Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.Skarv - ynglefugle
Som ynglefugl overvåges skarv ved at optælle de besatte reder (m. rugende fugle og senere unger) i kolonierne i marts-april.
Rørdrum - ynglefugle
Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.
Sort Stork - ynglefugle
Moniteringsvejledning for sort stork i DOF’s DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes, Jørgen Jensen og Timme Nyegaard, juli 2007
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Arten overvintrer i tropisk Afrika og ankommer til de europæiske ynglelokaliteter i april, altså før den hvide stork. Om foråret kan der ses fugle på forlænget træk, i løbet af sommeren strejfende ikke-ynglende fugle, og om efteråret ungfugle fra nærliggende bestande på omvendt træk. Disse fugle kan gøre det vanskelige at vurdere en evt. dansk bestand.
Den sorte stork yngler i uforstyrrede løvskove. Den bygger sin rede i meget store, gamle og vidt forgrenede ege eller bøgetræer. Den er uhyre sky og kan let blive skræmt væk fra sit territorium og redested.
Fødesøgningen foregår ved skovsumpe, moser, småsøer, våde enge eller mindre vandløb. Den sorte stork foretrækker at søge føde i redeskoven, men gør det også gerne i nærliggende vådområder. Føden består af fisk, padder og andre smådyr, der findes i tilknytning til vandet.
I 1850 ynglede der omkring 150 par sorte storke i Danmark baseret på gamle oplysninger, men siden er det gået kraftigt tilbage for arten som følge af skovrydning og menneskelig forstyrrelse. I 1920 var bestanden nede på 20 par og i 1953 ynglede det sidste par fra den oprindelige danske bestand.
I dag ligger hovedudbredelsesområdet syd for Danmark. De seneste 50 år har der kun været enkelte, sporadiske yngleforsøg. Med en stigende tysk bestand, blev sommerobservationer dog hyppigere op igennem 1980'erne og første halvdel af 1990'erne. Omkring 1990 verserede mange rygter om, at den sorte stork atter havde bosat sig i Danmark, men dette er aldrig blevet tilstrækkelig dokumenteret.
De seneste 10 år er antallet af sommerobservationer og mulige ynglepar faldet, glædeligt var derfor fundet af et sandsynligt ynglepar i Østjylland i 2005, der dog ikke blev registreret i 2006.
Sort stork er på DMU's rødliste kategoriseret som forsvundet, dog muligvis under genindvandring.
Se også artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=01310
Undersøgelsesområde
Man bør især holde øje med sort stork i og i nærheden af store uforstyrrede løvskove med tilknytning til egnede vådområder til fødesøgning. Landsdele, hvor disse forhold kan findes, kunne f.eks. være sydlige, østlige og nordøstlige Jylland samt Vestsjælland.
EF-fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget:
- Lille Vildmose (IBA-7)
Se IBA-hjemmeside for Lille Vildmose her:
http://www.dofbasen.dk/IBA/lokalitet.php?lokid=7
Optællingsmetode
Ses der en eller to adulte fugle holde til igennem længere tid i et skovområde fra april – juli, bør man være opmærksom på mulig yngel, ligeledes med sommerobservationer af stedfaste adulte fugle. Da den sorte stork er meget sky, bør man være meget forsigtig med eftersøgninger af reden, især i etableringsfasen. Tegn på yngel kan være en adult fugl, der finder føde i et vandhul for derefter at flyve væk (evt. mod en nærliggende skov), for senere at komme tilbage og søge føde på ny osv. Vil man undersøge en skov for tilstedeværelse af sort stork, er den bedste metode at se efter fugle i territorieflugt fra et godt udsigtspunkt væk fra skoven på en dag med god termik. Skoven bør ikke besøges, da arten er yderst sårbar overfor forstyrrelser. Territorieflugten er en kredsen over redestedet, hvor fuglen langsomt skifter højde. Det bedste tidsrum er kl. 11-14, og kan især ses i april og maj, hvor hunnen ligger på rede og æggene endnu ikke er klækket. Hvis man vil lede efter reden i yngletiden, skal man være opmærksom på, at fuglene ikke går ned i skoven ved reden, men ofte flyver et godt stykke inde i skoven under trætoppene før reden nås.
I de nordlige bestande er der en tendens til, at de gamle og juvenile fugle trækker sydpå sammen. Inden da samler de sig, og man skal derfor være opmærksom på observationer af unge og gamle fugle sammen i august måned, specielt i områder, hvor der er set adulte sorte storke i løbet af sommeren.
Sorte storke opdages som regel på en fourageringslokalitet, eller som overflyvende fugle, da fuglene her næppe overses. I nærheden af reden formår de til gengæld at leve utrolig skjult.
Moniteringskalender
1/4-1/5(1/7): Eftersøgning af territorieflyvende adulte fugle over mulige redeskove.
1/4-1/8: Eftersøgning af adulte fugle på fourageringstogter i vådområder på og nær egnede ynglelokaliteter.
1/8-15/9: Eftersøgning af juvenile (og adulte) fugle i vådområder på og nær lokaliteter med mulig yngleaktivitet.
Vinter: Evt. redeeftersøgning i skove, hvor der er gjort observationer af sort stork i løbet af den seneste ynglesæson.
Rapportering
Alle observationer af fugle bør rapporteres, men særligt fugle observeret i yngletiden. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter observationen er gjort, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: redebyggende fugle, fugle på/ved færdigbygget rede, æg, dununger, nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af territorieflyvning eller af stedfaste adulte fugle på eller i nærheden af en egnet ynglelokalitet, som efterfølgende ses i selskab med ungfugl(e) i løbet af august. Redefund i områder, hvor der også er set sort stork i løbet af yngletiden, uden at fuglene dog er registreret i direkte forbindelse med reden.
- Muligt ynglepar: Gentagne observation af gamle fugle i perioden 1/4-25/7 på eller i nærheden af en egnet ynglelokalitet eller observationer af gamle fugle i selskab med ungfugl(e) i august.
Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
Sangsvane - rastefugle
I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.
Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.
Sangsvane - ynglefugle
Alle sangsvaner der ses i yngletiden bør optælles da arten er medtaget på EF-Fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I.
Grågås - ynglefugle
Som ynglefugl skal grågåsen helst optælles før rugningen påbegyndes medio/ultimo marts. Herefter vil en optælling blive vanskelig da grågæssene ofte placerer deres rede i ret høj og tæt vegetation. Endvidere bør man være opmærksom på at ældre fugle ikke altid forsøger at yngle, selvom de er udparrede. Desuden skal det nævnes, at stationære ”vogterhanner” kan være gode indikatorer på yngel.
Krikand - ynglefugle
Krikand er, som ynglefugl, ikke på udpegningsgrundlaget for nogle IBAs. Den yngler fåtalligt over det meste af landet. Krikanden var tidligere knyttet til næringsfattige hedemoser, den har derfor haft en jævn tilbagegang i takt med at denne type områder er blevet drænet og eutrofieret. I dag yngler krikanden også på oversvømmede enge og lavvandede søer med rig bredvegetation.
Ynglepar optælles umiddelbart før, eller i begyndelsen af rugeperioden. Hos nogle andearter kan der være flere hanner end hunner, og man bør derfor ikke vurdere antallet af ynglepar ud fra antallet af hanner. Man bør undgå ynglefugletælling på fældningspladserne, da der her kan komme ikke-ynglende fugle i yngletiden.
Atlingand - ynglefugle
Arten indgår ikke i udpegningsgrundlagene for nogen IBA’er. Da arten er rødlistet i Danmark, er det alligevel oplagt at optælle dens ynglebestande hvilket bl.a. finder sted på Vest- og Sydamager.
Hanner (og par) optælles 1/5 til 31/5, men mest sikre er observationer efter midten af maj måned. Arten kan optræde parvis på træk i begyndelsen af maj. Registrering af spillende han kategoriseres som sandsynligt ynglepar.
Hvepsevåge - ynglefugle
Sikre ynglepar
Reden kan være uhyre svær at finde, da fuglene opfører sig yderst stilfærdigt og diskret omkring redestedet i slutningen af juni til juli. Det kan ofte betale sig at gennemgå skovområdet om vinteren og herunder markere træer med store reder. Disse træer kan så genbesøges i yngletiden. Sikre ynglefund kan nemmest konstateres i august, når ungefodringen er intensiv. Her vil det også være en fordel at finde et godt udsigtspunkt, hvor der er mulighed for at se de gamle fugle komme ind over skoven med føde til ungerne.
Sandsynlige ynglepar
Nemmest er det at registrere fugle i parringsflugt over territoriet i juni. De udfører en meget karakteristisk territoriemarkeringsflugt, hvor de glider op og ned i store buer afløst af dybe slow-motion vingeslag og vingeklappen over ryggen.
Havørn - ynglefugle
Moniteringsvejledning for havørn i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Erik Ehmsen & Timme Nyegaard, november 2008
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Havørnen forsvandt som ynglefugl i begyndelsen af 1900 tallet, udelukkende som følge af menneskelig efterstræbelse. Den har gennem af 1900-tallet flere gange forsøgt sig som ynglefugl, men har først rigtigt genetableret sig i 1990’erne. Havørnen går kraftigt frem i de fleste områder af Vesteuropa, og i Danmark regner vi med, at der i fremtiden kan komme til at være omkring 75 par. Alle de ynglefugle, hvis afstamning, der ud fra ringmærkning har kunnet identificeres, kommer fra den tyske bestand. Af svenske erfaringer vil det være højst usandsynligt, at eksempelvis norske fugle vil slå sig ned i Danmark, mens svenske og polske fugle godt kunne indgå i en dansk ynglebestand.
