Skarv - ynglefugle

Som ynglefugl overvåges skarv ved at optælle de besatte reder (m. rugende fugle og senere unger) i kolonierne i marts-april.

Knopsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser hvor det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er august samt igen i januar-februar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke.

Sangsvane - rastefugle

I løbet af og efter yngletiden trækker svanerne til store fældepladser. Det optimale optællingstidspunkt ifølge DMU er januar. Mindre flokke kan let tælles direkte – større flokke kan evt. fotograferes og optælles senere. Vær opmærksom på at man har tendens til at undervurdere antallet af fugle i mindre, tætte flokke. Vær også opmærksom på at en stigende andel af sangsvanerne registreres uden for EF-fuglebeskyttelsesområderne i takt med at svanerne skifter fødevalg til vinterafgrøder af specielt raps og ikke-afhøstede marker. Disse svaneflokke bør også optælles.

Arten bør i øvrigt optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal.

Bramgås - rastefugle

Arten bør optælles overalt hvor den forekommer regelmæssigt i større antal, også uden for yngletiden.
Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar og marts. Bramgæssene kan også tælles om efteråret lige efter hovedtrækket, hvilket som regel vil være i sidste halvdel af oktober og første halvdel af november. Fuglene tælles ved, med kikkert eller teleskop, at estimere antallet i flokkene, fra en post i pæn afstand fra gæssene, så de ikke skræmmes. Man skal dog være opmærksom på, at der ofte vil være andre gæs imellem bramgæssene, f.eks. blisgås.

Bjergand - rastefugle

Det anbefales af DMU, at arten optælles i januar. Ved optælling af rastende bjergænder skal man være opmærksom på, at det potentielt kun er en mindre del af det samlede antal, som befinder sig på overfladen på et givent tidspunkt.

Toppet Skallesluger - rastefugle

Det anbefales af DMU at arten optælles i januar.

Havørn - ynglefugle

Moniteringsvejledning for havørn i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Erik Ehmsen & Timme Nyegaard, november 2008

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Havørnen forsvandt som ynglefugl i begyndelsen af 1900 tallet, udelukkende som følge af menneskelig efterstræbelse. Den har gennem af 1900-tallet flere gange forsøgt sig som ynglefugl, men har først rigtigt genetableret sig i 1990’erne. Havørnen går kraftigt frem i de fleste områder af Vesteuropa, og i Danmark regner vi med, at der i fremtiden kan komme til at være omkring 75 par. Alle de ynglefugle, hvis afstamning, der ud fra ringmærkning har kunnet identificeres, kommer fra den tyske bestand. Af svenske erfaringer vil det være højst usandsynligt, at eksempelvis norske fugle vil slå sig ned i Danmark, mens svenske og polske fugle godt kunne indgå i en dansk ynglebestand.

Havørnen foretrækker uforstyrrede skovområder med stærke gamle træer, eksempelvis bøg og fyr til redetræ. Der skal være gode indflyvningsforhold til reden, så der er god plads til det næsten 2½ meter store vingefang. Når optimale ynglebiotoper ikke er til stede, kan arten yngle i endog ret unge træer, og træer der ligger i småskove eller hegn. I 1800 tallet har den et sted i Vestjylland endda ynglet på jorden. I modsætning til mange andre ørnearter er den ret social, hvorfor nogle af ynglefuglene accepterer andre artsfæller indenfor deres territorium, også i yngletiden.

Da arten hovedsagelig lever af føde taget i eller på vand, kræves der visse steder meget store fourageringsområder, mens der i store søområder kan være ynglepar ganske tæt på hinanden. De to tættest liggende reder, man kender, ligger under 600 meter fra hinanden. I yngletiden kan arten let tilbagelægge 10 km for at nå et godt fødeområde, og om vinteren trækker par fra indlandet gerne ud til kysterne. Hvis denne afstand ikke er for stor, foretrækker parret dog at overnatte i nærheden af reden.

