Denne side er fra Caretakerprojektet, der forløb fra 2003-2013. Indholdet på siden vedligeholdes ikke, og kan derfor være forældet.
Trane (Grus grus)

Der findes i Danmark mindst 59 stednavne, der har ”trane” som en del af navnet, som for eksempel Tranekær og Tranemose. Dette indikerer, at arten engang var en udbredt dansk ynglefugl.
Men efter gradvis tilbagegang fra begyndelsen af 1800-tallet forsvandt den tilsyneladende som ynglefugl omkring 1850. Først 100 år senere blev der igen fundet ynglende Traner på 3 lokaliteter, alle i Nordjylland: Råbjerg Mose i Vendsyssel, Lille Vildmose i Himmerland og Hanstholmreservatet i Thy. Det er dog muligt, at Tranen har ynglet i upåagtethed på en eller flere af disse lokaliteter i løbet af de mellemliggende 100 år. Under alle omstændigheder gik genindvandringen de første mange år meget langsomt.
Helt frem til omkring 1990 var den samlede bestand stadig kun 3-5 par, fordelt på de 3 kendte lokaliteter, men siden begyndte en fremgang og spredning til nye lokaliteter.
Udover Danmarks egne ynglefugle passeres landet især om foråret af et større antal gennemtrækkende skandinaviske fugle. De største træktal ses på dage med østlig vind i marts-april over Sjælland, Møn og Lolland-Falster. En del af fuglene er på vej mod Hornborgasjön cirka 100 kilometer øst for Göteborg. Her samles op til over 10.000 traner omkring månedsskiftet marts/april.


Trane på yngleplads i Thy. Foto: Jens Kristian Kjærgaard

Bestandsudvikling siden 1990
I mange år var ynglende Traner kun kendt fra den nordlige del af det jyske fastland, men i 1990 etablerede arten sig i den modsatte ende af landet, på Bornholm. Få år efter blev også Læsø koloniseret.
Bestanden i disse kerneområder steg langsomt op igennem 1990’erne, og efter midten af årtiet er yderligere lokaliteter kommet til, bl.a. en hede i Vestjylland og moser i Syd- og Sønderjylland. Enkelte år har et par forsøgt at yngle på Lolland. Udenfor kerneområderne i Nordjylland og på Bornholm er der i de fleste tilfælde tale om isolerede par uden nabopar i nærheden, men det er forventeligt at der flere steder vil dannes nye små kolonier.
Tranebestanden på hederne i Thy er vokset til i 2003 at udgøre hele 12 ynglepar, mens den bornholmske bestand er oppe på 9 par. I hede- og moseområderne mellem Skagen og Frederikshavn er bestanden nu på 7-8 par, samt 3 par på Læsø. I Lille Vildmose er situationen mere stabil med 2 par. I kerneområderne ser det ud til, at der opbygges regulære trane-samfund med et antal voksne ynglepar med hver deres territorium samt en pulje af ikke-ynglende fugle. Ofte er der lige så mange ikke-ynglende fugle til stede som antallet af ynglefugle tilsammen. En lokalitet, som siden sidst i 1980’erne har fungeret som ”opsamlingssted” for nordjyske traner om efteråret, Bygholm Vejle, har de senere år fået sine egne ynglepar.
Den danske tranebestand består af flere delbestande med hver deres indvandringsvej – den nordjyske bestand er formentlig grundlagt af skandinaviske fugle, mens bestanden på Bornholm hænger sammen med den østeuropæiske bestand, og indvandringen til Sønderjylland er sket fra Nordtyskland.
I 2003 passerede den samlede danske bestand 40 par.


Trane antal ynglepar i Danmark, 1998-2003. Tal i parentes betyder at optællingen er lidt usikker, dvs. mere skøn end reel optælling.

Data er leveret af Jesper Tofft, Åbenrå.


© John Larsen


© Christian A. Jensen

Fakta
Vingefang: 200-230 cm.
Længde: 115 cm.
Vægt: 4.000-7.000 g.
Kuldstørrelse: 2 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 30 dage
Ungetid: 65-70 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2018: 480
Udvikling 1990-2000: Fremgang
Ændring: >500 %

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: LC
DK gulliste: NA
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 128
Sidste måned: 170

Forrige artLink til denne sideNæste art