Havørnen foretrækker uforstyrrede skovområder med stærke gamle træer, eksempelvis bøg og fyr til redetræ. Der skal være gode indflyvningsforhold til reden, så der er god plads til det næsten 2½ meter store vingefang. Når optimale ynglebiotoper ikke er til stede, kan arten yngle i endog ret unge træer, og træer der ligger i småskove eller hegn. I 1800 tallet har den et sted i Vestjylland endda ynglet på jorden. I modsætning til mange andre ørnearter er den ret social, hvorfor nogle af ynglefuglene accepterer andre artsfæller indenfor deres territorium, også i yngletiden.
Da arten hovedsagelig lever af føde taget i eller på vand, kræves der visse steder meget store fourageringsområder, mens der i store søområder kan være ynglepar ganske tæt på hinanden. De to tættest liggende reder, man kender, ligger under 600 meter fra hinanden. I yngletiden kan arten let tilbagelægge 10 km for at nå et godt fødeområde, og om vinteren trækker par fra indlandet gerne ud til kysterne. Hvis denne afstand ikke er for stor, foretrækker parret dog at overnatte i nærheden af reden.
Arten benytter sig af talrige fourageringsteknikker: Standjagt, hvor fuglen i timevis sidder i et højt træ ved en sø og venter på en uforsigtig/syg fisk eller fugl. Udmattelsesjagt, der både kan foregå ved et samarbejde mellem to ørne eller alene. Her udsøger ørnen sig en fugl og angriber den mange gange i løbet af ganske kort tid, byttet bliver på denne måde udmattet og evner ikke længere at dykke, og bliver så ørnens bytte. Henrettelse, hvor en ørn over lavt vand lander på ryggen af en svømmende fugl, som den bliver stående på ind til denne er druknet. Redeplyndring, hvor Havørnen lander i f.eks. en skarvrede og tømmer den for æg eller små unger. Ådselæder, ådsler spises, når de tilfældigt dukker op, men potentielt gode steder som jernbaner kan også afsøges aktivt.
Arten er på den danske rødliste kategoriseret som sårbar.
Læs mere om arten under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02430
Undersøgelsesområde
Selv om arten i 1800-tallet næsten udelukkende ynglede i Østjylland, på det nordlige Fyn og øerne øst for Storebælt, viser den slesvig-holstenske bestand, at der skal holdes øje med arten overalt i Danmark. I Nordtyskland findes havørnen således ynglende ved fladvandede østvendte kyster, fjorde, søområder, langs store vandløb og endog i marsklandet. Den vil dog nok ikke dukke op som ynglefugl på den jyske hedeslette, da der kun er få fourageringsområder der.
Alle lokaliteter, især i den sydlige del af landet, i nærheden af større søer eller fjorde med en god vinterbestand af vandfugle samt nærliggende ældre, uforstyrret skov kandiderer til nye ynglelokaliteter. Således er de typiske redetræer i dag mere end 100 år gamle bøge-, ege- eller asketræer placeret i privat skov med mere end 300 m til nærmeste bebyggelse og indenfor en afstand af ca. 3 km til en større sø eller fjord.
Havørnen er opført på udpegningsgrundlaget for 11 EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, men kan, som ovennævnte antyder, forventes at bosætte sig mange steder i landet. Mange af disse lokaliteter er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Selv om havørnen bygger en stor rede (op til 1½ meter høj og med en diameter på 1½ meter), og fuglen selv er stor og under fourageringen ikke specielt sky, kan det være vanskeligt at registrere alle ynglende par. Det skyldes, at arten helst udvælger sig uforstyrrede skovpartier til reden. Bygningen af reden foregår ofte i slutningen af året samt januar og februar, men en rede kan færdiggøres på blot 14 dage. Redetræet står ofte i et skovbryn eller i kanten af en lysning.
Reder bør kontrolleres mindst et par gange i perioden 1/3 til 1/7. Områder, hvor et par har opholdt sig gennem et efterår, bør undersøges for ny rede. Dette foregår bedst ved at finde fuglene lige inden de går til ro og følge dem, da havørne gerne overnatter i det område, de senere vælger som yngleområde. Da havørnen kan yngle allerede som 3K fugl, i hvert fald for hunnens vedkommende, er det ikke nødvendigt, at begge fugle er adulte fugle.
DOFbasen bør kontrolleres for lokaliteter, hvor havørnepar har opholdt sig gennem efterår og vinter med henblik på eftersøgning af mulig yngel.
For at få øget opmærksomheden og rapporteringen af nye ynglefugle, ville det være gavnligt gennem fagtidsskrifter som f.eks. ”Skoven”, at gøre lodsejere opmærksomme på arten og dens yngelcyklus.
Ofte bygger unge uerfarne fugle en rede, men de får aldrig lagt æg og påbegyndt at yngle. Ved fund af rede, bør man forsøge at vurdere, om fuglene yngler. Næsten alle havørnepar i Danmark lægger æg i første halvdel af marts, og rugningen indledes så snart første æg er lagt. Inden æglægningen vil parret (eller hunnen) normalt have siddet i reden i et godt stykke tid. Når rugningen er indledt, ligger den rugende fugl (som regel hunnen) meget dybt i reden. Den trykker sig så langt ned i reden, at den oftest er usynlig fra jorden. Ind imellem løfter den dog hovedet, hvorved det gule næb lyser op over redekanten, og hun rejser sig også af og til for at vende æggene. Hvis begge ørne i længere tid står samtidig i reden eller på redekanten, er der givetvis ikke lagt æg.
Ungernes klækning sker efter 38-40 dage. De er i den første tid ikke synlige, og hunnen varmer fortsat ungerne i den første periode efter klækningen. Et typisk tegn er dog, at hun ligger meget højt i reden, og at hun bevæger sig mere. Hun foretager hyppigt forsigtige fodringsbevægelser ned i redebunden. Ungerne forsøger ret tidligt at sende afføringen ud over redekanten, hvorfor denne og de omgivne områder efterhånden farves hvid. Efter et par uger vil ungerne ses over redekanten, specielt når det er fodringstid, men på det tidspunkt er der løv på træerne, så en langdistancekontrol er vanskelig eller umulig ved reder placeret midt i en bevoksning.
Der går ca. 80 dage fra æglægning til ungerne er flyvedygtige. Inden de er fuldt flyvedygtige, vil de kravle rundt på grenene i redetræet og flyve fra gren til rede og tilbage igen. Efter den første rigtige flyvetur holder unger dog stadig til tæt på reden, og fodres oftest her. I de veleksponerede reder vil den bedste tid for optælling af unger være de sidste ti dage før udflyvningen, hvor ungerne ofte vil stå sammen på reden eller grenene omkring. I de dårligst eksponerede reder kan antallet ofte først konstateres efter at ungerne flyver ud af redeskoven til de nærliggende fourageringsområder. Hvis man nærmer sig reden vil forældrefuglene ofte varsle og ungerne vil forblive skjult i reden eller skoven. Men 10-15 dage før udflyvningen er forældrefuglene ofte begge på fouragering, hvorfor man i den periode kan være heldig at se ungerne på redekanten. Dog skal man være påpasselig med optællingen, da en af ungerne let kan ligge dybt i reden. Ungerne er på det tidspunkt ret ligeglade med menneskelig tilstedeværelse, i hvert fald hvis de ikke bliver advaret af forældrefuglene.
Der er stor forskel på hvornår de enkelte unger forlader redeskoven og drager ud til fourageringsområderne. Men 2-3 uger efter udflyvningen kan man på dage med solskin og god vind se dem lege i luften over redeskoven. Her er det igen muligt at finde ud af antallet af unger, hvis man lægger godt mærke til fjerdragten på den enkelte fugl. Ofte er der endog stor forskel på ungernes fjerdragt, specielt er haletegningerne og overvingerne variable. Det er dog også i denne første tid efter udflyvningen, at ungerne udsættes for de største farer, så antallet af unger set udenfor redeskoven er ikke altid lig med antallet af unger, der har forladt reden!
Både ved eftersøgning af rede og ved senere kontrol af rugning skal man huske på, at havørnen er meget sårbar for forstyrrelser, og en redeovervågningen må naturligvis aldrig gå på kompromis med fuglenes behov for fred i denne periode.
Nogle gange vil det på trods af grundig eftersøgning først blive kendt året efter, at et nyt ynglepar har etableret sig. Endvidere benytter nogle par sig af flere reder, hvorfor en ny rede ikke er et bevis for tilstedeværelse af et nyt ynglepar.
Moniteringskalender
1/12-1/3: Redebygning. Redebygningen foregår oftest indenfor denne periode. Dog kan en rede bygges på helt ned til 14 dage. Der kigges efter fugle med redemateriale, og et redetræ kan eftersøges. Fugle kan følges til overnatning, da dette ofte sker på reder.
