Stor Skallesluger - ynglefugle

Moniteringsvejledning for stor skallesluger i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mikkel Willemoes og Jan Blichert-Hansen, september 2007

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Omvendt findes en række ny- og genindvandrede arter, som er ved at blive en del af den danske fauna. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er vigtig for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab samt følge nye arters indvandring til brug for bl.a. en fremtidig rødlistevurdering. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsvejledning for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal vejledningen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsvejledningen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Den store skallesluger er en almindelig vintergæst i Danmark, men en sjælden ynglefugl. Den er lidt større end en gråand, og hannen i pragtdragt kendes let på det metal-grønne hoved, det lange røde næb med den tydelige krog og den hvide fjerdragt, som af og til har svagt laksefarvet skær. Hunnen er mere diskret med grå overside og et mørkebrunt hoved. Især hunnen kan forveksles med toppet skallesluger, men kendes fra denne på bl.a. tydelig hvid strube og mere kontrast mellem hoved og hals.

I Danmark yngler Stor Skallesluger primært langs skovklædte kyster ved Østersøen. Opsætning af redekasser på velegnede lokaliteter i 1980’erne og 1990’erne har givet gode resultater, således at ca 90 % af den danske bestand nu yngler i redekasser. Der er desuden i de senere år sat kasser op ved indlandssøer og åløb, og nu er enkelte ynglepar også konstateret her. Der er ophængt i alt ca. 200 kasser, heraf ca. 160 i det tidligere Storstrøms Amt og de andre hovedsagelig i Sønderjylland og på Bornholm. Et tidligere samarbejdsprojekt mellem DOF-storstrøm og amtets natur- og plankontor om overvågning af Stor Skallesluger har givet en god kontakt til de involverede lodsejere. Efter amtets nedlæggelse har ingen anden offentlig instans endnu overtaget arbejdet, der ind til videre fortsættes af DOF-storstrøm alene. Arbejdsgruppen opsætter og vedligeholder redekasser, men beskyttelsen af bestanden bør dog tage udgangspunkt i sikring af dens naturlige biotop. Ved skovklædte kyster, søer og åløb bør gamle træer få lov at blive stående.
De største trusler mod arten er forstyrrelser fra mennesker, der færdes langs kysterne, samt mangel på gamle hule træer. I midten af 1990’erne var prædation fra mår et stort problem, især i Storstrøms Amt, men dette problem synes at være aftaget de senere år. Gedehams, egern og især natugle kan overtage de opsatte redekasser, men dette vurderes ikke at udgøre nogen større trussel mod artens ynglemuligheder. Stor skallesluger er kategoriseret som sårbar på den danske rødliste.

Stor skallesluger lever af fisk, ind imellem kan arten næsten specialisere sig i bestemte arter, og hvis disse er af økonomisk værdi kan det medføre at arten bliver opfattet som skadedyr. I Danmark er stor skallesluger særligt glad for ål, men den lille danske bestand har næppe nogen indflydelse på bestanden af ål, end ikke lokalt. Andre steder i Skandinavien har stor skallesluger spist store mængder laksefisk, hvilket har resulteret i regulering og bekæmpelse af bestande.

Stor skallesluger oversomrer almindeligvis ikke i Danmark, og trækkende fugle forsvinder som regel i løbet af april. Æglægning kan ske så tidligt som sidst i marts, men finder som regel sted fra midt i april til første uge i maj. Hunnen ruger omkring en måned, hvorefter ungerne kaldes ud af redehullet, og de falder til jorden uden at komme til skade. Hunnen leder dem nu ud til kysten hvor de lever sammen i de første par måneder.

Læs mere om arten under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=02230

En vejledning i at bygge og opsætte kasser til stor skallesluger kan findes her: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02230&sidenummer=4

Målsætning
- At registrere alle ynglende par af stor skallesluger i Danmark
- At medvirke til opsætning af redekasser i egnede yngleområder
- At registrere ynglesucces (mislykket yngleforsøg, antal redeunger og/eller antal udfløjne unger)

Undersøgelsesområde
Alle skovområder i nærheden af lavvandede kyster (typisk fjorde, bugte eller større søer), især i den sydlige del af landet, er mulige ynglelokaliteter, hvor man med fordel kan eftersøge arten og opsætte redekasser. Tidligere opsatte redekasser bør naturligvis kontrolleres for yngel årligt. Særligt Møn, Lolland/Falster, Sydsjælland, Sydøstjylland og Bornholm er vigtige yngleområder.

Stor skallesluger er ikke på udpegelsesgrundlaget som ynglefugl i noget EF-fuglebeskyttelsesområde. Den er dog medtaget som fokusart i yngletiden på følgende IBA’er, hvor den derfor bør optælles:

- Skove ved Vemmetofte (IBA 92)
- Mossø (IBA 35)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Da stor skallesluger ikke oversomrer i Danmark, vil fugle set i perioden 1. maj – 1. september typisk være ynglefugle. Tidligt i ynglesæsonen kan man se ynglefuglene som par eller enlige hanner (når hunnen ruger). Hannerne trækker dog i løbet af sommeren til Nordnorge, hvor de fælder. Når æggene er klækkede, kan man let tælle hvor mange hunner der har haft ynglesucces, da hunner og unger holder til relativt tæt på kysten. Senere på sæsonen bør man dog tælle hvor mange unger, der har nået den flyvedygtige alder.

Opsatte redekasser bør tjekkes hvert år for yngel. Bemærk at kasserne ofte kan være beboede af andre fugle. Stor skallesluger er ret sårbar over for forstyrrelser i perioden med æg i reden, og kontrol af kasser bør derfor ikke gøres i denne periode. Ofte vil man kunne se om en kasse er beboet ved at se, om der stikker små lysegrå dun ud af sprækkerne i kassen. Alternativt kan man kontrollere kassen for yngel efter ynglesæsonen. Desuden kan kassens stand undersøges og eventuelle reparationer foretages.

Stor skallesluger yngler betydeligt tidligere end toppet skallesluger, der typisk lægger æg i første halvdel af juni. Dette kan være vejledende, hvis en observatør er i tvivl om bestemmelsen af en skallesluger hun med unger.

Moniteringskalender
20/4-5/6: Rugeperiode. Vis særligt hensyn ved redekasser.

20/5-20/6: Registrering af hunner med ynglesucces.

1/7-1/8: Optælling af flyvefærdige unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg (se Bearbejdning). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, eller en hun med unger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationer af hun ved kasse. Dun, der stikker ud af en kasse.
- Muligt ynglepar: Observationer af par eller enlige hanner i yngletiden på en egnet ynglelokalitet. Desuden observationer af ubestemt skallesluger hun med unger på et tidspunkt, der falder inden for stor skalleslugers yngletid, og uden for toppet skalleslugers normale yngletid.

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Referencer og relevant litteratur
Bibby, C. J. et al. 1992: Bird Census Techniques. Academic Press Limited.

BirdLife International (2004) Birds in Europe: population estimates, trends and conservation status. Cambridge, UK: BirdLife International. (BirdLife Conservation Series No. 12)

Bønløkke, J., Madsen, J.J., Thorup, K., Pedersen, K.T., Bjerrum, M. & Rahbek, C. 2006. Dansk Trækfugleatlas. Rhodos, Humlebæk.

Cramp, S. & K. E. L. Simmons 1977. Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. I, Ostrich to Ducks. Oxford University Press.

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Grell, M. B. 1998: Fuglenes Danmark. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Meltofte, H.& Fjeldså, J. et. al. 2002. Fuglene i Danmark. Gyldendalske boghandel.

Møller, A. P. 1984: Metoder til overvågning af fuglelivet i de nordiske lande. Nordisk Ministerråd.

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2006: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2005. DOFT 100: 11-28. Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY_DOFT_2_06Low.pdf

Hvepsevåge - ynglefugle

Sikre ynglepar
Reden kan være uhyre svær at finde, da fuglene opfører sig yderst stilfærdigt og diskret omkring redestedet i slutningen af juni til juli. Det kan ofte betale sig at gennemgå skovområdet om vinteren og herunder markere træer med store reder. Disse træer kan så genbesøges i yngletiden. Sikre ynglefund kan nemmest konstateres i august, når ungefodringen er intensiv. Her vil det også være en fordel at finde et godt udsigtspunkt, hvor der er mulighed for at se de gamle fugle komme ind over skoven med føde til ungerne.

