, heder og sumpe, men siden 1990 er der sket et skift til dyrkede marker. Vegetationen er her høj i begyndelsen af maj, når redebygningen går i gang og gemmer derfor reden godt. Placeringen i dyrkede marker medfører imidlertid en ny trussel mod arten, da disse høstes tidligt; nogle år inden ungerne er fløjet fra reden.

Hedehøgen indvandrede til Danmark i slutningen af 1800-tallet. Omkring 1940 kulminerede bestanden med ca. 350-400 par, men siden 1970’erne har der kun ynglet ca. 30-50 par årligt. Samtidig er hovedudbredelsen indskrænket til Sydvestjylland. Det lave antal ynglepar gør arten til en af Danmarks sjældneste ynglefugle og har betydet, at den er kategoriseret som "moderat truet" (endangered) på rødliste 2006 og opført med en ugunstig bevaringsstatus på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag 1.

Overvintring sker i tropisk Afrika, og ankomsten til Danmark finder sted fra slutningen af april til begyndelsen af maj. Herefter følger en periode med pardannelse og redeetablering, hvor fuglene er relativt synlige og hvor hannens parringsstemme, et lyst ”njak-njek-njek”, høres. Æggene lægges fra midt i maj, og følges af en rugetid på ca. fire uger. Omlæg eller forsinket æglægning kan forekomme indtil midten af juni. Under æglægning og rugningen opholder hunnen sig konstant på eller nær reden, mens hannen bringer hende føde. Ungetiden varer 25-30 dage fra klækningen. Ungerne flyver fra reden fra midten af juli til midten af august. Ungerne er efter udflyvning afhængige af de voksne i endnu 10-14 dage. Trækket foregår solitært, og de fleste voksne fugle har forladt Danmark med udgangen af august, mens ungfuglene kan ses i Danmark indtil starten af september.

Se også artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02630

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af hedehøg i Danmark, således at bestandens aktuelle størrelse og udbredelse kan fastslås.
- At registrere yngleforsøg og, hvis muligt, ynglesucces.
- "Negativ registrering" på egnede lokaliteter, fortrinsvis i Sydvestjylland.
- At beskytte og oplyse om alle kendte reder i afgrøder.

For at beskytte hedehøgen bedre er der indgået en særlig samarbejdsaftale ”Projekt Hedehøg” mellem Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Landbrug, Tønder, Esbjerg og Åbenrå Kommuner samt Miljø- og Fødevareministeriet, der gælder til og med 2017. Formålet er bl.a. på længere sigt at sikre gunstig bevaringsstatus ved at øge naturindholdet i agerlandet i artens vigtigste yngleområder. Denne særlige indsats for hedehøgen er en del af en bredere samarbejdsaftale mellem Miljø- og Fødevareministerietog DOF om en målrettet og fokuseret indsats for at forbedre levevilkårene for de mest truede og sjældne ynglefugle. Læs mere om Projekt Hedehøg her: http://www.dof.dk/projekthedehoeg

Siden 2005 er der i et projekt under Ringmærkningsafdelingen ved Zoologisk Museum i København sket mærkning med farveringe af redeunger af Hedehøg. Oplysninger om aflæsninger eller genmeldinger sendes til Ringmærkningsafdelingen. Formålet med farvemærkningen er at øge kendskabet til artens valg af yngle- og fourageringsområder samt overlevelse.

Undersøgelsesområde
Det danske kerneområde for arten findes i Sydvestjylland, specielt i marsken ved Vadehavet. Siden 1990 har hovedparten af yngleforsøgene været i dyrkede marker med vintersæd og dyrkede græsarealer. En opgørelse i 2004 viste at kun 13 % af de optalte 22 reder var placeret i moser eller brakmarker, mens resten var i dyrkede marker, fortrinsvis med hvede (44 %). Andre foretrukne afgrøder var raps (18 %), græs (14 %) og lucerne (5 %). Visse år findes også reder i rug og byg. Hedehøgen anlægger især reden på marker, hvor afgrøderne i begyndelsen af maj står højt (gerne over 40 cm), på lokaliteter, hvor der tidligere er registreret hedehøg. I tilknytning til yngleområdet skal findes egnede fourageringsområder, hvis minimale størrelse er vurderet til 200 ha, med en lav vegetationshøjde på under 30 cm, idet græsarealer og brakmarker udgør de vigtigste fourageringsområder. Ofte opsøges arealer efter de er blevet slået eller høstet. I praksis udgør fourageringsområdet et langt større område.