1/3-1/4: Æglægning/påbegyndt rugning. Den bedste periode til at se efter evt. påbegyndt rugningen er 10-20/3. Hvis rugning ikke konstateres gentages besøget 1-2 uger senere. Da der ikke er løv på træerne på dette tidspunkt, vil det være forholdsvis uproblematisk at kontrollere reder placeret inde i skove.
15/4-30/4: Klækning. Ved reder placeret midt i bevoksninger bør man forsøge at kontrollere unger i reden inden 1/5 (løvspring). I perioden 25-30/4 vil der være gode chancer for at se, om der er unger i reden.
20/5-10/6: Flyvefærdige unger. Omkring slutningen af maj bliver ungerne flyvefærdige, og i denne tid kan det være muligt at konstatere antallet af unger i reden.
10/6-1/7: Udfløjne unger. I denne periode vil de udfløjne unger ofte kunne ses lave flyveøvelser ved redeskoven.
Rapportering
Alle observationer af arten bør indtastes i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle som alle kan bidrage til, med angivelse af både adfærd og alder. Det er vigtigt med en sikker aldersangivelse, og hvis man er usikker, er det meget bedre at skrive f.eks. subad end 2K eller 3K. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Indtastninger af ynglepar af havørn bliver automatisk skjult på DOFbasens hjemmeside. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren.
Bearbejdning
Traditionelt anvendes begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar ved bestandsopgørelser af fugle. De normale definitioner for disse begreber har ikke været hensigtsmæssige at benytte for ørne, da de ofte etablerer territorium flere år før de begynder at gøre yngleforsøg. Vi har i stedet valgt at anvende nogle internationalt benyttede definitioner:
- Revirpar (Rp): To kønsmodne fugle med rede. Hertil hører også par i traditionelle revirer, hvor reden ikke er kendt det pågældende år. Det er ikke ualmindeligt, at par skifter mellem flere reder fra år til år, hvilket kan ske uden observatørens kendskab.
Desuden medtages også territorier, hvor en af de gamle fugle mister sin mage, men holder fast i den gamle rede med en ny mage, der i visse tilfælde kan være en immatur fugl, der endnu ikke er yngledygtig.
Mulige, nyetablerede territorier uden redebygningsaktivitet eller redefund omfattes ikke af dette begreb og medtages slet ikke ved bestandsopgørelser af denne art. De registreres først som revirpar, når der er registreret en rede.
- Ynglepar med succes (Bpm): Revirpar, der producerer udfløjne unger.
Ved angivelse af bestanden, vil det være antal revirpar, der oplyses (kaldes ’ynglepar’ i flere sammenhænge, f.eks. DOFbasen). Ved angivelse af ungeproduktion benyttes det antal unger, som er blevet flyvefærdige. Hvis der er foretaget ringmærkning af ungerne, er dette tal ikke nødvendigvis brugbart, da ungerne kan omkomme inden de bliver flyvefærdige. Et besøg omkring månedsskiftet juni/juli er derfor nødvendigt, for at kontrollere det rigtige antal flyvefærdige unger. Såfremt det i stedet er antallet af ringmærkede ungfugle, der indgår i statistikken, skal der gøres opmærksom på dette i metodebeskrivelsen.
Blå Kærhøg - ynglefugle
Blå kærhøg er en uhyre sjælden dansk ynglefugl, som er svær art at registrere pga. dens forsigtige adfærd på ynglelokaliteten. Registreringen af yngleparrene vanskeliggøres yderligere af de mange trækkende og overvintrende blå kærhøge, som forekommer på potentielle ynglelokaliteter frem til slutningen af maj måned.
Ynglende blå kærhøg optælles tidligt i ynglesæsonen ved at observere parringsflugt, redebygning og senere fodring. Ynglehabitaten er store uforstyrrede mose- og søområder, hvor den især placerer reden på arealer med uhøstet rørsump. Æggene lægges ultimo april til ultimo maj. I ungetiden fra ca. ultimo juni til medio juli kan ynglende fugle også registreres, når hannen afleverer bytte til hunnen i luften. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. Fuglenes ynglesucces opgøres lettest i forbindelse med fodringen af ungerne senere i ynglesæsonen.
Kongeørn - ynglefugle
Moniteringsvejledning for kongeørn i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Tscherning Clausen & Timme Nyegaard, januar 2006
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Kongeørnen er meget alsidig i sit fødevalg, idet den helt tilpasser sig de muligheder der byder sig. I Danmark har vi endnu kun sparsom viden om byttedyr, men det vi kender omfatter bl.a. skarv, ænder, hønsefugle, mindre pattedyr, smågrise af vildsvin og ådsler.
Stemmen anvendes sjældent, selv i yngletiden. Har to typer: bjæffende skrig, bl.a. under parringsflugt – og mjavende, som advarsel og under parringsflugt. Udfløjne unger bruger desuden kraftige tiggelyde.
Kongeørnen yngler i almindelighed første gang, når voksendragten, i en alder af ca. 6 år, anlægges. Pardannelsen er livslang. Territoriet er som oftest besat hele året. Parringsflugt ses hyppigst i den egentlige yngletid, mest februar-maj og har to typer: styrtdyk mod lavere flyvende mage, som vender sig om på ryggen og afværger med kløerne og guirlandeflugt med korte dyk og efterfølgende opstigen. Især sidstnævnte kan dog ses hele året. Desuden kan man se op til timelange flyvninger over territoriet af den ene eller begge fugle. Når begge ørne deltager ser man hyppigt en langvarig ”parallelflyvning”, hvor de holder den samme afstand til hinanden over lange strækninger.
Kongeørnen har en meget stor global udbredelse. Den findes i Nordamerika, Nordafrika samt store dele af Eurasien. I Europa forekommer den i meget af Sydeuropa, Østeuropa samt Nordeuropa, men mangler i store dele af Central- og Vesteuropa. I Vestpalæarktis yngler arten fortrinsvis i bjergegne, men har i de seneste årtier i stigende grad også slået sig ned i lavlandsområder med ringe befolkningstæthed. Selv i tætbefolkede områder som Sydsverige og Danmark, har kongeørnen etableret sig.
Den foretrækker at have adgang til flere alternative redepladser enten på klippevægge eller i store, gamle træer.
Der lægges i reglen 2 æg med 3-4 dages mellemrum. De udruges normalt af hunnen alene på 43-45 døgn. Ungetiden er 65-80 dage og ungerne forbliver længe på territoriet. I Skandinavien og Skotland ofte til oktober. I Danmark har vi flere gange kunnet se ungfuglene helt frem til næste ynglesæson.
Størrelsen af et kongeørnepars territorium er helt afhængig af områdets fødetilgang og omfanget af beskyttelse - i Alperne således hele 225-625 km2, mod blot 40-75 km2 i Skotland. I Danmark er der til sammenligning to par i Lille Vildmose, hvor det fredede områder har en størrelse på 75 km2.
Både i Skandinavien og i de fleste europæiske lande er bestandene enten i fremgang eller stabile.
Kongeørnen har ikke med sikkerhed ynglet i Danmark før et par i 1996 til stor overraskelse etablerede sig i Tofte Skov i Lille Vildmose og i 1999 ynglede og fik to unger på vingerne. Endnu et par etablerede sig senere i Høstemark Skov i Lille Vildmose og fik i 2003 deres første unge på vingerne. Begge disse skove er hegnede områder. I 2005 har et tredje par etableret sig i en privat skov med offentlig adgang i Nordjylland, hvor de har bygget to reder, men endnu ikke ynglet.
Kongeørn er ikke omfattet af den danske rødliste fra 2005, da arter under etablering (har ynglet i mindre end 10 år) ikke vurderes. Når arten om få år har ynglet i 10 år i Danmark, mener DOF at kongeørnen bør rødlistes som kritisk truet, da artens spredning sker meget langsomt, og da kun meget få kongeørne kommer til Danmark fra nabopopulationer.
Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02960
Undersøgelsesområde
Kongeørnen yngler på nuværende tidspunkt kun omkring Lille Vildmose i Himmerland, men på et par andre lokaliteter i Nord- og Nordvestjylland opholder der sig stationære fugle. Arten er opført på udpegningsgrundlaget for EF-fuglebeskyttelsesområde Lille Vildmose (IBA 7).
IBA-lokaliteten er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her:
http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Kongeørnen registreres oftest i forbindelse med dens territorieflyvninger over yngleterritoriet. Ofte flyver begge ørne sammen og foretager indimellem guirlandeflugt enkeltvis eller sammen. Territorieflyvninger ses oftest i årets første måneder, altså inden æglægningen, men kan dog iagttages hele året.
Det er vigtigt at finde et eller flere udsigtspunkter med godt overblik over potentielle yngleområder. Overvågningen bør foretages på dage med god sigt. Dage med blæst eller endog hård blæst kan være gode. På vindstille dage kan der opstå kraftig termik midt på dagen, som også får ørnene på vingerne.
Moniteringskalender
Efterår og vinter: Redeeftersøgning når løvtræerne er afløvet.
December – maj: Overvågning af territorieflyvninger.
Medio maj – medio juli: Overvågning af rede på mindst 100 m afstand for at kontrollere yngleresultat. Bør minimeres til det absolut nødvendige, f.eks. 2-3 gange.