Sandsynlige ynglepar
Nemmest er det at registrere fugle i parringsflugt over territoriet i juni. De udfører en meget karakteristisk territoriemarkeringsflugt, hvor de glider op og ned i store buer afløst af dybe slow-motion vingeslag og vingeklappen over ryggen.

Rød Glente - ynglefugle

Moniteringsvejledning for rød glente i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Per Bomholt, Michael Stabell & Timme Nyegaard, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
De danske glenter ankommer fra overvintringsområderne fra midten af februar, og reden anlægges fra sidst i marts. I denne periode ses parret ofte sammen i en radius af 5 til 10 km af reden. Glenterne yngler i kernebestande, således at flere par har overlappende fourageringsområder. Årets succes er afhængig af fødetilgangen, parrets erfaring og total ro omkring redestedet.

Parret ses ofte i parringsflugt over skoven med hannen øverst, og territoriale stridigheder med ravne og musvåger bliver udkæmpet. Tyske undersøgelser viser, at unger kan indgå i nye yngleforsøg lokalt, hvilket også bekræftes af danske ringmærkningsfund. Selve reden kan variere meget i størrelse, men glentereder er normalt let genkendelige på grund af artens tilbøjelighed til at pynte med tøjrester, uld og plastik. Reden anlægges gerne i mindre skove fjernt fra duehøge, som præderer glenteunger. De 2-4 æg lægges fra 10. til 20. april, afhængig af hunnens ernæringstilstand, og de udruges på ca. 30 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 60 dage og forlader reden 70 dage gamle i følgeskab med de voksne. Efter ca. 14 dage er ungerne selvstændige. Det kan således lade sig gøre at se nyudfløjne unger fra ca. 5. juli frem til 1. august. Der er i Danmark en tendens til, at den nordjyske bestand hyppigere overvintrer end den sydjyske gør.

Rød glente er opført på den DMU’s rødliste over danske ynglefugle som værende sårbar. Arten er desuden en af de få danske ynglefugle, der er på den internationale rødliste, hvor den er kategoriseret som næsten truet (Near threatened), hvilket bl.a. skyldes at dens udbredelse er begrænset til Europa. I 2003 indgik DOF og Miljøministeriet en samarbejdsaftale, som bl.a. omfattede øget undersøgelse, beskyttelse og informering om den røde glente. Der blev i den forbindelse publiceret en handlingsplan i 2005 på baggrund af DOF’s forslag til forvaltningsplan fra 2003. Der er kun udpeget få fuglebeskyttelsesområder for arten.

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=02390

Undersøgelsesområde
Det primære undersøgelsesområde for rød glente er Østdanmark, dvs. Østjylland fra Sønderborg til Skagen og Øerne. Vest- og Midtjylland undersøges udelukkende i det omfang, der foreligger begrundet formodning om yngleforsøg. De egnede ynglelokaliteter for arten er åbne, mosaikagtige landskaber med spredte skove - eventuelt i nærheden af vandløb, søer eller moser. Arten yngler i lige stor udstrækning i flade og i kuperede terræner. Reden placeres i skovrande og i småskove, for langt størstedelen af de danske pars vedkommende i private skove. Det hænger formodentlig sammen med at glenten foretrækker skove med mindre færdsel.

Geografisk set er tyngdepunktet for den danske bestand af rød glente Østjylland og Vendsyssel. På Øerne er der en lille og stigende bestand i omegnen af Jyderup på Vestsjælland. Der yngler endnu ikke glenter vest for den jyske højderyg.

Til moniteringen af rød glente er landet delt op svarende til de områder, hvor det kan forventes at finde ynglende glenter. Hvert område har en regional koordinator tilknyttet, som er kontaktperson for lokale observatører og har ansvaret for at indsamle alle data fra delområdet, se nedenstående oversigt. Man kan naturligvis også altid kontakte artskoordinatorerne.

Optællingsmetode
Monitering af rød glente sker ved eftersøgning af redelokaliteter i potentielle yngleområder. Eftersøgningen sker bedst ved, at observatøren overskuer de potentielle yngleområder fra en række højtliggende punkter i landskabet. Hvis der er tegn på yngel i en skov, lokaliseres reden og reden undersøges ved at man i normal gang passerer forbi reden uden at standse op. Hvis der ikke er ynglende fugle, gennemgås området for føderester og fældefjer fra året før. Det bedste tidspunkt at eftersøge ynglepar er i perioden fra ca. 25. marts til 15. april, da fuglene i denne periode er mest tydelige i landskabet. Hunnen opholder sig enten ved reden eller ses flyvende i yngleområdet med hannen, og det er almindeligt, at de sammen strejfer rundt i dagtimerne på jagt. Hannen kan ligeledes ses bringe bytte til hunnen. Det er endvidere i denne periode, at hannen kan ses over skoven, stående stille i luften som en drage (heraf det engelske navn for glente: ”Kite”). Hvis man ser de to fugle kredse over skoven, vil hunnen normalt være størst og oftest kredse under hannen.

Parringer kan i denne tid iagttages mange gange dagligt, og fuglene vil som oftest overnatte sammen nær det foretrukne redested. Derfor kan man med fordel undersøge potentielle lokaliteter morgen og aften. I denne periode høres i øvrigt det høje, spæde to-tonede skrig, som er karakteristisk for arten. Observatøren bør være opmærksom på, at et område kan være besat af flere fugle, hvorfor der bør kigges grundigt på fuglene. Hvis en eller flere af områdets glenter eksempelvis har et karakteristisk fældningsmønster (der typiske vil være fældning af enkelte hånd- eller armsvingfjer), bør dette noteres. Det er vigtigt for at kunne individbestemme fuglene, så "fremmede" glenter kan adskilles fra det aktuelle ynglepar.

Æglægningsperioden begynder i starten af april hos de erfarne par og midt i april hos mindre erfarne par og falder desuden generelt en uges tid senere i det nordlige og centrale Jylland end i det sydlige Jylland. De sjællandske fugle følger de midtjyske fugles mønster. Æglægningen starter normalt omkring 10/4 i det sydlige Jylland. I æglægningsperioden opholder hunnen sig i 6–8 dage på eller ved reden, og hannen er også ved reden, kun afbrudt af hans daglige fødesøgningstogter. Glentehannen vil også stadig kunne ses hænge over redeskoven. Glenterne er meget sårbare overfor forstyrrelser i denne periode, og der konstateres ofte pludselige flytninger på op til 5 km fra den rede, som yngleparret først blev registreret ved. Ved eventuel kontrol af redesteder tidligt på sæsonen anbefales det derfor, at besøget er af så kort varighed som muligt. Når man nærmer sig en glenterede skal man altid gå direkte mod reden. Hvis fuglene letter fra redebevoksningen bør observatøren straks forlade stedet på en måde, som er tydelig for fuglene. De skal med andre ord kunne følge observatøren helt ud af skoven.

Mellem 15/4 og 15/5 kan observatøren fastslå, om hunnen ruger. Det gøres ved at se ind på reden fra en passende afstand. Glentereden vil normalt ikke være større end at de forlængede halefjer kan ses rage ud over kanten af reden. Fra 1/5 kan man normalt passere under reden i langsom gang og med kikkert fastslå, om det er en glente, der ruger. Musvågers haler vil sjældent kunne ses, og er lige afskårne. Duehøgens hale er let afrundet. Reder pyntet med løv og gran og reder med en krans af flettede smågrene er ikke bygget af glenter. Som oftest vil observatøren kunne se glentehannen forsvinde i lav højde over redeskoven, når han eller hun nærmer sig den besatte rede. Det er vigtigt, at den rugende fugl ikke føler sig opdaget. Derfor skal man efter kontrol af reden fortsætte under og forbi reden uden at standse op og kigge. Redestedet forlades på en så iøjnefaldende måde, at fuglene er klar over, at man er på vej væk

Fra medio maj begynder æggene at klække, og fra omkring 1. juni kan stænk under reden og stænk på de større grene på reden samt bytterester og fældefjer afsløre, at der er unger i reden. I denne periode vil det ikke være en god ide at bruge mere end højst 10 minutter i redebevoksningen. Besøg i dårligt vejr bør slet ikke forekomme.