De få danske par der yngler udenfor Sydvestjylland, vælger gerne store åbne områder som f.eks. hedeområderne syd for Skagen, store moser eller større engområder, som omkring Ulvedybet.

EF-fuglebeskyttelsesområder, hvor arten indgår som udpegningsgrundlag, er:
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA-1)
- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA-5)
- Ho Bugt Enge & Varde Ådal (IBA-49)
- Kallesmærsk Hede & Grærup Langsø (IBA-50)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Kongens Mose & Draved Skov (IBA-61)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA-62)
- Sønder Ådal (IBA-63)
- Rømø (IBA-65)
- Ballum & Husum Enge (IBA-67)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Frøslev Plantage & Frøslev Mose (IBA-70)

Herudover er hedehøg i perioden 1994-2016 registreret ynglende – uden at være del af udpegningsgrundlaget – på følgende lokaliteter:
- Lindet Skov, Hønning Mose & Plantage samt Lovrup Skov og Skrøp (IBA-66)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Hedehøgens yngleaktiviteter kan opdeles i fire perioder, hvor fuglenes aktiviteter, og dermed muligheden for registrering, varierer meget.

- Etableringsfasen (ult. april, maj). Fuglene er meget synlige
- Rugeperiode (fire uger, juni). Fuglene sky og svære at registrere. Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Tidlig ungeperiode (25. juni-20. juli). Reder lokaliseres med henblik på beskyttelse
- Sen ungeperiode/udflyvning (indtil midten af august). Antallet af ynglepar og ynglesucces vurderes

Tegn på yngleaktivitet i etableringsfasen kan være parringsflugt, redebygning og parring. I denne periode opsøges alle lokaliteter, som de seneste to år før havde ynglepar.

I rugeperioden er registrering meget tidskrævende, da hunnen opholder sig fast på reden, mens hannen søger føde inden for et stort område med en radius på op til ca. 20 km og kun sjældent fodrer hunnen. Hvis en rede lokaliseres i rugeperioden bør det overvejes at hegne denne især hvis den er anlagt i græsafgrøder. Men også hvis den er anlagt i kornafgrøder som byg, rug eller hvede, da det er erfaringen at ynglesuccessen for hegnede reder er langt større end ikke hegnede reder.

I den tidlige ungeperiode vil det være lettere at lokalisere reden, da der her ofte vil være fodring. Her besøges alle lokaliteter, hvor der i etableringsperioden eller rugeperioden blev registeret hedehøge, samt lokaliteter hvor der året før var ynglepar. Reden forsøges lokaliseret senest i ungeperioden Reder der ikke kan hegnes efter aftale med ejeren bør i det mindste kunne markeres med stokke, hvis det vurderes nødvendigt i forbindelse med høst af afgrøderne. Generelt bør ejeren og brugeren af både dyrkede og udyrkede arealer kontaktes. I tilfælde af høst af afgrøden omkring en uhegnet rede er det nødvendigt at hegne reden ind for at forhindre prædation af især ræv. Ved registrering af reden udvises stor forsigtighed, da færdsel kan lede rovpattedyr til reden, med mindre den er hegnet eller skal hegnes. Eventuelt kan man benytte en drone til registrering af reden og dens status. Generelt er arten ikke særligt sky, og kan yngle ned til 25 m fra befærdede veje. Det kan være hensigtsmæssigt at placere en siddepæl inden for en radius af 100 m fra reden, for at forhindre at fuglene benytter vejrabatter el. lign. med følgende risiko for påkørsel.

I den sene ungeperiode registreres antallet af udfløjne unger og dermed parrenes ynglesucces. Evt. prædation fra eksempelvis ræv eller rørhøg registreres ved at opsøge reden. Fuglene registreres ofte bedst fra bil, og hvor dette ikke er muligt til fods.

