Dværgmåge (Hydrocoloeus minutus)
Kilde
Følgende tekst er taget fra DATSY's midtvejsrapport trykt i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 2004 nr. 2, hvor de eksakte referencer kan ses.
Midtvejsstatus 1998-2003
Af Henrik Haaning Nielsen
I 2003 var der igen yngleforsøg af Dværgmåge i Vejlerne. Et par forsøgte i midten af maj at etablere sig i en mindre hættemågekoloni i Firkanten i Tømmerby Fjord. Parret forsvandt imidlertid efter få dage, og parret kan således have været blandt de fire par der efter midten af maj etablerede sig på Bygholmengen. Her blev der 10. juni fundet tre reder med æg, og yderligere én rugende fugl blev registreret, alle i tilknytning til en havterne- og hættemågekoloni. Ingen af parrene havde imidlertid ynglesucces, idet alle parrene var forsvun-det fra yngleområdet i begyndelsen af juli.
På trods af 1-4 yngleforsøg i Vejlerne (Bygholmengen, Kogleakssøen og Tømmerby Fjord) hvert år siden 1999, er det kun i 1999, at der er produceret flyvefærdige unger. Det er svært at afgøre, hvad den egentlige årsag til Dværgmågens ringe ynglesucces i Vejlerne er, men forhold som for lav vandstand og prædation er de mest oplagte. For lav vandstand giver få fugle og forbedrede forhold for prædatorer, og dette har gjort sig gældende i mange ynglesæsoner i Vejlerne. F.eks. er drastiske fald i vandstanden gennem maj måned meget sandsynligt skyld i at hele kolonier af Klyde og Hættemåge har opgivet. Det samme gælder givetvis også for Dværgmåge. Der er ikke tvivl om, at en høj vandstand med mosaikker af vanddækkede pander er af aller-største betydning for at bevare de vigtige bestande af kolonifuglene og dermed også Dværgmågerne. I pro-jektperioden er der ikke rapporteret om ynglefund uden for Vejlerne.