I perioden 25/6-15/7 vil ungerne gradvist slippe reden, men er stadig afhængige af forældrene de første par uger og vil holde til i nærheden af reden. Dette er derfor det bedste tidspunkt at registrere hvor mange flyvefærdige unger, der er produceret. I denne periode bør man også lave et grundigt tjek af området for eventuelle rester af unger, der er døde. Glenteungerne kan dels omkomme ved fodring med giftholdige fødeemner (især har det vist sig at musegift (fortrinsvis bromadiolon) kan ophobe sig i alarmerende grad i rovfugle – specielt ådselædere som glenten) dels blive præderet af duehøg eller stor hornugle.

Hvis der findes døde glenter, bør de pakkes i plasticposer og dybfryses hurtigst muligt. De skal mærkes med dato, lokalitet og observatørens navn og adresse og gerne suppleret med bemærkninger omkring fundet. Herefter sendes den/de til obduktion hos Veterinærinstituttet, DTU, Sektion for Pelsdyr og Vildt, Hangøvej 2, 8200 Århus N, tlf. 7234 6000, http://www.vet.dtu.dk

Hvis man har mistanke om forgiftning eller ulovlig efterstræbelse, bør det straks meldes til politiet, og DOF bør underrettes. Desuden bør Skov- og Naturstyrelsens vildtkonsulent inddrages.

Lodsejerkontakt
Et afgørende element i overvågning og beskyttelse er at etablere en god kontakt til lodsejeren og herigennem til jægere, skovfolk og andre brugere. DOF’s mangeårige erfaringer har vist, at beskyttelsen kun fungerer, hvis lodsejeren er informeret om glenteparrets tilstedeværelse, og der er indgået en frivillig aftale om passende beskyttelse. Når en nyt ynglepar er lokaliseret, skal lodsejeren derfor hurtigst muligt informeres. Den bedste kontakt opnås ved at informere positivt om den sjældne fugl, der nu yngler i lodsejerens skov, og i den forbindelse udlevere informationsmateriale om glenter i form af f.eks. DOF’s eller Skov- og Naturstyrelsens forvaltningsplan. Det er en god idé at konsultere Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017's artskoordinatorer i forbindelse med alle nye ynglefund. Denne har stor erfaring i at håndtere lodsejerkontakt og frivillige aftaler, og kan i nødvendigt omfang assistere med lodsejerkontakten.

Moniteringskalender
25/3-15/4: Eftersøgning af glenter på potentielle ynglelokaliteter. Registrering af territorier/fugle med yngleadfærd.

15/4-15/5: Æglægningsperiode – vis særligt hensyn ved besøg på glentelokaliteter.

15/5-15/6: Registrering af par med ynglesucces.

1/7-10/8: Redekontrol og registrering af antallet af udfløjne unger.

Rapportering
Alle observationer af fugle i yngletiden bør rapporteres, men særligt fugle, der udviser tegn på yngleforsøg. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Fejlslagne yngleforsøg samt udeblivende par på kendte ynglelokaliteter er også meget relevante at rapportere. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatorerne og projekts medarbejdere i DOF få adgang til disse data. Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatorerne. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger, gamle fugle med føde til unger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Observation af par med vedvarende territoriehævdelse (observeret mindst to gange med minimum en uges mellemrum), bytteskifte eller parringsadfærd i en velegnet ynglebiotop.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af et par i yngletiden på en typisk ynglebiotop uden at udvise direkte yngleadfærd. Desuden gentagne observationer af enlig fugl, der udviser yngleadfærd.

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Lærkefalk - ynglefugle

Moniteringsplan for lærkefalk i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Jesper Toftt & Timme Nyegaard, april 2004

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjnefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Lærkefalken er en lille falk på størrelse med tårnfalken. Den har mørk overside og lys stribet underside – kønnene har ens fjerdragt. Den er en meget adræt og hurtig jæger, der modsat tårnfalken fanger sit bytte i luften, der mest består af store flyvende insekter og småfugle. Faktisk er det én af Europas allerhurtigste fugle. Den har lange slanke, noget seglformede vinger, og kan i glideflugt virke noget mursejleragtig. Stemmeytringer er mest forskellige skrigelyde, mest hørt er et klangfuldt og vendehalseagtigt ”jib-jib-jib-jib”. Hør stemmen og læs mere om arten på DOF’s hjemmesider: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=03100

Lærkefalken er en meget sjælden ynglefugl i Danmark med et stabilt bestandsniveau, som dog over en årrække ser ud til at svinge mellem ca. 10 og 20 par årligt. Imidlertid lever fuglen meget skjult i yngletiden, og er uden tvivl overset i et eller andet omfang. Derimod er den mere talrig i bl.a. Sverige og Finland, hvorfor trækfugle ses ret almindeligt i Danmark forår og sensommer/efterår. Næsten alle danske ynglefund er fra den sydlige halvdel af landet. Det er ukendt hvorfor arten er så sjælden som ynglefugl i Danmark, mens den er betydeligt mere almindelig i nabolande som Sverige, Tyskland og Holland.

Lærkefalken tilbringer vinteren i Afrika, og dens trækmønster følger dens hovedføde, nemlig svaler. Man kan populært sige, at lærkefalken følger svaletrækket. Dvs. at de først ynglefugle indfinder sig i perioden sidst i april til sidst i maj, mens borttrækket forgår fra sidst i august til først i oktober.

Redeområdet kan være en mindre skov, evt. blot en lille lund eller bevoksning, men et vigtigt krav er, at der skal være høje træer. Hvis der er tale om en lidt større skov, vil redeområdet enten ligge i skovbrynet eller ved en lysning. Karakteristisk for de kendte ynglelokaliteter er, at der skal være godt med luft mellem træerne, dvs. parkagtigt med gamle overstandere eller lignende. Både nåletræer og løvtræer anvendes. Falkene holder meget af at sidde på udgåede grene i store træer, hvor der er frit udsyn. Men lærkefalken kan også yngle i gamle kragereder i elmaster, dvs. helt åbent placeret og i åbent terræn. I 2005 blev der fundet 3 sådanne reder i Sønderjylland, som alle lå i helt åbent landskab i kornmarker.

I maj måned kan man ofte høre fuglene skrige på ynglestedet, og i det hele taget er det et næsten sikkert tegn på territoriehævdelse, når man hører skrig fra fuglene. Skriget høres normalt kun i selve redeområdet, som også er det område, der forsvares mod artsfæller. Dette er ofte kun få hundrede meter i diameter. Fødeområdet hvor hannen jager i yngletiden kan ligge op til 5-6 km væk.

Lærkefalken lægger 2-4 æg i første halvdel af juni. Den overtager altid en brugt rede fra krage- eller rovfugle. I rugetiden (ca. 30 dage) og mens ungerne er små, fører arten en meget lav profil, og er meget vanskelig at opdage, idet den holder sig skjult og mest er tavs. Normalt har ca. 70% af parrene ynglesucces.

Når der er store unger, og især når disse er udfløjne, er der betydeligt større chance for at opleve hele familien, hvor de gamle fugle ofte vil varsle – ligesom man kan høre ungerne tigge efter mad. Man kan dog stadig risikere at opholde sig en hel time i redeområdet uden at høre en lyd. Arten er således lunefuld og meget vanskelig at registrere som ynglefugl. Dertil kommer at lærkefalken ofte yngler på uanselige steder, som ikke eller kun i ringe omfang opsøges af fugleinteresserede. Endnu en grund til at der kun registreres meget få ynglende lærkefalke herhjemme, er utvivlsomt, at der pga. det sene yngletidspunkt først ses udfløjne unger i august-september, og da er skovområder kun meget lidt besøgt af ornitologer.

Oftest vil ungerne være flyvefærdige i første halvdel af august, men der kendes også sene kuld, som først ses omkring 1. september. De først dage flyver de dog ikke meget omkring, men oftest vil hele kuldet være velflyvende sidst i august. De holder herefter til i redeområdet og den nære omegn indtil de trækker mod syd i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober, ca. 40 dage efter udflyvningen. I hele denne periode fodres de af forældrene selvom de ret hurtigt lærer at fange insekter i luften selv.