Medio juni – medio juli: Redeeftersøgning.
Medio juli – august: Eftersøgning af skrigende og flyvende unger nær formodet redested.
Rapportering
Alle observationer af arten indrapporteres med angivelse af adfærd, observationsperiode, uddybende stedbeskrivelse m.m. Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside. Pga. artens store sjældenhed bør dette gøres ved observationerer af fugle, der udviser tegn på yngel uden for kendte yngleområder. Desuden er det inden for projektet aftalt, at konkrete ynglesteder ikke offentliggøres, og videregives som udgangspunkt kun til artskoordinatoren og projektets medarbejdere i DOF.
Bearbejdning
Traditionelt anvendes begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar ved bestandsopgørelser af fugle. De normale definitioner for disse begreber har ikke været hensigtsmæssige at benytte for ørne, da de ofte etablerer territorium flere år før de begynder at gøre yngleforsøg. Vi har i stedet valgt at anvende nogle internationalt benyttede definitioner:
- Revirpar (Rp): To kønsmodne fugle med rede. Hertil hører også par i traditionelle revirer, hvor reden ikke er kendt det pågældende år. Det er ikke ualmindeligt, at par skifter mellem flere reder fra år til år, hvilket kan ske uden observatørens kendskab.
Desuden medtages også territorier, hvor en af de gamle fugle mister sin mage, men holder fast i den gamle rede med en ny mage, der i visse tilfælde kan være en immatur fugl, der endnu ikke er yngledygtig.
Mulige, nyetablerede territorier uden redebygningsaktivitet eller redefund omfattes ikke af dette begreb og medtages slet ikke ved bestandsopgørelser af denne art. De registreres først som revirpar, når der er registreret en rede.
- Ynglepar med succes (Bpm): Revirpar, der producerer udfløjne unger.
Ved angivelse af bestanden, vil det være antal revirpar, der oplyses (kaldes ’ynglepar’ i flere sammenhænge, f.eks. DOFbasen). Ved angivelse af ungeproduktion benyttes det antal unger, som er blevet flyvefærdige. Hvis der er foretaget ringmærkning af ungerne, er dette tal ikke nødvendigvis brugbart, da ungerne kan omkomme inden de bliver flyvefærdige. Et senere besøg er derfor nødvendigt for at kontrollere det rigtige antal flyvefærdige unger. Såfremt det i stedet er antallet af ringmærkede ungfugle, der indgår i statistikken, skal der gøres opmærksom på dette i metodebeskrivelsen.
Lærkefalk - ynglefugle
Moniteringsplan for lærkefalk i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Toftt & Timme Nyegaard, april 2004
Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:
- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren
Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Lærkefalken er en lille falk på størrelse med tårnfalken. Den har mørk overside og lys stribet underside – kønnene har ens fjerdragt. Den er en meget adræt og hurtig jæger, der modsat tårnfalken fanger sit bytte i luften, der mest består af store flyvende insekter og småfugle. Faktisk er det én af Europas allerhurtigste fugle. Den har lange slanke, noget seglformede vinger, og kan i glideflugt virke noget mursejleragtig. Stemmeytringer er mest forskellige skrigelyde, mest hørt er et klangfuldt og vendehalseagtigt ”jib-jib-jib-jib”. Hør stemmen og læs mere om arten på DOF’s hjemmesider: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=03100
Lærkefalken er en meget sjælden ynglefugl i Danmark med et stabilt bestandsniveau, som dog over en årrække ser ud til at svinge mellem ca. 10 og 20 par årligt. Imidlertid lever fuglen meget skjult i yngletiden, og er uden tvivl overset i et eller andet omfang. Derimod er den mere talrig i bl.a. Sverige og Finland, hvorfor trækfugle ses ret almindeligt i Danmark forår og sensommer/efterår. Næsten alle danske ynglefund er fra den sydlige halvdel af landet. Det er ukendt hvorfor arten er så sjælden som ynglefugl i Danmark, mens den er betydeligt mere almindelig i nabolande som Sverige, Tyskland og Holland.
Lærkefalken tilbringer vinteren i Afrika, og dens trækmønster følger dens hovedføde, nemlig svaler. Man kan populært sige, at lærkefalken følger svaletrækket. Dvs. at de først ynglefugle indfinder sig i perioden sidst i april til sidst i maj, mens borttrækket forgår fra sidst i august til først i oktober.
Redeområdet kan være en mindre skov, evt. blot en lille lund eller bevoksning, men et vigtigt krav er, at der skal være høje træer. Hvis der er tale om en lidt større skov, vil redeområdet enten ligge i skovbrynet eller ved en lysning. Karakteristisk for de kendte ynglelokaliteter er, at der skal være godt med luft mellem træerne, dvs. parkagtigt med gamle overstandere eller lignende. Både nåletræer og løvtræer anvendes. Falkene holder meget af at sidde på udgåede grene i store træer, hvor der er frit udsyn. Men lærkefalken kan også yngle i gamle kragereder i elmaster, dvs. helt åbent placeret og i åbent terræn. I 2005 blev der fundet 3 sådanne reder i Sønderjylland, som alle lå i helt åbent landskab i kornmarker.
I maj måned kan man ofte høre fuglene skrige på ynglestedet, og i det hele taget er det et næsten sikkert tegn på territoriehævdelse, når man hører skrig fra fuglene. Skriget høres normalt kun i selve redeområdet, som også er det område, der forsvares mod artsfæller. Dette er ofte kun få hundrede meter i diameter. Fødeområdet hvor hannen jager i yngletiden kan ligge op til 5-6 km væk.
Lærkefalken lægger 2-4 æg i første halvdel af juni. Den overtager altid en brugt rede fra krage- eller rovfugle. I rugetiden (ca. 30 dage) og mens ungerne er små, fører arten en meget lav profil, og er meget vanskelig at opdage, idet den holder sig skjult og mest er tavs. Normalt har ca. 70% af parrene ynglesucces.
Når der er store unger, og især når disse er udfløjne, er der betydeligt større chance for at opleve hele familien, hvor de gamle fugle ofte vil varsle – ligesom man kan høre ungerne tigge efter mad. Man kan dog stadig risikere at opholde sig en hel time i redeområdet uden at høre en lyd. Arten er således lunefuld og meget vanskelig at registrere som ynglefugl. Dertil kommer at lærkefalken ofte yngler på uanselige steder, som ikke eller kun i ringe omfang opsøges af fugleinteresserede. Endnu en grund til at der kun registreres meget få ynglende lærkefalke herhjemme, er utvivlsomt, at der pga. det sene yngletidspunkt først ses udfløjne unger i august-september, og da er skovområder kun meget lidt besøgt af ornitologer.
Oftest vil ungerne være flyvefærdige i første halvdel af august, men der kendes også sene kuld, som først ses omkring 1. september. De først dage flyver de dog ikke meget omkring, men oftest vil hele kuldet være velflyvende sidst i august. De holder herefter til i redeområdet og den nære omegn indtil de trækker mod syd i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober, ca. 40 dage efter udflyvningen. I hele denne periode fodres de af forældrene selvom de ret hurtigt lærer at fange insekter i luften selv.
I rødliste 1997 blev lærkefalk kategoriseret som ”akut truet”, men ændret til ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. Denne nedgradering blev baseret på en vurdering af, at arten efter en beskeden fremgang nu er stabil. DOF mener, at lærkefalk opfylder kriterierne for ”kritisk truet”, men at den evt. kan nedlistes til ”moderat truet” pga. den stabile danske bestand.
Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af lærkefalk i Danmark.
- At vurdere bestandens aktuelle størrelse ud fra indkomne data og kendskab til artens fordeling i Danmark.
- At registrere ynglesucces såvel som mislykkede yngleforsøg, hvor det er muligt.
Undersøgelsesområde
Da lærkefalken – set med menneskets øjne - ikke stiller særlige krav til valg af yngleplads, kan den i princippet være utallige steder. Men det er en sjælden ynglefugl, så det kan ikke betale sig at søge efter den i områder, hvor der ikke umiddelbart er eller har været tegn på tilstedeværelse af voksne fugle i yngletiden.
Lærkefalk bør aktivt eftersøges i de dele af landet, hvor arten er forekommet inden for de seneste 10 år. Det drejer sig om:
- Det østlige Sønderjylland (især Als og Sundeved)
- Langeland
- Lolland-Falster
- Bornholm
- Nord-, Vest-, Midt- og Sydsjælland
Der er ikke i nyere tid konstateret ynglefund på Fyn og yngleforekomster i Jylland nord for Vejle hører til undtagelserne.
Eftersøgningen lokalt bør omfatte følgende type lokaliteter (i prioriteret rækkefølge):
1) Alle lokaliteter, hvor arten har været konstateret som sikker eller mulig ynglefugl inden for de seneste år, bør undersøges årligt.
2) Lokaliteter hvor den tidligere har været, bør tillige undersøges, da territorier ofte har vist sig at blive genbesat af nye par efter en årrække.
3) Lokaliteter med tilstedeværelse af voksne fugle i perioden juni – medio september.
4) Velegnede ynglelokaliteter der ligger tæt på eller inden for et lokalt udbredelsesområde, dvs. hvor der inden for 10-15 km findes en besat ynglelokalitet (der er som hovedregel mindst 4-5 km mellem parrene).
