Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten

Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.

Rørdrum - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.

Sangsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.

Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.

Blisgås - rastefugle

Efterårstrækket ses næsten kun på Bornholm og oftest i perioder med hård sydøstenvind, hvor der kan ses op mod et par tusind gæs. De fleste rastende fugle befinder sig i landet i februar-marts i Tøndermarsken og på Øerne.

Grågås - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles medio september. Det anbefales generelt at caretakerne tæller vandfugle, gæs og svaner medio januar for bedre at kunne koordinere med de internationale midvintertællinger som finder sted på dette tidspunkt. Erfaringer fra Caretakerprojektet viser imidlertid at i egne hvor jagten er intensiv, vil det være hensigtsmæssigt med en supplerende optællinger umiddelbart før 1. september samt medio februar.

Krikand - rastefugle

DMU anbefaler at arten optælles i både januar og september. Vær opmærksom på at fuglene kan gemme sig i bredvegetationen – især hvis oversigtsforholdene på lokaliteten er dårlige. Det kan medføre en undervurdering af antallet af rastende fugle.
Arten er medtaget på den danske gulliste som såkaldt ansvarsart, dvs. at Danmark har et særligt ansvar for artens rastebestande.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Plettet Rørvagtel - ynglefugle

Moniteringsvejledning for plettet rørvagtel i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Susanne Bruun, Helge Røjle, Michael Stabell & Timme Nyegaard, August 2005

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den skjulte levevis gør, at arten kun sjældent ses, men i forårets og sommerens nattetimer kan hannens parringssang høres som et karakteristisk taktfast gentaget ”huitt”, nærmest med karakter af et piskesmæld. Alternativt beskrives stemmen som lyden af vanddråber, der falder ned i en tønde med vand. Et af artens gamle danske navne er ”hvuitfugl”, som også refererer til stemmen. ”Dyndskvat” er et andet ældre navn for plettet rørvagtel. Læs mere og hør stemmen her:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04080

De største bestande findes i Rusland og Sibirien, men udbredelsesområdet strækker sig over det meste af Europa op til det sydlige Sverige. I Danmark er arten en sjælden ynglefugl, som foretrækker sumpede vådområder og ferske enge og ådale med lavt vandspejl og rigelig vegetation, der ikke må gro til i rørsump. Kreaturafgræsning eller anden naturpleje er derfor vigtig for at forhindre tilgroning og derved opretholde artens ynglelokaliteter.

I 1800-tallet var plettet rørvagtel en noget mere almindelig og mere udbredt ynglefugl i Danmark end den er i dag. Især er det den moderne landskabsudnyttelse som har betydet at mange af de egnede ynglesteder er forsvundet. I 1960’erne varierede bestanden mellem 43 og 115 syngende fugle, mens der i 1970’erne kun blev registreret 20-50 på landsplan. Bestandsnedgangen falder sammen med den generelt negative udvikling på europæisk plan, som især menes at skyldes dræning og den intensiverede landbrugsdrift. 1998-2003 er der registreret 90-206 syngende fugle om året.

Arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I og er dermed udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområder. Arten skal derfor overvåges af staten gennem NOVANA-projektet, og er fastsat til at optælles hvert tredje år startende i 2005. Plettet rørvagtel var opført som ”sårbar” på den nationale rødliste fra 1997, men er på den nyeste rødliste 2005 vurderet til ”ikke truet”. DOF mener, at plettet rørvagtel reelt opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”. Arten er sårbar over for tilgroning af sumpområder, men da den har en rimelig god spredningsevne, kan den derfor nedlistes et trin til ”sårbar”.

Undersøgelsesområde
Arten skal moniteres i hele landet – overalt hvor der er egnede ynglelokaliteter. Det vil sige store og mellemstore sumpområder samt ferske, våde enge med en vandstand på højest 30 cm i perioden april-juli. Arten har en særlig tilknytning til halvåbne moser domineret af starer, mens den undgår områder med ren tagrørskov. Ukultiverede enge med naturlige vinter- og forårsoversvømmelser er en anden vigtig ynglehabitat. Desuden har ådale med sommeroversvømmelser pga. megen nedbør udvist større forekomster de senere år.

Tyngdepunktet for artens udbredelse i Danmark er Vejlerne (normalt med ca. 40-60% af ynglebestanden) og til dels Tøndermarsken. Andre områder, der formodentlig har faste bestande, er Sydlangeland, Bøtø Nor, Ribe Østerå, Tryggevælde Ådal, Ølene på Bornholm samt Busemarke Mose på Møn. Som følge af DOF’s ”Operation Natlyt”, der sætter fokus på nataktive arter, er arten registreret på et stigende antal lokaliteter, særligt i perioden 2000-2004. Dette er formodentlig også en følge af (gen)etableringen af flere vådområder. Det er derfor vigtigt, at alle potentielle lokaliteter identificeres og undersøges.

Følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er bl.a. udpeget på grund af regelmæssig forekomst af plettet rørvagtel, og bør derfor undersøges årligt:
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA-5)
- Østlige Vejler (IBA-13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA-20)
- Hjarbæk Fjord & Simested Ådal (IBA-24)
- Flyndersø/Stubbergård Sø (IBA-29)
- Nissum Fjord (IBA-38)
- Stadil & Veststadil Fjorde (IBA-41)
- Ringkøbing Fjord (IBA-43)
- Lillebælt (IBA-47)
- Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose & Felsted Vestermark (IBA-58)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Rømø (IBA-65)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Sydfynske Øhav (IBA-71)
- Marstal Bugt & sydvestkysten af Langeland (IBA-72)
- Almindingen (IBA-80)
- Bøtø Nor (IBA-82)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor (IBA-89)
- Holmegårds Mose & Porsmose (IBA-91)
- Gribskov (IBA-108)
- Furesø med Vaserne og Farum Sø (IBA-109)
- Vestamager og havet syd for (IBA-111)
- Skjern Å-dalen (IBA-115)
- Bolle & Try Enge (IBA-116)

Desuden er der regelmæssig forekomst på følgende lokaliteter:
- Geddal Enge & Sønder Lem Vig (IBA-135)
- Busemarke mose

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Da arten så godt som aldrig ses og reder ikke findes, kan den kun overvåges ved at registrere spillende fugle.

Potentielle yngleområder besøges nætter, morgener eller sene aftener med stille vejr i perioden medio april til ultimo maj, og igen i perioden ultimo juni til medio juli.

Registreringen skal helst finde sted tidligt i en given yngleperiode, da fuglene kan stoppe med at synge, når de er udparrede. Herved undgås også sent ankommende ikke-ynglende fugle i første yngleperiode. Vær opmærksom på, at fuglens stemme er meget kraftig, og kan høres op til 1 km væk – hvorfor det er en god ide at lytte fra forskellige punkter for derved at kunne stedfæste fuglen bedre vha. triangulering, dvs. stedfæstning ud fra retningsbestemmelser fra mindst tre forskellige punkter.

Optimalt set bør en given lokalitet besøges flere gange i yngleperioden - gerne på forskellige tidspunkter af døgnet (natten) og besøgene må gerne være af en vis varighed. På den måde optimeres chancerne for at ramme et tidspunkt, hvor fuglene er stemmemæssigt aktive. Desuden er gode vejrforhold vigtige for en god optælling, særligt skal vinden helst være svag. Høj luftfugtighed/støvregn gør ikke så meget, da sangaktiviteten ofte er høj under disse vilkår pga. bedre forplantning af lyd i fugtigt vejr. Da ovennævnte faktorer er meget vigtige for registreringen af arten, må vejrforholdene meget gerne noteres og indrapporteres.

Man kan med fordel benytte kortlægningsmetoden til at optælle en lokalitets bestand. Metoden går ud på at indtegne de hørte fugle på separate kort, hver gang man besøger lokaliteten. Stedfæst gerne fuglene mere præcist ved at lytte fra flere forskellige positioner. Efter endt yngleperiode overføres alle oplysninger til et samlekort. Dernæst analyseres kortet, idet man søger efter grupperinger af registreringer, som antyder tilstedeværelsen af et territorium. Hvis der er mindst 2-3 registreringer på forskellige datoer inden for et lille område, tælles det som et territorium. Enkeltregistreringer, som falder tydeligt uden for de fremkommende territorier, sorteres fra. På den måde kan man få et overblik over antal territorier i et yngleområde uden at alle territorier nødvendigvis hævdes ved samme besøg. Der er en forudsætning at lokaliteten besøges mindst 5 gange i løbet af sæsonen, gerne op til 10, hvis denne metode skal fungere.

Alternativt kan antallet af territorier opgøres ved blot at tælle antallet af spillende fugle ved hvert besøg. Derefter benyttes den tælling, hvor det højeste antal spillende fugle blev hørt, til bestandsopgørelsen. Dette vil formentlig være den mest anvendte metode, da den er mindst tidskrævende.

Viden fra tidligere faser af Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle har vist, som antydet ovenfor, at der er to tydelige influx i ynglesæsonen, forårs-influxet april-maj og et højsommerinflux medio juni-medio juli. Højsommerinfluxet er faktisk det største, og her høres fuglene ofte helt andre steder end under forårsinfluxet. Således er der formodentlig kun delvis tale om øget stemmeaktivitet i forbindelse med andet kuld. Meget tyder på, at de sene højsommerfugle udmærket kan yngle. Der er således registreret ungefodrende fugle i Vejlerne ultimo juli og i august. Derfor er det også nødvendigt med besøg på potentielle lokaliteter i juli. Pga. problemet med sent ankommende, ikke-ynglende hanner er det vanskelligt at estimere antallet af ynglefugle på dette tidspunkt.