I rødliste 1997 blev lærkefalk kategoriseret som ”akut truet”, men ændret til ”ikke truet” i den nyeste rødliste fra 2005. Denne nedgradering blev baseret på en vurdering af, at arten efter en beskeden fremgang nu er stabil. DOF mener, at lærkefalk opfylder kriterierne for ”kritisk truet”, men at den evt. kan nedlistes til ”moderat truet” pga. den stabile danske bestand.

Målsætning
- At årligt registrere flest mulige af yngleparrene af lærkefalk i Danmark.
- At vurdere bestandens aktuelle størrelse ud fra indkomne data og kendskab til artens fordeling i Danmark.
- At registrere ynglesucces såvel som mislykkede yngleforsøg, hvor det er muligt.

Undersøgelsesområde
Da lærkefalken – set med menneskets øjne - ikke stiller særlige krav til valg af yngleplads, kan den i princippet være utallige steder. Men det er en sjælden ynglefugl, så det kan ikke betale sig at søge efter den i områder, hvor der ikke umiddelbart er eller har været tegn på tilstedeværelse af voksne fugle i yngletiden.

Lærkefalk bør aktivt eftersøges i de dele af landet, hvor arten er forekommet inden for de seneste 10 år. Det drejer sig om:

- Det østlige Sønderjylland (især Als og Sundeved)
- Langeland
- Lolland-Falster
- Bornholm
- Nord-, Vest-, Midt- og Sydsjælland

Der er ikke i nyere tid konstateret ynglefund på Fyn og yngleforekomster i Jylland nord for Vejle hører til undtagelserne.

Eftersøgningen lokalt bør omfatte følgende type lokaliteter (i prioriteret rækkefølge):

1) Alle lokaliteter, hvor arten har været konstateret som sikker eller mulig ynglefugl inden for de seneste år, bør undersøges årligt.
2) Lokaliteter hvor den tidligere har været, bør tillige undersøges, da territorier ofte har vist sig at blive genbesat af nye par efter en årrække.
3) Lokaliteter med tilstedeværelse af voksne fugle i perioden juni – medio september.
4) Velegnede ynglelokaliteter der ligger tæt på eller inden for et lokalt udbredelsesområde, dvs. hvor der inden for 10-15 km findes en besat ynglelokalitet (der er som hovedregel mindst 4-5 km mellem parrene).

Optællingsmetode
Ud fra ovennævnte anvisning besøges lokaliteterne i maj, helst første halvdel, hvor der er størst chance for at høre fuglene skrige, som er et vigtigt tegn på yngleaktivitet. Nogle gange kan man være heldig et se territorieflugt, hvor fuglene jager rundt i imponerende styrtdyk, og evt. bringer hannen et bytte til magen. Også en stedfast kredsen højt oppe (hannen) er tegn på territoriehævdelse.

Når der er konstateret territoriehævdende fugle på ynglepladsen, lades området i fred, og besøges først igen i august for at se og høre efter tegn på unger. Her skal man huske, at parret normalt bliver på ynglepladsen, uagtet de har ynglesucces eller ej. Det er derfor ikke et sikkert tegn på ynglesucces, blot fordi fuglene skriger til hinanden. Men en tydelig ophidset varslen, hvor en eller begge gamle fugle flyver rundt og skriger, er dog et ret tydeligt tegn på, at der er unger – enten endnu i reden eller siddende på en gren. På ynglepladsen vil familien som tidligere nævnt være rimeligt stedfaste, og holde til frem til efterårstrækket indledes i slutningen af september. I den sidste del af ungetiden, kan der dog blive tale om udflugter til omegnen.

Man skal desuden være opmærksom på, at det ikke er ualmindeligt at observere ikke-ynglende immature lærkefalke i Danmark i yngletiden. De ses fra juni måned og frem – primært i landets østlige egne. Man kan derfor ikke blot automatisk antage, at en lærkefalk observeret i yngleperioden også er en lokal ynglefugl.

Lærkefalken er nok en af mest tidskrævende danske ynglefugle at undersøge, så selvom det ovenstående lyder enkelt, kan man godt tro om. Det kræver ofte op til 10 besøg på den samme lokalitet i løbet af sæsonen for at følge ynglevirksomheden, idet man ofte kun ser eller hører fuglene hver anden eller tredje gang, stedet besøges. Tidsforbruget øges, hvis man også har den ambition at finde ud af hvor mange unger parret har fået på vingerne. Det er vanskeligt at give et tip om et bestemt tidspunkt på dagen til besøget, men om formiddagen fra kl. 8-11 i godt vejr synes at være et godt udgangspunkt.

Udenlandske undersøgelser har vist, at falkene er meget trofaste, og opsøger det samme ynglested år efter år så længe de lever.

Moniteringskalender
5/5-25/5: Lokaliteterne besøges for at konstatere territoriehævdende fugle.

5/8-5/9: Lokaliteterne besøges for at konstatere evt. ynglesucces.

Rapportering
Alle observationer af arten bør indrapporteres, men særligt observationer gjort i yngletiden. Indrapporteringen skal helst foregå direkte i DOFbasen (www.dofbasen.dk), som er DOF’s database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Pga. artens store sjældenhed bør dette gøres ved observationerer af fugle, der udviser tegn på yngel uden for kendte yngleområder. Desuden er det inden for DATSY-projektet aftalt, at konkrete ynglesteder ikke offentliggøres, og videregives som udgangspunkt kun artskoordinatoren og projektets centrale leder i DOF.

Man kan også sendes sine observationer til artskoordinatoren eller til Fuglenes Hus. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php


Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar på den enkelte lokalitet:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. æg, dununger eller nyudfløjne unger. Desuden observation af redebyggende fugle eller fugle på/ved færdigbygget rede uanset succes.
- Sandsynligt ynglepar: Regelmæssig forekomst af 1-2 voksne fugle i et afgrænset område med tydeligt tegn på territoriehævdelse (se ovennævnte beskrivelse).
- Muligt ynglepar: Regelmæssig forekomst af voksne fugle i potentielle områder i yngletiden (1/6-1/9) uden konkret tegn på territoriehævdelse eller kendskab til konkret yngleområde (f.eks. regelmæssigt jagende han ved en digesvalekoloni i august).

Når den samlede kendte ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

I intet år kan man dog gå ud fra, at der opnås konkret kendskab til alle parrene i landet. Derfor må en opgørelse af bestanden opdeles i ”kendte par” udregnet ud fra ovenstående metode og derudover en kvalificeret vurdering af den samlede reelle bestand – om muligt. I den kvalificerede vurdering medtages estimerede bestandsstørrelser fra områder med dårlig eller manglende dækning. Disse baseres på generelle tendenser i ynglebestanden samt viden indsamlet i det pågældende område i tidligere år.

Referencer og relevant litteratur
Chapman, A., 1999: The Hobby. – Arlequin Press, Chelmsford/Essex.

Cronert, Hans, 1978: Lärkfalkens förekomst i Skåne. – Anser, s. 101-108

Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Fiuczynski, Klaus Dietrich., 1987: Der Baumfalke. – Die neue Brehm-Bücherei/A. Zimsen Verlag, Wittenebrg Lutherstadt.

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (redaktører.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle I Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Raddatz, H,-J., 2004: Änderungen in der Nistplatzwahl des Baumfalken in der Barmstedter Geest, Pinneberg. – OAG SH- Rundschreiben 3/2004, s. 58.

Tofft, J., 2003: Lærkefalken – næsten ukendt som dansk ynglefugl. – Fugle i Felten, nr. 2, s. 6-7.

Tofft, J. & K. Dichmann, 2005: Lærkefalkereder i el-master. En skæbnefortælling fra Sundeved. – Panurus 39, nr. 3-4, s. 4-8.

