Engsnarre (Crex crex)

Kilde
Følgende tekst er taget fra DATSY's midtvejsrapport trykt i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 2004 nr. 2, hvor de eksakte referencer kan ses.

Midtvejsstatus 1998-2003
Af Knud Fredsøe
2003 blev et rekordår for Engsnarren i Danmark med ikke færre end 508 crexende hanner fordelt på omkring 250 lokaliteter - en forøgelse på ca. 60 % i forhold til 2002 (tabel 12). Årsresultatet skal ses som udtryk for såvel en større bestandsfremgang som stor feltornitologisk aktivitet. Forekomsterne var koncentreret i den vestlige del af landet – specielt i Nord- og Sønderjylland med ca. 75 % af samtlige registreringer. På Born-holm var antallet af engsnarrehanner betydeligt under hvad der normalt registreres på øen, på trods af en målrettet indsats.

Den store forekomst af engsnarrehanner skyldes, ud over en generelt større forekomst på de kendte lo-kaliteter, at der ved målrettede natekskursioner blev fundet nye områder med store forekomster af crexende engsnarrehanner, først og fremmest i Nord- og Sønderjylland. I Nordjylland blev der fundet specielt store forekomster i nye områder ved Hjørring/Brønderslev (ca. 50 hanner), randområderne af Store Vildmose - Øster Hjermitslev og Nørre Halne/Vadum (15-20) og i Lindenborg Ådal fra Lindenborg til Gudumholm (10-15). Nye sønderjyske lokaliteter blev fundet ved Kragelund Mose (9-10), Lydersholm/Grøngård (25-30) og nordvest for Rødekro (8-10).

Trods de store forekomster og en betydelig forøgelse af antallet af Engsnarrer i Sønderjylland i 2003 med et særdeles stort antal i et bælte lige på den danske side af grænsen, blev der ikke konstateret en lignen-de fremgang i Slesvig–Holsten, men tværtimod en nedgang i antallet i forhold til de tidligere år (B. Koop, pers. medd.).

I modsætning til observationsfordelingen i 2002, der viste to tydelige topforekomster hhv. med. juni og ult. juli, viste observationerne i 2003 en jævnt stigende fordeling fra den første hørte 8. maj (Magisterko-gen) frem til ult. juni, hvorefter antallet faldt jævnt til den sidste hørte 8. august (Samsø).

Observationsfordelingen på nogle af kerneområderne i Sønderjylland i 2003 viser, at de østlige lokali-teter har en maksimumbestand omkring 1. juni, de centrale og nordøstlige lokaliteter ult. juni/pr. juli og de vest- og nordvestlige lokaliteter med. juli. Endnu kendes ingen sammenhæng, men der er måske en forbin-delse med uparrede hanners trækbevægelser gennem landsdelen, idet hanner, hvis de ikke udparres, kun op-holder sig få dage inden de flytter til en ny sangpost (Schäffer 1999). Det behøver ikke nødvendigvis være de samme hanner som bølger tværs over Sønderjylland, idet det er kendt fra udenlandske undersøgelser at han-ner i løbet af sæsonen kan flytte rundt over betydelige afstande. (Schäffer 1999; Purkal, Nature Conservation Agency, Tjekkiet, pers. medd.).

For blot få år siden var Engsnarren fåtallig, og i perioden 1977-1997 var de årlige registreringer af kaldende hanner på 10-30, dog med større forekomster i 1982 (47) og 1997 (38). Siden er bestanden steget markant fra ca. 100 kaldende hanner i 1998 til omkring 500 i 2003 - dog med et mindre godt år i 2001 med 150 hanner.

Den markante stigning i antallet af kaldende Engsnarrer er konstateret ikke alene i Danmark, men i he-le Vesteuropa. I Holland steg bestanden allerede i 1997, og 1998 blev rekordåret i perioden 1994-2002 (K. Koffijberg, SOVON Vogelonderzoek Nederland, pers. medd.). Polen kan ligeledes berette om betydelige stigninger i antallet (Skov 2000). Bestandsfremgangen i de vesteuropæiske lande menes at stamme fra sam-menbruddet i det østeuropæiske landbrug, som har skabt gode ynglebiotoper i f.eks. brakarealer der ikke slås eller høstes (Schäffer & Green 1997).

De regionale svingninger i antallet af Engsnarrer, der er konstateret fra år til år, kan i nogle tilfælde hænge sammen med den feltornitologiske aktivitet. Der er dog undtagelser, f.eks. blev der på Bornholm regi-streret 68 engsnarrehanner i 1999 mod kun ti i 2003, trods omfattende lytning. Tilsvarende var 2001 et min-dre godt år for Engsnarren ikke alene i Sønderjylland, men også i Holland (Schoppers & Koffijberg 2001) og Ukraine (Dudkin 2001), der begge meldte om betydeligt færre engsnarrehanner end i 2000.