Optællingsmetode
Ud fra ovennævnte anvisning besøges lokaliteterne i maj, helst første halvdel, hvor der er størst chance for at høre fuglene skrige, som er et vigtigt tegn på yngleaktivitet. Nogle gange kan man være heldig et se territorieflugt, hvor fuglene jager rundt i imponerende styrtdyk, og evt. bringer hannen et bytte til magen. Også en stedfast kredsen højt oppe (hannen) er tegn på territoriehævdelse.
Når der er konstateret territoriehævdende fugle på ynglepladsen, lades området i fred, og besøges først igen i august for at se og høre efter tegn på unger. Her skal man huske, at parret normalt bliver på ynglepladsen, uagtet de har ynglesucces eller ej. Det er derfor ikke et sikkert tegn på ynglesucces, blot fordi fuglene skriger til hinanden. Men en tydelig ophidset varslen, hvor en eller begge gamle fugle flyver rundt og skriger, er dog et ret tydeligt tegn på, at der er unger – enten endnu i reden eller siddende på en gren. På ynglepladsen vil familien som tidligere nævnt være rimeligt stedfaste, og holde til frem til efterårstrækket indledes i slutningen af september. I den sidste del af ungetiden, kan der dog blive tale om udflugter til omegnen.
Man skal desuden være opmærksom på, at det ikke er ualmindeligt at observere ikke-ynglende immature lærkefalke i Danmark i yngletiden. De ses fra juni måned og frem – primært i landets østlige egne. Man kan derfor ikke blot automatisk antage, at en lærkefalk observeret i yngleperioden også er en lokal ynglefugl.
Lærkefalken er nok en af mest tidskrævende danske ynglefugle at undersøge, så selvom det ovenstående lyder enkelt, kan man godt tro om. Det kræver ofte op til 10 besøg på den samme lokalitet i løbet af sæsonen for at følge ynglevirksomheden, idet man ofte kun ser eller hører fuglene hver anden eller tredje gang, stedet besøges. Tidsforbruget øges, hvis man også har den ambition at finde ud af hvor mange unger parret har fået på vingerne. Det er vanskeligt at give et tip om et bestemt tidspunkt på dagen til besøget, men om formiddagen fra kl. 8-11 i godt vejr synes at være et godt udgangspunkt.
Udenlandske undersøgelser har vist, at falkene er meget trofaste, og opsøger det samme ynglested år efter år så længe de lever.
Moniteringskalender
5/5-25/5: Lokaliteterne besøges for at konstatere territoriehævdende fugle.
5/8-5/9: Lokaliteterne besøges for at konstatere evt. ynglesucces.
Rapportering
Alle observationer af arten bør indrapporteres, men særligt observationer gjort i yngletiden. Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Pga. artens store sjældenhed bør dette gøres ved observationerer af fugle, der udviser tegn på yngel uden for kendte yngleområder. Desuden er det inden for DATSY-projektet aftalt, at konkrete ynglesteder ikke offentliggøres, og videregives som udgangspunkt kun artskoordinatoren og projektets centrale leder i DOF.
Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Regelmæssig forekomst af 1-2 voksne fugle i et afgrænset område med tydeligt tegn på territoriehævdelse (se ovennævnte beskrivelse).
- Muligt ynglepar: Regelmæssig forekomst af voksne fugle i potentielle områder i yngletiden (1/6-1/9) uden konkret tegn på territoriehævdelse eller kendskab til konkret yngleområde (f.eks. regelmæssigt jagende han ved en digesvalekoloni i august).
Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
I intet år kan man dog gå ud fra, at der opnås konkret kendskab til alle parrene i landet. Derfor må en opgørelse af bestanden opdeles i ”kendte par” udregnet ud fra ovenstående metode og derudover en kvalificeret vurdering af den samlede reelle bestand – om muligt. I den kvalificerede vurdering medtages estimerede bestandsstørrelser fra områder med dårlig eller manglende dækning. Disse baseres på generelle tendenser i ynglebestanden samt viden indsamlet i det pågældende område i tidligere år.
Referencer og relevant litteratur
Chapman, A., 1999: The Hobby. – Arlequin Press, Chelmsford/Essex.
Cronert, Hans, 1978: Lärkfalkens förekomst i Skåne. – Anser, s. 101-108
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk
Fiuczynski, Klaus Dietrich., 1987: Der Baumfalke. – Die neue Brehm-Bücherei/A. Zimsen Verlag, Wittenebrg Lutherstadt.
Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.
Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf
Raddatz, H,-J., 2004: Änderungen in der Nistplatzwahl des Baumfalken in der Barmstedter Geest, Pinneberg. – OAG SH- Rundschreiben 3/2004, s. 58.
Tofft, J., 2003: Lærkefalken – næsten ukendt som dansk ynglefugl. – Fugle i Felten, nr. 2, s. 6-7.
Tofft, J. & K. Dichmann, 2005: Lærkefalkereder i el-master. En skæbnefortælling fra Sundeved. – Panurus 39, nr. 3-4, s. 4-8.
Plettet Rørvagtel - ynglefugle
Moniteringsvejledning for plettet rørvagtel i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Susanne Bruun, Helge Røjle, Michael Stabell & Timme Nyegaard, August 2005
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den skjulte levevis gør, at arten kun sjældent ses, men i forårets og sommerens nattetimer kan hannens parringssang høres som et karakteristisk taktfast gentaget ”huitt”, nærmest med karakter af et piskesmæld. Alternativt beskrives stemmen som lyden af vanddråber, der falder ned i en tønde med vand. Et af artens gamle danske navne er ”hvuitfugl”, som også refererer til stemmen. ”Dyndskvat” er et andet ældre navn for plettet rørvagtel. Læs mere og hør stemmen her:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04080
De største bestande findes i Rusland og Sibirien, men udbredelsesområdet strækker sig over det meste af Europa op til det sydlige Sverige. I Danmark er arten en sjælden ynglefugl, som foretrækker sumpede vådområder og ferske enge og ådale med lavt vandspejl og rigelig vegetation, der ikke må gro til i rørsump. Kreaturafgræsning eller anden naturpleje er derfor vigtig for at forhindre tilgroning og derved opretholde artens ynglelokaliteter.
I 1800-tallet var plettet rørvagtel en noget mere almindelig og mere udbredt ynglefugl i Danmark end den er i dag. Især er det den moderne landskabsudnyttelse som har betydet at mange af de egnede ynglesteder er forsvundet. I 1960’erne varierede bestanden mellem 43 og 115 syngende fugle, mens der i 1970’erne kun blev registreret 20-50 på landsplan. Bestandsnedgangen falder sammen med den generelt negative udvikling på europæisk plan, som især menes at skyldes dræning og den intensiverede landbrugsdrift. 1998-2003 er der registreret 90-206 syngende fugle om året.
Arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I og er dermed udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområder. Arten skal derfor overvåges af staten gennem NOVANA-projektet, og er fastsat til at optælles hvert tredje år startende i 2005. Plettet rørvagtel var opført som ”sårbar” på den nationale rødliste fra 1997, men er på den nyeste rødliste 2005 vurderet til ”ikke truet”. DOF mener, at plettet rørvagtel reelt opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”. Arten er sårbar over for tilgroning af sumpområder, men da den har en rimelig god spredningsevne, kan den derfor nedlistes et trin til ”sårbar”.
Undersøgelsesområde
Arten skal moniteres i hele landet – overalt hvor der er egnede ynglelokaliteter. Det vil sige store og mellemstore sumpområder samt ferske, våde enge med en vandstand på højest 30 cm i perioden april-juli. Arten har en særlig tilknytning til halvåbne moser domineret af starer, mens den undgår områder med ren tagrørskov. Ukultiverede enge med naturlige vinter- og forårsoversvømmelser er en anden vigtig ynglehabitat. Desuden har ådale med sommeroversvømmelser pga. megen nedbør udvist større forekomster de senere år.
Tyngdepunktet for artens udbredelse i Danmark er Vejlerne (normalt med ca. 40-60% af ynglebestanden) og til dels Tøndermarsken. Andre områder, der formodentlig har faste bestande, er Sydlangeland, Bøtø Nor, Ribe Østerå, Tryggevælde Ådal, Ølene på Bornholm samt Busemarke Mose på Møn. Som følge af DOF’s ”Operation Natlyt”, der sætter fokus på nataktive arter, er arten registreret på et stigende antal lokaliteter, særligt i perioden 2000-2004. Dette er formodentlig også en følge af (gen)etableringen af flere vådområder. Det er derfor vigtigt, at alle potentielle lokaliteter identificeres og undersøges.
Følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er bl.a. udpeget på grund af regelmæssig forekomst af plettet rørvagtel, og bør derfor undersøges årligt:
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA-5)
- Østlige Vejler (IBA-13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA-20)
- Hjarbæk Fjord & Simested Ådal (IBA-24)
- Flyndersø/Stubbergård Sø (IBA-29)
- Nissum Fjord (IBA-38)
- Stadil & Veststadil Fjorde (IBA-41)
- Ringkøbing Fjord (IBA-43)
- Lillebælt (IBA-47)
- Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose & Felsted Vestermark (IBA-58)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Rømø (IBA-65)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Sydfynske Øhav (IBA-71)
- Marstal Bugt & sydvestkysten af Langeland (IBA-72)
- Almindingen (IBA-80)
- Bøtø Nor (IBA-82)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor (IBA-89)
- Holmegårds Mose & Porsmose (IBA-91)
- Gribskov (IBA-108)
- Furesø med Vaserne og Farum Sø (IBA-109)
- Vestamager og havet syd for (IBA-111)
- Skjern Å-dalen (IBA-115)
- Bolle & Try Enge (IBA-116)
Desuden er der regelmæssig forekomst på følgende lokaliteter:
- Geddal Enge & Sønder Lem Vig (IBA-135)
- Busemarke mose
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Da arten så godt som aldrig ses og reder ikke findes, kan den kun overvåges ved at registrere spillende fugle.
Potentielle yngleområder besøges nætter, morgener eller sene aftener med stille vejr i perioden medio april til ultimo maj, og igen i perioden ultimo juni til medio juli.
Registreringen skal helst finde sted tidligt i en given yngleperiode, da fuglene kan stoppe med at synge, når de er udparrede. Herved undgås også sent ankommende ikke-ynglende fugle i første yngleperiode. Vær opmærksom på, at fuglens stemme er meget kraftig, og kan høres op til 1 km væk – hvorfor det er en god ide at lytte fra forskellige punkter for derved at kunne stedfæste fuglen bedre vha. triangulering, dvs. stedfæstning ud fra retningsbestemmelser fra mindst tre forskellige punkter.
Optimalt set bør en given lokalitet besøges flere gange i yngleperioden - gerne på forskellige tidspunkter af døgnet (natten) og besøgene må gerne være af en vis varighed. På den måde optimeres chancerne for at ramme et tidspunkt, hvor fuglene er stemmemæssigt aktive. Desuden er gode vejrforhold vigtige for en god optælling, særligt skal vinden helst være svag. Høj luftfugtighed/støvregn gør ikke så meget, da sangaktiviteten ofte er høj under disse vilkår pga. bedre forplantning af lyd i fugtigt vejr. Da ovennævnte faktorer er meget vigtige for registreringen af arten, må vejrforholdene meget gerne noteres og indrapporteres.
Man kan med fordel benytte kortlægningsmetoden til at optælle en lokalitets bestand. Metoden går ud på at indtegne de hørte fugle på separate kort, hver gang man besøger lokaliteten. Stedfæst gerne fuglene mere præcist ved at lytte fra flere forskellige positioner. Efter endt yngleperiode overføres alle oplysninger til et samlekort. Dernæst analyseres kortet, idet man søger efter grupperinger af registreringer, som antyder tilstedeværelsen af et territorium. Hvis der er mindst 2-3 registreringer på forskellige datoer inden for et lille område, tælles det som et territorium. Enkeltregistreringer, som falder tydeligt uden for de fremkommende territorier, sorteres fra. På den måde kan man få et overblik over antal territorier i et yngleområde uden at alle territorier nødvendigvis hævdes ved samme besøg. Der er en forudsætning at lokaliteten besøges mindst 5 gange i løbet af sæsonen, gerne op til 10, hvis denne metode skal fungere.
Alternativt kan antallet af territorier opgøres ved blot at tælle antallet af spillende fugle ved hvert besøg. Derefter benyttes den tælling, hvor det højeste antal spillende fugle blev hørt, til bestandsopgørelsen. Dette vil formentlig være den mest anvendte metode, da den er mindst tidskrævende.
Viden fra tidligere faser af Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle har vist, som antydet ovenfor, at der er to tydelige influx i ynglesæsonen, forårs-influxet april-maj og et højsommerinflux medio juni-medio juli. Højsommerinfluxet er faktisk det største, og her høres fuglene ofte helt andre steder end under forårsinfluxet. Således er der formodentlig kun delvis tale om øget stemmeaktivitet i forbindelse med andet kuld. Meget tyder på, at de sene højsommerfugle udmærket kan yngle. Der er således registreret ungefodrende fugle i Vejlerne ultimo juli og i august. Derfor er det også nødvendigt med besøg på potentielle lokaliteter i juli. Pga. problemet med sent ankommende, ikke-ynglende hanner er det vanskelligt at estimere antallet af ynglefugle på dette tidspunkt.
Moniteringskalender
10/4-1/6: Natlyt på egnede lokaliteter. Forårsbestanden vurderes.
20/6-20/7: Natlyt på egnede lokaliteter. Højsommerinflux vurderes.
Rapportering
Alle observationer af plettet rørvagtel bør rapporteres. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.
Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for plettet rørvagtel, da stort set alle registreringer er af spillende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Det vides ikke med sikkerhed, at kun hanner spiller. Desuden kan spilaktiviteten dale kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte.
Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om plettet rørvagtel, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn skal den alligevel benyttes.
Der bør laves en opgørelse over forårsinfluxet og højsommerinfluxet separat, da den biologiske baggrund for fænomenet endnu ikke er klarlagt. Når årets bestand skal opgøres, vælger vi at angive forårsmakstallet som minimumsbestandsstørrelsen. Hvis makstallet under højsommerinfluxet er større end om foråret, angives højsommertallet som maksimumsbestandstal. Er bedste nat om foråret f.eks. 5 spillende fugle og største antal under højsommeren er 10, angives bestanden til 5-10 ”ynglepar”. Hvis højsommeren ikke byder på flere fugle, angives blot makstallet fra foråret som bestandsstørrelse (maks. 3 forår og maks. 2 højsommer = 3 ”ynglepar”).
Trane - ynglefugle
Moniteringsvejledning for trane i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Tofft og Timme Nyegaard, januar 2006
Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:
- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren
Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Tranen er en af de største danske fugle med en lang hals, lange ben og en højde på op til 115 cm, og er således større end stork og fiskehejre. Pga. sin kropsform og sin grå farve forveksles den imidlertid tit med hejren. Tranen er dog betydeligt mere statelig at se til, når den spankulerer af sted over marken. Udfarvede fugle (fra deres andet forår) har hvide kinder, og dette er et godt kendetegn for uøvede iagttagere. Flugten er markant med det store vingefang, og vingeslagene er mere stive end hos stork og fiskehejre. Modsat fiskehejre flyver tranen med strakt hals. Den er ingen rigtig svæveflyver, og ses kun af og til kredse på himlen. Den lever af smådyr og plantedele, som den finder på jorden på marker, enge og i vådområder.
Tranen lever i mange slags landskaber, både magre og federe, men det er dog mere eller mindre næringsfattige hedemoser og tørvemoser, som udgør den største del af de danske ynglepladser. Det er dog et afgørende krav til levestedet, at der er lave, sumpede vådområder til en sikker redeanbringelse samt rolige føderige områder i mere eller mindre åbent terræn i nærheden, hvor traneparret kan opfostre deres unger i fred og ro.
Tranen er en trækfugl med overvintringsområder i Frankrig og Spanien. Den ankommer til de danske ynglepladser i løbet af marts/april.
Reden er placeret i lavt vand omtrent som en svanerede, men er betydeligt mindre og dermed også mindre synlig. Den overses således nemt i terrænet. De normalt to æg lægges oftest i april, evt. første halvdel af maj. Omlægning ved tab af første kuld under rugningen forekommer almindeligt. Han og hun skiftes til at ruge, og den fugl som ikke ruger, holder en stor del af tiden vagt nær reden. Når ungerne er klækket efter ca. 30 døgns rugetid, forlader de reden kort efter sammen med deres forældre ligesom vadefugleunger. De vil herefter vandre rundt i territoriet på jagt efter føde indtil de kan flyve ca. 9 uger gamle, hvilket ofte sker fra midten af juli til midten af august. De vil dog både før og efter flyvedygtig alder søge til redeområdet for at overnatte, såfremt vandstanden ikke bliver for lav pga. udtørring.
Ofte vil parret – uanset om de har fået unger eller ej – blive i yngleterritoriet til hen på efteråret. I områder med egentlige bestande som f.eks. i Nordjylland, samles fuglene i flokke på særlige samle- og overnatningspladser i løbet af efteråret, inden de drager mod vinterkvarteret i oktober/november.
Efter genindvandringen i 1952 og frem til omkring 1990 var tranen en meget sjælden ynglefugl i Danmark med regelmæssig forekomst på kun 3 lokaliteter i Nordjylland. Siden begyndte bestanden at vokse markant, og der er nu omkring 50 ynglepar i hele landet og bestanden stiger fortsat. Det er stadig Nordjylland, der er tilholdssted for de fleste traner, men der er også en god bestand i den anden ende af landet, på Bornholm. Fra 2005 er også Falster hjemsted for ynglende traner. I Jylland har arten bredt sig til Læsø samt forskellige lokaliteter i Vest- og Sønderjylland. Baggrunden for den markante fremgang er ikke helt klarlagt, men en forbedret vinteroverlevelse i forbindelse med bedre fødemuligheder i Spanien og Frankrig samt bedre beskyttelse af de vigtigste rastepladser er nok de væsentligste årsager.
Tranens fremgang har medvirket, at den er gået fra at være vurderet ”sjælden” i rødliste 1997 til status som ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. DOF mener, at trane opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”, men at arten pga. af den gunstige bestandsudvikling i og omkring Danmark, kan nedlistes til ”næsten truet”.