Vandrefalk - ynglefugle

Moniteringsvejledning for vandrefalk i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle 2013-2017, udarbejdet af Mikkel Willemoes og Niels Peter Andreasen, juli 2007

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Vandrefalken er en af Verdens mest udbredte fuglearter. Også i Europa har vandrefalken en stor udbredelse - primært i bjergrige områder. De 3 traditionelle ynglepladser i Danmark har været på klinterne og klipperne på Møn, Stevns og Bornholm, hvor reden placeres på er hylde, mindst 45 cm bred og gerne med overhæng, eller i huler i kridtvæggen. I ældre tid kendes dog her i landet også vandrefalke, der som sekundær ynglebiotop har valgt reder i træer, isolerede småøer (bl.a. Saltholm), bygninger eller lavere kystskrænter. I nyere tid har man i Tyskland registreret et vandrefalkepar med rede på jorden på en lille ubeboet holm i Vadehavet. I andre lande yngler vandrefalken desuden mange steder i kasser på master, kraftværker og andre høje bygninger, hvor menneskelig forstyrrelse er lille. Den træffes også på kirker, skyskrabere og broer i storbyer.

I Danmark har vandrefalken aldrig været talrig og har antageligt ynglet med omkring 6-10 par årligt gennem de sidste århundreder, og måske enkelte år med et maksimum på 12-15 par. I dette århundrede betød efterstræbelse i form af beskydning, indsamling af æg, fangst til falkonerbrug og forgiftning fra miljøgifte som DDT og PCB en voldsom nedgang i bestandene i Europa og USA. I Danmark forsvandt de sidste ynglepar på Stevns i 1950’erne, på Bornholm 1961 og på Møn 1972. Det sidste ungekuld i Danmark i denne periode blev fjernet fra redehylden på Møns Klint i 1969. Dokumenterede oplysninger peger på, at der stod navngivne tyske falkerøvere bag den kriminelle handling, og at ungfalkene blev afsat til falkonerbrug i udlandet.
Som følge af et generelt forbud mod miljøgifte, en forbedret beskyttelse mod jagtlig efterstræbelse, falkonervirksomhed og ægsamling samt som modvægt diverse udsætningsprojekter, begyndte den europæiske bestand igen at stige.
Denne positive udvikling kunne også konstateres i Danmark fra slutningen af 1980’erne, og i slutningen af 1990’erne blev såvel hanner som hunner set på de gamle ynglesteder i forårsperioden årene før de endeligt etablerede sig.
Som dansk ynglefugl genindvandrede vandrefalken til Møns Klint i 2001 og fik unger på vingerne for første gang i 30 år i 2002. I 2004 har et nyt dansk vandrefalkepar forsøgt at yngle på Bornholm, men det mislykkedes. Dette par har dog ynglet med succes i 2006. På Stevns Klint var et tredje par territoriehævdende i 2006, og ynglede med succes i 2007.

Vandrefalken blev ved seneste rødlistevurdering i 2006 kategoriseret som forsvundet, dog muligvis under genindvandring. Denne vurdering skyldes, at vandrefalken endnu er så nyligt en genindvandret art, at man mener, der stadig er usikkerhed om, hvorvidt arten vil reetablere sig som regelmæssig ynglefugl.

Vandrefalken bygger ikke selv rede, men vil i de fleste tilfælde blot udforme en fordybning i et underlag af græs, grus eller sand. Den kan undertiden benytte gamle reder fra andre fugle. De normalt 3-4 æg lægges typisk omkring 1. april her i landet, for nyetablerede par dog ofte et par uger senere. Æggene ruges 29-32 dage (per æg) af begge forældrefugle. Hvornår rugningen startes er usikkert, nogle kilder siger når første æg er lagt (Cramp & Simmons 1980), hvilket er normalt for rovfugle. Andre mener, at rugningen først startes når der er lagt 2-3 æg. Det sidste tilfælde vil bevirke at der er mindre størrelsesforskel på dunungerne end tilfældet er hos andre rovfugle, da klækningen derved bliver relativt synkroniseret. I det første tilfælde vil klækningen ikke være synkroniseret, og der vil altså være en tydelig størrelsesforskel på ungerne. Hos mange andre rovfugle kan dette bevirke at kun de førstklækkede unger vil overleve til flyvedygtig alder i år med fødeknaphed, da disse vil vinde kampen om føden i reden. Hos vandrefalken er dette dog muligvis ikke tilfældet, idet vandrefalken til forskel fra mange andre rovfugle via sin særlige jagtteknik har et ret stabilt fødegrundlag og kan vælge mellem mange forskellige byttearter, og slet ikke påvirkes som mange andre arter af byttedyrenes bestandssvingninger. De danske par har også vist en ret høj ungeproduktion. Når antallet er flyvefærdige unger er mindre end kuldstørrelsen, menes det i højere grad at skyldes ubefrugtede æg, eller hvis den rugende forældre bliver forstyrret og må forlade reden, end det skyldes fødemangel. Ungerne er flyvefærdige 35-42 dage efter klækning, men vil dog være afhængige af forældrene i mindst 2 måneder endnu (Cramp & Simmons 1980).

Læs mere under artsbeskrivelserne på DOF’s hjemmeside:
http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=03200

Undersøgelsesområde
Vandrefalken ligger til grund for udpegningen af følgende lokalitet som EF-fuglebeskyttelsesområde:

- Klinteskoven (IBA 90)

Vandrefalken er desuden fokusart på Stevns (IBA 127).

Af andre områder er naturligvis Hammeren på Bornholm interessant, da dette er en ynglelokalitet. Desuden er alle lodrette, høje klinter og klippeskrænter potentielle redepladser. I Vadehavet syd for os har vandrefalke desuden ynglet på små ubeboede øer og holme, og dette kunne også være et potentielt ynglested i Danmark. Specielt set i lyset af at mange vandrefalke overvintrer i nærheden af lavvandede områder med høj tæthed af vandfugle, hvor sådanne øer netop ofte findes. Store bygninger med afsatser eller lignende, hvor menneskelig forstyrrelse ikke forekommer, er også mulige redesteder. Det kunne være broer, siloer på havneområder eller f.eks. Kronborg, hvor der de senere år har været overvintrende vandrefalk. Endelig giver opsatte redekasser i vore nabolande gode betingelser for falkene og er med til at sikre en bestandsstørrelse, der mindsker risikoen for indavl. Det vil dog nok være hensigtsmæssigt at overveje på hvilke lokaliteter, man sætter kasser op, da endnu en predator sammen med andre trusler for f.eks. strandengsfugle kan påvirke sårbare ynglebestande. Den nuværende danske ynglebestand har en tydelig sydøstlig udbredelse og er en så begrænset population, at der er risiko for ”genetisk flaskehals” med alt for nærbeslægtede ynglepar og deraf følgende risiko for indavl. De ikke ringmærkede individer i de nuværende par kan teoretisk være hanfalkens eget afkom. Man kan derfor håbe på, at nye par vil etablere sig på nye lokaliteter og i andre landsdele, så udvekslingen af gener bliver mere varieret.

Et typisk træk for ynglepladser er, at der både er et muligt redested (klint, skrænt e.l.), men også et typisk overvintringsområde i nærheden. IBA’er, der har rastende vandrefalk som enten fokusart eller udpegningsart, er:

- Odense Fjord (IBA 75)
- Nakskov Fjord (IBA 88)
- Vadehavet (IBA 57)
- Vest- og Sydamager med omgivende hav (IBA 111)
- Skjern Å-dalen (IBA 115)
- Roskilde Fjord, Selsø & Kattingesøerne (IBA 105)
- Præstø Fjord, Ulvshale, Nyord & Jungshoved Nor (IBA 89)
- Østlige Vejler (IBA 13)
- Vestlige Vejler, Arup Holm & Hovsør Røn (IBA 20)
- Saltholm (IBA 110)
- Skove og heder ved Bryrup (IBA 34)
- Agger Tange & Krik Vig (IBA 23)
- Ringkøbing Fjord (IBA 43)
- Ulvedybet & Nibe Bredning (IBA 1)

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Herunder følger nogle tegn på yngel, som man bør kigge efter, hvis man har mistanke om etablering af et nyt ynglepar:

I etableringsperioden februar-marts: han og hun sidder i nærheden af hinanden på en egnet ynglebiotop. Han og hun jager andre rovfugle, krager og store måger ud af området. Han sidder i skrutrygget positur over for hunnen, kalder med ”tjek-tjek-lyde”. Han og hun demonstrerer store territorieflyvninger sammen. Han afleverer bytte til hunnen. Han og hun parrer sig.