Arten benytter sig af talrige fourageringsteknikker: Standjagt, hvor fuglen i timevis sidder i et højt træ ved en sø og venter på en uforsigtig/syg fisk eller fugl. Udmattelsesjagt, der både kan foregå ved et samarbejde mellem to ørne eller alene. Her udsøger ørnen sig en fugl og angriber den mange gange i løbet af ganske kort tid, byttet bliver på denne måde udmattet og evner ikke længere at dykke, og bliver så ørnens bytte. Henrettelse, hvor en ørn over lavt vand lander på ryggen af en svømmende fugl, som den bliver stående på ind til denne er druknet. Redeplyndring, hvor Havørnen lander i f.eks. en skarvrede og tømmer den for æg eller små unger. Ådselæder, ådsler spises, når de tilfældigt dukker op, men potentielt gode steder som jernbaner kan også afsøges aktivt.

Arten er på den danske rødliste kategoriseret som sårbar.

Læs mere om arten under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02430

Undersøgelsesområde
Selv om arten i 1800-tallet næsten udelukkende ynglede i Østjylland, på det nordlige Fyn og øerne øst for Storebælt, viser den slesvig-holstenske bestand, at der skal holdes øje med arten overalt i Danmark. I Nordtyskland findes havørnen således ynglende ved fladvandede østvendte kyster, fjorde, søområder, langs store vandløb og endog i marsklandet. Den vil dog nok ikke dukke op som ynglefugl på den jyske hedeslette, da der kun er få fourageringsområder der.

Alle lokaliteter, især i den sydlige del af landet, i nærheden af større søer eller fjorde med en god vinterbestand af vandfugle samt nærliggende ældre, uforstyrret skov kandiderer til nye ynglelokaliteter. Således er de typiske redetræer i dag mere end 100 år gamle bøge-, ege- eller asketræer placeret i privat skov med mere end 300 m til nærmeste bebyggelse og indenfor en afstand af ca. 3 km til en større sø eller fjord.

Havørnen er opført på udpegningsgrundlaget for 11 EF-fuglebeskyttelsesområder som ynglefugl, men kan, som ovennævnte antyder, forventes at bosætte sig mange steder i landet. Mange af disse lokaliteter er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Selv om havørnen bygger en stor rede (op til 1½ meter høj og med en diameter på 1½ meter), og fuglen selv er stor og under fourageringen ikke specielt sky, kan det være vanskeligt at registrere alle ynglende par. Det skyldes, at arten helst udvælger sig uforstyrrede skovpartier til reden. Bygningen af reden foregår ofte i slutningen af året samt januar og februar, men en rede kan færdiggøres på blot 14 dage. Redetræet står ofte i et skovbryn eller i kanten af en lysning.

Reder bør kontrolleres mindst et par gange i perioden 1/3 til 1/7. Områder, hvor et par har opholdt sig gennem et efterår, bør undersøges for ny rede. Dette foregår bedst ved at finde fuglene lige inden de går til ro og følge dem, da havørne gerne overnatter i det område, de senere vælger som yngleområde. Da havørnen kan yngle allerede som 3K fugl, i hvert fald for hunnens vedkommende, er det ikke nødvendigt, at begge fugle er adulte fugle.

DOFbasen bør kontrolleres for lokaliteter, hvor havørnepar har opholdt sig gennem efterår og vinter med henblik på eftersøgning af mulig yngel.

For at få øget opmærksomheden og rapporteringen af nye ynglefugle, ville det være gavnligt gennem fagtidsskrifter som f.eks. ”Skoven”, at gøre lodsejere opmærksomme på arten og dens yngelcyklus.

Ofte bygger unge uerfarne fugle en rede, men de får aldrig lagt æg og påbegyndt at yngle. Ved fund af rede, bør man forsøge at vurdere, om fuglene yngler. Næsten alle havørnepar i Danmark lægger æg i første halvdel af marts, og rugningen indledes så snart første æg er lagt. Inden æglægningen vil parret (eller hunnen) normalt have siddet i reden i et godt stykke tid. Når rugningen er indledt, ligger den rugende fugl (som regel hunnen) meget dybt i reden. Den trykker sig så langt ned i reden, at den oftest er usynlig fra jorden. Ind imellem løfter den dog hovedet, hvorved det gule næb lyser op over redekanten, og hun rejser sig også af og til for at vende æggene. Hvis begge ørne i længere tid står samtidig i reden eller på redekanten, er der givetvis ikke lagt æg.