En lokalitet skal oftest besøges mindst 1½ time i flere perioder for at kunne dokumentere yngleforsøg, evt. lokalisering af reden, og det kan tage længere tid at være sikker på at der ikke er yngleforsøg. Ligeledes kan hedehøg i nogle tilfælde yngle koloniagtigt, oftest i form af 2 par inden for et par hundrede meters afstand. Dette gør en præcis vurdering af antal ynglepar mere tidskrævende.

Fuglene er normalt ikke aktive før 1½ time efter solopgang. Ofte er der herefter en ret aktiv periode, medens aktiviteten kan dale først på eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen og om aftenen er aktiviteten som regel atter høj frem til solnedgang.

Hedehøgen er opført på bilag 1 i EF-fuglebeskyttelsesdirektivet og skal derfor aktivt overvåges af staten gennem NOVANA projektet. Optællingen i dette projekt er fastsat til at ske i perioden 1/6-15/7 med en halv times besøg pr. lokalitet, hvilket skal foretages i de Nord-, Vest- og Sønderjylland hvert tredje år fra 2005. Den omfatter registrering af bestandsstørrelse, udbredelse og forskellige levestedsparametre.

Moniteringskalender
1/5-25/5: Eftersøgning af Hedehøge på egnede lokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd. Lodsejerkontakt og evt redeindhegning i græsmarker

25/6-20/7: Redelokalisering. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

15/7-25/8: Vurdering af ynglesucces. Lodsejerkontakt og redeindhegning.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden og fugle, der udviser tegn på yngleforsøg, indtastes med koder for ynglefugle. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk). Inddateringen bør ske løbende eller umiddelbart efter optællingernes udførelse, og med så mange detaljer om adfærd og afgrødeforhold samt præcis placering på kort. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter skal rapporteres. Det er muligt at hemmeligholde observationer indenfor samme ynglesæson, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller den centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger, nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, bytteskifte, parringsadfærd, varslende voksne fugle.
- Muligt ynglepar: Gentagne observation af par i perioden 1/6-25/7 i en typisk ynglebiotop i Sydvestjylland.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Trane - ynglefugle

Moniteringsvejledning for trane i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Tofft og Timme Nyegaard, januar 2006

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Tranen er en af de største danske fugle med en lang hals, lange ben og en højde på op til 115 cm, og er således større end stork og fiskehejre. Pga. sin kropsform og sin grå farve forveksles den imidlertid tit med hejren. Tranen er dog betydeligt mere statelig at se til, når den spankulerer af sted over marken. Udfarvede fugle (fra deres andet forår) har hvide kinder, og dette er et godt kendetegn for uøvede iagttagere. Flugten er markant med det store vingefang, og vingeslagene er mere stive end hos stork og fiskehejre. Modsat fiskehejre flyver tranen med strakt hals. Den er ingen rigtig svæveflyver, og ses kun af og til kredse på himlen. Den lever af smådyr og plantedele, som den finder på jorden på marker, enge og i vådområder.

Tranen lever i mange slags landskaber, både magre og federe, men det er dog mere eller mindre næringsfattige hedemoser og tørvemoser, som udgør den største del af de danske ynglepladser. Det er dog et afgørende krav til levestedet, at der er lave, sumpede vådområder til en sikker redeanbringelse samt rolige føderige områder i mere eller mindre åbent terræn i nærheden, hvor traneparret kan opfostre deres unger i fred og ro.

Tranen er en trækfugl med overvintringsområder i Frankrig og Spanien. Den ankommer til de danske ynglepladser i løbet af marts/april.

Reden er placeret i lavt vand omtrent som en svanerede, men er betydeligt mindre og dermed også mindre synlig. Den overses således nemt i terrænet. De normalt to æg lægges oftest i april, evt. første halvdel af maj. Omlægning ved tab af første kuld under rugningen forekommer almindeligt. Han og hun skiftes til at ruge, og den fugl som ikke ruger, holder en stor del af tiden vagt nær reden. Når ungerne er klækket efter ca. 30 døgns rugetid, forlader de reden kort efter sammen med deres forældre ligesom vadefugleunger. De vil herefter vandre rundt i territoriet på jagt efter føde indtil de kan flyve ca. 9 uger gamle, hvilket ofte sker fra midten af juli til midten af august. De vil dog både før og efter flyvedygtig alder søge til redeområdet for at overnatte, såfremt vandstanden ikke bliver for lav pga. udtørring.

