DOFbasen
    DATA FOR OBSERVATION NR. 24922241 - 24/05/2020  

Klyde (Recurvirostra avosetta)1
Adfærd:Overflyvende
Kommentar til obs.:1-2
Lokalitet:Hyllekrog (14:50 - 21:30)
Observatør:Mathias Blicher Bjerregård
Medobservatør:PB og PB! Den første time også René Christensen.
Kommentar til tur:Forårstrækket af arktiske vadefugle ved Hyllekrog <3 Store flokke, vilde højder og høje hastigheder! Kald mig bare skør - med rette, men jeg må dele min begejstring, og det skal ikke blive med få ord. Lad for guds skyld være med at læse al mit ævl. Uforglemmelig eftermiddag/aften d. 24/5-2020. Mange birdere får hjertebanken når der er sjældne fugle i farvandet. Med mindre jeg selv står på stedet hvor dét sker, er det ikke tilfældet for mig, men det er det til gengæld med store fugletræk. Jeg rykker på vejrudsigter og chancen for en stor trækdag. Denne gang gælder det vadefugletrækket over Østdanmark om foråret. Lidt forhistorie: den 30/5-2015 blev jeg ved Gedser Odde helt uventet vidne til en "kæmpe" flok på 650 islandske ryler der dukkede op ud af den blå luft, susende af sted på deres østgående træk, og ligeså hurtigt var de væk igen. Jeg var blæst bagover, og jeg fik for alvor øjnene op for eksistensen af det spektakulære træk af de tre arktiske vadere, Lille Kobbersneppe, Strandhjejle og Islandsk Ryle, som man takket være Preben Bergs ihærdige tællearbejde, siden ca. 2009 har vidst kan ses regelmæssigt ved Hyllekrog i slutningen af maj, og et par dage ind i juni. Det er dermed noget nær det sidste store forårstræk der foregår i Danmark, og tanken om at fuglene flyver direkte fra Vadehavet til ynglepladserne i Nordsibirien i ét hug (Meltofte, 1993) var bare så mindblowing, syntes jeg. Siden sad jeg hvert eneste år og læste med, når han gang på gang leverede trækdage med tusindvis af hver art - for de røde arters vedkommende sommetider endda over 10.000 - f.eks trak der næsten 20.000 islandske ryler ved Hyllekrog den dag jeg så den éne flok på 650 ved Gedser. Jeg ville frygteligt gerne se det selv, men Hyllekrogs tilgængelighed med offentlig transport tidlig morgen/sen aften hvor trækket ofte ses, samt eksamensperioder m.m. kombineret med min magelighed gjorde at det ikke lige blev til noget de første fire år. Til gengæld hyggede jeg mig gevaldigt ved at spørge gud og hver mand om deres oplevelser med forårstrækket af arktiske vadere. Listen af personer jeg har talt med om dette tæller bl.a. Bent Jakobsen, Henrik Knudsen, Steen Søgaard, Kurt Møller Nielsen og Peter Lyngs (RIP), der sporadisk havde oplevet fænomenet forskellige andre steder i landet i begrænset omfang såsom Blåvand, Gilleleje og Hellebæk. HKn berettede om hvordan han og Thomas W. Johansen havde stået og talt fugletrækket ved Rødby i forbindelse med forundersøgelser af Fehmern-forbindelsen for en del år tilbage. Ved hjælp af radar kunne de se at mange flokke trak kanon-højt og nærmest ikke var til at finde. Nogle flokke kunne de kun få øje på, lige i det sekund de passerede henover hovederne på dem, på trods af at de kunne følge deres position på radaren. Den slags fortalt i Henrik Knudsens bedste fortællerstil gav mig kun endnu mere hungren efter selv at opleve det. I 2017 blev jeg så ansat på DTU, hvor jeg blev rigtig gode venner med lige så fuglegale Per Bækgaard (assoc. prof). Det blev til en del kaffemøder, gode fugleture når der var tid til det, og heldigvis viste Per også interesse for ideen om at opleve vadertrækket ved Hyllekrog. I 2018 kørte vi derned om aftenen den 5. juni - egentlig for sent, men det var hvad der lige kunne lade sig gøre. Det lykkedes dog at se en enkelt flok på 155 islandske ryler der passerede over Fehmern Bælt, lige nok til at kalde turen en lille succes -Preben Berg udtalte at trækket stort set var ovre, når de kom i så lille en flok :) . I øvrigt twitchede vi en aktivt syngende Flodsanger ved Bøgesø Mose på vejen hjem. Året efter, i 2019, var jeg udeboende i Singapore, så der kunne det heller ikke blive til noget, men i år, 2020, var jeg pga. Corona-situationen altså i Danmark. Nu var chancen der. For første gang havde jeg både tiden og kørelejligheden på én gang. Jeg havde oprindeligt sat mig i hovedet at prime-time ville være 27/5-3/6, men det gælder faktisk mest islandsk ryle, hvor den lille kobbers træktid ligger et par dage tidligere, med top 27/5. Den 23. maj sent om aftenen tjekkede jeg af uransagelige årsager DOFbasen endnu engang selvom jeg allerede havde gjort det flere gange. Velsagtens en vane der