Ungernes klækning sker efter 38-40 dage. De er i den første tid ikke synlige, og hunnen varmer fortsat ungerne i den første periode efter klækningen. Et typisk tegn er dog, at hun ligger meget højt i reden, og at hun bevæger sig mere. Hun foretager hyppigt forsigtige fodringsbevægelser ned i redebunden. Ungerne forsøger ret tidligt at sende afføringen ud over redekanten, hvorfor denne og de omgivne områder efterhånden farves hvid. Efter et par uger vil ungerne ses over redekanten, specielt når det er fodringstid, men på det tidspunkt er der løv på træerne, så en langdistancekontrol er vanskelig eller umulig ved reder placeret midt i en bevoksning.

Der går ca. 80 dage fra æglægning til ungerne er flyvedygtige. Inden de er fuldt flyvedygtige, vil de kravle rundt på grenene i redetræet og flyve fra gren til rede og tilbage igen. Efter den første rigtige flyvetur holder unger dog stadig til tæt på reden, og fodres oftest her. I de veleksponerede reder vil den bedste tid for optælling af unger være de sidste ti dage før udflyvningen, hvor ungerne ofte vil stå sammen på reden eller grenene omkring. I de dårligst eksponerede reder kan antallet ofte først konstateres efter at ungerne flyver ud af redeskoven til de nærliggende fourageringsområder. Hvis man nærmer sig reden vil forældrefuglene ofte varsle og ungerne vil forblive skjult i reden eller skoven. Men 10-15 dage før udflyvningen er forældrefuglene ofte begge på fouragering, hvorfor man i den periode kan være heldig at se ungerne på redekanten. Dog skal man være påpasselig med optællingen, da en af ungerne let kan ligge dybt i reden. Ungerne er på det tidspunkt ret ligeglade med menneskelig tilstedeværelse, i hvert fald hvis de ikke bliver advaret af forældrefuglene.

Der er stor forskel på hvornår de enkelte unger forlader redeskoven og drager ud til fourageringsområderne. Men 2-3 uger efter udflyvningen kan man på dage med solskin og god vind se dem lege i luften over redeskoven. Her er det igen muligt at finde ud af antallet af unger, hvis man lægger godt mærke til fjerdragten på den enkelte fugl. Ofte er der endog stor forskel på ungernes fjerdragt, specielt er haletegningerne og overvingerne variable. Det er dog også i denne første tid efter udflyvningen, at ungerne udsættes for de største farer, så antallet af unger set udenfor redeskoven er ikke altid lig med antallet af unger, der har forladt reden!

Både ved eftersøgning af rede og ved senere kontrol af rugning skal man huske på, at havørnen er meget sårbar for forstyrrelser, og en redeovervågningen må naturligvis aldrig gå på kompromis med fuglenes behov for fred i denne periode.

Nogle gange vil det på trods af grundig eftersøgning først blive kendt året efter, at et nyt ynglepar har etableret sig. Endvidere benytter nogle par sig af flere reder, hvorfor en ny rede ikke er et bevis for tilstedeværelse af et nyt ynglepar.

Moniteringskalender
1/12-1/3: Redebygning. Redebygningen foregår oftest indenfor denne periode. Dog kan en rede bygges på helt ned til 14 dage. Der kigges efter fugle med redemateriale, og et redetræ kan eftersøges. Fugle kan følges til overnatning, da dette ofte sker på reder.

1/3-1/4: Æglægning/påbegyndt rugning. Den bedste periode til at se efter evt. påbegyndt rugningen er 10-20/3. Hvis rugning ikke konstateres gentages besøget 1-2 uger senere. Da der ikke er løv på træerne på dette tidspunkt, vil det være forholdsvis uproblematisk at kontrollere reder placeret inde i skove.

15/4-30/4: Klækning. Ved reder placeret midt i bevoksninger bør man forsøge at kontrollere unger i reden inden 1/5 (løvspring). I perioden 25-30/4 vil der være gode chancer for at se, om der er unger i reden.

20/5-10/6: Flyvefærdige unger. Omkring slutningen af maj bliver ungerne flyvefærdige, og i denne tid kan det være muligt at konstatere antallet af unger i reden.