Moniteringskalender
10/4-1/6: Natlyt på egnede lokaliteter. Forårsbestanden vurderes.

20/6-20/7: Natlyt på egnede lokaliteter. Højsommerinflux vurderes.

Rapportering
Alle observationer af plettet rørvagtel bør rapporteres. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for plettet rørvagtel, da stort set alle registreringer er af spillende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Det vides ikke med sikkerhed, at kun hanner spiller. Desuden kan spilaktiviteten dale kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om plettet rørvagtel, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn skal den alligevel benyttes.

Der bør laves en opgørelse over forårsinfluxet og højsommerinfluxet separat, da den biologiske baggrund for fænomenet endnu ikke er klarlagt. Når årets bestand skal opgøres, vælger vi at angive forårsmakstallet som minimumsbestandsstørrelsen. Hvis makstallet under højsommerinfluxet er større end om foråret, angives højsommertallet som maksimumsbestandstal. Er bedste nat om foråret f.eks. 5 spillende fugle og største antal under højsommeren er 10, angives bestanden til 5-10 ”ynglepar”. Hvis højsommeren ikke byder på flere fugle, angives blot makstallet fra foråret som bestandsstørrelse (maks. 3 forår og maks. 2 højsommer = 3 ”ynglepar”).

Engsnarre - ynglefugle

Moniteringsvejledning for engsnarre i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mark Pedersen, Mikkel Willemoes & Timme Nyegaard, november 2008

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Engsnarren er en vandhøne, der dog ikke er specielt knyttet til vand. Den lever i enge, græsmarker og kornmarker. Her er den helt skjult i den høje vegetation, og det er derfor meget sjældent man får engsnarren at se. Det sker som regel kun hvis man får skræmt den op at flyve. Her vil den ses som en klodset agerhøne-stor fugl med flagrende flugt og rustbrune vinger. På grund af engsnarrens skjulte levevis, vil man som regel opdage den på hannens parringskald, der er et taktfast, monotont gentaget crex crex (hvilket også er dens latinske navn). Dette høres hyppigst om natten, men kan også godt høres i dagtimerne. Hør stemmen og læs mere om engsnarre på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04210

Engsnarrens udbredelsesområde strækker sig over Europa i vest til de asiatiske dele af Rusland i øst. De største bestande findes i Østeuropa og Rusland. I 1998 blev verdensbestanden estimeret til 1-2,5 millioner med en Vesteuropæisk bestand på ca. 14.000 syngende hanner. Den seneste vurdering af verdensbestanden, hvor der er benyttet andre modeller, er opgjort til 3,5-6 millioner.

Både herhjemme og i hele Vesteuropa er bestanden gået markant tilbage gennem det sidste århundrede. Årsagen hertil er intensivering af landbrugsdriften især med indførelsen af slåmaskine og grønthøster til bjergning af hø og ensilage samt fremrykning af høsttidspunktet. Høstning af græsafgrøderne falder sammen med engsnarrens første ungekuld, som således går tabt ved høstarbejdet. Selvom verdensbestanden på nuværende tidspunkt synes stor, forventer man at samme tendens, som er sket i Vesteuropa, vil ske i de østeuropæiske lande og Rusland, blot endnu hurtigere.

Efter ankomsten fra vinterkvarteret høres engsnarre-hannerne crexe konstant i nattetimerne - fra omkring kl. 22/23 til kl. 02/03 - for at tiltrække en hun. Den enkelte han udvælger en bestemt sangpost hvorfra der synges. I dagtimerne fouragerer den i et større område.

I ynglesæsonen skifter hannerne sangposter. Parrede hanner forbliver længere på en sangpost end uparrede hanner - således omkring 20 nætter for parrede hanner og omkring 8 nætter for uparrede hanner. En ny sangpost skal være mere end 200 m fra den gamle (Schäffer 1999). Undersøgelser i Nordøstpolen viser, at engsnarre-hannerne tiltrækkes af andre crexende hanner og kan danne sanggrupper i begyndelsen af ynglesæsonen. En sanggruppe beskrives som mindst 3-10 hanner, hvor afstanden mellem hannerne er mellem 50 og 200 m. (Schäffer 1995). Herhjemme er sanggrupper også kendt fra enkelte lokaliteter eller områder. Men det er endnu uklart om der er benyttet samme definition, som beskrevet ovenfor.

Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland). Hannens sangpost er i regelen indenfor 100 m fra reden.

I undersøgelser i Nordøstpolen har engsnarre-hannerne to perioder - en fra medio maj til primo juni og en omkring 1. juli, hvor de synger hyppigt om dagen. Der er en sammenhæng mellem ringe natsang og større dagsangsaktivitet. Ved ringe natsang er der ofte en højere sangaktivitet i morgendæmringen. (Schäffer 1999). Herhjemme må man forvente - hvis engsnarren yngler - at den hyppige dagsang vil være 1-2 uger senere - altså fra ultimo maj til primo juni. Og en senere periode ville være i første halvdel af juli (2. kuld). Rugningen startes når alle 8-12 æg er lagt, varer i 16-19 dage og foretages af hunnen alene. Ungerne fodres de første 3-4 dage, hvorefter de selv finder føde. Ungerne bliver flyvefærdige efter 36-40 dage, men ofte uafhængige af moderen allerede efter 10-15 dage. Så snart ungerne er uafhængige af moderen, vil hun starte på det eventuelle andet kuld.

Når æglægningen er afsluttet (muligvis før) forlader hannen sangpost, redeplads og hun - eller bliver jaget bort af hende! Er biotopen perfekt, besættes en ny sangpost indenfor en maksimal afstand på 1,5 km og hannen begynder på ny at tiltrække en hun (Schäffer 1999).

Engsnarren yngler i Danmark i enge, græsmarker og kornmarker. Den er ikke specielt knyttet til høj jordbundsfugtighed, dog vil den ofte have højere ynglesucces i fugtige områder, da driften er mere ekstensiv her, og disse områder vil derfor bedre kunne opfylde andre krav, såsom ingen høstning eller slåning før 1. september. I undersøgelser fra det nordøstlige Polen blev følgende fundet karakteristisk for ynglelokaliteterne:
- Vegetationen skal være mindst 20 cm høj.
- Fuglene skal kunne holde sig skjult og nemt kunne bevæge sig i vegetationen (vegetationen må ikke stå for tæt og ikke være filtret sammen).
- Ingen sammenhæng mellem fugtigheden i området og antallet af ynglepar. I overvintringsområdet findes engsnarren også i de tørre områder.

Engsnarren er på verdensplan truet og opført på IUCN’s seneste rødliste. engsnarren er ligeledes opstillet på EF's fuglebeskyttelsesdirektiv som en art, der er truet i EU-landene, og for hvilken der skal gennemføres særlige beskyttelseshensyn. I Danmark er engsnarren opført i den seneste danske rødliste som næsten truet. I 2000 blev der af Skov- og Naturstyrelsen udarbejdet en handlingsplan for engsnarren.

Målsætning
- Årlig registrering af alle syngende fugle i Danmark, så udsving i artens forekomst kan følges.
- ”Negativ” registrering på tidligere anvendte ynglelokaliteter.

Undersøgelsesområde
Engsnarren er på udpegningsgrundlaget for følgende danske IBA’er:

- Holmegårds Mose og Porsmose (IBA-91)

Der er desuden en række andre IBA’er, der er kendt for at huse engsnarrer i yngletiden, og er derfor relevante at undersøge. Det drejer sig om følgende lokaliteter:

- Bolle og Try Enge (IBA-116)
- Store Vildmose, Ryå og Stavad Enge (IBA-117)
- Brabrand Sø og Årslev Engsø (IBA-134)
- Slivsø (IBA-158)

Øvrige lokaliteter der er særligt vigtige for arten er:

- Tryggevælde Ådal
- Gårdbo Sø og Sørig Enge

Ideelt set bør som minimum disse lokaliteter undersøges årligt for forekomst af engsnarre. Derudover kan engsnarren forekomme på enge og i kornmarker over hele landet, men særligt i Nordjylland, Sønderjylland, Sydsjælland og på Bornholm.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Her gives anbefalingerne for den bedste måde at overvåge et område for engsnarrer. Hvis man har mulighed for at besøg et område flere gange i løbet af ynglesæsonen, kan det anbefales at kortlægge fuglene, og ud fra det samlede billede vurdere bestandsstørrelsen. Alternativt angives bestanden som det maksimale antal syngende hanner registreret ved et enkelt besøg.

1) Vælg en rute i landskabet hvor det er muligt at indlægge lyttepunkter - indtegn evt. ruten på et kort, hvis du vil gentage overvågningen på senere tidspunkt. Vælg ruten i et område hvor du formoder, der er ringe eller kun lidt støj - især langt væk fra større vej-anlæg. Det kan anbefales, at man tager et mindre område, som kan undersøges flere gange i løbet af ynglesæsonen end at undersøge et stort område blot én gang.