Ofte vil parret – uanset om de har fået unger eller ej – blive i yngleterritoriet til hen på efteråret. I områder med egentlige bestande som f.eks. i Nordjylland, samles fuglene i flokke på særlige samle- og overnatningspladser i løbet af efteråret, inden de drager mod vinterkvarteret i oktober/november.

Efter genindvandringen i 1952 og frem til omkring 1990 var tranen en meget sjælden ynglefugl i Danmark med regelmæssig forekomst på kun 3 lokaliteter i Nordjylland. Siden begyndte bestanden at vokse markant, og der er nu omkring 50 ynglepar i hele landet og bestanden stiger fortsat. Det er stadig Nordjylland, der er tilholdssted for de fleste traner, men der er også en god bestand i den anden ende af landet, på Bornholm. Fra 2005 er også Falster hjemsted for ynglende traner. I Jylland har arten bredt sig til Læsø samt forskellige lokaliteter i Vest- og Sønderjylland. Baggrunden for den markante fremgang er ikke helt klarlagt, men en forbedret vinteroverlevelse i forbindelse med bedre fødemuligheder i Spanien og Frankrig samt bedre beskyttelse af de vigtigste rastepladser er nok de væsentligste årsager.

Tranens fremgang har medvirket, at den er gået fra at være vurderet ”sjælden” i rødliste 1997 til status som ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. DOF mener, at trane opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”, men at arten pga. af den gunstige bestandsudvikling i og omkring Danmark, kan nedlistes til ”næsten truet”.

Læs mere om trane under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04330

Målsætning
Som udgangspunkt bør alle lokaliteter med sikker eller muligt ynglende trane overvåges årligt. Med den efterhånden store bestand, kan dette dog i praksis vise sig at være for ambitiøst. Som minimum bør der holdes øje med arten i alle IBA-områder (Important Bird Area), hvor hovedandelen af de ynglende traner reelt også forekommer.

Undersøgelsesområde
Tranen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:

- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA 5)
- Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose (IBA 6)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Læsø, sydlige del (IBA 10)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Ålvand Klithede og Førby Sø (IBA 17)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Kongens Mose og Draved Skov (IBA 61)
- Frøslev Mose (IBA 70)
- Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne (IBA 80)
- Bøtø Nor (IBA 82)
- Maribosøerne (IBA 87)

I følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er der fundet ynglende traner, men uden at arten er på udpegningsgrundlaget endnu:

- Vangså Hede (IBA 18)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA 62)

Med den kraftige stigning bestanden er inde i, vil der dog nærmest årligt dukke nye par op i hidtil ubesatte områder, således at listen over lokaliteter og områder forlænges. Det er sandsynligt, at traner på sigt vil slå sig ned på Sjælland for at yngle. Det kan derfor være givtigt at holde øje med arten på alle egnede ynglelokaliteter.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Lokaliteterne besøges i perioden 5. marts til 5. april (fuglene ankommer normalt ikke på samme tid over hele landet, f.eks. er Bornholm altid før Nordjylland). Bedst er det omkring solopgang. I det område hvor parret skriger deres duetskrig om morgenen i april måned (2- eller 3-tonet skrig, der lyder som en serie), er der stor sandsynlighed for at parret vil anlægge reden. Duetskrigende fungere som territoriehævdelse såvel som de er betydende for parbindingen, og er derfor en god og vigtig indikator for et aktivt ynglepar.

Omkring 1. maj, hvor de fleste par ruger, bør det undersøges om der stadig ses to fugle i yngleområdet. Ses der nu kun én fugl, tyder alt på at magen ruger, og at ynglen således er på vej.

Ofte kan det ikke betale sig at opsøge området i juni, hvor vegetationen er høj og ungerne endnu ret små. Fra første halvdel af juli og frem til starten af august bør man på god afstand opsøge marker og enge med kort vegetation i eller nær yngleområdet, hvor man ofte kan have held til at se parret med 1-2 store eller halvstore unger søge ivrigt efter føde.