I rugeperioden april til primo maj ses typisk yngleadfærd. Han kommer med bytte til hunnen på egnet redelokalitet. Han afløser hunnen på egnet redested. Hannen har fast vagt- og observationspost i nærheden af egnet redested. Hvis det kan lade sig gøre at se redestedet, kan man eventuelt kigge efter en rugende fugl, eller måske se ægkuldet.

I ungeperioden maj til primo juni vil man kunne se hannen aflevere bytte til hunnen, der tager det med ind på egnet redested. Hannen tager selv bytte med ind på egnet redested. Antallet af byttefugle bragt til egnet redested stiger gradvist fra 2-3 gange til 6-7 gange dagligt, som ungerne bliver større. Hvis man i denne periode kan se reden, kan man se dununger eller senere i forløbet fjerunger på redehylden.

De udfløjne ungfugle opholder sig tæt ved redestedet de første uger (juni-juli), derefter sker spredningen gradvist hen over sommeren, hvor forældrefuglene følger ungfuglene, til disse selv er i stand til at skaffe sig tilstrækkelig føde. Ofte ses et par være territoriehævdende det første år uden at yngle, og her er det derfor vigtigt at følge fuglene året efter. Ved de allerede kendte par er det vigtigt hvert år at undersøge, om fuglene yngler, samt hvor stor produktion de har (antal udfløjne unger).

I særlige tilfælde kan en han knytte sig til to hunner (muligvis oftest i tilfælde med nært slægtskab), eller der kan ske udskiftning under yngleforløbet, hvis en fremmed hun jager ynglehunnen bort eller overtager hannen. Endelig kan der ske ændringer i forløbet, hvis en af ynglefuglene kommer til skade eller dør i denne periode.

Ved fund af et redested er det vigtigt at finde en god observationspost, hvorfra stedet kan iagttages uden at forstyrre fuglene. For at forhindre unødig forstyrrelse eller stress hos ynglefuglene kan det være nødvendigt at afspærre redelokaliteten i en afstand på 200-300 meter, især hvis den rugende fugl kan se direkte ud på de forbipasserende. De mest følsomme perioder er ugerne op til og lige efter æglægning (hvor hunnen ved forstyrrelse hurtigt kan forlade redestedet). Perioden hvor dunungerne lige er kommet ud af æggene (de næste 7-10 dage er de afhængige af forældrefalkens næsten konstante kropsvarme). Og dagene omkring udflyvningen, hvor ungfalkene er mest udsatte for uheld under flyvning (kraftige vindstød, pludselig slagregn), landing på uhensigtsmæssige steder, og risiko for angreb fra f.eks. duehøg, svartbag, ravn, krager, mårdyr eller ræv (muligvis også senere med øget indvandring af stor hornugle).

Man skal så tidligt som muligt forsøge at registrere antal unger i reden (antal klækkede unger), men vigtigst er det at registrere antallet af flyvefærdige unger.

Moniteringskalender
1/3-15/4: Ankomstperiode og æglægning. Opfølgning på observationer af territoriehævdende fugle og lokalisering af rede.

1/4-1/5: Rugetid. Evt. lokalisering af rede.

1/5-10/6: Ungetid. Registrering af fugle bringende føde til reden. I slutningen af perioden kan antal flyvefærdige unger observeres.

Rapportering
Alle observationer af ikke-trækkende fugle inden for yngletiden bør indrapporteres med angivelse af adfærd samt eventuel alder (f.eks. 2 ad. + 1 juv. rastende). Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter observationen er gjort, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og projektets medarbejdere i Fuglenes Hus få adgang til disse data. Man kan også sende sine observationer til artskoordinatoren. Vejledning til brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes på DOFbasens hjemmeside.

Bearbejdning
Følgende kategorier og definitioner anvendes til vurdering af ynglepar.

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. observation af: rugende fugle, æg, rede m. klækkeskaller, dununger.
- Sandsynligt ynglepar: Observationen falder inden for denne kategori, såfremt der observeres: territoriehævdende fugle, parringsadfærd, o.lign. ved et egnet yngleområde.
- Muligt ynglepar: Gentagne observationer af adulte fugle i perioden 15/5-1/7 i et egnet yngleområde, uden fund af redeplads eller observationer af territoriehævdelse (denne kategori benyttes sjældent, da der som regel vil være god viden om evt. ynglefugle).

Når den samlede ynglebestand opgøres, benyttes formlen: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Engsnarre - ynglefugle

Moniteringsvejledning for engsnarre i DOF’s Projekt Truede og Sjældne Ynglefugle (DATSY), udarbejdet af Mark Pedersen, Mikkel Willemoes & Timme Nyegaard, november 2008

Indledning
Flere af vore velkendte og iøjefaldende ynglefugle, som generationerne før os betragtede som en naturlig del af det danske landskab, lever i dag en trængt tilværelse. Det gælder især en række rovfugle samt flere hede- og engfugle. Indsamling af data og viden om de truede og sjældne ynglefugle er et vigtigt udgangspunkt for at kunne modvirke, at disse arter forsvinder fra det danske landskab. Siden 1998 har DOF derfor overvåget Danmarks mest truede og sjældne ynglefugle (DATSY-projektet). Projektet løber foreløbig til og med år 2008. Som led i projektets fase 2 udarbejdes der en moniteringsplan for hver af de 41 projektarter. Ideelt set skal moniteringsplanen fungere som:

- dokumentation af metoderne anvendt i overvågningen og dermed referenceværk for forskere/myndigheder
- vejledning for ornitologer og optællere i den fremtidige overvågning
- håndbog for artskoordinatoren

Moniteringsplanen skal være et levende dokument og vil blive opdateret løbende med den nyeste erfaring med overvågning af arten.

Artsbeskrivelse og ynglebiologi
Engsnarren er en vandhøne, der dog ikke er specielt knyttet til vand. Den lever i enge, græsmarker og kornmarker. Her er den helt skjult i den høje vegetation, og det er derfor meget sjældent man får engsnarren at se. Det sker som regel kun hvis man får skræmt den op at flyve. Her vil den ses som en klodset agerhøne-stor fugl med flagrende flugt og rustbrune vinger. På grund af engsnarrens skjulte levevis, vil man som regel opdage den på hannens parringskald, der er et taktfast, monotont gentaget crex crex (hvilket også er dens latinske navn). Dette høres hyppigst om natten, men kan også godt høres i dagtimerne. Hør stemmen og læs mere om engsnarre på DOF’s hjemmeside: http://www.dofbasen.dk/DATSY/datsyart.php?art=04210

Engsnarrens udbredelsesområde strækker sig over Europa i vest til de asiatiske dele af Rusland i øst. De største bestande findes i Østeuropa og Rusland. I 1998 blev verdensbestanden estimeret til 1-2,5 millioner med en Vesteuropæisk bestand på ca. 14.000 syngende hanner. Den seneste vurdering af verdensbestanden, hvor der er benyttet andre modeller, er opgjort til 3,5-6 millioner.

Både herhjemme og i hele Vesteuropa er bestanden gået markant tilbage gennem det sidste århundrede. Årsagen hertil er intensivering af landbrugsdriften især med indførelsen af slåmaskine og grønthøster til bjergning af hø og ensilage samt fremrykning af høsttidspunktet. Høstning af græsafgrøderne falder sammen med engsnarrens første ungekuld, som således går tabt ved høstarbejdet. Selvom verdensbestanden på nuværende tidspunkt synes stor, forventer man at samme tendens, som er sket i Vesteuropa, vil ske i de østeuropæiske lande og Rusland, blot endnu hurtigere.

Efter ankomsten fra vinterkvarteret høres engsnarre-hannerne crexe konstant i nattetimerne - fra omkring kl. 22/23 til kl. 02/03 - for at tiltrække en hun. Den enkelte han udvælger en bestemt sangpost hvorfra der synges. I dagtimerne fouragerer den i et større område.