2) Ruten gennemkøres (eller spadseres) i engsnarre-hannernes aktive sangperiode dvs. fra primo/medio maj til medio august fra ca. kl. 23–04. Helst flere gange i løbet af sæsonen.

3) Udvælgelsen af lyttepunkterne kan ske undervejs for at opnå de bedste observationsbetingelser. De bedste lyttebetingelser opnås i åbne områder på højere liggende punkter. Nærliggende vegetation af især træer kan genere aflytningen selv ved svag vind. Som standard - hvis hele området ønskes undersøgt - kan der være omkring 2 km mellem hvert lyttepunkt, det er dog ikke afgørende. Undersøges området mere end én gang, skal man tage højde for vindretning, da engsnarren kan høres længere væk op imod vinden end med vinden. F.eks. hvis vindretningen er vest kan man høre engsnarren helt op til 2 km væk i vestlig retning, hvorimod man mod øst kun kan høre den 300-500 m væk ved selv svag vind. Man skal generelt undgå dage med meget vind eller kraftig regn, da sangintensiteten også er betydeligt lavere i sådant vejr.

4) Der lyttes fra lyttepunkterne i nogle minutter - helst mindst 10 minutter. Jo længere tid man lytter på det enkelte punkt, jo større er chancerne for, at man også registrerer de hanner, som synger i korte intervaller.

5) Hvis man ønsker at undersøge området grundigt og har mulighed for flere besøg, f.eks. med 7-14 dages mellemrum, plottes de registrerede engsnarre-hanner på et kort over området. Undersøges samme område mere end én gang er det vigtigt, at engsnarrerne kan "adskilles" fra gang til gang. Man skal være opmærksom på, at især uparrede engsnarrer, godt kan skifte sangpost. Dette kan medføre at man registrerer den samme engsnarre flere gange, men at man tror det er en ny fugl, fordi den er et nyt sted. Samtidig skal man være opmærksom på at engsnarrens kald reflekteres utroligt godt i selv meget små bygninger. Dette kan resultere i, at det lyder som om der er to engsnarrer der crexer lidt forskudt af hinanden, fra hver sin retning, men at det i virkeligheden er den samme, hvis kald blot bliver reflekteret.

Moniteringskalender
20/5-20/6: Registrering af syngende hanner
25/6-1/8: Ungeperiode. Ungernes kontaktkald kan muligvis høres

Rapportering
For at kunne fastslå antallet af syngende hanner, er det vigtigt at rapportere alle registreringer, ligegyldigt om de er gjort på en tilfældig tur eller under målrettede undersøgelser efter engsnarren. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for engsnarre, da stort set alle registreringer er af crexende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Sangaktiviteten daler normalt kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte. Opgørelse af antal spillende fugle giver dog stadig de mest sammenlignelige resultater og er den absolut mest realistiske metode for overvågning af bestanden.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om engsnarre, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn kan den alligevel benyttes. Ynglepar opgives som hhv. minimum og maksimum antal par, der i dette tilfælde kan anvendes til at angive evt. usikkerhed omkring hvor mange forskellige crexende fugle, der har været til stede.

Hvis man ønsker at lave en mere reel vurdering af ynglestatus for en engsnarrebestand, kan følgende fremgangsmåde anvendes:

a) Engsnarre-han hørt i dagtimerne
- Engsnarre-hanner, der synger i dagtimerne er enten lige ankommet eller i parringsfase med en hun. (Se også under pkt. c)
Gå til d.

b) Ved første besøg i nattetimerne
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

c) Ved efterfølgende besøg i nattetimerne:
- Engsnarre-hannen, der hørtes første gang, crexer ikke. Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland).
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

d) Genbesøg af området i nattetimerne max. et par dage efter:
- Synger engsnarre-hannen i nattetimerne, er den i færd med at afsætte nyt revir.
- Synger engsnarre-hannen ikke på det tidspunkt er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

e) Genbesøg af området i dagtimerne maks. 8-10 dage efter:
- Synger engsnarren også på dette tidspunkt, er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

f) Engsnarre-hannen synger hyppigt i dagtimerne og forholdsvis tavs i nattetimerne. Der er stor sandsynlighed for ynglepar.
- Området kan evt. besøges igen 3-4 uger efter for at lytte efter hun og/eller unger. Kontaktkaldene er dog ikke kraftige, og kan kun høres 20-30 m væk.
- Eftersøgning af lemlæstede og døde fugle efter markarbejdet (høstning, slåning, ensilering eller mejetærskning). Metoden er dog tidskrævende, og man må være hurtig på færde inden de bliver ædt af f.eks. musvåge og ræv.