Når ungerne er flyvefærdige i august vil hele familien ofte om morgenen flyve ud til afhøstede marker i omegnen, men vende tilbage til yngleområdet sidst på formiddagen og igen ved solnedgang. I denne tid kan man derfor meget nemt opleve, at fuglene ikke kan findes i hjemområdet. Hvor flere par yngler tæt sammen, som f.eks. i Thy, kan det også i denne situation være svært at adskille de enkelte par og deres tilhørsforhold.

Stedfaste par, der ikke udviser territorieadfærd kan være unge par (”forlovede” fugle) i 2-4 års alderen, som endnu ikke er kønsmodne. De kan i længere perioder opholder sig sammen i ubesatte, men potentielt egnede områder. Disse betegnes muligt ynglepar. De vil ofte efter et par sæsoner slå sig ned i samme område som reelt territoriepar, når de første gang forsøger at yngle i 5–årsalderen.

Det er derfor vigtigt at være kritisk i vurderingen af, om der er tale om unge par, som enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed ikke forsøger at yngle, eller ældre ”rigtige” territoriehævdende ynglepar.

Moniteringskalender
5/3-5/4: Lokaliteterne undersøges for tegn på ynglepar.

Ca. 1/5: Det undersøges, om der er tegn på yngel (f.eks. når kun én fugl ses på ynglestedet).

10/7-5/8: Yngleområdet undersøges for par med store, evt. flyvefærdige, unger.

Rapportering
Alle observationer af traner i yngletiden bør indrapporteres med grundig angivelse af adfærd og alder. Sikre tegn på yngel er naturligvis vigtige at få med. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Fast par i et egnet yngleområde i perioden marts/april – september som udviser territoriehævdelse (skriger jævnligt duetskrig og bortjager evt. andre traner).
- Muligt ynglepar: Par som i længere perioder opholder sig i ubesatte, men potentielt egnede områder uden at udvise direkte yngleadfærd (dette vil oftest være unge par, der endnu ikke er kønsmodne).

Da tranen har en lav ynglesucces, hvor det ofte kun er halvdelen af parrene, der får flyvedygtige unger, kan man kun sjældent i praksis vide, om et par uden unger har forsøgt at ruge eller ej – jvf. også den skjulte redeplacering. Det kan derfor være svært at skelne mellem sandsynlige og sikre ynglepar. Disse betegnes derfor ofte ”territoriepar” – altså faste par med eget territorium uanset om der konstateres sikre tegn på ynglevirksomhed.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes derfor følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Mewes, W., G. Nowald & H. Prange, 1999: Kraniche. Myten, Forschung, Fakten. – Deutsche Lufthansa AG & Braun Buchverlag, Karlsruhe.

Mewes, W. 1996: Bestandsentwicklung, Verbreitung und Siedlungsdichte des Kranichs Grus grus in Deutschland, Die Vogelwelt 117, s. 111-118

Mewes, W., 1999: Zur reproduktion des Kranichs Grus grus in Deutscland. – Die Vogelwelt 120, s. 251-259.

Tofft, J., 1999: Der Kranich Grus grus als Brutvogel in Dänemark. – Die Vogelwelt 120, s. 275-279.

Tofft., J., 2000: Tranen på succeskurs – især i Vesteuropa. – DOFT 94, s. 145-148.

Tofft, J., 2002: Tranen breder sig til hele landet. – Fugle i Felten, 8. årg., nr. 3, s. 3-5.

Tinksmed - ynglefugle

Ynglende tinksmed registreres ret let i månedsskiftet maj/juni, idet fuglene da normalt er meget sangaktive (Østergaard 2004). Tinksmeden kan med fordel optælles ved at registrere hanner i sangflugt. Det kan dog være vanskeligt på lokaliteter med flere par at adskille de enkelte par fra hinanden og dermed opgøre bestanden nøjagtigt. Desuden kan nordiske trækfugle på vej mod ynglepladserne her synge og udvise yngleadfærd på gennemtrækket i maj. På flere gammelkendte ynglelokaliteter træffes jævnligt tinksmed i maj måned, uden at dette senere fører til yngleforsøg.

Man skal desuden være opmærksom på at forældrefuglene kan finde på at føre ungerne til mere fugtige områder umiddelbart efter æggenes klækning.

