Skagerrak & sydvestlige Norskerende
Beskrivelse
Fra den jyske vestkyst stiger vanddybden gradvist til omkring 50 meter 30-40 km fra land. Her stiger dybden hurtigt til 200-300 meter og 400 meter i den centrale del af farvandet.
Området er et vigtigt raste- og overvintringsområde for Mallemuk, Sule, Storkjove, Sølvmåge, Lomvie, Alk og Søkonge.
Adgangsforhold
Havfuglene opholder sig normalt langt til havs, men kan især observeres under eller lige efter perioder med vestenvind. De bedste lokaliteter er Skagens Gren og Roshage ved Hanstholm og i mindre grad Bulbjerg, Lild Strand og Hirtshals. En tur med en af de mange færger, der krydser Skagerrak kan også give observationer af havfugle. Ofte kan der være langt imellem fuglene, men en del arter ses i nærheden af fiskefartøjer. Mallemukker ynder ofte at flyve langs med færgerne, hvor de kan udnytte slipstrømmen fra skibet.
Man kan også vælge at tage med nogle af de lystfiskerbåde, der fra Hirtshals og Hanstholm sejler til Det Gule Rev. Fra disse både er der udover havfugle også set hvaler, bl.a. hvidnæse.