Hvis denne grundige metode er anvendt, kan resultaterne tolkes på følgende måde:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. fund af rede, æg, dununger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: En han der har en stedfast sangpost, og som skifter fra at være meget aktivt crexende om natten til at crexe mere uregelmæssigt om natten og/eller crexe i dagtimerne.
- Muligt ynglepar: Enkeltregistreringer i egnede ynglebiotoper inkl. sete fugle, eller hanner der bliver ved at crexe meget aktivt om natten igennem hele yngleperioden.

Når en ynglebestand opgøres ud fra disse kriterier, anvendes følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Det er dog vigtigt, at der også foretages en simpel opgørelse over antal crexende fugle, som oplyses til brug for den årlige sammenlignelige bestandsopgørelse.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Fredsøe, K. 2003. Optællingsmetoder engsnarre 2003. Upubliceret.

Fredsøe, K. 2003. Lidt om engsnarren, udarbejdet til brug for optællingsarbejdet 2003. Upubliceret.

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (red.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Handlingsplan for bevarelse af den truede fugleart engsnarre Crex crex. Miljø- og energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen (2000).
Findes på: http://www.sns.dk/natur/bevaring/pdffiler/engsnarre.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Peake, T.M. & P.K. McGregor. 2001. Corncrake Crex crex census estimates: a conservation application of vocal individuality. Animal Biodiversity and Conservation 24.1, pp. 81-90.

Schäffer, N. 1999: Habitatwahl und Partnerschaftssystem von Tüpfelralle Porzana porzana und Wachtelkönig Crex crex. - Ökologie der Vögel, band 21: 1-267

Schäffer, N. 1995: Rufverhalten und Funktion des Rufens beim Wachtelkönig Crex crex. - Vogelwelt 116: 141-151

Trane - ynglefugle

Moniteringsvejledning for trane i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Tofft og Timme Nyegaard, januar 2006

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Tranen er en af de største danske fugle med en lang hals, lange ben og en højde på op til 115 cm, og er således større end stork og fiskehejre. Pga. sin kropsform og sin grå farve forveksles den imidlertid tit med hejren. Tranen er dog betydeligt mere statelig at se til, når den spankulerer af sted over marken. Udfarvede fugle (fra deres andet forår) har hvide kinder, og dette er et godt kendetegn for uøvede iagttagere. Flugten er markant med det store vingefang, og vingeslagene er mere stive end hos stork og fiskehejre. Modsat fiskehejre flyver tranen med strakt hals. Den er ingen rigtig svæveflyver, og ses kun af og til kredse på himlen. Den lever af smådyr og plantedele, som den finder på jorden på marker, enge og i vådområder.

Tranen lever i mange slags landskaber, både magre og federe, men det er dog mere eller mindre næringsfattige hedemoser og tørvemoser, som udgør den største del af de danske ynglepladser. Det er dog et afgørende krav til levestedet, at der er lave, sumpede vådområder til en sikker redeanbringelse samt rolige føderige områder i mere eller mindre åbent terræn i nærheden, hvor traneparret kan opfostre deres unger i fred og ro.

Tranen er en trækfugl med overvintringsområder i Frankrig og Spanien. Den ankommer til de danske ynglepladser i løbet af marts/april.

Reden er placeret i lavt vand omtrent som en svanerede, men er betydeligt mindre og dermed også mindre synlig. Den overses således nemt i terrænet. De normalt to æg lægges oftest i april, evt. første halvdel af maj. Omlægning ved tab af første kuld under rugningen forekommer almindeligt. Han og hun skiftes til at ruge, og den fugl som ikke ruger, holder en stor del af tiden vagt nær reden. Når ungerne er klækket efter ca. 30 døgns rugetid, forlader de reden kort efter sammen med deres forældre ligesom vadefugleunger. De vil herefter vandre rundt i territoriet på jagt efter føde indtil de kan flyve ca. 9 uger gamle, hvilket ofte sker fra midten af juli til midten af august. De vil dog både før og efter flyvedygtig alder søge til redeområdet for at overnatte, såfremt vandstanden ikke bliver for lav pga. udtørring.

Ofte vil parret – uanset om de har fået unger eller ej – blive i yngleterritoriet til hen på efteråret. I områder med egentlige bestande som f.eks. i Nordjylland, samles fuglene i flokke på særlige samle- og overnatningspladser i løbet af efteråret, inden de drager mod vinterkvarteret i oktober/november.