Ved eftersøgning af ynglende tinksmed skal man endvidere være opmærksom på at arten undgår at yngle ved søer, der ligger nærmere end 80 meter på skovbryn, og at arten først i en afstand på 200-300 meter fra skovbevoksninger yngler med samme tæthed som ved søer omgivet af åben hede. Dette vil i sig selv være en meget begrænsende faktor for den danske ynglebestand, og dette forklarer måske, hvorfor der i dag mangler ynglende tinksmed i flere ellers oplagte yngleområder. Det er også påvist, at ynglende tinksmede er helt afhængige af en høj grundvandstand, og det er afgørende for en tæt bestand, at hedebiotopen ikke tørrer ud i yngletiden. Der er tilsyneladende også en positiv sammenhæng mellem stor nedbørsmængde og antallet af ynglende tinksmede. En tilkastning af drængrøfter har også i flere tilfælde haft en positiv effekt på bestanden.

Sortterne - ynglefugle

Ynglende sortterner optælles bedst ved fjernobservation. Dette bør gøres om morgenen, da flest fugle opholder sig ved rederne på det tidspunkt. Hvis der er tale om enlige par (hvilket er ret sjældent), bør man sikre sig, at der er tale om yngleforsøg ved at besøge den formodede redelokalitet gentagne gange. Man bør i øvrigt være opmærksom på at sortternekolonier ofte kan flytte sig.

Sortternen yngler gerne nær andre mågefugle (særligt hættemåge) samt lappedykkere. Reden placeres som oftest på en måtte af flydende materiale eller på meget lavt vand. Pardannelsen, som involverer en karakteristisk adfærd både i luften og på jorden, finder sted primo/medio maj. Æglægningen finder sted fra midten af maj. Ungerne er flyvefærdige ca. 1½ måned senere. Således bør optællingen finde sted ved flere besøg i perioden fra medio maj til medio juni.

Stor Hornugle - ynglefugle

Moniteringsvejledning for Stor Hornugle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes & Hans Pinstrup, september 2007.

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

 dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
 vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
 håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Stor hornugle er Europas største ugle og er med sin vægt på 2-4 kg ti gange tungere end skovhornuglen. Arten har lange, brede fjerhorn, mens fjerdragten er noget varierende. Den skandinaviske race kan således både have ensfarvet mørkebrun overside og være dækket af store sorte pletter. Stor hornugle er udpræget skumrings- og nataktiv, og lever i områder, hvor mennesker sjældent færdes, hvorfor den kan være svær at få at se. I parringstiden (især i perioden januar-marts) vil man dog ofte kunne høre artens dybe ”uuhu”-stemme, der kan høres op til 4 km væk. Læs mere om stor hornugle og hør stemmen på DOFs hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=07440

Stor hornugle findes i hele Europa, dog ikke på de Britiske Øer. Udbredelsesområdet strækker sig mod nord til trægrænsen, østover gennem store dele af Asien til Stillehavet, og ned til det nordlige Afrika. I Danmark yngler stor hornugle kun i Jylland (pr. 2007), hvor der er registreret ynglepar i alle landsdele. Det er generelt en standfugl, men især ungfuglene kan strejfe op til 100 km. i Danmark blev stor hornugle udryddet i slutningen af 1800-tallet som følge af intensiv jagt og ægsamling. I 1984 genindvandrede den, da et par slog sig ned i det nordlige Sønderjylland. Indvandringen skete som et resultat af et omfattende projekt med udsætning af stor hornugle i Nordtyskland. Siden er bestanden vokset langsomt til syv par i 1992, 13 par i 1994 og lå i mange år stabilt på 20-24 par registreret. I de senere år er bestanden dog vokset yderligere, og var på 35 par i 2006. Den totale bestand skønnes at være på 50 par, da arten er vanskellig at registrere. På europæisk plan er arten generelt i tilbagegang i Syd- og Østeuropa, men i fremgang i nord på grund af udsætningsprogrammer. Stor hornugle er optaget på den danske Rødliste, kategoriseret som ”næsten truet”.

