Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten

Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.

Rørdrum - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar
Arten lever skjult og opgøres bedst ud fra antallet af paukende hanner. Er mest stemmeaktiv fra april til midt i juni, især i aften- og nattetimerne. Vær opmærksom på, at hannen kun pauker meget lidt (eller slet ikke!), hvis der kun er ét par på en lokalitet. I ungetiden fra beg. af juni til juli kan fuglene ses flyve mellem fourageringspladserne og redestedet, hyppigst om morgenen og om aftenen.

Knopsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser hvor det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er august samt igen i januar-februar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke.

Sangsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.

Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.

Bramgås - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal, også uden for yngletiden.
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og marts. Bramgæssene kan også tælles om efteråret lige efter hovedtrækket, hvilket som regel vil være i sidste halvdel af oktober og første halvdel af november. Fuglene tælles ved, med kikkert eller teleskop, at estimere antallet i flokkene, fra en post i pæn afstand fra gæssene, så de ikke skræmmes. Man skal dog være opmærksom på, at der ofte vil være andre gæs imellem bramgæssene, f.eks. blisgås.

Troldand - rastefugle

Ved optælling af rastende troldænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt. I modsætning til nogle af de andre dykænder fouragerer troldanden dog som hovedregel mest om aftenen. Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.

Lille Skallesluger - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.

Da arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I, bør den optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer.

Toppet Skallesluger - rastefugle

Det anbefales af DMU at arten optælles i januar.

Stor Skallesluger - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Blå Kærhøg - rastefugle

Uden for yngletiden kan arten som andre kærhøge med fordel optælles på deres fælles overnatningspladser i udstrakte rørsumpe. Kærhøgene ankommer hertil inden for et ganske kort tidsrum omkring solnedgang og går ned i rørsumpen efter kort tids kredsen i lav højde.

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

Plettet Rørvagtel - ynglefugle

Moniteringsvejledning for plettet rørvagtel i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Susanne Bruun, Helge Røjle, Michael Stabell & Timme Nyegaard, August 2005

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den skjulte levevis gør, at arten kun sjældent ses, men i forårets og sommerens nattetimer kan hannens parringssang høres som et karakteristisk taktfast gentaget ”huitt”, nærmest med karakter af et piskesmæld. Alternativt beskrives stemmen som lyden af vanddråber, der falder ned i en tønde med vand. Et af artens gamle danske navne er ”hvuitfugl”, som også refererer til stemmen. ”Dyndskvat” er et andet ældre navn for plettet rørvagtel. Læs mere og hør stemmen her:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04080

De største bestande findes i Rusland og Sibirien, men udbredelsesområdet strækker sig over det meste af Europa op til det sydlige Sverige. I Danmark er arten en sjælden ynglefugl, som foretrækker sumpede vådområder og ferske enge og ådale med lavt vandspejl og rigelig vegetation, der ikke må gro til i rørsump. Kreaturafgræsning eller anden naturpleje er derfor vigtig for at forhindre tilgroning og derved opretholde artens ynglelokaliteter.

I 1800-tallet var plettet rørvagtel en noget mere almindelig og mere udbredt ynglefugl i Danmark end den er i dag. Især er det den moderne landskabsudnyttelse som har betydet at mange af de egnede ynglesteder er forsvundet. I 1960’erne varierede bestanden mellem 43 og 115 syngende fugle, mens der i 1970’erne kun blev registreret 20-50 på landsplan. Bestandsnedgangen falder sammen med den generelt negative udvikling på europæisk plan, som især menes at skyldes dræning og den intensiverede landbrugsdrift. 1998-2003 er der registreret 90-206 syngende fugle om året.