I ynglesæsonen skifter hannerne sangposter. Parrede hanner forbliver længere på en sangpost end uparrede hanner - således omkring 20 nætter for parrede hanner og omkring 8 nætter for uparrede hanner. En ny sangpost skal være mere end 200 m fra den gamle (Schäffer 1999). Undersøgelser i Nordøstpolen viser, at engsnarre-hannerne tiltrækkes af andre crexende hanner og kan danne sanggrupper i begyndelsen af ynglesæsonen. En sanggruppe beskrives som mindst 3-10 hanner, hvor afstanden mellem hannerne er mellem 50 og 200 m. (Schäffer 1995). Herhjemme er sanggrupper også kendt fra enkelte lokaliteter eller områder. Men det er endnu uklart om der er benyttet samme definition, som beskrevet ovenfor.

Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland). Hannens sangpost er i regelen indenfor 100 m fra reden.

I undersøgelser i Nordøstpolen har engsnarre-hannerne to perioder - en fra medio maj til primo juni og en omkring 1. juli, hvor de synger hyppigt om dagen. Der er en sammenhæng mellem ringe natsang og større dagsangsaktivitet. Ved ringe natsang er der ofte en højere sangaktivitet i morgendæmringen. (Schäffer 1999). Herhjemme må man forvente - hvis engsnarren yngler - at den hyppige dagsang vil være 1-2 uger senere - altså fra ultimo maj til primo juni. Og en senere periode ville være i første halvdel af juli (2. kuld). Rugningen startes når alle 8-12 æg er lagt, varer i 16-19 dage og foretages af hunnen alene. Ungerne fodres de første 3-4 dage, hvorefter de selv finder føde. Ungerne bliver flyvefærdige efter 36-40 dage, men ofte uafhængige af moderen allerede efter 10-15 dage. Så snart ungerne er uafhængige af moderen, vil hun starte på det eventuelle andet kuld.

Når æglægningen er afsluttet (muligvis før) forlader hannen sangpost, redeplads og hun - eller bliver jaget bort af hende! Er biotopen perfekt, besættes en ny sangpost indenfor en maksimal afstand på 1,5 km og hannen begynder på ny at tiltrække en hun (Schäffer 1999).

Engsnarren yngler i Danmark i enge, græsmarker og kornmarker. Den er ikke specielt knyttet til høj jordbundsfugtighed, dog vil den ofte have højere ynglesucces i fugtige områder, da driften er mere ekstensiv her, og disse områder vil derfor bedre kunne opfylde andre krav, såsom ingen høstning eller slåning før 1. september. I undersøgelser fra det nordøstlige Polen blev følgende fundet karakteristisk for ynglelokaliteterne:
- Vegetationen skal være mindst 20 cm høj.
- Fuglene skal kunne holde sig skjult og nemt kunne bevæge sig i vegetationen (vegetationen må ikke stå for tæt og ikke være filtret sammen).
- Ingen sammenhæng mellem fugtigheden i området og antallet af ynglepar. I overvintringsområdet findes engsnarren også i de tørre områder.

Engsnarren er på verdensplan truet og opført på IUCN’s seneste rødliste. engsnarren er ligeledes opstillet på EF's fuglebeskyttelsesdirektiv som en art, der er truet i EU-landene, og for hvilken der skal gennemføres særlige beskyttelseshensyn. I Danmark er engsnarren opført i den seneste danske rødliste som næsten truet. I 2000 blev der af Skov- og Naturstyrelsen udarbejdet en handlingsplan for engsnarren.

Målsætning
- Årlig registrering af alle syngende fugle i Danmark, så udsving i artens forekomst kan følges.
- ”Negativ” registrering på tidligere anvendte ynglelokaliteter.

Undersøgelsesområde
Engsnarren er på udpegningsgrundlaget for følgende danske IBA’er:

- Holmegårds Mose og Porsmose (IBA-91)

Der er desuden en række andre IBA’er, der er kendt for at huse engsnarrer i yngletiden, og er derfor relevante at undersøge. Det drejer sig om følgende lokaliteter:

- Bolle og Try Enge (IBA-116)
- Store Vildmose, Ryå og Stavad Enge (IBA-117)
- Brabrand Sø og Årslev Engsø (IBA-134)
- Slivsø (IBA-158)

Øvrige lokaliteter der er særligt vigtige for arten er:

- Tryggevælde Ådal
- Gårdbo Sø og Sørig Enge

Ideelt set bør som minimum disse lokaliteter undersøges årligt for forekomst af engsnarre. Derudover kan engsnarren forekomme på enge og i kornmarker over hele landet, men særligt i Nordjylland, Sønderjylland, Sydsjælland og på Bornholm.

Mange af IBA-lokaliteterne er beskrevet på DOF’s hjemmeside, se mere her: http://www.dofbasen.dk/IBA/

Optællingsmetode
Her gives anbefalingerne for den bedste måde at overvåge et område for engsnarrer. Hvis man har mulighed for at besøg et område flere gange i løbet af ynglesæsonen, kan det anbefales at kortlægge fuglene, og ud fra det samlede billede vurdere bestandsstørrelsen. Alternativt angives bestanden som det maksimale antal syngende hanner registreret ved et enkelt besøg.

1) Vælg en rute i landskabet hvor det er muligt at indlægge lyttepunkter - indtegn evt. ruten på et kort, hvis du vil gentage overvågningen på senere tidspunkt. Vælg ruten i et område hvor du formoder, der er ringe eller kun lidt støj - især langt væk fra større vej-anlæg. Det kan anbefales, at man tager et mindre område, som kan undersøges flere gange i løbet af ynglesæsonen end at undersøge et stort område blot én gang.

2) Ruten gennemkøres (eller spadseres) i engsnarre-hannernes aktive sangperiode dvs. fra primo/medio maj til medio august fra ca. kl. 23–04. Helst flere gange i løbet af sæsonen.

3) Udvælgelsen af lyttepunkterne kan ske undervejs for at opnå de bedste observationsbetingelser. De bedste lyttebetingelser opnås i åbne områder på højere liggende punkter. Nærliggende vegetation af især træer kan genere aflytningen selv ved svag vind. Som standard - hvis hele området ønskes undersøgt - kan der være omkring 2 km mellem hvert lyttepunkt, det er dog ikke afgørende. Undersøges området mere end én gang, skal man tage højde for vindretning, da engsnarren kan høres længere væk op imod vinden end med vinden. F.eks. hvis vindretningen er vest kan man høre engsnarren helt op til 2 km væk i vestlig retning, hvorimod man mod øst kun kan høre den 300-500 m væk ved selv svag vind. Man skal generelt undgå dage med meget vind eller kraftig regn, da sangintensiteten også er betydeligt lavere i sådant vejr.

4) Der lyttes fra lyttepunkterne i nogle minutter - helst mindst 10 minutter. Jo længere tid man lytter på det enkelte punkt, jo større er chancerne for, at man også registrerer de hanner, som synger i korte intervaller.

5) Hvis man ønsker at undersøge området grundigt og har mulighed for flere besøg, f.eks. med 7-14 dages mellemrum, plottes de registrerede engsnarre-hanner på et kort over området. Undersøges samme område mere end én gang er det vigtigt, at engsnarrerne kan "adskilles" fra gang til gang. Man skal være opmærksom på, at især uparrede engsnarrer, godt kan skifte sangpost. Dette kan medføre at man registrerer den samme engsnarre flere gange, men at man tror det er en ny fugl, fordi den er et nyt sted. Samtidig skal man være opmærksom på at engsnarrens kald reflekteres utroligt godt i selv meget små bygninger. Dette kan resultere i, at det lyder som om der er to engsnarrer der crexer lidt forskudt af hinanden, fra hver sin retning, men at det i virkeligheden er den samme, hvis kald blot bliver reflekteret.

