Sangsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.

Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.

Hvinand - ynglefugle

Hvinanden er ikke på udpegningsgrundlaget for nogle danske IBAs. Den yngler fåtalligt i Danmark i huller i gamle træer eller i kasser nær en sø eller å. Da der er tale om relativt få ynglepar i Danmark, er der ikke de store problemer i optælling af ynglepar. De typiske lokaliteter er mindre skovsøer især i Nordsjælland. Her skal man kigge efter udparrede fugle lige inden rugeperioden. Da hvinanden er en hulruger og typisk benytter opsatte kasser, er det som regel også relativt let, at registrere redestedet. Vil man finde hunnen med unger, når disse er klækket, skal man dog være opmærksom på, at de let kan gemme sig i eventuel bredvegetation.

Hvepsevåge - ynglefugle

Sikre ynglepar
Reden kan være uhyre svær at finde, da fuglene opfører sig yderst stilfærdigt og diskret omkring redestedet i slutningen af juni til juli. Det kan ofte betale sig at gennemgå skovområdet om vinteren og herunder markere træer med store reder. Disse træer kan så genbesøges i yngletiden. Sikre ynglefund kan nemmest konstateres i august, når ungefodringen er intensiv. Her vil det også være en fordel at finde et godt udsigtspunkt, hvor der er mulighed for at se de gamle fugle komme ind over skoven med føde til ungerne.

Sandsynlige ynglepar
Nemmest er det at registrere fugle i parringsflugt over territoriet i juni. De udfører en meget karakteristisk territoriemarkeringsflugt, hvor de glider op og ned i store buer afløst af dybe slow-motion vingeslag og vingeklappen over ryggen.

Rød Glente - ynglefugle

Moniteringsvejledning for rød glente i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Per Bomholt, Michael Stabell & Timme Nyegaard, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
De danske glenter ankommer fra overvintringsområderne fra midten af februar, og reden anlægges fra sidst i marts. I denne periode ses parret ofte sammen i en radius af 5 til 10 km af reden. Glenterne yngler i kernebestande, således at flere par har overlappende fourageringsområder. Årets succes er afhængig af fødetilgangen, parrets erfaring og total ro omkring redestedet.

Parret ses ofte i parringsflugt over skoven med hannen øverst, og territoriale stridigheder med ravne og musvåger bliver udkæmpet. Tyske undersøgelser viser, at unger kan indgå i nye yngleforsøg lokalt, hvilket også bekræftes af danske ringmærkningsfund. Selve reden kan variere meget i størrelse, men glentereder er normalt let genkendelige på grund af artens tilbøjelighed til at pynte med tøjrester, uld og plastik. Reden anlægges gerne i mindre skove fjernt fra duehøge, som præderer glenteunger. De 2-4 æg lægges fra 10. til 20. april, afhængig af hunnens ernæringstilstand, og de udruges på ca. 30 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 60 dage og forlader reden 70 dage gamle i følgeskab med de voksne. Efter ca. 14 dage er ungerne selvstændige. Det kan således lade sig gøre at se nyudfløjne unger fra ca. 5. juli frem til 1. august. Der er i Danmark en tendens til, at den nordjyske bestand hyppigere overvintrer end den sydjyske gør.

Rød glente er opført på den DMU’s rødliste over danske ynglefugle som værende sårbar. Arten er desuden en af de få danske ynglefugle, der er på den internationale rødliste, hvor den er kategoriseret som næsten truet (Near threatened), hvilket bl.a. skyldes at dens udbredelse er begrænset til Europa. I 2003 indgik DOF og Miljøministeriet en samarbejdsaftale, som bl.a. omfattede øget undersøgelse, beskyttelse og informering om den røde glente. Der blev i den forbindelse publiceret en handlingsplan i 2005 på baggrund af DOF’s forslag til forvaltningsplan fra 2003. Der er kun udpeget få fuglebeskyttelsesområder for arten.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02390

Undersøgelsesområde
Det primære undersøgelsesområde for rød glente er Østdanmark, dvs. Østjylland fra Sønderborg til Skagen og Øerne. Vest- og Midtjylland undersøges udelukkende i det omfang, der foreligger begrundet formodning om yngleforsøg. De egnede ynglelokaliteter for arten er åbne, mosaikagtige landskaber med spredte skove - eventuelt i nærheden af vandløb, søer eller moser. Arten yngler i lige stor udstrækning i flade og i kuperede terræner. Reden placeres i skovrande og i småskove, for langt størstedelen af de danske pars vedkommende i private skove. Det hænger formodentlig sammen med at glenten foretrækker skove med mindre færdsel.

