DOFbasen
    DATA FOR OBSERVATION NR. 13533463 - 17/12/2013  

Mellemflagspætte (Dendrocoptes medius)1
Adfærd:Fouragerende
Kommentar til obs.:Godt en time efter Thomas W Johansens udmelding fredag, den 13. dec. om fund af Mellemflagspætte i Lunden, Gram, ankom jeg sammen med PPO og SVR som de første twitchere til stedet. I den regnvåde og stadig mørkere skov eftersøgtes sjældenheden forgæves de næste tre timer. Lørdag var vi atter på lokaliteten under våde vejrforhold som gårsdagens med håbet om at genfinde spætten, omkring 30 andre birdere fra hele landet ledte også. Igen måtte vi køre hjem uden mellemflagspætte i notesbogen. For tredje dag i træk forsøgte PPO og jeg søndag, i en strålende solbeskinnet skov med et livligt fugleliv og blot tre andre birdere, at finde mellemhakkeren – det blev nok en gang en diptur! Et fjerde forsøg mandag blev udelukket p.gr. af dagregn og blæst. Tirsdagsholdet, PPO, SVR, SAAC og undertegnede kørte kl. 0800 af sted til Lunden i Gram nu for fjerde gang med Mellemflagspætte som turens targetart. Vi spredte os og gik hver for sig gennem den mennesketomme skov, for at mødes kl. 1015 til formiddagskaffen på bakken hvor TWJ, som den hidtil eneste birder, havde set rarieteten i fredags. Her var livlig aktivitet af fouragerende mejser, træløbere, spætmejser, bog- og kvækerfinker, mens en sortspætte kaldte i det fjerne og et rødt egern løb mod toppen af en stormfældet bøg. PPO varsler pludselig en flyvende spætte, som vi andre ser glimtvis lande i en trækrone relativt tæt på os. Trods intens søgning lykkes det ikke at finde spætten og Per resignerer at det på grund af størrelsen nok blot var en stor flagspætte. En mulig korttået træløber påkalder de andres opmærksomhed, mens jeg vender mig for at række ud efter kaffekoppen. I samme øjeblik ser jeg en spætte omkring 20 meter fra mig i den nedre del af en bøgs krone. Med kikkerten rettet mod spætten åbenbares det straks – ”Her er den!” råber jeg, og tirsdagsholdet ser den nu i godt et minut indtil den flyver i NØ-lige retning mod ellesumpen . Jeg får som den eneste i situationen fotos af spætten, idet PPO for en sjælden gangs skyld endnu ikke havde fået sit grej op af tasken! Da vi ved godt 12-tiden forlader stedet, lykkes det imidlertid PPO og SAAC at genfinde spætten ca. 100 m vest for det første obssted – her ta’r Per revanche og lave nogle fine skud af dagens targetart! Noget kunne tyde på, at chancen for at få Mellemflagspætten at se er størst i netop det område, den nu er set i tre gange, og at det vil være godt at være pp mellem kl.10-12 – og optræde stilfærdigt og diskret på stedet!
Lokalitet:Lunden, Gram (09:15 - 12:30)
Observatør:Henrik Brandt
Medobservatør:ppo,svr,saac
Billeder til observationen:
Observationen er:Indtastet via hjemmeside
Indtastet:19-03-2014 22:22:50
Senest redigeret:17-12-2013 19:37:22
Status:
Links:Information om Mellemflagspætte
 Billeder af Mellemflagspætte på netfugl.dk