Efter genindvandringen i 1952 og frem til omkring 1990 var tranen en meget sjælden ynglefugl i Danmark med regelmæssig forekomst på kun 3 lokaliteter i Nordjylland. Siden begyndte bestanden at vokse markant, og der er nu omkring 50 ynglepar i hele landet og bestanden stiger fortsat. Det er stadig Nordjylland, der er tilholdssted for de fleste traner, men der er også en god bestand i den anden ende af landet, på Bornholm. Fra 2005 er også Falster hjemsted for ynglende traner. I Jylland har arten bredt sig til Læsø samt forskellige lokaliteter i Vest- og Sønderjylland. Baggrunden for den markante fremgang er ikke helt klarlagt, men en forbedret vinteroverlevelse i forbindelse med bedre fødemuligheder i Spanien og Frankrig samt bedre beskyttelse af de vigtigste rastepladser er nok de væsentligste årsager.

Tranens fremgang har medvirket, at den er gået fra at være vurderet ”sjælden” i rødliste 1997 til status som ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. DOF mener, at trane opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”, men at arten pga. af den gunstige bestandsudvikling i og omkring Danmark, kan nedlistes til ”næsten truet”.

Læs mere om trane under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04330

Målsætning
Som udgangspunkt bør alle lokaliteter med sikker eller muligt ynglende trane overvåges årligt. Med den efterhånden store bestand, kan dette dog i praksis vise sig at være for ambitiøst. Som minimum bør der holdes øje med arten i alle IBA-områder (Important Bird Area), hvor hovedandelen af de ynglende traner reelt også forekommer.

Undersøgelsesområde
Tranen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:

- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA 5)
- Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose (IBA 6)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Læsø, sydlige del (IBA 10)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Ålvand Klithede og Førby Sø (IBA 17)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Kongens Mose og Draved Skov (IBA 61)
- Frøslev Mose (IBA 70)
- Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne (IBA 80)
- Bøtø Nor (IBA 82)
- Maribosøerne (IBA 87)

I følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er der fundet ynglende traner, men uden at arten er på udpegningsgrundlaget endnu:

- Vangså Hede (IBA 18)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA 62)

Med den kraftige stigning bestanden er inde i, vil der dog nærmest årligt dukke nye par op i hidtil ubesatte områder, således at listen over lokaliteter og områder forlænges. Det er sandsynligt, at traner på sigt vil slå sig ned på Sjælland for at yngle. Det kan derfor være givtigt at holde øje med arten på alle egnede ynglelokaliteter.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Lokaliteterne besøges i perioden 5. marts til 5. april (fuglene ankommer normalt ikke på samme tid over hele landet, f.eks. er Bornholm altid før Nordjylland). Bedst er det omkring solopgang. I det område hvor parret skriger deres duetskrig om morgenen i april måned (2- eller 3-tonet skrig, der lyder som en serie), er der stor sandsynlighed for at parret vil anlægge reden. Duetskrigende fungere som territoriehævdelse såvel som de er betydende for parbindingen, og er derfor en god og vigtig indikator for et aktivt ynglepar.

Omkring 1. maj, hvor de fleste par ruger, bør det undersøges om der stadig ses to fugle i yngleområdet. Ses der nu kun én fugl, tyder alt på at magen ruger, og at ynglen således er på vej.

Ofte kan det ikke betale sig at opsøge området i juni, hvor vegetationen er høj og ungerne endnu ret små. Fra første halvdel af juli og frem til starten af august bør man på god afstand opsøge marker og enge med kort vegetation i eller nær yngleområdet, hvor man ofte kan have held til at se parret med 1-2 store eller halvstore unger søge ivrigt efter føde.

Når ungerne er flyvefærdige i august vil hele familien ofte om morgenen flyve ud til afhøstede marker i omegnen, men vende tilbage til yngleområdet sidst på formiddagen og igen ved solnedgang. I denne tid kan man derfor meget nemt opleve, at fuglene ikke kan findes i hjemområdet. Hvor flere par yngler tæt sammen, som f.eks. i Thy, kan det også i denne situation være svært at adskille de enkelte par og deres tilhørsforhold.

Stedfaste par, der ikke udviser territorieadfærd kan være unge par (”forlovede” fugle) i 2-4 års alderen, som endnu ikke er kønsmodne. De kan i længere perioder opholder sig sammen i ubesatte, men potentielt egnede områder. Disse betegnes muligt ynglepar. De vil ofte efter et par sæsoner slå sig ned i samme område som reelt territoriepar, når de første gang forsøger at yngle i 5–årsalderen.

Det er derfor vigtigt at være kritisk i vurderingen af, om der er tale om unge par, som enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed ikke forsøger at yngle, eller ældre ”rigtige” territoriehævdende ynglepar.

Moniteringskalender
5/3-5/4: Lokaliteterne undersøges for tegn på ynglepar.

Ca. 1/5: Det undersøges, om der er tegn på yngel (f.eks. når kun én fugl ses på ynglestedet).