Geografisk set er tyngdepunktet for den danske bestand af rød glente Østjylland og Vendsyssel. På Øerne er der en lille og stigende bestand i omegnen af Jyderup på Vestsjælland. Der yngler endnu ikke glenter vest for den jyske højderyg.

Til moniteringen af rød glente er landet delt op svarende til de områder, hvor det kan forventes at finde ynglende glenter. Hvert område har en regional koordinator tilknyttet, som er kontaktperson for lokale observatører og har ansvaret for at indsamle alle data fra delområdet, se nedenstående oversigt. Man kan naturligvis også altid kontakte artskoordinatorerne.

Optællingsmetode
Monitering af rød glente sker ved eftersøgning af redelokaliteter i potentielle yngleområder. Eftersøgningen sker bedst ved, at observatøren overskuer de potentielle yngleområder fra en række højtliggende punkter i landskabet. Hvis der er tegn på yngel i en skov, lokaliseres reden og reden undersøges ved at man i normal gang passerer forbi reden uden at standse op. Hvis der ikke er ynglende fugle, gennemgås området for føderester og fældefjer fra året før. Det bedste tidspunkt at eftersøge ynglepar er i perioden fra ca. 25. marts til 15. april, da fuglene i denne periode er mest tydelige i landskabet. Hunnen opholder sig enten ved reden eller ses flyvende i yngleområdet med hannen, og det er almindeligt, at de sammen strejfer rundt i dagtimerne på jagt. Hannen kan ligeledes ses bringe bytte til hunnen. Det er endvidere i denne periode, at hannen kan ses over skoven, stående stille i luften som en drage (heraf det engelske navn for glente: ”Kite”). Hvis man ser de to fugle kredse over skoven, vil hunnen normalt være størst og oftest kredse under hannen.

Parringer kan i denne tid iagttages mange gange dagligt, og fuglene vil som oftest overnatte sammen nær det foretrukne redested. Derfor kan man med fordel undersøge potentielle lokaliteter morgen og aften. I denne periode høres i øvrigt det høje, spæde to-tonede skrig, som er karakteristisk for arten. Observatøren bør være opmærksom på, at et område kan være besat af flere fugle, hvorfor der bør kigges grundigt på fuglene. Hvis en eller flere af områdets glenter eksempelvis har et karakteristisk fældningsmønster (der typiske vil være fældning af enkelte hånd- eller armsvingfjer), bør dette noteres. Det er vigtigt for at kunne individbestemme fuglene, så "fremmede" glenter kan adskilles fra det aktuelle ynglepar.

Æglægningsperioden begynder i starten af april hos de erfarne par og midt i april hos mindre erfarne par og falder desuden generelt en uges tid senere i det nordlige og centrale Jylland end i det sydlige Jylland. De sjællandske fugle følger de midtjyske fugles mønster. Æglægningen starter normalt omkring 10/4 i det sydlige Jylland. I æglægningsperioden opholder hunnen sig i 6–8 dage på eller ved reden, og hannen er også ved reden, kun afbrudt af hans daglige fødesøgningstogter. Glentehannen vil også stadig kunne ses hænge over redeskoven. Glenterne er meget sårbare overfor forstyrrelser i denne periode, og der konstateres ofte pludselige flytninger på op til 5 km fra den rede, som yngleparret først blev registreret ved. Ved eventuel kontrol af redesteder tidligt på sæsonen anbefales det derfor, at besøget er af så kort varighed som muligt. Når man nærmer sig en glenterede skal man altid gå direkte mod reden. Hvis fuglene letter fra redebevoksningen bør observatøren straks forlade stedet på en måde, som er tydelig for fuglene. De skal med andre ord kunne følge observatøren helt ud af skoven.

Mellem 15/4 og 15/5 kan observatøren fastslå, om hunnen ruger. Det gøres ved at se ind på reden fra en passende afstand. Glentereden vil normalt ikke være større end at de forlængede halefjer kan ses rage ud over kanten af reden. Fra 1/5 kan man normalt passere under reden i langsom gang og med kikkert fastslå, om det er en glente, der ruger. Musvågers haler vil sjældent kunne ses, og er lige afskårne. Duehøgens hale er let afrundet. Reder pyntet med løv og gran og reder med en krans af flettede smågrene er ikke bygget af glenter. Som oftest vil observatøren kunne se glentehannen forsvinde i lav højde over redeskoven, når han eller hun nærmer sig den besatte rede. Det er vigtigt, at den rugende fugl ikke føler sig opdaget. Derfor skal man efter kontrol af reden fortsætte under og forbi reden uden at standse op og kigge. Redestedet forlades på en så iøjnefaldende måde, at fuglene er klar over, at man er på vej væk

Fra medio maj begynder æggene at klække, og fra omkring 1. juni kan stænk under reden og stænk på de større grene på reden samt bytterester og fældefjer afsløre, at der er unger i reden. I denne periode vil det ikke være en god ide at bruge mere end højst 10 minutter i redebevoksningen. Besøg i dårligt vejr bør slet ikke forekomme.