Arten er optaget på EF-fuglebeskyttelsesdirektivets liste I og er dermed udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområder. Arten skal derfor overvåges af staten gennem NOVANA-projektet, og er fastsat til at optælles hvert tredje år startende i 2005. Plettet rørvagtel var opført som ”sårbar” på den nationale rødliste fra 1997, men er på den nyeste rødliste 2005 vurderet til ”ikke truet”. DOF mener, at plettet rørvagtel reelt opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”. Arten er sårbar over for tilgroning af sumpområder, men da den har en rimelig god spredningsevne, kan den derfor nedlistes et trin til ”sårbar”.

Undersøgelsesområde
Arten skal moniteres i hele landet – overalt hvor der er egnede ynglelokaliteter. Det vil sige store og mellemstore sumpområder samt ferske, våde enge med en vandstand på højest 30 cm i perioden april-juli. Arten har en særlig tilknytning til halvåbne moser domineret af starer, mens den undgår områder med ren tagrørskov. Ukultiverede enge med naturlige vinter- og forårsoversvømmelser er en anden vigtig ynglehabitat. Desuden har ådale med sommeroversvømmelser pga. megen nedbør udvist større forekomster de senere år.

Tyngdepunktet for artens udbredelse i Danmark er Vejlerne (normalt med ca. 40-60% af ynglebestanden) og til dels Tøndermarsken. Andre områder, der formodentlig har faste bestande, er Sydlangeland, Bøtø Nor, Ribe Østerå, Tryggevælde Ådal, Ølene på Bornholm samt Busemarke Mose på Møn. Som følge af DOF’s ”Operation Natlyt”, der sætter fokus på nataktive arter, er arten registreret på et stigende antal lokaliteter, særligt i perioden 2000-2004. Dette er formodentlig også en følge af (gen)etableringen af flere vådområder. Det er derfor vigtigt, at alle potentielle lokaliteter identificeres og undersøges.

Følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er bl.a. udpeget på grund af regelmæssig forekomst af plettet rørvagtel, og bør derfor undersøges årligt:
- Råbjerg Mile og omgivende hedeområder (IBA-5)
- Østlige Vejler (IBA-13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA-20)
- Hjarbæk Fjord & Simested Ådal (IBA-24)
- Flyndersø/Stubbergård Sø (IBA-29)
- Nissum Fjord (IBA-38)
- Stadil & Veststadil Fjorde (IBA-41)
- Ringkøbing Fjord (IBA-43)
- Lillebælt (IBA-47)
- Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb (IBA-51)
- Fiilsø (IBA-56)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose & Felsted Vestermark (IBA-58)
- Tøndermarsken, Magisterkog & Rudbøl Sø (IBA-60)
- Rømø (IBA-65)
- Kogsbøl & Skast Moser (IBA-69)
- Sydfynske Øhav (IBA-71)
- Marstal Bugt & sydvestkysten af Langeland (IBA-72)
- Almindingen (IBA-80)
- Bøtø Nor (IBA-82)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord og Jungshoved Nor (IBA-89)
- Holmegårds Mose & Porsmose (IBA-91)
- Gribskov (IBA-108)
- Furesø med Vaserne og Farum Sø (IBA-109)
- Vestamager og havet syd for (IBA-111)
- Skjern Å-dalen (IBA-115)
- Bolle & Try Enge (IBA-116)

Desuden er der regelmæssig forekomst på følgende lokaliteter:
- Geddal Enge & Sønder Lem Vig (IBA-135)
- Busemarke mose

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Da arten så godt som aldrig ses og reder ikke findes, kan den kun overvåges ved at registrere spillende fugle.

Potentielle yngleområder besøges nætter, morgener eller sene aftener med stille vejr i perioden medio april til ultimo maj, og igen i perioden ultimo juni til medio juli.

Registreringen skal helst finde sted tidligt i en given yngleperiode, da fuglene kan stoppe med at synge, når de er udparrede. Herved undgås også sent ankommende ikke-ynglende fugle i første yngleperiode. Vær opmærksom på, at fuglens stemme er meget kraftig, og kan høres op til 1 km væk – hvorfor det er en god ide at lytte fra forskellige punkter for derved at kunne stedfæste fuglen bedre vha. triangulering, dvs. stedfæstning ud fra retningsbestemmelser fra mindst tre forskellige punkter.