10/6-1/7: Udfløjne unger. I denne periode vil de udfløjne unger ofte kunne ses lave flyveøvelser ved redeskoven.

Rapportering
Alle observationer af arten bør indtastes i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle som alle kan bidrage til, med angivelse af både adfærd og alder. Det er vigtigt med en sikker aldersangivelse, og hvis man er usikker, er det meget bedre at skrive f.eks. subad end 2K eller 3K. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Indtastninger af ynglepar af havørn bliver automatisk skjult på DOFbasens hjemmeside. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren.

Bearbejdning
Traditionelt anvendes begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar ved bestandsopgørelser af fugle. De normale definitioner for disse begreber har ikke været hensigtsmæssige at benytte for ørne, da de ofte etablerer territorium flere år før de begynder at gøre yngleforsøg. Vi har i stedet valgt at anvende nogle internationalt benyttede definitioner:

- Revirpar (Rp): To kønsmodne fugle med rede. Hertil hører også par i traditionelle revirer, hvor reden ikke er kendt det pågældende år. Det er ikke ualmindeligt, at par skifter mellem flere reder fra år til år, hvilket kan ske uden observatørens kendskab.
Desuden medtages også territorier, hvor en af de gamle fugle mister sin mage, men holder fast i den gamle rede med en ny mage, der i visse tilfælde kan være en immatur fugl, der endnu ikke er yngledygtig.
Mulige, nyetablerede territorier uden redebygningsaktivitet eller redefund omfattes ikke af dette begreb og medtages slet ikke ved bestandsopgørelser af denne art. De registreres først som revirpar, når der er registreret en rede.

- Ynglepar med succes (Bpm): Revirpar, der producerer udfløjne unger.

Ved angivelse af bestanden, vil det være antal revirpar, der oplyses (kaldes ’ynglepar’ i flere sammenhænge, f.eks. DOFbasen). Ved angivelse af ungeproduktion benyttes det antal unger, som er blevet flyvefærdige. Hvis der er foretaget ringmærkning af ungerne, er dette tal ikke nødvendigvis brugbart, da ungerne kan omkomme inden de bliver flyvefærdige. Et besøg omkring månedsskiftet juni/juli er derfor nødvendigt, for at kontrollere det rigtige antal flyvefærdige unger. Såfremt det i stedet er antallet af ringmærkede ungfugle, der indgår i statistikken, skal der gøres opmærksom på dette i metodebeskrivelsen.

Rørhøg - ynglefugle

Sikre ynglepar af rørhøg konstateres lettest i forbindelse med fuglenes redebygning i anden halvdel af april. I ungetiden (i juni) registreres ynglende fugle også let, når hannen afleverer bytte til hunnen. Rørhøge optælles i øvrigt ved at observere parringsflugt tidligt på ynglesæsonen. I vurderingen af antal ynglepar skal man være opmærksom på at en han sagtens kan danne par med flere hunner på samme lokalitet og på, at der kan forekomme oversomrende, ikke-ynglende fugle. I juli ses de udfløjne unger gerne på ynglelokaliteten i flere uger. Vær opmærksom på, at gamle rørhøge kan begynde at trække så tidligt som midten af juli.

Blishøne - rastefugle

Det anbefales af DMU at arten optælles i januar.

Klyde - ynglefugle

Klyden registreres ved fjernoptælling af stationære par som udviser yngleaktivitet, rugende fugle (evt. med ”vogter-mage” i nærheden) eller af ungeførende par mellem 10.-25. maj. Efter klækning føres ungerne gerne bort fra redestedet, og par med unger kan således gå lange afstande for at nå fourageringsområder ved kysten. Optællingen af fuglene skal derfor finde sted inden klækningen.

Hvis der er tale om større kolonier kan man få et udmærket indtryk af koloniens størrelse ved at dividere antallet af varslende fugle med to. Hvis fuglenes fourageringsområde undtagelsesvis ligger langt væk fra kolonien, er divisionsfaktoren et sted mellem 1 og 2, da den ene af magerne så vil være væk fra kolonien meget af tiden.