Læs mere om trane under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04330
Målsætning
Som udgangspunkt bør alle lokaliteter med sikker eller muligt ynglende trane overvåges årligt. Med den efterhånden store bestand, kan dette dog i praksis vise sig at være for ambitiøst. Som minimum bør der holdes øje med arten i alle IBA-områder (Important Bird Area), hvor hovedandelen af de ynglende traner reelt også forekommer.
Undersøgelsesområde
Tranen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:
- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA 5)
- Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose (IBA 6)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Læsø, sydlige del (IBA 10)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Ålvand Klithede og Førby Sø (IBA 17)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Kongens Mose og Draved Skov (IBA 61)
- Frøslev Mose (IBA 70)
- Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne (IBA 80)
- Bøtø Nor (IBA 82)
- Maribosøerne (IBA 87)
I følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er der fundet ynglende traner, men uden at arten er på udpegningsgrundlaget endnu:
- Vangså Hede (IBA 18)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA 62)
Med den kraftige stigning bestanden er inde i, vil der dog nærmest årligt dukke nye par op i hidtil ubesatte områder, således at listen over lokaliteter og områder forlænges. Det er sandsynligt, at traner på sigt vil slå sig ned på Sjælland for at yngle. Det kan derfor være givtigt at holde øje med arten på alle egnede ynglelokaliteter.
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Lokaliteterne besøges i perioden 5. marts til 5. april (fuglene ankommer normalt ikke på samme tid over hele landet, f.eks. er Bornholm altid før Nordjylland). Bedst er det omkring solopgang. I det område hvor parret skriger deres duetskrig om morgenen i april måned (2- eller 3-tonet skrig, der lyder som en serie), er der stor sandsynlighed for at parret vil anlægge reden. Duetskrigende fungere som territoriehævdelse såvel som de er betydende for parbindingen, og er derfor en god og vigtig indikator for et aktivt ynglepar.
Omkring 1. maj, hvor de fleste par ruger, bør det undersøges om der stadig ses to fugle i yngleområdet. Ses der nu kun én fugl, tyder alt på at magen ruger, og at ynglen således er på vej.
Ofte kan det ikke betale sig at opsøge området i juni, hvor vegetationen er høj og ungerne endnu ret små. Fra første halvdel af juli og frem til starten af august bør man på god afstand opsøge marker og enge med kort vegetation i eller nær yngleområdet, hvor man ofte kan have held til at se parret med 1-2 store eller halvstore unger søge ivrigt efter føde.
Når ungerne er flyvefærdige i august vil hele familien ofte om morgenen flyve ud til afhøstede marker i omegnen, men vende tilbage til yngleområdet sidst på formiddagen og igen ved solnedgang. I denne tid kan man derfor meget nemt opleve, at fuglene ikke kan findes i hjemområdet. Hvor flere par yngler tæt sammen, som f.eks. i Thy, kan det også i denne situation være svært at adskille de enkelte par og deres tilhørsforhold.
Stedfaste par, der ikke udviser territorieadfærd kan være unge par (”forlovede” fugle) i 2-4 års alderen, som endnu ikke er kønsmodne. De kan i længere perioder opholder sig sammen i ubesatte, men potentielt egnede områder. Disse betegnes muligt ynglepar. De vil ofte efter et par sæsoner slå sig ned i samme område som reelt territoriepar, når de første gang forsøger at yngle i 5–årsalderen.
Det er derfor vigtigt at være kritisk i vurderingen af, om der er tale om unge par, som enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed ikke forsøger at yngle, eller ældre ”rigtige” territoriehævdende ynglepar.
Moniteringskalender
5/3-5/4: Lokaliteterne undersøges for tegn på ynglepar.
Ca. 1/5: Det undersøges, om der er tegn på yngel (f.eks. når kun én fugl ses på ynglestedet).
10/7-5/8: Yngleområdet undersøges for par med store, evt. flyvefærdige, unger.
Rapportering
Alle observationer af traner i yngletiden bør indrapporteres med grundig angivelse af adfærd og alder. Sikre tegn på yngel er naturligvis vigtige at få med. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Fast par i et egnet yngleområde i perioden marts/april – september som udviser territoriehævdelse (skriger jævnligt duetskrig og bortjager evt. andre traner).
- Muligt ynglepar: Par som i længere perioder opholder sig i ubesatte, men potentielt egnede områder uden at udvise direkte yngleadfærd (dette vil oftest være unge par, der endnu ikke er kønsmodne).
Da tranen har en lav ynglesucces, hvor det ofte kun er halvdelen af parrene, der får flyvedygtige unger, kan man kun sjældent i praksis vide, om et par uden unger har forsøgt at ruge eller ej – jvf. også den skjulte redeplacering. Det kan derfor være svært at skelne mellem sandsynlige og sikre ynglepar. Disse betegnes derfor ofte ”territoriepar” – altså faste par med eget territorium uanset om der konstateres sikre tegn på ynglevirksomhed.
Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes derfor følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk
Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.
Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf
Mewes, W., G. Nowald & H. Prange, 1999: Kraniche. Myten, Forschung, Fakten. – Deutsche Lufthansa AG & Braun Buchverlag, Karlsruhe.
Mewes, W. 1996: Bestandsentwicklung, Verbreitung und Siedlungsdichte des Kranichs Grus grus in Deutschland, Die Vogelwelt 117, s. 111-118
Mewes, W., 1999: Zur reproduktion des Kranichs Grus grus in Deutscland. – Die Vogelwelt 120, s. 251-259.
Tofft, J., 1999: Der Kranich Grus grus als Brutvogel in Dänemark. – Die Vogelwelt 120, s. 275-279.
Tofft., J., 2000: Tranen på succeskurs – især i Vesteuropa. – DOFT 94, s. 145-148.
Tofft, J., 2002: Tranen breder sig til hele landet. – Fugle i Felten, 8. årg., nr. 3, s. 3-5.
Tinksmed - ynglefugle
Ynglende tinksmed registreres ret let i månedsskiftet maj/juni, idet fuglene da normalt er meget sangaktive (Østergaard 2004). Tinksmeden kan med fordel optælles ved at registrere hanner i sangflugt. Det kan dog være vanskeligt på lokaliteter med flere par at adskille de enkelte par fra hinanden og dermed opgøre bestanden nøjagtigt. Desuden kan nordiske trækfugle på vej mod ynglepladserne her synge og udvise yngleadfærd på gennemtrækket i maj. På flere gammelkendte ynglelokaliteter træffes jævnligt tinksmed i maj måned, uden at dette senere fører til yngleforsøg.
Man skal desuden være opmærksom på at forældrefuglene kan finde på at føre ungerne til mere fugtige områder umiddelbart efter æggenes klækning.
Ved eftersøgning af ynglende tinksmed skal man endvidere være opmærksom på at arten undgår at yngle ved søer, der ligger nærmere end 80 meter på skovbryn, og at arten først i en afstand på 200-300 meter fra skovbevoksninger yngler med samme tæthed som ved søer omgivet af åben hede. Dette vil i sig selv være en meget begrænsende faktor for den danske ynglebestand, og dette forklarer måske, hvorfor der i dag mangler ynglende tinksmed i flere ellers oplagte yngleområder. Det er også påvist, at ynglende tinksmede er helt afhængige af en høj grundvandstand, og det er afgørende for en tæt bestand, at hedebiotopen ikke tørrer ud i yngletiden. Der er tilsyneladende også en positiv sammenhæng mellem stor nedbørsmængde og antallet af ynglende tinksmede. En tilkastning af drængrøfter har også i flere tilfælde haft en positiv effekt på bestanden.
Stor Hornugle - ynglefugle
Moniteringsvejledning for Stor Hornugle i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes & Hans Pinstrup, september 2007.
Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:
dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
håndbog for artskoordinatoren
Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.
Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Stor hornugle er Europas største ugle og er med sin vægt på 2-4 kg ti gange tungere end skovhornuglen. Arten har lange, brede fjerhorn, mens fjerdragten er noget varierende. Den skandinaviske race kan således både have ensfarvet mørkebrun overside og være dækket af store sorte pletter. Stor hornugle er udpræget skumrings- og nataktiv, og lever i områder, hvor mennesker sjældent færdes, hvorfor den kan være svær at få at se. I parringstiden (især i perioden januar-marts) vil man dog ofte kunne høre artens dybe ”uuhu”-stemme, der kan høres op til 4 km væk. Læs mere om stor hornugle og hør stemmen på DOFs hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=07440
Stor hornugle findes i hele Europa, dog ikke på de Britiske Øer. Udbredelsesområdet strækker sig mod nord til trægrænsen, østover gennem store dele af Asien til Stillehavet, og ned til det nordlige Afrika. I Danmark yngler stor hornugle kun i Jylland (pr. 2007), hvor der er registreret ynglepar i alle landsdele. Det er generelt en standfugl, men især ungfuglene kan strejfe op til 100 km. i Danmark blev stor hornugle udryddet i slutningen af 1800-tallet som følge af intensiv jagt og ægsamling. I 1984 genindvandrede den, da et par slog sig ned i det nordlige Sønderjylland. Indvandringen skete som et resultat af et omfattende projekt med udsætning af stor hornugle i Nordtyskland. Siden er bestanden vokset langsomt til syv par i 1992, 13 par i 1994 og lå i mange år stabilt på 20-24 par registreret. I de senere år er bestanden dog vokset yderligere, og var på 35 par i 2006. Den totale bestand skønnes at være på 50 par, da arten er vanskellig at registrere. På europæisk plan er arten generelt i tilbagegang i Syd- og Østeuropa, men i fremgang i nord på grund af udsætningsprogrammer. Stor hornugle er optaget på den danske Rødliste, kategoriseret som ”næsten truet”.