De årlige ynglekuld der indrapporteres, står sandsynligvis ikke i forhold til den reelle ynglebestands størrelse. Årsagen er uden tvivl at de feltornitologiske ressourcer bruges på optælling af crexende Engsnarre-hanner og i mindre grad på at undersøge potentielle lokaliteter for ungekuld. Selvom der i foråret 2003 blev introduceret en metode, der skulle gøre det muligt at præcisere sandsynlige yngleforekomster nærmere ud fra hannernes sangaktivet, gav det kun et begrænset resultat - fire sandsynlige yngleforekomster.

Benyttes Schäffers kriterier (Schäffer 1999, Müller & Illner 2001) for sandsynlige yngleforekomster (sanggrupper af flere fugle, ankomst inden 15. juni og sangaktive i min. 3 uger), kan der udvælges 18 lokali-teter med 67-99 kaldende hanner i 2002 og 24 lokaliteter med 102-198 kaldende hanner i 2003. Imidlertid mangler der undersøgelser af om engsnarrehanner, som er stationære over en længere periode, også er i stand til at tiltrække en hun og yngle.

De 6 års indsamling af data gennem DATSY-projektet har måske ikke givet en større viden om den danske ynglebestands størrelse, men der er påvist store forekomster af kaldende engsnarrehanner i hele peri-oden. I enkelte tilfælde kan bestandsstørrelserne dog være overvurderet, idet opgørelserne er foretaget på baggrund af det maksimale antal hørte hanner på hver lokalitet. I opgørelserne er der ikke taget højde for at engsnarrehanner kan flytte til en nabolokalitet og herved blive optalt flere gange.

Engsnarren er først og fremmest knyttet til åbent landskab med en høj vegetation af græs eller højurtesamfund. Tidligere fandtes disse naturtyper især i ådalene og blev benyttet som høenge (Thorup 1999). I indrapporteringerne til DATSY-projektet 1998-2003 viser et betydeligt antal kommentarer at engsnarrerne høres fra korn- og brakmarker, dels i det intensivt opdyrkede agerland, dels i opdyrkede lavbundsområder og ådale. Der er slet ingen indberetninger af Engsnarrer fra høenge! Også fra udlandet er større bestande i korn-afgrøder kendt, bl.a. fra Holland (Schoppers & Koffijberg 2002, K. Koffijberg, pers. medd.) og Nordrhein-Westpfalen (Müller & Illner 2001).

I dag er Engsnarren angivet som truet på verdensplan på grund af en kraftig tilbagegang i hele Vesteu-ropa gennem forrige århundrede. Tilbagegangen er veldokumenteret og for Danmarks vedkommende be-skrevet af Thorup (1999), der angiver årsagen som ændringer af landbrugsdriften. For at vende udviklingen i Danmark udarbejdede Skov- og Naturstyrelsen en Handlingsplan for Engsnarren (anon. 2000b) med bag-grund i de målsætninger og anbefalinger som blev angivet i BirdLife International’s Action Plan for the Corncrake in Europe (anon. 1996). Formålet med handlingsplanen var i første række at skabe lokaliteter, hvor Engsnarren har mulighed for at yngle og genoprette en regelmæssig dansk ynglebestand. Der blev ud-peget syv kerneområder (Ryå Enge, Sørig Enge, Bolle-Try Enge, Slivsø, Brabrand Sø, Tryggevælde Ådal og Holmegårds Mose) og to interesseområder (Varde Ådal og Skjern Ådal) hvor der ved forskellige tiltag skal forsøges at genskabe en fast ynglebestand. I efteråret 2003 er der ud fra DATSY-projektets materiale udar-bejdet forslag til nye lokaliteter, som kan inddrages i handlingsplanen.

Indrapporteringerne fra de udpegede områder viser endnu ingen effekt af det målrettede arbejde, idet antallet af Engsnarrer stort set følger landsresultatet. I 2003 udgør bestandene i de ni områder ca. 12 % af det totale antal. I øvrigt er forekomster i EF-fuglebeskyttelsesområde bl.a. kendt fra Holmegårds Mose, men de fleste af engsnarrelokaliteterne er uden egentlig beskyttelse.

Årsagen til den markante stigning i den danske engsnarrebestand hænger nok ikke alene sammen med en bestandsfremgang i hovedudbredelsesområdet, men også med at der blev sat fokus på arten gennem DATSY-projektet hvilket resulterede i en større interesse for at undersøge og optælle arten. Ligeledes kan udbygningen af DOFbasen have været en medvirkende årsag til de positive resultater. Netfugls ”Operation Natlyt” i 2002 og en større information og kontakt til feltornitologer i 2003 har sandsynligvis også været med til at øge interessen for at registrere Engsnarre (og Vagtel).


© Per Poulsen

Fakta
Vingefang: 46-53 cm.
Længde: 27 cm.
Vægt: 135-200 g.
Kuldstørrelse: 8-12 æg
Antal kuld: 2
Rugetid: 16-19 dage
Ungetid: 60 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2011: 160
Udvikling 1990-2000: Fluktuerende

Fredningsforhold
Global rødliste: LC
DK rødliste: NT
DK gulliste: -
Birdlife SPEC: 2
Fugledirektivet: Bilag 1
Jagttid: Fredet


Sidevisninger
Denne måned: 32
Sidste måned: 52

Forrige artLink til denne sideNæste art