Engryle - ynglefugle

Engryle (sydlig underart af almindelig ryle)
I yngletiden opholder engrylen sig i åbne, græsklædte naturtyper, ofte koncentreret langs kysten eller nær/i vandansamlinger og vandrender som er lavvandede eller tørret ud for nyligt. Engrylen findes kun sjældent ynglende i vegetation med en højde på >15 cm eller fjernt fra permanente eller temporære vandansamlinger og aldrig i rørsump eller mellem buske.

På grund af fuglenes stilfærdige optræden i yngletiden er man nødt til at gennemsøge området således at alle passende ynglehabitater passeres inden for en afstand af højst 75-100 meter. Udover observationer af reder eller parring er den bedste måde at registrere sikre ynglepar af engryle at observere urolige, ungevarslende fugle, efter at ungerne er kommet ud af æggene i perioden 1-15. juni.

Sandsynlige ynglepar kan registreres ved spillende, varslende og stående fugle i territoriet i perioden ult. april-juni, men først og fremmest i perioden 3.-20. juni. Før denne periode bør man så vidt muligt racebestemme fuglene til den ynglende underart engryle ssp. schinzii, eftersom også nordlige alpina'er på vej til Sibirien synger på danske strandenge i april-maj. Engryle kendes bedst fra nordlig alm. ryle på

- et kun i begrænset grad plettet, sort bugskjold som desuden har uskarp rand
- fravær af varme brune farver på ryggen og vingerne
- ringere størrelse og kortere næb

De syngende hanners ”rrryyyllll” høres bedst i morgentimerne eller de sene aftentimer, men stemmen er ret svag og kan være svær at lokalisere. En yderligere indikation på ynglen er gentagne observationer af engryle på samme plet i en eng gennem maj og juni.

For at opnå et rimeligt estimat af antallet af ynglepar på en lokalitet skal der foretages mindst én optælling ult. april/pr. maj og to optællinger i juni, heraf den første i perioden 3.-10. juni og den anden i perioden 12.-20. juni med et interval på mindst 7 dage indimellem. Alle par og enlige indi-vider regnes som sandsynlige ynglepar bortset fra fugle der kun ses fouragerende eller rastende på fælles fourageringspladser. Alle observationer skal kortlægges, og antallet fra optællingen med flest sandsynlige ynglepar anses for minimumsantallet af ynglepar på lokaliteten. Hertil skal føjes de par fra andre besøg på lokaliteten som blev set mere end 300 meter fra observationerne på “maksimumsoptællingen”, samt par som blev observeret tidligere eller senere og som af forskellige årsager sandsynligvis ikke er inkluderet i optællingen med det maksimale antal observationer af ynglepar. Yderligere optællinger fx ult. maj og/eller ult. juni vil kunne forbedre datakvaliteten væsentligt.

Husk at notere alle indikationer på ynglesucces såsom antallet af varslende par/hanner samt observationer af dununger eller meget unge ungfugle.

Lille Kobbersneppe - rastefugle

DMU anbefaler, at arten optælles i både januar og maj.

Sorthovedet Måge - ynglefugle

Moniteringsvejledning for sorthovedet måge i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Lars Hansen og Mikkel Willemoes, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Sorthovedet måge ligner umiddelbart hættemågen, men er lidt større og har kraftigere næb og ben. Den har, ligesom denne, mørkt hoved i sommerdragten. Men hos sorthovedet måge er det, som navnet siger, helt sort, mens hættemågens hætte er mørkt chokoladebrun. Om vinteren har den en aflang sort plet bag øjet svarende til hættemågens mørke prik. Sorthovedet måge kan desuden kendes på sine næsten renhvide vinger.

Æglægning finder sted primo maj, og kuldstørrelsen er normalt 3 æg. Rugetiden er 23-25 dage og starter først når alle æg er lagt, hvorved der opnås synkroniseret klækning. Rugningen foretages af begge køn. Hvis første kuld mistes, kan fuglene lægge om. Æggene klækker fra sidst i maj og ungerne er flyvefærdige efter ca. 5 uger, og forlader forældrene og ynglepladsen i første halvdel af juli. Sorthovedet måge yngler typisk første gang i en alder af 2-3 år (Cramp & Simmons 1983).