I Danmark har arten traditionelt foretrukket at yngle på skrænter i grusgrave, hvor reden placeres direkte på jorden. I de senere år er der dog en del par der har ynglet i gamle rovfuglereder i større skove og plantager med begrænset menneskelig aktivitet. I 2006 var to tredjedele af de kendte reder placeret på skrænter eller bygninger i råstofgrave, mens den sidste tredjedel ynglede i gamle rovfuglereder. Dette skift af redeplacering, gør rederne vanskelligere at finde, men det mindsker til gengæld risikoen for prædation fra f.eks. hunde.

Stor hornugle bygger ikke selv rede. Hvis æggene lægges direkte på jorden skrabes der en lille smule inden æggene lægges. Fuglene kan have flere redesteder inden for et territorium, der kan skiftes mellem fra år til år. De normalt 2-4 æg lægges i første halvdel af marts, og ruges herefter på i 34-36 dage af hunnen alene. Rugningen startes når første eller andet æg er lagt, hvorfor klækningen ikke bliver synkroniseret, hvis der er flere æg. Ungerne er flyvefærdige efter 50-60 dage, men kan forlade reden før. De er uafhængige af forældrene efter 20-24 uger.

Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af stor hornugle i Danmark.
- At registrere ynglesucces som mislykket yngleforsøg, antal redeunger og/eller antal udfløjne unger
- At undersøge redelokaliteter for døde unger (ungerester) efter udflyvningen

Undersøgelsesområde
Alle kendte par af stor hornugle findes i Jylland, hvorfor dette naturligt må være det vigtigste undersøgelsesområde. Der har de seneste år også holdt en fugl til ved en råstofgrav i Storstrøms Amt, den mangler dog tilsyneladende en mage.

Arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl i følgende EF-fuglebeskyttelsesområder:

- Rold Skov (IBA 4)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Salten Langsø (IBA 33)
- Skove og heder ved Bryrup (IBA 34)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Lindet Skov, Hønning Plantage, Lovdrup Skov og Skrøp (IBA 66)

På følgende IBA’er er stor hornugle fokus-art:

- Nørlund Plantage og Harrild Hede (IBA 162)
- Ovesø (IBA 21)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Arten eftersøges bedst ved at lytte efter stemmen i den sene vinter og det tidlige forår. På dette tidspunkt er fuglene stemmemæssigt aktive omkring skumring, og fuglene vil altså ret let kunne registreres, hvis de er til stede.

Kendte ynglelokaliteter eftersøges hvert år, for at undersøge om parret stadig er aktivt, samt kontrol af ynglesucces. Man skal dog være opmærksom på, at parrene godt kan skifte redested indenfor samme territorium. At reden fra forrige år ikke er anvendt, er altså ikke ensbetydende med, at parret ikke yngler, og yderligere eftersøgning bør foretages. Forstyrrelse af parret skal dog undgås i forsøg på at finde reden.

En vigtig kilde i forbindelse med registrering af arten er lokale skovejere/beboere, som har deres daglige gang i områderne, hvor stor hornugle yngler. Disse kontaktes typisk, når ynglesæsonen er overstået.

Moniteringskalender
15/2 -15/3: Etableringsfasen. Potentielle nye ynglelokaliteter (evt. redesteder) lokaliseres. Gylp og klatter eftersøges. Undgå forstyrrelser af parret.

15/3 -25/4 (15/5): Rugeperiode. Reden må ikke forstyrres i denne periode, observationer bør foretages på god afstand med kikkert.

15/4 -20/6: Ungeopfostring. Eventuel ringmærkning af ungerne, når de er 4-5 uger
gamle.

10/6 -15/7: Ungeudflyvning: Ungeproduktionen vurderes som antal udfløjne unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. rugende fugl, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Gentagne registreringer af territoriehævdende fugle eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Enkeltobservationer af en eller flere fugle i yngletiden på en velegnet ynglebiotop.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Bibby, C. J. et al. 1992: Bird Census Techniques. Academic Press Limited.

Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1985. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. IV Terns to Woodpeckers. Oxford University Press.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H. og Fjeldså, J (red.) 1998: Fuglene i Danmark. GEC Gads Forlag.

Møller, A. P. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Pihl, S. og Hahlert, J. 2004: Overvågning af ynglefugle. DMU.

Mosehornugle - ynglefugle

På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.

Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.

Printvenlig udgave