Tilgængelige optællingsvejledninger for fokusarterne på lokaliteten
Vær opmærksom på, at vejledningerne er generelle for alle lokaliteter i Caretakerprojektet, og der kan derfor være lokale afvigelser, særligt i forhold til optimalt optællingstidspunkt.
Sortterne - ynglefugle
Ynglende sortterner optælles bedst ved fjernobservation. Dette bør gøres om morgenen, da flest fugle opholder sig ved rederne på det tidspunkt. Hvis der er tale om enlige par (hvilket er ret sjældent), bør man sikre sig, at der er tale om yngleforsøg ved at besøge den formodede redelokalitet gentagne gange. Man bør i øvrigt være opmærksom på at sortternekolonier ofte kan flytte sig.
Sortternen yngler gerne nær andre mågefugle (særligt hættemåge) samt lappedykkere. Reden placeres som oftest på en måtte af flydende materiale eller på meget lavt vand. Pardannelsen, som involverer en karakteristisk adfærd både i luften og på jorden, finder sted primo/medio maj. Æglægningen finder sted fra midten af maj. Ungerne er flyvefærdige ca. 1½ måned senere. Således bør optællingen finde sted ved flere besøg i perioden fra medio maj til medio juni.