10/7-5/8: Yngleområdet undersøges for par med store, evt. flyvefærdige, unger.

Rapportering
Alle observationer af traner i yngletiden bør indrapporteres med grundig angivelse af adfærd og alder. Sikre tegn på yngel er naturligvis vigtige at få med. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Fast par i et egnet yngleområde i perioden marts/april – september som udviser territoriehævdelse (skriger jævnligt duetskrig og bortjager evt. andre traner).
- Muligt ynglepar: Par som i længere perioder opholder sig i ubesatte, men potentielt egnede områder uden at udvise direkte yngleadfærd (dette vil oftest være unge par, der endnu ikke er kønsmodne).

Da tranen har en lav ynglesucces, hvor det ofte kun er halvdelen af parrene, der får flyvedygtige unger, kan man kun sjældent i praksis vide, om et par uden unger har forsøgt at ruge eller ej – jvf. også den skjulte redeplacering. Det kan derfor være svært at skelne mellem sandsynlige og sikre ynglepar. Disse betegnes derfor ofte ”territoriepar” – altså faste par med eget territorium uanset om der konstateres sikre tegn på ynglevirksomhed.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes derfor følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Mewes, W., G. Nowald & H. Prange, 1999: Kraniche. Myten, Forschung, Fakten. – Deutsche Lufthansa AG & Braun Buchverlag, Karlsruhe.

Mewes, W. 1996: Bestandsentwicklung, Verbreitung und Siedlungsdichte des Kranichs Grus grus in Deutschland, Die Vogelwelt 117, s. 111-118

Mewes, W., 1999: Zur reproduktion des Kranichs Grus grus in Deutscland. – Die Vogelwelt 120, s. 251-259.

Tofft, J., 1999: Der Kranich Grus grus als Brutvogel in Dänemark. – Die Vogelwelt 120, s. 275-279.

Tofft., J., 2000: Tranen på succeskurs – især i Vesteuropa. – DOFT 94, s. 145-148.

Tofft, J., 2002: Tranen breder sig til hele landet. – Fugle i Felten, 8. årg., nr. 3, s. 3-5.

Brushane - ynglefugle

Antallet af ynglende brushøns i et område er svært at afgøre da brushanen er polygam og fuglene ikke optræder territorialt. At registrere antallet af hanner og hunner på dansepladsen er en mulighed, men det giver et meget upræcist indtryk af yngleforekomsten. Situationen forværres yderligere af at gennemtrækkende fugle optræder på de danske dansepladser i første halvdel af maj. Den bedste måde – men også mest tids-/ressourcekrævende metode - er at registrere antallet af urolige hunner. Det gøres i de 1-2 uger der følger efter klækningen, som finder sted omkring den 5.-25. juni. Hvor brushøne yngler tæt på kolonier af måger bør denne metode dog ikke anvendes, da den indebærer en stor risiko for øget prædation af brushønens (og andre engfugles) unger og æg.

Tinksmed - ynglefugle

Ynglende tinksmed registreres ret let i månedsskiftet maj/juni, idet fuglene da normalt er meget sangaktive (Østergaard 2004). Tinksmeden kan med fordel optælles ved at registrere hanner i sangflugt. Det kan dog være vanskeligt på lokaliteter med flere par at adskille de enkelte par fra hinanden og dermed opgøre bestanden nøjagtigt. Desuden kan nordiske trækfugle på vej mod ynglepladserne her synge og udvise yngleadfærd på gennemtrækket i maj. På flere gammelkendte ynglelokaliteter træffes jævnligt tinksmed i maj måned, uden at dette senere fører til yngleforsøg.

Man skal desuden være opmærksom på at forældrefuglene kan finde på at føre ungerne til mere fugtige områder umiddelbart efter æggenes klækning.

Ved eftersøgning af ynglende tinksmed skal man endvidere være opmærksom på at arten undgår at yngle ved søer, der ligger nærmere end 80 meter på skovbryn, og at arten først i en afstand på 200-300 meter fra skovbevoksninger yngler med samme tæthed som ved søer omgivet af åben hede. Dette vil i sig selv være en meget begrænsende faktor for den danske ynglebestand, og dette forklarer måske, hvorfor der i dag mangler ynglende tinksmed i flere ellers oplagte yngleområder. Det er også påvist, at ynglende tinksmede er helt afhængige af en høj grundvandstand, og det er afgørende for en tæt bestand, at hedebiotopen ikke tørrer ud i yngletiden. Der er tilsyneladende også en positiv sammenhæng mellem stor nedbørsmængde og antallet af ynglende tinksmede. En tilkastning af drængrøfter har også i flere tilfælde haft en positiv effekt på bestanden.

Mosehornugle - ynglefugle

På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.

Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.

Printvenlig udgave