Sorthovedet måge ynglede indtil midten af 1900-tallet stort set kun i floddeltaerne ved den nordlige del af Sortehavet og var da endemisk for området. En fredning i 1954 medførte en voldsom fremgang, som toppede midt i 1980’erne med 336.000 par. Siden er vandmiljøet i Sortehavet ændret negativt og bestanden er igen meget lav. Måske grundet det ændrede miljø skete der spredning til landene omkring det nordøstlige Middelhav og siden videre ud over det meste af Europa med de største populationer i Holland, Belgien og Frankrig samt Italien og Slovenien. Den europæiske bestand tæller nu flere tusinde par, men pga. tilbagegangen i Sortehavet er verdensbestanden nu på under 100.000 par (Meininger, pers. medd.).

I Danmark ynglede arten første gang i 1970 og herefter igen i 1975, 1981 og 1989. I 1989 blev den første danske unge flyvefærdig. I 1998 og videre frem har arten ynglet årligt i Danmark med en langsomt voksende bestand, som nåede en foreløbig kulmination med 7 par i 2005 og hele 19 par i 2006. I 2007 viser en foreløbig opgørelse dog kun 10 par. Meget tyder dog på, at sorthovedet måge er en art, der er kommet for at blive i den danske natur. Der er endnu ikke foretaget nogen rødlistevurdering af sorthovedet måge i Danmark, da dette kræver at arten har ynglet regelmæssigt i 10 år.

I Danmark er sorthovedet måge indtil 2007 udelukkende fundet ynglende i kolonier af hættemåge og stormmåge i den sydlige del af landet med knap halvdelen i det fynske område. Alle ynglefund har været på øer og holme i fjorde eller andre kystnære områder. Fouragerende fugle opsøger dels tidevandsområder og dels dyrkede marker med lave afgrøder (f.eks. roemarker), men der er et meget begrænset kendskab til de danske ynglefugles fourageringslokaliteter. Fourageringen kan foregå over 20 km fra ynglepladsen (i meget store kolonier kan fuglene ses op til 70 km væk).

Læs mere om arten og hør fuglens stemme under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=05750

Undersøgelsesområde
Alle kystnære kolonier af hætte- og stormmåge i den sydlige del af landet mulige ynglelokaliteter, der bør blive undersøgt årligt. Det er dog ikke umuligt, at arten også vil kunne sprede sig til de nordlige kolonier.

Sorthovedet måge er ikke på udpegningsgrundlaget for nogle IBA’er, men er dog udvalgt som fokusart for følgende IBA’er:

- Vadehavet (IBA 57)
- Kysten ved Nærå & Æbelø-området (IBA 76)
- Øer og kyst mellem Skælskør Fjord & Glænø (IBA 96)
- Odense Fjord (IBA 75)
- Skallingen & Langli (IBA 55)
- Ribe Holme & enge ved Kongeåen (IBA 51)
- Sydfynske Øhav (IBA 71)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

I 2006 var ynglelokaliteterne følgende (med antal par i parentes):
Jylland: Ho bugt (1), Sneum Engsø (2), Hjarnø (2)
Fyn: Fiskeholm (6), Odense Fjord (1), Sydfynske Øhav (1)
Østdanmark: Holmesø (2) Sydsjælland og Lolland (4).

Optællingsmetode
Sorthovedet måge yngler udelukkende i hætte- og stormmågekolonier. Tidligere var det primært blandt hættemåger, men i de senere år har der været en lige fordeling mellem storm- og hættemågekolonier. Det er lettest at finde fuglene mellem stormmåger, da de selvfølgelig skiller sig tydeligt ud med deres sorte hoveder. I en hættemågekoloni kan det være vanskeligere at finde fuglene, men det sorte hoved og røde næb vil i reglen ”lyse op”, hvis man omhyggeligt kigger kolonien efter. Hen på sæsonen er det dog et problem, at vegetationen ofte bliver høj og let skjuler fuglene.
Sorthovedet måge registreres derfor bedst tidligt på sæsonen. De første fugle indfinder sig på ynglepladsen allerede i slutningen af marts og i løbet af april vil også de sidste være på plads. I denne periode er fuglene ofte lette at registrere og indtil begyndelsen af maj er vegetationen oftest meget lav.