Optimalt set bør en given lokalitet besøges flere gange i yngleperioden - gerne på forskellige tidspunkter af døgnet (natten) og besøgene må gerne være af en vis varighed. På den måde optimeres chancerne for at ramme et tidspunkt, hvor fuglene er stemmemæssigt aktive. Desuden er gode vejrforhold vigtige for en god optælling, særligt skal vinden helst være svag. Høj luftfugtighed/støvregn gør ikke så meget, da sangaktiviteten ofte er høj under disse vilkår pga. bedre forplantning af lyd i fugtigt vejr. Da ovennævnte faktorer er meget vigtige for registreringen af arten, må vejrforholdene meget gerne noteres og indrapporteres.

Man kan med fordel benytte kortlægningsmetoden til at optælle en lokalitets bestand. Metoden går ud på at indtegne de hørte fugle på separate kort, hver gang man besøger lokaliteten. Stedfæst gerne fuglene mere præcist ved at lytte fra flere forskellige positioner. Efter endt yngleperiode overføres alle oplysninger til et samlekort. Dernæst analyseres kortet, idet man søger efter grupperinger af registreringer, som antyder tilstedeværelsen af et territorium. Hvis der er mindst 2-3 registreringer på forskellige datoer inden for et lille område, tælles det som et territorium. Enkeltregistreringer, som falder tydeligt uden for de fremkommende territorier, sorteres fra. På den måde kan man få et overblik over antal territorier i et yngleområde uden at alle territorier nødvendigvis hævdes ved samme besøg. Der er en forudsætning at lokaliteten besøges mindst 5 gange i løbet af sæsonen, gerne op til 10, hvis denne metode skal fungere.

Alternativt kan antallet af territorier opgøres ved blot at tælle antallet af spillende fugle ved hvert besøg. Derefter benyttes den tælling, hvor det højeste antal spillende fugle blev hørt, til bestandsopgørelsen. Dette vil formentlig være den mest anvendte metode, da den er mindst tidskrævende.

Viden fra tidligere faser af Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle har vist, som antydet ovenfor, at der er to tydelige influx i ynglesæsonen, forårs-influxet april-maj og et højsommerinflux medio juni-medio juli. Højsommerinfluxet er faktisk det største, og her høres fuglene ofte helt andre steder end under forårsinfluxet. Således er der formodentlig kun delvis tale om øget stemmeaktivitet i forbindelse med andet kuld. Meget tyder på, at de sene højsommerfugle udmærket kan yngle. Der er således registreret ungefodrende fugle i Vejlerne ultimo juli og i august. Derfor er det også nødvendigt med besøg på potentielle lokaliteter i juli. Pga. problemet med sent ankommende, ikke-ynglende hanner er det vanskelligt at estimere antallet af ynglefugle på dette tidspunkt.

Moniteringskalender
10/4-1/6: Natlyt på egnede lokaliteter. Forårsbestanden vurderes.

20/6-20/7: Natlyt på egnede lokaliteter. Højsommerinflux vurderes.

Rapportering
Alle observationer af plettet rørvagtel bør rapporteres. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for plettet rørvagtel, da stort set alle registreringer er af spillende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Det vides ikke med sikkerhed, at kun hanner spiller. Desuden kan spilaktiviteten dale kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om plettet rørvagtel, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn skal den alligevel benyttes.

Der bør laves en opgørelse over forårsinfluxet og højsommerinfluxet separat, da den biologiske baggrund for fænomenet endnu ikke er klarlagt. Når årets bestand skal opgøres, vælger vi at angive forårsmakstallet som minimumsbestandsstørrelsen. Hvis makstallet under højsommerinfluxet er større end om foråret, angives højsommertallet som maksimumsbestandstal. Er bedste nat om foråret f.eks. 5 spillende fugle og største antal under højsommeren er 10, angives bestanden til 5-10 ”ynglepar”. Hvis højsommeren ikke byder på flere fugle, angives blot makstallet fra foråret som bestandsstørrelse (maks. 3 forår og maks. 2 højsommer = 3 ”ynglepar”).