findes hos de fleste birdere. Jeg bemærkede at Dovns Klint havde haft 9000 knortegæs - jeg klikkede på observationen, og så til min overraskelse at de også havde haft 735 små kobbersnepper! Men det var da et par dage for tidligt, troede jeg? Jeg skyndte mig til dagens-obs-siden og klikkede Ctrl+F + Lille Kobber. Der var set 1985 ved Hyllekrog og 235 ved Amager. Trækket var startet. Sikke et held jeg ved ren overspringshandling tjekkede!! Jeg klikkede selvsagt som det næste ind på YR, hvor jeg konstaterede at morgendagen ville byde på 11-13 m/s vestenvind og helt overskyet. Med andre ord fuldstændigt optimale betingelser til et kobber-træk-twitch! Medvinden kickstarter trækket og fuglene er en million gange lettere at finde på en overskyet end på en blå himmel. Lidt småregn her og der til måske at få fuglene til at tabe lidt højde gjorde absolut heller ikke noget. Endelig var det jo evident at trækket VAR begyndt, og der var derfor meget lille risiko for at jeg IKKE ville se kobbersnepper om jeg tog derned dagen derpå, vidste jeg. Jeg ringede øjeblikkeligt Per Bækgaard op med bankende hjerte, og 10 minutter senere ringede han tilbage - han havde clearet den med konen, og var frisk - YES! Vi aftalte, at vi skulle være ved Hyllekrog senest klokken 15. Det var en god beslutning, for vi ankom 14:50 dagen efter, hvilket stort set var lige da trækket eksploderede. Preben Berg undrede sig endda over hvordan pokker vi havde båret os ad med at ramme det så godt. Jeg svarede ham, at det først og fremmes skyldtes hans egne udførlige noter på de gode dage, som jeg har siddet og læst igen og igen. Ja, jeg er en giganørd der nyder at sidde og læse tider og flokstørrelser på folks fugle. Det gælder ikke kun kobbersnepper, det gælder også fx. fiskeørne. Nå, men allerede fra første sekund passerede der en flok på 190 kobbersnepper, og den følgende time passerede lige over 2000 fugle fordelt på den ene flok efter den anden. Den største og mest imponerende flok var på 590 fugle. Sådan noget ser bare helt vildt ud, og jeg har kun set noget lignende ved Gedser engang, hvor 18.000 knortegæs passerede på en dag. Ud over de flotte, store flokformationer skal det også nævnes at fuglene trak højt ( = mere imponerende) og fløj hamrende hurtigt i medvinden - ifølge Preben Berg ca. 120-140 km/t! Jeg fik taget nogle videoer, hvor man godt kan fornemme disse ting, men det kan åbenbart overhovedet ikke ses med Facebooks video compression :( (originale optagelser: https://drive.google.com/open…, men kan reelt kun ses ordentligt hvis man downloader filen og afspiller den på sin computer, og det er der næppe nogen der gider). De fleste flokke kom på havsiden, men nogle flokke sås også over land bl.a. en ren flok på 72 strandhjejler, hvor der kunne ses fine sommerdragter på. Siden døde trækket ud, men der kom endnu et ryk i aftentimerne, sådan at vi da dagen var omme havde set 28 flokke med 3465 kobbersnepper og 255 strandhjejler. Den sidste flok på 55 fugle passerede klokken 21:30. Selv obstiderne er atypiske i forhold til andre discipliner. Jeg var lykkelig. En kæmpe oplevelse, jeg fik fornøjelsen af at dele med Per (det var satme hyggeligt du!), og en anden type oplevelse end den man får ved det lige så fantastiske vadefugletræk ved Blåvands Huk - dér kommer der generelt færre fugle og i mindre flokke, men til gengæld ser man dem stjernegodt. Ved Hyllekrog handler det om de store flokke, de høje hastigheder og de vilde højder - det kunne godt lige tåle at blive nævnt for anden gang ;) Jeg håber jeg kan vende tilbage om nogle dage, når de islandske ryler skal igennem, hvis der er en god vejrudsigt og jeg har tid. Men ellers må jeg prøve Vestamager af, som Preben Berg har spekuleret i måske kunne givet noget i aftentimerne. Alt andet lige vender jeg i hvert fald helt sikkert tilbage til Hyllekrog mange gange i årene fremover, når de arktiske vadere rykker nordøstover. Jeg håber ikke du læste med, det var en lang historie.
Observationen er:Indtastet via hjemmeside
Indtastet:25-05-2020 10:21:33
Links:Information om Klyde
 Billeder af Klyde på netfugl.dk

    ALLE OBSERVATIONER PÅ TUREN  

Knortegås, Mørkbuget (ssp. bernicla)871 trækkende mod øst
Bramgås2 trækkende mod øst
Klyde1 overflyvende
Strandhjejle225 trækkende mod øst
Lille Kobbersneppe3375 trækkende mod øst
Rødben1 overflyvende
Sortstrubet Lom1 trækkende mod øst
Mursejler2 trækkende mod nord
Rørhøg1 rastende
Tårnfalk1 rastende
Lærkefalk1 trækkende mod nordøst
Sanglærke4 syngende