Observationer bør altid ske på behørig afstand, idet kolonifugle på denne tid er meget følsomme overfor forstyrrelser. Med et teleskop kan man fra stor afstand tydeligt se de sorthovedede måger, som med deres sorte hoveder skiller sig tydeligt ud fra f.eks. hættemåger, når de står på jorden. Det er dog vigtigt, at man observerer fra flere vinkler, idet en græstot eller lignende naturligvis kan skjule en fugl. I flugten kan det, især i større kolonier, være mere vanskeligt at finde fuglene. Trods den hvide overside og de manglende sorte tegninger på vingerne kræver det lidt øvelse at opdage fuglene i luften.

Ved observationer over en længere periode vil det i reglen være muligt at lokalisere redestedet og desuden gøre så mange observationer af f.eks. kurtiserende og rugende fugle, at antallet af ynglepar kan fastslås. I arbejdet med vurdering af eksakte bestandsstørrelser er sådanne observationer meget værdifulde.

Vurdering af ynglesucces er vanskelig, især fordi vegetationen ofte er for høj til observation på jorden. Men medio juni (og ved sene kuld også ultimo juni) vil der være mulighed for at observere unger, der fodres af forældrefuglene. Det sker altid på samme foderplads, og ungerne er ret lette at kende. De kan minde lidt om stormmågeunger, men er lysere og meget mere spættede i dragten. Næbbet er kraftigt og sort. Hættemågeunger adskiller sig ved at være meget ”spraglede” i en brun-sort dragt. Hverken stormmåge eller sorthovedet måge har brunt i dragten.
Bestemmelsen af ungerne kræver forsigtighed, men såfremt de kan ses i teleskop, bør det være muligt, især hvis man omhyggeligt sammenligner med jævnaldrende unger af storm/hættemåger i kolonien. Sorthovedet måge lægger i reglen 3 æg, men i ungernes første uge går den mindste ofte tabt. Kuld med store unger tæller derfor sjældent flere end 2 unger.

Moniteringskalender
25/3-25/4: Registrering af sorthovedet måge i storm- og hættemågekolonier. I denne periode vil parrene ofte opholde sig ved det kommende redested. Parrene registreres lettest med teleskop.

1/5-1/6: Rugeperiode. Indtil vegetationen vokser op vil rugende fugle kunne følges med teleskop.

1/6-1/7: Ungerne klækker omkring 1. juni og fra midten af juni vil man i nogle tilfælde kunne se ungerne, som har en fast standplads, hvor de bliver fodret. De første er flyvefærdige ca. 20. juni og forlader kolonien 1-2 uger senere.

1/3-1/7: Observationer af fouragerende fugle gøres i hele yngleperioden.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Der er næsten ingen rapporteringer af fouragerende fugle, og vi ved derfor omtrent intet om, hvor de fouragerer. Observationer af fouragerende fugle er derfor meget ønskelige og gerne med supplerende oplysninger om fuglenes øvrige adfærd.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Splitterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af ruge- eller tidlig ungetid (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af erfarne folk. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man få et udtryk for ynglebestanden ved at dividere antallet af fugle med to. man skal dog være opmærksom på at der herved foretages en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Som hos dværgternen yngler de unge fugle betydeligt senere end de ældre og kan derfor være svære at adskille fra ældre fugle med omlagte kuld. Derfor kan det være nødvendigt med to tællinger hhv. i begyndelsen og slutningen af rugeperioden.

Fjordterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling frarådes, da den kun bør foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges i stedet optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.

Havterne - ynglefugle

Sikre ynglepar
Antallet af sikre ynglepar tælles bedst i den sidste del af rugeperioden eller i den tidlige ungeperiode (ca. 20. maj til 10. juni). Redeoptælling skal dog frarådes og bør kun foretages af meget erfarne optællere. De rugende fugle bør forsøges optalt på afstand med teleskop.

Alle voksne fugle letter fra kolonien ved forstyrrelser, f.eks. hvis rovfugle, større måger eller kragefugle kommer ind over den. Antal fugle i luften kan direkte bruges som 'mål' for bestanden. Før ungerne er blevet flyvefærdige, kan man dividere antallet af fugle med to. Det giver et billede af ynglebestanden. Der bliver dog ofte tale om en undervurdering, da der altid er fugle væk fra kolonien.