I perioden 25/6-15/7 vil ungerne gradvist slippe reden, men er stadig afhængige af forældrene de første par uger og vil holde til i nærheden af reden. Dette er derfor det bedste tidspunkt at registrere hvor mange flyvefærdige unger, der er produceret. I denne periode bør man også lave et grundigt tjek af området for eventuelle rester af unger, der er døde. Glenteungerne kan dels omkomme ved fodring med giftholdige fødeemner (især har det vist sig at musegift (fortrinsvis bromadiolon) kan ophobe sig i alarmerende grad i rovfugle – specielt ådselædere som glenten) dels blive præderet af duehøg eller stor hornugle.

Hvis der findes døde glenter, bør de pakkes i plasticposer og dybfryses hurtigst muligt. De skal mærkes med dato, lokalitet og observatørens navn og adresse og gerne suppleret med bemærkninger omkring fundet. Herefter sendes den/de til obduktion hos Veterinærinstituttet, DTU, Sektion for Pelsdyr og Vildt, Hangøvej 2, 8200 Århus N, tlf. 7234 6000, http://www.vet.dtu.dk

Hvis man har mistanke om forgiftning eller ulovlig efterstræbelse, bør det straks meldes til politiet, og DOF bør underrettes. Desuden bør Skov- og Naturstyrelsens vildtkonsulent inddrages.

Lodsejerkontakt
Et afgørende element i overvågning og beskyttelse er at etablere en god kontakt til lodsejeren og herigennem til jægere, skovfolk og andre brugere. DOF’s mangeårige erfaringer har vist, at beskyttelsen kun fungerer, hvis lodsejeren er informeret om glenteparrets tilstedeværelse, og der er indgået en frivillig aftale om passende beskyttelse. Når en nyt ynglepar er lokaliseret, skal lodsejeren derfor hurtigst muligt informeres. Den bedste kontakt opnås ved at informere positivt om den sjældne fugl, der nu yngler i lodsejerens skov, og i den forbindelse udlevere informationsmateriale om glenter i form af f.eks. DOF’s eller Skov- og Naturstyrelsens forvaltningsplan. Det er en god idé at konsultere Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017's artskoordinatorer i forbindelse med alle nye ynglefund. Denne har stor erfaring i at håndtere lodsejerkontakt og frivillige aftaler, og kan i nødvendigt omfang assistere med lodsejerkontakten.

Moniteringskalender
25/3-15/4: Eftersøgning af glenter på potentielle ynglelokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd.

15/4-15/5: Æglægningsperiode – vis særligt hensyn ved besøg på glentelokaliteter.

15/5-15/6: Registrering af par med ynglesucces.

1/7-10/8: Redekontrol og registrering af antallet af udfløjne unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatorerne og projekts medarbejdere i DOF få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatorerne. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Havørn - ynglefugle

Moniteringsvejledning for havørn i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Erik Ehmsen & Timme Nyegaard, november 2008

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Havørnen forsvandt som ynglefugl i begyndelsen af 1900 tallet, udelukkende som følge af menneskelig efterstræbelse. Den har gennem af 1900-tallet flere gange forsøgt sig som ynglefugl, men har først rigtigt genetableret sig i 1990’erne. Havørnen går kraftigt frem i de fleste områder af Vesteuropa, og i Danmark regner vi med, at der i fremtiden kan komme til at være omkring 75 par. Alle de ynglefugle, hvis afstamning, der ud fra ringmærkning har kunnet identificeres, kommer fra den tyske bestand. Af svenske erfaringer vil det være højst usandsynligt, at eksempelvis norske fugle vil slå sig ned i Danmark, mens svenske og polske fugle godt kunne indgå i en dansk ynglebestand.

Havørnen foretrækker uforstyrrede skovområder med stærke gamle træer, eksempelvis bøg og fyr til redetræ. Der skal være gode indflyvningsforhold til reden, så der er god plads til det næsten 2½ meter store vingefang. Når optimale ynglebiotoper ikke er til stede, kan arten yngle i endog ret unge træer, og træer der ligger i småskove eller hegn. I 1800 tallet har den et sted i Vestjylland endda ynglet på jorden. I modsætning til mange andre ørnearter er den ret social, hvorfor nogle af ynglefuglene accepterer andre artsfæller indenfor deres territorium, også i yngletiden.