Strandskade - ynglefugle

I flade områder er langt den bedste måde at registrere sikre ynglepar af strandskade på at afsøge området i teleskop fra et godt udsigtspunkt. Herfra er det ofte muligt at se de rugende fugle med en "vogter-partner" stående i nærheden. Går man ud i området lister strandskaderne ofte af reden på langt hold, og står afventende i nærheden.

Stationære, varslende par i maj til midten af juni kan tages som en indikation på sandsynlige ynglepar. Vær i øvrigt opmærksom på at ikke-ynglende hanner mange steder optræder oversomrende i smågrupper.

Klyde - ynglefugle

Klyden registreres ved fjernoptælling af stationære par som udviser yngleaktivitet, rugende fugle (evt. med ”vogter-mage” i nærheden) eller af ungeførende par mellem 10.-25. maj. Efter klækning føres ungerne gerne bort fra redestedet, og par med unger kan således gå lange afstande for at nå fourageringsområder ved kysten. Optællingen af fuglene skal derfor finde sted inden klækningen.

Hvis der er tale om større kolonier kan man få et udmærket indtryk af koloniens størrelse ved at dividere antallet af varslende fugle med to. Hvis fuglenes fourageringsområde undtagelsesvis ligger langt væk fra kolonien, er divisionsfaktoren et sted mellem 1 og 2, da den ene af magerne så vil være væk fra kolonien meget af tiden.

Engryle - ynglefugle

Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
I yngletiden opholder engrylen sig i åbne, græsklædte naturtyper, ofte koncentreret langs kysten eller nær/i vandansamlinger og vandrender som er lavvandede eller tørret ud for nyligt. Engrylen findes kun sjældent ynglende i vegetation med en højde på >15 cm eller fjernt fra permanente eller temporære vandansamlinger og aldrig i rørsump eller mellem buske.

På grund af fuglenes stilfærdige optræden i yngletiden er man nødt til at gennemsøge området således at alle passende ynglehabitater passeres inden for en afstand af højst 75-100 meter. Udover observationer af reder eller parring er den bedste måde at registrere sikre ynglepar af engryle at observere urolige, ungevarslende fugle, efter at ungerne er kommet ud af æggene i perioden 1-15. juni.

Sandsynlige ynglepar kan registreres ved spillende, varslende og stående fugle i territoriet i perioden ult. april-juni, men først og fremmest i perioden 3.-20. juni. Før denne periode bør man så vidt muligt racebestemme fuglene til den ynglende underart engryle ssp. schinzii, eftersom også nordlige alpina'er på vej til Sibirien synger på danske strandenge i april-maj. Engryle kendes bedst fra nordlig alm. ryle på

- et kun i begrænset grad plettet, sort bugskjold som desuden har uskarp rand
- fravær af varme brune farver på ryggen og vingerne
- ringere størrelse og kortere næb

De syngende hanners ”rrryyyllll” høres bedst i morgentimerne eller de sene aftentimer, men stemmen er ret svag og kan være svær at lokalisere. En yderligere indikation på ynglen er gentagne observationer af engryle på samme plet i en eng gennem maj og juni.

For at opnå et rimeligt estimat af antallet af ynglepar på en lokalitet skal der foretages mindst én optælling ult. april/pr. maj og to optællinger i juni, heraf den første i perioden 3.-10. juni og den anden i perioden 12.-20. juni med et interval på mindst 7 dage indimellem. Alle par og enlige indi-vider regnes som sandsynlige ynglepar bortset fra fugle der kun ses fouragerende eller rastende på fælles fourageringspladser. Alle observationer skal kortlægges, og antallet fra optællingen med flest sandsynlige ynglepar anses for minimumsantallet af ynglepar på lokaliteten. Hertil skal føjes de par fra andre besøg på lokaliteten som blev set mere end 300 meter fra observationerne på “maksimumsoptællingen”, samt par som blev observeret tidligere eller senere og som af forskellige årsager sandsynligvis ikke er inkluderet i optællingen med det maksimale antal observationer af ynglepar. Yderligere optællinger fx ult. maj og/eller ult. juni vil kunne forbedre datakvaliteten væsentligt.