I Danmark har arten traditionelt foretrukket at yngle på skrænter i grusgrave, hvor reden placeres direkte på jorden. I de senere år er der dog en del par der har ynglet i gamle rovfuglereder i større skove og plantager med begrænset menneskelig aktivitet. I 2006 var to tredjedele af de kendte reder placeret på skrænter eller bygninger i råstofgrave, mens den sidste tredjedel ynglede i gamle rovfuglereder. Dette skift af redeplacering, gør rederne vanskelligere at finde, men det mindsker til gengæld risikoen for prædation fra f.eks. hunde.
Stor hornugle bygger ikke selv rede. Hvis æggene lægges direkte på jorden skrabes der en lille smule inden æggene lægges. Fuglene kan have flere redesteder inden for et territorium, der kan skiftes mellem fra år til år. De normalt 2-4 æg lægges i første halvdel af marts, og ruges herefter på i 34-36 dage af hunnen alene. Rugningen startes når første eller andet æg er lagt, hvorfor klækningen ikke bliver synkroniseret, hvis der er flere æg. Ungerne er flyvefærdige efter 50-60 dage, men kan forlade reden før. De er uafhængige af forældrene efter 20-24 uger.
Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af stor hornugle i Danmark.
- At registrere ynglesucces som mislykket yngleforsøg, antal redeunger og/eller antal udfløjne unger
- At undersøge redelokaliteter for døde unger (ungerester) efter udflyvningen
Undersøgelsesområde
Alle kendte par af stor hornugle findes i Jylland, hvorfor dette naturligt må være det vigtigste undersøgelsesområde. Der har de seneste år også holdt en fugl til ved en råstofgrav i Storstrøms Amt, den mangler dog tilsyneladende en mage.
Arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl i følgende EF-fuglebeskyttelsesområder:
- Rold Skov (IBA 4)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Salten Langsø (IBA 33)
- Skove og heder ved Bryrup (IBA 34)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Lindet Skov, Hønning Plantage, Lovdrup Skov og Skrøp (IBA 66)
På følgende IBA’er er stor hornugle fokus-art:
- Nørlund Plantage og Harrild Hede (IBA 162)
- Ovesø (IBA 21)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/
Optællingsmetode
Arten eftersøges bedst ved at lytte efter stemmen i den sene vinter og det tidlige forår. På dette tidspunkt er fuglene stemmemæssigt aktive omkring skumring, og fuglene vil altså ret let kunne registreres, hvis de er til stede.
Kendte ynglelokaliteter eftersøges hvert år, for at undersøge om parret stadig er aktivt, samt kontrol af ynglesucces. Man skal dog være opmærksom på, at parrene godt kan skifte redested indenfor samme territorium. At reden fra forrige år ikke er anvendt, er altså ikke ensbetydende med, at parret ikke yngler, og yderligere eftersøgning bør foretages. Forstyrrelse af parret skal dog undgås i forsøg på at finde reden.
En vigtig kilde i forbindelse med registrering af arten er lokale skovejere/beboere, som har deres daglige gang i områderne, hvor stor hornugle yngler. Disse kontaktes typisk, når ynglesæsonen er overstået.
Moniteringskalender
15/2 -15/3: Etableringsfasen. Potentielle nye ynglelokaliteter (evt. redesteder) lokaliseres. Gylp og klatter eftersøges. Undgå forstyrrelser af parret.
15/3 -25/4 (15/5): Rugeperiode. Reden må ikke forstyrres i denne periode, observationer bør foretages på god afstand med kikkert.
15/4 -20/6: Ungeopfostring. Eventuel ringmærkning af ungerne, når de er 4-5 uger
gamle.
10/6 -15/7: Ungeudflyvning: Ungeproduktionen vurderes som antal udfløjne unger.
Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php
Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:
- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. rugende fugl, æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: Gentagne registreringer af territoriehævdende fugle eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Enkeltobservationer af en eller flere fugle i yngletiden på en velegnet ynglebiotop.
Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.
Referencer og relevant litteratur
Bibby, C. J. et al. 1992: Bird Census Techniques. Academic Press Limited.
Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1985. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. IV Terns to Woodpeckers. Oxford University Press.
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk
Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.
Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf
Meltofte, H. og Fjeldså, J (red.) 1998: Fuglene i Danmark. GEC Gads Forlag.
Møller, A. P. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd.
Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf
Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf
Pihl, S. og Hahlert, J. 2004: Overvågning af ynglefugle. DMU.
Mosehornugle - ynglefugle
På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.
Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.
Natravn - ynglefugle
Sandsynlige ynglepar
Natravn tælles bedst ved at registrere spillende fugle om natten efter at træktiden er overstået. Da arten kan få to kuld, og derfor har en lang ynglesæson, er det vigtigt at lave flere tællinger i løbet af sæsonen. De bedste tidspunkter er begyndelsen af juni, gerne suppleret med en eller flere tællinger i midten af juli. Da ikke alle territoriehævdende hanner har et fælles sangtidspunkt vil det desuden være en fordel at gennemgå området 2 til 3 på hinanden følgende dage for at få alle med. Det er en forudsætning at man tæller under gode forhold med høj sangaktivitet, dvs. i stille og klart vejr. Temperaturen har til gengæld ikke afgørende betydning; man kan opleve kraftigt syngende natravne i starten af juni, selvom temperaturen ligger på frysepunktet (N. Odder Jensen, pers. medd. 2006).
Stemmen er meget speciel og sammenlignes både med lyden af en fjern knallert og en snurrende symaskine. Den skifter hele tiden mellem 2 tonelejer, og "fader" til sidst ud, som når en knallert stoppes. Kaldet består af et "gruit", som ofte gentages flere gange, og kan give en indikation af om der er flere hanner i området. Under flyvning laves desuden ofte en række tydeligt hørbare vingeklap. Nattælling er en forudsætning for at registrere arten; bedste tidspunkt er 30-90 min. efter solnedgang til 30-90 min. før solopgang. Hannen synger i territoriet gennem hele ynglesæsonen fra midten af maj til ind i august, størst aktivitet er der dog i første halvdel af juni og midt i juli.
Natravnens oprindelige ynglebiotop var hederne, men arten har i takt med disses opdyrkning tilpasset sig til at yngle i fyr- og granplantager på sandet jordbund, med særlig forkærlighed for klitplantager og plantager på tidligere hedearealer. Yngleparrene skal derfor som oftest findes ved lysninger eller i udkanten af sådanne plantager hvor hannen ofte indtager en, eller flere, sangposter i toppen af et træ, for regelmæssigt at afpatruljere sig territorium. Samme han kan derfor ofte høres fra flere steder, indenfor et snævert afgrænset område.
Artskoordinator: Ole Jensen, Torshøjvænget 54, 8361 Hasselager, tlf.: 86285614, e-mail: ofj(a)ofj.dk.
Sortspætte - ynglefugle
Sikre ynglepar
Besat ynglehul (redeafløsning), redehul m. unger og iagttagelse af udfløjne unger.
Sandsynlige ynglepar
Trommende fugle og fugle der udhugger redehul omkring april. Gentagne observationer af skrigende fugle fra marts til juli.
Hedelærke - ynglefugle
Sandsynlige ynglepar af hedelærke optælles ved at registrere syngende fugle i oplagte ynglebiotoper, bedst ved solopgang. Arten synger i territoriet fra slutningen af marts til ind i juli. Hedelærken lægger sine æg fra medio marts, som regel i en rede på jorden i åbne træomkransede lysninger.
Rødrygget Tornskade - ynglefugle
Bestanden vurderes ved optælling af stationære hanner/par, syngende hanner og varslende par/hanner mellem medio juni og primo august, allerbedst dog i perioden medio-ultimo juli. Hannen har i yngletiden ofte helt faste udkigs¬poster, hvorfra den spejder efter føde¬emner og overvåger terri-toriet. Antallet af hanner kan inkludere en ukendt andel af uparrede hanner, mens antal ungefamili-er kun indicerer par med ynglesucces. Den reelle bestand ligger et sted herimellem. For sammenlig-nelighedens skyld angives det første tal som lokalitetens ynglebestand, mens antallet af ungefamilier angives som kommentar.
Hvad angår de uparrede hanner, bør man være opmærksom på at uparrede hanner og hunner hvis yngleforsøg er mislykket, sagtens kan finde på at hjælpe med at beskytte og fodre andre pars unger. De uparrede hanner assisterer sågar ofte flere par på én gang. Da ydermere sene kuld ofte er overladt til en enkelt forældrefugl, kan tilstedeværelsen af disse surrogatforældre føre til en fejlvurdering af antallet af ynglepar i et område.