Moniteringskalender
20/5-20/6: Registrering af syngende hanner
25/6-1/8: Ungeperiode. Ungernes kontaktkald kan muligvis høres

Rapportering
For at kunne fastslå antallet af syngende hanner, er det vigtigt at rapportere alle registreringer, ligegyldigt om de er gjort på en tilfældig tur eller under målrettede undersøgelser efter engsnarren. Rapporteringen sker i DOFbasen (www.dofbasen.dk), DOF’s Internetbaserede database over fugle, som alle kan bidrage til. Inddateringen bør ske snarest muligt efter optællingernes udførelse, og så mange detaljer om adfærd samt uddybende stedbeskrivelse bør angives. Det er muligt at hemmeligholde observationer, hvis man mener, at de er af følsom karakter. I givet fald kan kun artskoordinatoren og de centrale koordinatorer få adgang til disse data. Vejledning til installation af programmet, brugeroprettelse, indtastning m.m. kan findes her: http://www.dofbasen.dk/help.php Man kan også rapportere sine observationer til artskoordinatoren eller til DATSY’s centrale koordinator i Fuglenes Hus.

Bearbejdning
Der benyttes traditionelt set begreberne sikkert, sandsynligt og muligt ynglepar, når en ynglefuglebestand skal opgøres. Dette er ikke så velegnet for engsnarre, da stort set alle registreringer er af crexende fugle. Dette vurderes til at ligge et sted mellem muligt og sandsynligt ynglepar. Sangaktiviteten daler normalt kraftigt, hvis fuglen finder en mage, hvorved høj spilaktivitet kan afspejle dårlig ynglesucces nærmere end det modsatte. Opgørelse af antal spillende fugle giver dog stadig de mest sammenlignelige resultater og er den absolut mest realistiske metode for overvågning af bestanden.

Når ynglefugledata bearbejdes i DOFbasen, anvendes begrebet ”ynglepar” dog alligevel. Det er ikke en korrekt term at bruge om engsnarre, jvf. tidligere diskussion, men af praktiske og tekniske hensyn kan den alligevel benyttes. Ynglepar opgives som hhv. minimum og maksimum antal par, der i dette tilfælde kan anvendes til at angive evt. usikkerhed omkring hvor mange forskellige crexende fugle, der har været til stede.

Hvis man ønsker at lave en mere reel vurdering af ynglestatus for en engsnarrebestand, kan følgende fremgangsmåde anvendes:

a) Engsnarre-han hørt i dagtimerne
- Engsnarre-hanner, der synger i dagtimerne er enten lige ankommet eller i parringsfase med en hun. (Se også under pkt. c)
Gå til d.

b) Ved første besøg i nattetimerne
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

c) Ved efterfølgende besøg i nattetimerne:
- Engsnarre-hannen, der hørtes første gang, crexer ikke. Når hannen får kontakt med en hun ændres sangsmønstret fra natsang til dagsang. Uparrede hanner synger 90% af natten - hvorimod hanner med en hun kun synger 10-15% af natten (undersøgelser i Skotland).
- Engsnarre-han crexer uperiodisk eller i intervaller. engsnarre-hannerne crexer uperiodisk i nattetimerne, når parret er udparret og/eller i æglægningsfasen
Gå til e.

d) Genbesøg af området i nattetimerne max. et par dage efter:
- Synger engsnarre-hannen i nattetimerne, er den i færd med at afsætte nyt revir.
- Synger engsnarre-hannen ikke på det tidspunkt er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

e) Genbesøg af området i dagtimerne maks. 8-10 dage efter:
- Synger engsnarren også på dette tidspunkt, er der stor sandsynlighed for at parret er i æglægningsfasen.
Gå til f.

f) Engsnarre-hannen synger hyppigt i dagtimerne og forholdsvis tavs i nattetimerne. Der er stor sandsynlighed for ynglepar.
- Området kan evt. besøges igen 3-4 uger efter for at lytte efter hun og/eller unger. Kontaktkaldene er dog ikke kraftige, og kan kun høres 20-30 m væk.
- Eftersøgning af lemlæstede og døde fugle efter markarbejdet (høstning, slåning, ensilering eller mejetærskning). Metoden er dog tidskrævende, og man må være hurtig på færde inden de bliver ædt af f.eks. musvåge og ræv.

Hvis denne grundige metode er anvendt, kan resultaterne tolkes på følgende måde:

- Sikkert ynglepar: Direkte ynglebevis - dvs. fund af rede, æg, dununger eller nyudfløjne unger.
- Sandsynligt ynglepar: En han der har en stedfast sangpost, og som skifter fra at være meget aktivt crexende om natten til at crexe mere uregelmæssigt om natten og/eller crexe i dagtimerne.
- Muligt ynglepar: Enkeltregistreringer i egnede ynglebiotoper inkl. sete fugle, eller hanner der bliver ved at crexe meget aktivt om natten igennem hele yngleperioden.

Når en ynglebestand opgøres ud fra disse kriterier, anvendes følgende formel: (sandsynlige+sikre) – (mulige+sandsynlige+sikre). Er der eksempelvis registreret 3 sikre, 2 sandsynlige og 1 muligt ynglepar, vil bestanden opgøres til (2+3) – (1+2+3) = 5-6 ynglepar.

Det er dog vigtigt, at der også foretages en simpel opgørelse over antal crexende fugle, som oplyses til brug for den årlige sammenlignelige bestandsopgørelse.

Referencer og relevant litteratur
Fagdatacenter for Biodiversitet og Terrestrisk Natur (B-FDC) (2004-): Den danske Rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser. (html).
Findes på: http://redlist.dmu.dk

Fredsøe, K. 2003. Optællingsmetoder engsnarre 2003. Upubliceret.

Fredsøe, K. 2003. Lidt om engsnarren, udarbejdet til brug for optællingsarbejdet 2003. Upubliceret.

Grell, M. B. 1998. ”Fuglenes Danmark”. G.E.C. Gads Forlag.

Grell, M. B.; Heldbjerg, H.; Rasmussen, B.; Stabell, M., Tofft, J. og Vikstrøm, T. (red.). 2004. ”Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2003”. DOFT nr. 98.
Tilgængelig på: http://www.dof.dk/pdf/datsy/Doft_08_2004_LOW.pdf

Handlingsplan for bevarelse af den truede fugleart engsnarre Crex crex. Miljø- og energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen (2000).
Findes på: http://www.sns.dk/natur/bevaring/pdffiler/engsnarre.pdf

Nyegaard, T. & M.B. Grell (red.) 2007: Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2006. Dansk Ornitologisk Forening. (html). Tilgængelig på: http://www.dof.dk/sider/images/stories/proj/datsy/dokumenter/DATSY2006.pdf

Peake, T.M. & P.K. McGregor. 2001. Corncrake Crex crex census estimates: a conservation application of vocal individuality. Animal Biodiversity and Conservation 24.1, pp. 81-90.

Schäffer, N. 1999: Habitatwahl und Partnerschaftssystem von Tüpfelralle Porzana porzana und Wachtelkönig Crex crex. - Ökologie der Vögel, band 21: 1-267

Schäffer, N. 1995: Rufverhalten und Funktion des Rufens beim Wachtelkönig Crex crex. - Vogelwelt 116: 141-151

Skovsanger - ynglefugle

Sikre ynglepar registreres på baggrund af iagttagelse af udfløjne unger i juni. Kortlægning af syngende hanner i sidste halvdel af maj samt juni kan bruges som indikation på sandsynlige ynglepar.

Rødrygget Tornskade - ynglefugle

Bestanden vurderes ved optælling af stationære hanner/par, syngende hanner og varslende par/hanner mellem medio juni og primo august, allerbedst dog i perioden medio-ultimo juli. Hannen har i yngletiden ofte helt faste udkigs¬poster, hvorfra den spejder efter føde¬emner og overvåger terri-toriet. Antallet af hanner kan inkludere en ukendt andel af uparrede hanner, mens antal ungefamili-er kun indicerer par med ynglesucces. Den reelle bestand ligger et sted herimellem. For sammenlig-nelighedens skyld angives det første tal som lokalitetens ynglebestand, mens antallet af ungefamilier angives som kommentar.

Hvad angår de uparrede hanner, bør man være opmærksom på at uparrede hanner og hunner hvis yngleforsøg er mislykket, sagtens kan finde på at hjælpe med at beskytte og fodre andre pars unger. De uparrede hanner assisterer sågar ofte flere par på én gang. Da ydermere sene kuld ofte er overladt til en enkelt forældrefugl, kan tilstedeværelsen af disse surrogatforældre føre til en fejlvurdering af antallet af ynglepar i et område.