Da arten hovedsagelig lever af føde taget i eller på vand, kræves der visse steder meget store fourageringsområder, mens der i store søområder kan være ynglepar ganske tæt på hinanden. De to tættest liggende reder, man kender, ligger under 600 meter fra hinanden. I yngletiden kan arten let tilbagelægge 10 km for at nå et godt fødeområde, og om vinteren trækker par fra indlandet gerne ud til kysterne. Hvis denne afstand ikke er for stor, foretrækker parret dog at overnatte i nærheden af reden.

Arten benytter sig af talrige fourageringsteknikker: Standjagt, hvor fuglen i timevis sidder i et højt træ ved en sø og venter på en uforsigtig/syg fisk eller fugl. Udmattelsesjagt, der både kan foregå ved et samarbejde mellem to ørne eller alene. Her udsøger ørnen sig en fugl og angriber den mange gange i løbet af ganske kort tid, byttet bliver på denne måde udmattet og evner ikke længere at dykke, og bliver så ørnens bytte. Henrettelse, hvor en ørn over lavt vand lander på ryggen af en svømmende fugl, som den bliver stående på ind til denne er druknet. Redeplyndring, hvor Havørnen lander i f.eks. en skarvrede og tømmer den for æg eller små unger. Ådselæder, ådsler spises, når de tilfældigt dukker op, men potentielt gode steder som jernbaner kan også afsøges aktivt.

Arten er på den danske rødliste kategoriseret som sårbar.

Læs mere om arten under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02430

Undersøgelsesområde
Selv om arten i 1800-tallet næsten udelukkende ynglede i Østjylland, på det nordlige Fyn og øerne øst for Storebælt, viser den slesvig-holstenske bestand, at der skal holdes øje med arten overalt i Danmark. I Nordtyskland findes havørnen således ynglende ved fladvandede østvendte kyster, fjorde, søområder, langs store vandløb og endog i marsklandet. Den vil dog nok ikke dukke op som ynglefugl på den jyske hedeslette, da der kun er få fourageringsområder der.

Alle lokaliteter, især i den sydlige del af landet, i nærheden af større søer eller fjorde med en god vinterbestand af vandfugle samt nærliggende ældre, uforstyrret skov kandiderer til nye ynglelokaliteter. Således er de typiske redetræer i dag mere end 100 år gamle bøge-, ege- eller asketræer placeret i privat skov med mere end 300 m til nærmeste bebyggelse og indenfor en afstand af ca. 3 km til en større sø eller fjord.

Havørnen er opført på udpegningsgrundlaget for 11 EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, men kan, som ovennævnte antyder, forventes at bosætte sig mange steder i landet. Mange af disse lokaliteter er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Selv om havørnen bygger en stor rede (op til 1½ meter høj og med en diameter på 1½ meter), og fuglen selv er stor og under fourageringen ikke specielt sky, kan det være vanskeligt at registrere alle ynglende par. Det skyldes, at arten helst udvælger sig uforstyrrede skovpartier til reden. Bygningen af reden foregår ofte i slutningen af året samt januar og februar, men en rede kan færdiggøres på blot 14 dage. Redetræet står ofte i et skovbryn eller i kanten af en lysning.

Reder bør kontrolleres mindst et par gange i perioden 1/3 til 1/7. Områder, hvor et par har opholdt sig gennem et efterår, bør undersøges for ny rede. Dette foregår bedst ved at finde fuglene lige inden de går til ro og følge dem, da havørne gerne overnatter i det område, de senere vælger som yngleområde. Da havørnen kan yngle allerede som 3K fugl, i hvert fald for hunnens vedkommende, er det ikke nødvendigt, at begge fugle er adulte fugle.

DOFbasen bør kontrolleres for lokaliteter, hvor havørnepar har opholdt sig gennem efterår og vinter med henblik på eftersøgning af mulig yngel.

For at få øget opmærksomheden og rapporteringen af nye ynglefugle, ville det være gavnligt gennem fagtidsskrifter som f.eks. ”Skoven”, at gøre lodsejere opmærksomme på arten og dens yngelcyklus.

Ofte bygger unge uerfarne fugle en rede, men de får aldrig lagt æg og påbegyndt at yngle. Ved fund af rede, bør man forsøge at vurdere, om fuglene yngler. Næsten alle havørnepar i Danmark lægger æg i første halvdel af marts, og rugningen indledes så snart første æg er lagt. Inden æglægningen vil parret (eller hunnen) normalt have siddet i reden i et godt stykke tid. Når rugningen er indledt, ligger den rugende fugl (som regel hunnen) meget dybt i reden. Den trykker sig så langt ned i reden, at den oftest er usynlig fra jorden. Ind imellem løfter den dog hovedet, hvorved det gule næb lyser op over redekanten, og hun rejser sig også af og til for at vende æggene. Hvis begge ørne i længere tid står samtidig i reden eller på redekanten, er der givetvis ikke lagt æg.

