DOFbasen
    DATA FOR OBSERVATION NR. 29726246 - 02/05/2022  

Alpejernspurv (SU) (Prunella collaris)1
Alder:2. kalenderår eller mere
Adfærd:Rastende
Tid:12:10-12:45
Kommentar til obs.:Vi står på p-pladsen og snakker ved bilen efter en lidt sløj dag i felten, med få fugle og meget vind. Ca. kl. 12.10 ser jeg en fugl lande på det østligste hjørne af Grenen Museets restaurants tag. Den kom fra øst, men jeg er usikker på, hvor langt den har fløjet inden den lander her. Fuglen giver et rødbrunt glimt i det den lander, hvorfor jeg udbryder "tjek lige fuglen her, det kan være husrødstjert" (mangler den som årsart). Fuglen i kikkerten passer dog overhovedet ikke på husrødstjert. Den er korthalet, ret buttet og har også relativt kraftigt næb, men den ses på pænt stor afstand og ret dårligt med ryggen til. Den sidder måske i 10 sek på taget, hvor vi diskuterer den lidt. Der er både bud på piber og måske bogfinke så vidt jeg husker. Jeg siger dog på et tidspunkt: "nu er det vel ikke en alpejernspurv", da jizzet og adfærden giver mindelser til en alpejernspurv jeg så i Schweiz i starten af april. Jeg griber kameraet for at tage et par fotos, men inden da dumper fuglen ned bag taget. Jeg går op for at tjekke fuglen med forventning om at finde et eller andet almindeligt, som det jo plejer at være. Idet jeg går om nordøsthjørnet af bygningen flusher jeg småfuglen op på 4-5 m afstand. Den flyver op på en lille mur, hvor den sidder måske 5 sek. hvilket gør det meget let at bestemme fuglen: alpejernspurv! Derefter flyver den lidt tættere på mig og giver sig til at fouragere mellem småstenene ved bygningen. Fuglen virker meget tillidsfuld! Jeg er en lille smule lammet i et par sekunder, men jeg skyder lidt fotos, går bagud for ikke at presse fuglen og ringer til de andre, som står ved bilen. Hitfeberen kører i hænderne! De er der på måske omkring 30 sek. I mellemtiden melder jeg fuglen på Zello og koncentrerer mig ellers om at holde på fuglen, der dog virker mere rastløs. Det er ikke mit indtryk, at fuglen føler sig presset af mig og de første twitchere. Jeg tror mest, at det er træk-drift, som gør den rastløs. Jeg kan siden forstå at mine Zello-meldinger er gået dårligt igennem pga. vindstøj (12 m/s), men det bliver da efter nogle minutter klart for alle, at der er tale om en alpejernspurv. 12.18 er den på birdalarm, da der er kommet nok folk og nogenlunde styr på fuglen til at jeg kan kigge væk fra den. Jeg skal beklage, hvis disse minutter med usikkerhed om arten kan have betydet at nogen er kørt forgæves efter fuglen, men der er forhåbentligt forståelse for, at jeg stod alene med fuglen, at fokus var på at få de nærmeste birdere til at se fuglen, dokumentere den og ikke mindst sikre sig at fuglen ikke forsvinder uden at vi er klar over hvorhen. Fuglen letter kort tid efter ankomst af JEH, NYA og TV (nok under et minut) og flyver en lang tur ud mod Grenen. Joshua (JEH) holder fuglen i kikkerten, og vi bliver klar over, at fuglen vender tilbage til museet. Nu er de første twitchere ankommet og måske en håndfuld birdere ser fuglen, inden den flyver videre mod bunkermuseet på den anden side af p-pladsen, hvor den tilsyneladende forsvinder. Her genfindes den, hvorfra den flyver mod det grå fyr. Her bliver den genfundet omkring 12.46 ved sommerhuset syd for fyret. Sidste melding er, at den flyver mod Grenen igen. Den kan have gået til rast i området måske i en klit eller på stranden, eller måske er den simpelthen vendt om og fløjet tilbage mod Tyskland. Den bliver tilsyneladende aldrig set igen. Fundet udgør så vidt vides landets 16. alpejernspurv. Sidste fund var også i Skagen i april 2019. Fantastisk, at en intuitiv indskydelse om alpejern viste sig at holde stik, og mega fedt at få bekræftet, at man ikke skal lade en ubestemt fugl gå, hvis der er potentiale! Se fotos.
Lokalitet:Grenen, Skagen (12:10 - 13:15)
Nøjagtig position:
Observatør:Daniel Palm Eskildsen
Medobservatør:NYA, TV, JEH
Billeder til observationen:
Observationen er:Indtastet via hjemmeside
Indtastet:03-05-2022 14:50:39
Status:
Links:Billeder af Alpejernspurv på netfugl.dk