Husk at notere alle indikationer på ynglesucces såsom antallet af varslende par/hanner samt observationer af dununger eller meget unge ungfugle.

Brushane - ynglefugle

Antallet af ynglende brushøns i et område er svært at afgøre da brushanen er polygam og fuglene ikke optræder territorialt. At registrere antallet af hanner og hunner på dansepladsen er en mulighed, men det giver et meget upræcist indtryk af yngleforekomsten. Situationen forværres yderligere af at gennemtrækkende fugle optræder på de danske dansepladser i første halvdel af maj. Den bedste måde – men også mest tids-/ressourcekrævende metode - er at registrere antallet af urolige hunner. Det gøres i de 1-2 uger der følger efter klækningen, som finder sted omkring den 5.-25. juni. Hvor brushøne yngler tæt på kolonier af måger bør denne metode dog ikke anvendes, da den indebærer en stor risiko for øget prædation af brushønens (og andre engfugles) unger og æg.

Dobbeltbekkasin - ynglefugle

Arten indgår ikke i udpegningsgrundlagene for nogen IBA’er. Bl.a. fordi den er gullistet i Danmark, er det alligevel en oplagt art at optælle ynglebestandene af; dette gøres bl.a. i skove og heder ved Bryrup, på Geddal Enge og Vest- og Sydamager.

Sandsynlige ynglepar
Såvel territoriehævdende, "brægende" hanner som "tikkende" hunner optælles og kan regnes for ynglende fugle. Territoriehævdende hanners sangflugt er mest intensiv i skumringen og i stille, fugtigt vejr fra 15. april til 15. maj, men gennemtrækkende hanner kan deltage og forvirre billedet. Som en tommelfingerregel kan mindst tre observationer af en spillende han over det samme område på forskellige dage regnes som et territorium (lig et sandsynligt "ynglepar").

Vær opmærksom på, at direkte observationer af opjagede fugle ofte fører til dobbeltregistreringer, da den samme fugl pga. den korte flugtafstand kan jages op flere gange.

Tinksmed - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer uden for yngletiden.

Havterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Dværgterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop. Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal, også uden for yngletiden.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Hos dværgternen yngler de unge fugle betydeligt senere end de ældre og kan derfor være svære at adskille fra ældre fugle med omlagte kuld. Derfor kan det være nødvendigt med 2 tællinger hhv. i begyndelsen og slutningen af rugeperioden.

Mosehornugle - ynglefugle

På trods af, at mosehornuglen er vor mest dagaktive ugle, der hyppigt søger føde i dagtimerne, er den svær at registrere, bl.a. fordi den er meget lidt synlig ved selve redepladsen (Knudsen 2004). I april kan man kigge efter parringsspil og lytte efter tuden i dagtimerne, og i ungefodringsperioden kan man registrere arten under dens fourageringsflyvninger. Ungerne forlader reden tidligt og spredes i vegetationen, hvorefter det kan betale sig at lytte efter ungernes kald.

Arten yngler meget ustabilt, og dens trofasthed overfor ynglelokaliteterne er flygtig. Den kan pludselig optræde på en lokalitet for blot at forsvinde året efter. Samtidig kan det være svært at skelne mellem trækkende og ynglende fugle. Den danske ynglebestand etablerer sig allerede i marts/april, medens de nordskandinaviske fugle fortsat trækker gennem landet til helt hen i slutningen af maj. Det er derfor muligt, at opleve træk- og ynglefugle på samme lokalitet på samme tidspunkt.