Ungernes klækning sker efter 38-40 dage. De er i den første tid ikke synlige, og hunnen varmer fortsat ungerne i den første periode efter klækningen. Et typisk tegn er dog, at hun ligger meget højt i reden, og at hun bevæger sig mere. Hun foretager hyppigt forsigtige fodringsbevægelser ned i redebunden. Ungerne forsøger ret tidligt at sende afføringen ud over redekanten, hvorfor denne og de omgivne områder efterhånden farves hvid. Efter et par uger vil ungerne ses over redekanten, specielt når det er fodringstid, men på det tidspunkt er der løv på træerne, så en langdistancekontrol er vanskelig eller umulig ved reder placeret midt i en bevoksning.

Der går ca. 80 dage fra æglægning til ungerne er flyvedygtige. Inden de er fuldt flyvedygtige, vil de kravle rundt på grenene i redetræet og flyve fra gren til rede og tilbage igen. Efter den første rigtige flyvetur holder unger dog stadig til tæt på reden, og fodres oftest her. I de veleksponerede reder vil den bedste tid for optælling af unger være de sidste ti dage før udflyvningen, hvor ungerne ofte vil stå sammen på reden eller grenene omkring. I de dårligst eksponerede reder kan antallet ofte først konstateres efter at ungerne flyver ud af redeskoven til de nærliggende fourageringsområder. Hvis man nærmer sig reden vil forældrefuglene ofte varsle og ungerne vil forblive skjult i reden eller skoven. Men 10-15 dage før udflyvningen er forældrefuglene ofte begge på fouragering, hvorfor man i den periode kan være heldig at se ungerne på redekanten. Dog skal man være påpasselig med optællingen, da en af ungerne let kan ligge dybt i reden. Ungerne er på det tidspunkt ret ligeglade med menneskelig tilstedeværelse, i hvert fald hvis de ikke bliver advaret af forældrefuglene.

Der er stor forskel på hvornår de enkelte unger forlader redeskoven og drager ud til fourageringsområderne. Men 2-3 uger efter udflyvningen kan man på dage med solskin og god vind se dem lege i luften over redeskoven. Her er det igen muligt at finde ud af antallet af unger, hvis man lægger godt mærke til fjerdragten på den enkelte fugl. Ofte er der endog stor forskel på ungernes fjerdragt, specielt er haletegningerne og overvingerne variable. Det er dog også i denne første tid efter udflyvningen, at ungerne udsættes for de største farer, så antallet af unger set udenfor redeskoven er ikke altid lig med antallet af unger, der har forladt reden!

Både ved eftersøgning af rede og ved senere kontrol af rugning skal man huske på, at havørnen er meget sårbar for forstyrrelser, og en redeovervågningen må naturligvis aldrig gå på kompromis med fuglenes behov for fred i denne periode.

Nogle gange vil det på trods af grundig eftersøgning først blive kendt året efter, at et nyt ynglepar har etableret sig. Endvidere benytter nogle par sig af flere reder, hvorfor en ny rede ikke er et bevis for tilstedeværelse af et nyt ynglepar.

Moniteringskalender
1/12-1/3: Redebygning. Redebygningen foregår oftest indenfor denne periode. Dog kan en rede bygges på helt ned til 14 dage. Der kigges efter fugle med redemateriale, og et redetræ kan eftersøges. Fugle kan følges til overnatning, da dette ofte sker på reder.

1/3-1/4: Æglægning/påbegyndt rugning. Den bedste periode til at se efter evt. påbegyndt rugningen er 10-20/3. Hvis rugning ikke konstateres gentages besøget 1-2 uger senere. Da der ikke er løv på træerne på dette tidspunkt, vil det være forholdsvis uproblematisk at kontrollere reder placeret inde i skove.

15/4-30/4: Klækning. Ved reder placeret midt i bevoksninger bør man forsøge at kontrollere unger i reden inden 1/5 (løvspring). I perioden 25-30/4 vil der være gode chancer for at se, om der er unger i reden.

20/5-10/6: Flyvefærdige unger. Omkring slutningen af maj bliver ungerne flyvefærdige, og i denne tid kan det være muligt at konstatere antallet af unger i reden.

10/6-1/7: Udfløjne unger. I denne periode vil de udfløjne unger ofte kunne ses lave flyveøvelser ved redeskoven.

Rapportering
Alle observationer af arten bør indtastes i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle som alle kan bidrage til, med angivelse af både adfærd og alder. Det er vigtigt med en sikker aldersangivelse, og hvis man er usikker, er det meget bedre at skrive f.eks. subad end 2K eller 3K. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Indtastninger af ynglepar af havørn bliver automatisk skjult på DOFbasens hjemmeside. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren.

Bearbejdning
Traditionelt anvendes begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar ved bestandsopgørelser af fugle. De normale definitioner for disse begreber har ikke været hensigtsmæssige at benytte for ørne, da de ofte etablerer territorium flere år før de begynder at gøre yngleforsøg. Vi har i stedet valgt at anvende nogle internationalt benyttede definitioner:

- Revirpar (Rp): To kønsmodne fugle med rede. Hertil hører også par i traditionelle revirer, hvor reden ikke er kendt det pågældende år. Det er ikke ualmindeligt, at par skifter mellem flere reder fra år til år, hvilket kan ske uden observatørens kendskab.
Desuden medtages også territorier, hvor en af de gamle fugle mister sin mage, men holder fast i den gamle rede med en ny mage, der i visse tilfælde kan være en immatur fugl, der endnu ikke er yngledygtig.
Mulige, nyetablerede territorier uden redebygningsaktivitet eller redefund omfattes ikke af dette begreb og medtages slet ikke ved bestandsopgørelser af denne art. De registreres først som revirpar, når der er registreret en rede.

- Ynglepar med succes (Bpm): Revirpar, der producerer udfløjne unger.

Ved angivelse af bestanden, vil det være antal revirpar, der oplyses (kaldes ’ynglepar’ i flere sammenhænge, f.eks. DOFbasen). Ved angivelse af ungeproduktion benyttes det antal unger, som er blevet flyvefærdige. Hvis der er foretaget ringmærkning af ungerne, er dette tal ikke nødvendigvis brugbart, da ungerne kan omkomme inden de bliver flyvefærdige. Et besøg omkring månedsskiftet juni/juli er derfor nødvendigt, for at kontrollere det rigtige antal flyvefærdige unger. Såfremt det i stedet er antallet af ringmærkede ungfugle, der indgår i statistikken, skal der gøres opmærksom på dette i metodebeskrivelsen.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Blå Kærhøg - rastefugle

Uden for yngletiden kan arten som andre kærhøge med fordel optælles på deres fælles overnatningspladser i udstrakte rørsumpe. Kærhøgene ankommer hertil inden for et ganske kort tidsrum omkring solnedgang og går ned i rørsumpen efter kort tids kredsen i lav højde.

Arten bør optælles overalt hvor den regelmæssigt forekommer i større antal uden for yngletiden.

Trane - ynglefugle

Moniteringsvejledning for trane i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Tofft og Timme Nyegaard, januar 2006

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Tranen er en af de største danske fugle med en lang hals, lange ben og en højde på op til 115 cm, og er således større end stork og fiskehejre. Pga. sin kropsform og sin grå farve forveksles den imidlertid tit med hejren. Tranen er dog betydeligt mere statelig at se til, når den spankulerer af sted over marken. Udfarvede fugle (fra deres andet forår) har hvide kinder, og dette er et godt kendetegn for uøvede iagttagere. Flugten er markant med det store vingefang, og vingeslagene er mere stive end hos stork og fiskehejre. Modsat fiskehejre flyver tranen med strakt hals. Den er ingen rigtig svæveflyver, og ses kun af og til kredse på himlen. Den lever af smådyr og plantedele, som den finder på jorden på marker, enge og i vådområder.

Tranen lever i mange slags landskaber, både magre og federe, men det er dog mere eller mindre næringsfattige hedemoser og tørvemoser, som udgør den største del af de danske ynglepladser. Det er dog et afgørende krav til levestedet, at der er lave, sumpede vådområder til en sikker redeanbringelse samt rolige føderige områder i mere eller mindre åbent terræn i nærheden, hvor traneparret kan opfostre deres unger i fred og ro.

Tranen er en trækfugl med overvintringsområder i Frankrig og Spanien. Den ankommer til de danske ynglepladser i løbet af marts/april.

Reden er placeret i lavt vand omtrent som en svanerede, men er betydeligt mindre og dermed også mindre synlig. Den overses således nemt i terrænet. De normalt to æg lægges oftest i april, evt. første halvdel af maj. Omlægning ved tab af første kuld under rugningen forekommer almindeligt. Han og hun skiftes til at ruge, og den fugl som ikke ruger, holder en stor del af tiden vagt nær reden. Når ungerne er klækket efter ca. 30 døgns rugetid, forlader de reden kort efter sammen med deres forældre ligesom vadefugleunger. De vil herefter vandre rundt i territoriet på jagt efter føde indtil de kan flyve ca. 9 uger gamle, hvilket ofte sker fra midten af juli til midten af august. De vil dog både før og efter flyvedygtig alder søge til redeområdet for at overnatte, såfremt vandstanden ikke bliver for lav pga. udtørring.

Ofte vil parret – uanset om de har fået unger eller ej – blive i yngleterritoriet til hen på efteråret. I områder med egentlige bestande som f.eks. i Nordjylland, samles fuglene i flokke på særlige samle- og overnatningspladser i løbet af efteråret, inden de drager mod vinterkvarteret i oktober/november.

Efter genindvandringen i 1952 og frem til omkring 1990 var tranen en meget sjælden ynglefugl i Danmark med regelmæssig forekomst på kun 3 lokaliteter i Nordjylland. Siden begyndte bestanden at vokse markant, og der er nu omkring 50 ynglepar i hele landet og bestanden stiger fortsat. Det er stadig Nordjylland, der er tilholdssted for de fleste traner, men der er også en god bestand i den anden ende af landet, på Bornholm. Fra 2005 er også Falster hjemsted for ynglende traner. I Jylland har arten bredt sig til Læsø samt forskellige lokaliteter i Vest- og Sønderjylland. Baggrunden for den markante fremgang er ikke helt klarlagt, men en forbedret vinteroverlevelse i forbindelse med bedre fødemuligheder i Spanien og Frankrig samt bedre beskyttelse af de vigtigste rastepladser er nok de væsentligste årsager.

Tranens fremgang har medvirket, at den er gået fra at være vurderet ”sjælden” i rødliste 1997 til status som ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. DOF mener, at trane opfylder kriterierne for kategorien ”moderat truet”, men at arten pga. af den gunstige bestandsudvikling i og omkring Danmark, kan nedlistes til ”næsten truet”.

Læs mere om trane under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04330

Målsætning
Som udgangspunkt bør alle lokaliteter med sikker eller muligt ynglende trane overvåges årligt. Med den efterhånden store bestand, kan dette dog i praksis vise sig at være for ambitiøst. Som minimum bør der holdes øje med arten i alle IBA-områder (Important Bird Area), hvor hovedandelen af de ynglende traner reelt også forekommer.

Undersøgelsesområde
Tranen er opført på udpegningsgrundlaget for følgende EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, og disse områder bør derfor undersøges for forekomst af arten årligt:

- Råbjerg Mile og Hulsig Hede (IBA 5)
- Jerup Hede, Råbjerg Mose og Tolshave Mose (IBA 6)
- Lille Vildmose (IBA 7)
- Læsø, sydlige del (IBA 10)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Ålvand Klithede og Førby Sø (IBA 17)
- Hanstholm Reservatet (IBA 22)
- Hostrup Sø, Assenholm Mose og Felsted Vestermark (IBA 58)
- Kongens Mose og Draved Skov (IBA 61)
- Frøslev Mose (IBA 70)
- Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne (IBA 80)
- Bøtø Nor (IBA 82)
- Maribosøerne (IBA 87)

I følgende EF-fuglebeskyttelsesområder er der fundet ynglende traner, men uden at arten er på udpegningsgrundlaget endnu:

- Vangså Hede (IBA 18)
- Tinglev Sø & Mose, Ulvemose og Terkelsbøl Mose (IBA 62)

Med den kraftige stigning bestanden er inde i, vil der dog nærmest årligt dukke nye par op i hidtil ubesatte områder, således at listen over lokaliteter og områder forlænges. Det er sandsynligt, at traner på sigt vil slå sig ned på Sjælland for at yngle. Det kan derfor være givtigt at holde øje med arten på alle egnede ynglelokaliteter.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Lokaliteterne besøges i perioden 5. marts til 5. april (fuglene ankommer normalt ikke på samme tid over hele landet, f.eks. er Bornholm altid før Nordjylland). Bedst er det omkring solopgang. I det område hvor parret skriger deres duetskrig om morgenen i april måned (2- eller 3-tonet skrig, der lyder som en serie), er der stor sandsynlighed for at parret vil anlægge reden. Duetskrigende fungere som territoriehævdelse såvel som de er betydende for parbindingen, og er derfor en god og vigtig indikator for et aktivt ynglepar.

Omkring 1. maj, hvor de fleste par ruger, bør det undersøges om der stadig ses to fugle i yngleområdet. Ses der nu kun én fugl, tyder alt på at magen ruger, og at ynglen således er på vej.

Ofte kan det ikke betale sig at opsøge området i juni, hvor vegetationen er høj og ungerne endnu ret små. Fra første halvdel af juli og frem til starten af august bør man på god afstand opsøge marker og enge med kort vegetation i eller nær yngleområdet, hvor man ofte kan have held til at se parret med 1-2 store eller halvstore unger søge ivrigt efter føde.

Når ungerne er flyvefærdige i august vil hele familien ofte om morgenen flyve ud til afhøstede marker i omegnen, men vende tilbage til yngleområdet sidst på formiddagen og igen ved solnedgang. I denne tid kan man derfor meget nemt opleve, at fuglene ikke kan findes i hjemområdet. Hvor flere par yngler tæt sammen, som f.eks. i Thy, kan det også i denne situation være svært at adskille de enkelte par og deres tilhørsforhold.

Stedfaste par, der ikke udviser territorieadfærd kan være unge par (”forlovede” fugle) i 2-4 års alderen, som endnu ikke er kønsmodne. De kan i længere perioder opholder sig sammen i ubesatte, men potentielt egnede områder. Disse betegnes muligt ynglepar. De vil ofte efter et par sæsoner slå sig ned i samme område som reelt territoriepar, når de første gang forsøger at yngle i 5–årsalderen.

Det er derfor vigtigt at være kritisk i vurderingen af, om der er tale om unge par, som enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed ikke forsøger at yngle, eller ældre ”rigtige” territoriehævdende ynglepar.

Moniteringskalender
5/3-5/4: Lokaliteterne undersøges for tegn på ynglepar.

Ca. 1/5: Det undersøges, om der er tegn på yngel (f.eks. når kun én fugl ses på ynglestedet).

10/7-5/8: Yngleområdet undersøges for par med store, evt. flyvefærdige, unger.

Rapportering
Alle observationer af traner i yngletiden bør indrapporteres med grundig angivelse af adfærd og alder. Sikre tegn på yngel er naturligvis vigtige at få med. Rapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Fast par i et egnet yngleområde i perioden marts/april – september som udviser territoriehævdelse (skriger jævnligt duetskrig og bortjager evt. andre traner).
- Muligt ynglepar: Par som i længere perioder opholder sig i ubesatte, men potentielt egnede områder uden at udvise direkte yngleadfærd (dette vil oftest være unge par, der endnu ikke er kønsmodne).

Da tranen har en lav ynglesucces, hvor det ofte kun er halvdelen af parrene, der får flyvedygtige unger, kan man kun sjældent i praksis vide, om et par uden unger har forsøgt at ruge eller ej – jvf. også den skjulte redeplacering. Det kan derfor være svært at skelne mellem sandsynlige og sikre ynglepar. Disse betegnes derfor ofte ”territoriepar” – altså faste par med eget territorium uanset om der konstateres sikre tegn på ynglevirksomhed.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes derfor følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Mewes, W., G. Nowald & H. Prange, 1999: Kraniche. Myten, Forschung, Fakten. – Deutsche Lufthansa AG & Braun Buchverlag, Karlsruhe.

Mewes, W. 1996: Bestandsentwicklung, Verbreitung und Siedlungsdichte des Kranichs Grus grus in Deutschland, Die Vogelwelt 117, s. 111-118

Mewes, W., 1999: Zur reproduktion des Kranichs Grus grus in Deutscland. – Die Vogelwelt 120, s. 251-259.

Tofft, J., 1999: Der Kranich Grus grus als Brutvogel in Dänemark. – Die Vogelwelt 120, s. 275-279.

Tofft., J., 2000: Tranen på succeskurs – især i Vesteuropa. – DOFT 94, s. 145-148.

Tofft, J., 2002: Tranen breder sig til hele landet. – Fugle i Felten, 8. årg., nr. 3, s. 3-5.

Hedelærke - ynglefugle

Sandsynlige ynglepar af hedelærke optælles ved at registrere syngende fugle i oplagte ynglebiotoper, bedst ved solopgang. Arten synger i territoriet fra slutningen af marts til ind i juli. Hedelærken lægger sine æg fra medio marts, som regel i en rede på jorden i åbne træomkransede lysninger.

Rødrygget Tornskade - ynglefugle

Bestanden vurderes ved optælling af stationære hanner/par, syngende hanner og varslende par/hanner mellem medio juni og primo august, allerbedst dog i perioden medio-ultimo juli. Hannen har i yngletiden ofte helt faste udkigs¬poster, hvorfra den spejder efter føde¬emner og overvåger terri-toriet. Antallet af hanner kan inkludere en ukendt andel af uparrede hanner, mens antal ungefamili-er kun indicerer par med ynglesucces. Den reelle bestand ligger et sted herimellem. For sammenlig-nelighedens skyld angives det første tal som lokalitetens ynglebestand, mens antallet af ungefamilier angives som kommentar.

Hvad angår de uparrede hanner, bør man være opmærksom på at uparrede hanner og hunner hvis yngleforsøg er mislykket, sagtens kan finde på at hjælpe med at beskytte og fodre andre pars unger. De uparrede hanner assisterer sågar ofte flere par på én gang. Da ydermere sene kuld ofte er overladt til en enkelt forældrefugl, kan tilstedeværelsen af disse surrogatforældre føre til en fejlvurdering af antallet af ynglepar i et område.